Samlevende med demente - Socialstyrelsen

”Stege kød, nej, det kan han sgu ikke finde ud af. Vaske ordentligt op. Nej, det kan han ikke findeud af. Og jeg kan ikke bare komme hjem og give mig til at gøre det, han har gjort”. Nr.5Mandens krav på domænet indebærer en risiko for hustruens sikkerhed.”At jeg ikke dør af salmonellaforgiftning …! Det må vi håbe, jeg ikke gør. For så var jeg nok gjortdet.” Nr.5Kataloget over de kommunale omsorgsordningers service beskriver husholdningsopgaver sommadudbringning, rengøring og tøjvask. Men der er stor variation blandt de raske ægtefællers opfattelse afom denne ydelse er aflastende eller ej. En kvindelig omsorgsyder giver udtryk for, at hun har behov for athave noget at lave, når hun alligevel er nødsaget til at opholde sig i hjemmet for at overvåge ægtefællen(nr.2). Hvis et par modtager husholdningshjælp i stedet for, at hustruen fortsætter med at førehusholdning, som hun altid har gjort, vil det være et brud på den måde, de har indrettet sig. Hvis detderimod er den demensramte, som har haft ansvaret for hjemmet, kan den raskes overtagelse afhusholdningen betyde en forøgelse af tidsforbruget til tvungne opgaver på bekostning af tid til andreopgaver og afslapning. En udefra kommende hjælp vil derfor være en måde at genetablere hverdagensorden på, og give omsorgsyderen mulighed for at fortsætte med at opretholde sine hidtidige rutiner. Detkan altså opleves aflastende for omsorgsyderen at modtage hjælp til husholdningen, når det er dendemensramte, som har haft funktionen. Desuden vil de enkelte ydelser ofte i mindre grad være tilrettelagtefter den enkelte demensramte families akutte behov end efter hjælpesystemets muligheder. Det betyder,at hjælpen kan begynde med upræcis start og sluttidspunkt og være af kort varighed. Derfor giver hjælpensjældent omsorgsyderen væsentlig større mulighed for at planlægge fritid 6 , og vil ikke øge mulighedernefor at besøge familie, deltage i fritidsaktiviteter eller tage på indkøbstur og dermed reducere sin isolation.Undersøgelsesmaterialet viser såvel eksempler på, at den som har haft husholdningsrollen ønsker atmodtage hjælpen, såvel som ikke ønsker hjælpen.I et tilfælde hvor den raske var erhvervsaktiv og ønskede hjælpen, fik familien afslag. Hun fortæller, athendes tilværelse er bundet af forpligtelser overfor ægtefællen, og af hendes erhvervsarbejde. Hun harikke mere fritid at disponere over, så hvis hun skal påtage sig flere opgaver i hjemmet bliver det påbekostning af hendes erhvervsarbejde. Hun vil imidlertid ikke opgive tilknytningen til erhvervslivet, ogbegrunder det med at arbejdspladsen er det eneste sted, hvor hun har normale kontakter og henter sineressourcer til at klare sin hverdag (Nr.5). En mandlig omsorgsyder i en tilsvarende situation fik bevilgethjælp (Nr.6). En forklaring kan være, at den kommunale standard eller den person, som vurderedebehovet, bygger på en opfattelse af, at kvindens funktion fortrinsvis er i hjemmet, og at hendeserhvervsarbejde er sekundært. Nogle omsorgsydende kvinder mener, at det fortrinsvis er deres opgave attage vare på familiens og hjemmets behov. Det kommer til udtryk ved, at de først tager imod hjælp, nårde ikke længere kan dække deres egne fysiologiske behov.Der er tilsyneladende forskel på, hvordan den demensramte familie oplever at få bevilget og at modtagehjælp. Blandt de informanter i denne undersøgelse, hvor problematikken har været aktuel, kan det tydepå, at der både blandt de raske samlevende og hos de kommunale omsorgssystemer, kan være en6 Fritid her forstået som den tid, der bliver tilovers efter de grundlæggende fysiologiske behov er dækket. Tiden tillønnet arbejde og tiden til at passe hus og hjem samt til forpligtelser overfor den demensramte er dækket.Side