af hendes gode intentioner om, at deres økonomiske forhold fortsat er et fælles anliggende, er hungenstand for ægtefællens aggressive mistænksomhed. Han beskylder hende tværtimod for at modarbejdefællesskabet, ved at bruge for mange penge.”Bruger alle pengene, det har jeg da også fået skyld for.” Nr.3En tredje kvinde er utryg ved, at hendes demensramte mands måde at disponere på har forandret sig. Haner blevet meget sparsommelig på nogle områder og meget ødsel på andre. Sparsommeligheden kommerfx til udtryk ved, at han sparer på vandet, og derfor pålægger hende at undlade at trække ud eftertoiletbesøg. Samtidig har han indenfor det seneste halvår forbrugt over 30.000 kr. på sin nye hobby.”Jeg kunne simpelthen ikke have <strong>med</strong> det at gøre. Og der havde han brugt over 30.000 kr. på atkøbe spil. Og han havde brugt mere end det, for det var ikke alt, der var <strong>med</strong>. Og det er også noget,der slider på mig.” Nr.5Den demensramtes personlighed er blevet forandret. Han er blevet hensynsløs og egoistisk.Konsekvensen er, at han, i strid <strong>med</strong> deres hidtidige praksis, tilsidesætter deres økonomiske tryghed.Hustruen forsøger at ændre utrygheden ved at drøfte økonomien <strong>med</strong> ham, men <strong>med</strong> begrænset succes.Hun oplever således et tillidsbrud i deres indbyrdes forhold og er ængstelig for, hvilke konsekvenser dendemensramte ægtefælles økonomiske dispositioner kan få for dem. På trods af at hun oplever, atsituationen er tilspidset, har hun ikke taget initiativ til at løse problemet ved at begrænse dendemensramtes handlefrihed.Der kan være forskellige forklaringer på, hvorfor ingen af de interviewede har taget juridiske mulighederi brug. En forklaring kan være, at deres egne foranstaltninger, såsom at inddrage dankort, give afmåltelommepenge og selv håndtere regninger og breve fra banken, er tilstrækkelige. Disse eksempler viser, atproblemerne og mulighederne for at løse dem er forskellige, og afhænger af individuelle forhold som fxhvordan sygdommen påvirker den demensramte. En anden forklaring kan være, at de demensramtefamilier ikke har kendskab til hvilke løsninger, der eksisterer. Når en familie rammes af demens, er dettraditionelt den praktiserende læge og/eller de kommunale plejeordninger, som er naturligesamarbejdspartnere. Deres ydelser er ikke målrettet økonomiske forhold, men er derimod baseret påbehandling, pleje og praktisk bistand. En tredje forklaring kan være, at det er tabubelagt og opleves megetindgribende at begrænse en ægtefælles økonomiske råderum både i parrets indbyrdes forhold og i forholdtil omgivelserne.Det kommunale system var involveret i en enkelt af familiernes økonomiske forhold. En yngredemensramt mistede sin erhvervsevne og havde behov for at blive førtidspensioneret. Kommunen tildeltekvinden en lavere pension end hun burde have haft, og begrundede afgørelsen <strong>med</strong> at hendesfunktionsniveau kunne forbedres, og tildelingen senere kunne ændres til en højere pension. Ægtefællenhavde en oplevelse af, at kommunen havde givet dem dårlig vejledning. Han mener, at kommunen havdehaft for ringe kendskab til demenssygdommen. Han fortæller, at den kommunale sagsbehandlerfastholdte, at hustruen kunne blive arbejdsdygtig i et begrænset omfang, på trods af at hans beskrivelse afhendes funktionsniveau. Da sagen senere blev taget op var hustruen for gammel til en omplacering. Denraske ægtefælle mener at kommunens repræsentant havde haft to kasketter på (Nr.8)Side
Ingen af informanterne gav udtryk for, at de havde haft behov for støtte og rådgivning i økonomiskespørgsmål. Men disse eksempler, på hvordan familierne dels løser og dels ikke løser deres problemer,tyder på, at behovene eksisterer. Når behovene ikke dækkes kan det skyldes, at det nuværendehjælpesystem er baseret på serviceydelser, som fortrinsvis kompenserer for funktionstab, som traditionelthar været kvindelige domæner, og at hverken læge eller hjemmepleje umiddelbart har indsigt i klienternesøkonomiske forhold og muligvis heller ikke har forudsætningerne for at yde rådgivning.SeksuallivFlere af informanterne angiver, at ligeværdigheden <strong>med</strong> deres ægtefælle forsvinder, og fortæller spontant,at deres fælles seksualliv er ophørt. Samlivet forandrer sig fra at være et forhold imellem to voksne til atvære et forhold mellem en voksen og et barn, eller imellem en hjælper og en patient.”Han behandlede mig som om jeg var hans mor. Altså, hvor jeg tænkte, den rolle gider jeg da ikkeat have. Det forklarer bare mere den forskel, der var på os fra at være i en eller anden grad etligeværdigt par, til ikke at være det.” Nr.5Det kan være den raske ægtefælle eller den demensramte, som mister lysten til sex. Ophøret kan ogsåskyldes, at den demensramtes seksuelle adfærd har forandret sig i en uacceptabel retning. Denneforandring handler i høj grad om roller og uacceptable roller i ægteparrets mere intime samliv. Énforklarer, at tabet af ligeværdighed på en naturlig måde har <strong>med</strong>ført at parrets seksualliv er ophørt.”Der er ingen tvivl om, at han ser mig mere som en mor og en hjælper, end han ser mig som enkone og en kæreste. Men det er heller ikke noget, jeg opfordrer ham til, da. For når først ens mander blevet ens barn, så er det ligesom, at det seksuelle, det flytter lidt væk. Ja, man går jo ikke i seng<strong>med</strong> et barn, vel! Med mindre man er pædofil.(grin)” Nr.1En anden forklarer, at den demensramte ægtefælle mistede interessen.”Vi tog ud og rejse, mens vi stadig kunne. Og det var vel egentlig der... jamen der havde vi stadiglidt sammen. Men jeg kunne godt mærke, at det havde ikke den store interesse, vel. Så dør det ud,ikke. Og det er noget man er ked af.” Nr.8En tredje forklarer, at seksuallivet skiftede karakter.”Vores seksualliv blev mærkeligt. Den måde vi gik i seng <strong>med</strong> hinanden på var mystisk. Sådan atjeg i hvert fald fik mindre og mindre lyst til det.” Nr.5For disse tre ægtepar gælder, at deres fælles seksualliv var ophørt for mellem 7 og 11 år siden, og at detraditionelle roller i samlivet ikke længere eksisterer. En af informanterne tilføjer, at hendes ogægtefællens forhold er blevet til et bofællesskab <strong>med</strong> separate soveværelser:”På et tidspunkt delte vi lejligheden op, for jeg kunne ikke holde det ud. Jeg havde brug for, jegkunne ikke holde ud, han altid var der. Jeg kunne ikke holde ud ikke at kunne få fred. Så jeg havdeSide