Politisk kommunikation og Luhmann

Politisk kommunikation
i det
funktionelt differentierede samfund
En undersøgelse af Niklas Luhmanns sociologiske
samfundsteori med særligt henblik på en vurdering
af dens anvendelighed for den del af politisk videnskab,
der har politisk kommunikation som genstandsfelt
Niels Kildegård Petersen
Speciale indleveret ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet
Vejleder: lektor Henrik Jensen
November 2003

Indholdsfortegnelse:
Abstract 4
Værkforkortelser 5
1. Indledning og problemoversigt 6
1.1. Problemformulering 13
1.2. Om Luhmann og hans placering i moderne samfundsvidenskab 16
1.3. Læsevejledning 23
2. Luhmanns samfundsteoretiske projekt 27
2.1. Samfundssystemet som funktionelt differentieret 29
2.2. Funktionel-ækvivalens som metodisk grundlag 36
2.3. Systemteori som universalteoretisk grundlag 37
2.4. Kommunikation som grundlæggende operation i mediet mening 46
2.5. Dobbelt kontingens, kommunikationsmedier:
sprog, spredningsmedier og symbolsk generaliserede medier 56
2.5.1. Dobbelt kontingens 57
2.5.2. Sprog og spredningsmedier 60
2.5.3. Symbolsk generaliserede kommunikationsmedier: funktion 64
2.5.4. Symbolsk generaliserede kommunikationsmedier: uddifferentiering 68
2.5.5. Symbolsk generaliserede kommunikationsmedier: struktur 73
2.6. Selvbeskrivelse 80
2.7. Opsamling 84
3. Luhmanns formulering af det politiske og det massemediemæssige
i det funktionelt differentierede samfund 89
3.1. Det politiske system 94
3.1.1. Det politiske systems organisering 96
3.1.2. Det politiske systems kommunikation 100
3.1.3. Det politiske system og den offentlige mening 107
3.2. Det massemediemæssige system 112
2

3.3. Opsamling 117
4. Politisk kommunikation som forskningsperspektiv 119
4.1. Systemteoretisk iagttagelse af politisk kommunikation belyst tentativt
som tema i det politiske og det massemediemæssige system 120
4.2. Opsamling 125
5. Konklusion 127
6. Litteratur 129
Figuroversigt:
Figur 1 Den politiske kommunikations trepartsrelation 6
Figur 2 Samfundet i verden 15
Figur 3 Teoriansatser og metodiske tilgange til teoridannelse 21
Figur 4 Samfundsmæssige differentieringsformer 31
Figur 5 Det moderne samfund som funktionelt differentieret 33
Figur 6 Systemtyper 39
Figur 7 Mening som horisont 52
Figur 8 Kommunikationsenheden og tiden 54
Figur 9 Attributionsforhold 70
Figur 10 Form med markeret inderside 77
Figur 11 Samfundsteoriens relationer 84
Figur 12 Funktionssystemer: sammenligning af kendetegn 87
Figur 13 Det politiske funktionssystems kendetegn 94
Figur 14 Det politiske systems tre niveauer 98
Figur 15 Udviklingen i det politiske systems spaltning 101
Figur 16 Det politiske system, dobbelt magtkredsløb, offentlig mening m.v. 111
Figur 17 Det massemediemæssige funktionssystems kendetegn 112
Figur 18 Strukturel kobling mellem massemediesystemet og dets omverden 117
„Kommunikation ist autopoietisch stabil genug, um sich durchzusetzen, was immer nun
passiert, ob sich ein Börsencrash ereignet, ein Krieg oder was immer. Man kann immer
noch darüber reden, man kann es immer noch wiederum kommentieren. Selbst wenn ein
grosser Teil der Bevölkerung verschwände, würde der Rest immer noch reden und beklagen,
was geschehen ist. Die Kommunikation ist wie das Leben eine sehr robuste, qua Autopoiesis
hochgradig formelastische Erfindung der Evolution.“
Niklas Luhmann
ES, p. 278
3

Abstract
This thesis set out questioning the method by which political communication is
studied in modern society. Within the field a mainstream has proliferated, which foundations
rest upon the assumption of a systematic relationship between three parts, the citizens,
the politicians, and the media. The study suggests, that precisely these parts are and
should be more dependent on their relations with each other, than with others.
The thesis is centred on the German sociologist, Niklas Luhmann’s proposal to a
theory concerning modern society. The discussion of the problem, which is tackled in section
1, addresses what the consequences of the theory will have for the study of political
communication. The theory’s main argument, described in section 2, is that society today
is a globalised world society, which is differentiated accordingly to function. These functions
are practised within certain function systems, operating on the basis of communication.
The communication is specialised, and hence different for every function system.
This in turn means, that the function systems cannot communicate directly with each another.
Luhmann has pinpointed half a dozen such function systems, these include a function
system for political and one for the mass media. Hence, the mass media is incapable of
conducting a shared system with the politicians, and the citizens (and vice versa). Furthermore,
a problem arises because on one side, there is a normatively based wish to observe
the study of political communication as a coherent field of study, versus a polarised side,
which seeks a non-normative proposal to a theory about modern society, which excludes
the normative wish. The problem is thus a question of how political communication can be
depicted without a normative starting point, but instead with a foundation in Luhmann’s
proposal to a theory about modern society.
In addressing this question, section 3 includes a detailed account of Luhmann’s
suggestion to a theory about both the political and the media’s function systems. Section 3
goes beyond that to show that both these function systems solve their respective problems
concerning social order in such different ways, which in itself supports Luhmann’s notion
of the differences.
In the concluding section 4, a tentative suggestion is put forward to how political
communication could be studied through a use- and system-orientated theoretical research
perspective.
4

Værkforkortelser
En række af Luhmanns bøger bliver citeret hyppigt. Jeg har derfor fundet det mest
hensigtsmæssigt at bruge de nedenfor anførte forkortelser, ES, GG mv.
Hvor der også er en dansk udgave, anfører jeg den efter den oprindelige tyske.
Sidehenvisninger vil blive anført til både tysk og dansk udgave, med den tyske henvisning
først.
Herudover bliver sædvanlig fremgangsmåde brugt, dvs. ved førstegangsbrug anføres
hele titlen, og derefter alene forfatternavn og årstal, evt. tillagt et bogstav.
ES
Luhmann, 2002b, Einführung in die Systemtheorie, Dirk Baecker (udg.), Heidelberg,
Carl Auer Systeme Verlag
GG
Luhmann, 1997d, Die Gesellschaft der Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp
OE
Luhmann, 2000d, Organisation und Entscheidung, Opladen, Westdeutscher Verlag
PG
Luhmann, 2000b, Die Politik der Gesellschaft, (red. André Kieserling), Frankfurt
a M, Suhrkamp
RM
Luhmann, 1996a, Die Realität der Massenmedien, (2. udv. oplag), Opladen,
Westdeutscher Verlag/ Luhmann, 2002a, Massemediernes realitet, København,
Hans Reitzels Forlag, (1996)
SY
Luhmann, 1994a, Soziale Systeme, Grundriss einer allgemeinen Theorie, Frankfurt
a M, Suhrkamp, 4. opl. 1994 (1984)/Luhmann, 2000a, Sociale systemer,
Grundrids til en almen teori, København, Hans Reitzels Forlag, (1984)
WG
Luhmann, 1991g, Die Wissenschaft der Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp,
(1990)
5

1. Indledning og problemoversigt
Dette speciale handler om, hvordan politisk kommunikation i det funktionelt differentierede
samfund vil kunne studeres med udgangspunkt i det begrebslige sigte- og omdrejningspunkt,
som man kan læse ud af Niklas Luhmanns teoretiske produktion.
Politisk kommunikation er et forskningsemne, der har vundet ganske meget terræn
i de senere år, samtidig med, at man er blevet mere usikre på, hvad forskningsemnet
egentlig drejer sig om. 1 Som det hedder hos en af de for tiden meget anvendte grundbøger
til komparativ politik: ”Communication may be central to politics but the definitive contemporary
treatment of the topics is still to be written.” 2 Ikke desto mindre er det opfattelsen,
at ”Der findes en bestemmelse af politisk kommunikation, der i en eller anden form er
styrende for den meste forskning. Bestemmelsen har form af en trepartsrelation mellem politikere,
medier og borgere.” 3 Det kan måske illustreres som vist her i figur 1:
Medier
(TV, radio, aviser, internet m.v.)
Politikere
Borgere
(parlament, regering,
(interesseorganisationer,
partier, forvaltning m.v.)
virksomheder, protestbevægelser
m.v.)
Figur 1. Den politiske kommunikations trepartsrelation.
Der synes således efter den her citerede påstand at være almindelig enighed om, at
politisk kommunikation i det moderne samfund drejer sig om forhold, der udspiller sig
1 GRUS, Tidsskriftet, 1996, Politisk kommunikation, planlægning, strukturalisme, nr. 49, Aalborg, Aalborg
Universitetscenter. Redaktionen af dette temanummer anfører således i sin indledende artikel med titlen Politisk
kommunikation, at ”For 20 år siden ville alle vide, hvad vi talte om, når der blev henvist til politisk
kommunikation. Hverken begrebet politik eller kommunikation er i dag éntydige begreber.”
2 Rod Hague & Martin Harrop, 2001, Comparative Government and Politics. An Introduction, 5. udg.
Houndsmills m.fl./New York, Palgrave, p. 109
3 Citat fra: Anders Esmark, Peter Kjær og Ove K. Pedersen, 1999a, ”Det politiske kommunikationssystem”, i:
Politica, 31. årg., nr. 2, 1999, p. 147-160, p. 147. Jf. Jesper Strömbäck, 2000, Makt och medier. Samspelet
mellan medborgerne, medierna och de politiska makthavarna. Lund, Studentlitteratur, p. 10. Fra p.42 ff.
gennemgår han en række definitioner af politisk kommunikation, som alle har trepartsrelationen til fælles.
6

mellem medier (TV, radio, aviser, internet, m.v.), politikere med tilhørende konstitutionelle
institutioner (parlament, politiske partier, regering, forvaltning m.v.) og borgere med tilhørende
private organisationer (interesse-/brancheorganisationer, virksomheder m.v.). Det
synspunkt er yderligere blevet fremført, at der – i hvert fald i Danmark – i forbindelse med
denne trepartsrelation kan siges at være opstået en situation, hvor ”den politiske kommunikation
.. forstås som et løst koblet system, .. der binder de forskellige og selvstændige aktører
og funktioner i den politiske kommunikation sammen, og som afgrænser den politiske
kommunikation fra andre systemer.” 4
Det funktionelt differentierede samfund er Niklas Luhmanns betegnelse for det
moderne samfund, således som det med udspring i visse regioner i Europa i den sene middelalder
har udviklet sig, indtil det som bestemmende differentieringsprincip (dvs. differentiering
efter funktion i stedet for efter segment eller stand) i samme regioner antages at
ligge irreversibelt fast i slutningen af det 18. århundrede, dvs. fra tiden omkring den store
franske revolution. 5 Det har i tiden herefter bredt sig så meget, at det i dag er blevet til det
dominerende, verdensomspændende differentieringsprincip. Det får til konsekvens, at samfundsbegrebet
bliver et begreb for verdenssamfundet. 6 Det karakteristiske for dette samfund
er, at det er delt op på en række indbyrdes forholdsvis uafhængige funktionsområder,
som hver især udfylder deres specielle funktion i samfundet. 7 For det politiske område er
funktionen udviklet til dette at opretholde muligheden for, at der til stadighed kan træffes
kollektivt bindende beslutninger 8 , mens det for det massemediemæssige område bl.a. drejer
sig om til stadighed ved hjælp af nyheder og deres informationsindhold at fremprovokere
og bearbejde irritationer hos andre, herunder hos politikere, andre læsere/ seere/ lyttere. 9
Det er er min opfattelse, at der ikke er overensstemmelse mellem disse to formuleringer,
altså mellem på den ene side Luhmanns formuleringer om det moderne samfund
4 Anders Esmark & Peter Kjær, 2000a, ”Den sidste mediepolitik og den politiske journalistik”, i: Pedersen,
Ove K. m.fl., 2000, Politisk journalistik, Århus, Ajour, p. 25-59, p. 49.
5 Jeg giver her en ultrakort introduktion til Luhmanns beskrivelse af det moderne samfund. Jeg vil senere uddybe.
Her er det blot tanken at antyde de helt overordnede linjer i Luhmanns samfundstænkning. Den her citerede
udlægning er fra: Luhmann 1980b, Gesellschaftsstruktur und Semantik. Studien zur Wissenssoziologie
der modernen Gesellschaft, Bd. 1, Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 27.
6 se Luhmann 1997d, Die Gesellschaft der Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp, kap. 1, afsnit X, p. 145-
171 (herefter forkortet til: GG)
7 Om funktionen i Luhmanns opfattelse også er for samfundet er et mere åbent, men nok så afgørende
spørgsmål, som vil være et tilbagevende tema (se bl.a. note 23, men særligt afsnit 3. p. 89 ff.).
8 Det er en beskrivelse af det politiskes væsentligste funktion, som Luhmann i store træk har fastholdt i hele
sit forfatterskab, se fx Luhmann 1974d, Soziologische Aufklärung. Aufsätze zur Theorie sozialer Systeme.
Bd.1, 4. Auflage (1970), Opladen, Westdeutscher Verlag, her fra artiklen Soziologie des politischen Systems,
p. 154-177, som første gang blev offentliggjort i 1968.
9 Luhmann bruger betegnelsen irritationer til at beskrive visse påvirkningsforhold på tværs af systemgrænser,
jf. beskrivelsen heraf bl.a. hos Luhmann 1996a Die Realität der Massenmedien, (2. udv. oplag), Opladen,
Westdeutscher Verlag, p. 174/123 (herefter forkortet til: RM).
7

som funktionelt differentieret og på den anden side den anførte enighed om, hvad politisk
kommunikation drejer sig om. Hvis vi nemlig med ”forhold, der udspiller sig mellem” mener
forhold af kommunikationsmæssig karakter, så vil der i henhold til Luhmanns teori
som udgangspunkt være tale om systeminterne forhold. Det vil imidlertid stride mod Luhmanns
bestemmelse af, at der er to funktionssystemer på området, det politiske og det massemediemæssige.
Som situationen således synes at tegne sig, forekommer det mig, at der er behov
for at standse op og overveje nærmere, hvad der ligger i Luhmanns påstand om ikke et,
men to funktionssystemer på dette forskningsfelt. Det er nemlig ifølge Luhmann teoriens
opgave at garantere genstandens, dvs. studieobjektets enhed og ikke omvendt. Det er således
ikke genstanden, der garanterer teoriens enhed. 10 Det betyder imidlertid ikke, at ”verden
derude” ikke findes i sine former og forskelligheder, men det betyder, at der altid med
nødvendighed må optræde en iagttager til at iagttage og konstruere denne ydre verden. 11
Fordi dette imidlertid sker i samfundet med de samfundsbetingetheder, der nu engang findes
eller gives (GG, p. 21), så er der behov for, at vi løfter blikket således, at vi også får
iagttaget problemet på samfundsteoretisk ”niveau”. Der består nemlig et cirkulært forhold
mellem videnskaben, i dette tilfælde sociologien, og dens objekt, i dette tilfælde samfundet
og nogle af dets funktionssystemer. Ja, der består ligefrem en forbundethed, der går ud
over dette i og med, at videnskaben som kommunikationssystem er en del af samfundet, eftersom
samfundet i den Luhmannske begrebsformulering omfatter al opnåelig kommunikation.
12
10 Se Luhmann, 1991g, Die Wissenschaft der Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp,(opr.1990), p. 407 (herefter
forkortet til: WG). Udsagnet er en følge af det syn på erkendelse og mulighederne herfor, som Luhmann
tilslutter sig, og som bl.a. er inspireret af fænomenologen Edmund Husserl, men også af kybernetikeren
Heinz von Foerster. Det karakteristiske herved er, at al beskrivelse først skal igennem en iagttagelse, dvs. at
det først skal iagttages og bearbejdes sprogligt af en iagttager. Det er endvidere Luhmanns generelle opfattelse,
at sociologien skal være teoretisk. Det indebærer bl.a., at den og dens udøvere må indse, at den er noget
specielt, at man som sociolog, eller i vores tilfælde politolog, er nødt til at udvikle et fagsprog på ganske højt
abstraktionsniveau. Omvendt har Luhmann traditionelt gjort meget ud af at gøre begrebsbeskrivelserne klare
og præcise, hvad imidlertid ikke skal forstås derhen, at der ikke kan forekomme uklarheder i hans arbejder.
Det kan skyldes andre forhold som fx, at der på skrivetidspunktet faktisk har bestået et uafklaret problem.
11 Iagttagerbegrebet hos Luhmann er altid forbundet med et system. Det kan funktionelt set (dvs. hvem udfører
iagttagerfunktionen) omhandle en person (dvs. et psykisk system), fx ham selv som samfundsforsker, såvel
som et socialt system, dvs. et kommunikationssystem, det være sig i form af et interaktionssystem, et organisationssystem
eller et samfundsmæssigt funktionssystem eller selve samfundssystemet (jeg vil i næste
kapitel nærmere beskrive disse systemtyper). Operativt set, dvs. hvordan udføres iagttagelsen, bestemmer
Luhmann som dette at betegne den ene (og ikke den anden) side af en forskel. Se fx Luhmann, 1992a, Beobachtungen
der Moderne, Opladen, Westdeutscher Verlag, p. 98. Denne måde at bedrive samfundsvidenskab
på er én blandt flere mulige.
12 Samfundsteorien i den Luhmannske udformning, som jeg i dette speciale arbejder med, er en teori om det
sociale system, der omfatter alle andre sociale systemer, dvs. at der ikke her anerkendes nogen territoriale
grænser. Da kommunikation i den Luhmannske forståelse af forholdet kun kan forekomme inden for sociale
systemer, følger det heraf, at samfundet omfatter al opnåelig kommunikation. Se fx GG p. 78.
8

Hermed bliver det klart, at med Luhmann vil udgangspunktet være at finde i det
samfundsteoretiske perspektiv, som han har udarbejdet. Det ligger heri, og dette er i overensstemmelse
med Luhmanns egen opfattelse, således som den over årene er kommet til
udtryk i hans værker, at der ikke herved udelukkes eksistensen af andre samfundsbeskrivelser
13 . Det er derimod hans opfattelse, at sociologien hidtil ikke har leveret en samfundsteori,
der på tilstrækkelig overbevisende måde har gjort rede for, hvorledes følgerne bliver
af visse begrebsfastlæggelser (GG, p. 34). Når Luhmann har gjort det til sit livs projekt at
formulere en samfundsteori (jf. GG p.11), hænger det derfor sammen med, at han mente at
kunne tilføje noget nyt. Udgangspunktet for dette nye er et opgør med den tradition indenfor
sociologien, der gør mennesket til udgangspunkt, til teoriens subjekt. Det forhold, at
mennesket ikke bliver gjort til udgangspunkt for teorien, men tvært imod er sat udenfor teoriens
genstand, dvs. udenfor samfundet, er ikke mindst for politisk videnskab en meget
provokerende teoretisk position, som jeg derfor skal jeg vende grundigt tilbage til. 14
Med dette som yderligere baggrund vil jeg her indledningsvis anføre, at for en
umiddelbar betragtning udgør det samfundsteoretiske perspektiv en mulighed for at tematisere
eller iagttage politisk kommunikation i et bredere perspektiv. Luhmann anfører i den
forbindelse, at det moderne samfund udgør et polykonteksturalt system 15 , der er karakteri-
13 Gorm Harste signalerer allerede i artikeloverskriften ”Samfundsteoriens rolle i Samfundet. Ud- og inddifferentiering
af samfundsteori gennem 500 år”, Distinktion nr. 1, 2000, p. 67-89, at han er af den opfattelse, at
samfundsteori er noget, man har dyrket længe. Han knytter herved indirekte an til Jürgen Habermas, der i artiklen
”Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie? Eine Auseinandersetzung mit Niklas Luhmann” i
Jürgen Habermas & Niklas Luhmann, Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie – Was leistet die Systemforschung?,
Frankfurt a M, 1971, Suhrkamp, p. 142, anfører om Luhmann, at ”Er erneuert unbeirrt den
Anspruch der grossen Tradition, Gesellschaft im ganzen zu begreiffen”, hvad skal ses i modsætning til en
scientistisk indskrænket sociologi uden samfund. I sit svar til Habermas anfører Luhmann på side 291, ”dass
in dem Bereich, in dem wir diskutieren, noch keine kritikfest abgesicherten Positionen erkennbar sind”. Et
anderledes restriktivt syn på, hvad man kan og ikke kan kalde samfundsteori, finder man hos Luhmanns efterfølger
på Bielefeld Universität, Rudolf Stichweh, i artiklen ”Die Gesellschaft der Gesellschaft – Strukturentscheidungen
und Entwicklungsperspektiven” i Bango, Jenö/András Karácsony (udg.) 2001, Luhmanns
Funktionssysteme in der Diskussion. Tagungsband der 1. Luhmann-Gedächtnistagung in Budapest, 15.-16.
September 2000, Heidelberg, Carl Auer Systeme Verlag, hvor det hedder, at der ”.. wenn man dem Gesellschaftsbegriff
ernstnimmt, keine ausgearbeitete Gesellschaftstheorie vor Luhmann gibt.” (p. 25). Dette udsagn
kan man nok se i forlængelse af Luhmanns eget om emnet i begyndelsen af Die Gesellschaft der Gesellschaft,
hvor det om definitionen af begrebet samfund hedder, at ”die Definition selbst ist schon eine der
Operationen des Gegenstandes” (p. 16), hvad hænger sammen med, at Luhmann tænker begrebet samfund
som det al socialitet omfattende socialsystem og med et ønske om at betragte normative og evaluerende standarder
i omgangen med mennesker, fx menneskerettigheder, som noget af samfundet selv frembragt, i stedet
for at måtte forudsætte det som en regulativ idé eller som komponenter ved kommunikationsbegrebet (GG, p.
35), som vi fx kan se det anvendt hos John Rawls, jf. Jesper Myrup 2000, Enhed og differens – en analyse af
moderne demokratiske samfunds integrationskraft, set i lyset af Habermas og Rawls, COS-rapport nr. 1 /
2000, p. 71.
14 Se bl.a. afsnit 2.3.
15 Se fx GG p. 36. At et samfund opviser polykonteksturalitet vil sige, at man giver afkald på et og kun et
punkt at iagttage fra. Der er mange kontekster, hvor iagttagere (fx forskere) iagttager fra (se bl.a. Detlef
Krause 2001, Luhmann-Lexikon. Eine Einführung in das Gesamtwerk von Niklas Luhmann, 3. udg., Stuttgart,
Lucius & Lucius, p. 185). Man kan vel i nogen grad sammenligne et sådant udtryk med dengang vi havde
værdifrihedsdebatten: Positivisten påstod sig værdifri, mens den såkaldt kritiske teori påstod, at det ikke kan
9

seret ved funktionel autonomisering og operativ lukning af dets vigtigste delsystemer 16
(GG, p. 42). Dette fordrer, at samfundsteorien med de samme begreber må kunne fortolke
flere meget forskellige sagsforhold og derigennem gøre dem sammenlignelige 17 . Gorm
Harste supplerer det på den måde, at ”samfundsteori skal kunne iagttage håndværksteoriernes
førsteordensiagttagelse”, hvad indebærer, at samfundsteori nødvendigvis bliver til
”andenordens håndværk”. 18 Det betyder, at samfundsteoriens opgave bliver at gense det,
som andre, specialiserede videnskaber har frembragt, og som de måtte være blinde for. 19
lade sig gøre at drive værdifri videnskab. Et kompromis kunne blive, at forskeren/iagttageren kunne anstrenge
sig for at ekplicitere sine værdier/værdipræmisser, så læseren fik en chance for at følge ham og hans personlige
bias eller for det modsatte! Her tager Luhmann imidlertid den fulde konsekvens og siger, at enhver
iagttager gør sine iagttagelser fra sit helt specielle punkt, placeret i sin helt specielle kontekst/sammenhæng.
16 Det er store ord at lægge frem her indledningsvis. Jeg uddyber i kap. 2, men vil dog her antyde meningsindholdet:
Luhmann ser som allerede anført det moderne samfund som delt op i autonome, dvs. indbyrdes relativt
uafhængige, funktionsområder. Et sådant funktionsområde kan altså være politikkens område. I det
førmoderne samfund var samfundsmagten knyttet til en del af standsområdet, idet monarken personificerede
denne samfundsmagt. Det er Luhmanns iagttagelse, at der først i forbindelse med den engelske og senere den
store franske revolution indtræffer den forestilling, at man med henrettelsen af fyrsten er overgået til en politisk
orden uden monarki, hvor besættelsen af de politiske embeder som fx regeringschef/minister/parlamentsmedlem
sker efter besluttede, dvs. efter politisk fastlagte regler. Det, der holder
sammen på det politiske kommunikationssystem, betegner Luhmann som magt, og som sådan danner magt et
medium for den kommunikation, der forløber inden for det politiske system, hvad da betyder, at den kommunikation,
der forløber inden for systemet, uvægerligt kommer til i sidste instans at dreje sig om magt, om opnåelse
af magt via de politiske embeder osv. På den måde lukker systemets kommunikation sig om sig selv.
Se fx Luhmann, 2000b, Die Politik der Gesellschaft, (red. André Kieserling), Frankfurt a M, Suhrkamp, p.
74. (herefter forkortet til: PG)
17 Med sagsforhold tænker Luhmann i denne samfundsteoretiske sammenhæng på fx funktionssystemer, jf.
foran. Foruden det politiske funktionssystem har han som anført beskrevet en række andre funktionssystemer.
Disse meget forskellige funktionssystemers kommunikation er i sidste instans styret af deres respektive
symbolsk generaliserede kommunikationsmedier, som fx magt for det politiske system, penge for det økonomiske
system, sandhed for videnskabssystemet osv. Jeg vil senere uddybe hele denne problematik. Det
vigtige i denne indledende sammenhæng er at pege på, at samfundsteorien altså må opvise fornøden kompleksitet
til at kunne udgøre det ”sted”, hvor disse meget forskelligartede kommunikationssystemer kan
sammenlignes, idet sammenligning også i den Luhmannske teoriformulering er grundlæggende for opnåelse
af ny viden.
18 Opr.cit., p. 84. Vi er med sådanne formuleringer langt inde i den sprogbrug, der er hentet fra bl.a. kybernetikken,
og som iflg. Luhmann faktisk er en følge af omstillingen af samfundssystemet til funktionel differentiering
(se bl.a. GG, p. 766). Det bliver man naturligvis ikke meget klogere af, så derfor en bemærkning om
dette med 1. ordens og 2. ordens iagttagelse m.v. I princippet betyder en 1. ordens iagttagelse blot en direkte
iagttagelse af et sagsforhold. Det kan være i en regnskabsafdeling på et universitetsinstitut, hvor en regnskabsmedarbejder
foretager dagens posteringer og ved afslutningen heraf gennemgår regnskabet, inden det
gemmes til senere brug for årsregnskabet. I den forbindelse bliver medarbejderen måske opmærksom på, at
en postering er sket på en forkert konto, hvorfor han retter konteringen. I denne konkrete kontering eller omkontering,
som Luhmann ville kalde for operation, kan man sige, at medarbejderen ved sin bestemmelse af,
hvor konteringen rettelig skal ske, da foretager en betegnelse. Han betegner nemlig det sted, hvor posteringen
skal ske. Det indebærer fx, at posteringen bliver betegnet som en ”administrationsudgift”. Med denne operation
har medarbejderen foretaget en skelnen, som i dette tilfælde er styret af nogle på forhånd udarbejdede
regler, og som betyder, at administrationsudgiften ikke kan være noget som helst andet, fx ”lønudgift”. Når
årsregnskabet er færdiggjort, sender institutledelsen det fx videre til gennemgang og endelig godkendelse hos
universitetsledelsen. Med universitetsledelsens udførelse af denne gennemgangs- og godkendelsesprocedure
udfører denne en 2. ordens iagttagelse af regnskabet i og med, at den ser på, hvad regnskabsmedarbejderen på
institutniveau har set. Universitetsledelsen påser herunder bl.a., at administrationsudgifter ikke posteres på
andre konti end kontoen for administrationsudgifter. Pointen er da, at universitetsledelsen nok ser på regnskabet
på samme måde som regnskabsmedarbejderen på instituttet, dvs. som 1. ordens iagttagelse, men herudover
ser universitetsledelsen på regnskabet ud fra sin særlige ledelsesmæssige vinkel, som kan indebære, at
denne gennemgang viser nogle forhold, som instituttets regnskabsmedarbejder ikke har taget højde for, eller
10

Mere konkret skal det forstås på den måde, at fx iagttagelsen af politisk kommunikation
indenfor det politiske system på den ene side og massemediesystemets behandling
af politisk relevant stof på den anden side herved søges sporet ind på de temaer, som udgør
det væsentlige af samfundsteorien hos Luhmann. Det drejer sig om temaer, der har ligget
fast fra i hvert fald midten af 1970’erne, og som har haft udgangspunkt i system/ omverdens-forholdet
20 og det med dette forbundne kompleksitetsproblem, og som derudover har
været centreret omkring differentieringsteori / systemdifferentieringsteori, evolutionsteori,
teori om kommunikationsmedier og refleksionsteori / selvbeskrivelsesteori. Disse temaer
er i det væsentlige fastholdt og udbygget i forfatterskabet. 21 Det er ikke hensigten her at
behandle alle temaer. Det tillader pladsen ikke, og det er ikke formålet i denne specialesammenhæng.
Sigtet er i første række at få præciseret perspektivet, herunder at få udpeget
forskningsområder, der vil være interessante i relation til studiet af politisk kommunikation.
Et af disse udgøres som anført af massemediesystemet.
”Hvad vi ved om vort samfund, ja om den verden, vi lever i, ved vi igennem massemedierne”.
Sådan beskriver Luhmann i sin bog om massemedierne situationen, som han
så den i midten af 1990’erne (RM, p. 9/9). Med begrebet om massemedier søger Luhmann
at indfange alle de indretninger i samfundet, der betjener sig af tekniske mangfoldiggørelsesmidler
i forbindelse med udbredelsen af kommunikation til ubestemte adressater. Han
tænker her frem for alt på bøger, tidsskrifter og aviser, som fremstilles via trykpressen,
samt på elektroniske medier som radio og fjernsyn (RM, p. 10/10).
at universitetsledelsen medtager nogle eksternt (fx ministerielt) fastlagte regler, som evt. ved en fejl ikke er
blevet meddelt instituttets regnskabsmedarbejder, dvs. at universitetsledelsen ser noget, som det første led i
denne iagttagelseskæde (altså regnskabsudarbejdelseskæden) ikke har set, eller ikke har haft mulighed for at
se. Universitetsledelsen ser, hvad Luhmann kalder den blinde plet, som i dette tilfælde fx udgøres af den eksternt
tilkomne instruks. Hertil kan så føjes, at en 3. ordens iagttagelse kunne være den gennemgang af regnskabet,
som den eksterne revision senere på året får til opgave at udføre. Dette eksempel udfylder ikke helt de
mere erkendelsesmæssige pointer ved talen om 1. og 2. ordens iagttagelser m.v., bl.a. fordi det er relateret til
et universitet, dvs. til en organisation. Jeg har imidlertid på dette niveau i specialet fundet det mest hensigtsmæssigt
at fremhæve det karakteristiske ved den praksis, der er knyttet til disse iagttagelsesbenævnelser.
19 Af særlig interesse vil her være den del af politisk videnskab hhv. medievidenskab, som måtte siges at være
bærer af den anførte opfattelse af politisk kommunikation som en trepartsrelation, og som derfor i dette
perspektiv måtte betegnes som værende blinde for forskellen mellem de to funktionssystemer.
20 Dette betegner den særlige Luhmannske måde at tænke system på, nemlig som et forhold mellem et system
og dets omverden, hvor selve forskellen eller differencen bliver af afgørende betydning. Oprindelig var det
forskellen i kompleksitet mellem den mere komplekse omverden i forhold til det mindre komplekse system,
der stod i centrum af Luhmanns interessefelt. Senere har interessen udviklet sig til at fokusere på forskellen i
kommunikationsindhold inden for henholdsvis uden for systemet, noget der vil være af stor betydning for
den senere del af dette speciales behandling af de to funktionssystemer for det politiske og det massemediale
område. System-omverdens-tankegangen kan i øvrigt også ses i modsætning til bl.a. den såkaldte delhelhedstænkning.
Jeg vil i næste kapitel komme nærmere ind på disse forhold.
21 Jeg vil senere i relevant omfang kommentere disse temaer. Se i øvrigt også figur 11 i afsnit 2.6. om selvbeskrivelse.
11

Det er Luhmanns ærinde at argumentere for, at der er opstået et særligt massemediemæssigt
funktionssystem ud af denne situation. Grundtanken er i forbindelse hermed, at
det først er selve den maskinelle fremstilling af produktet som bærer af kommunikationen,
der har ført til denne uddifferentiering af et særligt massemediesystem – i tilfældet aviser
altså ikke selve skriften som sådan. Det afgørende for selve konstruktionen af påstanden
om denne systemuddifferentiering er, at der ikke kan finde nogen interaktion sted mellem
tilstedeværende sender og modtager – det udelukkes netop ved teknikkens mellemkomst
(RM, p. 11/10).
Massemediesystemets samfundsmæssige funktion beskriver Luhmann bl.a. som
dette, ”at man ved enhver kommunikation kan forudsætte bestemte realitetsantagelser som
værende bekendt uden at måtte indføre dem specielt og begrunde dem i kommunikationen.”(RM,
p. 121/85), dvs. at der herved forstås, at der foreligger en slags hukommelse,
”som tjener den løbende konsistenskontrol med et sideblik til den bekendte verden og udelukker
alt for vovede informationer som værende usandsynlige” (RM, ibid.). 22 Det bør dog
allerede her medtages, at Luhmann i GG medgiver, at der endnu ikke kan siges at foreligge
en anerkendt funktionsanvisning (p. 1103).
Centralt for studiet af politisk kommunikation vil herudover selvsagt være selve
det politiske funktionssystem, som i den Luhmannske samfundsteoretiske formulering står
sideordnet med bl.a. massemediesystemet. Med begrebet om det politiske funktionssystem
søger Luhmann at indfange al den kommunikation, som i sidste instans hviler på evnen til
at kunne udøve politisk magt. Det betyder ikke, at al den kommunikation, der pågår inden
for det politiske funktionssystem kun drejer sig om magt. Der forekommer inden for dette
system megen kommunikation om mange ikke umiddelbart magtrelaterede forhold. Afgørende
er imidlertid i denne Luhmannske formulering, at de kommunikationer, som kan
henregnes til det politiske funktionssystem, på en eller anden måde kan siges at være afhængige
af eller bero på magt, dvs. politisk magt. Sådanne kommunikationer kan endvidere
tjene til forberedelse af beslutninger samt til formidling af konsensussituationer med
henblik på at formindske eller overflødiggøre indsats af magt (PG, p. 75-76). Med begrebet
om det politiske funktionssystem søger Luhmann herudover at undgå såvel værdiladede
som flerfunktionelle definitioner. Det fører ham til en ganske snæver funktionsdefinition
22 Jf. dog også det vigtige, foran anførte, om dette at fremprovokere og bearbejde irritationer hos andre. Dette
begreb om hukommelse (Gedächtnis) sammenligner Ole Thyssen i Thyssen 2000a, Luhmann og sporten, i:
Distinktion, Tidsskrift for samfundsteori, nr. 1, Aarhus Universitet, Institut for Statskundskab, p. 49-65, med
en ”bankfunktion”, dvs. et sted, hvor man kan holde styr på fakta, for sportens verden fx de seneste toppræstationer,
idet der så ligger heri, at de næstseneste m.fl. straks kan glemmes. Det sidste er måske det for Luhmann
vigtigste: at hukommelse er et sted, hvor man kan glemme, idet man så bedre kan være klar til at modtage
nye informationer, som kan lette læring og derved lette forholdet til fremtiden, jf. fx PG, p. 182.
12

for det politiske system, idet han ender op med at beskrive den som ”das Bereithalten der
Kapazität zu kollektiv bindendem Entscheidungen”, som det hedder i PG, p. 84. Den politiske
kommunikation i det funktionelt differentierede samfund må ud fra den Luhmannske
teoriformulering således findes inden for det samlede spektrum af kommunikative processer,
der relaterer sig til det politiske funktionssystems funktionsopfyldelse. 23
1.1. Problemformulering
Den politiske videnskab har mange forslag til formulering af en beskrivelse af de
respektive områder af denne videnskabs genstandsfelt. Dette gælder som foran anført også
for fagområdet politisk kommunikation, der i disse år er ved at etablere sig som et selvstændigt
forskningsperspektiv inden for politisk videnskab. 24
Luhmann har mig bekendt ikke givet noget specifikt bud på, hvordan politisk
kommunikation i det moderne samfund efter hans opfattelse bør studeres sociologisk. Derimod
er den sociologiske systemteori, som han har formuleret, almen, dvs. at den gør krav
på universalitet, jf. allerede foran. Dette indebærer, at teorien skal kunne behandle alt, hvad
der falder inden for det sociale, dvs. enhver social kontakt, som på sin side bliver opfattet
som system, hvad enten der er tale om det mindste interaktionssystem, eller et hvilket som
helst organisationssystem, ligesom det også inkluderer samfundets funktionssystemer og
selve samfundet, som på sin side opfattes som den samlede hensyntagen til alle mulige sociale
kontakter (SY, p. 33/51).
Foran har jeg anført, at det ifølge Luhmann er teoriens opgave at garantere genstandens,
dvs. studieobjektets enhed og ikke omvendt. Det er derfor ikke objektets eventu-
23 Luhmann anfører ovenfor i f.m. massemediesystembeskrivelsen en funktion, der ligger udenfor selve systemets
egen interesse: Andre kan have interesse heri, ja, det kan vel være en forudsætning for deres virksomhed.
Når jeg anfører dette her, er det fordi, det er et omstridt spørgsmål, om funktionssystemerne er til
alene for sig selv eller også for samfundet. Hvis de også er til for samfundet vil dette synspunkt tendere i retning
af at udvikle en beskrivelse som: helheden udgøres af funktionssystemer/ organisationssystemer/ interaktionssystemer
og samfundet (del-helhedsbetragtningen, som Luhmann i øvrigt ønsker at gøre op med, jf.
senere). Dette forhold er væsentligt for den senere diskussion, hvorfor det netop bliver et væsentligt diskussionstema.
Faren ved at lægge for meget i denne citerede sætning er, at bogen om massemedierne som før anført
ikke er en færdig monografi om massemediesystemet, men alene en viderebearbejdelse af et foredrag
holdt i 1995. Det vil være vigtigt i denne sammenhæng at skelne mellem funktion/ydelse (Funktion/Leistung),
hvor funktion retter sig fra funktionssystemet mod samfundssystemet, mens ydelsen retter sig
mod de øvrige funktionssystemer, jf. eksempelvis Luhmanns gennemgang af dette tema i Luhmann 1981c,
Politische Theorie im Wohlfahrtsstaat, München – Wien, Günther Olzog Verlag, p. 81 ff. Se endvidere fx
A.Göbel, 2000a, Politikwissenschaft und Gesellschaftstheorie. Zu Rezeption und versäumter Rezeption der
Luhmann’schen Systemtheorie, i: Henk de Berg & Johannes F.K. Schmidt (udg.) Rezeption und Reflexion.
Zur Resonanz der Systemtheorie Niklas Luhmanns ausserhalb der Soziologie, Frankfurt a M, Suhrkamp, p.
134-174 p. 110.
24 På Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet står perspektivet centralt inden for det prioriteringsområde,
som statskundskabsgruppen har ansvaret for, jf. Koncentrationsområde for Statskundskabsgruppen,
www.polsci.ku.dk/research/areas/statskskab_dk.htm hentet 20.9.2002. Konkret har denne prioritering
givet sig udtryk i, at der på overbygningsuddannelsen igennem de senere år har været fast udbud herom.
13

elle enhed, her altså studiefeltet politisk kommunikation, der skal garantere teoriens enhed,
selvom der bag betegnelsen politisk kommunikation synes at ligge en forventning, ja, en
hypotese om, at politisk kommunikation vil kunne beskrives teoretisk som en enhed.
I og med, at Luhmann udpeger et funktionssystem for såvel det politiske som for
det massemediemæssige område, har vi som nævnt en konflikt mellem hans opfattelse af
det fagområde, der betegnes som politisk kommunikation, jf. foran og den dér udlagte generelle
opfattelse af dette fagområdes institutionelle og systemmæssige sammensætning.
Vi står altså ifølge Luhmann med et studiefelt, der synes at brede sig ud over i hvert fald to
af de samfundsmæssige funktionssystemer, som han har udpeget. Vi står endvidere med
den Luhmannske teoriformulering, som gør krav på at kunne være anvendelig på alle samfundsmæssige
områder. Det må derfor være muligt ved hjælp af eller med udgangspunkt i
denne teoriformulering at foretage en teoretisk beskrivelse af politisk kommunikation.
Spørgsmålet er derfor, om vi med fordel, dvs. med større klarhed og kommunikativ operationalitet,
dvs. gennemslagskraft, vil kunne anvende Luhmanns formulering af funktionssystemer
m.v. på de respektive kommunikationsområder som grundlag for en beskrivelse
af dette særlige kommunikationsområde?
En anden og mere uddybende måde at stille samme spørgsmål på er, om vi ved at
tage udgangspunkt i den Luhmannske teoriformulering, forstået som en slags socialvidenskabelig
grundforskning, opnår en operationel, dvs. en realistisk og dermed overbevisende
beskrivelse af studiefeltet politisk kommunikation, som vil kunne fungere internt i relevante
samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer, og som eksternt vil blive bedømt som
fremmende for indsigt i eller som grundlag for indsigt i dette forskningsfelt, således som
det udfolder sig i det funktionelt differentierede samfund?
Jeg vil på denne baggrund formulere problemstillingen som et spørgsmål om,
hvordan politisk kommunikation vil kunne beskrives på grundlag af Luhmanns formuleringer
om især samfundet, funktionssystemerne for politik og massemedier samt grundlæggende
ud fra hans særlige formulering af systemteori og kommunikationsteori? Det er dette
komplekse spørgsmål, som jeg i specialet vil forsøge at give et svar på. Bag spørgsmålet
gemmer der sig som antydet den tese, at politisk kommunikation ikke kan beskrives som ét
politisk kommunikationssystem, der omfatter såvel medier som politikere og borgere, jf.
foran.
Den position, som Luhmann indtager, kan måske illustreres således som jeg forsøger
i figur 2 25 nedenfor. Figuren skal illustrere det politiske og det massemediemæssige
25 Jeg har hentet inspiration til denne figur hos Dr. Frank Hillebrandt, jf. figur 5, afsnit 2.1.
14

funktionssystem i deres respektive placering som monopoliserende hver deres samfundsmæssige
problemløsning. Den skal endvidere illustrere disse to funktionssystemer som væ-
Figur 2. Samfundet i verden. Det omkranser politik, massemedier og offentlig mening
samt øvrige funktionssystemer. Mennesker og verden står udenfor som omverden.
rende strukturelt koblet indbyrdes såvel som til samfundets øvrige funktionssystemer samt
til samfundet. Den offentlige mening udgør, hvad Luhmann kalder for den generaliserede
anden side af alle samfundsmæssige socialsystemers inderside (PG, p. 285), hvad jeg søger
at illustrere ved den inderste cirkels indre område.
Hvis man i studiet af politisk kommunikation vil anvende moderne sociologisk
systemteori, må man efter Luhmanns opfattelse respektere de teoretiske bestemmelser, som
han med sin teori om det moderne, funktionelt differentierede samfund har anført. Det er
15

derfor opgaven her at undersøge, dels hvori disse teoretiske bestemmelser nærmere består,
dels hvordan Niklas Luhmanns sociologiske politik- og massemedieteori inden for denne
bestemte samfundsopfattelse kan beskrives.
Ud fra en gennemført afklaring af disse to forhold, dvs. ud fra en beskrivelse af
Luhmanns samfundsteori hhv. ud fra en beskrivelse af hans teorier om de to funktionssystemer
for politik og massemedier, er det hensigten at vurdere mulighederne for at konstruere
et forslag til, hvorledes politisk kommunikation i det moderne samfund vil kunne beskrives,
hvorved der samtidig skulle være skabt grundlag for at vurdere anvendeligheden af
Luhmanns sociologiske systemteori og hans teori om det moderne samfund for den del af
politisk videnskab, der har politisk kommunikation som forskningsfelt.
1.2. Om Luhmann og hans placering i moderne samfundsvidenskab
Men hvem er egentlig Niklas Luhmann? Da Luhmann døde i november 1998 var
han 70 år gammel. Han havde da været pensioneret fra sit job som professor i sociologi
ved det nordtyske Universität Bielefeld i godt 5 år. Dette professorat havde han bestridt fra
1968. Forud herfor havde han bl.a. studeret retsvidenskab og sociologi. 26 Luhmann har senere
oplyst, at han ved sin tiltræden i Bielefeld blev spurgt om, hvad hans forskningsprojekt
gik ud på. Han havde da svaret, at ”Mein Projekt lautete damals und seitdem: Theorie
der Gesellschaft; Laufzeit: 30 Jahre; Kosten: keine.” (udover hans løn forstås!). 27
26 Jf. det oplyste på omslaget til Luhmann 1973b, Zweckbegriff und Systemrationalität. Über die Funktion
von Zwecken in sozialen Systemen, Frankfurt a M, Suhrkamp (1968). Det kan tilføjes, at Luhmann i perioden
1955-62 var ansat som referent ved Kultusministeriet i Hannover (jf. Wer ist Wer? Das deutschen Who’s
Who?, XIX Aufgabe, Frankfurt a.M. Societäts Verlag 1977, p. 595), hvorunder han havde gode muligheder
for på egen hånd at studere filosofi og sociologi, som Jönhill udtrykker det med et samtalecitat fra Luhmann i
sin artikel: Jönhill 1993a, Teori med sprängstoff. En introduktion til Niklas Luhmanns sociologi, i: Sociologi
i dag, 1993, nr. 2/3, p. 103-115, Oslo, Novus Forlag. Endvidere fik han under sin ansættelse ved Kultusministeriet
i Hannover bevilget et studieophold på Harvard University, 1960-61, hvor han studerede sociologi
hos Talcott Parsons. I perioden 1962-65 var han ansat på Hochschule für Verwaltungswissenschaften i Speyer,
hvor han forberedte sin doktorafhandling (dissertation), Luhmann 1964a, Funktionen und Folgen formaler
Organisation, Berlin, Duncker & Humblot, og året efter udgav han afhandlingen Luhmann 1965a, Grundrechte
als Institution. Ein Beitrag zur politischen Soziologie, Berlin, Duncker & Humblot, som dannede
grundlag for hans erhvervelse af sin habilitation, dvs. sin universitetsundervisningsret. Fra 1965 til 1968 var
han ansat ved Sozialforschungsstelle, Universität Münster, i Dortmund, hvor han bl.a. skrev den i 1970’erne i
Vest-Tyskland meget diskuterede bog, Luhmann 1975d, Legitimation durch Verfahren, Darmstand/Neuwied,
Luchterhand (1969) og Luhmann 1973a Vertrauen. Ein Mechanismus der Reduktion sozialer Komplexität, 2.
erweiterte Auflage, Stuttgart, Ferdinand Enke Verlag (1968), som i 1999 blev oversat til dansk under titlen:
Tillid – en mekanisme til reduktion af social kompleksitet, Hans Reitzels forlag. I 1975 var han gæsteprofessor
ved New School of Social Resarch New York, jf. Wer ist Wer 1977, p. 595.
27 Se GG p. 11. Dirk Baecker, som vel er en af de allermest fremtrædende Luhmann-kendere i Tyskland, indleder
sin offentlige hilsen under overskriften ”Im Medium des Sinns” til Luhmann i anledning af dennes 70-
års-dag den 8.12.1997 således: „Als sich Niklas Luhmann vor dreissig Jahren anschickte, den alten Anspruch
der Soziologie auf eine eigenständige Theorie der Gesellschaft neu einzulösen, konnte niemand ahnen, worauf
das hinauslaufen würde. Erst recht ahnte niemand, dass es ihm gelingen könnte, den Monopolanspruch
des Marxismus auf eine Gesellschaftstheorie zu brechen. Wie konnte ein Jurist, der sich mit der Philosophie
16

Luhmann har offentliggjort artikler og bøger fra 1958 og frem. Det er blevet til
mere end 60 bøger og 350 artikler. 28 Det er kun ganske få af disse værker, han har udarbejdet
i fællesskab med andre. Hans foretrukne arbejdsform var at sidde hjemme i sit arbejdsværelse
med sin skrivemaskine og sine kartotekskort, de såkaldte ”Zettelkästen”. 29
Det samfundsteoretiske omdrejningspunkt har været fastholdt fra begyndelsen i
1958 til i dag, hvor der fortsat udkommer posthume skrifter. 30 Dette sigtepunkt har betydet,
at Luhmann har spredt sine undersøgelser over et meget bredt felt, tidsmæssigt såvel som
emnemæssigt. Herudover og i skarp polemik med bl.a. normativ samfundsvidenskab fastslår
Luhmann, at sociologien som videnskab bør opfatte sig i sit forhold til samfundet som
én, der lærer af samfundet i stedet for som én, der belærer det. 31 Heri ligger bl.a., at socio-
Husserls beschäftigte und in Hannover bei der Landesverwaltung arbeitete, auf die Idee kommen, das Erbe
Hegels und Marx’ anzutreten?“
Fundet på adressen: http://www.berlinonline.de/berliner-zeitung/archiv/.bin/index.fcgi 17.3.2003.
28 Fremgår af omslaget til Luhmann 2000a, Sociale systemer. Grundrids til en almen teori, København, Hans
Reitzels Forlag, (1984), (herefter forkortet til: SY). I et værk udgivet i anledning af Luhmanns 65 års fødselsdag
af: Klaus Dammann; Dieter Grunow og Klaus P. Japp (udg.), 1994, Die Verwaltung des politischen Systems.
Mit einem Gesamtverzeichnis der Veröffentlichungen Niklas Luhmanns, Opladen, Westdeutscher Verlag,
findes som anført i undertitlen en samlet fortegnelse over offentliggørelser for perioden 1958-1992. Den
fylder 100 sider; den medtager også oversættelser til andre sprog end tysk. Den når på den måde op på et
samlet antal offentliggørelser på 1.131 med Luhmann, dels som skribent, dels som interviewgiver, foredragsholder
på skrift og bånd m.m. Af originalbidrag opgør den artikler og foredrag til ca. 350 samt bøger, herunder
monografier og artikelsamlinger/samleværker til små 70, men med bemærkning om, at der kan forekomme
bøger, som indgår i en artikelsamling og derfor er medtaget to gange. På internetadressen:
www.netzservice.de/Home/maro/mr_luhbb.html har jeg den 2. juni 1998 hentet en af Martin Rost indscannet
„Schriftenverzeichnis“ Version 1996.01 over hhv. 54 bøger (+ Die Gesellschaft der Gesellschaft uden for
nummer) og 377 artikler, som han angiveligt har modtaget direkte fra Luhmann selv. Disse to fortegnelser
står så vidt ses fortsat og uændret på samme internetadresse. Efterfølgende er der udkommet flere bøger,
hvorfor det på den danske udgave af SY anførte antagelig er tæt på det korrekte. I tidsskriftet Soziale Systeme,
Jhg. 4, 1998, Heft 1, p. 233-263, er der fremlagt en ’Niklas Luhmann – Schriftenverzeichnis’, som angiver
72 selvstændige skrifter (dvs. uden båndoptagelser o.lign., men inkl. en del selvstændige, men dog oversatte
samleværker, bl.a. et par danske: Autopoiesis-II fra 1995 og Iagttagelse og paradoks fra 1997; med Die
Gesellschaft der Gesellschaft som sidste værk) samt 465 artikler.
29 Hos Poul Götke 1997 Niklas Luhmann, Frederiksberg, Forlaget ANIS, får man at vide, at Luhmann arbejder
”uden den hærskare af assistenter og associerede professorer” (p. 11), som højt rangerende professorer i
det tyske universitetsliv ellers plejer at omgive sig med, når de udfører deres forskningsbaserede publikationsvirksomhed.
Luhmann arbejdede alene og med uundværlig hjælp af sine mange tusinde kartotekskort,
hans såkaldte ”Zettelkästen”, som han startede opbygningen af i 1952-53, fordi det blev klart for ham, dels at
han havde en dårlig hukommelse, dels at han måtte planlægge for et helt liv og ikke for en enkelt bog, som
han siger i: Luhmann 1987a, Archimedes und wir, Interviews, (red. D.Baecker & G.Stanitzek), Berlin, Merve
Verlag, p. 149. Luhmann fortæller selv nærmere om sin måde at arbejde på i artiklen Kommunikation mit
Zettelkästen. Ein Erfahrungsbericht, i: Luhmann 1992f, Universität als Milieu, Bielefeld, Verlag Cordula
Haux, p. 53-61.
30 I Luhmanns første artikel, Luhmann 1958, Der Funktionsbegriff in der Verwaltungswissenschaft, Verwaltungs
Archiv, Zeitschrift für Verwaltungslehre, Verwaltungsrecht und Verwaltungspolitik, 49. Band, Heft 2,
p. 97-105, er det som titlen antyder Luhmanns teoretiske interesse for funktionsbegrebet og dets anvendelse
inden for forvaltningsvidenskaben, der er i fokus, men det samfundsmæssige sigte træder klart igennem. I
2002 er man bl.a. nået til udgivelsen af Luhmann 2002c, Das Erziehungssystem der Gesellschaft, (udg. af
Dieter Lenzen), Frankfurt a M, Suhrkamp, som er den foreløbig sidste af Luhmanns monografier over samfundsmæssige
funktionssystemer.
31 Se GG p. 22. Dette tema optager også Norbert Bolz i hans på CD udgivne foredrag om Luhmann og Habermas
under titlen Die Phantomdebatte, se: Edition SWR2-Stephan Krass, 1999, Niklas Luhmann – Beobachtungen
der Moderne, Freiburger Reden – Denker auf der Bühne, Heidelberg, Carl Auer Systeme Verlag,
17

logien erklæres som en principielt empirisk videnskab. Det er bl.a. også ud fra sådanne teoriprogrammatiske
erklæringer, at jeg har fundet den Luhmannske tilgang til det samfundsvidenskabelige
felt interessant.
Dette meget brede sigtepunkt har endvidere betydet, at Luhmann har opnået kontakt
til og diskussion med et ganske bredt spektrum af faggrupper, især i Tyskland, men
også andre steder som Japan, Italien og spansktalende dele af Syd- og Nordamerika. I
Danmark har der i en længere årrække været interesse for Luhmanns arbejde inden for flere
faggrupper, 32 herunder jurister, pædagoger/lærere, sociologer, politologer, religionssociologer
og teologer, kunstsociologer, organisationssociologer/handelshøjskolefolk, kommunikations-
og marketingsvidenskabsfolk, uden at jeg dog af den grund vil påstå, at Luhmanns
produktion ligefrem er udbredt! Noget af det første på dansk udgivne 33 om Luhmann,
som jeg har stiftet bekendtskab med, er i Jørgen Dalberg–Larsens disputats fra 1977,
Retsvidenskaben som samfundsvidenskab, Juristforbundets forlag. Her introduceres Luhmann
som styringsteoretiker 34 over siderne 481-486. Det hedder således på side 483, at
(4 CD’er), hvor han netop karakteriserer Luhmann som den, der ønsker at lære af samfundet i modsætning til
Habermas, der ønsker at belære os om samfundet. Bemærk her forskellen mellem Luhmann og Bolz mht.
personrelateringen, hvor Luhmann konsekvent er systemorienteret, mens Bolz lader dagligsprogets personorienterede
fremstilling træde frem. I øvrigt skal Habermas have det sidste ord her i denne note, for ifølge
hans opfattelse er det faktisk Luhmanns autistiske (!) systemteori, som vil belære os om den demokratiske
viljedannelses afmagt, jf. Jürgen Habermas, 1997, Faktizität und Geltung. Beiträge zur Diskurstheorie des
Rechts und des demokratischen Rechtsstaats. Frankfurt a M, Suhrkamp (1992), p. 407.
32 Hvad man kan få et indtryk af i bøgerne med fællestitlen Autopoiesis, som blev redigeret af Jens Christian
Jacobsen og udgivet på forlaget Politisk Revy i 1992 og 1995: Autopoiesis. En introduktion til Niklas Luhmanns
verden af systemer og Autopoiesis II. Udvalgte tekster af Niklas Luhmann. Se også de af Ole Thyssens
anførte værker i litteraturlisten, som imidlertid blot er et udsnit af Thyssens bøger med reference til
Luhmann. Thyssen går så vidt, at han i 1993 udgiver og tilegner en 329-siders bog, Nutiden. Det overfyldte
rum, Gyldendal, til Niklas Luhmann. Forlaget Unge Pædagoger har også været fremme med udgivelser, i
1993 med bogen Læring, samtale, organisation – Luhmann og skolen under redaktion af John Cederstrøm,
Lars Qvortup og Jens Rasmussen, og senest i 2002 med bogen Luhmann anvendt, som Jens Rasmussen redigerede.
Politologen Gorm Harste har nu i mere end 10 år beskæftiget sig med Luhmanns forfatterskab, jf. udover
de ovenanførte autopoiesis-bøger fra Politisk Revy bl.a. hans i 1992 udgivne arbejdspapir nr. 7 med titlen
Politiseringen af risiko, Niklas Luhmanns analyse af politisk kommunikation om risiko, i serien Menneske
& Natur, Humanistisk Forskningscenter – Odense Universitet. På Roskilde Universitets Center har der i hvert
fald siden 1996 været udgivelser om Luhmann, jf. bl.a. de i litteraturlisten af Morten Knudsen anførte arbejder,
hvor hans 1996a faktisk blev skrevet som speciale i 1994, og Susanne Holmstrøm skrev i 1996 et speciale,
som i 1997 blev udgivet på Forlaget Samfundsøkonomi og Planlægning under titlen, Perspektiver & Paradigmer.
Et intersubjektivt og et socialsystemisk public relations paradigme. Public relations fortolket ud
fra systemteorien (Niklas Luhmann) i opposition til den kritiske tradition (Jürgen Habermas). Her citeret fra
Internetudgave 1999, www.susanne-holmstrom.dk
33 Holger Henriksen og Jens Glebe-Møller har i en kronik i Information for den 31. maj 1976 under titlen
Pædagogik, planlægning og participation bl.a. refereret til Luhmann og debatten med Habermas.
34 Det var især som styringsteroretiker, at den teoretiskpolitiske venstrefløj – oprindelig anført af Jürgen Habermas
– i 1960’erne og 1970’erne kritiserede Luhmanns arbejde. Et højdepunkt nåedes med det af Habermas
og Luhmann i 1971 i fællesskab udgivne værk: Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie – Was
leistet die Systemforschung?, Frankfurt a M, Suhrkamp, som blev fulgt op med tre diskussionsbind i samme
teoridiskussionsserie. Luhmann var ikke selv uden skyld i denne angrebsflade. Han har leveret adskillige bidrag
på den tid, som ikke holdt sig tilbage med at tage udgangspunkt i problemer, der blev tolket som styringsproblemer.
Det er mit indtryk, at dette især har været begrundet i et særligt teoristrategisk tiltag fra
Luhmanns side, som gik ud på at gøre kompleksitet og reduktionen af kompleksitet til det altoverskyggende
18

”Den tyske organisationsteoretiker og retssociolog Niklas Luhmann er den, der med størst
konsekvens har forsøgt at overføre en policy-orienteret, systemteoretisk betragtningsmåde
på retten”.
Opfattelsen af Luhmann som styringsteoretiker og dermed som én, der så at sige
ser på samfundet ovenfra med henblik på at anvise løsninger på de samfundsmæssige problemer,
har været ganske vedvarende, også i Tyskland. Da Luhmann herudover som en
konsekvens af sin systemformulering må placere mennesket i systemets omverden, bliver
dette samlede forhold nok til en stor del af forklaringen på, at man inden for politisk videnskab,
herunder også i Tyskland, har været endog meget vrangvillige til at læse og anvende
Luhmanns produktion. Det hedder således i en for nylig udkommet bog om receptionen af
Luhmanns systemteori uden for den sociologiske videnskabs forholdsvis snævre verden, at
„Ohne Zweifel war die Breite dieser Rezeption wiederum äusserst selektiv und bezieht sich
häufig auf Aussenseiterpositionen im jeweiligen Fachgebiet…” 35
Dette opgør med den tradition, der ser mennesket som udgangspunkt for den samfundsvidenskabelige
analyse, hvad man også kan kalde for et opgør med subjektfilosofien
som grundlag for samfundsvidenskaben, er imidlertid ikke den eneste grund til, at Luhmanns
forfatterskab end ikke i Tyskland er blevet modtaget i noget større omfang i bredere
social- og samfundsvidenskabelige kredse. Der er mindst to yderligere grunde til trægheden
i modtagelsen og den tilegnende anvendelse af Luhmanns sociologiske systemteori.
Den ene grund er eller burde være utilladelig i videnskabelige kredse, for det er en
næsten renlivet ideologisk begrundelse. Den skal ses i forlængelse af opfattelsen af Luhmann
som styringsteoretiker. Som sådan hænger den sammen med, at Luhmanns sociologiske
system- og samfundsteori oprindelig blev opfattet som konservativ, hvilket imidlertid
fortsat gentages som en fastslået kendsgerning. Det hedder således i nyeste udgave af en
meget anvendt lærebog i politisk teori, at ”Der Konservatismus Luhmannscher Systemtheteoretiske
såvel som praktiske problem, jf. i øvrigt indledningsartiklen i det nævnte fællesværk, som bærer
titlen, Moderne Systemtheorien als Form gesamtgesellschaftlicher Analyse, som var anvendt af Luhmann
som foredrag på de tyske sociologers kongres i april 1968. Dette foredrag gav således iflg. referenten Karl
Hermann Tjaden (se side 267-69 i Verhandlungen des 16. deutschen Soziologentages, Spätkapitalismus
oder Industriegesellschaft?, udgivet af Th. W. Adorno, 1969) anledning til betydelig diskussion, bl.a. fordi
det provokerede de empirisk orienterede sociologer med sit efter manges opfattelse ubestemmelige kompleksitetsbegreb.
Dette begreb blev under diskussionen af Luhmann selv udlagt som havende ”eine Art strategischer
Stellenwert”. Med foredraget antyder Luhmann imidlertid også, hvad han betragter som sit egentlige
ærinde, nemlig at udarbejde samfundsteori – og at gøre det ved hjælp af forhåndenværende midler, bl.a. systemteori.
35 Johannes F.K.Schmidt i artiklen ”Die Differenz der Beobachtung. Einführende Bemerkungen zur Luhmann-Rezepti-on”
i den af ham og Henk de Berg udgivne bog: Rezeption und Reflexion. Zur Resonanz der
Systemtheorie Niklas Luhmanns ausserhalb der Soziologie, Suhrkamp 2000, note 2, side 8. På side 9 kommer
omtalen af Andreas Gödels bidrag, som netop handler om ”Politikwissenschaft und Gesellschaftstheorie“
med den i denne sammenhæng tankevækkende undertitel: „Zu Rezeption und versäumter Rezeption der
Luhmann’schen Systemtheorie".
19

orie scheut auch nicht vor Konsequensen zurück wie in dem Satz: ’.. und für den Normalfall
muss ein fragloses, ja fast motivloses Akzeptieren bindender Entscheidungen sichergestellt
werden’ 36 . Luhmann geht davon aus, dass das politische System .. seine geringere
Komplexität durch Macht kompensiert. .. Die konservative Versuchung eines pluralistich
verbrämten Opportunismus ist jedoch nicht die notwendige Konsequens der Systemtheorie.
Es gibt auch die progressive Versuchung, etwa wenn Naschold .. einer dynamischprogressiven
Systemtheorie den bisher überwiegenden konservativen Systemüberlebensmodellen
die Systemzielmodelle gegenüberstellen.“ 37 Luhmanns teori er således ifølge denne
udlægning ikke bare en konservativ systemoverlevelsesmodel, den er også opportunistisk.
Luhmann er dog på ingen måde enig i denne udlægning. Det er hans indtryk, at de
progressive, som fx her Klaus von Beyme, ”mit bestimmten Theoriefiguren besetz ist, und
was nicht in diese Theoriefiguren passt, ist dann das Gegenteil von progressiv, also konservativ.“
38
Den anden grund til trægheden i receptionen af den Luhmannske samfundsvidenskabelige
teoridannelse hænger sammen med dens abstraktionsniveau og sproglige udformning.
39 Kaus von Beyme giver i samme indføring til aktuel politisk videnskab en oversigt
over teoriansatser og metodiske tilgange til teoridannelse inden for samme. Her placerer
han autopoiesis, dvs. teoretiske forestillinger om selvstyre og selvskabelse, som den
Luhmannske teoridannelse eksplicit har bygget på siden begyndelsen af 1980’erne, på en
meget yderligt liggende position i dette teoretisk-metodiske landskab, jf. den her viste figur
3. Efter Klaus von Beymes opfattelse står vi således med denne Luhmannske teoriformulering
med en teori, som bevidst afskærmer sig mod empirien. Samtidig ser han imidlertid
tegn på, at en del af de teoretiske ansatser i den akademiske verden, herunder også blandt
de, der arbejder på makroniveau og anvender autopoietisk systemteori, har en tendens til at
blande, ja endda at identificere teori og metode, hvad han tolker som begrundet i, at en teori
uden metodologi vil forblive steril, underforstået: hvem vil gerne være steril og dermed
ufrugtbar? 40
36 Det indlagte citat i citatet har Klaus von Beyme hentet fra en Luhmann-tekst fra 1970, jf. Luhmann 1974d,
p. 170, hvilket kildested J. Habermas i øvrigt også bruger som kritikudgangspunkt, jf. Jürgen Habermas
1975a, Legitimationsprobleme im Spätkapitalismus. Frankfurt a M, Suhrkamp (1973), P. 65.
37 Klaus von Beyme 2000a, Die politischen Theorien der Gegenwart. Eine Einführung, 8., neubearbeitete
und erweiterte Auflage, Wiesbaden, Westdeutscher Verlag, p. 212
38 Luhmann 1987a, Archimedes und wir, Interviews, (red. D.Baecker & G.Stanitzek), Berlin, Merve Verlag,
p. 152
39 I en for nylig udkommet disputats hedder det således: „Im deutschen Sprachraum haben bislang nur wenige
Politologen die Musse gefunden, sich in die Luhmannsche Spezialsemantik einzuarbeiten“, jf. Stefan Lange,
2003, Niklas Luhmanns Theorie der Politik. Eine Abklärung der Staatsgesellschaft, Wiesbaden, Westdeutscher
Verlag, 1.opl., oktober 2003, p. 214.
40 Klaus von Beyme 2000a, p. 25
20

Figur 3. Teoriansatser og metodiske tilgange til teoridannelse. 41
Luhmann vil nok være både enig og uenig i en sådan placering af sin teoridannelse.
I den udstrækning, vi hermed tænker på abstraktion, vil han antagelig være enig. Han
vil imidlertid næppe være enig i den her i figur 3 viste vertikalisering, altså det forhold, at
man her skelner skarpt mellem mikro- og makroniveauerne, for så vidt det drejer sig om
begrebet om autopoiesis. Det ligger nemlig så at sige indbygget i hans sociologiske sy-
41 Klaus von Beyme 2000a, p. 27
21

stemteori, at dens anvendelighed er universel, dvs. at den er anvendelig i enhver social
kontekst, fra det mindste interaktionssystem til det største, verdensomspændende samfundssystem.
Herudover forekommer meningen med figur 3 med noget nær forbilledlig
klarhed at illustrere, hvilke teoretiske retninger, der er placeret midt i det samlede, tyske
socialvidenskabelige landskab, således som figuren aftegner den. Særligt fremtrædende
bliver således den på bl.a. Max Webers handlingsteori byggende teori om kommunikativ
handlen, som Jürgen Habermas formulerede i sit store tobindsværk fra 1981. 42 Hvis verden
er, som man ser den, så er verden, dvs. her den socialvidenskabelige verden i Tyskland,
altså centreret omkring Habermas!
Det har imidlertid næppe på nogen negativ måde anfægtet Luhmann i hans fortsatte
arbejde med sit store samfundsteoretiske projekt. Tværtimod har det måske snarere virket
ansporende på ham, at den socialvidenskabelige verden aftegnede sig som her anført. I
hvert fald lykkedes for Luhmann i 1984 at få samlet og koordineret en meget stor del af de
begreber, som hans samlede teorikonstruktion på det tidspunkt bestod af, i bogen Soziale
Systeme. Grundriss einer allgemeinen Theorie. Fra 1988 og frem har Luhmann endvidere
udgivet en række monografier over de samfundsmæssige funktionssystemer, som han har
anset for at være de væsentligste. Det drejer sig om bøger om økonomisystemet, videnskabssystemet,
retssystemet og kunstsystemet, mens bøger om religionssystemet, politiksystemet
og uddannelsessystemet er udkommet posthumt. Hertil kommer mindre gennemarbejdede
bøger om bl.a. familie-/intimsystemet og massemediesystemet. Kort før sin død
nåede Luhmann at få færdiggjort den bog, der danner den overordnede samfundsteoretiske
ramme om hele hans udkast til en samfundsteori, tobindsværket Die Gesellschaft der Gesellschaft,
GG. Med den bog nåede Luhmann iflg. Gorm Harste ”nok længere end nogen
før ham.” 43
Med Niklas Luhmanns samfundsvidenskabelige produktion, og særligt efter udgivelsen
i 1997 af GG, står vi således med et forfatterskab, som indeholder et bud på en teori
om det moderne, funktionelt differentierede samfund. Det er altså dette forfatterskab og da
særligt Luhmanns formuleringer omkring temaerne samfund, politik, massemedier og
kommunikation, der danner en del af udgangspunktet for det følgende projekt. En anden
del heraf skal findes i den foran anførte enighed om, hvad studiet af politisk kommunikation
i det moderne samfund drejer sig om.
42 Jürgen Habermas 1995a+b, Theorie des kommunikativen Handelns, Bd. 1+2, Frankfurt a M, Suhrkamp
(1981)
43 Gorm Harste 1999, Samfundet i samfundet, Kroniken i Politiken, Lørdag 13. marts 1999
22

Luhmann har ikke dannet skole, selvom meget har været organiseret omkring
hans teoriproduktion. 44 Det betyder imidlertid ikke, at risikoen for at blive beskyldt for at
være ”luhmanianer” er drevet over. Det bliver derfor en delopgave i dette speciale at vise,
at man godt kan forsøge sig med Luhmanns teoriproduktion uden at blive så meget opslugt
af teorien og dens begreber, at man mister den for en seriøs videnskabelig behandling nødvendige
distance til den. Den bedste måde at få rimelig distance til et teoretisk værk som
Luhmanns ville nok være at afprøve dets i den beskrevne sammenhæng relevante udsagn
empirisk. Det ville imidlertid sprænge rammerne for dette speciale. Jeg må derfor vælge
den næstbedste måde, som efter min opfattelse vil være at bruge almindelig sund og kritisk
fornuft i passende samkørsel med almindeligt anerkendte faglige standarder for argumentation.
I sidste ende er det derfor argumentation samt spørgsmålet om, hvorvidt formuleringerne,
herunder hypoteserne om funktionsopdelingen af samfundet, fungerer fornuftigt,
dvs. om de peger frem mod empirisk anvendelighed, det kommer an på!
1.3. Læsevejledning
Kapitel 2 er den centrale teoribeskrivende del af specialet. Der vil nok være dele
af kapitlet, som vil forekomme endog meget fjerne fra enhver praktisk forståelse og anvendelighed.
Til det er der imidlertid kun at sige, at det er og har været min vurdering, at det er
nødvendigt at gå i dybden, hvis det på blot nogenlunde overbevisende måde skal kunne
lykkes at nå til en slags indfrielse af den nedenfor anførte ambition. Jeg vil her kort antyde,
hvad det drejer sig om, da det selvsagt er vigtigt at vide, hvad formålet er med at skulle læse
sig igennem så meget og så forholdsvis tungt teoretisk materiale.
Det er tanken med dette kapitel, at det skal give grundlag for at forklare, hvorfor
en kommunikation hører til i ét og ikke i et andet funktionssystem. I realiteten er det således
min ambition, at det skal være muligt at bestemme om en konkret, dvs. empirisk konstaterbar,
kommunikation er politisk eller om den er journalistisk / massemedial. For at nå
så langt er det altså min vurdering, at det er nødvendigt at gå i dybden med forskellige,
men i den her sammenhæng relevante dele af teorien. Luhmann anviser principielt to veje
til påvisning af, hvor en kommunikation hører til, men i realiteten arbejder han alene videre
med den ene. Den første vej drejer sig om hans vedvarende tilknytning til hidtidig attributionsforskning.
Luhmanns brug heraf forbliver dog på tankeeksperimentets niveau. Den
anden vej drejer sig om Luhmanns på empiri baserede forslag til at bestemme nogle særli-
44 Han nåede få år før sin død i 1998 bl.a. at opleve, at et tidsskrift fik navn efter hans bog Soziale Systeme.
Dette tidsskrift udgives af kredse fra Universität Bielefeld, hvor Luhmann jo havde sin ansættelse i en menneskealder,
jf. foran.
23

ge central- eller præferencekoder, som da bliver styrende for hele kommunikationsområder,
dvs. for funktionssystemer. Det er ad den vej, Luhmann udvikler sit egentlige bidrag
til den mere konkrete bestemmelse af de enkelte kommunikationer.
For at lette tilegnelsen søger jeg at lægge en vis historisk vinkel ind i beskrivelsen.
Det er min opfattelse, at man ved at se Luhmann som skrevet ind i den socialvidenskabelige
samtid, han var og forstod sig selv som en aktiv del af, om end det her alene kan ske inden
for et forholdsvis snævert område, da lettere kan forbinde ham og hans positioner med
allerede kendte positioner. Jeg tager således udgangspunkt i rækken af Luhmanns overordnede
samfundsspecifikationer, dvs. hans beskrivelse af de historisk forefundne samfundsmæssige
differentieringsformer, idet fokus dog vil være det moderne, funktionelt differentierede
samfund.
I forbindelse hermed vil jeg komme ind på Luhmanns måde at producere disse antagelser
og bestemmelser på. Luhmanns teori er tæt sammenvævet med den anvendte metode,
hvorfor en præsentation af den ene del naturligt vil føre en præsentation af den anden
del med sig og omvendt. 45 Efter en kort gennemgang af Luhmanns funktions-ækvivalente
metodegrundlag præsenterer jeg i et lidt længere afsnit Luhmanns systemteori med særligt
henblik på at fremme overblikket og dermed danne ramme om den følgende præsentation
af specielt det sociale systems særlige operator, som er kommunikation. Kommunikation
skal ses i sammenhæng med det, som kommunikation så at sige er indlejret i, nemlig mening.
Hermed er vi fremme ved det tungeste afsnit i kapitel 2, som drejer sig om på den
ene side det grundvilkår, som al socialitet og dermed al kommunikation hviler på, nemlig
dobbelt kontingens, 46 og på den anden side de særlige former for kommunikationsmedier,
som over tid er dannet til håndtering af dette grundvilkår. Det er i forbindelse med beskrivelsen
af disse kontingenshåndteringsformer eller kommunikationsmedier, herunder især
de symbolsk generaliserede kommunikationsmedier, at det bliver mere synligt, hvad Luhmann
i overvejende grad bygger sin teori om differentieringen af det moderne samfund op
på. Det er ved den næstfølgende beskrivelse af uddifferentieringen af disse symbolsk generaliserede
kommunikationsmedier, at det bliver klart, hvordan Luhmanns forestillinger er
om den konkrete bestemmelse, dvs. tilskrivning, af de særlige former, som kommunikationen
antager; og det er da i forbindelse med denne bestemmelse, at det ifølge Luhmann kan
45 Jf. Jönhill 1997, Samhället som system och dess ekologiska omvärld. En studie i Niklas Luhmanns
sociologiska systemteori, Lund, Sociologiska institutionen, Lunds universitet, p. 23.
46 Det ser ud til, at Luhmann i sin senere produktion nedtoner kompleksitetsbegrebet og i stedet anvender
begreberne kontingens og dobbelt kontingens, mens det omvendte forhold iflg. Luhmann selv var tilfældet i
den tidligere produktion, jf. Luhmann 1974d, p. 264.
24

sandsynliggøres helt nede på interaktionsniveauet for alter og ego, hvor en given kommunikation
hører til, og hvor den ikke hører til; men det er alene en bestemmelse, der forbliver
på tankeeksperimentets niveau, jf. foran. Den afsluttende del af dette afsnit drejer sig
om Luhmanns bestemmelse af de symbolsk generaliserede kommunikationsmediers kendetegn
eller struktur. Bestemmelsen heraf leder på sin side hen til den for Luhmann afgørende
yderligere mulighed for at bestemme, hvor en given kommunikation hører til, men her
vil det da være ud fra iagttagelsesperspektivet for funktionssystemer. Det vil især ske ud
fra dels den overordnede lededifference, som Luhmann også benævner som central- eller
præferencekode, dels ud fra de respektive programmer, som vil være at bestemme inden
for de pågældende funktionssystemer. Med henblik på at formidle et af Luhmann selv formuleret
overblik over sin teoris selvbeskrivelsesmæssige implikationer, men især for derigennem
at formidle en slags opsamlende overblik over hans samfundsteoretiske produktion,
slutter jeg kapitlet af med en kort beskrivelse heraf.
Hermed vil overgangen til den konkrete beskrivelse i kapitel 3 af de to for dette
speciale særligt relevante funktionssystemer være banet. Indledningsvis vurderer jeg
spørgsmålet om, hvorvidt Luhmanns bestemmelse af et systems funktion rækker ud over
systemet selv, eller om den begrænses til selve systemets egen opretholdelse, da dette forhold
har afgørende betydning for karakteren af den beskrivelse af politisk kommunikation,
der bliver mulig med Luhmanns samlede begrebsapparat, jf. også figur 2 foran. I beskrivelsen
af de to systemer tager jeg udgangspunkt i den skematik, der efterhånden har udkrystalliseret
sig som den sædvanlige måde at beskrive funktionssystemer på. 47 På den måde
er det komparative i fokus, dvs. at sigtet her går på en sammenligning af de to systemer
med henblik på at påvise forskelle såvel som ligheder.
Ved Luhmanns formulering af det politiske i det moderne samfund er det herudover
af særlig interesse at kunne bestemme dels systemets til enhver tid værende grænse,
dels processer af grænseoverskridende karakter. I lyset af problemstillingen er fokus her
især rettet mod forholdet til massemediesystemet samt til den offentlige mening. Selvom
Luhmanns formulering af det massemediemæssige funktionssystem måske ikke er meget
mere end en ”fodnote” eller et ”essay” 48 , så er der dog ikke nogen tvivl om, at Luhmann er
47 Se det i afsnit 2.7 fremlagte skema og den der anførte nærmere redegørelse for disse betegnelser. Til evt.
yderligere inspiration vil jeg her også henvise til et meget oversigtligt eksempel på en funktionssystembeskrivelse,
som Ole Thyssen leverer i Thyssen 2000, Luhmann og sporten, i: Distinktion, Tidsskrift for samfundsteori,
nr. 1, Aarhus Universitet, Institut for Statskundskab, p. 49-65.
48 Sådan betegner Mikkel Eskjær & Rasmus Helles, 2000, i deres artikel: Mediernes realitet – en introduktion
til Luhmanns teori om massemedierne, i: Mediesociologi, Sekvens 2000, Årbog for Film og Medievidenskab.
Københavns Universitet, Institut for Film- & Medievidenskab, p. 33-75, Luhmanns bog om massemediernes
realitet, RM.
25

af den bestemte opfattelse, at massemedierne faktisk danner et af det moderne samfunds
funktionssystemer, hvad også fremgår af såvel PG (p. 304-06) som GG (p. 1102-03). Sigtet
er derfor i fortsættelse af sammenligningen de to systemer imellem da især at specificere
Luhmanns grunde til, at massemedierne faktisk udgør et sådant særligt funktionssystem.
Derfor står grænseproblematikken og forholdet til den offentlige mening også her centralt.
Den underliggende tese for dette speciales problemstilling er jo helt afhængig af, at påstanden
om systemets eksistens kan godtgøres.
Beskrivelsen af de to funktionssystemer for politik og massemedier bruger jeg til
at underbygge indholdet i kapitel 4, som udgør, hvad man måske kunne kalde for en systemteoretisk
rekonstruktion af politisk kommunikation, eller med andre ord et forsøg på at
formulere politisk kommunikation som systemteoretisk forskningsperspektiv, altså et forsøg
på udpege en konkret anvendelsesmulighed af de i kapitel 2 og 3 indvundne teoribeskrivelser
med henblik på afslutningsvis dels at drøfte argumenter for og imod denne særlige
måde at studere politisk kommunikation på, dels at argumentere for politisk kommunikation
som et relevant politologisk forskningsperspektiv.
Den litteratur, jeg anvender, er i det væsentlige forfattet af Niklas Luhmann. Det
drejer sig i forbindelse med kapitel 2 især om Die Gesellschaft der Gesellschaft (1997)
med reference til Soziale Systeme (1984) og Einführung in die Systemtheorie (2002, opr.
1991-92), men også i relevant omfang til Luhmanns øvrige produktion. I forbindelse med
den specielle beskrivelse af Luhmanns teorier om de to her relevante funktionssystemer,
det politiske og det massemediemæssige funktionssystem, vil jeg tage udgangspunkt i hhv.
Die Politik der Gesellschaft (posthumt udgivet i 2000) og Die Realität der Massenmedien
(1996). Da organisationer spiller en stor rolle i det moderne samfund 49 , herunder også indenfor
de her omhandlede funktionssystemer, vil jeg i et vist omfang endvidere inddrage
Luhmanns organisationsteori, således som den bl.a. er udformet i den ligeledes posthumt
udgivne Organization und Entscheidung (udgivet i 2000).
49 Jönhill 1997, p. 498, anfører, at Luhmanns studie Soziologie des Risikos fra 1991 åbenbarer, at organisationer
er en af de vigtigste former for at bygge bro mellem de autonome funktionssystemer, dvs. mellem politikken,
økonomien, videnskaben etc.
26

2. Luhmanns samfundsteoretiske projekt
I dette kapitel vil jeg som anført skitsere Luhmanns samfundsteoretiske projekt
med udgangspunkt i hans historiske og systemteoretiske tilgang til projektet. 50 Luhmann
betegner selv det overordnede program herfor som radikalt antihumanistisk, radikalt antiregionalistisk
og radikalt konstruktivistisk (GG, p. 35). I hvilken udstrækning sådanne programbetegnelser
er udtryk for mere end konjunkturbestemte modefænomener vil jeg lade
ligge i denne omgang, men i og med, at jeg her har anført en sådan tvivl, har jeg samtidig
udtrykt tvivl om, hvilken vægt sådanne udsagn bør tillægges. Luhmann har sædvanligvis
ikke holdt sig tilbage med at positionere sig, hvad bør opfattes som en del af det operative
indhold i den videnskabelige kommunikation. 51
Sigtet med dette kapitel er at opnå en nærmere forståelse af, hvorfor det moderne
samfund betegnes som funktionelt differentieret, altså en nærmere forståelse af, hvad der
kan være baggrunden for netop den betegnelse og ikke nogen som helst anden. Det ligger
endvidere i dette sigte, at det skal være med til at udpege konsekvenser for den forskning,
der som andre samfundsvidenskabelige discipliner, herunder politologien, har samfundet
eller dele heraf som sit forskningsfelt. Med andre ord ligger der i sigtet et spørgsmål om,
hvorvidt andre samfundsvidenskabelige discipliner, her altså politologien, kan eller bør
drage særlige konsekvenser af denne teoretiske beskrivelse af det moderne samfund. Det
følger heraf samt i øvrigt af den problemstilling, som jeg har valgt at lade være styrende
50 Hermed foretager jeg et valg og dermed et fravalg. Som Jönhill (1997, p. 228) ganske rigtigt påpeger, så
hviler Luhmanns generelle samfundsteori på i hvert fald fire såkaldte teorifundamenter, jf. også foran afsnit
1. Det drejer sig om den sociologiske differentieringsteori, evolutionsteorien, teorien om kommunikationsmedier
og teorien om selvbeskrivelser, jf. også figur 11 i afsnit 2.6. Af disse fire fundamenter vælger jeg til det
formål, der skal forfølges i dette speciale at arbejde primært med to, nemlig med differentieringsteorien og
teorien om kommunikationsmedier. Det hænger sammen med, at formålet primært er at søge at forklare,
hvorfor det er nødvendigt at iagttage ikke ét men to forskellige funktionssystemer, når fokus rettes mod politisk
kommunikation i det moderne samfund. Mit sigte begrænser sig således af problemformuleringen, hvorfor
min beskrivelse i princippet begrænser sig til en synkron eller tværsnitsagtig fremstilling, men dog sådan,
at det sker under hensyntagen til Luhmanns overordnede beskrivelse af og begrundelse for, hvorfor det moderne
samfund fremstår som funktionelt differentieret. Af ”pædagogiske” grunde vil jeg dog også give en
kort fremstilling af, hvorledes Luhmann fremstiller teorien om samfundets selvbeskrivelse, mens evolutionsteorien
kun vil blive berørt sporadisk.
51 I Luhmann 1974d, er genoptrykt artiklen Die Praxis der Theorie fra 1969. Vi får her et indtryk af de overvejelser,
teoriproducenten Luhmann gør sig om sit virke. Det hedder således på side 264: „Zur Praxis der
Theorie gehört nicht zuletzt, dass man … sich erfolgreich öffentlich bewegen kann. Daher sind nicht nur die
”Cartesian rules”, sondern auch die ”tribal rules” des Sozialsystems der Wissenschaft zu beachten. Nach diesen
Regeln ist es kein leichtes Geschäft, eine Theorie zu verbreiten. Mit der Konstruktion von richtigen Sätzen
ist es nicht getan. Oft muss man sogar selbst kommen. Die Position, von der aus man wirkt, ist nicht ohne
Bedeutung, obwohl Positionspolitik etwas anderes ist als Theoriepolitik... Die Wahl der Haupt- und Lieblingsworte
schliesslich hat einen theoriepolitischen Effekt ersten Ranges, ob man ihn bedenkt oder nicht. Ich
Selbst habe zunächst Funktion, dann System als alte Namen relativ unbedacht rezipiert und entsprechend
Mühe gehabt, mich aus der damit verbundenen Diskussion sichtbar herauszulösen. Der Begriff der Komplexität
entsprang einer überlegten Entscheidung. Es schien mir besser als der fast gleichsinnig gebrauchte Begriff
der Kontingenz geeignet, Erfahrungen anzusprechen und zu aktivieren.“
27

for dette speciale, jf. foran side 14, at jeg især vil koncentrere mig om den del af Luhmanns
samfundsteoretiske produktion, der peger hen på konstruktionen af samfundsmæssige funktionssystemer,
altså det forhold, at samfundets differentiering nu sker efter funktionsudøvelse.
52 Sigtet er altså at vise, hvordan Luhmann formulerer sine grundlæggende antagelser
om det funktionelt differentierede samfund og dermed vise, hvad det er for mekanismer,
der er afgørende for de respektive funktionsdifferentieringer, idet jeg vil begrænse
mig til en undersøgelse, der er relevant for den komplekse problemstilling, der er styrende
for dette speciale.
I den forbindelse vil jeg skitsere den sammenhæng, der består mellem på den ene
side denne specifikation af det moderne samfund som funktionelt differentieret og på den
anden side Luhmanns metodiske fremgangsmåde, herunder bl.a. hans anvendelse af funktionel
metode og hans videreudvikling af en særlig form for generel sociologisk system- og
kommunikationsteori. 53 Jeg vil herunder vise, hvordan den grundlæggende operation i den
Luhmannske teorikonstruktion, kommunikation, er blevet til det helt centrale, produktive
52 Der ligger en dobbelthed i denne formulering, nemlig det forhold, at teorien nok påstår eksistensen af de
beskrevne systemer, men der menes ikke hermed en påstand om, at de fremstår som genstande, der kan nås,
derimod opfattes de ”i fænomenologiens forstand som horisont”, jf. Luhmanns instruktive diskussion heraf i
RM, p. 18/15.
53 Der findes en ganske omfattende ”indføringslitteratur” til det Luhmannske forfatterskab, hvad er begrundet
i dets mangefacetterede og vidtspændende udformning, herunder at det appellerer til anvendelse af mange
forskellige faglige discipliner. Det betyder, at den indgang, man kan vælge, kan være meget forskellig. Fx
kan man hos Anders la Cour 2002, Frivillighedens pris, Ph.d-afhandling, Sociologisk Institut, København, p.
42 se, at han tager udgangspunkt i den opfattelse af det Luhmannske forfatterskab, at det ”i sidste instans kan
føres tilbage til ét grundlæggende spørgsmål, nemlig hvorledes kompleksitet reduceres under dobbeltkontingensens
vilkår”. Luhmann kommenterer imidlertid denne måde at se på sagen på som, at det i så fald alene
drejer sig om at se på problemet om dobbelt kontingens uden historisk forankring, altså uden empirisk belæg,
men alene som en model til rekonstruktion af betingelserne for muligheder for social orden, jf. Luhmann
2002b, Einführung in die Systemtheorie, Dirk Baecker (udg.), Heidelberg, Carl Auer Systeme Verlag, p. 321,
(herefter forkortet til ES). En sådan måde at læse Luhmanns tekster på kan være fornuftig, når man søger løsning
på mere traditionelt sociologiske spørgsmål i en aktuel kontekst, jf. også oplistningen hos de tre forfattere
Claudio Baraldi; Giancarlo Corsi & Elena Esposito, 1999, GLU. Glossar zu Niklas Luhmanns Theorie sozialer
Systeme. Frankfurt a M, Suhrkamp, 3. opl. (1997) af hele syv forskellige ”Lesewege” (p. 12-17), eller
måder at komme i gang med det Luhmannske forfatterskab på. Når forfatterne til GLU kan formulere en
sådan oplistning, hænger det imidlertid sammen med den måde, Luhmann har opbygget sit samlede teorikompleks
på: Som en labyrint, dvs. som en ikkelineær fremstilling. Luhmann angiver således ikke eksplicit
noget egentligt startpunkt for sit udkast til en teori om det moderne samfund, men man kan dog med Jönhill
(1997, p. 228) sige, at tyngdepunktet ligger på differentieringsteorien, hvilket er i smuk forlængelse af den
lange sociologiske tradition til beskrivelse af samfundet. Man kan derfor sige, at hans eget arbejde og hans
egen måde at arbejde på afspejler hans opfattelse af forskningsgenstanden, dvs. samfundet: Den behandles
ikke ud fra en opfattelse af, at der har været et startpunkt, en oprindelse, idet en sådan opfattelse logisk set vil
føre til en forfølgelse af et mål for genstandsområdets udvikling. Forudsætningen er systemteoretisk set generelt,
at der altid allerede består et samfundssystem (og dermed en difference, nemlig i forholdet mellem samfundssystem
og omverden); eller samfundsteoretisk set generelt, at der altid allerede består et samfund. System-
eller samfundsophør indgår af samme grund ikke i Luhmanns teorikonstruktion. Den måde, jeg har
valgt at gå frem efter, er naturligvis styret af den valgte problemstilling, som på sin side er valgt ud fra en
faglig interesse. Hvis jeg skulle angive min ”læsevej” til Luhmanns forfatterskab ud fra de i GLU anførte,
ville det nærmeste være en kombination af den 5. og 6. læsevej. Disse to læseveje drejer sig om de af Luhmann
særligt fremhævede træk ved det moderne samfund, nemlig på den ene side den funktionelle differentiering,
og på den anden side de forhold, der virker styrende og strukturerende i samfundet.
28

og selvreproduktive (autopoietiske) element i teorikonstruktionen. Ved at fremstille dette
helt grundlæggende træk ved Luhmanns teorikonstruktion er det tesen, at jeg samtidig
hermed får skitseret, hvad dette grundlæggende træk er afhængigt af, herunder bl.a. af antagelser
om stigende kompleksitet eller kontingens og om forøget usandsynlighed i kommunikative
processer, hvad bl.a. medfører behov for styrende koder og medier, de såkaldt
symbolsk generaliserede kommunikationsmedier.
Ud fra en beskrivelse af teorien om kommunikationsmedier, herunder af de symbolsk
generaliserede kommunikationsmedier vil det være muligt på en overskuelig måde at
beskrive nogle af de forskelle, der er mellem de for dette speciale relevante samfundsmæssige
funktionssystemer. Samtidig vil denne beskrivelse muliggøre – det er i hvert fald min
tese – en identifikation af, hvad det er for forhold, der efter Luhmanns opfattelse i særlig
grad er systemkonditionerende, dvs. hvad det er for faktiske forhold, der gør det nødvendigt
for ham at anlægge netop den særlige synsvinkel på sit studieobjekt, dvs. på samfundet,
som han gør, og som altså indebærer, at det i hans optik fremstår som splittet op i et
ikke endeligt fastlagt eller begrænset antal relativt selvstyrende og sig selv fremstillende,
dvs. autopoietiske, funktionssystemer. Med afsæt i en sådan fremstilling er det mit håb, at
den samlede fremstilling vil opnå en rimelig, dvs. acceptabel grad af tilgængelighed.
Skitsen af Luhmanns samfundsteoretiske projekt skal altså tjene som baggrund for
den efterfølgende beskrivelse af de to samfundsmæssige funktionssystemer, der er i fokus i
dette speciale, dvs. det politiske og det massemediemæssige, med henblik på at udbygge
det forståelsesmæssige grundlag for Luhmanns besvarelse af dette specialeprojekts hovedspørgsmål,
jf. foran, afsnit 1.2.
2.1. Samfundssystemet som funktionelt differentieret
Betegnelsen det moderne samfund signalerer en forskel til tidligere, dvs. til førmoderne
samfund. Inden for samfundsvidenskabelig, herunder sociologisk teoridannelse,
har man længe beskæftiget sig med begrebsudviklinger til betegnelse af samfundstyper. 54
Luhmann knytter her an til den tradition inden for sociologien, som tager udgangspunkt i
differentieringsbegrebet (GG, p. 595). For Luhmann bliver det moderne samfund herefter
54 Se fx Luhmann, 1995i, Die Kunst der Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp p. 215, hvor det hedder: ”Zu
den wenigen Konstanten in der hundertjährigen akademischen Geschichte der Soziologie gehört die Annahme,
dass die moderne Gesellschaft durch ein besonderes Ausmass und durch eine eigentümliche Form sozialer
Differenzierung zu kennzeichnen sei.“
Hos Friedrich H. Tenbruch, 1972, Die moderne Gesellschaft, Freiburg, artiklen „Gesellschaft und Gesellschaften:
Gesellschaftstypen“(p. 54-71), kan man se en opdeling af samfund på tre samfundstyper ud fra en
stigende grad af differentiering, nemlig primitive (enkle) samfund, højkultursamfund og moderne (industri)
samfund. Forskellighederne begrunder sig på strukturelle forhold, dvs. hvor samfundene er grundlæggende
forskellige i relation til deres grundliggende forskellige sociale organisation.
29

til en samfundstype, der kan beskrives med begrebet om det funktionelt differentierede
samfund. Det betyder, at den primære differentiering i samfundet sker efter funktion.
I modsætning til Talcott Parsons, der iflg. Luhmann 55 opfattede funktionel differentiering
som en konsekvens af den handlingsteori, han i øvrigt byggede sin såkaldte
”grand theory” på, 56 tager Luhmann udgangspunkt dels i historisk rekonstruerbare forløb, 57
dels i den struktur, der iflg. Luhmann kan iagttages i det moderne samfund. Hvor der endvidere
inden for Parsons’ samlede samfundsteoriformulering og i overensstemmelse med
det af Parsons formulerede fire-funktions-skema 58 alene kan forekomme fire forskellige
samfundsmæssige subsystemer, dér står antallet af mulige samfundsmæssige funktionssystemer
hos Luhmann åbent, dvs. at konstateringen af funktionssystemer hos Luhmann er
afhængig af konkret, semantisk-historisk og dermed i realiteten af empirisk orienteret
forskningsvirksomhed. Kan man således sige, at Parsons går deduktivt til værks, vil Luhmanns
fremgangsmåde snarere kunne betegnes som induktiv.
Begrebet om det funktionelt differentierede samfund skal ses som en modsætning
til tidligere differentieringstyper eller former for samfundsmæssig differentiering, der af
Luhmann beskrives med begreberne det stratifikatorisk differentierede, det efter centrum
og periferi differentierede og det segmentært differentierede samfund. Det har været karakteristisk
for de tidligere dominerende differentieringsmæssige samfundstyper, at det enkelte
menneske kunne placeres eller opfattes som levende sit liv og udførende sin gerning helt
og holdent inden for ét område i samfundet. 59 Det kunne i det segmentært differentierede,
det vil eksempelvis sige det stammedelte samfund, være inden for stammen, som samtidig
normalt var geografisk stærkt begrænset, typisk til en landsby; eller det kunne inden for det
stratificerede, det vil typisk sige det af adelen dominerede samfund 60 , være den plads, dvs.
55 Jf. bånd 6 fra Luhmann 1993n, Theorie der Gesellschaft, Band 1 – 14, Heidelberg, Carl Auer Systeme Verlag,
ISBN 3-927809-30-6, der er optagelser fra Luhmanns sidste forelæsningsrække på Bielefeld Universität i
vintersemesteret 1992-93.
56 Luhmann giver en oversigt over sin opfattelse af Parsons’ sociologiske teori i de to første af sine 14 forelæsninger
i 1991-92, jf. Luhmann 1993m, Einführung in die Systemtheorie, Band 1 – 14, Heidelberg, Carl
Auer Systeme Verlag, ISBN 3-927809-29-2 , jf. den skriftlige udgave heraf, ES, p. 18 ff.
57 Fx om hvordan penge er blevet til det særlige symbolsk generaliserede kommunikationsmedium i det moderne
samfund, som tilfældet iflg. Luhmann er, jf. i øvrigt afsnit 2.5. om bl.a. symbolsk generaliserede kommunikationsmedier.
58 Parsons 1971, The system of modern societies, Englewood Cliffs, New Jersey, Prentice-Hall, Inc., p. 10 ff.
59 Se fx Luhmann 1977a, Funktion der Religion, Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 236; og GG p. 688 f.
60 ”Stratifikation benötigt zunächst eine einfache Differenz: die von Adel und gemeinen Volk.” hedder det således
i GG, p. 701, hvad indeholder et opgør med læren om de tre stænder: gejstlighed, adel og tredje stand.
Det er imidlertid med fuldt overlæg, for den lære karakteriserer Luhmann som ”ein semantisches Artefakt”,
idet den højere gejstlighed stammer fra adelen - og den har i realiteten ikke større mulighed for karriereløft
end militæret kunne opvise, mens tredje stand i realiteten blot har fungeret som et uspecificeret kontrastbegreb
til adelen, jf. GG, p. 703.
30

den stand eller den rang, man ved sin fødsel var tildelt, hvor den geografiske begrænsning
ikke var afgørende.
Udviklingen i differentieringens former har jeg forsøgt at illustrere i figur 4 således,
jf. i øvrigt GG, p. 613:
Segmentær differentiering
Differentiering efter centrumperiferi
Stratifikatorisk differentiering
Funktionel differentiering
Figur 4 Samfundsmæssige differentieringsformer. 61
Delsystemer differentieres efter lighed, fx
ud fra fælles afstamning/stamme, bo- eller
landsbyfællesskab
I centrum tillades ulighed, der vil dominere
også den i periferien fremherskende
segmentære differentiering.
Her differentieres efter rangmæssig ulighed
med særlig vægt på forskellen mellem
adel og gemene folk
Differentiering sker her efter synspunktet
om såvel ulighed som lighed mellem delsystemerne,
som adskiller sig fra hinanden
i relation til funktion i samfundet, fx
økonomi, politik, ret, massemedier, kunst
m.fl..
Den form, som den samfundsmæssige systemdifferentiering forløber efter, er også
forskellig. I det moderne, funktionelt differentierede samfund differentieres delsystemerne
således ud fra såvel ulighed som lighed, hvor delsystemerne i det stratifikatorisk differentierede
samfund alene differentieres efter rang, dvs. efter ulighed i rang 62 . I det funktionelt
differentierede samfund er funktionssystemerne derimod lige i deres ulighed, forstået på
den måde, at hvert enkelt funktionssystem er forskelligt alt efter den funktion, systemet
opererer omkring. Samtidig har hvert funktionssystem kun den ene funktion at operere
omkring, og der er ingen samfundsmæssig rangordning af funktionerne (GG, p. 613). Det
betyder ikke, at de enkelte funktionssystemer er lige vigtige. Der kan være stor forskel i
vigtighed, fx kan man ikke forestille sig at være uden økonomiske og politiske funktionsdueligheder
ret længe, mens man udmærket kan være foruden videnskabelig funktionsduelighed
i nogen tid. Luhmann konkluderer på den baggrund, at i den udstrækning, man kan
tale om et dominerende funktionssystem, så vil det være det system, der har den højeste
kvote af forsagelser, dvs. det system, der fungerer dårligst og med de største negative følgevirkninger
for de andre. Fx vil det økonomiske funktionssystem være dominerende i en
61 Figur 4 er udarbejdet med inspiration fra et forlæg til Niels Åkerstrøm Andersens artikel 2002, Polyfone
organisationer, i: Nordiske Organisasjonsstudier, 4 (2. årg.) p. 25-51.
62 Når det lykkedes at etablere en operativ lukning af den adelige overklasse, beror det iflg. Luhmann på endogami,
altså det forhold, at ægteskab i princippet (som ikke altid blev overholdt!) alene indgås mellem
standsfæller, jf. GG, p. 686.
31

situation med massekrak og massearbejdsløshed, og dominansen vil komme til udtryk på
den måde, at det da vil være i relation til dette system, den største indsats til forbedringer
vil blive iværksat. 63 I det funktionelt differentierede samfund er og må funktionerne og deres
processeren, dvs. kommunikationen heromkring, altså være forskellig 64 , men samtidig
er, set fra det enkelte menneskes perspektiv, muligheden for at deltage i de respektive
funktioner i princippet ens, dvs. principielt lige for alle og således ikke afhængig af, om
man i forvejen har adkomst til at deltage i andre funktioner, 65 hvad som anført foran er en
stærkt kontrast til fx det stratificerede og af adelen dominerede samfund.
Disse samfundstypespecifikationer skal forstås på den måde, at de respektive begreber
alene betegner den primære differentieringstype, ja, faktisk går Luhmann så vidt, at
han konstaterer, at det inden for de enkelte funktionssystemer snarere er undtagelsen end
reglen, ”dass die eindeutige Festlegung auf den Primat einer bestimmten Differenzierungsform”
lykkes (GG, p. 761). Hovedsynspunktet er således, at der samtidig kan og sædvanligvis
vil bestå flere typer differentieringer inden for samfundet, men dog alene på en sådan
måde, at det er den primære differentieringstype, der regulerer de øvrige differentieringsformers
muligheder for at operere. Det hedder således i GG, p. 612, at ”Bei funktionaler
Differenzierung findet man auch heute noch Stratifikation in der Form von sozialen Klassen
und auch noch Zentrum/Peripherie-Unterschiede, aber das sind jetzt Nebenprodukte
der Eigendynamik der Funktionssysteme.“ Af speciel interesse i den herværende politologiske
sammenhæng er differentieringstypen efter centrum og periferi, idet denne differentieringstype
spiller en særlig og fortsat aktuel rolle i relation til det politiske funktionssystem
i den udstrækning dette system relaterer sig til statsdannelse. 66
Med nedenstående figur 5 er det tanken at anskueliggøre Luhmanns forestilling
om samfundet som funktionelt differentieret, dvs. som delt op på en række forskellige ho-
63 Luhmann 1993n, bånd 11.
64 I det økonomiske funktionssystem drejer kommunikationen sig i princippet om at kunne betale eller ikke
kunne betale, i retssystemet er temaet, hvem har ret og hvem har uret, mens videnskabssystemet i sidste instans
kommunikerer om sandhed, her er temaet altså, hvad er sandt og hvad er ikke sandt. I det politiske system
drejer kommunikationen sig i sidste instans om at bevare eller vinde regeringsmagten, hvad vi jævnligt
kan opleve som brugere af massemediesystemet og dermed som iagttagere af de handlinger, der knytter sig
til den deri forekommende kommunikation, jf. SY p. 491/419.
65 Luhmann 1977c, Differentiation of society, Canadian Journal of Sociology, 2, (1), 1977, p. 29-53, p. 36.
Stemmeretten her i landet er fx i vore dage ikke mere afhængig af, om man er ejer af fast ejendom, dvs. der
er ikke sådan en strukturel binding mellem det politiske og det økonomiske system.
66 Historisk har denne centrum-periferi-model spillet en betydelig rolle, særligt i forbindelse med såkaldte
storriger som fx Kina og Romerriget. Luhmann anfører, at det sidst kendte af den slags storriger var Sovjetunionen,
GG, p. 671. Den spiller imidlertid fortsat en betydelig rolle inden for det politiske system, jf. PG, p.
244 ff.
32

vedfunktioner. 67 Vi ser her samfundet, der omkranser alle øvrige sociale systemer, hvad
indebærer, at samfundet bliver forstået som al tilgængelig kommunikation, dvs. som det
sociale system, der omfatter alle andre sociale systemer. 68
Figur 5. Det moderne samfund som funktionelt differentieret.
67 Denne figur er i det væsentlige lånt af Dr. Frank Hillebrandt, Institut für Soziologie der Universität Hamburg,
forelæsningsnoter af 10.01.2002, fundet den 12.2.2002 på internettet på adressen:
www.tu-harburg.de/tbg/Deutsch/Mitarberinnen/Frank/Vorlesung9.pdf
68 Med denne formulering knytter Luhmann an til Aristoteles, som i indledningen til Politica definerer staten
eller det politiske fællesskab som det, der omfatter alle andre fællesskaber. Dansk udgave: Aristoteles, 1999,
Statslære, København, Samlerens Bogklub, p. 75, jf. i øvrigt kap.1, note 12.
33

Set fra hvert af funktionssystemernes perspektiv udgør samfundet med dets øvrige funktions-,
organisations- og interaktionssystemer da en særlig samfundsintern omverden. Det
betyder, at intet af disse perspektiver kan blive helt ens. Set fra det politiske systems perspektiv
udgør dets samfundsinterne omverden således alle andre systemer end det selv. Det
politiske systems perspektiv på sin samfundsinterne omverden vil derfor være forskelligt i
forhold til det perspektiv, som fx det økonomiske system vil iagttage sin samfundsinterne
omverden med. Endvidere betyder det, at det politiske i samfundet alene kan ses som det
politiske system, eller som en del af dette.
Politisk kommunikation forekommer alene ”inden for” 69 det politiske system, ikke
på tværs af systemgrænsen. Det samme kan siges om de øvrige funktionssystemer. Det er
vigtigt at pointere, at der ikke kan forekomme nogen direkte kommunikation på tværs af
disse funktionssystemer. Kommunikation kan kun forekomme systeminternt. 70 Hvert enkelt
funktionssystem tegner således hele samfundet i netop dets funktionsperspektiv, men
det enkelte funktionssystem må forudsætte, at de andre funktioner i samfundet også opfyldes.
Det følger heraf, at samfundet som sådan ikke er noget system i samfundet, og man
kan ikke nå samfundet kommunikativt. 71 Luhmann beskriver det i GG, p. 149-150, på
følgende måde: ”Das, worin alle Funktionssysteme übereinkommen und worin sie sich
nicht unterscheiden, ist nur noch die Tatsache kommunikativen Operierens. ... Als Kommunikationssystem
unterscheidet die Gesellschaft sich von ihrer Umwelt, aber dies ist eine
externe, keine interne Grenze. Für alle Teilsysteme der Gesellschaft sind Grenzen der
Kommunikation ... die Aussengrenzen der Gesellschaft. Darin, und nur darin, kommen sie
überein. An diese Aussengrenze muss und kann alle interne Differenzierung anschliessen,
indem sie für die einzelnen Teilsysteme unterschiedliche Codes und Programme einrichtet.
Sofern sie kommunizieren, partizipieren alle Teilsysteme an der Gesellschaft. Sofern sie in
unterschiedlicher Weise kommunizieren, unterscheiden sie sich.“
69 I anførselstegn, fordi der ikke er tale om nogen rumlighed, men derimod om et iagttagelsesperspektiv: Politisk
kommunikation iagttages, men kun indirekte, fx vha. den til kommunikationen tilknyttede handling, den
såkaldte fjerde selektion, eller vha. en iagttager, som man iagttager, hvad jeg skal komme tilbage til under afsnittet
om kommunikation.
70 Dette er formelle betragtninger, som i praksis bliver underløbet, især i forbindelse med organisationers
overtagelse af stadig mere kommunikation, ”Denn nur als Organisation, das heisst nur in der Form der Repräsentation
seiner eigenen Einheit, kann ein System mit seiner Umwelt kommunizieren.”, som det hedder i
GG, p. 607, jf. også afsnit 3.1.1.
71 Jf. Luhmann 2002c, p. 124. Der er her tale om et paradoksiforhold, som jeg vender tilbage til.
34

Denne overordnede samfundstypespecifikation kan man som anført opfatte som ét
blandt flere udgangspunkter for Luhmanns samfundsteoretiske projekt, 72 nemlig et udgangspunkt,
der så at sige historiserer hans samfundsteori. Et af Luhmanns formål med
denne forholdsvis konkrete og historisk tidsmæssigt fastlagte placering af det moderne
samfund er et ønske om, at vi bliver gjort opmærksom på sprogbrug, der i realiteten er udarbejdet
til anvendelse i en anden konkret historisk situation. Denne sprogbrug hindrer os,
dvs. samfundsvidenskaben, i at kunne fremlægge en adækvat videnskabelig analyse, ligesom
den også fremkalder forventninger, som ikke vil kunne indfries. Med et af Gaston Bachelard
formuleret begreb kalder Luhmann disse sproglige hindringer for ”obstacles
épistémologiques”, dvs. erkendelsesmæssige forhindringer (jf. bl.a. GG, p. 23). Luhmann
præciserer dem som 3 – 4 fordomme. Det drejer sig bl.a. om en humanistisk fordom, som
går ud på, at et samfund består af konkrete mennesker 73 og de hermed forbundne mellemmenneskelige
relationer, og at samfundet som følge heraf konstitueres og integreres gennem
disse ”samfundne” menneskers konsensus omkring meninger og målsætninger 74 . Det
fører Luhmann frem til det polemiske spørgsmål, om samfundet består af arme og ben, og
om frisøren klipper samfundets hår? 75 Det eneste sikre resultat af sådanne fordomme bliver
ifølge Luhmann, at samfundsvidenskaben bliver fastholdt i begrebslig uskarphed i den udstrækning,
den følger disse fordomme. Dette vil imidlertid falde tilbage på videnskaben og
gøre den til problem. 76 En anden fordom drejer sig om det forhold, at samfund skulle udgøre
regionalt og territorialt afgrænsede enheder. En sådan opfattelse fører naturligvis til, at
man må spørge, om fx Danmark er et samfund, der som samfund kan opfattes som forskelligt
fra Sverige, som herefter udgør et andet samfund. Spørgsmålet er altså, om fx nationalstater
udgør forskellige samfund, eller om de alene udgør nationalstater, dvs. om der overhovedet
er plads til et egentligt, selvstændigt begreb om samfundet? En videnskabsteoretisk
set vægtig fordom opstår som følge af den førstnævnte fordom og går ud på, at samfund
kan iagttages udefra, netop fordi samfund i sidste ende ifølge denne fordom består af
72 På bånd 1 fra Luhmann 1993n, hedder det indledningsvis, at hans samfundsteoriprojekt er udarbejdet ved
at sammenholde to perspektiver, et historisk perspektiv hhv. et abstrakt teoretisk perspektiv under stikordet
systemteori.
73 Den oprindelige mening med udtrykket samfund, antager jeg, har været: mennesker, der har ”fundet sammen”.
74 Thi disse ”samfundne” mennesker har jo nok haft et formål med denne aktivitet at ”finde sammen” - hvorfor
skulle de ellers have det besvær med at afpasse sig hinanden? Vi ser med disse bemærkninger, hvad det er
for et felt, der kommer for en dag, når fordommene løftes frem til nærmere iagttagelse: det er intet mindre
end væsentlige dele af den politiske filosofis centralspørgsmål, således som de bl.a. ses behandlet hos Thomas
Hobbes, jf. eksempelvis Gunnar Skirbekk og Nils Gilje 1995, Filosofiens historie 1 + 2. København,
Gyldendals Bogklubber (1992), bind 1, p. 253 ff.
75 For nu at citere fra Luhmann 1997a, Iagttagelse og paradoks, København, Gyldendal, p. 62
76 I stedet for, at videnskaben netop skulle virke problemløsende i samfundet, forstås!
35

grupper af mennesker, eller fordi samfund opfattes som geografisk afgrænsede territorier
(GG, p. 24-25).
Det er altså dette traditionsbundne og efter Luhmanns opfattelse fordomsfulde teoriprogram,
som Luhmann har til hensigt at udfordre og gerne erstatte med sin på bl.a. system-
og kommunikationsteori baserede formulering af et udkast til en teori om det moderne,
funktionelt differentierede samfund, der ikke er afgrænset geografisk, men som kun
kan fremstå som verdenssamfund, idet verden ”durch die Prämissen weltweiten Verkehrs
vereinheitlich worden ist”, som det hedder allerede i 1971. 77 Men hvad er da grundlaget for
dette udkast? Det bliver emnet for de næste afsnit om hhv. system- og kommunikationsteori,
men først vil jeg dog anføre nogle få bemærkninger om Luhmanns metodiske grundlag.
2.2. Funktionel-ækvivalens som metodisk grundlag
Et af nøgleordene for Luhmann var helt fra starten begrebet funktion. 78 Med dette
begreb knytter Luhmann an til strømninger inden for forskellige dele af videnskaberne,
herunder såvel de matematiske naturvidenskaber som socialvidenskaberne. For Luhmann
bliver dette begreb af vedvarende stor teoretisk såvel som metodisk betydning.
Teoridesignmæssigt får funktionsbegrebet som antydet foran afgørende betydning
som katalysator for beskrivelsen af det moderne samfund som funktionelt differentieret.
Udgangspunktet er ønsket om sammenligning af problemløsninger, altså fx at spørge til,
hvilken funktion der vil kunne erstatte en anden funktion. 79 Denne måde at fremhæve funktionsbegrebet
på i forhold til eksempelvis den af Talcott Parsons formulerede strukturfunktionelle
systemteori betød, at hvor Parsons gjorde strukturbegrebet overordnet i forhold til
funktionsbegrebet, og hvor det hos Parsons blev forudsat, at alle sociale systemer må opvise
ganske bestemte strukturer, og hvor det forskningsledende spørgsmål da bliver, hvilke
77 Jf. Luhmann 1975c, Soziologische Aufklärung 2. Aufsätze zur Theorie der Gesellschaft, Opladen, Westdeutscher
Verlag, artiklen ”Die Weltgesellschaft”, p. 51-71, som blev offentliggjort første gang i 1971, her
citeret fra side 55. Se endvidere det allerede foran på side 7 anførte med henvisning til GG.
78 Luhmanns allerførste publikation sker med artiklen „Der Funktionsbegriff in der Verwaltungswissenschaft“
i Verwaltungs Archiv, Zeitschrift für Verwaltungslehre, Verwaltungsrecht und Verwaltungspolitik,
49, Heft 2, 1958, p. 97-105, hvilken titel signalerer Luhmanns teoretiske interesse for funktionsbegrebet. Det
interessante i denne sammenhæng er, at han her giver et forslag til en radikal nyformulering af funktionsbegrebet,
idet han med inspiration fra sine allerede på det tidspunkt ganske omfattende tværvidenskabelige studier
(naturvidenskab, socialvidenskab, filosofi m.v.) vender det sædvanlige funktionsbegreb om fra en interesse
for en instrumentel eller en kausal relation, dvs. funktion opfattet som en relation til opretholdelse af en
given ordensstruktur, til en særlig fortolkning af denne relation med henblik på at kunne pege på andre, funktionelt
ækvivalente muligheder (p. 100). Denne tilgang fastholder Luhmann, hvad bl.a. ses i SY, p.83/91,
hvor det hedder, at ”Den funktionelle analyse anvender relationer med det formål at forstå det eksisterende
som kontingent og det forskelligartede som sammenligneligt”.
79 Se SY, p. 85/92, hvor Luhmann gengiver et eksempel på en beskrivelse af funktionel ækvivalens: ”Hvis …
inflation løser fordelingsproblemer relativt konfliktfrit …, så er den en funktionel ækvivalent til statslig planlægning,
som er politisk mere risikabel, fordi den er rigere på konflikter.”
36

funktionelle præstationer systemet skal frembringe for at sikre sin egen overlevelse, dér
vender Luhmann indledningsvis problemstillingen om. Hvor Parsons’ måde at spørge til
sociale sagsforhold på med sin strukturfunktionalistiske tilgang generelt vil føre til
spørgsmål, der primært drejer sig om systeminterne forhold, typisk til et spørgsmål om delenes
forhold til helheden, dér vender Luhmann forholdet om, så det forskningsledende
spørgsmål indledningsvis primært kommer til at dreje sig om selve systemets funktion,
dvs. at spørgeretningen går mod systemrelaterede og systemeksterne forhold, altså system /
omverdensforhold. 80
Ved at knytte an til funktionsbegrebet som metodologisk udgangspunkt styrer
Luhmann endvidere sine teoretiske spørgsmål væk fra formen ”hvorfor”, altså væk fra
spørgsmål om årsag og virkning, væk fra spørgsmål om begrundelse, og hen til spørgsmål
med formen ”hvorledes”, 81 der leder hen til et fokus rettet mod operationalitet (Jönhill
1997, p. 105) og sammenlignelighed. 82
Metodemæssigt bliver sigtet således som allerede anført foran at fortolke vidt forskellige
sagsforhold med de samme begreber for derigennem at vise sagsforholdenes sammenlignelighed
(GG, p. 42). Det er sådanne synspunkter, der ligger bag hans undersøgelse
af en række forskellige funktionsområder inden for det moderne samfund, hvor det overordnede,
samfundsteoretiske sigte da er at underbygge tesen om samfundet som funktionelt
differentieret. Med andre ord kan man sige, at Luhmann på denne måde søger en slags verifikation
af udgangshypoteser om funktionel differentiering, som han i hele sit forfatterskab
synes at have fastholdt, 83 samt af hypoteser om operativ lukning af funktionsområderne
omkring sig selv ved hjælp af den særlige operationsmåde, der er kendetegnende for
disse funktionssystemer, nemlig deres kommunikation. (GG, p. 12).
2.3. Systemteori som universalteoretisk grundlag
Med udgangspunkt i tesen om det moderne samfund som et polykonteksturalt system
bliver det som anført foran samfundsteoriens opgave at være i stand til at fortolke og
sammenligne meget forskellige sagsforhold. Det er i den sammenhæng, at Luhmann argumenterer
for, at hans teoriformulering om sociale systemer kan vinde universel gyldighed
80 Jeg har i dette lille afsnit lænet mig op ad Helmut Willke 2000, Systemtheorie I: Grundlagen. Eine Einführung
in die Grundprobleme der Theorie sozialer Systeme, 6. opl., Stuttgart, Lucius & Lucius, p., 5 ff.
81 Se eksempelvis Luhmann 1981a, Gesellschaftsstruktur und Semantik. Studien zur Wissenssoziologie der
modernen Gesellschaft, Bd. 2, Frankfurt a M, Suhrkamp, artiklen Wie ist soziale Ordnung möglich?, p. 195-
285.
82 Luhmann 1974d, artiklen Funktion und Kausalität, p. 9-30.
83 Jf. eksempelvis Luhmanns første publicerede bog, Luhmann 1964a, p. 87.
37

som en sociologisk teori, der kan forstå og fortolke sociologiens samlede genstandsområde
og dermed blive et universalteroretisk grundlag for samfundsteorien, jf. foran, kap. 1.2. Det
betyder som anført med Luhmanns egen formulering, ”at enhver social kontakt bliver forstået
som system, hele vejen op til samfundet, der forstås som den samlede hensyntagen til
alle mulige kontakter” (SY, p. 33/51).
Et yderligere led i dette udgangspunkt bliver for Luhmann en ”bevidst plat” konstatering
af, at der findes systemer, 84 og herved knytter han an til generel systemteori og
”teorien om selvreferentielle systemer”, som ikke går ”tilbage til en erkendelsesteoretisk
… udgangsposition. Den begynder med iagttagelsen af sine genstande. Erkendelsesteoretiske
spørgsmål bliver i første omgang sat i parentes”, hvilket ”må retfærdiggøres gennem
forventningen om, at erkendelsen vil dukke op som en af sine genstande, så snart forskningens
begrebslighed har opnået et tilstrækkeligt abstraktionsiveau” 85 (SY, p. 380-381/330),
dvs. at fremgangsmåden i stedet bliver at vise, hvordan beskrivelsen af systemer forløber,
herunder at vise, om der kan skrives en anden meningssammenhæng frem, end det før har
været muligt, altså at få gjort ”mere kompleksitet synlig, end den, der er tilgængelig for det
iagttagede system selv”, som Luhmann formulerer det (SY, p. 88/95).
Med udgangspunkt i en af Luhmann selv udarbejdet illustration vil jeg med figur
6 vise, hvad det er for systemtyper, der er tale om, samt principperne for deres måde at arbejde
(=operere) på. Det fælles udgangspunkt er systemer, dvs. at vi her er på analyseniveauet
for generel systemteori. Her skelner Luhmann mellem systemer, der opererer på ba-
84 Luhmann anfører udtrykkeligt i SY, p. 30/48, på første linie i første kapitel, at ”De følgende overvejelser
går ud fra, at der findes systemer. De begynder altså ikke med en erkendelsesteoretisk tvivl. … Systembegrebet
betegner .. noget, som virkelig er et system, og det påtager sig dermed et ansvar for at lade sine udsagn
bekræfte ved hjælp af henvisninger til virkeligheden” Og videre på side 599-600/506 hedder det: ”Vi erstatter
… den uklare forskel i begrebet om system mellem konkrete og analytiske systemer med forskellen mellem
system og systemreference. … begrebet reference (ligesom begrebet iagttagelse) forstås bredere end begrebet
om analyse, og …det … begrænses (ikke) til en videnskabelig operation, men … betegner (derimod) enhver
orientering ved hjælp af et system”. Luhmann bliver hurtigt fra flere sider kritiseret for denne ”unmittelbare
Abschilderung der Welt”, som han selv skriver i Luhmann 1992g, Stellungnahme (svar til kritikerne i: Werner
Krawietz & Michael Welker, Kritik der Theorie. Auseinandersetzungen mit Luhmanns Hauptwerk,
Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 371-386), og han erkender da også, at det var en „bewusst platte Feststellung“
(p. 381), men fastholder dog samtidig, at sætningen dels indeholder stærke selvreferentielle komponenter,
dels kun forklarer, hvorledes der bliver gået frem i en bestemt teoretisk kontekst.
85 Hermed benytter Luhmann sig af samme metode som Husserl, der med sin transcendentale fænomenologis
epoché satte en parentes om verdens objektive eksistens med henblik på at kunne studere, hvordan verden
fremtræder som fænomen, idet han spurgte til, hvordan meningsfuld erkendelse er mulig. ”Vi må sætte parentes
om alle vore teorier og forudfattede meninger … vi skal ’standse op’ og midlertidigt ’se bort fra’ alle
fordomme…vi skal … i stedet give en ren beskrivelse af indholdet i vore erkendelses-akter”, som det hedder
hos Poul Lübcke (red.), 2002, Vor tids filosofi: Engagement og forståelse. 1. udg., 8. oplag, København, Politikens
forlag (1982), p. 43. Men hvor Husserl således efter Luhmanns opfattelse begrænser sig til at sætte
selve ”spørgsmålet om erkendelsens virkelighedskriterium” (SY, ibid..) uden for parentes, dér vil Luhmann
også sætte selve forskellen ”mellem erkendelse og genstand som en erkendelsesteoretisk problemstilling”
uden for parentes (ibid.) og så i stedet ”være bevidst om og gøre rede for, hvordan man ser det, man ser”,
som Povl Götke 1997, p. 113, formulerer det med tilføjelsen, at ”Videnskabelige udsagn er således udsagn
om iagttagelse og ikke udsagn om virkelighed”.
38

sis af selvreference, dvs. autopoietiske systemer, og systemer, der som maskiner fungerer
på basis af udefra kommende impulser/energier (heraf allo(=forskellig)-poietiske systemer)
som fx elektricitet og brændstof. Det skal her pointeres, at Luhmann afgrænser sit udgangspunkt
inden for generel systemteori til de først nævnte, autopoietiske systemer. Han
Der findes:
Systemer
Deres basale
operationsmåde er: Allopoiesis Autopoiesis
(fx maskiner)
Autopoietiske
systemtyper: Levende systemer Psykiske systemer Sociale systemer
Anvendt princip for
organisering af
operationsmåden: Meningsforarbejdning Meningsforarbejdning
via tanker og/eller
via
forestillinger
kommunikation
Niveauet for
social systemdannelse: Interaktioner Organisationer Samfund
Samfundsmæssigt
uddifferentierede
funktionssystemer: Økonomi – Politik – Ret – Videnskab – Religion – Kunst – Massemedier
m.fl.
Figur 6. Systemtyper. Figuren er en bearbejdning af Luhmanns egen figur i SY, p. 16/37.
ser således bort fra allopoietiske systemer. Det betyder ikke desto mindre, at der her på dette
det mest abstrakte systemteoriniveau i den Luhmannske samfundsteori er mulighed for
en meget vidtrækkende interdisciplinær erfaringsudveksling, idet grundlaget herfor spænder
fra den menneskelige hjerne (dvs. et levende, biologisk system 86 ) som systemtype og
86 Det bliver herved klart, at Luhmann betragter menneskets hjerne som et system, der er forskelligt fra menneskets
psykiske ”felt”, som han opfatter som et særligt psykisk system. Ved en kort eftertanke herover synes
dette da også at være indlysende: jeg – dvs. mit psykiske system – tænker tanker om min krop, herunder ek-
39

helt til hen til samfundet som systemtype, ja, faktisk er det Luhmanns opfattelse, at han
grundlægger sin samfundsteori på innovative udviklinger inden for dette område, altså inden
for generel systemteori (GG, p. 79).
Autopoietiske systemer er som anført karakteriseret ved at de opererer på basis af
selvreference, men dog kun en ”medløbende selvreference”, idet ”ren selvreference forstået
som ’relatering kun og udelukkende til sig selv’ er umulig” (SY, p. 604/510). Som sådan
er det et på én gang både lukket og åbent system. Det er så at sige operativt lukket, men
kognitivt (PG, p. 373) eller kausalt (ES, p. 267) åbent. Man kommunikerer i et kommunikationssystem,
og det gør man om noget, men man kan godt samtidig lade sig inspirere af
omverdenen! 87 Autopoiesis vil sige, ”dass ein System seine eigenen Operationen nur durch
das Netzwerk der eigenen Operationen erzeugen kann. Und das Netzwerk der eigenen O-
perationen ist wiederum erzeugt durch diese Operationen.” (ES, p. 109). Operationerne anføres
i flertalsformen, fordi de foregår over tid, men de er baseret på alene én operator,
nemlig på systemets sidsteelement eller mindsteelement. Det ligger i den anførte definition,
at den operation, der er tale om, altid er af samme type, og at den forudsættes at have
tilslutningsevne, altså at den ene operation kan sluttes til den næste (ES, p. 78). Inden for
levende, biologiske systemer er sidsteelementet cellen; inden for psykiske systemer eller
bevidsthedssystemer er det tanker eller forestillinger, også kaldet bevidsthed, mens Luhmann
inden for sociale systemer alene ser kommunikation som mulig operator, idet han altså
herved ikke finder begrebet handling egnet, fordi det i princippet godt kan tænkes ”als
eine solitäre, individuelle, sozial resonanzlose Operation” (ES, p. 79), hvad kommunikation
ikke kan tænkes som, fordi det forudsætter ”ein Zusammenwirken von mindestens zwei
Bewusstseinssystemen” (ES, p. 287). Ved således at tage udgangspunkt i en identifikation
af systemers måde at operere på, dvs. af deres respektive operator, og altså dermed at aflede
systembestemmelsen ud fra systemets operator, gennemfører Luhmann nogle differentieringer
mellem de anførte systemtyper, som har meget vidtrækkende betydning for hele
sempelvis om min hjerne, men disse tanker og forestillinger, der processerer i hjernen er jo ikke biologiskfysiske
forhold/celler, men netop tanker og forestillinger; men det skal ikke bortforklare, at Ole Thyssen har
fat i en ikke uvæsentlig bekymring, når han i sin indledning til Luhmann 1997a, Iagttagelse og paradoks,
København, Gyldendal, p. 24, skriver, at ”det er ikke nemt at se sig selv, som individ, som et knudepunkt for
tre forskellige systemreferencer, som ikke overlapper og som er fremmede for hinanden: det biologiske, det
psykiske og det sociale”. Det er bl.a. sådanne følelsestyngede udsagn, der viser, hvad den Luhmannske socialvidenskabelige
tænkning er oppe imod, sådan ”mand og mand imellem”.
87 Luhmann formulerer det med et eksempel på den måde, at der ved enhver kommunikation altid følger mere
med end lige præcis, hvad der siges, fx når en ”herre tilbyder en dame sin plads i en overfyldt sporvogn”, så
er der tilknyttet en mening om også at blive belønnet herfor, selvom kommunikationens operative indhold
alene drejer sig om at damen nu kan sidde (SY, p. 605/511). Man kan selv fortsætte med at fantasere over,
hvad en sådan kommunikation kan føre med sig, og man vil da straks se, at det ikke er en tom frase, at kommunikation
altid er om noget, men hvordan dette noget opfattes i kommunikationen kan på sin side udvikle
sig til yderligere kommunikation! Mere herom i næste afsnit.
40

konstruktionen af samfundsteorien og teorien for de respektive sociale systemtyper. Det,
der især træder frem herved, bliver forskellen mellem sociale og psykiske systemer, som
derved kommer til at underbygge den ovenfor anførte position, at samfundet ikke består af
mennesker, idet psykiske systemer herefter udgør en systemtype, som er forskellig fra sociale
systemer. Forskellen mellem psykiske og sociale systemer beror altså på en forskel i
den måde, de hver især organiserer deres måde at operere på, dvs. den måde, de hver især
skaber sig selv som deres eget værk på. Hvor de psykiske systemer lader dette ske i, hvad
Luhmann også benævner som ’mediet bevidsthed’, lader de sociale systemer tilsvarende
selvskabelsesprocesser ske i ’mediet kommunikation’, men samtidig arbejder begge systemtyper
med mening, som derved fremstår som fælles ’medium’ for disse ellers så forskellige
systemer. 88 Mening er så at sige konstituerende for begge systemtyper, altså for
såvel psykiske som for sociale systemer. Luhmann ’løfter’ mening væk fra den ensidige
binding til subjektet og dermed alene til bevidsthedssystemet eller det psykiske system. 89
Meningsbegrebet bliver derved til et forud for systembegrebet liggende begreb, altså et
selvstændigt grundbegreb i Luhmanns samlede sociologiske teoriformulering. 90
Det felt, der er sociologen Luhmanns, er i bogen Sociale systemer hovedsagelig
koncentreret omkring systembegrebet og videre til begrebet om autopoiesis eller selvreference
og videre derfra til hhv. psykiske og sociale systemer, hvorfor Luhmann mange år
senere benævner denne bog som ’indledningskapitlet’ til samfundsteorien, (jf. GG p. 11).
Da Luhmann ikke indtager psykologens position, men fastholder sit udgangspunkt som sociolog,
behandler han psykiske systemer ud fra de spørgsmål, som er sociologisk relevante,
dvs. at han hovedsagelig interesserer sig for psykiske systemer i deres relevans for de sociale
systemer.
88 Betegnelsen ’medie’ eller ’medium’ kræver en forklaring, fordi det ikke umiddelbart er indlysende, hvad
der menes. Luhmann er blevet inspireret til udtrykket ved læsning af en artikel, som den østrigske socialpsykolog
Fritz Heider publicerede i 1926 i tidsskriftet Symposion. Zeitschrift für Forschung und Aussprache, I,
Heft 2, under titlen ’Ding und Medium’, p. 109-157, jf. bl.a. (ES, p. 226) hvor det med reference til Heider
hedder: „Die Idee des ‚Mediums’ ist, dass es einen Bereich von losen Kopplungen massenhaft vorkommender
Elemente gibt: Luftpartikel, physikalischer Lichtträger – ‚Licht’ ist kein physikalischer Begriff, aber der
Begriff für das Medium, in dem wir etwas sehen. Ohne Licht .. sehen wir nichts.“ Luhmann vil altså med betegnelsen
medium udtrykke noget, der består af løst koblede elementer – som fx når vi vurderer et samfunds
frihed ud fra de handlinger (forstået som løst koblede hændelser), som enkelte personer kan foretage, hvor
handling da bliver til det medie, vi betragter friheden igennem.(GG, p. 198). En anden, og synes jeg, meget
pædagogisk måde at sige næsten det samme på finder vi hos Lars Qvortrup 2001a, Det hyperkomplekse samfund.
14 fortællinger om informationssamfundet. 2. udg., København, Gyldendal (1998), p. 13, som foreslår
følgende formulering: ”Mit forslag er, at vi bruger ’medie’ …som en betegnelse for den måde, vi ser hinanden
på: Jeg ser dig, eller jeg ser noget i omverdenen, i mediet af det og det…vi bruger begrebet ’medie’ som
en betegnelse for den optik, igennem hvilken vi ser på hinanden og på forskellige fænomener i omverdenen.”
Mere herom i afsnit 2.5.2.
89 Jf. ES, p. 225.
90 Hvad bliver klart allerede med Luhmann 1971b, Sinn als Grundbegriff der Soziologie, i: Jürgen Habermas
& Niklas Luhmann, Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie – Was leistet die Systemforschung?,
Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 25-100. Jeg uddyber i afsnit 2.4.
41

De resterende områder, dvs. hhv. niveauet for sociale systemers dannelse og for
uddifferentieringen af de funktionsspecifikke systemer, udgør det studiefelt, som Luhmanns
videre samfundsteoretiske arbejde har været fokuseret på, jf. Luhmanns egen skitsering
af sit samfundsteoretiske projekt (ibid. samt GG, p. 78 ff.), der udover ’indledningskapitlet’
91 kom til at bestå af en fremstilling af samfundssystemet i GG samt af de vigtigste
af samfundets funktionssystemer, jf. oplistningen nederst i figur 6.
På niveauet for teorien om sociale systemer, som altså omfatter alle sociale systemer
fra interaktionssystemer over organisationssystemer til selve samfundssystemet,
drejer det sig om først og fremmest at få præciseret det særlige, der er ved disse systemer i
og med, at de er autopoietiske, og det vil især sige at få beskrevet deres specifikke operation,
som er kommunikation, jf. foran. Teorien om sociale systemer sammenfatter alle udsagn,
som gælder for alle sociale systemer, lige fra de helt kortvarige interaktionssystemer
91 Forhistorien til dette ”indledningskapitel” er lang og kringlet. Luhmann har haft store vanskeligheder med
at finde fodfæste til et udgangspunkt. Det fremgår af en lille artikel, som er optryk af et foredrag med titlen
Unverständliche Wissenschaft. Probleme einer theorieeigenen Sprache, fra 1979 og genoptrykt i Luhmann
1981f, Soziologische Aufklärung 3. Soziales System, Gesellschaft, Organisation, Opladen, Westdeutscher
Verlag, p. 170-177. Luhmann forklarer heri sine vanskeligheder ved at skrive en bog om sociale systemer, og
han henviser i den forbindelse til en temaplan, han har vedhængt artiklen. Jeg vedlægger temaplanen her:
Luhmann knytter følgende bemærkning til planen: ”Ich habe den Plan für eine Buch über Theorie sozialer
Systeme mitgebracht, aus dem zumindest optisch deutlich wird, weshalb dieses Buch bisher nicht geschrieben
worden ist”(p. 174). Et af problemerne har været den anførte skelnen mellem ”personale und soziale
Systeme”. I 1984 lykkedes det så for Luhmann at få skrevet bogen om sociale systemer, hvor bl.a. dette problem
er blevet løst under hensyntagen til eller iagttagelse af ”einer radikalen Änderung der Gesellschaftsstruktur”
(SY, p. 286/254), dvs. til funktionel differentiering. I forordet lægger Luhmann ikke skjul på, at teorianlæggets
labyrintiske form ikke vil føre til nogen lykkelig slutning (SY, p.14/35). En sådan bemærkning
kan opfattes som udtryk for Luhmanns sædvanlige (selv)ironi, men også som udtryk for den realitet, at ”Die
Forschung bleibt ein nie in einer Einheitsaussage zum Ende kommender zeitlicher Prozess”, som det hedder i
Luhmann 1991g, p. 66.
42

til samfundssystemet. Det er på dette niveau i teorien, at samfundet fremstår som et socialsystem
blandt andre (dvs. klassiske societas civilis), og det er ligeledes på dette niveau, at
det kan sammenlignes med de øvrige typer af sociale systemer, dvs. interaktionssystemer
og organisationssystemer (GG, p. 80).
Først på niveauet samfundet med dets samfundsmæssigt uddifferentierede samfundssystemer
kommer det specifikt samfundssystemmæssige til gyldighed. Det er på dette
niveau i teorien, at Luhmann søger at artikulere, hvad det betyder, når han på linje med
Aristoteles, jf. foran, udtrykker, at samfundet udgør det alle sociale systemer omfattende
system. Spørgsmålet er jo, hvordan samfundet både kan være ét socialsystem blandt andre
og samtidig være det alle andre omfattende sociale system. Luhmanns svar kommer i form
af en påstand om, at dette kun kan lade sig gøre, hvis man accepterer, at der ligger et paradoks
til grund. Det er således Luhmanns opfattelse, at man traditionelt, helt tilbage fra Aristoteles
over Hegel og Marx og frem til vore dage, har lagt et paradoks til grund for måden
at tænke samfundsbegrebet på, ja, at man ikke kan komme uden om, at grundlaget for et
begreb om samfundet vil være paradoksalt, med mindre man anerkender eksistensen af en
enhedsskabende instans som fx Gud (GG, p. 89). Luhmanns måde at bearbejde dette paradoksforhold
på er netop ved at dele analysen af samfundet op på de her anførte tre niveauer
(GG, p. 80). 92
Luhmanns måde at tænke system på har meget tidligt i hans videnskabsproduktion
taget udgangspunkt i en skelnen (en difference) mellem system og omverden. Dette var
et brud med en almindelig måde at tænke systemer på, men samtidig i overensstemmelse
med en igangværende udvikling. 93 I 1950’erne og 1960’erne var man sædvanligvis gået
92 Hos Detlef Krause, 2001, p. 85 hedder det ligefrem, at „Paradoxie ist gleichermasse Fundament und Dach
des systemtheoretischen Baus“, idet paradokstænkningen hos Luhmann dog igen differentieres, alt efter hvilken
tilgang til det Luhmannske værk, der lægges til grund. Det skal jeg ikke forfølge nærmere her. Mit ærinde
er i denne sammenhæng at påpege, at Luhmann selv betoner nødvendigheden af at acceptere paradoksale
forhold som grundliggende i det teoretiske arbejde. Det er med paradokser som med problemer: De er til for
at løses! Det gør Luhmann ved bl.a. „at indføre tid“, som det hedder hos Ole Thyssen 1997, p. 32, (jf. også
eksemplarisk i ES, p. 321) altså ved at spørge til, hvordan paradoksale problemer løses i dagligdagssituationer,
dvs. at Luhmann uden blusel anvender en empirisk metode til løsning af et teoretisk grundlagsproblem,
for som han selv anfører, så fortsætter i virkelighedens verden „die faktischen Operationen durchaus unlogisch
und ohne Rücksicht auf blockierende Paradoxien...(denn die Evolution hat sich offensichtlich nicht die
Zeit genommen, sich selbst logisch zu kontrollieren).“ Luhmann 1987c, Autopoiesis als soziologischer Begriff,
i: Hans Haferkamp & Michael Schmid (udg.) Sinn, Kommunikation und soziale Differenzierung. Beiträge
zu Luhmanns Theorie sozialer Systeme, Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 307-324, p. 316.
93 Se Luhmann 1964a, hvor det p. 23 hedder: ”In der ontologischen Denktradition wird System durch die
Begriffe Ganzes, Teil und Beziehung definiert. .. Das System ist die Interdependenz der Teile im Rahmen eines
Ganzen.”, og idet Luhmann tager afstand herfra, definerer han selv et systembegreb p. 24, hvor det hedder:
„Als System lässt sich danach alles bezeichnen, worauf man die Unterscheidung von innen und aussen
anwenden kann“.
I Luhmann 1965a, anfører Luhmann i en note på side 14, at der på generelt niveau sker „ein Umdenken des
Systembegriffs, der heute bereits in vielen Disziplinen nicht mehr als Ordnung von Teilen zu einem Ganzen,
43

frem efter et skema om en helhed med dens dele. Denne del-helhedstænkning er imidlertid
meget ældre end selve anvendelsen af et begreb om systemer (se GG, p. 912 ff., Jönhill
1997, p. 71 ff.). Det var derfor ikke bare en systemteoretisk tradition, Luhmann var oppe
imod, men en meget omfattende tradition indenfor videnskaberne som sådan. Det har imidlertid
været tilsigtet fra Luhmanns side, idet et af de mange delformål med hans videnskabelige
produktion som tidligere antydet har været at gøre op med det, han betegner som
”gammeleuropæisk” tænkning, dvs. græsk-romersk-kristeligt tankegods (GG, p. 893), i den
udstrækning noget sådant måtte virke hæmmende for erkendelsen af aktuelle socialvidenskabelige
sagsforhold.
Det skal på den anden side ikke forstås som om, at der forud for Luhmann ikke
overhovedet blev tænkt i differencer. Tværtimod gør Luhmann en del ud af at betone, at
han også her bygger videre på en tradition. 94 Luhmann fører denne tænkning tilbage til en
række forskere, bl.a. til sprogforskeren Ferdinand Saussure, som iflg. Luhmann opfattede
sproget som en difference mellem forskellige ord i modsætning til at opfatte det som en
difference mellem sproget og tingene. På denne måde bliver studieobjektet ikke en enhed,
men forskellen i enheden, her i sproget. I særlig grad har matematikeren George Spencer-
Brown med bogen Laws of Form fra 1969 været inspirerende for Luhmann i relation til
dette at tænke i differencer, og med sit konstruktionspåbud: ”Draw a distinction.” 95 , hvad
dog først for alvor slår igennem fra midten af 1980’erne, altså efter publiceringen af Soziale
Systeme. Hvor vi i den bogs indledning måske 96 kan få indtryk af usikkerhed med hensondern
als teilweise selbstgesicherte Identität in einer komplexen und veränderlichen Umwelt aufgefasst
wird“.
I artiklen ”Soziologie als Theorie sozialer Systeme” fra 1967 definerer Luhmann det sociale system som „ein
Sinnzusammenhang von sozialen Handlungen … die aufeinander verweisen und sich von einer Umwelt nicht
dazugehöriger Handlungen abgrenzen lassen.”, idet han tillige bemærker, at „diesem Systembegriff ... der in
einer Differenzierung von Innen und Aussen sein konstituierendes Prinzip hat.“ (genoptrykt i Luhmann
1974d, p. 113-136, citeret fra p. 115).
I Luhmann 1969f, Kommunikation, soziale, Handwörterbuch der Organisation, (udg.) Erwin Grochla, Stuttgart
1969, spalte 831-832, gennemgår Luhmann kort kommunikationsbegrebet, som på det tidspunkt endnu
kun blev opfattet som en overførsel af information, men i relation til sociale systemer kommer information til
at udgøre en overførsel af mening i og med, at handling tillige viser sig som en mere eller mindre bevidst
fremstilling , dvs. formidling, af mening. Og denne pointe får Luhmann til at konstatere, at „Insofern bestehen
soziale Systeme letzlich aus Kommunikation“. Et synspunkt, der får afgørende betydning for den udvikling,
Luhmann lader sin systemteori gennemgå, og som når et vendepunkt fra og med bogen Soziale Systeme
fra 1984, hvor han gennemfører, hvad der er blevet kaldt for en autopoietisk vending, som netop kun kunne
lade sig gøre ved at befri systemteorien fra handlingsbegrebet som grundbegreb og erstatte det med kommunikationsbegrebet,
en udvikling, der således synes at have ligget mindst 15 år i kim!
94 Hvad eksempelvis kommer meget klart frem på bånd 4 i serien: Luhmann 1993m, jf. også ES, p. 66 ff. Se
endvidere i Soziale Systeme passim. I bl.a. afsnittet om mening kommer relationen til Saussure klart frem, se
fx note 34, p. 112/114.
95 George Spencer-Brown 1994, Laws of Form, Portland, Oregon, Cognizer Co. (1969), p. 3.
96 Jf. i øvrigt Luhmanns henvisning hertil i Luhmann 1991g, Die Wissenschaft der Gesellschaft, p. 65, hvor
Luhmann yderligere pointerer, at hvad det system er eller består af, som en iagttager ser på, udgør ikke no-
44

syn til Luhmanns hensigter, når han formulerer sig om systemer som faktiske sagsforhold,
der kan studeres, så skærpes formuleringerne herefter til klarhed over, at studieobjektet er
noget, der skabes begrebsligt af iagttageren i forbindelse med hans iagttagelse, jf. nærmere
nedenfor. 97
Som anført lykkedes det i 1984 for Luhmann at få skrevet, hvad han senere kalder
sit teoretiske ”indledningskapitel” til samfundsteorien, dvs. Sociale systemer (GG, p.11).
Om kerneindholdet i denne bog noterer Luhmann mange år senere samme sted, at det drejede
sig om at få overført ideen om den selvreferentielle operationsmåde til teorien om sociale
systemer, jf. i øvrigt punkt 12 i den ovenfor viste temaplan fra 1979 samt Luhmanns
programerklæringer i forordet til SY. Om udtrykket selvreference anfører Luhmann, at det
har andre ”navne som selvorganisering eller autopoiesis” (SY, p. 70/57). Ideen hertil henter
Luhmann fra biologien (frem for alt fra biologerne Maturana og Varela). 98 Selvreferengen
tilfældighed. Det tilfældige ligger i den synsvinkel eller i det systemudgangspunkt, som iagttageren gør
til sit (her lettere omskrevet og fremhævet af mig, NKP).
97 Hvilket sker allerede i forbindelse med Luhmanns deltagelse i en Augsburger Tagung i 1986, jf. Luhmann
1987c, hvor det på p. 313 hedder, at „Das Wissenschaftssystem ... operiert ständig mit Hilfe der internen Unterscheidung
von Fremdreferenz und Selbstreferenz ... gegenstandsorientiert und theorie- und methodenbewusst.
Will man dies bestreiten, muss man zu einem „nur analytischen“ Gegenstandsbegriff (Systembegriff,
Strukturbegriff) übergehen. Das kann man natürlich tun, der Effekt ist aber, dass man dann nur noch die
Komplexität des beobachtenden Systems und nicht mehr die Komplexität des beobachteten Systems, also
auch nicht mehr die Erkenntnis konstituierende Komplexitätsdifferenz erfassen kann. Nicht anderes war gemeint
mit meiner oft als erkenntnistheoretisch naiv kritisierten Ausgangsthese: Es gibt soziale Systeme.“
I artiklen ”Subjektets nykker og spørgsmålet om mennesket” i Luhmann 1995b, Autopoiesis II. Udvalgte tekster
af Niklas Luhmann (red. af Jens Christian Jacobsen), København, Forlaget politisk revy, p. 46, svarer
Luhmann på en kritik fremsat af Richard Münch i “Autopoiesis by definition”, Cardozo Law Review 13, p.
1463-1471, (er nu også udkommet på dansk i GRUS 66, 2002, p. 99-107), gående ud på, at Luhmann sammenblander
empirisk og analytisk differentiering af sociale systemer. Luhmanns svar er, at denne skelnen
mellem analytiske og empiriske systemer siden filosoffen Quine har været betragtet som tvivlsom (se nærmere
i Lübcke, Poul (red.), 2000 Vor tids filosofi: Videnskab og sprog. 1. udg., 7. oplag, København, Politikens
forlag (1982), p. 283 ff.), men hertil kommer, at der efter Luhmanns opfattelse ligger en mere kompleks
struktur til grund for tekstens argumentation, end kritikken lader ane: ”Der lanceres en teori (af en observatør,
forstår sig), som i sit begreb om system ser impliceret, at systemet selv (og ikke observatøren) disponerer
over forskellen mellem system og omverden.”(ibid., note 22).
Dette med, at det er systemet selv, der disponerer over sin grænse, er en opfattelse, som vi kan finde tidligt
hos Luhmann. Jeg har således fundet følgende ordveksling mellem intervieweren Ulrich Boehm og Luhmann
på Luhmann 2001b, Philosophie heute. Beobachter im Krähennest. Videocasette, WDR, ISBN 3-934102-79-
4, I. Gespräch mit Ulrich Boehm, 1973: UB: Ligger den første vanskelighed ikke her, for når system og omverden
sådan løbende ændres, vil man da kunne – eller hvordan vil man kunne bestemme sådanne systemers
grænse? Luhmann: Jo, det er muligt, fordi sådanne grænser bliver defineret af systemet selv, dvs. at det ikke
er videnskaben selv, der konstruerer sådanne systemer, men det gør de til enhver tid handlende mennesker,
som selv tilordner sig bestemte sociale systemer. De véd fx, om de kører på en gade, eller om de spiller skak,
eller om de deltager i et politisk valg, eller om de er på arbejde på kontoret, eller om de spiser aftensmad hos
familien – og de holder sig til enhver tid til bestemte systemregler og kender systemgrænserne, altså de véd,
hvad man netop her ikke vil kunne gøre! (Min oversættelse. Dette udsagn bærer klart præg af at være formuleret
mange år før, Luhmann indtog mere konstruktivistiske synspunkter på erkendelses- og iagttagelsesprocessen).
98 I Samfundsøkonomen 4, 2002 forklarer temanummerredaktøren, Anders Hede, under overskriften, Et nyt
paradigme, at temanummeret handler om Evolutionær teori, og at dette særlige og nye er, at man tillader sig
at blande biologi og samfundsvidenskab – i hvert fald på en ny måde. Med tanke på, at efterhånden ikke
uvæsentlige dele af socialvidenskaberne i tysksprogede/tyskinspirerede områder, men også andre steder, jf.
bl.a. John Mingers, 1995, Self-Producing Systems. Implicaions and Applications of Autopoiesis, New York,
45

ce er ikke nogen ny betegnelse 99 . Det er derimod betegnelsen autopoiesis, jf. ovenfor.
Luhmann gør udtrykkeligt opmærksom på, at begrebet autopoietisk system har en ringe
forklaringsværdi. 100 Begrebet forlanger blot, at man ved alle forklaringer skal gå ud fra de
specifikke operationer, som et system – nærmere bestemt det forklarede såvel som det forklarende
– reproducerer (GG, p. 66). Det siger intet om, hvilke specifikke strukturer, der er
blevet udviklet i et sådant system, og som er udviklet på grund af strukturelle koblinger
mellem system og omverden. Det forklarer altså ikke de historiske systemtilstande, som
den videre autopoiesis udgår fra. Hertil behøves yderligere, supplerende begreber. Overført
til samfundssystemet, som jo anvender kommunikation som systemelement, siger begrebet
derfor ikke noget om, hvad det er for et samfund, der bliver til ud fra en sådan autopoietisk
kommunikationsproces. For Luhmann bliver det afgørende derimod, at denne autopoietiske
proces frembringer en difference mellem system og omverden og dermed en grænse,
dvs. en systemgrænse.
2.4. Kommunikation som grundlæggende operation i mediet mening
Som anført anvender de sociale systemer, som Luhmann beskriver, kommunikation
som eneste systemelement og som grundlæggende operation. Man kan derfor som udgangspunkt
sige, at den eneste samfundsmæssige aktivitet eller operation, som sociologen
Luhmann iagttager i sin samfundsteori, herunder i de særlige delsystemspecifikke områder
med deres respektive organisations- og interaktionssystemer, er kommunikation. Luhmann
betegner da også kommunikation som det, der ”konstituerer det sociale som en særlig realitet”
(SY, p. 193/180), eller som den eneste genuint sociale operation, fordi kommunikation
Plenum Press, via bl.a. Niklas Luhmann og formuleringerne omkring begrebet om autopoiesis i nu hen ved
20 år har været ganske inspireret af biologisk forskning, forekommer påstanden om nyhedskarakteren dog at
burde modereres – også selvom den måde, forskerne i temanummeret arbejder på, så vidt ses adskiller sig
væsentligt fra den måde, Luhmann arbejdede på. Men lysten til interdisciplinær inspiration må hilses velkommen!
I øvrigt er det en gammel tradition i samfundsvidenskab, at man lader sig inspirere fra bl.a. biologien. Det
hedder således hos Cl. Wilkens 1881, Samfundets Grundlove. Et Grundrids af Sociologien. København, Otto
B. Wroblewsky’s Forlag, p. 10: ”Biologien er Sociologiens Moder. I denne Grundtanke, at Samfundet er den
højeste Form for den organiske Udvikling, har Sociologien et videnskabeligt Princip for Deduktionen… Allerede
.. Comte.. saa, at Sociologien maatte grundlægges ud fra Biologien” og lidt senere på side 11 hedder
det om Darwin og hans ånd, at ”det er hans storartede Bygning af Biologien, der bærer Sociologien”.
99 Ole Thyssen 1992 Forhold som forholder sig til sig selv henviser indledningsvis til Kierkegaards Sygdommen
til døden, hvor selvet beskrives som ”forhold som forholder sig til sig selv”. Derimod kan ordet selvreference
ikke slås direkte op i Politikens Filosofi Leksikon fra 1983 (7. Bogkluboplag), hvor man må omvejen
over ”refleksion” for at komme til bl.a. Hegels refleksionsbestemmelser, bestemt ud fra en ontologisk synsvinkel
som momenter i åndens og dermed i virkelighedens selvudvikling (p. 364).
100 Det er – set i forhold til den meget store opmærksomhed, begrebet autopoiesis har opnået - bemærkelsesværdigt,
at Luhmann udtaler sig sådan (det gør han også allerede på bånd nr. 5 i serien Luhmann, Niklas,
1993m dvs. allerede i efteråret 1991). Udsagnet bør derfor sammenholdes med og ses i lyset af bemærkningerne
citeret i en note, forrest i afsnit 2, fra Die Praxis der Theorie fra 1969 om Lieblingsworte og teoripolitik.
46

forudsætter en flerhed af psykiske systemers medvirken. Dette er grunden til, at kommunikation
ikke kan tilregnes eller tilskrives ét enkelt psykisk system som en enhed (GG, p.
81). 101 . Det følger heraf, at alt, hvad der på den ene eller anden måde kan tilskrives kommunikation,
bliver medtaget under den Luhmannske samfundsteori og dertil hørende delteoriers
iagttagelse, mens tilsvarende alt, hvad der ikke på en eller anden måde kan tilskrives
eller forbindes med kommunikation, bliver ladt ude af betragtning. 102
Det er denne grundlæggende enkelhed og dermed også radikalitet i teorikonstruktionen,
som giver Luhmann mulighed for at skærpe begrebsbeskrivelserne, herunder også
at sammenknytte et usædvanligt stort antal begreber i sin teoriformulering. Alene i forordet
til Soziale Systeme (p. 12/33) oplister Luhmann 33 begreber, som han i den bog søger at
bestemme den indbyrdes reference til. 103 Det ligger heri, at med mindre man til stadighed
præciserer sine systemreferencer, vil risikoen for at køre ud i en uendelig regres i den
Luhmannske teoribygning være overhængende. 104
Hvad er da kommunikation hos Luhmann? Det er forskelligt fra den hidtil dominerende
måde at opfatte kommunikation på, der typisk opfatter kommunikation som overførsel
af en meddelelse fra en afsender til en modtager (SY, p. 194/181), hvor kommunikation
følgelig bliver en form for handling, dvs. kommunikativ handling, der går ud på at afgive
noget til en anden. En sådan måde at opfatte kommunikation på vil imidlertid efter
Luhmanns opfattelse ikke være i stand til blot nogenlunde dækkende at beskrive den
selvskabende eller autopoietiske proces, som kommunikation efter Luhmanns opfattelse
udgør. Sådan har Luhmann imidlertid ikke altid set på forholdet, thi Luhmann har også
med begrebet om kommunikation været længe undervejs, 105 hvad hænger sammen med det
101 I SY p. 191/178 refererer Luhmann til almen systemteori og det deri anvendte udtryk ’mutualistisk’ eller
’dialogisk’ konstitution, hvormed menes, at selvreference basalt set kun er mulig, hvis der mindst er to informationsforarbejdende
processorer til stede, og at systemerne kun kan bestå af de selektive samordninger,
som produceres i dette samvirke mellem processorerne, og, konkluderer Luhmann, ”den basale proces i sociale
systemer, den proces, der producerer de elementer, som disse systemer består af, kan under disse omstændigheder
kun være kommunikation”.(ibid. p. 192/179)
102 Den her udtalte mangel på præcision står i skærende kontrast til det ovenanførte om kommunikation som
grundlæggende operation. Det hænger sammen med, at autopoietiske systemer er karakteriseret ved at være
operativt lukkede, men kognitivt åbne, hvad bl.a. betyder, at de er åbne for en lang række påvirkninger fra
omverdenen, jf. afsnit 2.3.
103 Anders la Cour 2002, Frivillighedens pris, Ph.d-afhandling, Sociologisk Institut, København, anfører (p.
13), at ”Luhmanns teori om sociale systemer består af over 40 selvstændige begreber, der alle står i en bestemt
relation til hinanden.”
104 Dette nævner jeg her, fordi jeg i forbindelse med beskrivelsen af kommunikationsbegrebet er nødt til at
indføje yderligere begreber, bl.a. det fra Parsons hentede, men modificerede begreb om dobbelt kontingens.
Dette begreb er nødvendigt for at forstå det Luhmannske udsagn om kommunikationens usandsynlighed.
105 I Luhmann 1969f, Kommunikation, soziale, Handwörterbuch der Organisation, udgivet af Erwin Grochla,
Stuttgart 1969, anfører Luhmann således den oprindelige overførselsmetafor, nemlig at ”Kommunikation
ist Übermittlung von Information jeder art”, idet dog social kommunikation kun er ”die Übermittlung von Information
in sozialen Systemen”.
47

anførte forhold, at hans samlede begrebsapparat er konstrueret på en måde, som gør, at begreberne
refererer til hinanden. Det betyder derfor, at når han går ind og ændrer på ét enkelt
begreb, kan det have større eller mindre betydning for andre begreber.
Med inspiration fra nyere sprogforskning formulerer Luhmann et nyt kommunikationsbegreb,
der fremstår som en tredelt selektionsproces. 106 I den lille artikel ”Was ist
Kommunikation?” 107 (som oprindelig er et foredrag fra 1986), hedder det her forudsætningsvis,
at kun kommunikation, 108 er en uundgåelig social operation, og som sådan en
operation, der på tvingende vis bliver sat i gang, når der dannes sociale situationer (p.
114). 109 Luhmann fortsætter med at præcisere, at kommunikation kommer i stand gennem
en syntese af tre forskellige selektioner, nemlig henholdsvis selektion af en information,
dvs. selektion af, hvad der kommunikeres om, og som derfor bliver kommunikationens
fremmedreference (information er således noget, der gør en forskel i forhold til, hvad den,
der foretager selektionen er bekendt med i det øjeblik, han selekterer); selektion af en meddelelse
af denne information er svaret på, hvordan der kommunikeres om det, der nu kom-
I Luhmann,1975a, Macht, Stuttgart, Ferdinand Enke Verlag, finder man på side 5 formuleringen, at ”Kommunikation
kommt nur zustande, wenn man die Selektivität einer Mitteilung verstehen und das heisst: zur
Selektion eines eigenen Systemzustandes verwenden kann. Das impliziert Kontingenz auf beiden Seiten, also
auch Möglichkeiten der Ablehnung von kommunikativ übermittelten Selektionsofferten“. Perspektivet for
Luhmann er her at vise, at der er indbyggede konfliktpotentialer i kommunikation, og at disse især findes i
den kontingens, der ligger i dette, at selve Egos forståelsesselektion indebærer, at der både kan siges ja og
nej. Dette kontingensforhold er i øvrigt parallelt til det, der er hos Alters side af kommunikationen, hvorfor
der er tale om dobbelt kontingens, allerede inden en kommunikation kommer i stand, og altså inden fx et interaktionssystem
opstår, mere generelt: Inden en situation udvikles til at være social, idet såvel Ego som Alter
har mulighed for at vælge med en gensidig uafhængighed. Luhmann knytter her an til Talcott Parsons & Edward
A. Shils (udg.), 1962, Toward a General Theory of Action, New York, Harper & Row (1951), hvor
T.Parsons m.fl. på side 16 netop gør opmærksom på, at der ved menneskelig interaktion er en komplementaritet
ved forventningerne, som har central betydning for analyserne af de kulturelle mønstres oprindelse og
funktion, og – fortsætter de - ”There is a double contingency inherent in interaction. On the one hand, ego’s
gratifications are contingent on his selection among available alternatives. But in turn, alter’s reaction will be
contingent on ego’s selection and will result from a complementary selection on alter’s part.” Luhmann skelner
ikke her mellem information og meddelelse. Det er på det her tidspunkt i midten af 70’erne endnu ikke
specificeret, men grundmodellen ligger klar. Mere herom i afsnit 2.5.
106 Det sker med inspiration fra sprogforskere som J. L. Austin og Karl Bühler, som Luhmann henviser direkte
til i forbindelse med indførelsen af denne tredeling (SY, p. 196-97/182-83).
107 Luhmann 1995c, Soziologische Aufklärung 6. Die Soziologie und der Mensch. 2. opl. Opladen, Westdeutscher
Verlag, p. 113-124
108 I modsætning til handling, som kan tilskrives ét enkelt handlende individ – jeg kan fx foretage en handling,
der i sin udførelse ikke involverer andre; det kunne være alt lige fra en cykeltur til en selvmordsterroraktion.
Sådanne handlinger kan foretages af ét enkelt individ, og de kan iagttages isoleret som handlinger. Man
kan imidlertid også iagttage sådanne handlinger som relateret til kommunikation, og da breder perspektivet
sig umiddelbart straks ud til et spørgsmål om, hvem pågældende kommunikerer med, hvem forstår hvad ved
denne handling, hvem tilslutter sig denne kommunikation og på hvilken måde osv. Mere middelbart bliver
det iflg. Luhmann til et spørgsmål om at beskrive kommunikationen som noget, der forløber processuelt.
109 Det med det tvingende hænger sammen med de teoretiske forudsætninger: Luhmanns kompleksitetsbegreb
bygger på begreberne element og relation, hvor i hvert fald element er et systemrelativt begreb jf. kommunikationsenheden,
der også er systemelement. Når antallet af elementer i et system overstiger en vis
mængde, bevirker det, at hvert enkelt element i systemet inden for en given tidsmæssig udstrækning ikke mere
kan relateres til hinanden, og det betyder da, at den kommunikation, der pågår i et system, må udvælge
nogle kommunikationsenheder (systemelementer) blandt flere mulige – dette er tvingende nødvendigt i og
med, at den til rådighed værende tid er begrænset (se SY p. 46 ff./61 ff.).
48

munikeres om, og meddelelsen er følgelig kommunikationens selvreference; samt selektiv
forståelse eller misforståelse af denne meddelelse og dens informationsindhold. Denne
tredje og sidste selektion i kommunikationsprocessen af forståelse eller misforståelse kan
da ”lægges til grund for valg af tilslutningsadfærd” (SY, p. 196/182). Dette valg, dvs. denne
selektion af tilslutningsadfærd udgør således i virkeligheden en fjerde selektionstype
(SY, p. 203/188), men der er her tale om handling. 110 Kommunikationen udgør på denne
måde, hvad Luhmann kalder en ”emergent realitet, et sagsforhold sui generis” (Luhmann
1995c, p. 115), dvs. noget i sig selv nyt. Og som han siger samme sted, så kommer kommunikation
kun i stand, når disse tre komponenter er bragt sammen. Det er i realiteten selve
forståelsesdelen, altså hvordan den meddelte information vælges at blive opfattet med
henblik på at blive tilknyttet til den forud for forståelsesselektionen liggende kommunikation,
som er eller bliver afgørende for kommunikationsprocessens videre forløb.
Det er vigtigt her at skelne mellem det psykiske og det sociale system. Kommunikation
foregår alene inden for sociale systemer. Kommunikation er i relation til sociale systemers
reproduktion det medie, denne reproduktion foregår i. Det er så at sige kernen i sociale
systemers autopoiesis, altså kernen i deres selvskabelse. 111 Man kan på en vis måde
opfatte dette som en sociologisk lovmæssighed hos Luhmann på linje med lovmæssigheder
fra andre videnskabsområder som fx Newtons love. 112 Det er imidlertid ikke kausalitet,
der er på spil her, men selektivitet og funktion. Selektiviteten foregår i det sociale system,
og dens funktion er at opretholde systemets selvskabelse, at opretholde systemet. Det er så
at sige det sociale systems (i sig selv retningsløse) ”motor”. 113
110 Dette er helt afgørende i relation til at forstå, hvordan det autonome og operationelt lukkede kommunikationssystem
kan blive handlingsmæssigt aktivt i sin omverden, men det har ikke umiddelbart noget at gøre
med selve den autopoietiske proces i systemet. Det beror på, at den elementære kommunikationsproces er
nødt til at blive reduceret til handlinger for at være i stand til at styre sig selv (SY, p. 193/180), hvad vi kender
fra mange dagligdagssituationer, som fx når vi kommunikerer økonomi i bagerbutikken og afslutter med
selve betalingen, som da er at ligne med den anførte reduktion til handling.
111 Se SY, p. 192/179, hvor det hedder, at ”Den basale proces i sociale systemer, den proces, der producerer
de elementer, som disse systemer består af, kan … kun være kommunikation”
112 Om Newtons love se Gunnar Skirbekk og Nils Gilje, 1995, bind 1, p. 229
113 Hvor noget tilsvarende – altså ”motor”-metaformæssigt – hos fx en marxistisk-leninistisk filosof som
Louis Althusser udgøres af klassekampen, se hans lille artikel ”Marxisme og klassekamp” i Oktober. Kommunistisk
teoretisk tidsskrift for forbundet socialisterne, nr. 7, 2. årg. 1976, p. 13-17, hvor det på side 14
hedder: ”hele Marx’ teori, dvs. den videnskab som er grundlagt af Marx (den historiske materialisme) og den
filosofi som er åbnet af Marx (den dialektiske materialisme) har klassekampen som centrum og hjerte.”, og i
samme Althussers bog Marxisme og klassekamp – kritik og selvkritik, København 1976, Aurora (Paris 1973)
citerer Althusser fra Marx-Engels kommunistiske manifest, at ”Klassekampen er historiens drivkraft” p. 41,
og lidt senere hedder det ”Historien er et umådeligt ’naturligt-menneskeligt’ system i bevægelse, hvis drivkraft
er klassekampen. Historien er en … proces uden subjekt”, og han fortsætter på side 72-73, ”en proces
uden Subjekt eller (For)mål”. Det står således klart, at Althussers syn på historien er, at den drives frem af
processer, der ikke har det menneskelige subjekt som sit ophav. Men det betyder ikke, at mennesker er udenfor.
Således hedder det på side 68, at ”de konkrete mennesker (i flertal) er nødvendigvis subjekter (i flertal) i
historien, for de handler i historien som subjekter (i flertal). Men der er ikke noget Subjekt (i ental) for historien.”
Denne teoretiske model har visse fællestræk med den tankegang, vi finder hos Luhmann. Men den
49

Som det blev anført foran i afsnittet om systemer, arbejder såvel psykiske som sociale
systemer med mening, som derved fremstår som fælles ’medium’ for disse ellers så
forskellige systemer. Mening er altså det grundlag, som psykiske og sociale systemer er
henvist til at arbejde ud fra (SY, p. 92/98), dvs. at mening som anført er konstituerende for
disse to systemtyper 114 . Mening er således ikke noget, som alene kan henføres til bevidstheden
eller det psykiske system (ibid.), dvs. til et subjekt. Mening er hos Luhmann ikke et
reservoir af ophobede opfattelser om dette og hint, men derimod en form for oplevelsesbearbejdning
hos både ”personalen und sozialen Systeme”. 115 ”Det er derfor falsk .. at tildele
det psykiske, dvs. den bevidsthedsmæssige forankring, en slags forrang i forhold til det sociale.
Det er .. forfejlet at søge en ’bærer’ af mening. Mening bærer sig selv, idet den muliggør
sin egen reproduktion selvreferentielt. Og kun formerne for denne reproduktion differentierer
psykiske og sociale strukturer.” (SY, p. 141/138). Dette betyder – funktionelt
set – at ”ved enhver og en hvilken som helst mening bliver en ufattelig høj kompleksitet
(verdenskompleksitet) appræsenteret 116 og stillet til rådighed for såvel psykiske som sociale
systemers operationer” (SY, p. 94/100), hvilket er en følge af den måde, Luhmann opfatter
mening på, nemlig som forskellen ”mellem aktualitet og mulighed”, og dermed processuelt
som ”den løbende aktualisering af muligheder” (SY, p. 100/104). Det betyder, at enkommer
åbenbart ikke ud over handlingsteoriens niveau, hvad netop er målet for Luhmann. Kan man således
drage paralleller mellem Luhmanns tænkning omkring sociale systemer og de heri selvskabende, altså autopoietiske
processer, til denne for længst ”begravede” teoretisk-filosofisk-politiske retning, som Althusser repræsenterede
i 1970’erne (Althusser myrdede sin kone i efteråret 1980, jf. Politiken for den 19.11.1980,
hvorefter der permanent blev helt stille om denne tidligere så fremtrædende franske filosof!), så forekommer
forskellene dog så markante, at en mere systematisk sammenstilling af de to formuleringer næppe tjener noget
fornuftigt, det vil i denne sammenhæng sige teoriformuleringsvejledende, formål. Modererende i forhold
til en for bombastisk forståelse af det anførte om en ’motor’ bør dog henvises til Luhmanns gennemgang af
referenceforholdene inden for systemerne (se SY p.599 ff /506 ff). Han præciserer her, at ”den selvreference,
som er påkrævet ved al autopoiesis, altid kun er en medløbende selvreference” (p.604/510), dvs. at der altid
også må henvises til noget andet end systemet selv, altså fremmedreferentielt. Det autopoietiske system er
nok operativt lukket, men samtidig står det i et kognitivt afhængighedsforhold til omverdenen. Kommunikationsmæssigt
betyder det bl.a. at kommunikation i kommunikationssystemet ikke kan forekomme uden bevidsthed,
dvs. uden et andet systems processeren i kommunikationssystemets omverden, jf. også næste note.
114 Luhmann åbner således sit kapitel om mening i SY med følgende ’fanfare’: ”Psykiske og sociale systemer
er opstået ved co-evolution. Den ene systemtype er til enhver tid nødvendig omverden for den anden. Begrundelsen
for denne nødvendighed ligger i den evolution, som gør disse systemtyper mulige. Personer kunne
ikke opstå og bestå uden sociale systemer og omvendt. Co-evolutionen har ført til en fælles landvinding,
som benyttes af såvel psykiske som sociale systemer. Begge systemtyper er henvist til dette, og det er bindende
for dem som en nødvendig, uafviselig form i deres kompleksitet og selvreference. Denne evolutionære
landvinding kalder vi ’mening’.” (SY, p. 92/99, min fremhævning).
115 Luhmann 1981a, Gesellschaftsstruktur und Semantik. Studien zur Wissenssoziologie der modernen Gesellschaft,
Bd. 2, Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 279.
116 Betyder noget i retning af ”medintenderet i forestillingen”. Det er en formulering, Luhmann har fra Husserl,
jf. ES, p. 232, hvor Luhmann jævnfører udtrykket Appräsentation med udtrykket Mitvergegenwärtigung,
jf. også Poul Lübcke (red.), 2002, p. 47. Hos Ole Bjerg, 2001a, Tilværelse og kommunikation – kritik af
den konstruktivistiske fornuft, Specialeserien nr. 7, Københavns Universitet, Sociologisk Institut, p. 17, bliver
det til ”opbyder”.
50

hver operation, når den iagttages, fremstår som en selektion ud fra en flerhed af muligheder.
Luhmann går således frem på fænomenologisk vis og indfører meningsbegrebet
”som et ’differenceløst’ begreb, 117 der altid samtidig mener sig selv … Fænomenet mening
forekommer i form af et overskud af henvisninger til yderligere muligheder for oplevelse
og handling. Noget står i fokus, i intentionens centrum, og andet antydes marginalt som
horisont for en fortsættelse af oplevelsens og handlingens og-så-videre. I denne form holder
alt det intenderede verden som helhed åben; det intenderede garanterer altså hele tiden
verdens aktualitet i form af tilgængelighed. Henvisningen selv aktualiserer sig som virkelighedens
standpunkt, men den relaterer sig ikke kun til det virkelige (eller det præsumptivt
virkelige) men også til det mulige (det konditionelt virkelige) og det negative (det uvirkelige,
umulige). Den samlede mængde af henvisninger, som går ud fra den meningsmæssigt
intenderede genstand, frembyder mere end det, der kan aktualiseres i næste omgang. Meningsformen
tvinger altså gennem sin henvisningsstruktur det næste skridt til selektion.”
(SY, p. 93-94/99).
Luhmann har i en anden, men alligevel nærtstående sammenhæng udtrykt sit syn
på det enkelte individs muligheder for at handle meningsmæssigt, nemlig demokratisk, således:
”Alles könnte anders sein – und fast nichts kann ich ändern”, 118 hvad forekommer at
være en ret oplagt konklusion på et for et enkeltindivid så udfordrende begreb om mening
som her præsenteret, og som derfor i demokratiteoretisk sammenhæng må siges at være
meget realistisk: Hvordan skal fx én ud af omkring 4 millioner vælgere i et land som Danmark
dog ellers opfatte situationen? Alligevel gav dette udsagn anledning til ikke ubetydelig
diskussion i 1970’erne. 119
Dette forhold med kommunikationen som en enhed, der arbejder på grundlag af
mening, og hvor kommunikationen således via mening på en måde 120 finder sin egen motivation
til at komme videre, samt mening, der fremstår som en uendelig horisont af muligheder
for valg af tilknytning til andre kommunikationer, har jeg forsøgt at illustrere med
den nedenfor anførte figur 7. Det er som anført vigtigt her ikke at opfatte forståelse som et
117 Herudover anerkender Luhmann kun ét yderligere begreb inden for sin samlede sociologiske teoriformulering
som differenceløst, og det er begrebet for verden.
118 Citatet er fra artiklen ’Komplexität und Demokratie’, der oprindelig blev publiceret i 1969, her fra: Luhmann
1975b, Politische Planung. Aufsätze zur Soziologie von Politik und Verwaltung. 2. Auflage. Opladen,
Westdeutscher Verlag (1971), p. 44.
119 Se bl.a. Jürgen Habermas, som noget sarkastisk ligefrem opkaster dette citat til at dække Luhmanns grunderfaring
som menneske i det moderne, jf. Jürgen Habermas, 1975a, Legitimationsprobleme im Spätkapitalismus.
Frankfurt a M, Suhrkamp (1973), p. 179.
120 Jf. Luhmann 1993n, bånd nr. 4, hvor Luhmann forklarer synspunktet på den måde, at når nogen taler, kan
man ikke se bort fra, at det gøres med en hensigt, dvs. at man forudsætter altid, at der er en hensigt, når nogen
siger noget.
51

psykologisk begreb, men som et begreb, der er en del af kommunikationens tredelte sociale
selektionsproces. Forståelse kan i den forbindelse ses som det forhold, at det psykiske system
stiller sin egenkompleksitet til rådighed for det sociale systems kommunikation. 121
Forståelse eller misforståelse drejer sig som anført om, hvad der kan lægges til grund for
valg af tilslutningsadfærd, altså for handling i relation til den aktuelt forløbende kommunikationsproces;
men netop fordi det sker på basis af mening da også med henvisning til omverdenen,
jf. illustrationen figur 7. Det er den efterfølgende kommunikation, der for sit
Kommunikationsenheden (KE) udgør
en tredelt social selektionsproces:
Information
Syntese
Meddelelse
Forståelse
Figur 7. Mening som horisont. Figuren er i det væsentlige tegnet efter Dr. Frank Hillebrandt, Institut für Soziologie
der Universität Hamburg, er hentet på internettet 12.2.2002, dateret 10.01.2002, hvor den ligger som
bilag til hans Vorlesung: Einführung in die Soziologie für Nebenfachstudierende på adressen:
www.tu-harburg.de/tbg/Deutsch/Mitarbeiterinnen/Frank/Vorlesung9.pdf .
vedkommende bestemmer, om og/eller hvordan den vil knytte an til en forudgående kommunikation,
dvs. om der overhovedet bliver nogen yderligere kommunikation, samt hvordan
den måtte blive, idet en kommunikation som udgangspunkt er åben for flere tilknytninger.
122
121 Jf. Hans-Jürgen Hohm, 2000, Soziale Systeme, Kommunikation, Mensch. Eine Einführung in soziologische
Systemtheorie, Weinheim und München, Juventa Verlag, p. 17. Luhmann beskriver dette forhold som et penetrationsforhold,
som han definerer som dette, at ”et system stiller sin egen kompleksitet (og dermed u-
bestemthed, kontingens og selektionstvang) til rådighed for opbygningen af et andet system.” (SY, p.
290/257)
122 Det er fx mig som Ego (Luhmann kalder Ego for adressaten i og med, at han opfatter forståelsesselektionen
som den afgørende for kommunikationens videre processeren, hvorfor Alter bliver den meddelende, jf.
SY, p. 195/181), der vælger (i dette tilfælde næppe om, men) på hvilken måde, jeg, dvs. Ego, vil opfatte en
meddelt information fra eksempelvis min vejleder, dvs. fra Alter, men det gør Ego ikke uden reference til den
sammenhæng, kommunikationen indgår i, dvs. at Ego foretager en selektion af, hvad kommunikationen drejer
sig om, og vi ser da, at selektion af information bliver til kommunikationens fremmedreference. Eksem-
52

Ingen af disse begrebskomponenter kan iflg. Luhmann forekomme alene for sig
selv. Man kan altså i h.t. dette kommunikationsbegreb ikke forestille sig forståelse uden en
relation til noget meddelt med et vist informationsindhold, ligesom man ikke kan forestille
sig en information, der svæver frit i luften uden en relation til en eller anden meddelelse og
en forståelse eller misforståelse. Kommunikation forløber i tiden som hændelser, og det er
karakteristisk, at processen så at sige løber baglæns 123 som følge af, at det er mig som Ego,
der tager stilling til, hvordan eller om jeg vil forstå, hvad Alter meddeler mig af information,
hvilket tidsmæssigt nødvendigvis må ske forud for min stillingtagen/selektion. Uden
denne forståelse bliver der ingen kommunikation.
På denne måde bliver kommunikation til en rekursiv strøm af tilknytningsmuligheder
og af tilknytninger, hvor der som udgangspunkt ikke er nogen mulighed for, at en eller
flere af kommunikationsdeltagerne vil kunne kontrollere kommunikationsforløbet, bl.a.
på grund af kommunikationsprocessens bagudvendthed, men hvor der imidlertid normalt 124
findes visse andre mekanismer, jf. den anførte binære kode inden for de to anførte funktionssystemer
for opdragelse/uddannelse hhv. videnskab.
Dette forhold forsøger jeg på endimensional vis (dvs. alene i tidsdimensionen) her
at illustrere med den her anførte figur 8, idet jeg på en tidslinje viser det ved, at den i nutiden,
dvs. her og nu forefindende kommunikationsenhed (KE), dvs. systemets operator,
knytter an til en eller flere i den nutidige forgangenhed forefundne kommunikationsenheder
med henblik på at pege frem mod en nutidig fremtid. Det bliver herved klart, at sammenknytningsproblemet,
altså spørgsmålet om, ”hvorledes man overhovedet kommer fra
én elementarhændelse til den næste” (SY, p. 62/74), bliver det centrale, grundliggende problem,
som da ikke ligger ”i gentagelsen, men i tilslutningsevnen” (ibid.). Sidstnævnte,
pelvis foregår kommunikationen omkring specialeprojektet i et formaliseret uddannelsesforløb, der forløber
”inden for” det af de samfundsmæssige funktionssystemer, der af Luhmann betegnes som opdragelses- / uddannelsessystemet,
hvor den binære kode for kommunikationsstyringen er god/dårlig (eksamenskarakter), jf.
afsnit 2.5.3. Samtidig hermed skrives specialet også ”inden for” et andet funktionssystem, nemlig videnskabssystemet.
I dette system er den binære kode for kommunikationsstyringen sand/falsk, hvad indikerer, at
tekstens indhold som sådan og set i relation til det aktuelle videnskabelige niveau burde kunne danne udgangspunkt
for en kommunikationsmæssig behandling under den kode. Systemreferencen må imidlertid nødvendigvis
være til uddannelsessystemet, da Ego er under uddannelse, og da specialet således skrives under de
formaliserede regelsæt, der gælder for området. Det er således ikke en afhandling, der som udgangspunkt/mål
har at opvise selvstændig forskning med henblik på at blive styret under koden sand/falsk, men derimod en
afhandling, der bl.a. skal vise i hvor høj grad Egos tilegnelse af faglige begreber er lykkedes samt vise Egos
evne til at diskutere disse begreber på en fri, utvunget og distanceret måde. I en politologisk sammenhæng,
som den vi her befinder os i, ville det have været mere nærliggende at pege på fx forholdet mellem partier/politikere
og vælgere, men fordi der i det forhold er en meget større kompleksitet allerede pga. antallet af
deltagende psykiske og sociale systemer, har jeg valgt det ”ego”centrerede eksempel.
123 SY, p. 198/184
124 Dvs. i alle andre situationer end interaktionssystemmæssige, altså end i nærværsituationer, hvor selve
nærværet virker styrende, og det mundtlige sprog virker som åbnende for yderligere muligheder i og med, at
man altid kan sige både ja og nej til et selektionsforslag.
53

KE n KE 1 KE 2 KE 3 KE 4 KE 5 KE aktuel
Tiden
Nutidig forgangenhed Nutid Nutidig
fremtid
Figur 8. Kommunikationsenheden og tiden. Figuren er i det væsentlige tegnet efter Dr. Frank Hillebrandt, Institut
für Soziologie der Universität Hamburg, er hentet på internettet 12.2.2002, dateret 10.01.2002, hvor den
ligger som bilag til hans Vorlesung: Einführung in die Soziologie für Nebenfachstudierende på adressen:
www.tu-harburg.de/tbg/Deutsch/Mitarbeiterinnen/Frank/Vorlesung9.pdf .
dvs. tilslutningsevnen og dermed systemets autopoiesis og dermed dets fortsatte eksistens,
beror ikke alene på forståelse eller misforståelse, men også på, at muligheden for afvisning
af et tilbudt kommunikationsforslag i det rent sproglige udgangspunkt er sidestillet med
muligheden for accept. 125
Kommunikationen, som i det væsentlige forløber sprogligt, duplikerer på denne
måde realiteten, idet der herved opstår en fordobling af muligheder i forbindelse med hver
enkelt kommunikationsenhed, nemlig muligheden for såvel at tilslutte sig med et ja, eller
afvise et kommunikationsforslag med et nej. Herved opstår endnu en situation, hvor der
kommer til at bestå en tvang til selektivitet, altså til at vælge mellem ja’et og nej’et. Det er
præcist i denne forbindelse, hvor der altså må ske noget, at systemets autopoiesis ligger, og
som sikrer systemets egen fortsættelse. 126
Nu kan man spørge, om det her beskrevne kommunikationsbegreb kan siges at
være dækkende for særlig megen kommunikation i det moderne samfund, altså om den
kommunikation, der betyder noget i det moderne samfund, i særligt stort omfang bliver
dækket ind ved dette begreb i dets her beskrevne, rene form. Faktisk er det Luhmanns opfattelse,
at det på ingen måde er tilfældet. Faktisk er det Luhmanns opfattelse, at kommunikation
under de aktuelt givne vilkår som udgangspunkt overhovedet ikke er sandsynlig,
dvs. at kommunikation som en proces, der lykkes over tid, faktisk er usandsynlig. 127 Luhmann
peger med nogle ’spidsformuleringer’ 128 i den forbindelse på tre forhold, der gør
125 ES, p. 134, hvor det hedder, at det positive hhv. negative er lige let forståeligt, jf. også afsnit 2.5.2.
126 Luhmann 1995c, p. 120
127 Det falder godt i tråd med Luhmanns såkaldt kontraintuitive tilgang, jf. hans angivelse af sin metodologiske
recept, som ”går ud på at søge efter teorier, som kan forklare det normale som usandsynligt” (SY, p.
162/155).
128 Det sker bl.a. i artiklen „Die Unwahrscheinlichkeit der Kommunikation“, som indgår i: Luhmann 1981f,
p. 25-34.
54

kommunikation usandsynlig: For det første er det usandsynligt, at nogen overhovedet forstår,
hvad den anden mener, når man tager den bestående adskillelse og individualisering
af bevidsthederne i betragtning; for det andet er det usandsynligt, at man overhovedet får
kontakt med kommunikationsdeltagere udover det antal personer, der vil være til stede i en
konkret situation; og for det tredje vil det være usandsynligt, at en kommunikativ kontakt
vil munde ud i, at kommunikationen vil føre til succes, dvs. at selvom en kommunikation
er blevet forstået, er dette i sig selv ingen garanti for, at kommunikationen også vil blive
antaget, jf. også ovenfor.
Med denne måde at tænke på knytter Luhmann direkte an til Thomas Hobbes og
hans politiske teori. 129 Man kan derfor sige, at det for Luhmann også bliver til et spørgsmål
om, hvordan det sociale er muligt, hvordan den sociale orden er mulig. Stiller Luhmann sig
således ind i en lang sociologisk tradition, 130 så bliver det imidlertid med hans måde at besvare
det spørgsmål på klart, at han forstår noget andet ved social orden, eller samfundsmæssig
orden, end man sædvanligvis gør. 131
Luhmann anlægger et ledespørgsmål forud for kommunikationsteorien, der lægger
op til at undersøge, hvordan der kan bygges en orden op, som transformerer noget
umuligt til noget muligt og noget usandsynligt til noget sandsynligt. 132 Udgangspunktet er
altså en tese om, at kommunikation og dermed socialitet overhovedet ikke er mulig; men
som vi jo ved fra vores daglige erfaring, så er der masser af kommunikation og dermed
socialitet, og der er i dag et højkomplekst verdenssamfund med en lang række funktionssystemer,
organisationssystemer og interaktionssystemer, jf. også foran. I det følgende afsnit
vil jeg derfor skitsere Luhmanns beskrivelse af, hvordan der ud af denne ekstreme ud-
129 Luhmann 1981f, ibid. p. 25. Luhmann præciserer endvidere i sin forelæsning om dobbelt kontingens, jf.
ES, p. 321, at den af Hobbes beskrevne naturtilstand aldrig er blevet konstateret som et historisk tilfælde. Der
er alene tale om en model på samme måde som modellen med dobbelt kontingens, som er en model for rekonstruktionen
af de betingelser, der kræves for, at muligheden for social orden kan opfyldes, jf. i øvrigt foran,
afsnit 2.1. samt i øvrigt også: Gunnar Skirbekk og Nils Gilje, 1995, bind 1, p. 259.
130 Jf. bl.a. Gorm Harste i ’Introduktion og fortolkning’, p. 26 ff., til Emile Durkheim, Om den sociale arbejdsdeling,
København, Hans Reitzels Forlag, 2000, eller Curt Sørensen 1976, Marxismen og den sociale
orden, Forlaget GMT, passim.
131 Luhmann vil her anføre, jf. GG, p. 52, at det drejer sig om stabilitet, og stabilitet vil i det moderne sige
dynamisk stabilitet; systemteoretisk er der tale om temporaliserede systemer, som kun kan vinde stabilitet
ved en løbende udskiftning af de i øvrigt flygtige elementer. Disse systemers strukturer må være indstillet på,
at sådan er vilkårene for deres elementer, dvs. at nutiden er meget kort, jf. ovenfor fig. 8, hvad kan begrundes
med, at man må lægge til grund, at i samme øjeblik en information er blevet meddelt i et system, fx en politisk
information i det politiske funktionssystem, så vil der samtidig være meddelt alle mulige andre politiske
informationer, hvad indebærer, at udgangspunkt for en iagttagelse må være, at alt sker samtidigt. Netop fordi
det er sådan, vil ’scenen’ eller ’dagsordenen’ hele tiden skifte; muligheden minimeres på denne måde for et
’deadlock’, dvs. en tilstand, hvor systemets kommunikation går i hårdknude med deraf følgende trussel mod
selve systemets eksistens.
132 Luhmann 1981f, ibid.
55

gangssituation er opstået, hvad vi med Luhmann i dag benævner det moderne samfund,
dvs. det funktionelt differentierede samfund.
2.5. Dobbelt kontingens, kommunikationsmedier: sprog, spredningsmedier,
symbolsk generaliserede kommunikationsmedier.
Med den følgende beskrivelse af Luhmanns måde at begrunde, hvordan nogle af
de efter hans opfattelse fundamentale forhold omkring kommunikationer og disses differentiering
hænger sammen, vil vi komme langt væk fra de store indgangsportaler til hans
samfundsteori, dvs. begreber som funktionel differentiering og systemteori. Det sker i den
hensigt at opnå, hvad Luhmann kalder for praktisk fortrolighed med dele af teorien og dens
konstruktion. Dette er nødvendigt, hvis det skal kunne lykkes senere at pege på mulige
fremgangsmåder for en mere praktisk og empirisk orienteret anvendelse af Luhmanns udkast
til en samfundsteori.
Luhmann har i en artikel fra 1969 beskrevet tankegangen således: ”Nicht alles an
Theorien ist intersubjektiv zwingend gewiss. Um praktische Vertrautheit mit Theorien, eigenen
oder fremden, zu erlangen, darf man sich nicht nur an die grossen, einladenden Portale
halten, durch die jedermann eintreten kann. Bei weiterem Vordringen stösst man auf
andersartige, auch funktionale Einrichtungen, die der Stabilisierung des Ganzen, der Verteidigung
der Errungenschaften oder der Erleichterung interner Beweglichkeit und Einfallsproduktion
dienen. Da gibt es Dunkelkammern, in denen man nur nach längerer Eingewöhnung
etwas sieht. Nicht selten ist das der Ort, an dem der Theoretiker seine inneren
Erfolge hatte und von dem aus er sich in seiner Konstruktion sicher fühlen kann. Und man
ahnt, dass es Geheimgänge geben müsse, die die Insassen rascher als den Kritiker zu neuen
Argumenten führen, findet Scheintüren, an denen man sich vergebens abmüht, und richtige
Türen, die sofort wieder nach draussen führen. Die Darstellung der Theorie vermittelt keine
ausreichende Vorstellung ihres Konstruktionsplanes, den die weitere Arbeit zugrunde
zu legen hat. Wer das verkennt, bleibt ein Kritiker.“ 133
Citatet tjener endvidere det formål at være et udtryk for, at vi med Luhmann har at
gøre med en teoretiker, der hele tiden tænker over, hvad der også kunne være skrevet, hvis
det ikke lige netop var, fordi det skrevne nu engang er, hvad der er skrevet, altså at Luh-
133 Her citeret fra Luhmann 1974d, p. 264. Der er nok også mere teoriproduktionspolitiske grunde til, at
Luhmann formulerer sig sådan. Det har nemlig på den tid også drejet sig om for Luhmann overhovedet at få
arbejdsro, og det kunne han bl.a. søge at opnå ved at skabe distance til og forvirring hos sine læsere, som nok
på den tid primært var kritikere!
56

mann også opfatter sig med sin egen teoriproduktion som underlagt de generelle kontingensvilkår,
som al anden samfundsmæssig aktivitet efter hans opfattelse også er underlagt!
2.5.1. Dobbelt kontingens
I det foregående er forholdet omkring dobbelt kontingens flere gange antydet som
et grundliggende forhold, ligesom jeg i en note har henvist til Parsons & Shils (udg.), Toward
a General Theory of Action, fra 1951, hvori forfatterne gør opmærksom på, at der
ved menneskelig interaktion er en komplementaritet ved forventningerne, som har central
betydning for analyserne af de kulturelle mønstres oprindelse og funktion. 134 Luhmann
knytter i en vis udtrækning an til denne måde at betragte den ubestemthed på, der således
antages at være i interaktionsforhold allerede forud for indledningen af en kommunikation
og dermed forud for etablering af det sociale. Luhmann præciserer imidlertid, at der historisk
set ikke er tale om, at der findes et højere niveau af værdier, som i det store og hele er
intakte, og som motiverer til og virker styrende for de lavere handlingsniveauer, men derimod
sådan, at man i stedet først og fremmest har at gøre med en tidslig ordning. Dette indebærer,
at når man har med situationer med dobbelt kontingens at gøre, må man forestille
sig, at det udvikler sig på den måde, at systemet enten kommer i konflikt, eller at det udvikler
en slags samvirke. Situationer med dobbelt kontingens er nemlig altid bygget op
som en selvreferentiel cirkel: ”Wenn Du tust, was ich will, tue ich, was Du willst”, som det
hedder i GG, p. 336. 135 På den baggrund kan der så opbygges en fælles historie, som kan
medvirke til opbygning af en teori, der mere fokuserer på, hvordan det udvikler sig til operationer,
der har den evne at danne systemer og dermed at trække grænser, dvs. at skelne
systemer fra omverdenen. 136
134 Luhmann anfører i ES, p. 317, at begrebet om dobbelt kontingens så vidt ses er opfundet i sammenhæng
med interdisciplinære planer for opbygning af et nyt departement for sociale relationer ved Harvard universitetet,
altså i sammenhæng med forsøg på at bringe forskellige discipliner under en fælles teoretisk ramme,
nemlig discipliner som: kulturantropologi, psykologi, sociologi, politologi, osv. Man forsøgte helt åbenbart
med begrebet om dobbelt kontingens at undgå vanskelighederne med værdiperspektivet såvel som med forventningsstrukturperspektivet,
dvs. at forklare, hvorledes det kommer til fælles værdier, til en symbolsk kodning
af den sociale adfærd og hvorledes kulturantropologer og psykologer eller sociologer ville kunne tilskære
og udarbejde forskellige aspekter. Opfinder af begrebet synes at have været Robert Sears; men det er især
blevet kendt via forordet til den af Parsons & Shils udgivne Towards a General Theory of Action i 1951.
135 I SY anfører Luhmann samme selvreferentielle cirkel, blot i omvendt rækkefølge: ”Jeg gør, hvad du vil,
hvis du gør, hvad jeg vil”, p. 166/158, hvad imidlertid ikke forrykker meningsindholdet, som er, at der herved
sættes en proces i gang, som over tid bevirker, at problemet med den dobbelte kontingens’ usikkerhed så at
sige løser sig selv, og gør det på en måde, som udelukker, at usikkerheden hos hvert enkelt psykisk system
kan tilbageføres til det enkelte psykiske system, dvs. at denne usikkerhed på sigt bliver løst på eller ud fra det
i kommunikationssituationen opståede nye systems niveau (SY, p. 167/159), jf. dog også nedenfor.
136 ES, p. 320, jf. i øvrigt SY, p. 148/143 ff. Luhmann har også på dette centrale område i sociologisk teoridannelse
meget tidligt skitseret sin grundlæggende opfattelse, jf. Luhmann 1976a, Generalized Media and the
Problem of Contingency, i: Jan J. Loubser m.fl. (ed.) Explorations in General Theory in Social Sciences. Essays
in Honour of Talcott Parsons, Vol. 2, New York, Free Press, p. 507-532. Denne artikel har Luhmann
57

Hvor Parsons altså forestillede sig, at disse sociale processers videre forløb i form
af institutionalisering bliver bestemt primært via kulturelle værdier eller normer, som på
sin side er tvingende nødvendige, og som på denne måde indskrænker kontingensens 137
spillerum inden for sociale systemer, dér medfører Luhmanns måde at gribe sagen an på, at
problemet med kontingensen generelt relateres til de foran anførte meningsbaserede kommunikationssystemer.
138 Det får bl.a. den betydning, at kontingens og dobbelt kontingens
hos Luhmann ikke knyttes til eller udgår fra en éntydig bestemmelse af alter og ego som
personer, dvs. som psykiske systemer, men disse begreber ”skal følgelig lade det stå åbent,
om det drejer sig om psykiske eller om sociale systemer; og de skal lade det stå åbent, om
disse systemer tilslutter sig en bestemt processeren af mening eller ej.” (SY, p. 152/146).
Udgangspunktet er altså ikke en metaforisk anvendelse af ego og alter som to personer.
Begreberne ego og alter udlægges derimod som positioner, der skal udtrykke, at ethvert
menneske, der deltager i en kommunikation, er både ego og alter (GG, p. 333). I denne
Luhmannske udlægning af begreberne ego og alter bliver begreberne således knyttet til et
systemniveau, og det er da ud fra det til enhver tid værende konkrete system, at kontingensproblemet
i den Luhmannske tilgang iagttages.
Luhmann præciserer, jf. også foran, at der ikke er tale om en historisk og dermed
empirisk underbygget tilgang, men at der bag det ejendommelige udtryk om dobbelt kontingens
skjuler sig en reformulering af det spørgsmål, som blev formuleret første gang af
Immanuel Kant, og som vedrører den sociale ordens mulighed. Spørgeteknisk gik Kant
frem med spørgsmålet: ’Hvorledes er social orden mulig?’ Dette var en anden måde at
spørge på, end den indtil da sædvanlige, hvor spørgsmålet ville gå mere kontant på: ’Hvad
er tilfældet?’ 139 Der er således tale om, at anvendelsen af begrebskonstruktionen for dobskrevet
allerede i 1970, jf. Luhmann 1971c, Systemtheoretische Argumentationen. Eine Entgegnung auf Jürgen
Habermas, i: Jürgen Habermas & Niklas Luhmann, Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie –
Was leistet die Systemforschung?, Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 291-405, p. 306.
137 Om kontingens skriver Luhmann (SY, p. 152/146-147), at ”noget er kontingent, når det hverken er nødvendigt
eller umuligt; når det altså kan være sådan, som det er (var, vil blive), men også kunne være muligt
på en anden måde. Begrebet betegner følgelig noget givet (noget erfaret, forventet, tænkt eller fantaseret)
med henblik på noget mulig andet; det betegner genstande inden for horisonten af mulige varianter. Det forudsætter
den givne verden; det betegner altså ikke det mulige i det hele taget, men det, der set ud fra realiteten
er muligt på en anden måde.”
138 Som Luhmann derfor også tolker som forskellige måder at håndtere dobbelt kontingens på, jf. bl.a. GG, p.
813, hvor det hedder: “…Interaktionen und Organisationen als einen eigenständigen Typus des Umgangs mit
doppelter Kontingenz anzusehen”. Jf. endvidere Jönhill 1997, p. 143. Se også Talcott Parsons, 1971, The
system of modern societies, Englewood Cliffs, New Jersey, Prentice-Hall, Inc., p. 6.
139 ES, p. 315. Hos Gunnar Skirbekk og Nils Gilje, 1995, bind 2, p. 56, hedder det således: ”Kant spørger ikke,
om dette er tilfældet, men hvordan det kan være tilfældet.” Hos Luhmann 1991g, Die Wissenschaft der
Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp,(opr.1990), p. 98, (herefter forkortet til WG) hedder det, at „Die kantische
Revolution .. besteht in der Umstellung von Was-Fragen auf Wie-Fragen“, og dette modsvarer en omstilling
fra 1. ordens til 2. ordens iagttagelse. Det kan derfor ses som et udtryk for en fortsættelse eller vel
snarere en genoptagelse af denne revolution, når Niels Åkerstrøm Andersen, 1999, Diskursive analysestrate-
58

elt kontingens tjener det formål at virke som model for rekonstruktion af de betingelser,
der kræves for, at muligheden for social orden, dvs. for kommunikation, kan opfyldes, og
som kan anvendes uafhængigt af tid og sted, men dog først i det moderne, funktionelt differentierede
samfund. 140 Derfor bliver synsvinklen i virkeligheden den modsatte af den tilgang,
som vi ser hos Parsons, idet vi hos Luhmann ser, at hans svar på dobbeltkontingensens
grundliggende og stadigt urovækkende spørgsmål er, dels at samfundet som sådan
overhovedet er forudsætning for, at dobbelt kontingens kan erfares (GG, p. 817) 141 , dels at
de respektive sociale systemformer, dvs. interaktionssystemer og organisationssystemer
(GG, p. 813), men også funktionssystemer med deres symbolsk generaliserede koder, 142 til
stadighed er konkrete svar på, hvordan dette grundliggende problem bliver behandlet og
løst. Da disse systemer via kommunikationens autopoiesis er selvreproducerende, kan man
også sige, at kommunikationen er såvel løsningen på som reproduktionen af problemet
med dobbelt kontingens. 143
Vi har derfor som udgangspunkt på én og samme tid dobbelt kontingens og kommunikation/sociale
systemer, og vi har det stående i et problemforhold, der ses i et
tidsperspektiv. Derfor skal den kontingensteoretiske tilgang til det, der her står i fokus,
nemlig konditioneringen og udviklingen af det moderne samfunds funktionssystemer, ses
som en integreret del af den almene kommunikationsteori, som Luhmann foreslår til brug
ved en beskrivelse af netop disse respektive systemformers opståen og udvikling. 144
gier, Foucault, Koselleck, Laclau, Luhmann, København, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, her mere end 200
år senere kan opleve noget, som han ser som ”en ny form for spørgen” .. som ”rummer en videnskabsteoretisk
forskydning fra ontologi til epistemologi.” En spørgen ”ikke til hvad, men til hvordan.” p. 12-13.
140 ES, p. 321 ff. Luhmann anfører i øvrigt som sin tolkning af såvel spørgeteknikkens som selve den saglige
problemstillings historiske opståen, at dette forhold hænger snævert sammen med den overgangstid, som
Kant levede i, dvs. overgangen fra det hierarkiske, standsopdelte eller stratifikatorisk differentierede samfund
til det moderne funktionelt differentierede samfund. Sagen var jo den, at ’man’ ikke mere accepterede samfundets
hierarkiske orden, jf. bl.a. og som det eksemplariske udtryk herfor den store franske revolution, hvorunder
hørte en antagelse om, at bestemte folk fra fødslen var bedre end andre. Men når nu hierarkiet brød
sammen, var spørgsmålet, hvordan en social orden da vil være mulig.
141 Hvad selvsagt skal forstås som dette, at man ikke vil kunne erfare problemet med kontingens/dobbelt kontingens
uden, at muligheden for at kommunikere allerede foreligger, dvs. uden at der allerede foreligger et
samfund, som jo hos Luhmann er ensbetydende med den mulige kommunikation. Det er derfor i virkeligheden
lidt som at spørge til, hvad der kommer først, hønen eller ægget; men altså med den væsentlige teoretiske
baggrund, at det her drejer sig om at undgå oprindelsesspørgsmål! Se også SY, p. 156/149, hvor det hedder:
”Højkomplekse systemer, der betjener sig af mening, og som ikke er gennemskuelige og mulige at kalkulere
for hinanden, hører til det grundlag, som er forudsat i teoremet om den dobbelte kontingens. Disse kan være
psykiske eller sociale systemer.”
142 Jf. bl.a. Luhmann 1996b, Die Wirtschaft der Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp 2. opl. 1996 (1988),
p. 240, hvor det hedder, at ‚Symbolisch generalisierte Kommunikationsmedien sind evolutionär entstandene
und bewährte Antworten auf ein Problem der doppelten Kontingenz und sind dadurch geprägt und begrenzt.’
143 Jf. også Andreas Göbel 2000b, Theoriegenese als Problemgenese. Eine problemgeschichtliche Rekonstruktion
der soziologischen Systemtheorie Niklas Luhmanns, Konstanz, Universitätsverlag Konstanz, p. 184.
144 Det hedder således i SY p. 236/214, at ”Kommunikation induceres gennem erfaringen med dobbelt kontingens;
på dens betingelse (dvs. på den dobbelte kontingens’ betingelse, NKP) kommer den så godt som
tvangsmæssigt i stand…”
59

2.5.2. Sprog og spredningsmedier
Som anført foran, bygger Luhmann denne almene kommunikationsteori op på en
tese om, at kommunikation er usandsynlig, og at denne usandsynlighed hænger sammen
med tre problemer, som han har identificeret. I kort form kan det siges at dreje sig om for
det første den usandsynlighed, der består i, at nogen overhovedet forstår, hvad den anden
mener med et kommunikationsforslag, når man tager den bestående adskillelse og individualisering
af bevidsthederne i betragtning. Til løsning af dette problem er sproget opstået
og da først som mundtligt sprog. Sproget udgør som sådan det grundlæggende kommunikationsmedium
i samfundet, og det er forudsætning for, at samfundets autopoiesis overhovedet
kan virke (GG, p. 205), ja, det må iflg. Luhmann ligefrem forudsættes som en slags
hjælpekonstruktion ved enhver evolutions ’take off’ af autopoietiske, sociale systemer
(GG, p. 208) 145 , herunder af interaktionssystemer, som dog har den fordel, at selve tilstedeværelsens
sociale tryk er med til at sikre en succesrig kommunikation. For det andet drejer
det sig om det forhold, at udviklingen i samfundet er gået fra i det væsentlige interaktionsmæssig
kommunikation til i det væsentlige kommunikation inden for andre former for
systemdannelser, dvs. inden for organisations- henholdsvis samfunds- eller funktionssystemdannelser.
Til aflastning af herved opståede kommunikative problemer, herunder problemet
om, hvorvidt meddelt information overhovedet kan nå frem til vurdering hos modtagere
af sådan information, er der sket en udvikling af spredningsmedier, 146 først i form af
skriftsprog overhovedet, som ved hjælp af håndskrifter blev formidlet til dels et direkte beregnet,
dels til et i øvrigt begrænset publikum, og efter et par tusinde år da via trykpressen i
form af bogtryk og periodika, herunder dagspresse, til en anonym modtagerkreds, hvilket
for alvor gav grundlag for ændringer i den samfundsmæssige kommunikations vilkår (GG,
p. 291ff.). Skriftsprog og bogtryk er imidlertid ikke alene medier til løsning af kommunikative
problemer; de er selv ophav til kommunikative problemer. Der opstår nemlig herved
for det tredje det problem, at den således fremførte information, selvom den måtte blive
forstået, ikke i sig selv giver nogen sikkerhed for at blive antaget og accepteret af modtageren,
dvs. til at danne grundlag for dennes videre kommunikation og/eller tilsluttende handling.
Det er her, teorien om symbolsk generaliserede kommunikationsmedier (SGK) eller
145 Sproget er nok forudsætning, men det er dog dets binære kodning, jf. nedenfor, der er afgørende for overvindelsen
af den forudsatte evolutionære usandsynlighed for den samfundsmæssige autopoiesis, jf. GG, p.
230.
146 Luhmann bruger betegnelsen ’spredningsmedier’ (Verbreitungsmedien), når det drejer sig om at beskrive
rækkevidden ved social redundans. Spredningsmedier er altså medium for social redundans, som på sin side
beskrives som ”talrige muligheder, som alle opfylder den samme funktion ... der opstår et overskud af informationsmuligheder,
som … gør systemet uafhængigt af bestemte relationer og sikrer det mod fare for tab.
Den samme viden og den samme indstilling er for hånden på flere måder ... systemet bliver mindre afhængigt
af, at al kommunikation skal formidles gennem individualiseret bevidsthed.” (SY, p. 237-238/215-216).
60

succesmedier (Erfolgsmedien) kommer ind med den påstand, at disse succesmedier yder en
ny form for sammenknytning af konditionering 147 og motivation (GG, p. 203).
På samme måde som Luhmann organiserer sin måde at tænke system på med udgangspunkt
i en skelnen mellem system og omverden, hvor systemet rent iagttagelsesmæssigt
bliver til selve forskellen, 148 organiserer Luhmann sin måde at tænke kommunikation
på med en skelnen mellem medium og form. 149 Denne skelnen mellem medium og form
svarer til, hvad Luhmann på abstrakt niveau kalder for en skelnen mellem løs og fast kobling
af elementerne i et system, hvor mediet da består af de løst koblede elementer, mens
formen føjer disse løst koblede elementer sammen til en fast kobling. Mediet er således altid
”et talrigt forhåndenværende kombinatorisk potentiale, som lejlighedsvis eller i forbindelse
med brugen bliver forsynet med faste koblinger, og som først derved bliver brugbart”.
150 Som med differencen mellem system og omverden så også med differencen mellem
medium og form: Markeringen af denne forskel bliver selv til en form, og derfor kan
Luhmann også hævde, at vi her har at gøre med en skelnen, der implicerer sig selv, og som
derved bliver autologisk, og han ’spinder’ videre: ”Um zu explizieren, was wir unter Medium
und Form verstehen, müssen wir Sprache verwenden, benutzen wir also die Unterscheidung
von Medium und Form” (GG, p. 198). Opløsningen af dette paradoks sker
ved hjælp af indførelse af tid i og med, at det tager tid at bruge sproget til at udtrykke en
147 Begrebet om konditionering er centralt i systemteorien. Det betyder, at relationen mellem et systems elementer,
det vil i tilfældet med et socialt system altså sige relationen mellem kommunikationsenheder, jf. foran,
”kun bliver realiseret under den forudsætning, at noget andet er tilfældet eller ikke er tilfældet” (SY,
p.44/60); med andre ord, at der sker en ”fastlæggelse af betingelser, hvorunder sammenhænge mellem elementer
fremstilles eller ikke fremstilles”, og dermed er ”al opbygning af systemkompleksitet .. en følge af
konditionering” (SY, p.537/455). Konditionering hører til de allermest almene forudsætninger ved enhver systemdannelse.
Konditionering fastlægger nemlig ikke-tilfældige sammenhænge i den betydning, at et givent
karakteristikum gør andre foreliggende karakteristika mere eller mindre sandsynlige (GG, p. 230).
148 Jf. ES, p. 66, hvor det hedder, at „Ein system ‚ist’ die Differenz zwischen System und Umwelt“, hvad i sig
selv udgør et paradoks, jf. i øvrigt foran om paradoksforhold, eller i GG, p. 59, hvor Luhmann forstår ”die
Systemtheorie als Theorie der Unterscheidung von System und Umwelt”.
149 Jf. GG, p. 59, hvor Luhmann anfører, at ”Die Behandlung von Kommunikation als diejenige Operation,
die spezifisch soziale Systeme reproduziert, orientiert sich an der Unterscheidung von Medium und Form“.
Det skal ikke forstås på den måde, at forskelssættelsen medium/form er bundet alene til kommunikationsteorien.
Luhmann har i et lille interview fra 1990, Hans Dieter Huber, 1991, Interview mit Niklas Luhmann am
13.12.90 in Bielefeld, i: Texte zur Kunst, Vol. I (Herbst 1991), No. 4, p. 121-133, hentet på internetadressen,
http://www.hgbleipzig.de/ARTNINE/huber/ aufsaetze/luhmann.html den 23.12.2000, forklaret, at det ikke er
sådan, at han nu bruger medium/form i stedet for system/ omverden, men derimod bruger han de to formuleringer
som en slags alternativer til hinanden med henblik på, at de gensidigt vil kunne begrunde hinanden, og
dermed – formoder jeg – er tankegangen den, at hvis Luhmann med en sådan begrebslig udvidelse af sit repertoire
kan få flere eller andre facetter frem, og måske på en mere hensigtsmæssig måde, så vil han gøre
brug af den.
150 Jf. Luhmann 1993n, bånd 4, eller som det med en næsten enslydende formulering hedder flere andre steder
i Luhmanns forfatterskab, fx her i WG, p. 53: „Medium ... ist jeder lose gekoppelte Zusammenhang von
Elementen, der für Formung verfügbar ist, und Form ist die rigide Kopplung eben dieser Elemente, die sich
durchsetz, weil das Medium keinen Wiederstand leistet.“
61

sætning. Det er altså ikke paradokset, der her er det interessante, det er igen det forhold, at
koblingen mellem de løse og de faste koblinger implicerer tid. 151
Forskellen mellem medium og form kan i denne kommunikationsmæssige sammenhæng
således beskrives ud fra sproget. Et sprog er altid allerede som konkret erkendelse
152 en form, ligesom det også udgør en form i og med, at det kan tage form som lyd, hvor
lyden da er medium for de konkrete sproglige lydformer; men sproget er også medium for
dets bogstaver, ord og sætninger, som da udgør særlige former. Et sprogs ord kan ikke anvendes
uden, at der findes regler, der angiver måder at kombinere disse ord til sætninger
på. Et sprog fremstår derfor som et mængdemæssigt, forhåndenværende kombinatorisk potentiale,
og det er dette potentiale, der udgør en løs kobling, og som Luhmann betegner
som medium. 153 I praksis sker der følgende, idet jeg med Luhmann formulerer det i dette
medium-form-sprog: Det tager tid at koble og afkoble de respektive former i det sproglige
medium, men det sker! Men i og med, at det sker, dvs. i og med, at denne løbende dannelse
af sproglige (eller meningsmæssige) former sker inden for og med mediet, som altså i de
aktuelle situationer kobles til en fasthed og derved bliver til en fast kobling, kan man også
sige, at mediet ’cirkulerer’ i kommunikationssystemet, at mediet har sin enhed i selve bevægelsen
(GG, p. 199), hvorved vi herved med Luhmann tidsmæssigt har fået beskrevet en
autopoietisk proces i et kommunikationssystem, dvs. at vi herved har fået beskrevet, hvordan
kommunikationen i praksis kan ’komme fra den ene elementarhændelse til den næste’,
for nu at knytte an til det tidligere i kommunikationsafsnittet herom anførte.
Sproget udgør altså det grundlæggende kommunikationsmedium. Sproget er nødvendigt
for at samfundets autopoiesis kan komme i gang, og sproget garanterer samfundets
fortsættelse som en autopoietisk proces (GG, p. 205). Det sker ved den mulighed, som kun
sproget åbner op for, nemlig en skelnen mellem meddelelse og information. Thi når nogen
taler, kan man ikke se bort fra, at det gøres med en hensigt. Derfor kan man heller ikke se
bort fra, at man skelner mellem, hvad der siges, og at der siges noget. Denne skelnen er
central, for den fordrer, at der produceres et svar. Hvis man ikke skelnede, hvis man altså
kun hørte lyden af sproget, eller så på den gestus, der blev vist, så ville det fremstå som ren
adfærd, som ikke i sig selv fordrer, at den anden svarer. 154
151 Jf også foran i afsnittet om systemteori.
152 Vi har ikke på dansk et godt ord for det tyske: ”Wahrnehmung”, men det kan vel lidt gammeldags beskrives
med at blive noget var; at blive klar over noget; at iagttage noget; at erkende noget; jf. i øvrigt Luhmann
1993n, bånd 4.
153 Jf. også gennemgangen foran af ’medium’ eller ’medie’ (bl.a. i afsnittet om systemer).
154 Jf. Luhmann 1993n, bånd 6.
62

Det er imidlertid som anført også sproget, der i kraft af sin indbyggede binære
kodning 155 , giver mulighed for, at der ved enhver kommunikation kan formuleres såvel en
positiv som en negativ version. Sproget i sig selv danner på den måde grundlag for, at der
sker en fordobling af ethvert realitetsforhold uden, at dette har noget modsvar i verden 156
som sådan, idet verden i sig selv hverken er positiv eller negativ (GG, p. 222). Det betyder,
at der ved ethvert udsagn i det rent sproglige udgangspunkt vil være mulighed for modsigelse
og dermed for konflikt, men også mulighed for tilslutning og dermed for konsensus.
Denne fordobling kommer endvidere til at fungere som en struktur 157 , der relaterer alene til
sproglig kommunikation 158 , dvs. som kun kan læres psykisk gennem deltagelse i selve den
sproglige kommunikation (GG, p. 221-222).
Luhmann betoner (GG, p. 226-229), at denne kodning af sproglig kommunikation
har meget vidtrækkende betydning. Opsummerende præciserer han, at al sproglig kommunikation
vil være omfattet af kodningen, at der ikke som sådan ligger nogen præferencer i
denne sproglige kommunikation for et ja eller et nej, at kodningen relaterer til kommunikation
og ikke til deltagende kommunikanters hensigter og/eller indstillinger, at al brug af
negation, dvs. modsigelse, implicit forudsætter en skelnen således, at der kan dannes sikkerhed
for, hvad der fortsat står åbent for kommunikation, og hvad der er afvist, at man i
en vis udstrækning kan dirigere ja/nej gennem sproglige markeringer, at den vigtigste effekt
af kodningen antages at være, at enhver kommunikationsoperation, dvs. enheden af
meddelelse, information og forståelse, afsluttes med netop forståelse, og at det er her, muligheden
ligger for at bringe interesser ind i kommunikationsprocessen, fordi forståelse jo
155 Luhmann gør udtrykkeligt opmærksom på, at han med kode-begrebet mener det begreb, som man anvender
inden for kybernetikken, dvs. et kodebegreb, som er afgrænset til anvendelse i forbindelse med binære
strukturer – i modsætning til det kodebegreb, man anvender inden for lingvistikken (GG, p. 221, note 49). I
Luhmann 1975c, p. 172, henviser han til et biogenetisk kodebegreb som modsætning til et fra lingvistikken.
Når han således vil undgå lingvistikkens kodebegreb, beror det på, at dette efter hans opfattelse ikke indeholder
noget afgrænsningskriterium, hvad betyder, at det ikke kan angive hvilke ”Direktiven oder Symbole zu
einem Code gehören und welche nicht.”, hvorfor man er henvist til på forhånd at kende den særlige kultur,
tradition, regionale egenart osv., for på intuitiv vis at kunne afgøre, hvad der ved dette udsnit hører til en kode
og hvad der ikke gør. Se: Luhmann1994d, Soziologische Aufklärung 4. Beiträge zur funktionalen Differenzierung
der Gesellschaft. 2. opl. (1987) Opladen, Westdeutscher Verlag, p. 13.
156 Verdensbegrebet knytter Luhmann tæt til begrebet mening, hvorfor jeg erindrer om fig. 7 foran. I SY, p.
283/252 formulerer Luhmann det således: ”Verden er … korrelat til identiteten af mening, den er fuldstændig
medgivet i ethvert meningselement … Vi indsætter .. verdensbegrebet som begreb for meningsenheden for
differencen mellem system og omverden og benytter det dermed som et differenceløst sidstebegreb.”
157 Luhmann beskriver i kort form struktur som ”Erwartungen in Bezug auf die Anschlussfähigkeit von Operationen,
sei es des blossen Erlebens, sei es des Handelns, und Erwartungen in einem Sinne, der nicht subjektiv
gemeint sein muss“, jf. ES, p. 103, og strukturers funktion er at være med til at afklare, hvordan ”eine
Operation zu einer anderen, nächsten kommt” (ibid., p. 329), jf. også gennemgangen af kommunikationsbegrebet
foran.
158 Dvs. som ”eine lediglich kommunikationstechnische Einrichtung” og ikke til ”einen Weltsachverhalt, den
man in der Kommunikation nur noch abzubilden hätte“ for nu at citere fra en noget tidligere tekst: Luhmann
1990a, Ökologische Kommunikation, Opladen, Westdeutscher Verlag, 3. opl. 1990, (1986), p. 78.
63

er forudsætning for kommunikativ tilslutning; og fordi man som udgangspunkt gerne vil
forstås, må der også kunne forudsættes at være en fælles interesse i forståelighed, som
imidlertid kun er acceptabel, fordi der umiddelbart i forlængelse heraf ligger denne bifurkation
mellem et ja og et nej. 159
For yderligere at betone vigtigheden af denne sprogets binære kodning citerer jeg
direkte fra GG, p. 230: ”Die Codierung der Sprache überwindet die evolutionäre Unwahrscheinlichkeit
eines sich operativ abschliessenden Kommunikationssystems. Sie garantiert,
soweit das im System selbst möglich ist, die Autopoiesis der gesellschaftlichen
Kommunikation, indem sie sie transformiert in die Freiheit, zu allen erreichten Bestimmtheiten
folgenreich ja oder nein zu sagen. Deshalb evoluieren in komplexen Gesellschaften
nicht Konsenspflichten 160 , sondern .. symbolisch generalisierte Kommunikationsmedien“.
Hermed siger Luhmann med andre ord, at det er kombinationen af denne sprogets
binære kodning og det forhold, at kommunikationens muligheder er blevet udvidet i og
med, at udviklingen af spredningsmedier har muliggjort, at kommunikationen kan løsnes
fra bindingen til interaktionssystemer, der har ført til, at der historisk sine steder i forbindelse
med løsningen af kommunikative problemer er opstået behov for den ovenfor anførte
nye form for sammenknytning af konditionering og motivation. Og det er her, som allerede
foran anført, at teorien om symbolsk generaliserede kommunikationsmedier (SGK) eller
succesmedier (Erfolgsmedien) kommer ind. Hvad Luhmann nærmere mener hermed, bliver
da emnet for de næste afsnit.
2.5.3. Symbolsk generaliserede kommunikationsmedier: funktion
Begrebet om de symbolsk generaliserede kommunikationsmedier – eller SGK –
stammer fra Parsons’ teori om interaktionsmedier, 161 dvs. penge, magt, indflydelse, værdier
(GG, p. 318). Med symbolsk sigter Parsons på forskellen mellem ego og alter, dvs. til
socialdimensionen, og med generaliseret sigter han til forskellen mellem situationerne, alt-
159 Jönhill 1997, p. 255-256 anfører i øvrigt som sin tolkning af Luhmann i forlængelse af denne opsummering,
at ”frihet forstås som varken mer eller mindre än en effekt, eller et biprodukt, av kommunikationens binaritet.
Frihet är betingad av möjligheten att säga ja eller nej.” .. hvad Luhmann selv direkte skriver i SY, p.
205/189, hvor det hedder, at ”kommunikation uundgåeligt og til stadighed reproducerer friheden til at antage
og forkaste”.
160 Vi har her et eksempel på et at de mange, ja, nærmest utallige ’hip’ til Habermas og hans normative forestillinger
om konsensussøgende kommunikation. Men i øvrigt forekommer dette ’deshalb’ mig at være noget
løst begrundet her. Dog er tankegangen så vidt ses den, at den løbende udvikling væk fra primært interaktionsbaseret
kommunikation til andre former for mere systembaseret, distanceovervindende kommunikation,
medfører dette behov for symbolsk generaliserede kommunikationsmedier.
161 Ifølge Helmut Willke, 2000, p. 203, udviklede Parsons sit mediekoncept i analogi til pengemekanismen,
dvs. hvor penge fremstår som symbol på bytteværdien af goder og tjenesteydelser, dér kommer de til at befri
den økonomiske virksomhed fra den temmelig besværlige gensidige afstemning af varer med varer. Har man
penge, er man generelt meget mere interessant som økonomisk partner i et bytteforhold.
64

så til sagsdimensionen. Dvs. at symboliseringen og generaliseringen hos Parsons tjener til
at koordinere to aktører og deres handlinger i relation til hinanden og til et sagsforhold
(GG, p. 318).
Luhmann benytter sig igen af begreberne om medium og form, jf. ovenfor, og siger,
at begrebet symbol generelt set udgør en form eller en meningsform. 162 I kommunikationssammenhænge
fungerer symboler som medier, der i og med, at de altså føjer det adskilte
sammen uden at ophæve dets iboende forskelle, så at sige bygger bro over en forskel
og udstyrer kommunikationen med antagelseschancer (GG, p. 319), idet sproget, som vi så
foran, i sig selv netop ikke sikrer disse antagelseschancer. Med generaliseret tænker Luhmann
på forskellen i situationer, som kan henføres til de respektive delsystemer eller funktionssystemer,
altså som hos Parsons til sagsdimensionen.
For Parsons er begrebet symbolsk generaliserede kommunikationsmedier relateret
til en konsekvens af funktionel differentiering, som på sin side er udtryk for en konsekvens
af handlingsteorien eller rettere af handlingsbegrebets logik, 163 ligesom begrebet hos Parsons
tjener til at forbinde delsystemer med hinanden; deraf betegnelsen interaktionsmedier.
Hvor teoriudviklingen således hos Parsons noget generelt kan siges at følge en mere deduktiv
fremgangsmåde, kan vi hos Luhmann også på dette område se en noget mere induktiv
tilgang til teorikonstruktionen. Luhmann tager således også på dette område udgangspunkt
i et spørgsmål til, hvad problemet egentlig består i, og med problem mener Luhmann
i denne sammenhæng funktion. 164 Hans udgangspunkt er således at spørge til de symbolsk
generaliserede kommunikationsmediers funktion, og hans svar er, at deres funktion primært
er relateret til problemet med kommunikationens usandsynlighed. 165 De symbolsk generaliserede
medier transformerer de af udviklingen 166 forøgede nej-sandsynligheder til jasandsynligheder.
Det sker fx, når man tilbyder at betale penge for at modtage goder eller
162 Luhmann 1996b, p. 257, hvor det hedder: „Symbole fügen Getrenntes zur Einheit zusammen, und zwar
so, dass auf beiden Seiten die Zusammengehörigkeit erkennbar wird, ohne dass eine Verschmelzung, eine
Aufhebung der Differenz stattfindet. Symbole sind also nicht etwa Zeichen. Auch Geld ist kein Zeichen für
etwas anderes, etwa für einen intrinsischen Wert. Symbole sind Sinnformen, die die Einheit des Verschiedenen
ermöglichen; sie sind diese Einheit, ihre äussere Form ist Darstellung dieser Einheit, aber nicht Zeichen
für etwas anderes.“
163 Som Luhmann udtrykker det på Luhmann 1993n, bånd 6.
164 Det er muligt, at Luhmann ikke ville skrive sådan direkte, men det er sådan, han formulerer sig mundtligt
i sin 6. forelæsning om samfundsteori, efteråret 1992, jf. Luhmann 1993n, bånd 6. For en nærmere gennemgang
af, hvad Luhmann mener med dette, henviser jeg til SY, særligt kap. 1, afsnit IV, p. 83 ff. /91 ff., men
jeg kan dog antyde, at Luhmann med spørgsmålet om funktion som udgangspunkt tænker på kompleksitetsproblemet
og dermed på, hvordan et system opretholder sig under disse betingelser, og altså ikke på, hvordan
det bestående nu kan opretholdes som orden, hvad hænger sammen med den dynamiske betragtningsmåde,
som Luhmann anlægger.
165 SGK ”sind eigenständige Medien mit einem direkten Bezug zum Problem der Unwahrscheinlichkeit der
Kommunikation”, som det hedder i GG, p. 316.
166 Jf. foran under punkt 2.5.2.
65

tjenesteydelser, som man gerne vil have. Det lykkes som regel, hvis man ellers kan blive
enige om prisen 167 . SGK er symbolske i og med, at de benytter kommunikation til at fremstille
det i sig selv usandsynlige som passende; men de er samtidig diabolske for så vidt
som de frembringer nye differencer! Et specifikt kommunikationsproblem bliver løst, nemlig
ved at den, der kan betale, kan få det, som han begærer, mens den, der ikke kan betale,
ikke kan få det (GG, p. 320), hvad kan give anledning til andre problemer, heraf det diabolske.
De symbolsk generaliserede kommunikationsmedier koordinerer på denne måde
selektioner af informationer, meddelelser og forståelsesindhold. Til forskel fra de andre
kommunikationsmedier, fx sproget, opnår de symbolsk generaliserede kommunikationsmedier
imidlertid alene en fast kobling via det konkrete mediums specifikke form, i det anførte
eksempel i form af en pris, men det kunne også være i form af teorier, kærlighedsmåder,
retssætninger m.fl. (GG, p. 320), jf. nedenfor.
SGK må ikke kun fungere symbolsk, men de må også være generaliserede, da de
tilsvarende forventninger kun vil kunne blive dannet ved at gribe frem til videre autopoiesis,
når formen griber hen over flere forskellige situationer (GG, p. 320). Mere konkret betyder
det: Når man for den samme pris kan få det ønskede hos flere forskellige udbydere på
flere forskellige steder og i flere forskellige situationer, eller måske nok så typisk, at man
for en given sum penge kan købe mere eller mindre forskellige ting og sager eller tjenesteydelser.
Som Luhmann noterer, så drejer det sig i sidste instans hele tiden om at få opmuntret
og dermed muliggjort kommunikationen via tilsatte antagelseschancer for dermed at
vinde terræn for samfundet (GG, p. 320), dvs. for samfundets fortsættelse, for dets autopoiesis.
Derfor kan man også formulere det på den måde, at disse mediers ydelse 168 er, at
de beskriver en løbende muliggørelse af højst usandsynlige kombinationer af selektioner
og motivationer (GG, p. 321). Begreberne om SGK betegner ikke psykiske, men sociale
konstruktioner, som selv bliver realiseret i kommunikationen via rekursion. Det forhold, at
kommunikation bliver accepteret vil altså blot sige, at dens antagelse bliver lagt til grund
som præmis for videre kommunikation – uanset hvad der ellers i den forbindelse måtte foregå
i den individuelle bevidsthed. 169 Det kombinatoriske problem, altså dette at komme
fra den ene kommunikationsenhed til den næste, bliver iflg. Luhmann løst gennem opløs-
167 Som da svarer til formen i mediet penge, idet prisen jo udtrykker en fast kobling af det mediale substrat
penge.
168 Luhmann skelner mellem funktion og ydelse: funktion relaterer til samfundet, mens ydelse relaterer til andre,
dvs. andre systemer, jf. Luhmann 1981c, p. 81 ff. Se også GG, p. 757 for en lignende opdeling i forbindelse
med iagttagelsesperspektiver.
169 Rekursion er tysk. Det forklares i matematisk henseende som ”Definition einer Funktion od. Eines Verfahrens
durch sich selbst“, jf. Wahrig. Deutsches Wörterbuch, 7. Auflage, Bertelsmann Lexikon Verlag, Gütersloh/München
2001. Luhmann anvender imidlertid her begrebet rekursion i en løsere betydning, jf. også
Luhmann 1991g, Die Wissenschaft der Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp,(opr.1990), p. 275.
66

ning af de cirkulære forhold mellem selektion og motivation, 170 nærmere bestemt derved,
at konditioneringen af selektionen bliver gjort til motivationsfaktor (GG, p. 321).
For visse af de symbolsk generaliserede kommunikationsmedier kan Luhmann
ridse en meget lang tilblivelseshistorie op, men fælles for alle SGK 171 er imidlertid, at de
først kommer til fuld udfoldelse under den funktionelle differentierings forudsætninger;
først under disse forudsætninger vil medierne kunne tjene som katalysatorer for uddifferentieringen
af samfundets funktionssystemer, som det hedder i GG p. 358. Imidlertid er det
Luhmanns opfattelse, at disse medier allerede meget tidlig i det historiske forløb har indledt
”eine Autokatalyse von Funktionssystemen” (GG, p. 331). Det kan således siges, at
det er Luhmanns tese, at differentieringen af samfundet i de respektive funktionssystemer
er et resultat af disse symbolsk generaliserede kommunikationsmediers evolution, nærmere
bestemt derved, at differentieringen kommer i stand ”som uddifferentiering af delsystemer
under ledelse af en kode inden for samfundssystemet” og dermed ikke som dekomposition
af en forud given mængde af operationer, altså ikke fra en helhed til dens dele! 172 Dette er i
sig selv en meget vigtig tese. For dette specialeprojekt er det herudover en tese af ganske
afgørende betydning, jf. også foran i afsnittet om problemformulering, for det er jo den tese,
der er baggrunden for, at jeg mener, at politisk kommunikation i det moderne samfund,
med udgangspunkt i Niklas Luhmanns samfundsteoretiske formuleringer, ”nødvendigvis”
173 må studeres som mere end ét kommunikationssystem. Der ligger ikke heri en tese
om, at de respektive SGK skal opfattes som årsagsfaktorer til selve fremkomsten af det
primært funktionelt differentierede samfund, jf. også nedenfor, afsnit 2.5.4. Behandlingen
af det spørgsmål sker i evolutionsteorien, som jeg i det store og hele ser bort fra her i specialet,
jf. også foran, afsnit 2.1. I dette speciale er synsvinklen begrænset til en beskrivelse
af teorien om det moderne, dvs. det funktionelt differentierede samfund, og kun set i et aktuelt
tværsnit, dvs. iagttaget i et synkront perspektiv.
170 Jf. i øvrigt foran, bl.a. under afsnit 2.5.2.
171 Luhmann har over årenes historisk-semantiske studier identificeret et antal SGK, og hans bestemmelser
overlapper kun to af Parsons ditto, nemlig penge og magt. Jeg uddyber nedenfor.
172 Jf. eksempelvis Jönhill 1997, p. 267 , men også Luhmann 1993n, bånd 6, samt Luhmann 1990a, Ökologische
Kommunikation. Kann die moderne Gesellschaft sich auf ökologische Gefährdungen einstellen? Opladen,
Westdeutscher Verlag, 3. opl. 1990, (1986), p. 89 ff., hvorfra det oversatte citat stammer. Således hedder
det p. 89: ”Differenzierung kommt .. zustande .. als Ausdifferenzierung von Teilsystemen unter Führung
durch einen Code innerhalb des Gesellschaftssystems” og videre på p. 94: „dass die funktionale Differenzierung
.. sich gleichsam im Kielwasser der Differenzierung von Codes entwickelt“. Og endelig hedder det kort
og godt i GG, p. 752, at „An Hand ihrer Codes vollziehen die Funktionssysteme ihre eigene Autopoiesis, und
damit erst kommt ihre Ausdifferenzierung zustande.“
173 ’nødvendigvis’ eller ’som følge af’: fordi der iflg. Luhmann allerede er dannet såvel et system for det politiske
som et system for det massemediemæssige, altså systemer for hhv. politisk kommunikation og massemediemæssig
kommunikation, hvad jeg vender tilbage til.
67

Imidlertid rejser denne tese det spørgsmål, hvordan Luhmann begrunder, at der
udvikler sig en sådan forskellighed mellem de symbolsk generaliserede kommunikationsmedier,
som tilfældet er (GG, p. 332). Det bliver da opgaven i næste afsnit at belyse dette.
2.5.4. Symbolsk generaliserede kommunikationsmedier: uddifferentiering
Foran så vi, at Luhmann lidt polemisk i retning af Habermas konkluderede, at der
i komplekse samfund ikke udvikles konsensuspligter, men derimod symbolsk generaliserede
kommunikationsmedier til løsning af problemet med den stadigt mere usandsynlige
sammenknytning af selektion og motivation, som opstår i forøget omfang i forbindelse
med, at kommunikation overgår fra at være interaktionsbaseret til at være organisations- og
funktionssystembaseret kommunikation, som da formidles via spredningsmedier. Dette
forhold kan også udtrykkes på den måde, at der i samfundet, dvs. i den samlede kommunikation,
er sket og stadig sker en kraftig forøgelse af de samlede kommunikationsmæssige
udfaldsmuligheder, altså muligheder for at sige ja eller nej til et kommunikationsforslag.
Dette svarer til, at den samlede kontingens i samfundet er øget kraftigt. Det er et synspunkt,
som Luhmann har forfulgt længe. Således hedder det allerede i midten af
1970’erne 174 , at ”Wenn das Bezugsproblem in der Kontingenzsteigerung liegt, die in der
Ausdifferenzierung von Kommunikationsmedien einerseits vorausgesetzt, andererseits
weitergeführt wird, ist anzunehmen, dass die Differenzierung der Medien durch Folgeprobleme
solcher Kontingenzsteigerungen ausgelöst wird“. Og Luhmann præciserer derpå,
at „Das zentrale Folgeproblem von Kontingenzsteigerungen besteht aber in der Notwendigkeit
der Zurechnung von Selektionsleistungen. In dem Masse als (und in den Themenbereiche,
in denen) Kontingenz zunimmt, wird es notwendig, Selektionsleistungen zu verorten;
man muss zumindest Adressen und Einwirkungspunkte ausfindig machen können...“.
175 Disse formuleringer er stort set uændrede i GG, hvor det hedder på side 333, at
man må klarlægge ”wo die Verantwortung für die Selektion liegt, deren konditionierung
dann motivieren soll. Das heisst: man muss Selektion zurechnen.“ Sigtet med analysen er
altså, at den skal ”visa hur förloppet av en given kommunikation, som är resultatet av ett
bestämt urval, kan attribueras på respektive alter och ego” (Jönhill 1997, p. 269). Dette sig-
174 Jf. Luhmann 1975c, nærmere bestemt i artiklen Einführende Bemerkungen zu einer Theorie symbolisch
generalisierter Kommunikationsmedien, p. 174
175 Jf. i øvrigt Helmut Willke, 2000, p. 210, som mener, at Luhmann ikke begrunder den efter sin egen opfattelse
centrale betydning, som selve arten af tilskrivning udgør, dvs. om tilskrivningen beror på oplevelse eller
handling hos hhv. alter og ego. Efter Willkes opfattelse tilbagestår det derfor som et stort spørgsmål, hvorfor
lige netop dette tilskrivningsspørgsmål er det centrale følgeproblem ved den beskrevne kontingensstigning.
Det forekommer mig dog, at Willke hviler for meget i en handlingsteoretisk kontekst her, hvilket synspunkt
jeg finder støtte til hos Jönhill 1997, som i sin ganske grundige gennemgang af Luhmanns formuleringer på
dette felt synes at understøtte Luhmann i hans kommunikationsteoretiske tilgang.
68

te skal ses i lyset af Luhmanns forventning om, at ”Langfristig gesehen dürften die wichtigsten
Konsequensen dieser Präzisierung von Zurechnungskonstellationen in der Auflösung
alter Multifunktionalitäten liegen.“(GG, p. 337). Vi står således på den ene side med
en påstand om nødvendigheden af at kunne tilskrive selektionen et bestemt sted, 176 en påstand
som hænger sammen med den anførte stigende kontingens, som på sin side åbner op
for en stigende grad af usikkerhed. Og på den anden side står vi med en forventning hos
Luhmann om, at dette på langt sigt vil vise sig at have den virkning, at gamle multifunktionaliteter
som, fx moral, vil miste betydning eller helt forsvinde.
Den vinkel, som Luhmann anlægger på selve beskrivelsen af dette centrale følgeproblem
ved stigningen i den i samfundet forekommende kontingens, bliver drejet noget
væk fra det her i begyndelsen 177 og midten af 1970’erne temmelig Parsons-relaterede handlingsteoretiske
udgangspunkt til et mere rent kommunikationsteoretisk ditto i 1990’erne.
Ved at gå ud fra dette særlige følge- eller relationsproblem kommer mediernes differentiering
til at modsvare de forskellige arter af differentieringer, som koblede selektioner søger
at tilskrive/attribuere. Selektionerne vil således kunne tilskrives som handlinger eller som
erfaringer/oplevelser. Man spørger først og fremmest, om alter skal betragtes med henblik
på sin handlen eller sin oplevelse, og om ego er nødt til at koordinere alters selektion med
sin egen handlen eller med sin egen oplevelse. Kommunikationens resultatbetingelser differentierer
sig tilsvarende. 178 Selve tilskrivningen drejer sig ikke om de i kommunikationen
deltagende (psykiske eller sociale) systemers indre processer, dvs. selve deres autopoiesis,
men altid kun om deres adfærd, således som denne kan iagttages af en iagttager, og således
som denne kan relatere adfærden til systemets omverden, dvs. at Luhmann her betoner adfærds-
eller handlingsniveauet i analysen (GG, p. 333). Det forekommer endvidere oplagt,
at Luhmann med disse formuleringer også betoner selve muligheden for en empirisk tilgang
til analyse af dette grundliggende felt i en systemdannelse. 179
176 Hermed er vi kommet så langt ned mod det teorikonstituerende lag, som det sociologisk set vil være muligt
uden at komme ind i en filosofisk og erkendelsesteoretisk diskussion.
177 Jf. Luhmann 1971c, Systemtheoretische Argumentationen. Eine Entgegnung auf Jürgen Habermas, i: Jürgen
Habermas & Niklas Luhmann, Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie – Was leistet die Systemforschung?,
Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 291-405, p. 345
178 Jeg støtter mig her til Claudio Baraldi; Giancarlo Corsi & Elena Esposito, 1999, p. 192
179 Selvom Luhmann angiveligt bevarer sin oprindelige firefelts krydstabel, jf. fig. 9, ud fra sociale systemers
behov for en selvkonstitueret dobbelthed, hvad hænger sammen med kravet om, at der altid skal være mindst
to psykiske systemer til opstart af kommunikation og dermed til socialitet, og fordi denne dobbelthed beskrivelsesteknisk
kan jævnføres med begrebet om dobbelt kontingens, så vil jeg dog tillægge som min tese, at
begrundelsen også kan søges i ønsket om at kunne opvise et om ikke andet så dog principielt empirisk grundlag
for teorien. Det vil i hvert fald være tilrådeligt at søge en sådan tese fastholdt, hvis teorien skal kunne
fastholde sit ønske om at være operativ, hvorved jeg forstår, at den kan indgå i empirisk orienterede forskningsprojekter,
dvs. indgå i den videnskabelige kommunikation herom, med tilknyttende handlingskæder,
hvad jo netop er det underliggende sigte her i dette speciale, jf. i øvrigt . WG, p. 76, hvor det hedder, at ”Wis-
69

Luhmann fastholder således brugen af allerede kendt attributionsteori såvel som et
klassifikationsskema, der minder en del om dem, man kan finde hos Parsons, til dette beskrivelsesformål,
jf. GG p. 336. Rent beskrivelsesteknisk er vi som anført fortsat på et
handlingsteoretisk niveau, som Luhmann ikke har fundet grund til at nyformulere, 180 idet
han har fastholdt denne fremgangsmåde i sin beskrivelse af problemstillingen i GG fra
1997 (p. 332 ff.). Til anskueliggørelse af dette forholdsvis komplicerede teorikonstruktionsgrundlag,
men alene tænkt som et ”tankehjälpmedel” (Jönhill 1997, p. 270, note 62),
gengiver jeg her krydstabellen som den fremstår i GG, p. 336. :
Ego oplever
Ego handler
Alter 1. sandhed 2. kærlighed
oplever værdier
Alter 3. ejendom/penge 4. magt/ret
handler
kunst
Figur 9. Attributionsforhold.
Figuren viser tilskrivningsforholdene (attributionsforholdene) og de respektive
medier. Den skal læses på samme måde, som kommunikationen forløber, nemlig ved at
ego forholder sig til, hvad alter fremlægger, dvs. at kommunikationen løber fra alter til ego,
hvor ego vælger at forstå alters meddelelse med efterfølgende accept eller afvisning 181 . De
sen kommt .. nur als Resultat von Beobachtungen zustande. Beobachter ist dabei immer die Wissenschaft
selbst, ist deshalb immer Kommunikation. .. Beobachten .. soll .. immer eine empirisch beobachtbare Operation
bezeichnen.”
180 jf. også Jönhill 1997, p. 269; Luhmann betoner dog på Luhmann 1993n, bånd 6, at dette sted i teorikonstruktionen
er et sted, hvor man kan stoppe op og overveje situationen og dens muligheder, hvad jeg vil tolke
i retning af, at det ikke er med den største sikkerhed, at Luhmann på det tidspunkt fastholder denne principielt
handlingsteoretiske beskrivelse af en grundstruktur i teorikonstruktionen. Udover det allerede fra GG p. 333
anførte fremfører Luhmann samme sted sin seneste begrundelse for den fastholdte beskrivelsesform, som her
har fået en selvreferentiel drejning med støtte hos R. Glanville såvel som hos Dirk Baecker, hvor det altså
drejer sig om at beskrive sociale systemers behov for en selvkonstitueret dobbelthed, og beskrivelsesteknisk
finder Luhmann da denne dobbelthed med jævnføring til begrebet om dobbelt kontingens.
181 Luhmann pointerer, jf. i øvrigt gennemgangen af kommunikationsbegrebet foran, at denne venden om på
den sædvanlige rækkefølge af kommunikationsprocessen, som jo er fra ego til alter, får til følge, at kommunikationsprocessen
konstrueres ud fra egos position, hvad er det samme som at sige, at den konstrueres ud fra
en iagttagelse af selve forståelsen, og dette betyder, at konstruktionen ikke sker handlingsteoretisk, men
kommunikationsteoretisk, jf. GG p. 336, note 255. Imidlertid forbliver selve beskrivelsen iflg. Jönhill 1997
handlingsteoretisk begrundet, hvad iflg. samme, p. 270, indebærer, at man i selve skematiseringen kan se bort
fra informationsaspektet og det forhold, at kommunikationen altid foregår i et rekursivt netværk. Ikke desto
mindre baserer Luhmann beskrivelsen af kommunikationsmediet sandhed på en ekstern selektion af information,
altså på det forhold, at ingen af deltagerne i en kommunikation må kunne tilskrives netop sandheden.
Sandheden tolererer ikke forskellige meninger, jf. GG, p. 339. Derfor må vi kunne konstatere, at Luhmann
faktisk begrunder mediet sandhed og dermed videnskabssystemet ud fra systemets egne konstruktioner af
metoder, generaliseringer, teorier, altså selvreferentielt og kommunikationsteoretisk. Dette kan næppe siges
at bidrage til at gøre anvendelsen af et sådant skema klarere, hvad derfor står tilbage som et problem.
70

symbolsk generaliserede kommunikationsmedier adskiller sig pga. kombinationen af alters
selektioner og egos selektioner, som bliver tilskrevet som handlen eller som oplevelse. Den
til enhver tid værende attributionsmåde giver mulighed for at fastslå kommunikationens
orientering, ligesom den giver mulighed for tilskrivning af konditionerende årsager: Når alter
oplever eller handler (hvad da fremstår som årsag), så oplever eller handler ego (hvad
da fremstår som konditionering). Så snart selektionen tydeligt er blevet tilskrevet alter
(dvs. alters handlen) eller alters omverden (dvs. alters oplevelse), så kan ego blive motiveret
til at grundlægge sin egen handlen eller oplevelse på disse selektioner. 182 På denne måde
kan kommunikationsprocessen opfattes som et forløb, der indebærer, at det samtidige
problem med den dobbelte kontingens og dennes selvreferentielle cirkelformede grundlag,
jf. foran i afsnit 2.5.1., bliver beskrevet som et asymmetrisk forhold, hvad da er et resultat
af selve skematiseringen. Der er således alene fire mulige attributionskonstellationer, som
ethvert bestemt symbolsk generaliseret kommunikationsmedium vil kunne tilordnes efter,
og de udledes af denne krydstabel på følgende måde:
1) alter oplever/ego oplever: alter udløser via sin egen kommunikation en komplementær
oplevelse hos ego, dvs. at ego forholder sig til de betingelser, som alters oplevelse sætter;
sådan kommunikeres der i mediet sandhed, når vi må forudsætte en ekstern selektion, dvs.
en selektion, der baserer sig på ”Der immense Apparat theoretischer Generalisierungen und
methodologischer Vorschriften” (GG, p. 340), som netop har til formål at neutralisere ”den
Einfluss von Handlungen auf das Resultat der Forschungen”. Luhmann tvivler på, om der
faktisk på nuværende tidspunkt foreligger et SGK for værdier. Værdier optræder i hvert
fald ikke handlingsvejledende, dertil er de alt for abstrakte. Værdier mangler bl.a. en centralkodning
som fx sand/usand, og hvad der hænger sammen med det, nemlig evnen til på
samme måde som fx videnskaben at danne mediespecifikke funktionssystemer (GG, p.
344).
2) alter oplever/ego handler: alters oplevelse fører til egos komplementære handlen, dvs.
at ego forholder sig til de betingelser, som alters oplevelse sætter; sådan kommunikeres der
i mediet kærlighed. Hvor værdier binder alter og ego for svagt i det moderne samfund, dér
binder kærlighed for stærkt! (GG, p. 344) Kærlighed fører nemlig til, at den elskende ego
indstiller sig på at lade sin handlen styre alene efter alters oplevelse. Det kolliderer imidlertid
i takt med tiltagende individualisering af personlige holdninger og handlingsmotiver –
og i ægteskabet bliver det til patologi! (GG, p. 346)
182 Jeg støtter mig igen her til Claudio Baraldi; Giancarlo Corsi & Elena Esposito, 1999, p. 192
71

3) alter handler/ego oplever: alters handlen bliver alene oplevet af ego, dvs. at ego forholder
sig til de betingelser, som alters handlen sætter; sådan kommunikeres der i økonomiske
sammenhænge, oprindelig i mediet ejendom, men i vore dage først og fremmest i mediet
penge. Mediet penge sikrer, at den oplevende ego accepterer, at alter uden indgriben fra
andre kan købe (handle) det for sine penge, som han har lyst til. 183
Penge virker på den
måde som medium for iagttagelsen af knaphed, og betalinger er former, som operationaliserer
mediet (GG, p. 349). En lignende konstellation ser Luhmann, når det drejer sig om
kunst, hvor kunstneren (alter) handler og tilskueren (ego) herigennem bliver bibragt en
særlig oplevelse (GG, p. 351).
4) alter handler/ego handler: alters handlen foranlediger en komplementær handlen af
ego, dvs. at ego forholder sig til de betingelser, som alters handlen sætter; sådan noget forekommer
helt normalt i dagligdagen, fx når man giver hinanden noget; når man arbejder
sammen; når man færdes i trafikken og indretter sig (så nogenlunde!) efter hinanden: Så
slutter handlen sig til handlen. Det særlige problem ved mediet magt opstår kun i forbindelse
med, at alters handlen består i en beslutning (hvad indebærer vilkårlighed) om, at ego
skal lade sin handlen følge alters, fx i form af en befaling eller et pålæg, som er forbundet
med mulige sanktioner. Retten fungerer som medium på lignende måde. Magten bliver til
medium i og med, at magten fordobler handlingsmulighederne; det sker derved, at det af alter
ønskede forløb bliver stillet overfor et andet forløb, som hverken alter eller ego vil kunne
ønske sig, men som vil være mindre ufordelagtigt for alter end det vil være for ego,
nemlig udstedelsen af sanktioner. Magtens form viser sig da som forskellen mellem udførelsen
af det af alter ønskede forløb og det alternativ, som begge parter helst vil undgå,
men som dog vil være mindst ufordelagtigt for alter (GG, p. 355-356). Såvel sandhed som
penge neutraliserer den farlige, konfliktnære magtkommunikation, idet de tilskynder ego til
kun at opleve; derfor benytter socialutopier sig gerne af forestillingen om, at samfundet lader
sig styre alene gennem sandhed eller alene gennem markedet. 184 På den måde kommer
man imidlertid til at ignorere vigtige muligheder for at skabe orden, nemlig sådanne muligheder,
som via konditioneret vilkårlighed kan organiseres ved lange handlingskæder. I
den forbindelse pointerer Luhmann, at hverken sandhed eller penge vil kunne fastlægge,
183 I fortsættelse af den foranstående drøftelse af den sociale ordens problematik er følgende konstatering nok
værd at citere, jf. Luhmann 1996b, p. 69, hvor det hedder at „Der wichtigste Effekt des Mediums Geld ergibt
sich auf gesamtgesellschaftlicher Ebene dadurch, dass die Zahlung Dritte beruhigt.“, dvs. at tredjemand kan
berolige sig med, at der bliver betalt for det, som han ellers selv kunne være interesseret i at få fingre i, og
han kan derfor nøjes med at opleve dette forhold, dvs. han behøver ikke at skride til handling, selvom der er
tale om handel med knappe goder, fordi betalingen jo sker i mediet penge, som således virker til at transformere
potentiel handling til oplevelse!
184 Vi ser her endnu et hip til på den ene side fx en politiserende filosof som Jürgen Habermas og på den anden
side politiske liberalister – ingen nævnt, ingen glemt!
72

hvad modtageren skal gøre med det modtagne – og det er lige præcist her, magtens funktion
viser sig, for det er, hvad magten kan! Magtens funktion er altså at fastlægge hvad modtageren
skal gøre med det modtagne (GG, p. 357).
Luhmann betoner, at det med denne anvendelse af attributionsskemaet ikke drejer
sig om at klassificere alle de i virkeligheden forekommende situationer. Tilskrivningsspørgsmål
optræder nemlig kun sjældent, og når de gør, sker det kun i rekursive sammenhænge,
hvor andre beslutninger er afhængig af dem (GG, p. 337). Skematiseringen skal
fremstille forholdet mellem alter og ego ved bestemte kommunikationssituationer med en
høj grad af almengyldighed, og den skal vise, hvordan de respektive SGK differentieres,
om end med overlappende resultat, dvs. på den måde, at der kan være flere medier med
ensartede attributionsforhold. Det er derfor nok værd at betone, at det netop kun er et ”tankehjälpmedel”,
som Jönhill formulerede det, jf. foran. 185
Har vi således fået beskrevet, hvad man med en noget støvet formulering kunne
kalde for sammenhængen mellem ”det uendeligt små og det uendeligt store” eller mere
mundret efter den her i øvrigt anvendte terminologi og i overordnet form, hvordan Luhmann
opfatter forskelle og begrundelser herfor mellem de symbolsk generaliserede kommunikationsmedier
og disse mediers funktion, bliver det næste at spørge til, hvad der kan
siges at være karakteristisk ved de forskellige SGK, og vi er da fremme ved et meget centralt
eksempel på det foran i dette kapitel annoncerede, nemlig ved indledningen til en fortolkning
af ”vidt forskellige sagsforhold med de samme begreber for derigennem at vise
sagsforholdenes sammenlignelighed” (afsnit 2.3.). Det bliver da emnet for næste afsnit.
2.5.5. Symbolsk generaliserede kommunikationsmedier: struktur
Efter Luhmanns opfattelse viser samfundets enhed sig – i relation til kommunikationsmedierne
– ”in der Nichtbeliebigkeit der strukturellen Arrangements, die die Funktion
symbolisch generalisierter Kommunikationsmedien in Möglichkeiten für autopoietische
Systeme übersetzen.“ (GG, p. 359). Enheden ligger altså i, at det forskellige opviser ensartede
træk 186 , og tesen er da, at dette ikke kan være tilfældigt. Luhmann er således af den opfattelse,
at de respektive kommunikationsmedier, altså penge, magt, sandhed, kærlighed,
information osv., udviser strukturelle fællestræk, dvs. at de udviser ensartede træk ved deres
respektive evne til at virke befordrende for den kommunikationsmæssige tilslutnings-
185 Det er bl.a. på denne baggrund også min opfattelse, at vi faktisk her står ved et teorifelt hos Luhmanns
samfundsteori, hvor der er grund til videre bearbejdning af teorien med henblik på at styrke dens indre sammenhæng.
186 uden at det dog er noget krav, at alle medier skal have samme træk – teorien forbliver netop åben for evolutionære
forskelle, som det hedder i GG på side 359.
73

evne inden for de forskellige systemområder, og Luhmann knytter nu indledningsvis denne
tese sammen med sit udgangspunkt for så vidt angår SGK’s funktion, dvs. til problemet
med kommunikationens usandsynlighed.
Luhmann har fået bestyrket sin opfattelse om de nævnte strukturelle fællestræk
under de semantiske studier (dvs. hans særlige empiriske metode), som han over årene har
gennemført. 187 Det drejer sig i overskriftsform om følgende punkter, der fremstår som en
slags udsagn, dvs. teser eller påstande, jf. i øvrigt GG, p. 359 ff.: Et SGK er en præferencekode;
præferencekoder neutraliserer moral; disse koder opviser processuel refleksivitet;
koderne udvikler 2. ordens iagttagelser; koderne må baseres på programmer; SGK er
strukturelt koblede til bevidstheden og derigennem til kroppen; SGK er udsat for inflation
og deflation; SGK må kunne opvise det udelukkedes inkludering i en nulmetodik; SGK
tjener som katalysator for systemdannelser. Jeg vil i det følgende kort gennemgå det væsentligste
ved de vigtigste af disse udsagn set i relation til systemkonstituering, jf. foran,
afsnit 2.5.3.
Det forhold, at SGK er præferencekoder, betyder, at der i denne særlige kommunikation
udvikler sig en tilskyndelse til en foretrukken stillingtagen, som Luhmann kalder
for en centralkode, 188 mellem alene to alternativer, idet en kode består af to modsatrettede
værdier, som på netop dette specifikke værdiniveau udelukker en tredje eller overhovedet
nogen yderligere mulighed, hvorved ”die unbestimmte, tendenziell zunehmende Möglichkeit
der Ablehnung des kommunizierten Sinnvorschlags in eine hartes Entweder/Oder
überführt wird, also eine ’analoge’ Situation in eine ’digitale’ transformiert;” (GG, p. 360).
Denne kodeform tvinger 189 altså til at vælge, dvs. at den tvinger kommunikationen op i hastighed,
fordi det alt andet lige er nemmere og hurtigere at tage stilling til et enten eller,
dvs. til en beslutning herom, end til et både og eller til et på den ene side og på den anden
side osv., 190 ligesom det også er nemmere at referere en sådan beslutning end at referere en
187 Her henviser jeg til de fire bøger, som Luhmann har udgivet i perioden 1980-95 under fællestitlen Gesellschaftsstruktur
und Semantik samt til bogen Liebe als Passion fra 1982, hvilke bøger jeg dog kun har dyrket
sporadisk.
188 hvor disse koder da alene fungerer som centralkode inden for hvert sit funktionssystem, som fx det politiske,
det økonomiske, det videnskabelig, det retlige, det massemediemæssige osv.
189 Luhmann bruger ikke udtrykket om tvang i GG, men der gør han på Luhmann 1993n, bånd nr. 7, og forskellen
er jo nok, at forelæsningsformen giver mulighed for en lidt friere og meningsmæssigt nok også lidt
klarere sprogbrug end den umiddelbart mere forpligtende skriftlige fremstilling.
190 Vi møder den slags situationer dagligt, også i massemedierne. I en forsideartikel i Politiken for den 17. juli
2003, udtaler den danske udenrigsminister, Per Stig Møller, således om situationen op til den danske deltagelse
i krigen mod Irak: ”Du skal træffe en politisk beslutning. Alternativet var opløsning. På et tidspunkt må
man skære igennem”. Her var altså iflg. udenrigsministeren ikke tid, for ellers ville der være indtruffet opløsning,
dvs. ”opløsning af alliancen og tilbagetrækning af styrkerne”, som udenrigsministeren forklarer det andet
steds i artiklen. Og så ville magten, det vil her sige krigsmagten, ikke kunne være bragt i anvendelse.
Kommunikationen ville være løbet ind i en anden udvikling.
74

lang række af meninger. Den positive kodeværdi, der også betegnes som designationsværdien,
dvs. noget som betegner, at sådan eller sådan er sagsforholdet, denne værdi symboliserer
tilslutningsevne ved de respektive, mediespecifikke kommunikative operationer,
mens den negative kodeværdi, der også betegnes som refleksionsværdien, alene symboliserer
kontingensen ved betingelserne for denne tilslutningsevne, altså det forhold, at betingelserne
hverken er nødvendige eller umulige, men at de altid også vil kunne være på en
anden måde (SY, p. 152/146). Designationsværdierne som fx: sandhed, kærlighed, ejendom/betaling,
magt/regering, information, er udtryk for noget, som man kan påbegynde en
kommunikation med udgangspunkt i, mens de modsvarende negativværdier, dvs. refleksionsværdierne,
som fx usandhed, ikke-kærlighed, ikke-ejendom/ikke-betaling, afmagt/opposition,
ikke-information, er et udtryk for muligheden af at overveje og kontrollere
situationen, herunder muligheden for at overveje den kontekst, som beslutningssituationen
befinder sig i, og som må antages også at indeholde muligheder for tilslutning til den
positive side af selektionen. Med et eksempel fra det politiske system anfører Luhmann således,
at ”Der positive Wert ’Regierung’ ist der Designationswert des Systems, der negative
Wert ’Opposition’ ist der Reflexionswert des Systems.” (PG, p. 99) I den forbindelse
præciserer Luhmann endvidere, at de to værdier dels betinger hinanden, dels at det alene er
selve forskelssættelsen mellem dem, der giver dem mening. Når en regering overvejer et
tiltag, vil den nemlig uvægerligt medtænke, hvilke muligheder oppositionen vil kunne udlede
af en sådan situation, mens på den anden side oppositionen vil være afhængig af, hvad
regeringen foretager sig, men især vil oppositionens refleksionsperspektiv være rettet mod,
hvad regeringen ikke gør, og hvad den kunne gøre osv.
Til forskel fra sprogets binære kodning mellem ja- og nej-udsagn, jf. foran, ligger
det således i centralkodens præferenceform, at det er den positive side af kodens værdisæt,
som udtrykkes, og som kommunikationen kredser om. 191 Det betyder, at kommunikationen
bliver styret i retning mod sandsynligheden, hvad da samtidig betyder, at den i udgangspunktet
forudsatte usandsynlighed for så vidt angår kommunikationsantagelse ikke bliver
medkommunikeret. Den forbliver dermed alene latent til stede. Luhmann præciserer, at der
ikke er tale om, at det er kommunikanternes meninger, der kodes, dvs. at det ikke er alters
og egos meninger, men alene selve kommunikationen, der kodes. Valgmuligheden består
derfor fortsat for alter og ego, men derimod er tilskyndelsen til at få truffet beslutning om,
191 Når jeg – som tidligere anført - står i bagerbutikken, så kommunikerer jeg ikke med ekspedienten om prisen,
men alene om selve betalingen, som da sandsynliggøres. Det anses i en sådan situation ikke for passende,
at jeg begynder at forhandle om prisen på det fremlagte brød, hvad betyder, at kommunikationen i vore
dage sædvanligvis er forprogrammeret til at udelukke, at der forhandles om prisen i sådanne dagligvareindkøbssituationer!
75

hvad der videre skal ske, stærkt forøget, når kommunikationen foregår under en sådan centralkode,
og hermed bidrager selve kodeformen til kommunikationens fortsættelse.
Gevinsterne ved, at kommunikationen på denne måde i væsentligt omfang overgår
fra en analog til en digital form, ligger som anført bl.a. i tidsbesparelsen. Som illustration
kan tjene den situation, der består i, at jeg en tilfældig dag her i 2003 skal foretage indkøb
af et bredt sortiment husholdningsvarer for 1.000 kr. Det vil jeg antagelig kunne gøre i et
supermarked på under en halv time. Hvis man nu forestiller sig, at min forfader for omkring
500 år siden skulle foretage indkøb af husholdningsvarer til dækning af tilsvarende
behov på købstadens marked og/eller i købstadens forskellige forretninger, ville det antagelig
have taget det meste af en dag. På det tidspunkt havde der ganske vist været anvendt
penge som betalingsmiddel i mange generationer, men der var ikke uddifferentieret noget
SGK for penge på den måde, at kommunikationen mellem alter og ego alene kunne dreje
sig om betaling/ikke betaling. Der ville derfor have været en lang række af andre forhold,
som måtte indgå i kommunikationen omkring indkøb af husholdningsmidler, og som således
ikke ville have været afpasset til denne knappe, digitale kommunikationsform. 192
Har vi på denne måde fået illustreret noget af den praktiske gevinst ved fremkomsten
af et sådant symbolsk generaliseret kommunikationsmedium for penge, så har vi samtidig
fået beskrevet en del af konturerne af den struktur, som der efter Luhmanns opfattelse
består omkring anvendelsen af SGK. Som anført foran, afsnit 2.5.2., opfatter Luhmann
struktur som ”Erwartungen in Bezug auf die Anschlussfähigkeit von Operationen“. 193 For
Luhmann er struktur således ensbetydende med forventninger, og her da kvalificeret som
forventninger til, at systemets operationer, dvs. selve kommunikationen, vil kunne forløbe
med succes. I og med, at man forventer noget, og at det sker på baggrund af dobbelt kontingens,
svarer det til, at man indskrænker udfaldsmulighederne. Derfor kan Luhmann også
formulere sit begreb om struktur derhen, at en struktur består ”af begrænsningen af de relationer,
som er tilladte i systemet”. (SY, p. 384/332) Overført til dagens indkøb af dagligvarer
svarer det derfor til, at jeg i forbindelse med indkøbsforløbet og i overensstemmelse
med centralkoden for det symbolsk generaliserede kommunikationsmedium for økonomisystemet
kan have den forventning, at den kommunikation, som jeg i den forbindelse nødvendigvis
må deltage i, kan indskrænkes til i sidste ende at dreje sig om betaling eller ikke
betaling (jeg kan jo undlade at købe, fx hvis prisen ikke svarer til mine forventninger).
Det særlige forhold ved sådanne præferencekoder er altså, at man sammenlignet
med andre forskelssættelser (GG, p. 360) på denne måde hurtigt kan komme fra den ene til
192 Jeg har til dette illustrationseksempel fundet inspiration hos Helmut Willke, 2000, p. 208 ff.
193 Jf. ES, p. 103
76

den anden side af centralkoden for i dette tilfælde det økonomiske system, dvs. komme fra
betaling til ikke betaling, eller fx hvor det i en videnskabelig undersøgelse måtte være blevet
fastslået, at et udsagn er sandt, vil det sædvanligvis være ganske uproblematisk at fastslå,
hvad der som følge heraf måtte være usandt, for det ville jo være det modsatte udsagn
(GG, p. 361). Dette forhold betegner Luhmann også som en krydsning af grænsen mellem
centralkodens eller præferencekodens forms to sider. Det kan måske illustreres med George
Spencer-Browns markering af en forskel, 194 der kløver rummet med sin skelnen mellem
først en inderside og en yderside, dernæst mellem en markeret inderside og en umarkeret
yderside, jf. figur 10.
m
Figur 10. Form med markeret inderside.
Denne skelnen indeholder principielt to komponenter, nemlig selve forskelssættelsen
(’distinction’ 195 ), dvs. den lodrette linje, samt betegnelsen (’indication’), dvs. den vandrette
linje, som da angiver eller indikerer, at man er på den ene side og ikke på den anden, ligesom
den også angiver en retning for bevægelsen. Skelnenen udgør således først en forskel,
dernæst en forskels forskel, hvad svarer til enheden af forskellen mellem indikationen og
distinktionen, som hos Luhmann da bliver benævnt form, idet ”Formen sind .. als Grenzlinien,
als Markierungen einer Differenz (zu sehen), die dazu zwingt, klarzustellen .. auf
welcher Seite man sich befindet und wo man dementsprechend für weitere Operationen
anzusetzen hat .. Keine Seite ist etwas für sich selbst. Man aktualisiert sie nur dadurch,
dass man sie, und nicht die andere, bezeichnet. In diesem Sinne ist Form entfaltete Selbstreferenz,
und zwar zeitlich entfaltete Selbstreferenz. Denn man hat immer von der jeweils
bezeichneten Seite auszugehen und braucht die Zeit für eine weitere Operation, um auf der
bezeichneten Seite zu bleiben oder die formkonstituierende Grenze zu kreuzen.“ (GG, p.
60-61).
194 Jeg låner selve illustrationen fra Niels Åkerstrøm Andersen, 1999, fordi han allerede på det indledende
trin af pædagogiske grunde indsætter det lille m ved markeringshakket, jf. p. 110. Luhmann anfører i ES, p.
71, samme figur, men betoner i overensstemmelse med ophavsmanden, George Spencer-Brown, at det her
som et enkelt markeringshak alene udgør en forskel. Det bliver først til en form, når markeringshakket gentages,
hvad jo svarer til, at formbegrebet modsvarer en fast kobling af løst koblede elementer.
195 hos Spencer-Brown, jf. Luhmann, ES, p. 74
77

Luhmann anser denne lettelse af krydsningen over grænsen fra den ene side til
den anden for at være en variabel, der har afgørende betydning for den semantiske evolution
af mediekoderne. Det har således ført til, at koderne i de respektive SGK selv er blevet
til en invariant struktur. 196 Disse koder kan imidlertid ikke stå alene. 197 Når der udvikler
sig en sådan relativ frihed inden for de respektive centralkoder til at vælge mellem den positive
og den negative værdi, skaber det nemlig behov for en slags modvægt, og det er da i
den forbindelse, at der opstår konditioneringer, som Luhmann i denne sammenhæng benævner
programmer, som ”festlegen, unter welchen Bedingungen die Zuteilung des positiven
bzw. Negativen Wertes richtig erfolgt” (GG, p. 362). Sådanne programmer fremstår
som mægtige semantiske apparater ved de respektive centralkoder, og de danner grundlaget
for, at de respektive SGK vil kunne opbygge en sådan grad af kompleksitet, at funktionssystemets
kommunikation vil kunne fortsætte. Mens centralkoderne opnår enkelhed og
invarians, bliver programområdet således fyldt op med kompleksitet og foranderlighed.
Luhmann anfører som eksempel på sådanne programmer de til enhver tid værende semantiske
’tilstande’ inden for rettens eller videnskabens område. Mere konkret vil programmer
i relation til fx sandhedsmediet tage form af teorier og metoder, mens de i relation til ”die
rechtlich codierte Macht” antager ”die Form von Gesetzen, Gerichtsentscheidungen mit
präjudizierenden Wirkungen und Verträgen” (GG, p. 377). 198
For hver af centralkodernes respektive funktionsområder, hvad sædvanligvis 199 vil
svare til pågældende funktionssystem, betegner centralkoden det pågældende medium, dvs.
en begrænset, løs kobling af muligheder. Ja, det er faktisk sådan, at det er selve kodningen,
196 Det skriver Luhmann faktisk i GG, p. 361! Dette med invarians forekommer mig imidlertid at være en
noget forhastet konklusion, der i øvrigt falder udenfor Luhmanns sædvanligvis langt mere nuancerede måde
at forholde sig til stoffet på. Det kunne derfor være et eksempel på Luhmanns behov for ”in jedes Buch mindestens
einen Unsinn hineinzubringen”, som han udtaler i et interview på side 46 i Detlef Horster, 1997, Niklas
Luhmann, München, Verlag C.H.Bech
197 jf. Luhmann 1993a, Das Recht der Gesellschaft. Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 190
198 Luhmann erkender, at der her er behov for yderligere forskning, hvad især bliver klart i relation til eksemplet
med den retligt kodede magt, dvs. at Luhmann her som i øvrigt i den i afsnit 2.5.4. anførte krydstabel
over attributionsforholdene tilsyneladende tenderer mod at blande koderne for det politiske og det retlige system
sammen, hvad dog antagelig kun sker tilsyneladende. Det beror på, at i hvert fald de to SGK’er, magt
og ejendom, er dobbeltkodede, dvs. at den moderne økonomi forudsætter ”die Zweitcodierung des Eigentums
durch das Geld”, og den moderne politik forudsætter ”die Zweitcodiering der Macht durch das Recht.” (GG,
p. 388), men samtidig pointerer han, at det vigtige her er, at de anførte „Programme jeweils einem und nur
einem Code zugeordnet sein müssen und nicht von Medium zu Medium fluktuieren können.” (GG, p. 377)
199 Og dermed ikke uden undtagelse – således er der iflg. Luhmann ikke udviklet noget SGK for bl.a. sygdomsbehandling
og uddannelse, selvom Luhmann er af den opfattelse, at der er udviklet funktionssystemer
på disse kommunikationsområder. Dette hænger sammen med, at SGK alene er egnet på funktionsområder,
hvor det problem, der er i fokus, og den løsning af problemet, som tilstræbes, ligger inden for selve kommunikationen,
dvs. inden for pågældende funktionssystem og ikke i dets omverden (fx i kroppen ved sygdomsbehandling
eller i bevidsthedsstrukturer i f.m. uddannelse). Dette er ikke tilfældet for så vidt angår sygdomsbehandling
og uddannelse, idet konditionering og motivation i vid udstrækning her er lagt ind i mere organiseret
interaktion, dvs. at kommunikationen til løsning af sygdomsbehandling og uddannelse i det væsentlige
foregår inden for interaktions- og organisationssystemer (GG, p. 407-408).
78

som sikrer uddifferentieringen og specifikationen af et medium (GG, p. 377), ligesom kodningen
også genererer programmer, 200 hvorfor programområdet alene kan være tilknyttet
én centralkode. Centralkoderne medvirker ved enhver operation, da operationen ellers ikke
lod sig tilordne mediet og eventuelt det modsvarende funktionssystem. Det ligger heri, at
disse centralkoder ikke vil kunne blive glemt, hvad skal ses i sammenhæng med de tilknyttede
programmer, som det derimod vil være muligt såvel at huske som at glemme, ligesom
programmerne vil kunne veksle. Og heri ligger da, at centralkoden løbende og med nødvendighed
bliver holdt ved lige, samtidig med, at den definerer det respektive kommunikationsmediums
enhed og eventuelt også funktionssystemets enhed gennem en specifik difference.
Man kan derfor også sige, at det respektive funktionssystems vigtigste element består
af et SGK 201 samt en binær præferencekode (Jönhill 1997, p. 300) som fx penge samt betaling/ikke
betaling, når der er tale om økonomisystemet, eller magt samt regering/opposition,
når talen er om det politiske system. Begrundelsen herfor er, at hvis der
ikke kan dannes en sådan centralkode, dvs. en binær præferencekode, så vil der ikke kunne
uddifferentieres noget funktionssystem (GG, p. 388). Det er altså selve bifurkationen, dvs.
evnen til at danne en binær præferencekode, der er afgørende i relation til spørgsmålet om,
i hvilken udstrækning SGK tjener som ”Katalysator für Systembildungen”, når Luhmann
ser klare ” Zusammenhänge zwischen der Differenzierung der Medien und der Differenzierung
der Funktionssysteme der modernen Gesellschaft” (GG, p. 387-388). Dette forhold
har således været afgørende i forbindelse med Luhmanns afvisning af, at moral kan danne
grundlag for integration af eller i samfundet.
Selvom moral som sådan faktisk også har udviklet en binær præferencekode,
nemlig godt / dårligt (GG, p. 370), og selvom en kommunikation, der forløber efter en sådan
skelnen i sig selv kan være en god kommunikation, så er problemet med denne skelnen,
at den ikke tillader anvendelse af andet end den positive designationsværdi eller centralkode.
Man vil det gode – ingen vil det dårlige! Hvis man kommunikerer økonomisk, så
kan man ikke sige, at betaling er godt, og ikke-betaling er dårligt, for der må jo dog være
frihed til ikke at ville betale, hvad der bliver forlangt. Man kan heller ikke sige, at den, der
ejer ejendom er god, mens den, der ikke ejer noget er dårlig – eller omvendt. På samme
200 jf. Luhmann 1993a, p. 190, hvor Luhmann uddyber synspunktet derhen, at „Codes sind Unterscheidungen,
die nur mit Hilfe einer weiteren Unterscheidung autopoietisch produktiv werden können, nämlich mit Hilfe
der Unterscheidung Codierung/Programmierung. Sie sind die eine Seite der Form, deren andere die Programme
des Systems sind.“
201 Men altså ikke undtagelsesløst, jf. også det foran anførte om de to funktionssystemer for sygdomsbehandling
og uddannelse, som ikke har noget SGK. Derfor konkluderer Luhmann, at samfundets funktionelle differentiering
ikke kan ses som noget, der alene følger et skema for medieudvikling, men at det også drejer sig
om de problemer, som samfundet til ethvert tidspunkt står overfor en løsning af (GG, p. 408).
79

måde med videnskabelig sandhed hhv. usandhed. Man kan ikke sige, at den, der har konstateret
en videnskabelig sandhed er god, mens den, der har konstateret en usandhed eller
falsifikation er dårlig eller dadelværdig.
Ikke desto mindre bliver der til stadighed gjort forsøg i den retning. Fx sker det,
når en politiker karakteriserer en anden politiker som ’ikke stueren’, fordi vedkommende
har indtaget et skarpt standpunkt til et politisk følsomt emne (fx indvandring). Her vil der
typisk være tale om forsøg på moralsk stempling. Eller når det indgår i den politiske debat,
at yderfløjsmandater til venstre eller højre i parlamentet ikke bør tages med i det parlamentariske
grundlag for en regering, så kan der også være tale om et forsøg på moralsk stempling.
Endvidere ligger der typisk også en moralsk forankret kritik af den kapitalistiske
økonomi bag, når eksempelvis socialistiske idealer føres frem, ligesom protestbevægelser
typisk alene ser det gode ved deres forslag og ikke følgevirkningerne heraf. På den baggrund
konkluderer Luhmann, at man i det funktionelt differentierede samfunds funktionssystemer
simpelt hen ikke kan bruge en kommunikationsmæssig tilgang, der sigter alene
mod enhed, hvorfor de symbolsk generaliserede kommunikationsmedier da er indrettet på
at søge at neutralisere moralske tilskyndelser (GG, p. 371). Det betyder ikke, at moralsk
kommunikation er fuldstændig udelukket, men det betyder, at den moralske kommunikation
har mistet sin betydning som generelt instrument til den samfundsmæssige koordination
og i stedet er blevet reduceret til behandling af patologiske tilfælde i de respektive kommunikative
sammenhænge. 202
Hermed afslutter jeg gennemgangen af de symbolsk generaliserede kommunikationsmedier
m.v. Jeg vil senere i et opsamlingsafsnit søge at samle et overblik til brug ved
den efterfølgende behandling af funktionssystemerne for politik og massemedier. Men forinden
vil jeg ridse en kort introduktion op til Luhmanns måde at formulere sig om selve teoriproduktionens
egne vilkår i næste afsnit om selvbeskrivelse.
2.6. Selvbeskrivelse
Det fjerde teorifundament, som Luhmanns samfundsteori hviler på, er som anført
teorien om selvbeskrivelse, som inden for den filosofiske tradition betegnes refleksionsteori,
hvad beror på, at det her drejer sig om en refleksion over selve grundlaget for beskrivelsen
af samfundet, hvad svarer til, at systemet iagttager sig selv, jf. også Luhmanns oplistning
af logiske muligheder for iagttagelse i forbindelse med beskrivelse af funktionssystemer,
når systemer opstår inden for systemer (GG, p. 757). Her ser han alene tre mulighe-
202 Jf. Luhmann 1993n, bånd nr. 6
80

der, nemlig for det første iagttagelsen af totalsystemet, som delsystemerne hører til, dvs.
samfundet, for det andet iagttagelsen af andre delsystemer i den samfundsinterne omverden
(eller også andre systemer i den eksterne omverden, fx psykiske systemer, jf. fig. 2+5),
og for det tredje iagttagelsen af delsystemet igennem sig selv, dvs. selviagttagelse. For at
kunne skelne mellem disse forskellige systemreferencer ved iagttagelser foreslår Luhmann,
at de benævnes hhv. funktion, når iagttagelsen omhandler totalsystemet, ydelse når den
omhandler iagttagelsen af andre systemer, og refleksion når det drejer sig om iagttagelsen
af systemet selv, altså selviagttagelse (ibid.).
Idet Luhmann fastholder sit udgangspunkt som sociolog og dermed som forskelligt
fra et filosofisk udgangspunkt, præciserer han (i SY, p. 617/520) refleksion til det tilfælde,
hvor ”sociale systemer orienterer sig mod sig selv” 203 og gør derved refleksion til et
specialtilfælde af selvreference, idet han betegner ”det tilfælde, hvor systemreference og
selvreference falder sammen, som refleksion”. I den udstrækning sociologien derimod vil
være ”samfundssystemets refleksionsvidenskab”, som vil være i stand til at ”levere eller i
det mindste kontrollere dettes selvbeskrivelse, må den .. udvikle en begrebslighed, der er
egnet til det” (SY, p. 588/496). Og fordi Luhmann ønsker, at sociologien også skal være
denne samfundssystemets refleksionsvidenskab, søger han da ganske systematisk at udvikle
denne sociologiske begrebslighed, idet han i stort set alle større publikationer i den resterende
del af forfatterskabet typisk har indlagt et kapitel omhandlende netop det pågældende
fagområdes selvbeskrivelse.
En særlig fremtrædende plads kan man sige, at kapitlet om selvbeskrivelse får i
Luhmanns afsluttende beskrivelse af sin samfundsteori i hovedværket Die Gesellschaft der
Gesellschaft. Denne afsluttende beskrivelse drejer sig bl.a. om at trænge frem til en forståelse
af, dels hvorledes samfundet beskriver sig selv, dels hvorfor det er henvist til alene at
kunne gøre det som selvbeskrivelse. 204
Luhmann tager afslutningsvis afsæt i sin udlægning af ”Die europäische Tradition
des (rationalen) Erkennens und Handelns”, som han mener søger efter ”letzten Gründen,
nach Prinzipien, nach unbestreitbaren Maximen” (GG, p. 1134). Det er da Luhmanns op-
203 Hvad stemmer fint med den af Luhmann i 1966 i tidsskriftet Soziale Welt offentliggjorte artikel ”Reflexive
Mechanismen”, hvor refleksiviteten ved de omhandlede mekanismer fremkommer derved, at de anvendes
på sig selv. Fx dette, at vi lærer at lære; at vi regulerer normer ved lov; at vi finansierer vores pengeforbrug;
at vi driver videnskab om videnskaben osv. Denne artikel indgår i Luhmann 1974d , p. 92-112 (det her anførte
er fra p. 93).
204 Selvbeskrivelse i modsætning til fremmedbeskrivelse. Luhmann definerer selvbeskrivelse som en situation,
hvor et system udfærdiger en beskrivelse af sig selv med sine egne operationer, jf. Luhmann 1993n, bånd
nr.12, og specifikt om samfundssystemet, som er karakteriseret ved ikke at have nogen adresse, hvorfor man
ikke kan skrive til samfundet, eller på anden vis kommunikere med det, men alene skrive om samfundet; derfor
bliver en samfundssystemmæssig selvbeskrivelse til en slags imaginære konstruktioner af samfundssystemets
enhed, som ”man” så kommunikerer om, jf. GG, p. 866-867.
81

fattelse, at man godt kan fortsætte ad den vej, men så vil den samfundssystemmæssige
selvbeskrivelse, som man laver, tendere mod at blive afleveret med ”der Erklärung: dies
sei die richtige” (ibid.). Det ville imidlertid efter Luhmanns opfattelse blot medføre, at man
måtte følge sin selvbeskrivelse op dels med autoritet 205 (altså med argumentationseksterne
elementer i kommunikationen som fx det førhen normalt anvendte begreb om Gud), dels
med yderligere grunde, dels med en vedholdende argumentationsindsats, og det måtte man
så fortsætte med, indtil enhver vil være overbevist. Det er her Luhmanns pointe, at man
godt kan gøre det på den måde, ja at det faktisk bliver forsøgt gjort sådan. Imidlertid vil det
da ske som et led i den fortsatte videnskabelige produktionsproces, og det vil sige, at det
vil ske under de vilkår, som det funktionelt uddifferentierede videnskabssystem frembyder.
Det betyder så på sin side, at det vil blive udsat for iagttagelse og dermed for skelnen
og betegnelse, ligesom det uophørligt vil ændre sig alt afhængig af den skelnen, som den
aktuelle iagttager lægger til grund. I en sådan situation vil det derfor iflg. Luhmann fremstå
som indlysende, at en sådan samfundsselvbeskrivelse vil kunne ske på forskellig vis. 206
Luhmanns svar på og krav til dette forhold er da, at man må fremstille de teoretiske
strukturer så klart som muligt med henblik på, at den videre kommunikation inden for
videnskabsprocessen i det mindste kan fastslå, hvad der bliver forelagt til iagttagelse og til
antagelse hhv. til afvisning (GG, p. 1136). 207 Med udgangspunkt i sit begreb om kommunikation
som noget, der sker i mediet mening, 208 fastslår Luhmann, at et samfundssystem i
forbindelse med udførelsen af sin autopoiesis netop producerer former i samme medium,
altså i mediet mening. Det betyder på sin side, at dette samfundssystem må operere i de tre
meningsdimensioner, 209 nemlig hhv. sagsdimensionen, hvor forskellen mellem inde og ude
(eller mellem system og omverden) får sin form, og som Luhmann vil beskrive via systemdifferentieringsbegrebet;
tidsdimensionen, hvor det drejer sig om forskellen mellem
205 Jf. også forordet til Luhmann 1993b, Soziologische Aufklärung 5. Konstruktivistische Perspektiven. 2.opl.
(1990) Opladen, Westdeutscher Verlag, p. 11. Det er således et fast og gentaget synspunkt hos Luhmann.
Dette med autoritet og eventuel misbrug heraf var også oppe at vende som tema i den i vinteren 2003 førte
debat her i landet om videnskabelig uredelighed med meget mere, jf. direktør for Forskningsstyrelsen, Jens
Morten Hansens kronik i Politiken for den 24. februar 2003, ”Tillid til videnskaben”.
206 Dette udsagns forståelighed vinder i styrke, når det ses i lyset af den måde, som iagttagelse opfattes på hos
Luhmann, dvs. med betoning af forskelle mellem en førsteordens og en andenordens iagttagelse. For en relativt
let tilgængelig oversigt herover henviser jeg til Niels Åkerstrøm Andersen 1999, p. 109 ff.
207 Et sådant programmatisk svar kan ud fra en umiddelbar betragtning forekomme ”minimalistisk”. Det er
imidlertid min opfattelse, at man med kravet om at kunne fremstille selve de teoretiske strukturer i forbindelse
med en eller anden grad af samfundsmæssig selvbeskrivelse, da står overfor noget nyt, som man i den videnskabelige
produktionsproces ikke umiddelbart vil have helt let ved at indfri.
208 Jeg henviser til beskrivelsen her i kapitlet af såvel kommunikations- som meningsbegrebet, herunder også
af Luhmanns anvendelse af begrebet om medium, men skal dog her anføre, at synspunktet indebærer, at enhver
kommunikation i iagttagelsesøjeblikket må fremstå som en selektion ud fra en flerhed af valgmuligheder.
209 Jf. Jönhill 1997, p. 162 ff., se endvidere gennemgangen af meningsbegrebet.
82

før og efter, og hvor Luhmann vil anvende evolutionsbegrebet; samt socialdimensionen,
hvor det drejer sig om forskellen mellem Ego og Alter, hvor Luhmann vil anvende kommunikationsbegrebet
og de med det forbundne medier.
Hvis man altså vil forsøge at give en beskrivelse af samfundet som en enhed, så
giver disse meningsdimensioner følgelig visse holdepunkter for de temaer, som samfundsbeskrivelsen
må tage hensyn til. Luhmann anfører (GG, p. 1138), at på samme måde som
de tre meningsdimensioner gensidigt forudsætter hinanden, på samme måde vil man kunne
tage udgangspunkt i en hvilken som helst af de tre teorier om hhv. kommunikationsmedier,
om evolution og om differentiering i forbindelse med en iagttagelse af de andre, hvorfor
indstigningsdøren for en fremstilling af den samlede teori om samfundet kan være ethvert
af disse tre teorifelter, altså enten kommunikationsteori eller evolutionsteori eller differentieringsteori.
Luhmann sammenfatter dette resultat i figur 11 nedenfor, jf. i øvrigt GG, p.
1138. Det er Luhmanns hensigt at vise, hvordan konstruktionen af samfundsteorien kan ske
som en kombination af:
Teori om:
Differentiering
Evolution
Kommunikationsmedier
Modsvarende samfundets:
Sagsdimension
Tidsdimension
Socialdimension
Hermed er vi på samfundsteoriens mest abstrakte niveau, som Luhmann kalder for
reflekteret autologi, eller konkret i den her anførte sammenhæng, jf. også afsnitsoverskriften
i GG, p. 1128: ”Reflektierte Autologie: Die soziologische Beschreibung der Gesellschaft
der Gesellschaft”. Dermed er vi også fremme ved forklaringen på, hvorfor dette
hovedværk har denne for en umiddelbar betragtning mærkelige titel. Det drejer sig i al sin
komplicerede simpelhed om at erkende, at der ikke mere gives nogen absolut plads eller
noget absolut punkt, hvorfra vi kan beskrive samfundet. Som det fremgår af figur 11, er der
i denne opfattelse af samfundsteorien en gensidighed mellem på den ene side selve samfundet
autopoiesis, altså på det forhold, at samfundet som kommunikativt system skaber
sig selv og sine egne strukturer ud fra sig selv, dvs. ud fra sin egen kommunikation og de
med den forbundne strukturer, og på den anden side samfundets selvbeskrivelse, som produceres
uopholdeligt i forbindelse med den forekommende samfundsmæssige kommunikation,
dvs. overalt hvor der kommunikeres.
83

Samfundets
autopoiesis
Semantik: Kommunikation Evolution Differentiering
Meningsdimension:
Social Tidslig Saglig
Samfundets
selvbeskrivelse
Figur 11. Samfundsteoriens relationer.
Kun Gud eller en funktionel ækvivalent herfor – og det kunne i en bevidsthedsfilosofisk
sammenhæng være Subjektet, jf. GG, p. 868 ff. – kan have en sådan absolut plads
eller udgøre et sådant absolut iagttagelsesudgangspunkt. Derfor må den sociologiske samfundsbeskrivelse
som den iagttagelse af samfundet, den er, erkendes som noget, der udøves
af samfundet selv, og at dette sker i samfundets egen kommunikation med og om sig selv,
hvad netop kun kan lade sig gøre, fordi samfundet er et kommunikativt system, som skaber
sig selv autopoietisk, dvs. som skaber sig selv som sit eget værk. Sociologien – eller i vores
tilfælde politologien – kan ikke som del af samfundet og dermed som del af den samfundsmæssige
kommunikation træde udenfor samfundet som en eller anden eksternalitet.
Sociologien/politologien er sociale kommunikationssystemer i samfundet, som qua producerende
videnskaber beskriver samfundet, men som også beskriver samfundsbeskrivelsen
således som den i øvrigt måtte forekomme. Det autologiske eller selvanvendelsesagtige
kommer da frem i og med, at denne beskrivelse af samfundsbeskrivelsen anvendes mere
eller mindre korrigerende på sig selv – derfor drejer dette værk sig om samfundets samfund!
210
2.7. Opsamling
Opsummerende kan man sige, at Luhmann har i hvert fald to væsentlige udgangspunkter
for sit samfundsteoriprojekt, nemlig hhv. et historisk baseret og et systemteoribaseret.
Som indledningsvis anført har sigtet med dette kapitel været med udgangspunkt i
210 Ligesom Luhmanns respektive monografier om funktionssystemer på samme måde tituleres som fx Samfundets
politik, ret, økonomi, osv.
84

disse to perspektiver at pege på forhold inden for Luhmanns samfundsteoretiske produktion,
der har særlig betydning for konstruktionen af samfundsmæssige funktionssystemer. 211
Jeg vil her opsummere de af de grundlæggende teser i den Luhmannske samfundsteori,
som har været berørt i kapitlet, og som jeg i det følgende i særlig grad vil trække på.
Enhver social kontakt bliver opfattet som system, og kommunikation er den
grundlæggende operation i sociale systemer. Sociale systemer opererer i mediet mening,
hvad de har til fælles med psykiske systemer. Mening fremstår som et overskud af henvisninger
til yderligere muligheder for oplevelse og handling, hvorved mening tvinger til selektion.
Det kan også udtrykkes på den måde, at sociale og psykiske systemer er meningskonstituerede
systemer. Mening er således medium for de operationer, der forløber inden
for såvel sociale som psykiske systemer, dvs. for kommunikation i sociale systemer og for
tanker / forestillinger i psykiske systemer. Sociale systemer kan fungere som interaktionssystemer,
organisationssystemer og samfundssystemer.
Det moderne samfund er et verdenssamfund, og det er differentieret efter funktion.
Hvert enkelt funktionssystem realiserer hele samfundet i sit perspektiv. Det kan også
udtrykkes på den måde, at den funktion, det enkelte funktionssystems kommunikation drejer
sig om, udøves inden for pågældende funktionssystem, fordi kommunikation kun kan
operere systeminternt, aldrig på tværs af systemgrænser. Et funktionssystem er en særlig
type socialsystem, og som sådant er det også autopoietisk, dvs. operationelt lukket og selvreferentielt,
men kognitivt åbent og fremmedreferentielt. Funktionssystemer uddifferentieres
som svar på den i samfundet stigende grad af kontingens. Som katalysator for denne
differentieringsproces i det funktionelt differentierede samfund virker de symbolsk generaliserede
kommunikationsmedier. Det er dog en forudsætning, at det enkelte SGK har kunnet
udvikle en binær centralkode. Det er principielt et empirisk spørgsmål at fastslå, om der
er eller ikke er udviklet en binær centralkode, og dermed om der kan foreligge et funktionssystem.
Teorien er således åben for udviklinger i empirien.
Det moderne samfund med delsystemer frembyder tre muligheder for iagttagelse
af systemer: Man kan iagttage det samlede system, som delsystemet hører til (dvs. samfundet);
man kan iagttage andre delsystemer i den samfundsinterne omverden (eller også andre
systemer i den eksterne omverden, fx psykiske systemer), og man kan iagttage delsystemet
via sig selv (dvs. selviagttagelse). De modsvarende systemreferencer benævnes hhv.
211 Der ligger fortsat en dobbelthed i denne formulering, jf. note foran i dette kapitel, nemlig det forhold, at
teorien nok påstår eksistensen af de beskrevne systemer, men der menes ikke hermed en påstand om, at de
fremstår som genstande, der kan nås, derimod opfattes de ”i fænomenologiens forstand som horisont”, jf.
Luhmanns instruktive diskussion heraf i RM, p. 18/15.
85

funktion, ydelse og refleksion. Det følger heraf, at iagttagelse af samfundet modsvarer iagttagelse
af et funktionssystem i relation til dets funktion; iagttagelse af et interaktionssystem,
et organisationssystem eller et funktionssystem i relation til tilsvarende systemer
modsvarer iagttagelse af disse systemer i relation til den ydelse de præsterer i denne relation,
mens iagttagelse af delsystemet via sig selv, altså selviagttagelse, modsvarer iagttagelse
af systemets refleksion.
Enhver iagttagelse forløber som kommunikation, og kommunikation forløber inden
for alene ét system, men kommunikation er også altid kommunikation om noget. Derfor
er enhver iagttagelse såvel en systemintern som en systemekstern proces.
I det moderne samfund har Luhmann identificeret en række funktionssystemer. I
det følgende skema har jeg oplistet disse funktionssystemer og deres kendetegn dels ud fra
forskellige Luhmann-tekster, dels ud fra sekundærlitteratur. Jeg vil i næste kapitel om hhv.
det politiske system og massemediesystemet tage udgangspunkt i systematikken fra dette
skema. Det vil ske under en overordnet synsvinkel, der tager afsæt i spørgsmålet: Hvad er
efter Luhmanns opfattelse problemet, dvs. hvad er funktionen, og hvordan beskriver Luhmann
løsningen/erne på problemet? Sigtet er som anført foran i kapitel 1 at lægge an til en
argumentation for teoriens forskningsmæssige, herunder empiriske, relevans.
86

Figur 12. Funktionssystemer: sammenligning af kendetegn
Funktionssystem
Funktion Ydelse Program/
Refleksion
Medium
Kode/
Ledeforskel
Attributionsform
Institutionel
kerne
Symbiotisk
meka-nisme
Politik
Regeringsog
partiprogrammer
Massemedier
Økonomi
Ret
Videnskab
Religion
Muliggøre
kollektivt
bindende
beslutning
”Irritation”
af samfundet
Iagttagelse
og erkendelse
Knaphedsreduktion
Hindre normativ
forventningsk
ontingens
Skabe ny
viden
Iagttagelse
og erkendelse
Kontingensudelukkelse
Udføre kollektivt
bindende
beslutning
Konstruere
samfundets
fællesverden
Tilfredsstille
materielle
behov
Konfliktreg
ulering
Levere ny
viden
Diakoni og
sjælesorg
Nyheder,
underholdning,
reklamer
Strategier,
priser,
budgetter,
regnskaber
Retsnormer
love
Teorier og
metoder
Religiøs
dogmatik
Magt
Penge
Ret
(retspleje)
Sandhed
Tro
Regering/
opposition
Information
Information/
ikke
information
Betaling/
ikke betaling
Ret/uret
Sandhed/
usandhed
Immanens/
transcendens
Handling
til
Handling
Handling
til oplevelse
Handling
til
Handling
Oplevelse
til oplevelse
(?)
Forvaltning
partier,
publikum
TV, radio,
aviser, forlag
mv.
Handling
til oplevelse
Virksomheder,
husholdninger
Domstole
Oplevelse
til oplevelse
Universitetsforskning/
-
projekter
Kirker,
moskeer
m.m.
Fysisk
vold
Behov
(Fysisk
vold)
Uddannelse Karriereselektion
Kunst
Iagttagelse
og erkendel-se
Intimforhold
/Familie
Medicin
Sport
Skoler, uddannelsesinstitutioner
Kunsthandlere,
forlag
m.v.
Verdensiagttagelse
(verden i
verden)
Partnervalg
Personinklusion
At omgås
sygdom
Levere
præstationsforbilleder
Reproduktion
Behandle
sygdom
Leverer
dramaer i
kroppens
medium
Pædagogik,
læseplaner
Kunstdogmatik,
stilprincipper
Passion
Forskrifter
for forebyggelse
+
behandling
Regler for
sportsudøvelse
Muliggøre
usandsynlig
kommunikation
Selvfortolkning
Levnedsløb
(Barnet)
Bedre læring/
dårlig
læring
Kunstværk Passende/
upassende
(Smukt/
hæsligt)
Kærlighed Elsker/ elsker
ikke
Medlem/ej
medlem
Syg/rask
Sporten
som værk
Vinde/tabe
Handling
til oplevelse
(?)
Handling
til oplevelse
Oplevelse
til
handling
Handling
til oplevelse
(?)
Sportshaller/sportspladser
mv.
Stykket sammen fra: Krause 2001; Qvortrup 2001a, Reese-Schäfer 2001, Thyssen 2000 + diverse Luhmanntekster
212
Ægteskab
partnerskab
forældrebørn-rel.
Hospitaler
lægehuse
m.m.
Seksualitet/
slægtskab?
212
Massemediesystemets attributionsform: her sætter Detlef Krause spørgsmålstegn ved og parentes om,
hvorvidt der er tale om, at en kommunikation attribueres (tilskrives) i formen Handling til oplevelse. Men
ved tjek i RM (130/93) synes det dog at fremgå forholdsvis klart, at der faktisk er tale om en tilskrivning af
oplevelse til individerne ud fra en handlingsform i mediet, fx når Luhmann skriver, at ”nyheder .. forudsætter
87

individer som kognitivt interesserede iagttagere, der kun tager til efterretning, hvad der bliver forelagt dem”
(p.93)
Religionssystemet: Attributionsform, beskriver Detlef Krause som oplevelse til oplevelse, men sætter det i parentes
og med spørgsmålstegn ved. Det tager jeg til efterretning. Symbiotisk mekanisme, findes iflg. Detlef
Krause ikke inden for religionssystemet, hvad jeg ligeledes tager til efterretning. Religiøs dogmatik, som er et
bredere begreb end teologi (som bl.a. Qvortrup bruger), anvender jeg til betegnelse for den refleksion og programvirksomhed,
der pågår inden for religionssystemet. Jeg bygger her som udgangspunkt på Luhmann 1972
h, Religion als System. Thesen, i: Karl-Wilhelm Dahm, Niklas Luhmann, Dieter Stoodt, 1972, Religion – System
und Sozialisation, Darmstadt und Neuwied, Hermann Luchterhand Verlag, p. 11-13, som blot består af
syv teser, som Luhmann har formuleret til brug ved et foredrag ved Evangelischen Akademie Hofgeismar i
november 1971.
Sygdomsbehandling, der foregår inden for medicin- eller sygdomsbehandlingssystemet, har Luhmann kun
beskrevet i meget begrænset omfang. Når jeg har taget dette system med, beror det på, at Luhmann faktisk er
af den opfattelse, at det vil kunne beskrives som et særligt funktionssystem, fordi der er udviklet en binær
kode for kommunikationen her, jf. Luhmann 1993b, Soziologische Aufklärung 5. Konstruktivistische Perspektiven.
2.opl. (1990) Opladen, Westdeutscher Verlag, p. 183-195, artiklen ”Der medizinische Code”, hvor
han giver en beskrivelse af den medicinske kode, sygdom/sundhed. Luhmann afviser imidlertid, at der kan
være et SGK for dette system, idet SGK kun er egnet for funktionsområder ”in denen das Problem und der
angestrebte Erfolg in der Kommunikation selbst liegen.” Ved sygdomsbehandling er der imidlertid tale om,
at dette systems ”Funktion in einer Änderung der Umwelt liegt”, fx ”eine Änderung menschlicher Körper”
eller ”Bewusstseinsstrukturen”, som det hedder i GG, p. 407, jf. også foran, afsnit 2.5.5.
Uddannelsessystemet får her i skemaet udpeget et medium, altså et SGK, her barnet, dvs. dets levnedsløb,
hvilket stammer fra Krause 2001, p. 43. Hos Qvortrup 2001a er mediet anført som dannelse. Luhmann afviser
imidlertid også, at der kan være et SGK for uddannelsessystemet. Argumentationen er den samme som
for sygdomsbehandlingssystemet.
Familie/intimforhold er medtaget her som funktionssystem, men det er faktisk ikke i overensstemmelse med
Luhmanns opfattelse, for familien lader sig ikke mere indføje i et samfundsstrukturelt givent skema eller differentieringsskema
(Luhmann 1993b, p. 200). Det betyder imidlertid ikke, at familien er uden funktion: Familien
orienterer sig internt mod en difference mellem system og omverden forstået på den måde, at der i familien
sker det, at personens interne såvel som eksterne adfærd bliver anset for relevant: Alt hvad et familiemedlem
foretager sig inden for eller uden for familien bliver gjort til genstand for familieintern kommunikation.
Man kan altså ikke afvise en kommunikation om sig selv i sin familie med en bemærkning om, at det
ikke kommer den anden ved. I familien må man svare, og man må ikke engang antyde, at man er varsom med
det man har sagt! Den som er parat til at følge sådanne regler, er klar til at blive gift, som Luhmann formulerer
det (ibid. p. 201)! Men ”die Gesamtheit der Familien hat als Gesamtheit keine gesellschaftliche Funktion”
(ibid. p. 210) … thi den ligger i det forhold, at ”gerade wenn man .. jedem die Chance einer familialen Inklusion
offen halten, erfordert dies zwingend den Verzicht auf Funktionssystemeinheit. Hier .. liegt die Besonderheit
der gesellschaftlichen Stellung der modernen Familie.”(ibid. p. 211). Enhver kan altså stifte familie.
Der er iflg. Luhmann ikke nogen samfundsstrukturelle forhold som i ældre samfund, der som sådan umuliggør
det, som fx om man nu kan finde en standsmæssigt passende ægtefælle.
88

3. Luhmanns formulering af det politiske og det massemediemæssige
i det funktionelt differentierede samfund
I dette kapitel vil jeg som anført i afsnit 1.3. beskrive Luhmanns formulering af
det politiske og det massemediemæssige funktionssystem i det moderne samfund. Det vil i
fortsættelse af især beskrivelsen under afsnit 2.5 ske med det sigte at komme så tæt som
muligt på Luhmanns begrundelser for, at der her er tale om to forskellige funktionssystemer.
Som anført i samme afsnit ser Luhmann forholdet mellem den til enhver tid værende
dobbelte kontingens og de sociale kommunikationssystemer som et problemforhold i et
tidsperspektiv. Det vil sige, at de sociale systemer løser nogle problemer af kommunikationsmæssig
art på hver deres kommunikationsområde. Dette gælder som anført også for
funktionssystemerne i samfundet. De løser nogle kommunikationsproblemer ved hjælp af
symbolsk generaliserede kommunikationsmedier, SGK, og de i den forbindelse udviklede
central- eller præferencekoder, nærmere bestemt derved, at de transformerer de af udviklingen
stærkt forøgede nej-sandsynligheder til ja-sandsynligheder. Det er som anført da
Luhmanns tese, at uddifferentieringen af funktionssystemer sker under ledelse af en sådan
kode inden for samfundssystemet.
Luhmann har om udgangspunktet for sin tænkning engang i et interview udtalt
følgende: ”Wenn man eine Gesellschaft einmal in einer bestimmten Weise sähe, dann interessiert
mich, welche Konsequensen das hätte.” 213 Det er en interesse, som jeg fuldt ud
deler! Ja, faktisk kan man i en vis forstand sige, at den måde at gå til sagen på 214 , som jeg
således søger at anvende, i realiteten er den samme, som Luhmann her anfører som sin. Det
skal forstås på den måde, at det interesserer mig at se på konsekvenserne af den teorikonstruktion,
som Luhmann har fremlagt. Det kan imidlertid ikke forblive ved det, når jeg
samtidig spørger efter grundlaget for teorikonstruktionen.
Det er, som vi så foran i afsnit 2.5.4. her, at kimen til usikkerhed kan ligge. Det er
her, man kan stoppe op for nærmere overvejelser. Sigtet vil derfor være dobbelt. Det vil for
det første være at redegøre for, hvordan Luhmann når frem til sin konklusion om, at der her
er tale om ikke ét, men to forskellige funktionssystemer. For det andet vil det være nærmere
at overveje, hvad denne konklusion må få af konsekvens for det videnskabelige studium
213 Luhmann 1987a, p. 151
214 Som vel er at ligne med analysestrategi, jf. Åkerstrøm Andersen, 1999, der ser en bevægelse i moderne
socialvidenskab ”Fra metode til analysestrategi”, jf. titlen på første kapitel i pågældende bog.
89

af politisk kommunikation, herunder at pege på eventuelle muligheder for empirisk anvendelse
af Luhmanns konklusion.
Indledningsvis vil det i lyset af, at Luhmann ser forholdet mellem den til enhver
tid værende dobbelte kontingens og de sociale kommunikationssystemer som et problemforhold
i et tidsperspektiv, være centralt at overveje spørgsmålet om, hvorvidt hans bestemmelse
af disse to funktionssystemers funktion rækker ud over systemerne selv. Vil
man fx kunne sige, at det politiske funktionssystem udfører den eller den funktion for samfundet
med henblik på samfundets opretholdelse? Eller vil funktionen tværtimod, evt. som
følge af teorien om autopoiesis, kunne siges at være begrænset til alene at dreje sig om
funktionssystemets egen opretholdelse? Eller kunne der måske snarere være tale om et både
og? Jeg tager dette tema op, fordi det som anført i afsnit 1.3. vil være af stor betydning
for, hvordan vi med udgangspunkt i Luhmanns begrebsapparat vil kunne beskrive politisk
kommunikation. Dermed vil besvarelsen af dette tema også være væsentlig for behandlingen
af den for dette speciale styrende problemstilling. Endvidere tager jeg temaet op, fordi
det indgår med en ikke ubetydelig vægt i debatten om Luhmanns samfundsteori, jf. også
den kort refererede diskussion af den Luhmannske teoridannelses mulige konservative og
dermed samfundsbevarende karakter med hvad måtte følge deraf af forskningsstrategiske
konsekvenser.
Et eksempel på denne debat finder vi hos Roar Hagen, hvor det hedder: ”..det moderne
samfund .. består af en række delsystemer .. Hvert system varetager en specialfunktion
for samfundet og opererer uafhængigt af de andre.” 215 Der synes her at være en reminiscens
fra nogle af de ideologikritiske diskussioner om den Luhmannske teoriproduktion i
og omkring samt i kølvandet på fællesværket mellem Habermas og Luhmann fra 1971, 216
jf. i øvrigt også foran, afsnit 1.2., hvor jeg kort refererede til en kritik af Luhmanns systemteori
for at være en konservativ systemoverlevelsesmodel.
Heroverfor står en læsning af Luhmanns samfundsteori, som vi eksempelvis kan
se hos Anders la Cour, der kommer frem til det synspunkt, at ”i modsætning til funktiona-
215 Roar Hagen 1996, Niklas Luhmann, p. 367, i: Heine Andersen & Lars Bo Kaspersen, Klassisk og moderne
samfundsteori, København, Hans Reitzel, p. 367-380, min fremhævning. Det er et synspunkt, der ikke er
tilfældigt hos Hagen. Det gentages således i hans artikel, Roar Hagen 1997b, Autopoiesis-begrepets
muligheter og begrensninger i moderne samfunnsteori, i: Tidsskrift for Samfunnsforskning, 3, p. 389-415, p.
405, og Roar Hagen gentog synspunktet som officiel opponent under diskussionen med Anders la Cour under
dennes forsvar den 28. maj 2002 af sin Ph.d-afhandling, Anders la Cour 2002, på Sociologisk Institut, Københavns
Universitet.
216 Jürgen Habermas & Niklas Luhmann, Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie – Was leistet die
Systemforschung?, Frankfurt a M, Suhrkamp. Habermas angiver sin interesse til ikke i første række at være
en ideologikritik af den Luhmannske teori. Han finder det derimod særligt interessant at udsøge de saglige
fejl i teorien, der fører til, at den egner sig til at opfylde ”der latenten Funktion der Herrschaftslegitimierung”,
jf. p. 145. Der antydes hermed, at i anden række kan ideologikritikken komme frem!
90

lismen, hvis grundsyn er, at samfundet udgør en organisk helhed, hvor samfundets normer,
roller og institutioner er som de er, fordi de har gavnlige virkninger for helheden, .. så har
de forskellige uddifferentierede funktionssystemer ikke længere nogen helhed at referere
til. Eller mere præcist formuleret; der eksisterer ikke længere noget samfund, som et fælles
referencepunkt.” 217 Når der ikke længere er et fælles samfundsmæssigt referencepunkt, så
er der heller ikke længere noget fælles at forsvare og bevare. Det følger derfor af dette
synspunkt, at man ikke kan beskylde den Luhmannske systemteori for at være en konserverende,
dvs. en samfundsbevarende teori.
Begge synspunkter kan i og for sig finde støtte i GG. Det hedder således på side
745, ”Während im Falle der Stratifikation jedes Teilsystem sich durch eine Rangdifferenz
zu anderen bestimmen musste und nur so zu einer eigenen Identität gelangen konnte, bestimmt
im Falle funktionaler Differenzierung jedes Funktionssystem die eigene Identität
selbst .. Die Gesellschaft im übrigen kommt dann nur noch als Umwelt des Funktionssystems
in Betracht und nicht als spezifische Unter- oder Überlegenheit.“ Ud fra dette citat
kunne man umiddelbart forledes til at tro, at det er Luhmanns opfattelse, at der med funktionssystemernes
således beskrevne selvbestemmelse faktisk er tale om, at de alene er til for
sig selv.
Imidlertid fortsætter Luhmann med at betone, at denne selvstændighed og selvstændiggørelse
ikke fører eller har ført til, at der er mindre afhængighed mellem del- eller
funktionssystemerne end før. Tværtimod er det Luhmann bestemte opfattelse, at den indbyrdes
afhængighed mellem del- eller funktionssystemerne er taget til, ”Aber sie nehmen
die Form der Differenz von System und Umwelt an, lassen sich nicht mehr spezifisch normieren,
lassen sich nicht mehr gesamtgesellschaftlich legitimieren als Bedingung von Ordnung
überhaupt, sondern bestehen jetzt in einer allgemeinen und hochdifferenzierten Abhängigkeit
von ständig wechselnden innergesellschaftlichen Umweltbedingungen.“ (ibid.)
218 . Med dette siger Luhmann altså, at det er på grund af selve systemformen, dvs. dette
at et system må iagttages som forskellen mellem system og omverden, samt underforstået
pga. systemets autopoietiske karakter, at det ikke mere lader sig normere endsige
legitimere, dvs. styre specifikt fra dets omverden, dvs. fra samfundet. Det er altså denne
teoretiske beslutning 219 om, at systemformen er system / omverdensformen, og at operati-
217 Anders la Cour 2002, p. 113
218 Denne højdifferentierede afhængighed mellem funktionssystemerne kan den funktionelle differentiering
ikke selv håndtere. Til det formål er der brug for en anden systemdannelse, nemlig organisation, jf. Luhmann
2000d, Organisation und Entscheidung, Opladen, Westdeutscher Verlag (herefter forkortet til OE), p. 396.
219 Dette turde være et udmærket eksempel på det i afsnit 1.0. anførte om, at det er teoriens opgave at garantere
studieobjektets enhed og ikke omvendt.
91

onsformen er autopoietisk, her kommunikationsmæssig, der gør det nødvendigt for Luhmann
at fastslå denne relative uafhængighed.
I anden sammenhæng 220 forklarer Luhmann mere direkte, hvad der er på færde
her, idet han ikke lægger skjul på, at det er ændringen fra den klassiske strukturfunktionalistiske
tilgang, med dens særlige opfattelse af funktion som noget, man når et mål eller målopfyldelse
med, til hans egen formulering af funktionsforholdet som et problemløsningsforhold,
hvor det da er sammenligningen mellem problemløsninger, der er i fokus. Samtidig
bliver argumentet imidlertid også til et systemteoretisk argument på den måde, at hvis
man tog udgangspunkt i målopfyldelse og bandt mål og målopfyldelse op på handlingssekvenser
og dermed bandt systemet op på disse handlingssekvenser, så måtte man jo have et
problem med systemfortsættelsen, når målet måtte være nået, og når handlingssekvenserne
dermed måtte være gennemført. Dette teleologiske problem undgår eller unddrager Luhmann
sig netop ved at gå over til sin særlige funktionssystemformulering, som systemteoretisk
da hviler eller bygger på begrebet om autopoiesis, altså det forhold, at systemet skaber
sig selv og sine egne strukturer ud fra sine egne operationer, og at det sker i et uophørligt
problemløsningsforhold og ikke i et sekventielt målopfyldelsesforhold.
Vi har med dette imidlertid endnu ikke fået en klar besvarelse af spørgsmålet om,
hvorvidt funktionssystemet opfylder en funktion for sig selv eller for samfundet. Vi har a-
lene fået en forberedelse af svaret, som er, at ”Funktionale Differenzierung besagt, dass der
Gesichtspunkt der Einheit, unter dem eine Differenz von System und Umwelt ausdifferenziert
ist, die Funktion ist, die das ausdifferenzierte System (also nicht: dessen Umwelt) für
das Gesamtsystem erfüllt.“ (GG, p. 745-746).
Samfundets enhed ligger altså i den særlige funktion, som det uddifferentierede
funktionssystem opfylder for samfundet. En sådan funktion kan være den, som det politiske
system varetager, nemlig at muliggøre, at der kan træffes kollektivt bindende beslutninger,
eller den, det økonomiske system varetager, nemlig at sikre fremtiden med henblik
på knappe goder (GG, p. 747) 221 , men det kunne altså også være den funktion, som massemediesystemet
varetager, nemlig at irritere samfundet (altså ikke bare det politiske system,
men hele samfundet! 222 ). Da de enkelte funktionssystemer hver især på denne måde
så at sige tager monopol på udøvelsen af deres respektive funktion, så mener Luhmann, at
han har fået samlet begge synspunkter i ét synspunkt, idet ”Die Funktion liegt im Bezug
220 Luhmann 1993n, bånd nr. 11.
221 Jf. også figur 12 foran.
222 For at holde samfundet åbent, herunder også alle de andre systemer. Irritation modvirker således autarke
tendenser og virker på den måde integrerende, jf. Luhmanns begreb om integration, hvorved han ”nichts anderes
verstehen als die Reduktion der Freiheitsgrade von Teilsystemen” (GG, p. 603).
92

auf ein Problem der Gesellschaft, nicht im Selbstbezug oder in der Selbsterhaltung des
Funktionssystems. Sie wird, obwohl sie zur Ausdifferenzierung einer besonderen System/Umwelt-Beziehung
in der Gesellschaft führt, nur im Funktionssystem und nicht in
dessen Umwelt erfüllt.“(GG, p. 746). Funktionen i samfundet, dvs. problemet, iagttages således
fremmedreferentielt ud fra funktionssystemet, mens selve operationen(rne), dvs. selve
funktionsbehandlingen af problemet, i overensstemmelse med det systemteoretiske og
autopoietiske forlæg alene kan og derfor må foregå eller processere internt i funktionssystemet.
Det er her vigtigt, at de forskellige iagttagelsesvinkler holdes adskilt, jf. foran, afsnit
2.6., hvor den iagttagelse, der omhandler totalsystemet, dvs. den samme slags iagttagelse
som netop refereret, bliver benævnt funktion, mens den iagttagelse, der omhandler
andre systemer, benævnes ydelse, og endelig den selviagttagende vinkel, som benævnes refleksion.
Således tjener i relation til eksempelvis det politiske system ”der Begriff ’Staat’
der internen Selbstbeschreibung (Reflexion) des politischen Systems und sollte nicht verwechselt
werden mit der gesellschaftlichen Funktion des Systems, kollektiv bindende Entscheidungen
zu treffen.“(GG, p. 758). Hvis man nemlig ikke her skelner mellem begrebet
stat og begrebet det politiske system, så ”kommt es zu einer Hypertrophie des Staatsbewusstseins”
(ibid.), dvs. at statsbevidstheden i så fald vil blive udsat for ukontrollabel
vækst – og det uagtet, at ”Politische Leistungen liegen überall dort vor, wo in anderen
Funktionssystemen der Gesellschaft bindende Entscheidungen benötigt werden“, og “das
ist ungeachtet aller Autonomie anderer Funktionssysteme in hohem Masse der Fall“, som
det hedder allerede i 1981. 223 Opsummerende må det på denne baggrund kunne konkluderes,
at det ikke er så enkelt som de to foran anførte forfattere synes at antage, nemlig at et
funktionssystem for Luhmann enten er til for samfundet eller til for sig selv.
Vi er derfor i virkeligheden tilbage ved det, som blev anført i afsnit 2.3. Luhmanns
svar var dér, at analysen af samfundssystemet måtte deles op på tre niveauer, nemlig
på niveauerne for interaktion, organisation og samfund. Her i denne indledende og
forskningsstrategiske sammenhæng er vi alene på funktionssystemniveauet, altså alene på
et enkelt niveau i analysen. Men i og med, at det respektive funktionssystem i sit særlige
problemløsningsperspektiv tegner samfundets enhed, får det imidlertid den konsekvens, at
Luhmann må følge den samme opdeling af sin analyse af funktionssystemet, som han anviser
som gældende for samfundssystemet. Det er da også, hvad han rent faktisk gør i Die
223 Luhmann 1981c, Politische Theorie im Wohlfahrtsstaat, München – Wien, Günther Olzog Verlag, p. 83
93

Politik der Gesellschaft (se fx p. 244), mens det er mindre gennemarbejdet og måske afvigende
herfra i Die Realität der Massenmedien.
I det følgende vil jeg kortfattet og alene skitseagtigt redegøre for Luhmanns beskrivelse
af det politiske og det massemediemæssige funktionssystem med reference til de
anførte niveauer, idet sigtet som anført især er at søge hans begrundelser fremhævet for eksistensen
af disse respektive systemer. Det sker med særligt henblik på en vurdering af beskrivelsens
betydning for studiet af politisk kommunikation i lyset af problemformuleringen,
jf. afsnit 1.1.
3.1. Det politiske system
Som vi så i afsnit 2.5.3., er det Luhmanns opfattelse eller tese, at differentieringen
af samfundet i de respektive funktionssystemer er et resultat af symbolsk generaliserede
kommunikationsmediers evolution, de såkaldte SGK som penge, magt, sandhed, information
osv., ligesom selve differentieringen af de respektive delsystemer sker under ledelse af
en kode inden for samfundssystemet. Da Luhmanns systembegreb samtidig er defineret
som autopoietisk, betyder det, at ikke alene systemets dannelse, men også dets reproduktion,
herunder dets kontinuerlige operative lukning om sin egen kommunikation, sker under
ledelse af en sådan kode, jf. bl.a. afsnit 2.5.3. Som anført i afsnit 1.3. vil beskrivelsen her
tage udgangspunkt i den skematik, der efterhånden har udkrystalliseret sig som sædvanlig,
jf. figur 13:
Funk-
Funktion Ydelse Program/
Medium Kode/
Attribu-
Instituti-
Symbio-
tions-
Refleksi-
Lede-
tionsform
onel kerne
tisk me-
system
on
forskel
kanisme
Politik
Muliggøre
Udføre
Rege-
Magt
Regering/
Handling
Forvaltning
Fysisk
kollektivt
kollektivt
rings- og
opposition
til
partier
vold
bindende
bindende
partipro-
Handling
publikum
beslutning
beslutning
grammer
Figur 13. Det politiske funktionssystems kendetegn.
For det politiske systems vedkommende har Luhmann altså bestemt dets medium
eller SGK som magt, dvs. at den kommunikation, der forløber i det politiske system, iagttages
som forløbende i mediet magt og under ledelse af central- eller præferencekoden at
have magt/ikke at have magt, hvor det da drejer sig om at besidde regeringsmagt eller at
være i opposition. Dette er dog kun én udgave af det politiske systems mere lokale eller re-
94

gionale måde at være etableret på, og som Luhmann tidstypisk betegner som ”westlicher
Auffassung von Demokratie” 224 .
Det politiske funktionssystem løser således problemforhold af kommunikationsmæssig
art på sit særlige kommunikationsområde ved hjælp af det særlige symbolsk
generaliserede kommunikationsmedium magt. Forholdet iagttages via den i den forbindelse
udviklede central- eller præferencekode, regering/opposition. Det fremstår på den generelle
måde, at magten medvirker til at transformere de af den samfundsmæssige udvikling
stærkt forøgede nej-sandsynligheder til ja-sandsynligheder, jf. foran afsnit 2.5.4. Med andre
ord medvirker magten til at løse den sociale ordens problematik på sit særlige, politiske
område, jfr. foran afsnit 2.5.1.
Konkret sker dette ved, at det politiske funktionssystem udfylder den funktion
uophørligt at opretholde kapacitet til at træffe kollektivt bindende beslutninger, eller ordret:
”das Bereithalten der Kapazität zu kollektiv bindendem Entscheidungen”, (PG, p. 84). Som
Luhmann præciserende anfører, så drejer det sig her om kommunikation, der kommer til
udtryk i form af beslutninger, der som sådan er kontingente. Man kan beslutte sig til at investere
et større eller mindre beløb i jernbanenet eller motorveje – eller i noget helt tredje,
eller man kan undlade at investere eller at beslutte! Det bindende relaterer sig til, at beslutningen,
når den én gang er truffet, så ikke bliver draget i tvivl, men derimod på effektiv vis
danner præmis for yderligere beslutninger i beslutningssystemet. Det skal forstås på den
måde, at beslutninger optræder på samme måde som kommunikation/ kommunikationsenheder,
jf. foran afsnit 2.4. Ligesom et kommunikationssystem ikke ville kunne overleve
uden fortsat kommunikation, vil et organiseret kommunikationssystem i form af en organisation
heller ikke kunne overleve uden en uophørlig række af beslutninger. At beslutningen
er kollektivt bindende betyder, at den gælder for alle – også beslutningstageren(erne), hvad
er nyt i forhold til det hierarkisk differentierede samfund, hvor ”die Spitze wie von aussen
regieren könnte.” (PG, p. 85). Sluttelig fremhæver Luhmann vigtigheden af kapacitetsfunktionen,
altså dette at være i stand til uophørligt at holde et beslutningsberedskab ved
lige. Herved viser eller signalerer det politiske system overfor omverdenen, at hvis en poli-
224 Jf. formuleringen i Luhmann 1975b, p. 42, artiklen Komplexität und Demokratie (1969). Denne vestlige
opfattelse af demokrati skal iflg. Luhmann ses som modsætning til den på det tidspunkt konkurrerende østlige
opfattelse, hvor man med ideologisk integrerede étpartisystemer anvender ”ihre Ideologie als Grundstruktur
ihrer Entscheidungsprozesse, fast sogar als Programm” (ibid.). Der er i dag ikke mange af disse (kommunistiske)
étpartisystemstater tilbage – med Kina som den helt store undtagelse, jf. eksempelvis Jørgen Delman,
2003, Kinas private erhvervsliv og partistaten, grænser for interessesammenfaldet?, i: Politologiske
Studier, 6. årg., nr. 2, september 2003, p. 83-93. Men det betyder ikke uden videre, at der i dag i stedet er
etableret demokratier af vestlig type. Billedet er – som det vil være bekendt ud fra dele af massemedierne –
langt mere broget, herunder med en række mere eller mindre klan- og/eller mafiaorganiserede politiske systemer.
95

tisk beslutning bliver oplevet som nødvendig, kan systemet træffe den. ”Nur so können in
der gesamten Gesellschaft Möglichkeiten über den Moment hinaus als Chancen, aber auch
als von der Politik ausgehende Gefährdungen garantiert werden.” (PG, p. 85). 225
3.1.1. Det politiske systems organisering
I udgangspunktet ser vi således, at det politiske funktionssystem er organiseret
omkring regeringsmagten/staten i og med, at den styrende præferencekode sigter på forskellen
mellem regering og opposition. 226 Det betyder i relation til det samfundsteoretiske
udgangspunkt, som Luhmann gør til sit, nemlig at funktionssystemernes kommunikation
ikke har nogen geografiske grænser, men at de i dag omfatter hele verden, altså at de er
verdenssystemer, at dette udgangspunkt ikke fuldt ud holder på dette særlige funktionsområde.
Faktisk er det Luhmanns opfattelse, at det konkret er staten som organisation, 227 der
udøver den funktion, som det politiske funktionssystem har med at opretholde den til enhver
tid tilstrækkelige kapacitet til at kunne træffe kollektivt bindende beslutninger. Funktionsudøvelsen
inden for det politiske system sker således på eller ud fra det organisationsmæssige
område mellem interaktion og samfund, jf. foran afsnit 2.3., og den koncentreres
hos staten for at undgå uløselige modsætninger. 228
Af det synspunkt følger da, at vi inden for det politiske, verdensomspændende
funktionssystem ser, at selve funktionsudøvelsen foregår på ”der dritten Ebene der Differenzierung
des weltgesellschaftlichen Systems: Funktionale Differenzierung ist die Primärdifferenzierung
des Gesellschaftssystems. Für das dadurch ausdifferenzierte politische
System folgt auf einer zweiten Ebene eine segmentäre Differenzierung in Territorialstaaten,
die die Politik an die Besonderheiten sehr verschiedener Territorien heranführt. Auf
dieser Differenzierungsebene bezeichnet der Begriff des ’Staates’ die politische Gesamt-
225 Finanslovsforhandlingerne her i november 2003 om bl.a. besparelser på arbejdsløshedsdagpenge og reaktionen
herimod samt regeringens hurtige retræte illustrerer klart problemet set fra det politiske systems side –
og det er den synsvinkel, der umiddelbart vil trænge sig på i forbindelse med anvendelse af en systemteori
som den Luhmannske. Til forskel fra den tidligere nævnte styringsdiskussion fra 1970’erne, hvor styringen
primært lå i relationen det politiske system og dets omverden, dvs. ”samfundet”, så vil en anvendelse af
Luhmanns teori i dag dog i første række dreje sig om at iagttage selve det politiske system og dets muligheder
for at styre sig selv, herunder også under indtryk fra systemets omverden. Det forhindrer imidlertid ikke,
at man også vil kunne stille iagttagelsen om til fx det økonomiske system og anlægge forskellige kriterier til
iagttagelse der og derfra, og så vil sagen se anderledes ud etc., jf. nedenfor, afsnit 3.1.2., hvor jeg genoptager
brugen af denne case i en note. For så vidt angår selve sagen henvises til bl.a. Politiken for den 12.11.2003.
226 Det er ikke funktionssystemet som sådan, der er organiseret. Det ville nemlig indebære, at den principielle
åbenhed for alles deltagelse ville være udelukket, jf. foran afsnit 2.1.
227 PG, p. 244, ligesom staten rent ud er nødt til at være en organisation, ”wenn er überhaupt befähigt sein
soll, kollektiv bindende Entscheidungen zu treffen”, som det hedder, PG, p. 242.
228 Fraværet af en sådan statslig koncentration af magten, som det for tiden er tilfældet i bl.a. Afghanistan,
men som det har været i mange af østbloklandene siden opløsningen af disse regimer tog til i slutningen af
1980’erne, afdækker tydeligt, hvad det er på spil.
96

verantwortung für eine genau abgegrenzte Region. .. Erst auf der nächsten Ebene der Differenzierung
bedient sich die gesellschaftliche Subsystembildung der Autopoiesis von Organisationen.“(PG,
p. 244). Efter Luhmanns opfattelse skal forklaringen på denne særlige
differentieringsmåde ved det politiske system søges i relation til to forhold. For det første
set ud fra det verdenspolitiske systems systemreference, hvorefter det er nødvendigt for
verdenspolitikken, at staten har kollektiv kommunikationsevne 229 , hvilket kun kan sikres
via organisationsdannelse (PG, p. 226). For det andet set ud fra systemreferencen for det
politiske system på det territorialstatslige niveau, hvor det i og med opkomsten af politiske
partier som medlemskabsorganisationer ved siden af staten (PG, p. 215) differentierer sig
efter skemaet for centrum/periferi, hvilket differentieringsmønster i det moderne samfund
netop kun kan opnås ved hjælp af organisationsdannelse (PG, p. 244). Dette synspunkt på
differentieringen af det politiske system hænger endvidere sammen med, at Luhmann går
ud fra et relativt snævert politikbegreb, hvor ”Der Kardinalpunkt des politischen Systems ..
besteht in der Monopolisierung physischer Gewalt mit dem Ziel, kollektiv bindende
Entscheidungen zu treffen”. 230 Staten udgør så at sige ”die präferierte Seite der Unterscheidung
von legitimer und illegitimer physischer Gewalt”(PG, p.196). Den politiske
magt til at træffe de kollektivt bindende beslutninger er således inden for et geografisk afgrænset
område koncentreret til den statslige organisation, der er placeret i centrum af det
territorialt afgrænsede system, og den omfatter ”(Parlamente, Regierungen, Vervaltungsbüreaukratien),
.. (og betegnes som) Verwaltung (im weitesten Sinne)”, 231 mens øvrige politiske
organisationer, særligt de politiske partier, er placeret i periferien eller i det som
Luhmann betegner som ”Vorfeld”. 232
Det særlige ved organisationer er, at de i og med, at de kommunikerer ved hjælp
af beslutninger, så at sige har ”kommunikationsevne”. Det hænger sammen med, at „nur
als Organisation, das heisst nur in der Form der Repräsentation seiner eigenen Einheit,
kann ein System mit seiner Umwelt kommunizieren.”, som det hedder i GG, p. 607, jf. foran,
afsnit 2.1. Og videre noterer Luhmann, „Organisationen können (wie Personen) im eigenen
Namen kommunizieren, weil sie die Entscheidung zur Kommunikation an Adressaten
der Umwelt intern als verbindlich durchsetzen können .. Organisationen sind die einzi-
229 Nærmere om kommunikationsevne nedenfor.
230 Som det hedder i Luhmann 1987a, p. 9.
231 Som det hedder i Luhmann, 1994d, p. 148/123, artiklen Machtkreislauf und Recht in Demokratien, som
oprindelig er et foredrag fra 1980 (dansk udgave: Luhmann, 1995b, i: Jens Christian Jacobsen (red.): Autopoiesis
II. Udvalgte tekster af Niklas Luhmann, København, Forlaget politisk revy). Man finder den samme
formulering i Luhmann 1981c, p. 45.
232 PG, p. 246. En landmand vil være helt klar over, hvad der her er tale om, nemlig markens forland, dvs. dér
hvor man vender traktoren for at løfte ploven, eller hvad redskab man nu har med at gøre. Det kunne indikere,
at der er tale om et ganske smalt aktivitetsområde.
97

gen sozialen Systeme, die über diese Möglichkeit verfügen.“ (PG, p. 241). 233 Det er imidlertid
præcist, hvad der er brug for også i dette „forland“, idet der ellers ikke ville være mulighed
for at kommunikere resultater i et socialt systems navn. Den særlige form for kommunikation,
der opstår på denne måde, bliver derfor til ”interorganisationelle Kommunikation”
(PG, p. 246, min fremhævning).
Forholdet mellem det politiske funktionssystem som samfundssystem, dvs. niveau
et, det territorialstatslige differentieringsniveau, dvs. niveau to, og det niveau, hvor selve
den politiske funktionsudøvelse finder sted, det organisationsmæssige differentieringsniveau,
dvs. niveau tre, har jeg søgt at illustrere som vist i figur 14. 234
Figur 14. Det politiske systems tre niveauer.
233 Man kan altså, fordi der er mulighed for navn og adresse, skrive til eller på anden måde kontakte en organisation,
hvad man ikke kan til samfundet (eller til det politiske funktionssystem eller til et interaktionssystem)
jf. PG, p. 285.
234 Udover fortsat inspiration fra Dr. Frank Hillebrandt, jf. afsnit 2.1. har jeg f.s.v.a. selve niveau to med organisationerne
”dansende”, omkring (dvs. strukturelt koblende sig til) stregen med centralkoden regering/opposition
hentet inspiration hos Niels Åkerstrøm Andersen & Asmund Born 2003, „Shifters“, i: Holger
Højlund & Morten Knudsen (udg.) 2003, Organiseret kommunikation – systemteoretiske analyser. Frederiksberg,
Forlaget Samfundslitteratur, p. 182-206, p. 184.
98

Vi ser igen omverdenen med bl.a. de psykiske systemer, som omkranser samfundets
kommunikationssystem, her alene i form af dets fremhævede politiske funktionssystem.
Dette funktionssystem vises da med et internt uddifferentieret og territorialt afgrænset
politisk system, idet man må forestille sig en flerhed eller rettere en mangfoldighed af
disse systemer. Fælles for disse territorialt uddifferentierede systemer i deres vestlige udgave
er, at de alle er undergivet styring efter koden regering/opposition. Vi ser endvidere
de under eller i relation til systemet fungerende formelle organisationer: forvaltning/regering,
partier, interesseorganisationer, ligesom der her er forudsat eksistensen af en
lang række mere eller mindre organiserede sociale systemer, herunder protestbevægelser,
flygtige interaktionssystemer, lobbyvirksomhed, NGO’ere, o.lign. Det karakteristiske for
det territorialt afgrænsede politiske system er således, at det er systemtypen organisation,
der er i spil her.
Den interne differentiering mellem centrum og periferi kan i ét iagttagelsesperspektiv
ses ud af den anførte skelnen mellem ”Vorfeld” og forvaltning/regering. Herom er
det ligefrem blevet anført, at den statslige forvaltning i det moderne demokrati opviser en
arbejdsdeling, ”die dem Formprinzip funktionaler Differenzierung in vielen Fällen nachgebildet
ist” 235 . I den forbindelse henvises der til, at der for alle vigtige funktionssystemer i
det moderne samfund findes en modsvarende politisk organisation i statsforvaltningen,
som løbende er tilgængelig for netop pågældende ene funktion som fx ”Innen- und Aussen-,
Rechts-, Wirtschafts-, Wissenschafts-, Ausbildungs- oder Familienpolitik.“ 236 Dette
svarer formelt, men dog kun delvist, til niveauet for funktionssystemets ydelse, jf. figur 13,
idet andre organisationer end forvaltningsorganisationer også må forudsættes at tage del i
det politiske systems ydelse. Det skal endelig betones, at Luhmanns tankegang som skitseret
foran er, at parlament, regering og forvaltning til sammen udgør den statslige organisation,
men også at denne statsorganisation, i modsætning til periferien, er organiseret hierarkisk.
Dette træk, at en organisation i et funktionssystem kan være hierarkisk organiseret,
ser Luhmann som karakteristisk ved ikke bare det politiske system, men også retssystemet
med en domstolsorganisation med en højesteret i toppen og det økonomiske system med
kunder, banker og én centralbank i spidsen (PG, p. 250; OE, p. 398).
Denne interne differentiering efter centrum og periferi, der således kan iagttages i
forholdet mellem staten og de øvrige politiske organisationer, tjener til at øge det politiske
235 Kai-Uwe Hellmann, 2003a, Demokratie und Evolution, i: Kai-Uwe Hellmann, Karsten Fischer, Harald
Bluhm (udg.), 2003, Das System der Politik. Niklas Luhmanns politische Theorie, Wiesbaden, Westdeutscher
Verlag, p. 179-212, p. 186
236 Kai-Uwe Hellmann, 2003a, ibid.
99

systems kompleksitet, og det sker vel at mærke uden at indskrænke dets kapacitet til at
træffe beslutninger (PG, p. 245). Hvor staten som organisation, dvs. dens forvaltningsorganisationer
som fx: ministerier med departementer, direktorater, styrelser m.v., systemteoretisk
set arbejder formelt rationelt eller selvreferentielt, nemlig som værende orienteret efter
regler, som den selv har udarbejdet og valideret fra den daglige praksis, dér arbejder de politiske
partier som organisationer systemteoretisk set substantielt rationelt eller fremmedreferentielt.
De politiske partier ”saugen auf, was immer sich ihnen als politisch förderungswürdig
aufdrängt.“ 237 De politiske partier er således orienteret mod omverdenen, og det er
deres og de øvrige politiske organisationers funktion i forhold til staten at tilvejebringe
”Zulieferungsdienste – das soll vor allem heissen, dass politische ’issues’ auf Entscheidungsmöglichkeiten
hin verdichtet werden.” (PG, p. 245). Staten fungerer derfor ”als Orientierungszentrum
aller politischen Organisationen .. einschliesslich der Staatsorganisation
selbst.” (PG, p. 244). Selve denne arbejdsdeling mellem partier og statsorganisation karakteriserer
Luhmann på den måde, at hvor partierne sørger for variation i systemet, dér forsøger
statsorganisationen at komme igennem med en „juristisch und finanziell haltbaren
Ordnung“ (PG, p. 215), hvilket i praksis sker ved at skabe redundans i systemet. Dette i vor
tid relativt hurtigt stigende niveau for variation/redundans „erhält in der zweiten Hälfte des
20. Jahrhunderts den Namen ‚Wohlfahrtsstaat’“ (PG, p. 215).
Selvom man efter Luhmanns opfattelse ikke kan sige, at periferien i det politiske
system er mindre vigtig end centeret (PG, p. 251), så er konklusionen dog, at ”Der konstitutionelle
Staat ist, weil nur durch seine Form Frieden und Freiheit gewährleistet werden
kann, die Essenz aller politischen Errungenschaften der Neuzeit und dient in diesem Sinne
als ’inneres Modell der Politik von sich selbst’“. (PG, p. 252). 238 Fred og frihed, eller med
andre ord: social orden, det er altså, hvad vi iflg. Luhmann opnår som resultat af den konstitutionelle
stats politiske virksomhed og dermed af en meget væsentlig del af det politiske
funktionssystems uophørlige problemløsningsproces. Om kommunikation i et sådant territorialt
eller ”lokalpolitisk” afgrænset område handler da næste afsnit.
3.1.2. Det politiske systems kommunikation
Den udgave af det politiske system, som Luhmann tager udgangspunkt i, er således
den, vi er fortrolige med i Europa, dvs. også her i landet. Det karakteristiske ved disse
237 Jf. Luhmann, 1992d, Die Unbeliebtheit der Parteien, i: Die politische Meinung. Monatsschrift zu Fragen
der Zeit, 37. Jahrgang, 272, Juli’92, p. 5-11, p. 6.
238 Luhmann citerer her Helmut Willke, 1996, Ironie des Staates. Grundlinien einer Staatstheorie polyzentrischer
Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp (1992), p. 9
100

politiksystemer er, at de opererer med en regering og en opposition baseret på politiske
partier. Det skal ikke forstås på den måde, at dette med politiske partier har været eller senere
er blevet foreskrevet i statsforfatningen eller grundloven. Det er i den forbindelse alene
de politiske valg, der er nedfældet i forfatningen. 239 Politiske partier i form af medlemskabsorganisationer
er tværtimod noget, der har udviklet sig i et relativt kort historisk forløb
(PG, p. 214), og det er først denne udvikling, der har dannet grundlag ”für einen geordneten,
an Wahlen orientierten Machtwechsel im politischen System, die Voraussetzung für
Demokratie geschaffen.”(PG, p. 215). Det er således iflg. Luhmann disse politiske valg,
der danner udgangspunkt for, hvad vi sædvanligvis kalder for ”demokrati”(PG, p. 104).
Det er endvidere alene disse politiske valg, der kan anses som en slags ”’Repräsentation’
der im System nicht bestimmbaren Einheit des Systems.”(PG, p. 254). Men som det fremgår,
er denne systemets enhed ikke mulig at bestemme nærmere, hvad hænger sammen
med, at vælgerkorpset er som det er, dvs. uorganiseret (PG, p. 253).
I den Luhmannske optik bliver demokrati følgelig forstået som valg og magtudveksling,
dvs. at demokrati bliver ensbetydende med, at der sker/skal ske en spaltning i systemets
top. 240 Dette skal ses i modsætning til det førmoderne samfund, hvor spaltningen
gik mellem de/den regerende og de regerede. Bevægelsen fra det førmoderne til det moderne
politiske system skitserer Luhmann således som vist i figur 15. 241 Figuren skal end-
Regering
Regerede
+
-
Figur 15. Udviklingen i det politiske systems spaltning.
Opposition
videre illustrere ændringen væk fra et alene tosidet herredømmeforhold, hvor de regerede
bliver regeret, eller – efter indførelse af demokrati – hvor demokratiet er ensbetydende med
repræsentation, til en situation, hvor kodningen af det politiske system er gennemført med
udviklingen af den binære centralkode regering/opposition, jf. foran, bl.a. afsnit 2.5.5. Det
nye er da, at situationen indebærer et tresidet forhold: de regerede/publikum – regeringen/forvaltningen
– den egentlige politik/de politiske partier.
239 Jf. eksempelvis for Danmarks vedkommende, Jens Himmelstrup & Jens Møller (udg.) 1970, Danske forfatningslove
1665-1953, anden ændrede udgave, København, J. H. Schultz Forlag, kapitel IV, p. 182-183
240 Jf. Luhmann 1994d, artiklen Die Zukunft der Demokratie, p. 126-132, p. 127 (1986)
241 Jf. Luhmann 1989c, Theorie der politischen Opposition, i: Zeitschrift für Politik, 36. Jg., 1, p. 13-26, p. 18
101

En effekt af denne udvikling er da, at al egentlig politisk kommunikation, dvs.
kommunikation hvor de politiske partier medvirker, hviler på eller styres efter denne positionering.
”Als ’Politik’ kann man jede Kommunikation bezeichnen, die dazu dient, kollektiv
bindende Entscheidungen durch Testen und Verdichten ihrer Konsenschancen vorzubereiten”,
som det hedder i PG, p. 254. Det betyder endvidere, set ud fra et iagttagerperspektiv,
at politikerne primært må indrette sig på at iagttage vælgerne, herunder iagttage, hvordan
vælgerne iagttager politikerne, samt iagttage andre politikere og herunder iagttage,
hvordan disse andre politikere iagttager den iagttagende politiker osv. Det politiske kommunikationssystem
bliver på denne måde i udpræget grad til et system, der er indrettet til
iagttagelse af iagttagelser, dvs. til et system, der benytter sig af, hvad Luhmann benævner
som 2. ordens iagttagelse. 242 ”Beobachtung zweiter Ordnung .. impliziert zunächst eine
Einschränkung. Man beobachtet nicht irgendetwas, man beobachtet Beobachter“, som det
hedder i PG, p. 288. Denne indskrænkning korrelerer med systemets operative lukning. Det
betyder, at omverdenen ikke som sådan er relevant. Den bliver kun relevant i den udstrækning,
den som intern iagttagelse vil kunne konstruere information, dvs. en iagttagelse, der
gør en forskel. 243 På denne baggrund er det Luhmanns konklusion, at ”Demokratie ist in
erster Linie: Fähigkeit des politischen Systems zur Selbstbeobachtung.” 244 Det betyder
endvidere, at det politiske systems grænse til enhver tid ligger dér, eller rettere processerer
dér, hvor meningsformen ikke mere lader sig tilordne den for systemet i sidste ende styrende
centralkode. 245
Luhmann beskriver herudover kommunikationen i det politiske system som magtkredsløb,
der har sin officielle fremstilling (PG, p. 256), jf. den parlamentariske styrings-
242 Se fx Luhmann 1992b, Die Beobachtung der Beobachter im politischen System: Zur Theorie der Öffentlichen
Meinung, i Jürgen Wilke (red.) Öffentliche Meinung. Theorie, Methoden, Befunde. Beiträge zu Ehren
von Elisabeth Noelle-Neumann, Freiburg/München, Verlag Karl Alber, p. 77-86, p. 80
243 Jf. RM, p. 100/71
244 Jf. Luhmann 1981c, p. 127.
245 Et af dagligdagens utallige eksempler på en sådan grænsebeskrivelse leverede Weekendavisen for den
12.–18. januar 2001. Her refererer journalist Troels Mylenberg i en stor artikel under overskriften, ”Rasmussen
eller Rasmussen”, p. 2, en debat om udlicitering, som der på det tidspunkt pludselig var opstået røre omkring.
Troels Mylenberg indhenter i den anledning følgende udtalelse fra lektor Carsten Greve, Institut for
Statskundskab på Københavns Universitet: ”Det er et paradoks i debatten. Man har nu i mange år, hele vejen
op gennem 1990erne forsøgt at afideologisere spørgsmålet om udlicitering. Man har møjsommeligt kæmpet
sig frem til mange nuancer og gjort det til en sund teknisk diskussion om et styringsinstrument…. Men det
nytter åbenbart ikke i en valgkamp, hvor man forsøger at skære ud i pap, hvem der er for eller imod velfærdsstaten.”
Vi får hermed et klart eksempel på en binær kodificeringsproces i den politiske kommunikation. Et
sagsforhold løftes ud fra sin teknisk- eller økonomisk-rationelle kontekst, dvs. fra økonomisystemet, hvor
den binære kode drejer sig om forholdet samt størrelsen af betaling/ikke-betaling, og gøres til genstand for
politisk kommunikation, dvs. med den binære kode regering/opposition, hvor følgelig de politiske aktører,
regeringen og oppositionen, gør det til et spørgsmål om at være for eller imod, først udlicitering, så velfærdsstaten,
så regeringen. Jeg vender tilbage til samme artikel nedenfor, idet dele af den også kan anskues fra en
anden vinkel.
102

kæde. 246 Dette magtkredsløbs officielle fremstilling tager udgangspunkt i, at magten udgår
fra sin ”kilde”, dvs. fra folket (PG, ibid.) og korrelerer således med den fremstilling af demokrati
som repræsentation, der blev antydet ovenfor i forbindelse med figur 15, og som
efter Luhmanns opfattelse ikke modsvarer det moderne politiske funktionssystems faktiske
processeren. Den officielle fremstilling af magtkredsløbet i det politiske system inducerer
imidlertid iflg. Luhmann et modkredsløb af uformel magt (PG, p. 258), som dels processerer
mellem folk/politik, politik/forvaltning og forvaltning/publikum, dels antager forskellige
former alt efter hvilken difference, man iagttager.
Politikerne, dvs. de politiske partier, søger især via massemedierne at få folk til at
stemme på sig ved de politiske valg. Til det formål søger partierne at fremstille sig og deres
programmer i et så gunstigt lys som muligt. Her bliver sekundære, rent politiske ledeforskelle
bragt i anvendelse som fx den fra den franske revolution kendte skelnen mellem
venstre/højre. På det tidspunkt var det nyt, og det var en skelnen, der netop var rent politisk,
dvs. at den var ”ohne genaue Korrelate in der gesellschaftlichen Umwelt” (PG, p. 95).
Senere kommer andre forskelssættelser til, fx den mellem progressiv/konservativ, 247 ekspansiv/restriktiv,
248 eller – især efter massemediernes stærke udbredelse og ikke mindst efter
fjernsynets almindelige fremkomst – personkombinationer som fx Rasmussen/Rasmussen.
249 En sådan skematisering har den fordel, at man ud fra vekslende temaer
kan iscenesætte konflikter og samtidig bevare en vis trofasthed hos vælgerne (PG, p. 95).
Det for systemet alvorligste problem synes imidlertid nu at være blevet mangel på alternativer,
for hvis der i denne proces ikke bliver tilvejebragt rimelige grader af alternativer for
folk at vælge mellem, 250 vil dette kunne føre til resignation, ”Und eben deshalb kommt es,
realistisch gesehen, für die ’Zukunft der Demokratie’ vor allem darauf an, wie und worin
sich die Alternativen unterscheiden, die angeboten werden.” (PG, p. 258-259). Denne distinktion
mellem folk/politik eller mellem vælgerne og den egentlige politik går via den of-
246 Som den eksempelvis fremstilles af Erik Damgaard, 2003, Folkets styre. Magt og ansvar i dansk politik.
Magtudredningen. Aarhus, Aarhus Universitetsforlag, p. 10 ff.
247 Jf. Luhmann 1974a, Der politische Code. ”Konservativ” und ”progressiv” in systemtheoretischer Sicht,
Zeitschrift für Politik, 21, p. 253-271
248 Jf. Luhmann 1981c, p. 154-156
249 Jf. foran, Weekendavisen for 12.-18. januar 2001, p. 2. I artiklen ”Rasmussen eller Rasmussen” spørger
journalist Troels Mylenberg, hvad forskellen er mellem statsminister Poul Nyrup Rasmussen og Venstres
formand, Anders Fogh Rasmussen, idet han samtidig konstaterer: ”De er enige om, at den offentlige sektor
skal moderniseres, og at udlicitering er et godt værktøj i den tjeneste. Enige om, at eksperimenter med nye
ledelsesformer og samarbejde mellem det offentlige og det private er vejen frem. Begge vil afdrage gæld.
Begge få flere ud på arbejdsmarkedet og begge få den offentlige sektor til at fungere bedre.” Og for at sætte
trumf på er denne tekst placeret under et farvebillede af de to Rasmussen’er med næsten ens jakkesæt!
250 Jf. bl.a. den ovenfor fra Weekendavisen citerede enighed.
103

fentlige mening, der på sin side af Luhmann opfattes ”als ein Medium .. in dem durch laufende
Kommunikation Formen abgebildet und wieder aufgelöst werden.”. 251
I forholdet mellem de politiske partier og forvaltningen i bred forstand er det partiernes
særlige opgave at sikre, at der ikke bliver for stor afstand mellem de forslag (Zulieferungsdienste,
jf. foran, afsnit 3.1.1.), som de måtte have samlet op i relationer med deres
respektive omverden, og deres gennemførlighed. Dette gælder særligt for regeringspartier,
men også for oppositionspartier i den udstrækning de på sigt måtte ønske at tage regeringsansvar.
I den proces har partierne brug for sagkundskab, og det leverer forvaltningen, som
imidlertid ”dazu tendieren wird, ihre eigene Ideen zu verkaufen” (PG, p. 259). Derfor udvikler
der sig i dette forholdsvis snævre felt ”Kooperation und Taktik wechselseitiger Steuerung
im Hinblik auf Möglichkeiten formaler und folglich bindender Entscheidung”(ibid.).
Dette forhindrer imidlertid ikke, at der indimellem vil være behov for at træffe beslutninger,
selvom der stadig måtte foreligge åbne spørgsmål og dermed foreligge usikkerhed –
men netop absorption af usikkerhed 252 genererer ”Machtchancen”(PG, p. 260). Det karakteristiske
for processerne mellem politikere og forvaltningen i bred forstand er således interaktion
med løbende beslutninger i de respektive fora, som da igen kommunikeres interaktivt,
hvorunder der også produceres beslutninger, thi ”Es mag durchaus sein (und kommt
nicht selten vor), dass ein Funktionär gar nicht merkt, dass er entscheidet .. Ausschlaggebend
ist, dass eine Kommunikation früher oder später als .. Entscheidung gelesen werden
kann.“ (PG, p. 234). Det betyder, at ”die Lokalisierung der Macht von Situation zu Situation
wechselt und nur noch im System selbst beobachtet und kalkuliert werden kann.“
(ibid.).
Forvaltningen, og det vil fortsat sige forvaltningen i videste forstand, har som officielt
udgangspunkt i sit forhold til publikum, at den træffer lovfæstede beslutninger, som
den så kan sætte igennem overfor det berørte publikum. Publikum på sin side kan støtte sig
til retssikkerhedsregler, ligesom publikum også kan bruge sin stemmeret ved de regelmæssige
politiske valg (PG, p. 260). Imidlertid har der med udviklingen af staten til velfærdsstat
i stigende omfang og af politiske grunde udviklet sig en praksis i retning af et programbaseret
samvirke med publikum i stedet for regelbaseret myndighedsudøvelse. Det
gør det vanskeligere for parterne, forvaltningen og publikum, at lokalisere et retligt grund-
251 Luhmann 1993b, p. 174, artiklen Gesellschaftliche Komplexität und öffentliche Meinung, p. 170-182,
(1990). Se afsnit 3.1.3.
252 Vi er med begrebet „Unsicherheitsabsorption“ ved et meget centralt begreb i Luhmanns organisationsteori,
som han har overtaget fra James G. March & Herbert A. Simon, 1958, Organizations, New York, John
Wiley & Sons, p. 164 ff., jf. bl.a. PG, p. 238. Når Luhmann anvender det i præcis denne situation indikerer
det, at han opfatter den som udtryk for en organisationsproces.
104

lag for de beslutninger, der træffes i deres samvirke, ligesom der blandt publikum kan være
forskel på evnen til at medvirke heri, alt efter hvor organiseret publikum måtte være. Den
enkelte borger vil typisk netop kun være sig selv, der møder op, eksempelvis på socialforvaltningen
253 ; omvendt er mange programmer af mere erhvervsrettet karakter, hvor der typisk
vil optræde særdeles professionelle organisationer. I det sidste tilfælde vil det fortløbende
samvirke da udvikle sig til et på programmer baseret egentligt forhandlingssamvirke
med alle de muligheder for konsensus og konflikt, der måtte ligge heri, hvorfor det i relationen
parterne imellem langt fra kun vil være et spørgsmål om magt og magtanvendelse
(PG, p. 261-263). Herudover indgår der yderligere en vifte af vilkår for disse relationer,
som gør, at Luhmann konkluderer, at man ikke kan gå ud fra, ”dass die Kontakte von Anfang
bis Ende im Rechtssystem durchgeführt werden.” (PG, p. 262) 254 .
Det er Luhmanns konklusion, at dér, hvor den uofficielle modmagt kommer til udtryk,
sker det i udpræget grad i relation til eller i afhængighed af interaktion og dermed af
”Raumgebundenheit” med alt, hvad det kan indebære af forskellighed i kontakthyppighed,
hensyntagen til de respektive interaktionsdeltageres netværk, personlige bekendtskaber, interessesammenblanding
m.v., som Luhmann også betegner som opkomsten af ”strange
loops” (PG, p. 264), eller ”kommunikationssløjfer”, hvad kan medføre utilsigtede skævheder
i de ydelser, som parterne ellers hver især ud fra legalitetsprincippet måtte kunne påregne
af hinanden (PG, p. 263).
Efter Luhmanns opfattelse betegner dette parallelt forløbende, officielle og uofficielle
kredsløb, eksistensen af et ”dobbeltkredsløb”, der således er baseret på officiel og
uofficiel magt, herunder på muligheden af ”im Konfliktfalle der offiziellen Macht den Vorrang
zu geben, die es aber eben deshalb im Normalfalle und bei fortzusetzender Kooperation
nicht zum Konflikt kommen lassen wird.” (PG, p. 264). Dette arrangement modsvarer
således det politiske systems såvel cirkulære struktur som operative lukning. Som sådan vil
systemet ikke kunne styres ovenfra som i en hierarkimodel. Tværtimod etablerer det samlede
politiske system inden for det territorialt afgrænsede område sig ”als Hyperzyklus, als
strange loop der strange loops und findet darin seine Einheit, die aber durch keine Stelle
des Systems mehr repräsentiert werden kann. Die Kontrolle der Kontrollen – das ist das
System.“ (PG, p. 265). Vi står således med et sig selv kontrollerende, sig selv styrende og
skabende, dvs. vi står med et autopoietisk, politisk system. Dette systems lukning om sig
selv sker da på det sted, hvor ”das Weisungen empfangende, administrativ belästigte Pub-
253 Det er så et eksempel på, at også en socialforvaltning i en kommune her medregnes i ”forvaltningen”.
254 Dvs. at kommunikationen i påkommende tilfælde altså ikke vil være styret efter koden ret/uret, jf. figur 12
foran.
105

likum der Individuen, Gruppen und Organisationen zum Volk wird .. wo die volonté de
tous zur volonté générale wird.” (PG, p. 265). Hvad på sin side var et resultat af den franske
revolution, der semantisk var først til at støtte ”die Autonomie des politischen Systems
direkt auf die volonté générale der Individuen.” (PG, p. 351). Herved kom demokrati til at
betyde, at ”das Volk selber herscht. Und über wen? Über das Volk natürlich.“ (PG, p. 353).
Et sådant paradoks kræver en løsning, og den lå og ligger fortsat i det for politikken y-
derste, konstituerende sagsforhold, nemlig at kunne legitimere voldsmagten til med voldsmagt
at omstøde eller fjerne vold: ”Die Behauptung von Gewalt zur Austreibung von Gewalt
ist immer schon die Behauptung legitimer Gewalt.” (PG, p. 358), jf. også hvad Luhmann
betegner som politikkens symbiotiske mekanisme.
Ud af denne korte skitse af Luhmanns opfattelse af det politiske system og dets
kommunikation synes konklusionen således at være, at den politisk relevante kommunikation,
der processerer i dette system, først og fremmest foregår i interaktionsrelationer og
primært udgør organisationskommunikation, dvs. kommunikation, der er baseret på beslutninger.
Det er endvidere karakteristisk, at en betydelig del af denne kommunikation foregår
som forhandling mellem politisk/forvaltningsmæssige hhv. publikumsmæssige parter.
Man kunne på denne baggrund spørge, om kommunikation i det politiske system ikke
har fulgt helt med udviklingen i samfundet i øvrigt, idet den jo, jf. afsnit 2.5.2., p. 60, ”er
gået fra i det væsentlige interaktionsmæssig kommunikation til i det væsentlige kommunikation
inden for andre former for systemdannelser, dvs. inden for organisations- henholdsvis
samfunds- eller funktionssystemdannelser.” Det vil imidlertid ikke være muligt i denne
sammenhæng at give et blot nogenlunde underbygget svar på et sådant spørgsmål. Derimod
er der behov for en udbygning af beskrivelsen af den politiske kommunikation, jf. det
foran sporadisk anførte om den offentlige mening. Det er nemlig her, at forholdet til offentligheden,
og det vil i Luhmanns udlægning af forholdet sige ’den offentlige mening’ og
dermed også til en del af massemediesystemet, trænger sig på. Det følgende afsnit danner
således overgang til beskrivelsen af massemediesystemet.
Eftersom den offentlige mening i en vis forstand af Luhmann betegnes ”als Form
der strukturellen Kopplung von Massenmedien und Politik” (PG, p. 311), så er det tanken,
at dette afsnit også skal kunne læses som et eksempel på, hvad Luhmann således benævner
strukturel kobling. Begrebet strukturel kobling ser Luhmann som formuleret af en ekstern
iagttager, som ser på to autopoietiske systemer samtidigt, og som stiller sig det spørgsmål,
hvordan disse to systemer er forbundet med hinanden (ES, p. 269). Ved det generelle eksempel
med et psykisk og et socialt system ser Luhmann sproget som strukturel kobling
106

mellem dem. Sproget respekterer nemlig begge systemtypers egen fortsatte, men i forhold
til hinanden forskellige operationsmåde: tanker/forestillinger, dvs. bevidsthed, henholdsvis
kommunikation. (jf. afsnit 2.3.). Det karakteristiske ved strukturelle koblinger er, at de ikke
determinerer de involverede systemers respektive tilstand; de formidler ”irritation” til systemet,
eller set fra det enkelte systems side bliver dets ”resonansevne” aktiveret via sådanne
strukturelle koblinger (ES, p. 124). I forholdet mellem det politiske og det massemediemæssige
system vil det da sige, at fx det politiske system vil kunne se sin resonans
blive aktiveret via den offentlige mening. 255
3.1.3. Det politiske system og den offentlige mening
Som vi så foran, har udviklingen i den politiske kommunikation bevæget sig
stærkt i retning af et system af 2. ordens iagttagelser. Det er da denne udvikling, kombineret
med den meget fremtrædende placering af især billed- og lydmedier, herunder særligt
fjernsynsmediet, der har forstærket antagelsen af massemedierne som en fjerde statsmagt
256 og dermed antagelsen af, at massemedierne er en del af det samlede politiske system.
Det er en vurdering, Luhmann ikke er enig i, jf. allerede afsnit 1.
255 Her kan der nævnes utallige eksempler fra dagspressen. Helt aktuelt er det oplagt at gentage det allerede
nævnte eksempel med finanslovsforhandlingerne her i november 2003, jf. Politiken for den 12. november
2003 samt eksemplarisk interviewet samme aften i ”Profilen” på DR1 TV, hvor beskæftigelsesminister Claus
Hjort Frederiksen forklarer, at det afgørende for tilbagetrækningen af besparelserne på dagpengene var, at
han og finansminister Thor Pedersen samt indirekte også statsminister Anders Fogh Rasmussen var kommet
til den opfattelse, at deres ordholdenhed åbenbart kunne drages i tvivl. Det afgørende var altså ikke, at ordholdenheden
faktisk blev draget i tvivl af andre, at der altså i omverdenen var denne årsagsfaktor, som måske
var ved at udvikle sig til en offentlig mening, men at han selv og hans nære ministerkolleger nu var kommet
til den erkendelse, at de ikke kunne leve med, at deres ordholdenhed overhovedet kunne betvivles af seriøse
dele af omverdenen med hvad deraf kunne følge i tiden fremover af, hvad Luhmann ville kalde for resonans;
dvs. at ministrene valgte selv at trække forslaget i situationen for at undgå mulige fremtidige ubehageligheder
af ukendt omfang og karakter.
Det kan naturligvis blive en strid om ord, men hvis man anlægger den synsvinkel på et sådant sagsforhold,
som vil følge af at tage udgangspunkt i Luhmann’sk systemteori, og hvis man anskuer systemets grænse for
at ligge der, hvor meningsindholdet ved den binære præferencekode regering/opposition hører op, så vil
grænsen gå ved vælgerne. Den økonomiske synsvinkel med sin præferencekode betaling/ikke-betaling, som
iflg. beskæftigelsesministeren i ”Profilen” blev udlagt som ”den uhellige alliance mellem arbejdsgivere og
deres ansatte”, vil således nok være et årsagsforhold i politiksystemets omverden, men som sådan vil det netop
kun være et årsagsforhold af så mange andre mulige årsagsforhold. Økonomisystemet har således nok
øvet indflydelse på politiksystemet, men det har ikke overtaget styringen af systemet. Noget sådant vil definitorisk
være udelukket. Men det skal ikke bortforklare, at politiksystemet i den konkrete situation må siges at
have fået sin kapacitet til at træffe kollektivt bindende beslutninger sat på en alvorlig prøve!
256 Anders Esmark 2000b, ”Offentlighed eller system”, i: Ove K. Pedersen m.fl., 2000, Politisk journalistik,
Århus, Ajour, p. 60-86, citerer således Svend Thorsen i sin Den danske dagspresse, 1951, for det synspunkt,
at ”Dagspressen er .. den fjerde Statsmagt .. den på Folkets vegne kontrollerende Magt”, p. 62. Det er en metafor
fra det 19. århundrede, jf. Timothy E. Cook, 1998, Governing the News. The News Media as a Political
Institution, Chicago, University of Chicago Press, p. 193. Den modsatte opfattelse (men altså ud fra samme
metaforiske fjerde-magt-figur) kan ses i Ugebrevet A4 for den 18.8.2003, hvor det i lederen p. 10 under overskriften
”Den fjerde afmagt” hedder: ”Den kritiske presse har ikke en chance for at matche de ressourcer, der
i dag afsættes til at påvirke og manipulere medierne. Den økonomiske krise, som har ramt dagbladene, og
privatiseringen af radio- og tv-stationer gør kun styrkeforholdet mere ulige.”
107

Det historiske udgangspunkt er begrebet om offentlighed. Det er ikke noget nyt
begreb 257 . Det er imidlertid heller ikke et begreb, der ubrudt har været i anvendelse i århundreder
258 . Det er som begreb konkret historisk, dvs. at det finder sin begrebsmæssige
anvendelse i givne historiske sammenhænge. Begrebet hænger snævert sammen med begrebet
offentlig mening og dermed med den foran antydede opfattelse af begrebet om demokrati
som repræsentativt. Blandt formålene med offentlighedsbegrebet og de principper,
der ligger bag, er at de skal gøre den offentlige beslutningsproces tilgængelig for diskussion
i offentligheden. 259 Den teoretiske baggrund for disse principper har traditionelt taget
udgangspunkt i et ideal om offentlighedens kritiske opgave i forhold til det offentlige/staten.
260 Opgaven skal bl.a. sigte mod at få varetaget det, man kunne kalde det fælles
bedste for alle personer i et samfund gennem bindende beslutninger på baggrund af forudgående
diskussioner om disse beslutninger. Offentlighedsbegrebet skal da indebære, at alle
har fået lejlighed til at deltage i såvel beslutningerne som i kontrollen af deres udførelse
som i dette, at de nu også stemmer med det forudsatte fælles bedste, som da er kommet til
udtryk som den offentlige mening via sit ”Organ især i den moderne Presse” (jf. note foran).
Som vi har set, er Luhmanns beskrivelse af det politiske system meget forskellig herfra.
Det er jo nemlig den her anførte beskrivelse, der på ”naturlig” måde lægger op til gøre
massemedierne til, dvs. iagttage dem som, en del af en eller anden form for fælles system
med politikere og borgere, jf. den anførte trepartsrelation i afsnit 1.
257 Habermas oplyser således i Habermas 1975b, Borgerlig offentlighet – dens framvekst og forfall. Henimot
en teori om det borgerlige samfunn, 3. opl., Fremad (1962), side 2, at substantivet ’offentlighed’ på tysk dannes
i det 18. århundrede af det ældre adjektiv ’offentlig’.
258 Af Georg Klaus & Manfred Buhr (udg.), 1975, Philosophisches Wörterbuch, Leipzig, 11. Auflage (1964,
1974), VEB Verlag Enzyklopädie, fremgår ordet således overhovedet ikke. Det var denne ordbogs egentlige
opgave at fremstille den dialektiske og historiske materialismes lovmæssigheder så vel som de enkelte discipliner
i den marxistisk-leninistiske filosofi. I den samfundsformation, som dette værk bl.a. var skrevet til anvendelse
i, dvs. de kommunistiske lande i Østeuropa, var der således ikke nogen offentlighed i den forstand,
vi med bl.a. Habermas kender begrebet, jf. også foran om Luhmanns betegnelse af vores herværende demokratiopfattelse
som ”westlicher Auffassung von Demokratie”.
I leksikonet Den Lille Salmonsen, redigeret af A.W.Marke & Palle Raunkjær, København 1939, J.H.Schultz
Forlag, refererer begrebet offentlighed alene til bestemmelser som ”Princippet om Retsplejens Offentlighed”
som ”fastslået ved Grundlovens § 72”. Vi skal til opslaget ”offentlig Mening” for at finde en forbindelse til
det politiske, som udtrykkes på denne måde: ”politisk Udtryk, som er opstået kort før den fr. Revolution af
1789; betegner 1) i Alm. de forsk. herskende Stemningsudtryk blandt de polit. vaagne Samfundslag, 2) fælles
tendens i offentlige, især polit. Interesser hos et Folk, i en Stat el. et Tidsrum, uden at der ligger fælles Beslutning
el. vedtaget Program til Grund. I 19.-20. Aarh. har den o. M. været af største Bet. for den politiske
Udvikling, og den har fundet sit Organ især i den moderne Presse.”
259 Jf. også definitionen af offentlighedsperspektivet hos Anders Esmark 2000b, p. 61, hvor perspektivet defineres
som ”at der til et velfungerende demokrati hører en national debat og diskussion, der sikrer, at beslutninger
med gyldighed for et samfund aldrig er ude af kontakt med den generelle mening i samfundet”.
260 Se også RM, p. 186/132, hvor Luhmann udtrykker det på den måde, at ”kritikken af arcanpolitikken (=
hemmeligholdelse, NKP) og kravet om offentlighed samtidig (er) en indikator for det politiske systems uddifferentiering.”
108

Luhmann har kun behandlet begrebet om offentlighed sporadisk. I bøgerne om
massemediesystemet hhv. om politiksystemet 261 får vi således en ret kort gennemgang af
begrebet. Det står imidlertid fast, at offentligheden ikke af Luhmann bliver anset for at udgøre
et selvstændigt system. Der er således efter Luhmanns opfattelse ikke tale om, at der
pågår en egentlig kommunikation i offentligheden. Derimod pågår der iagttagelser, og der
indhøstes erfaringer ud fra resultater af kommunikation (PG, p. 286). Det afgørende er, at
der er fuld og åben adgang til offentligheden. Det betyder da, at der involveres ”ein Moment
der Unvorhersehbarkeit in den Begriff.” (PG, p. 284). Hermed kan man nemlig ikke
vide, hvem der benytter sig af adkomsten til offentligheden, og man kan heller ikke vide,
hvem der reagerer på hvilken måde på det, som pågældende måtte erfare ud fra offentlighedsiagttagelser.
For at undgå enhver forestilling om på den ene side noget rumligt og på den anden
noget handlingsrelateret foreslår Luhmann på denne baggrund og med udgangspunkt i et
forslag fra Dirk Baecker at definere offentlighed ”som refleksion over enhver samfundsintern
systemgrænse, eller anderledes udtrykt: som samfundsintern omverden for de samfundsmæssige
delsystemer, altså alle interaktioner og organisationer, og også for de samfundsmæssige
funktionssystemer og de sociale bevægelser.” (RM, p. 184/131). Eller mere
knapt formuleret som ”generalisierte andere Seite aller innergesellschaftlichen Sozialsysteme”
(PG, p. 285). Forslaget hænger sammen med eller tager udgangspunkt i teoremet om
operativ lukning af et autopoietisk system, hvorefter ”kein System seine Grenzen überschreiten
und operativ in seiner Umwelt tätig sein (kann).” (PG, p. 285). 262
Denne definition indebærer, at hvert system så at sige har sin egen offentlighed.
For funktionssystemerne, herunder det politiske og det økonomiske, betyder det da, at man
kan overføre definitionen dertil, hvad for økonomisystemet vil føre til, at ”markedet” vil
være den økonomisysteminterne omverden for økonomisk kommunikation, herunder for
økonomiske organisationer, men den samfundssysteminterne omverden for det økonomiske
funktionssystem som sådan. For politiksystemet vil det være ”den offentlige mening”,
der vil være politiksystemintern omverden for politiske organisationer og interaktioner.
(RM, p. 185/131). Man kan så at sige ikke umiddelbart få hold på offentligheden. Den kan
ikke relateres til enkelte personer eller organisationer, ja, faktisk er det netop det, der iflg.
Luhmann kendetegner offentligheden! ”Hvis systemet (det kunne fx være det politiske,
261 Se RM, kap. 14, p. 183-189/130-134, samt PG, p. 283 ff.
262 Det politiske system lader sig således ikke styre udefra af fx massemediesystemet eller af noget som helst
andet system, hvad tilsvarende gælder for de øvrige funktionssystemer.
109

NKP) .. reflekterer over, at det iagttages udefra, uden at det med det samme står klart,
hvorledes og af hvem, forstår det sig selv som muligt at iagttage i offentlighedens medium”
(RM, p. 185/131), der altså netop er et ”alment samfundsmæssigt refleksionsmedium,
som registrerer uoverskrideligheden af grænser og, inspireret heraf, iagttagelse af iagttagelser.”
(RM, p. 187/132). Der er på denne måde i relation til det politiske system i realiteten
tale om, at der hos Luhmann sker et sammenfald mellem begrebet om offentlighed og begrebet
om den offentlige mening.
En af de vigtigste indikatorer for den offentlige mening, herunder først og fremmest
for ændringer eller for udviklingstrends heri, udgør iflg. Luhmann ”die Ergebnisse
politischer Wahlen.” (PG, p. 283). Idet Luhmann knytter an til kendt vælgeradfærdsforskning,
konkluderer han herudfra, at man ikke kan vide, hvad der faktisk er den enkelte vælgers
mening. Derfor præciserer han, at det, der kondenseres som offentlig mening, kun er
en fortolkning af valgresultater, dvs. at det alene er et resultat af intellektuelles arbejde
(ibid.), hvad igen svarer til 2. ordens iagttagelse.
Ud over, at den offentlige mening er en mængde af meninger, er den tillige et medium
for meningsdannelse. ”Sie ist das, was als öffentliche Meinung beobachtet und
beschrieben wird.” (PG, p. 286). Ja, den er ligefrem at betragte som en slags skin frembragt
igennem og som et resultat af den offentligt iagttagelige kommunikation, som en
slags spejl i hvilket kommunikationen spejler sig selv (ibid.). Den politiske relevans af den
offentlige mening ligger ikke i at være en slags overherredømme, som vil kunne bestemme,
hvad der skal ske. En sådan opfattelse vil nemlig stå i vejen for det, som Luhmann ser
som en adækvat forståelse, nemlig at opfatte den offentlige mening som et egenartet medium,
et medium for 2. ordens iagttagelse. Den politiske relevans ligger bl.a. i, at konkurrencen
inden for den offentlige mening mellem politikerne bliver mulig at iagttage, idet man
iagttager den iscenesættelse, der pågår, og som iscenesættes netop med henblik på at blive
iagttaget, herunder også iagttaget af publikum. (PG, p. 292).
Nedenfor søger jeg med figur 16 at sammenfatte gennemgangen af Luhmanns
formulering af sin opfattelse af det politiske system. Jeg knytter i den vedhæftede note
kommentarer til figuren.
110

Figur 16. Det politiske system, dobbelt magtkredsløb, offentlig mening m.v. 263
263 Figur 16 har jeg udarbejdet med inspiration fra bl.a. Stefan Lange, 2003, diverse figurer. Det politiske system
er afgrænset ved en markeret dobbeltlinje. Udenfor det politiske system ser vi øverst psykiske systemer,
dvs. at vi her er ude i samfundets omverden. Nederst ser vi massemediesystemet hhv. økonomisystemet (og
vi må forestille os alle øvrige funktionssystemer med organisationssystemer osv.); her er vi altså i den samfundsinterne
omverden til politiksystemet.
Vi ser det dobbelte magtkredsløb med den officielle version vist ved den fuldt optrukne inderste linje mellem
forvaltningen, politikken og publikum og den uofficielle version vist ved den stiplede linje.
Forvaltningen skal opfattes i videste betydning, dvs. som omfattende såvel lovforberedende (i forvaltningen
og i parlamentet) som udøvende forvaltning, herunder også regional og lokal forvaltning.
Politikken omfatter partier samt parlamentet som taleforsamling, politiske personer, partiprogrammer, regeringsprogrammer.
Publikum som iagttagere af lovgivningstiltag, interesseorganisationer, lobbyister, vælgere, ansøgere/klagere/
styrede m.v.
Den offentlige mening reflekterer enhver samfundsintern systemgrænse, dvs. den samfundsinterne omverden
for de samfundsmæssige delsystemer, dvs. interaktioner og organisationer og funktionssystemer, men også
protestbevægelser længere ude i systemperiferien; den offentlige mening formidles via massemediesystemet
og danner således strukturel kobling mellem politik- og massemediesystemet.
111

3.2. Det massemediemæssige system
Sigtet med dette afsnit er ganske kort at specificere Luhmanns grunde til, at massemedierne
faktisk udgør et særligt funktionssystem, idet den underliggende tese for dette
speciales problemstilling jo er afhængig af, at denne påstands holdbarhed kan godtgøres.
Som anført i afsnit 1.3. vil beskrivelsen ligeledes her tage udgangspunkt i den skematik,
der efterhånden har udkrystalliseret sig som sædvanlig, jf. i øvrigt figur 12 foran:
Funk-
Funktion Ydelse Program/
Medi-
Kode/
Attribu-
Instituti-
Symbio-
tions-
Refleksion
um
Ledefor-
tions-
onel
tisk meka-
system
skel
form
kerne
nisme
Massemedier
”Irritation” Konstruere Nyheder, Infor-
Informa-
Handling
af samfun-
samfundets underholdmatiotion/
ikke til ople-
det fællesverdening,
reklamer
informatiovelse
Figur 17. Det massemediemæssige funktionssystems kendetegn.
TV, radio,
aviser,
forlag
mv.
Iagttagelse
og erkendelse
Med bogen om massemedierne, Die Realität der Massenmedien, RM, har Luhmann
givet sit foreløbige bud på, hvordan en beskrivelse af og teori om samfundets massemedier
kunne tage sin begyndelse. Hvor Luhmann tidligere har beskæftiget sig med medierne,
har det i realiteten drejet sig om såkaldte publicistiske problemstillinger, 264 særligt
afgrænset til problemstillingen om ”den offentlige mening”, jf. ovenfor. Med bogen om
massemedierne er sigtet altså bredere, nemlig ”at kunne indordne teorien om massemedier
i en almen teori om det moderne samfund.” (RM, p. 21/17). Allerede de ydre omstændigheder
ved bogen antyder dette foreløbige sigte, 265 som da består i en afprøvning af pro-
Politisk relevante personer danner som sådan medium for særlige personformer, som da fremtræder i relation
til psykiske systemer i omverdenen.
Massemediesystemet irriterer, dvs. muliggør irritation, via den offentlige mening og dermed via politiksystemets
kognitive åbning mod omverdenen, politiksystemet med dets relationer mellem politikken, publikum og
forvaltningen.
Økonomisystemet (eller et hvilket som helst andet funktionssystem) muliggør på samme måde irritationer via
sin særlige systeminterne offentlighed (”markedet” eller mere korrekt: ”markeder”; hvis retssystemet, så
dommerforening, advokatsamfund m.v.) relationerne i det politiske systems dobbelte magtkredsløb.
264 Udover til foran nævnt litteratur bør her anføres i hvert fald artiklerne Öffentliche Meinung i: Luhmann
1975b, Politische Planung. Aufsätze zur Soziologie von Politik und Verwaltung. 2. Auflage. Opladen, Westdeutscher
Verlag (1971), p. 9-34, samt Luhmann 1975f, Veränderungen im System gesellschaftlicher Kommunikation
und die Massenmedien, i: Oskar Schatz (udg.), Die elektronische Revolution. Wie gefährlich sind
die Massenmedien?, Graz, Wien, Köln, Verlag Styria, 1975, p. 13-30
265 Hvad også blev bemærket ved en af de mest seriøse anmeldelser af bogen, som jeg er stødt på, jf. Frank
Marcinkowski 1996, Die Massenmedien der Gesellschaft als soziales System?, i: Soziale Systeme, Jg. 2, Heft
2, p. 429-440, p. 439. Han henviser således til, at bogen ikke indgår i den lange række af funktionssystembeskrivelser,
som Luhmann har udsendt på forlaget Suhrkamp, men at den derimod er udkommet som billigbog
på Westdeutscher Verlag, hvor også Luhmanns temabøger om økologi og om iagttagelse af det moderne
112

lemstillingen, nemlig om det overhovedet kan give mening at tale om et selvstændigt
kommunikationssystem for massemedier på samfundsmæssigt, dvs. på verdenssamfundsmæssigt
plan.
Resultatet af denne afprøvning er bl.a., at massemedierne ikke lader sig reducere
til teknik. Kommunikationen i systemet kan således ikke reduceres eller bindes til systemets
tekniske forudsætninger, fx trykpresse og elektroniske teknologier. Denne begrænsede
kommunikation er, hvad Luhmann betegner som massemediernes reale realitet 266 (RM,
p. 12/11). Massemediernes samfundsmæssige eller fremmedreferentielle realitet, dvs. den
realitet, der fremstår ”for dem eller gennem dem” 267 (RM, p. 14/12) er imidlertid ikke begrænset
til disse forhold. Massemediernes realitet som samfundsmæssigt funktionssystem
er noget, som massemedierne selv skaber i deres egen kommunikation, og som er forskelligt
fra dette tekniske forhold. Selvom massemedierne opstår ud fra de tekniske muligheder,
der følger af trykpressens opfindelse, og selvom selve den tekniske side af sagen er
ganske afgørende, jf. også foran afsnit 1, så viser Luhmann ud fra sin systemteoretiske, foreløbige
analyse i RM, at massemedierne opviser sådanne karakteristika, at hans konklusion
er ganske klar, nemlig at der her er tale om et af det moderne samfunds funktionssystemer
(RM, p. 34/26).
Som ved andre funktionssystemer er der således også ved eller i massemediesystemet
etableret en systemspecifik centralkode, der af Luhmann bestemmes som ”forskellen
mellem information og ikke-information,” (RM, p. 36/28), og som kommunikationen i
systemet da lukker sig om. Denne kode gør det muligt at ”bestemme, hvilke operationer
der hører til systemet, og hvilke – kodet anderledes eller slet ikke kodet – der forløber i systemets
omverden.” (RM, p. 36/28). Det modsvarer gennemgangen i afsnit 2.5.5., hvor vi
så, at centralkoden betegner det i systemet fungerende medium, dvs. en begrænset, løs kobling
af muligheder. Foruden at kodningen sikrer uddifferentieringen og specifikationen af
mediet, her altså information, genererer kodningen også programmer, hvorfor programområdet
alene kan være tilknyttet én centralkode, jf. nedenfor.
Den operative lukning, der følger af denne konkrete kodedannelse er derfor ud fra
de teoretiske forudsætninger i øvrigt, jf. også afsnit 2.5.3., sammenlignelig med den operative
lukning, der finder sted i andre funktionssystemer, herunder i den her aktuelle sammenhæng
særligt det politiske funktionssystem. Som ved øvrige binære koder gælder det
udkom som billigbøger. Men Luhmann lægger heller ikke selv skjul på sagsforholdet, jf. udsagnet: „Die
Massenmedien der Gesellschaft – das wäre das Thema eines anderen Buches“ (PG, p. 306).
266 Og til en forståelse af dem er en 1. ordens iagttagelse tilstrækkelig, jf. RM, p. 15/12-13.
267 Og som kræver, at man iagttager ”massemediernes aktivitet .. som en sekvens af iagttagende operationer ..
altså iagttage deres iagttagen”(RM, p. 14/12), hvad da modsvarer en 2. ordens iagttagelse.
113

også for massemediesystemets kode, at det er den positive værdi, der foretrækkes i kommunikationen.
Dvs. at præferencen ligger på informationsindholdet. Selve ”drivet” i systemet,
dvs. tilslutningsevnen i kommunikationen, består da i uophørligt i kommunikationen
at søge efter det nye, det endnu uprøvede, det med en informationsværdi, hvorved det
allerede kendte da taber sin værdi. Det forholder sig nemlig sådan, at ”Jede Mitteilung, die
als Information ausgewählt wird, wird damit automatisch zur Nichtinformation, denn Information
lässt sich nicht wiederholen.” (GG, p. 1014-1015). Tiden får således en central
betydning for systemet. ”Fresh money og new information er centrale motiver i en moderne
samfundsdynamik. Bag .. de moderne tidsstrukturer .. gemmer der sig altså formodentlig
ved siden af pengeøkonomien: massemedierne. De skaber den tid, som de forudsætter,
og samfundet tilpasser sig til det.” (RM, p. 44/32-33). Når jeg fremhæver det med tiden
her, så bygger det også på den korte overvejelse, som Luhmann anfører i note 25 i kapitel 3
om kodning (RM, p. 47-48/35). Her kommenterer Luhmann spørgsmålet om massemediernes
funktion som ”irritation” af samfundet og konstaterer, at denne ”uro-funktion” ikke
findes ”inden for den parsonske teoriarkitektur”, hvor denne teoris tilhængere i stedet tilordner
”massemedierne til området for integrative funktioner og til mediet ’indflydelse’”,
hvad imidlertid får til konsekvens, at massemediernes præference ”for fremstillingen af
konflikter og normafvigelser” kommer til at fremstå problematisk. Luhmann konkluderer
derfor, at man må ”overveje, om massemediernes primære orientering overhovedet ligger i
socialdimensionen og ikke snarere i tidsdimensionen”. 268 Dvs. at Luhmann ikke er indstillet
på at gå ind med et normativt ”bør” her, men at han fastholder sit udgangspunkt som
principielt forskelligt fra enhver normdannelse.
Det problemforhold, som Luhmann anser for at være konstituerende for massemedierne
som samfundsmæssigt funktionssystem, er således også knyttet til den del af den
sociale ordens problematik, 269 der kan siges at hænge sammen med selve det grundforhold,
at det moderne samfunds kommunikationssystemer er ”temporalisierte Systeme, die Stabilität
nur als dynamische Stabilität, nur durch die laufende Ersetzung von vergehenden
Elementen durch neue, andere Elemente gewinnen können. .. Die jeweils aktuelle Gegenwart
ist kurz und so ausgelegt, dass in ihr alles, was überhaupt geschieht, gleichzeitig geschieht.“
(GG, p. 52). Når alting sker samtidigt, når den aktuelle nutid er meget kort, når
268 Hvad da må antages at få til følge, at studiet af massemedier skal ses i sammenhæng med især evolutionsteorien,
som jeg imidlertid ikke har behandlet særskilt i dette speciale, hvilket står tilbage som et problem til
forfølgelse, men samtidig fremstår det som en erkendelsesmæssig gevinst, der underbygger det synspunkt,
som er bærende i det Luhmannske forfatterskab, at samfundsteori og de hermed forbundne delteorier er en
ganske kompliceret affære!
269 Jf. også foran afsnit 2.4.
114

det forgangne som tradition er blevet til en form (GG, p. 960), så bliver det oplagt, at man
anskuer tiden som en form, dvs. som en grænselinje 270 med to sider, nemlig en bekendt fortid,
som derfor kan fremstå som den betegnede side af formen, og en ubekendt fremtid,
som derfor må fremstå som den ikke betegnede side af formen. Det skal ses i modsætning
til det førmoderne, af adelen dominerede samfund, hvor tiden blev fremstillet som ”linearen
Vorstellungen” (GG, p. 997), hvad da altså i det moderne samfund udvikler sig til ”einen
Begriff der offenen Zukunft” (ibid.).
I en sådan situation – og det er sådan, Luhmann opfatter den samfundsmæssige situation
på skrivetidspunktet i 1990’erne – har samfundet ”brug for” 271 at få dirigeret sin
selviagttagelse og selvbeskrivelse. Hvad angår det med selvbeskrivelsen, så er det rent ud
Luhmanns opfattelse, dels at den nu er overtaget af „die Massenmedien als Funktionssystem
eigener Art“ (GG, p. 1014), dels at den nu følger ”den Eigengesetzlichkeiten der Massenmedien”
(GG, p. 1097), som i praksis viser sig ved, at ”Jeden Morgen und jeden Abend
senkt sich unausweichlich das Netz der Nachrichten auf die Erde nieder und legt fest, was
gewesen ist und was man zu gewärtigen hat.” (ibid.). Samfundets selvbeskrivelse følger da
massemediernes døgnrytme. Denne selvbeskrivelse antager umiddelbart karakter af uophørlige,
abrupte og i alle retninger pegende udsagn. De informationer, der fremkommer i
dette forløb, bliver for en umiddelbar betragtning spredt ud i meget store mængder, og de
bliver hver dag fornyet. En væsentlig del af disse informationer bliver i stort omfang relateret
til temaer, som dels ”organiserer kommunikationens hukommelse”, dels ”repræsenterer
kommunikationens fremmedreference” (RM, p. 28/21). Resultatet af dette produktionsforløb
vil jævnt hen fremstå som ”öffentliche Meinung” (GG, p. 1102), som da vil kunne
relatere sig til meget forskellige områder af samfundet, dvs. til de mange forskellige funktionssystemer
m.v.
Samfundets selvbeskrivelse er således ikke mere styret ud fra det nære, i høj grad
erfaringsbaserede samvirke mellem mennesker, hvad jo er en følge af i det væsentlige bortfaldet
af de mange nære, interaktionsbaserede relationer, som tidligere dannede basis for
den samfundsmæssige kommunikation, jf. afsnit 2.5.2. Med dette udgangspunkt kan man
ikke andet end at forudsætte, hvad Luhmann kalder for ”Informiertsein” (GG, p. 1102),
dvs. at man må forudsætte, at der altid allerede er brugbar information til stede med den risiko,
som usikkerhed herom vil medføre. 272
270 Jf. foran afsnit 2.5.5.
271 Ikke som norm, men fordi interaktion som kommunikationsform er aftaget dramatisk i betydning i det
moderne samfund, jf. nedenfor.
272 Hvad den tidligere omtalte dagpengesag fra finanslovsforhandlingerne her i efteråret 2003 måske viste.
115

Det er da i denne situation, at ”Massemedierne garanterer alle funktionssystemer
en bredt samfundsmæssigt accepteret nutid, der også er bekendt for individerne, og som
disse systemer kan gå ud fra, når det drejer sig om selektion af en systemspecifik fortid og
om fastlæggelse af de fremtidsforventninger, der er vigtige for systemet.” (RM, p.
176/124). Luhmann ser altså den afgørende funktion for massemedierne som bestående i at
”spalte verden op i system (nemlig samfund) og omverden .. at stille en baggrundsrealitet
parat 273 for alle videre kommunikationer” (RM, p. 173/122-122). 274
På programniveau skelner Luhmann ”rent induktivt mellem: nyheder og features ..
reklame .. og underholdning” uden at udelukke ”overlapninger” (RM, p. 51/37). Men han
erkender, at ”der er en forskelligartethed i realisationen og i skabelsen af irritation og information”,
der gør det vanskeligt at ”acceptere tesen om massemediesystemets enhed”.
(RM, p. 119/84). Han ser imidlertid et fælles bidrag fra de tre områder i forlængelse af foranstående
tese om skabelse af fælles baggrundsviden og hukommelse via massemedierne,
og dermed ser han også massemediesystemets enhed heri, og argumentet for denne enhedsdannelse
er da, at ”alle tre former for massekommunikation .. skabe(r) forudsætninger for
videre kommunikation, der ikke behøver medkommunikeres specielt.” (RM, p. 120/85).
Det er endvidere på programniveauet, at Luhmann påviser strukturelle koblinger
til dele af omverdenen, herunder andre funktionssystemer, men det forekommer også på
sektor- og rolleniveau. (RM, p. 128/90). Luhmann finder en sådan differentiering af strukturelle
koblinger på programområder sammenlignelig med den, der kan påvises inden for
andre funktionssystemer, fx retssystemet. (RM, p. 127/90).
Den konkrete forklaring på, at der på trods af denne differentiering er tale om ”ét
og samme funktionssystem” (RM, p. 130/92), finder Luhmann imidlertid i det forhold, at
273 Hvad svarer meget godt til resultaterne af en ”befolkningsstikprøve”, som refereret af Anker Brink Lund
2002, Den redigerende magt – nyhedsinstitutionens politiske indflydelse, Aarhus, Aarhus Universitetsforlag,
p. 204, her dog begrænset til primært det politiske.
274 Luhmann er inspireret hertil af Frank Marcinkowski, 1993, Publizistik als autopoietisches System. Politik
und Massenmedien. Eine systemtheoretische Analyse, Opladen, Westdeutscher Verlag. Det interessante i
denne sammenhæng er den særlige kontrovers, der pågår de to imellem for så vidt angår formuleringen af systemets
centralkode – idet Marcinkowski foreslår den som offentlig/ikke-offentlig, hvor Luhmanns formulering
jo er information/ikke-information. Forskellen kan være afgørende for den karakter af indflydelse på andre
systemer i samfundet, som massemediesystemet kan tilskrives. Det er således mit indtryk, at den måde,
som Marcinkowski beskriver det, som han kalder det publicistiske system, må føre til, at dette system med
den suveræne bestemmelse over offentliggørelse af sagsforhold, at det fører til så relativt stor indflydelse og
dermed antagelig en overvurdering af systemet, at Luhmann måske også af den grund har valgt sin kode anderledes,
mere neutralt.
116

”differentieringen kopierer former, hvori det moderne samfund gør individuelle motivsituationer
brugbare til kommunikation” (ibid.) Dette kan sammenfattes i følgende skema: 275
Program Strukturel kobling Henregning til individ
Nyheder Politisk system Kognitivt interesseret
Reklame Økonomisk system Individuel nytte
Underholdning Kunstsystemet Narrativ fiktionalitet
Figur 18. Strukturel kobling mellem massemediesystemet og dets omverden
Det skal dog i den sammenhæng præciseres, at det med henregning til individ alene drejer
sig om, hvordan ”henregning til individer behandles i kommunikationen”, dvs. uden tilskrivning
af kausalitet i den sammenhæng. (RM, p. 130-131/92). Individer som fysiske
personer, dvs. som biologiske systemer hhv. psykiske systemer, er jo fortsat en del af omverdenen
til kommunikationssystemer – men en uomgængeligt nødvendig del!
Den her konstaterede individhenregning eller –tilskrivning viser således også hen
til forbindelsen til den teoretiske grundlagsgennemgang i afsnit 2.5.4., jf. bl.a. den deri viste
figur 9. Luhmann åbner således mulighed for, at der ved en nærmere analyse af dette attributionskompleks
vil kunne etableres et grundlag for studier, der muligvis kunne pege på,
at også denne tilgang til teorien ville kunne bestyrke dens indre sammenhæng – eller det
modsatte! Den sidste, negative mulighed hænger sammen med en umiddelbar bedømmelse
af den forskellighed, der fremgår af figur 18. Omvendt viser den i figur 17 refererede attributionsform
for massemediesystemet hen til en forskellighed i opfattelsen, jf. noten til figur
12.
3.3. Opsamling
Den indledende diskussion i dette kapitel om, hvorvidt et funktionssystem efter
Luhmanns opfattelse fungerer alene for sig selv eller for samfundet, eller om man må formulere
spørgsmålet på en anden måde, viser det sidste, dvs. at spørgsmålet drejer sig om et
problemforhold, der allerede processerer 276 i samfundet, og som man må respektere i udgangspunktet.
Dette får til konsekvens, at hvis der kan påvises et funktionssystem på et givet
felt, så må en iagttagelse heraf respektere de systemteoretiske forudsætninger, der i øv-
275 Jf også: Mikkel Eskjær & Rasmus Helles, 2000, Mediernes realitet – en introduktion til Luhmanns teori
om massemedierne, i: Mediesociologi, Sekvens 2000, Årbog for Film og Medievidenskab. Københavns Universitet,
Institut for Film- & Medievidenskab, p. 33-75, p. 60.
276 Som altid ved kommunikationsprocesser er der tale om selektion og ikke kausalrelationer.
117

igt følger af den sociologiske systemteori, som Luhmann har formuleret, herunder at et
system er autopoietisk med alt hvad deraf følger, dog begrænset til den udstrækning denne
teoris indre sammenhæng måtte række.
Gennemgangen af de to funktionssystemer viser, at de begge har sådanne karakteristika,
som Luhmann ud fra den grundlæggende gennemgang i kapitel 2, særligt afsnit
2.5., anfører som forudsætninger for systemdannelse, at der ikke kan være tvivl om, at de
opfylder de krav, som teorien stiller for, at der kan være tale om funktionssystemer. Samtidig
viser gennemgangen dog også, at der er en meget betydelig forskel i det af Luhmann
forelagte materiale, idet der særligt for så vidt angår massemediesystemet er meget tilbage
at ønske mht. en udbygning, hvis der for alvor skal kunne oparbejdes teorigrundlag for
empirisk orienteret forskning. Det må imidlertid konstateres, at det er vilkår, der ikke står
til at ændre. Det var angiveligt ikke muligt, mens Luhmann endnu levede, 277 og det er udelukket
efter hans død.
Af særlig interesse for dette specialeprojekt er det imidlertid, at gennemgangen
også viser, at den måde, de to systemer er indbyrdes forbundet på, og som Luhmann kalder
for strukturel kobling, at denne strukturelle kobling har form 278 af offentlig mening – men
især, at den strukturelle kobling definitorisk indebærer, at der ikke forekommer determination
systemerne imellem, men alene en form for ”irritation”, som i det respektive system
aktiverer dets ”resonansevne”.
I det følgende og afsluttende kapitel vil jeg da – tentativt – forsøge at vise, hvordan
erfaringerne fra denne gennemgang ville kunne omsættes til formulering af en strategi
eller, mindre forpligtende, et perspektiv for studiet af politisk kommunikation.
277 Hvad Marcinkowski 1996, p. 439, tørt konstaterer, idet han samtidig opfordrer kommunikationsvidenskaben
til selv af foretage de fornødne udfyldninger
278 Form igen i relation til medium: strukturel kobling betegner generelt et medium, mens det kan antage forskellige
former, her altså formen offentlig mening, og mellem psykiske og sociale systemer udgør sproget en
form for strukturel kobling, jf. også foran.
118

4. Politisk kommunikation som forskningsperspektiv
”Keine Theorie erreicht das Konkrete. Das ist nicht ihr Sinn, nicht ihr Ziel“. 279 Så
når bestræbelsen i det følgende rækker frem mod anvendelighed i det konkrete, og når
spørgsmålet lyder: hvorledes er det muligt at studere politisk kommunikation i det moderne
samfund?, så ligger der denne løftede pegefinger lurende i baggrunden og advarer mod at
tro det muligt. Det er det ikke. Videnskabelig iagttagelse implicerer ingen direkte tilgang
til en udenfor liggende realitet. (WG, p. 82). Det, vi derimod kan indfange, er begreber,
som vi kan konstruere. Det foregår i videnskabssystemet, dvs. det foregår i et system. Som
sådan foregår det som kommunikation, der på den ene side refererer tilbage til tidligere
kommunikation i systemet, dvs. selvreferentielt, og på den anden side refererer til noget
andet, dvs. fremmedreferentielt. En sådan kommunikation opfatter Luhmann som resultatet
af en specifik form for iagttagelse, hvor der forud har været lagt en specifik distinktion ind
til ledelse af iagttagelsen, fx i videnskabssystemet koden sand/usand, jf. figur 12 foran. Det
følgende er således en konstruktion bygget op som kontrast til en anden konstruktion, den
om trepartsrelationen. Der er endvidere – og det kan ikke betones stærkt nok! – alene tale
om en rent tentativ og induktiv konstruktion.
Luhmann tager afstand fra den ’radikale konstruktivisme’, (RM, p. 15 ff./13 ff.),
fordi dens udgangspunkt er, at alt er konstruktion. Luhmanns argument er, som tidligere
anført, at der findes systemer. 280 I og med, at man foretager den første distinktion og betegner
det betegnede som formen system 281 og det ubetegnede som dets omverden, har man
foretaget en 1. ordens iagttagelse. Samtidig har man imidlertid også fået konstrueret en
mulighed for at skelne mellem reference til systemet selv hhv. til dets omverden, dvs. selvreference
overfor fremmedreference. ”Denne skelnen mellem selvreference og fremmedreference
kan .. ikke findes i systemets omverden (hvad ville i så fald være ’selv’ og hvad
279 Hedder det med vanlig sans for opmærksomhedsfængende indledningsord i artiklen Evolution und
Geschichte, p. 150, i: Luhmann 1975c, p. 150-169. Dette udsagn skal som alle udsagn ses i sin kontekst, her
i spændingsfeltet mellem evolutionsteori og historieteori. Nogle år før formulerede Luhmann nemlig også
følgende i Luhmann 1973b, p. 169: ”Der Übergang von einer Kausalgesetze suchende zu einer funktional
vergleichende Methode führt in der Theorie konsequent zu dem .. geforderten Übergang von Handlungstheorien
zu Systemtheorien. Er kompensiert gleichsam durch Theoriekomplizierung den Versicht auf ‚lineares’
Methodendenken und versucht auf diese Weise, sich der Realität besser anzunähern, als dies den kausalgesetzlich
denkenden Methoden und Theorien möglich war.“(min fremhævning, NKP).
280 Således også i RM, hvor det om massemediesystemet hedder, "Det drejer sig .. ikke kun om et fænomen,
som en iagttager kan udsondre, hvis han er indstillet på det. Systemet udsondrer sig selv.” p. 49/36.
281 Jf. foran afsnit 2.5.5.
119

’fremmed’?), men kun i systemet selv” (RM, p. 16-17/14). Med dette er der konstrueret en
2. ordens iagttagelse. 282
I denne operation har man på én og samme tid konstrueret systemet og dets omverden.
”Begge konstrueres i iagttagelsen, der skiller dem ad. Systemet er altså ikke konstitutivt
for iagttagelsen. Det er omvendt iagttagelsen og den forskel, den aktualiserer, som
bestemmer, hvordan omverdenen træder frem for hvilket system. Realiteten er i denne forstand
altid systemrelativ.”, som det hedder hos en anden iagttager, 283 jf. også foran, afsnit
2.3. 284 Men systemet er der allerede. Det har allerede udsondret sig. Det løser sine funktionsproblemer,
som vi så i kapitel 3. ”Systemet gør kun det og kan kun gøre det, som er internt
tilslutningsmuligt ifølge dets struktur og historiske situation.” (RM, p. 50/36).
Givet en iagttagelse af et system må vi som iagttagere derfor redegøre for valg af
kode eller ledeforskel, og vi må redegøre for konditioneringen af denne forskelssættelse.
Vi må endvidere kunne udpege, begrunde og redegøre for de implikationer, der følger af
lige præcist det valgte iagttagelsespunkt. Det er, hvad er søgt gennemført i det foregående.
Der ligger i dette, at vi som iagttagere må kunne angive præcist den systemreference, som
vi lægger til grund. 285 Det kan være iagttagelse af politisk kommunikation formuleret af en
organisation, fx et politisk parti. Idet vi da konstruerer det politiske parti som iagttager,
iagttager vi denne iagttagers iagttagelser, dvs. det politiske partis løbende kommunikation
internt og/eller eksternt rettet 286 . Det samme kan vi gøre i forbindelse med iagttagelse af
massemediemæssig kommunikation, hvor udgangspunktet kan være en organisation, fx en
avis, og dens iagttagelse, dvs. dens løbende produktion i en periode, typisk afgrænset til et
bestemt tema. Det er, hvad ultrakort vil blive forsøgt i det følgende.
4.1. Systemteoretisk iagttagelse af politisk kommunikation belyst tentativt
som tema i det politiske og det massemediemæssige system
Her vil jeg tage udgangspunkt i ét af flere temaer, 287 som iflg. Luhmann viser, at
samfundets omverden på dramatisk vis i de seneste årtier har øget de anledninger til irritation,
dvs. påvirkning, af samfundet, som kan konstateres ”und zwar auch und gerade auf
282 Det modsvarer universitetsledelsens iagttagelse af regnskabsmedarbejderen på institutniveau, jf. eksemplet
i afsnit 1, foran.
283 Hos Niels Åkerstrøm Andersen 1999, p. 111-112.
284 Hvor der på side 45 blev anført, at med diskussionen i kølvandet på SY skærpedes ”formuleringerne herefter
til klarhed over, at studieobjektet er noget, der skabes begrebsligt af iagttageren i forbindelse med hans
iagttagelse”
285 Jf. eksempelvis figur 12. Her har jeg bygget på Niels Åkerstrøm Andersen 1999, p. 115 ff.
286 Der er jo her tale om en organisation, som forudsættes at være i besiddelse af kommunikationsevne, jf.
foran, afsnit 3.1.1.
287 Jf. også foran afsnit 3.2.
120

den Bildschirmen der Gesellschaft selbst“, nemlig ”die rapide Vermehrung menschlicher
Körper und deren unkontrollierbare Wanderungen” (GG, p. 795) 288 . Det er da det sidste
aspekt af dette irritationsforhold, jeg vil tage udgangspunkt i. Konkret er det indvandringen
her i landet, idet dette tema har spillet en overordentlig stor rolle, politisk som massemediemæssigt,
de senere år. Jeg vil i det følgende kort skitsere, hvordan et sådant tema bliver
gjort til genstand for kommunikation i henholdsvis det politiske og det massemediemæssige
system.
Som udgangspunkt gælder, at i og med sociale systemer som det politiske og
det massemediemæssige er kommunikationssystemer, så er disse systemer begrænset til at
operere kommunikationsmæssigt i forhold til en sådan ekstern påvirkning. De kan ikke andet.
Systeminternt viser påvirkningen sig i form af resonans; set fra systemets side aktiveres
dets resonansevne, jf. foran, afsnit 3.1.2. Imidlertid forekommer der jo tilslutningsadfærd,
jf. foran afsnit 2.4., dvs. at der til kommunikationen knyttes en yderligere, såkaldt
fjerde selektion, hvad da muliggør handlingsmæssige effekter i systemets omverden. Det
kan da udmønte sig som tilladelse eller nægtelse af indrejse til Danmark.
Det politiske systems grænse går, dvs. produceres løbende, som vi har set, dér,
hvor den meningsform, der ligger til grund for den aktuelle kommunikation, ikke mere lader
sig tilordne den for systemet i sidste ende styrende centralkode, dvs. regering/opposition.
Mere teknisk og præcist formuleret svarer systemets grænse til den selvreproducerede
forskel mellem selvreference og fremmedreference, og den er som sådan til
stede i alle kommunikationer. 289 Hertil kommer, at man jo i kommunikationen løbende
288 Dette er kun en meget lille del af de tre hovedtemaer, Luhmann her tager op. Det er jo alene som illustration
og rent tentativt! For imidlertid at undgå unødig mytedannelse, bringer jeg her hele den sammenhæng,
som citatet er taget fra: ”Was immer man von dieser Theoriekonstruktion halten mag: zu beobachten ist, dass
die Irritationsanlässe aus der Umwelt des Gesellschaftssystems in den letzten Jahrzehnten dramatisch zunehmen
– und zwar auch und gerade auf den Bildschirmen der Gesellschaft selbst. Das gilt in mindestens drei
Hinsichten:
1. in bezug auf die durch Technik und Überbevölkerung ausgelösten ökologischen Probleme der aussermenschlichen
Umwelt;
2. in bezug auf die Bevölkerungszunahme selbst, also die rapide Vermehrung menschlicher Körper und deren
unkontrollierbare Wanderungen; und
3. in bezug auf die zunehmend individualisierte, zunehmend ‚eigensinnig’ gebildeten, auf Glück und Selbstverwirklichung
gerichteten Erwartungen der Einzelmenschen.“ (GG, p. 795).
289 Jf. GG, p. 77, hvor det hedder: ”Wie lebende Systeme können auch sinnhaft operierende Systeme mit eigenen
Operationen nie die eigenen Grenzen überschreiten. Aber im Medium Sinn haben Grenzen immer eine
andere Seite, sind Formen immer als Zwei-Seiten-Formen (und nicht nur als pure Faktizität des operativen
Vollzugs) gegeben. Das heisst: das den Fortgang von Operation zu Operation begleitende Beobachten bemerkt
immer auch die Selektivität der rekursiven Verknüpfung und damit etwas, was nicht zum System, sondern
zur Umwelt gehört. In der Kommunikation werden Informationen über etwas aktualisiert und verändert,
was selbst nicht Kommunikation ist. Die Fremdreferenz wird bei allem Suchen nach passenden Anschlüssen
im Netzwerk der Kommunikation immer mitgeführt. Die Grenze des Systems ist daher nichts anderes als die
selbstproduzierte Differenz von Selbstreferenz und Fremdreferenz, und sie ist als solche in allen Kommunikationen
präsent.“
121

skelner mellem information og meddelelse. Man er altså i kommunikationen i stand til at
iagttage sig selv (man = et socialt system). Står man nu som iagttager af en sådan selviagttagelse,
fx ”os” som videnskabssystem i relation til det politiske og/eller det massemediemæssige
system, så kan man udover denne skelnen mellem information og meddelelse tillige
iagttage og skelne mellem temaer og funktioner ved kommunikationen, og dermed kan
man iagttage betingelser for kommunikationens fortsatte opereren. I den forbindelse er det
Luhmanns opfattelse, at man også kan skelne mellem temaer og bidrag til kommunikationen,
hvor temaer da udgør strukturer i kommunikationen (GG, p. 77). 290 Temaer har altså
en særlig betydning i kommunikationen. De er ”frem for alt et typisk produkt af og fortsættelseskrav
til massemediernes kommunikation .. de tjener .. til strukturel kobling mellem
massemedierne og andre samfundsområder .. er så elastiske .. at massemedierne ved hjælp
af dem kan nå alle samfundsområder, mens systemerne i massemediernes internt samfundsmæssige
omverden, f.eks. politikken .. ofte har besvær med at tilbyde deres temaer til
massemedierne 291 og opnå sagligt passende optagelse af disse temaer.” (RM, p. 28-29/22).
Temaer spiller altså en særlig rolle i massemediesystemet; men det gør de også i det politiske
system, hvad jeg vender tilbage til nedenfor.
Er det således centralkoden, regering/opposition, der overordnet styrer den politiske
kommunikation, så betyder det på den anden side for det politiske system, at der er rige
muligheder for udfyldninger på niveauet for programmer, i første række partipolitiske programmer,
men andre aktører vil have andre programmer. En regering vil have sit regeringsprogram,
og en protestbevægelse vil have sit protestprogram. Det vil konkret sige, at
der består rige muligheder for aktører i systemet, dvs. politiske partier, interessegrupper,
protestbevægelser, politiske personer m.v., til at opstille forskellige distinktioner i kommunikationen
omkring et tema som indvandring.
Situationen er derfor ikke ens for de her nævnte aktører. Det er alene de politiske
partier, der lader sin kommunikation lede efter den i sidste ende styrende centralkode, regering/opposition.
Derfor er det også i sidste ende alene de politiske partiers kommunikati-
290 Hvor det da skal præciseres, at strukturer jo er „forventninger til, at systemets operationer .. vil kunne forløbe
med succes“, jf. foran, afsnit 2.5.5. Ja, som det hedder uddybende i GG, p. 430-431: ”Strukturen sind
Bedingungen der Einschränkung des Bereichs anschlussfähiger Operationen, sind also Bedingungen der Autopoiesis
des Systems. Sie existieren nicht abstrakt, nicht unabhängig von der Zeit. Sie werden im Vollzug
des Fortgangs von Operation zu Operation verwendet – oder nicht verwendet. Sie kondensieren und konfirmieren
durch Wiederholung in verschiedenen Situationen einen Sinnreichtum, der sich exakter Definition
entzieht; oder sie werden vergessen.“.
291 Der må antages at være gode grunde til den stigende professionalisering af mediehåndteringen fra det politiske
systems side – og fra stadig flere områder af den mere eller mindre organiserede øvrige del af den
samfundsinterne omverden til massemedierne. Jeg har ikke kilden ved hånden, men erindrer et udsagn fra
massemedierne (!) inden for det seneste års tid gående ud på, at der nu er flere journalistiske medarbejdere i
det danske erhvervs- og organisationsliv end ansat direkte ved massemedierne!
122

on, der udgør den egentlige, dvs. snævre, politiske kommunikation: ”Unter dem Regime
der Codierung Regierung / Opposition .. geht es .. nur noch um unterschiedliche Priorisierung
292 von Werten und Interessen, soweit diese im Horizont von Entscheidungsmöglichkeiten
auftauchen. Und Legitimität wird (was immer die Verfassungslehre davon halten
mag) in der praktischen Politik gleichbedeutend mit Popularität.“ (PG, p. 100).
Det drejer sig altså i det politiske systems kommunikation om popularitet, dvs. om
at vinde tilslutning hos vælgerne. Tilslutning hos vælgerne er forudsætning for med nogenlunde
ro at kunne møde vælgerne i forbindelse med den i systemet indlagte usikkerhed,
nemlig de regelmæssigt tilbagevendende politiske valg, som ”die Politik mit einer für sie
unbekannten Zukunft konfrontiert.”(PG, p. 104). I en sådan situation, hvor konkurrencen
om vælgernes gunst relateres til et tema, dér drejer den konkrete stillingtagen til temaet sig
da om at placere sig dér, hvor chancerne vurderes at være bedst for at øge sin mulige
stemmeandel ved det på et eller andet tidspunkt i fremtiden kommende politiske valg. Dette
forhold iagttages ikke bare af andre aktører i det politiske system, men også af journalister
og redaktører i det massemediemæssige system. Kommunikationen skal derfor kunne
iagttages på ”den Bildschirmen der Gesellschaft” (jf. ovenfor), her på det politiske systems
”billedskærme”, som bæres frem af massemedierne, og som i kondenseret form fremstår
som den offentlige mening, der imidlertid intet har at gøre med, hvad der faktisk måtte røre
sig inde i hovederne på folk, dvs. i de psykiske systemer. Det er netop massemediernes
fremstilling.
Et eksempel på en sådan frembæring til iagttagelse på det politiske systems ”billed-”
eller ”avisskærm” af i dette tilfælde den daværende regerings politiske virke i relation
til temaet indvandring ser vi i Politiken søndag den 8. juli 2001, hvor det i en underoverskrift
til en tosiders artikel med hovedoverskriften, ”Ali og de 36 stramninger”, hedder:
”Siden 1993 har regeringen strammet udlændingeloven 36 gange for at bekæmpe snyd og
misbrug. Alligevel bliver regeringen beskyldt for at holde en ladeport åben for udlændinge.”
Avisen bringer angiveligt artiklen for at gøre ”status over udviklingen, siden Poul Nyrup
Rasmussen kom til magten 25. januar 1993”, thi ”Udlændingepolitikken er altid et
brændvarmt politisk emne og bliver et af de store temaer i valgkampen op til det folketingsvalg,
som senest skal holdes 10. marts 2002.” 293
292 Jeg har forgæves søgt berigtigelse af dette ord i mine ordbøger, men det er gengivet korrekt fra PG.
293 Hvad blev bekræftet i oktober – november samme år! Umiddelbart efter, at valget den 20. november 2001
til Folketinget var udskrevet den 31. oktober 2001, udkom Weekendavisen den 2. november 2001 således
med en stort opsat forsideartikel under hovedoverskriften ”Udlændingevalget” og med en overliggende underoverskrift
(kan også referere til andre dele af forsiden) med denne ordlyd: ”Danmark og Verden. Så kom
det. Med 20 års vaklende tilløb. Efter to faldne tårne får danskerne det store politiske opgør om, hvordan vi
123

I det perspektiv, som et udgangspunkt i tesen om trepartsrelationen fra kapitel 1
ville lægge op til, ville en sådan artikel indgå i, hvad man ville betegne som den offentlige
samtale, som på et tidspunkt skulle føre til et offentligt ræsonnement og derudfra til en legitim
politisk beslutning. 294 Der kan her indgå det synspunkt, at det her også drejer sig om
kampen om den politiske dagsorden, agenda-setting. Et sådant sæt af perspektiver ville da
netop læse massemedierne som deltagende på linje med de politiske partier i den politiske
proces. Et sådant studium kan man naturligvis foretage, og det gør man også!
Det er imidlertid ikke det, som vi med udgangspunkt i Luhmanns teoriproduktion
vil finde støtte til, jf. foran. Her ville vi gå ud fra systemspecifikationen og grænseproblembeskrivelsen
og videre ad vejen over temaer, thi også de politiske partier og øvrige
deltagere i den politiske kommunikation i periferien til det politiske system arbejder med
temaer. Det er faktisk sådan iflg. Luhmann, at jo længere ud i periferien man kommer, jo
større rolle spiller temaerne. ”Je breiter die Interessengrundlage ist (oder auch: sein soll),
die für Politik aktiviert werden kann und je mehr mögliche Themen politisiert werden können
(oder mit einem Schlagwort: je „demokratischer“ das System ist), desto mehr Organisationen
braucht die Peripherie, um Themen aufzugreifen, Konsenschancen abzutasten und
Entscheidungen vorzubereiten. .. Die Tätigkeit in der Peripherie bietet .. den Vorteil, dass
hier (noch) gar nicht kollektiv bindend entschieden werden kann, so dass ein grösserer
Spielraum für Wunschvorstellungen und klientelorientierte Dramatisierungen gegeben ist.
(PG, p. 245-246).
Gensidigheden og afhængigheden de to systemer imellem ville komme i fokus,
men netop ud fra det synspunkt, at de er selvstændige, autopoietiske, men som sådan også
omverdensafhængige systemer. Det ville indebære, at der ville blive lagt en respekt af de to
systemområder og deres processeren ind i studiet, altså en anerkendelse af, at de arbejder i
hver deres forskellige del af samfundet og på hver deres forskellige grundlag. 295 Et afgøhåndterer
forandringen af Danmark til et multikulturelt samfund.” I artiklen, som fortsætter på side 2, fortæller
journalisterne Arne Hardis og Troels Mylenberg deres version af historien om Danmark og udlændingespørgsmålet
fra mellem vedtagelsen af udlændingeloven af 1983 og til den aktuelle valgkampsituation. Temaet
er således taget op helt fra starten af valgkampen af denne ugeavis.
294 Se fx Anker Brink Lund 2002, Den redigerende magt – nyhedsinstitutionens politiske indflydelse, Aarhus,
Aarhus Universitetsforlag, p. 12 ff.
295 Dette synspunkt indebærer ikke, at der fra politisk side ikke skulle ske indblanding i massemediesystemet.
Fx er det et udbredt ønske at opretholde, hvad man kalder for ”public service”, jf. fx journalist og
cand.scient.pol. Jacob Rosenkrands’ artikel under overskriften, ”Hadeobjekt. Rupert Murdoch. Stor magt.
Enkel filosofi. Masser af succes” i Politiken for den 19. november 2003, men samtidig er det blevet sværere i
en situation, hvor nu ”64 procent af tv-markedet i Europa” er blevet kommercialiseret. For at sådanne politiske
tiltag skulle kunne være effektive, bør de dog organiseres i internationalt regi; når noget sådant trods alt
har haft en vis succes inden for det handelsmæssige/økonomiske område i WTO-regi, kunne det vel også
tænkes at kunne virke i en vis udstrækning til regulering af informationsformidling, selvom det af mange
grunde er et i reguleringsmæssig henseende mere ”ømt” område.
124

ende og samlende synspunkt ville – udover teorien om den offentlige mening – endvidere
være at bygge videre på teorien om temaer 296 og den sammenfatning heraf, som Luhmann
foretager af analyserne herom i RM, hvor det munder ud i en perspektivering i retning af
en teori om samfundets hukommelse, jf. også foran afsnit 3.2. om Luhmanns overvejelser
omkring spørgsmålet om, hvorvidt vurderingen af massemediernes primære orientering i
stedet for i retning af socialdimensionen, da snarere skulle gå i retning af tidsdimensionen.
Hvis en sådan måde at anskue massemedierne på blev mere udbredt, kunne det måske være
med til at afdramatisere oplevelsen af dem og dermed af en ikke uvæsentlig del af hverdagslivet,
hvad måske kunne have ikke ganske uvelkomne effekter rundt omkring blandt
mennesker. Her er vi da ved et konkret betydningsfelt for, hvad konsekvensen af en bestemt
måde at se på et samfundsmæssigt sagsforhold på kunne være, jf. henvisningen i afsnit
3 til interview med Luhmann (Luhmann 1987a, p. 151).
4.2. Opsamling
Med den Luhmannske teoriformulering tilbydes vi således en måde at ”gå til sagen
på”, som kræver, at der skelnes mellem system og omverden, og at det gøres på en sådan
måde, at man kan påvise systemets grundlæggende funktion eller med andre ord, hvad
der er ”drivet” eller selvopretholdelsesmomentet ved systemet. I den forbindelse er det vigtigt,
at vi indser, at det er os som videnskabelige iagttagere og begrebsudviklere, der så at
sige tilskriver systemet en sådan funktion.
I relation til de to funktionssystemer for politik og massemedier har vi set, at en
indgang kan være ud fra den af Luhmann forud teoretisk fastlagte bestemmelse af de to systemers
respektive funktion og dermed deres processeren, samt deres indbyrdes relationer i
form af strukturelle koblinger. En kritisk overvejelse her vil da gå i retning af et fokus på
de mulighedsbetingelser for systemets processeren, der måtte forekomme. Det er her, at
spørgsmålet om temaer presser sig på i begge de to systemer, idet det er påvist, at temaer
spiller en meget betydelig rolle i begge systemers kommunikation. Sådan et tema eller flere
forskellige vil da kunne danne grundlag for en egentlig empirisk undersøgelse. Det er her
vigtigt at erkende, at det ikke er selve kommunikationen, der iagttages, men alene det, som
kommunikationen drejer sig om. I og med, at et tema eller en serie af temaer bliver betegnet,
vil det differensteoretiske grundlag, som den Luhmannske teori bygger på, imidlertid
”tvinge” os til uophørligt at overveje, hvad der måtte være unddraget betegnelse, dvs. hvad
296 Der er tale om forhold til stabilisering af samfundet, som beror på, hvad Luhmann med inspiration fra bl.a.
Heinz von Foerster og Michel Serres kalder for ”egenværdier” og ”objekter”, og som leder Luhmann hen til
formulering af en teori om samfundets hukommelse. Se kapitel 13 i RM.
125

der måtte være ubetegnet. Det må antages, at der kan ligge et ikke uvæsentligt kritikpotentiale
her, der orienterer sig såvel internt som eksternt i forhold til systemet.
Ud fra sådanne temaer og ud fra den kondensering, der kan iagttages omkring
dem og som undertiden vil blive udlagt som udtryk for ”den offentlige mening” eller slet
og ret som denne mening, viser gennemgangen endvidere, at det vil være oplagt at indlægge
et tidsperspektiv. Det må i den forbindelse antages at være muligt at udarbejde, hvad
man måske kunne betegne som en tema-karriere, som da på sin side vil lægge an til sammenligningsforløb.
126

5. Konklusion
I dette speciale har det været hensigten at lægge an til en samfundsteoretisk funderet
tilgang til studiet af politisk kommunikation. Vægten har således ligget på en gennemgang
af det samfundsteoretiske materiale, som jeg har fundet hos sociologen og samfundsteoretikeren
Niklas Luhmann.
Det spørgsmål, der hele projektprocessen igennem har ligget lige under det sprogligt
udtrykte, dvs. lige før det kommunikerede, eller med andre ord midt mellem bevidsthedssystemet
og det sociale system, som specialet er skrevet og kommunikeret ind i, har
været, om det dog ikke kunne være muligt at formidle en del af det af Luhmann formulerede
samfundsteoretiske værk på en måde, som kunne gøre det så meget mere imødekommende
og sådan rettet mod noget, der måtte minde om operationalitet i anvendelsesorienteret
forskning, at også politologer i Danmark måtte få interesse for værket. En sådan bestræbelse
er imidlertid allerede i udgangspunktet oppe imod hårde odds. Alene det tyske
sprog udgør jo i vore dage en høj grad af forhindring. Hertil kommer den akademiske tradition,
som skinner så åbenlyst igennem – også hos Luhmann, om end dog, så vidt jeg kan
vurdere, i mindre omfang end hos den her til lands langt mere kendte Jürgen Habermas!
Endelig er der teoriformuleringens ejendommelige og kompakte lukkethed. Den pirrer. Det
så vi senest i maj måned i år, da Handelshøjskolen i København havde inviteret til konference
under overskriften The Opening of Systems Theory. Behovet for åbning af teorikomplekset
er således klart følt i kredse, der ellers er det venligt stemt.
Teorien skal altså i spil. Men som det gælder på det personlige plan, når man skal
møde det fremmede, sådan gælder det også i relation til en teori: før man kan åbne sig, eller
før man kan åbne en teori, må man kende den inde fra – ellers vil risikoen for at miste
orienteringsevnen være alt for stor!
Med det sigter jeg mod at udtrykke, at det, jeg allerhelst ville have opnået, nemlig
en klar påvisning af, hvordan teorien ville kunne anvendes på et konkret studiefelt som fx
politisk kommunikation, næppe vil kunne siges at være indfriet med dette speciale. Imidlertid
er det mit håb, at der fremstår en sådan grad af pejlemærker mod anvendelighed i
retning af det empiriske, at det næste skridt i den retning vil være grundige overvejelser af
metodisk karakter. Sådanne overvejelser er der faktisk folk rundt omkring, der gør sig. Jeg
vil her fremhæve sociologen Anders la Cour, men andre kunne også være nævnt.
Hermed antyder jeg, hvad der yderligere har været en bevæggrund til dette specialeprojekt:
tværfaglighedsbestræbelsen! Det er vel muligt, at der ligger sådanne centrifugale
127

kræfter bag en del af funktionsopdelingen i samfundet, at det vil være meget vanskeligt at
gå imod en sådan hovedstrømning. Men mon det dog skulle være umuligt? Selvom der tilsyneladende
bliver lukket ned for en del tværinstitutionelle netværk, er mulighederne for at
nyt kan vokse op vel ikke fuldstændig udelukket? En af forudsætningerne herfor må imidlertid
være, at man har noget at tilbyde hinanden. Det er efter min bedste bedømmelse her,
at Luhmanns værk finder sin berettigelse: det sprudler af idérigdom. Man skulle derfor være
et skarn (som man sagde i min barndom!), hvis man ikke i det mindste lod en overvejelse
af værkets relevans glide ind over sig. Det er også med henblik på at hjælpe lidt på vej i
den retning, at jeg hermed fremlægger dette arbejde.
Den konklusion, som jeg derfor synes ligger bedst for som afslutning på dette projekt
er da: at der er peget på det realistiske og rimelige i at opfatte det politiske som noget
særligt, at der på lignende vis er påpeget, at det massemediemæssige også er noget særligt,
og endelig at der med den offentlige mening som begrebsligt udgangspunkt foreligger et
kvalificeret, grundlæggende udgangspunkt for et perspektiverende studium af relationer de
to samfundsområder imellem, som har en sådan grad af relevans, at det påkalder sig særlig
og selvstændig opmærksomhed.
128

6. Litteratur
Den fortegnelse over Luhmanns publikationer, som har en betydning for dette
speciale bringer jeg nedenfor som specialets primærlitteratur. Øvrig litteratur med en betydning
for specialet anbringer jeg efterfølgende.
Den anvendte udgaves udgivelsesår, der tjener til identifikation af de værker, der
henvises til i noterne, anføres umiddelbart efter forfatternavnet, eventuelt fulgt af et bogstav.
Hvis dette udgivelsesår afviger fra førsteudgavens, anføres det oprindelige udgivelsesår
om muligt i parentes.
Luhmann-publikationer:
Luhmann, Niklas,
1958
Luhmann, Niklas,
1964a
Luhmann, Niklas,
1965a
Luhmann, Niklas,
1969e
Luhmann, Niklas,
1969f
Luhmann, Niklas,
1971a
Luhmann, Niklas,
1971b
Luhmann, Niklas,
1971c
Luhmann, Niklas,
1972h
Luhmann, Niklas,
1973a
Luhmann, Niklas,
Der Funktionsbegriff in der Verwaltungswissenschaft, Verwaltungs
Archiv, Zeitschrift für Verwaltungslehre, Verwaltungsrecht und Verwaltungspolitik,
49. Band, Heft 2, p. 97-105
Funktionen und Folgen formaler Organisation, Berlin, Duncker &
Humblot
Grundrechte als Institution. Ein Beitrag zur politischen Soziologie,
Berlin, Duncker & Humblot
Moderne Systemtheorien als Form gesamtgesellschaftlicher Analyse,
i: Theodor W. Adorno (udg.) Spätkapitalismus oder Industrigesellschaft?
Verhandlungen des 16. Deutschen Soziologentages, Stuttgart,
Ferdinand Enke Verlag, p. 253-266 + Protokol der Diskussion, p.
267-269
Kommunikation, soziale, Handwörterbuch der Organisation, (udg.)
Erwin Grochla, Stuttgart 1969, spalte 831-838.
Moderne Systemtheorien als Form gesamtgesellschaftlicher Analyse,
i: Jürgen Habermas & Niklas Luhmann, Theorie der Gesellschaft
oder Sozialtechnologie – Was leistet die Systemforschung?, Frankfurt
a M, Suhrkamp, p. 7-24
Sinn als Grundbegriff der Soziologie, i: Jürgen Habermas & Niklas
Luhmann, Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie – Was
leistet die Systemforschung?, Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 25-100
Systemtheoretische Argumentationen. Eine Entgegnung auf Jürgen
Habermas, i: Jürgen Habermas & Niklas Luhmann, Theorie der Gesellschaft
oder Sozialtechnologie – Was leistet die Systemforschung?,
Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 291-405
Religion als System. Thesen, i: Dahm, Karl-Wilhelm, Niklas Luhmann,
Dieter Stoodt 1972, Religion – System und Sozialisation,
Darmstadt und Neuwied, Hermann Luchterhand Verlag, p. 11-13
Vertrauen. Ein Mechanismus der Reduktion sozialer Komplexität, 2.
erweiterte Auflage, Stuttgart, Ferdinand Enke Verlag (1968)
Zweckbegriff und Systemrationalität. Über die Funktion von Zwecken
129

1973b
Luhmann, Niklas,
1974a
Luhmann, Niklas,
1974d
Luhmann, Niklas,
1975a
Luhmann, Niklas,
1975b
Luhmann, Niklas,
1975c
Luhmann, Niklas,
1975d
Luhmann, Niklas,
1975f
Luhmann, Niklas,
1976a
Luhmann, Niklas,
1977a
Luhmann, Niklas,
1977b
Luhmann, Niklas,
1977c
Luhmann, Niklas,
1977d
Luhmann, Niklas,
1977e
Luhmann, Niklas,
1977f
Luhmann, Niklas,
1977g
Luhmann, Niklas,
1977h
Luhmann, Niklas &
K-E Schorr, 1979c
Luhmann, Niklas,
1979d
Luhmann, Niklas,
1980b
Luhmann, Niklas,
1981a
in sozialen Systemen, Frankfurt a M, Suhrkamp
Der politische Code. ”Konservativ” und ”progressiv” in systemtheoretischer
Sicht, Zeitschrift für Politik, 21, p. 253-271
Soziologische Aufklärung. Aufsätze zur Theorie sozialer Systeme 1, 4.
Auflage (opr. 1970), Opladen, Westdeutscher Verlag
Macht, Stuttgart, Ferdinand Enke Verlag
Politische Planung. Aufsätze zur Soziologie von Politik und Verwaltung.
2. Auflage. Opladen, Westdeutscher Verlag (1971)
Soziologische Aufklärung 2. Aufsätze zur Theorie der Gesellschaft,
Opladen, Westdeutscher Verlag
Legitimation durch Verfahren, Darmstand/Neuwied, Luchterhand
(1969)
Veränderungen im System gesellschaftlicher Kommunikation und die
Massenmedien, i: Oskar Schatz (udg.), Die elektronische Revolution.
Wie gefährlich sind die Massenmedien?, Graz, Wien, Köln, Verlag
Styria, 1975, p. 13-30
Generalized Media and the Problem of Contingency, i: Jan J. Loubser
m.fl. (ed.) Explorations in General Theory in Social Sciences. Essays
in Honour of Talcott Parsons, Vol. 2, New York, Free Press, p. 507-
532
Funktion der Religion, Frankfurt a M, Suhrkamp
Interpenetration – Zum Verhältnis personaler und sozialer Systeme,
Zeitschrift für Soziologie, Jg. 6, Heft 1, p. 62-76
Differentiation of society, Canadian Journal of Sociology, 2, (1),
1977, p. 29-53
Der politische Code. Zur Entwirrung von Verwirrungen, Kölner
Zeitschrift für Soziologie und Sozialpsychologie, Jg. 29, Heft 1, p.
157-159
Theoretische und praktische Probleme der anwendungsbezogenen
Sozialwissenschaften: Zur Einführung, i: Wissenschaftszentrum Berlin
(udg.) Interaktion von Wissenschaft und Politik, Frankfurt a M
Arbeitsteilung und Moral. Durkheims Theorie, i: Emile Durkheim,
Über die Teilung der sozialen Arbeit, Frankfurt a M, Suhrkamp
Probleme eines Parteiprogramms, i: Horst Baier (udg.) Freiheit und
Sachzwang. Beiträge zu Ehren Helmut Schelskys, Opladen, Westdeutscher
Verlag
Macht und System – Ansätze zur Analyse von Macht in der Politikwissenschaft,
i: Universitas, Zeitschrift für Wissenschaft, Kunst und
Litteratur, 32, p. 473-482
Reflexionsprobleme im Erziehungssystem, Stuttgart, Klett-Cotta
Identitätsgebrauch in selbstsubsistutiven Ordnungen, besonders Gesellschaften,
i: Odo Marquard & Karlheinz Stierle (udg.), 1979, I-
dentität, München, Wilhelm Fink Verlag, p. 315-345
Gesellschaftsstruktur und Semantik. Studien zur Wissenssoziologie
der modernen Gesellschaft, Bd. 1, Frankfurt a M, Suhrkamp
Gesellschaftsstruktur und Semantik. Studien zur Wissenssoziologie
der modernen Gesellschaft, Bd. 2, Frankfurt a M, Suhrkamp
130

Luhmann, Niklas,
1981c
Luhmann, Niklas,
1981d
Luhmann, Niklas,
1981e
Luhmann, Niklas,
1981f
Luhmann, Niklas,
1981g
Luhmann, Niklas,
1982a
Luhmann, Niklas,
1982b
Luhmann, Niklas,
1984a
Luhmann, Niklas,
1984b
Luhmann, Niklas,
1985a
Luhmann, Niklas,
1986a
Luhmann, Niklas,
1986b
Luhmann, Niklas,
1986c
Luhmann, Niklas,
1987a
Luhmann, Niklas,
1987b
Luhmann, Niklas,
1987c
Luhmann, Niklas,
1987d
Luhmann, Niklas,
1987e
Luhmann, Niklas,
1988a
Luhmann, Niklas,
1988b
Luhmann, Niklas,
1988c
Luhmann, Niklas,
Politische Theorie im Wohlfahrtsstaat, München – Wien, Günther
Olzog Verlag
Selbstreferenz und Teleologie in gesellschaftstheoretischer Perspektive,
i: Neue Hefte für Filosophie, 20, s. 1-30
Selbstlegitimation des Staates, i: Norbert Achterberg & Werner Krawietz
(udg.) Legitimation des modernen Staates, Beiheft Nr. 15, Archiv
für Rechts- und Sozialphilosophie, Wiesbaden, Franz Steiner
Verlag, p. 65-83
Soziologische Aufklärung 3. Soziales System, Gesellschaft, Organisation,
Opladen, Westdeutscher Verlag
Ausdifferenzierung des Rechts. Beiträge zur Rechtssoziologie und
Rechtstheorie. Frankfurt a M, Suhrkamp
Autopoiesis, Handlung und kommunikative Verständigung, i:
Zeitschrift für Soziologie, Jg. 11, Heft 4, p. 366-379
The Differentiation of Society, New York, Columbia University Press
Die Wirtschaft der Gesellschaft als autopoietisches System, i:
Zeitschrift für Soziologie, Jg. 13, Heft 4, p. 308-327
Der Staat als historischer Begriff, i: Marcel Storme, Mijmeringen van
een jurist bij 1984, Kluwer rechtswetenschappen, Antwerpen, p. 139-
154
Zum Begriff der sozialen Klasse, i: Soziale Differenzierung, (udg.)
Niklas Luhmann, Opladen, Westdeutscher Verlag, p. 119-162
Die Lebenswelt – nach Rüchsprache mit Phänomenologen, i: Archiv
für Rechts- unde Sozialphilosophie, Jg. 72, p. 176-194
Die Welt als Wille ohne Vorstellung, i: Die politische Meinung. Monatsschrift
zu Fragen der Zeit, 31. Jahrgang, 224-229, p. 18-21
Systeme verstehen Systeme, i: Zwischen Intransparenz und Verstehen.
Fragen an die Pädagogik, (udg.) Niklas Luhmann & Karl Eberhard
Schorr, Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 72-117
Archimedes und wir, Interviews, (red. D.Baecker & G.Stanitzek),
Berlin, Merve Verlag
Tautologie und Paradoxie in den Selbstbeschreibungen der modernen
Gesellschaft, i: Zeitschrift für Soziologie, Jg. 16, Heft 3, p. 161-174
Autopoiesis als soziologischer Begriff, i: Hans Haferkamp & Michael
Schmid (udg.) Sinn, Kommunikation und soziale Differenzierung.
Beiträge zu Luhmanns Theorie sozialer Systeme, Frankfurt a M,
Suhrkamp, p. 307-324
The Evolutionary Differentiation between Society and Interaction, i:
The Micro-Macro Link, J.C. Alexander m.fl. (edt.), Berkeley and Los
Angeles, University of California Press, p. 112-131
Die Richtigkeit soziologischer Theorie, i: Merkur: Deutsche Zeitschrift
für europäisches Denken, Jg. 41, p. 36-49
Erkenntnis als Konstruktion, Bern, Benteli Verlag
Frauen, Männer und George Spencer Brown, i: Zeitschrift für Soziologie,
Jg. 17, Heft 1, p. 47-71
Neuere Entwicklungen in der Systemtheorie, i: Merkur: Deutsche
Zeitschrift für europäisches Denken, Jg. 42, p. 292-300
WARUM AGIL?, i: Kölner Zeitschrift für Soziologie und Sozialpsy-
131

1988d chologie, Jg. 40, p. 127-139
Luhmann, Niklas, Gesellschaftsstruktur und Semantik, Studien zur Wissenssoziologie
1989a
der modernen Gesellschaft, Bd. 3, Frankfurt a M, Suhrkamp
Luhmann, Niklas, Politische Steuerung: Ein Diskussionsbeitrag, Politische Vierteljahresschrift,
30. Jg. 1989, Heft 1, p. 4-9
1989b
Luhmann, Niklas, Theorie der politischen Opposition, i: Zeitschrift für Politik, 36. Jg.,
1989c
1, p. 13-26
Luhmann, Niklas, Ökologische Kommunikation, Opladen, Westdeutscher Verlag, 3. opl.
1990a
1990, (1986)
Luhmann, Niklas, Political Theory in the Welfare State, Berlin-New York, Walter de
1990b
Gruyter
Luhmann, Niklas, Verfassung als evolutionäre Errungenschaft, Rechtshistorisches
1990c
Journal, Vol. 9, p. 175-220
Luhmann, Niklas, Essays on Self-Reference, New York, Columbia University Press
1990d
Luhmann, Niklas, Paradigm lost: Über die ethische Reflexion der Moral. Rede von
1990e
Niklas Luhmann anlässlich der Verleihung des Hegel-Preises 1989.
Laudatio von Robert Spaemann: Niklas Luhmanns Herausforderung
der Philosophie, Frankfurt a M, Suhrkamp
Luhmann, Niklas, Risiko und Gefahr, Aulavorträge 48, Hochschule St. Gallen für Wirtschafts-,
Rechts- und Sozialwissenschaften
1990f
Luhmann, Niklas, Soziologie des Risikos, Berlin/New York, Walter de Gruyter,
1991a
Luhmann, Niklas,
1991b
Luhmann, Niklas,
1991c
Luhmann, Niklas,
1991d
Luhmann, Niklas,
1991e
Luhmann, Niklas,
1991f
Luhmann, Niklas,
1991g
Luhmann, Niklas,
1992a
Luhmann, Niklas,
1992b
Luhmann, Niklas,
1992c
Wie lassen sich latente Strukturen beobachten? i Paul Watzlawick &
Peter Krieg (udg.) Das Auge des Beobachters. Beiträge zum
Konstruktivismus. Festschrift für Heinz von Foerster, München, R.
Piper, p. 61-74
Politik und Moral. Zum Beitrag von Otfried Höffe, i: Politische Vierteljahresschrift,
32. Jg. 1991, Heft 3, p. 497-500
Das Moderne der modernen Gesellschaft, i: Wolfgang Zapf (udg.)
Die Modernisierung moderner Gesellschaften. Verhandlungen des
25. Deutschen Spziologentages in Frankfurt am Main 1990, Frankfurt/New
York, Campus Verlag, p. 87-108
Selbstorganisation und Information im politischen System, i: Uwe
Niedersen & Ludwig Pohlmann (udg.) Selbstorganisation, Jahrbuch
für Komplexität in den Natur-, Sozial- und Geisteswissenschaften,
Band 2, Der Mensch in Ordnung und Chaos, Berlin, Duncker &
Humblot, p. 11-26
Am Ende der kritischen Soziologie, i: Zeitschrift für Soziologie, Jg.
20, Heft 2, p. 147-152
Die Wissenschaft der Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp,(opr.1990)
Beobachtungen der Moderne, Opladen, Westdeutscher Verlag
Die Beobachtung der Beobachter im politischen System: Zur Theorie
der Öffentlichen Meinung, i Jürgen Wilke (red.) Öffentliche Meinung.
Theorie, Methoden, Befunde. Beiträge zu Ehren von Elisabeth Noelle-Neumann,
Freiburg/München, Verlag Karl Alber, p. 77-86
Die Unbeliebtheit der Parteien. Wie soll es ohne Organisation gehen?,
i: G.Hofmann & W.A.Perger (udg.) Die Kontroverse: Weizsäcker
Parteienkritik in der Diskussion. Frankfurt a M, Vito von
132

Luhmann, Niklas,
1992d
Luhmann, Niklas,
1992e
Luhmann, Niklas,
1992f
Luhmann, Niklas,
1992g
Luhmann, Niklas,
1992h / Raffaele
De Giorgi
Luhmann, Niklas,
1992i
Luhmann, Niklas,
1993a
Luhmann, Niklas,
1993b
Luhmann, Niklas,
1993c
Luhmann, Niklas,
1993d
Luhmann, Niklas,
1993e
Luhmann, Niklas,
1993f
Luhmann, Niklas,
1993g
Luhmann, Niklas,
1993h
Luhmann, Niklas,
1993i
Luhmann, Niklas,
1993j
Luhmann, Niklas,
1993k
Luhmann, Niklas,
1993l
Luhmann, Niklas,
1993m
Luhmann, Niklas,
1993n
Eichborn , p. 177-186.
Die Unbeliebtheit der Parteien, i: Die politische Meinung. Monatsschrift
zu Fragen der Zeit, 37. Jahrgang, 272, Juli’92, p. 5-11
Hvorfor systemteori?, i Jens Christian Jacobsen (red.) Autopoiesis. En
introduktion til Niklas Luhmanns verden af systemer. København, politisk
revy. p. 10-20.
Universität als Milieu, Bielefeld, Verlag Cordula Haux
Stellungnahme, i: Krawietz, Werner & Michael Welker, Kritik der
Theorie. Auseinandersetzungen mit Luhmanns Hauptwerk, Frankfurt
a M, Suhrkamp, p. 371-386
Teoria della società. Milano, FrancoAngeli
„Wer kennt Wil Martens?“, i: : Kölner Zeitschrift für Soziologie und
Sozialpsychologie, Jg. 44, Heft 1, p. 139-142
Das Recht der Gesellschaft. Frankfurt a M, Suhrkamp
Soziologische Aufklärung 5. Konstruktivistische Perspektiven. 2.opl.
(1990) Opladen, Westdeutscher Verlag
Die Paradoxie der Form, i Dirk Baecker (udg.) Kalkül der Form,
Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 197-215
Die Paradoxie des Entscheidens, i: Verwaltungs-Archiv, Zeitschrift
für Verwaltungslehre, Verwaltungsrecht und Verwaltungspolitik, 84.
Band, Heft 3, p. 287-310
„Was ist der Fall?“ und „Was steckt dahinter?“, i: Zeitschrift für Soziologie,
Jg. 22, Heft 4, p. 245-260
Die Beschreibung der Zukunft, i: Rudolf Maresch (udg.) Zukunft oder
Ende. Standpunkte-Analysen-Entwürfe. Klaus Boer Verlag
Die Moral des Risikos und das Risiko der Moral, i: Gotthard Bechmann
(udg.) Risiko und Gesellschaft. Grundlagen und Ergebnisse interdisziplinärer
Risikoforschung, Opladen, Westdeutscher Verlag, p.
327-338
Barnet som medie for opdragelsen, i: J.Cederstrøm, L.Qvortrup & J.
Rasmussen (red.) Læring, samtale, organisation – Luhmann og skolen,
København, Unge Pædagoger, p. 161-190
Politische Steuerungsfähigkeit eines Gemeinwesens, i: Reinhard
Göhner (red.) Die Gesellschaft für Morgen, München, Piper, p. 50-65
Das Volk steigt aus, i: Die politische Meinung. Monatsschrift zu Fragen
der Zeit, 33. Jahrgang, 280, März’93, p. 91-94
„Die Parteien versagen vor dem Problem, den Menschen unsere Gesellschaft
verständlich zu machen“. Ein Gespräch mit dem Soziologen
Niklas Luhmann, i: Universitas. Zeitschrift für interdisziplinäre
Wissenschaft, 48. Jahrgang, Januar 1993, Nummer 559, p. 1-10
The Code of the Moral, i: Cardozo Law Review, Vol. 14, p. 995-
1009
Einführung in die Systemtheorie, Band 1 – 14, Heidelberg, Carl Auer
Systeme Verlag, ISBN 3-927809-29-2
Theorie der Gesellschaft, Band 1 – 14, Heidelberg, Carl Auer Systeme
Verlag, ISBN 3-927809-30-6
133

Luhmann, Niklas,
1994a
Luhmann, Niklas,
1994b
Luhmann, Niklas,
1994c
Luhmann, Niklas,
1994d
Luhmann, Niklas,
1994e
Luhmann, Niklas,
1994f
Luhmann, Niklas,
1994g
Luhmann, Niklas,
1994h
Luhmann, Niklas,
1994i
Luhmann, Niklas,
1995a
Luhmann, Niklas,
1995b
Luhmann, Niklas,
1995c
Luhmann, Niklas,
1995d
Luhmann, Niklas,
1995e
Luhmann, Niklas,
1995f
Luhmann, Niklas,
1995g
Luhmann, Niklas,
1995h
Soziale Systeme, Grundriss einer allgemeinen Theorie, Frankfurt a
M, Suhrkamp, 4. opl. 1994 (1984)
Politicians, Honesty and the Higher Amorality of Politics, Theory,
Culture & Society, Vol. 11, p. 25-36
Liebe als Passion. Zur Codierung von Intimität, Frankfurt a M, Suhrkamp,
7. opl. 1994 (1982)
Soziologische Aufklärung 4. Beiträge zur funktionalen Differenzierung
der Gesellschaft. 2. opl. (1987) Opladen, Westdeutscher Verlag
Die Gesellschaft und ihre Organisationen, i: Hans-Ulrich Derlien/Uta
Gerhardt/Fritz W. Scharpf (udg.) Systemrationalität und Partialinteresse.
Festschrift für Renate Mayntz, Baden-Baden, Nomos Verlagsgesellschaft,
p. 189-201
Kunstsystemets evolution, København, Det Kgl. Danske Kunstakademi
Gesellschaft als Differenz. Zu den Beiträgen von Gerhard Wagner
und von Alfred Bohnen in der Zeitschrift für Soziologie Heft 4
(1994), i: Zeitschrift für Soziologie, Jg. 23, Heft 6, p. 477-481
Europa als Problem der Weltgesellschaft, i: Berliner Debatte 2/1994,
p. 3-7
Metamorphosen des Staates, i: Information Philosophie, 22, p. 5-21
Gesellschaftsstruktur und Semantik, Studien zur Wissenssoziologie
der modernen Gesellschaft, Bd. 4, Frankfurt a M, Suhrkamp
Jens Christian Jacobsen (red.): Autopoiesis II. Udvalgte tekster af
Niklas Luhmann, København, Forlaget politisk revy
1995b1: Subjektets nykker og spørgsmålet om mennesket
1995b2: Samfund og individ. Personlige og upersonlige relationer
1995b3: Kærligheden som symbolsk generaliseret kommunikationsmedium
1995b4: Lykke og ulykke i kommunikationen inden for familien: Om
patologiernes genese
1995b5: Økologisk kommunikation. Kan det moderne menneske indstille
sig på økologiske farer
1995b6: Magtkredsløb og ret i demokratier
1995b7: Retssystemets enhed
1995b8: Europæisk rationalitet
1995b9: Paradigm Lost. Om den etiske refleksion af moralen
1995b10: Begyndelser og slutninger. Betragtninger over forskellene
Soziologische Aufklärung 6. Die Soziologie und der Mensch. 2. opl.
Opladen, Westdeutscher Verlag
Why „Systems Theory“?, Cybernetics & Human Knowing, vol.3, nr.
2, p. 3-10
Politik und Wirtschaft, i: Merkur: Deutsche Zeitschrift für europäisches
Denken, Jg. 49, p. 573-581
Konzeptkunst. Brent Spar oder können Unternehmen von der Öffentlichkeit
lernen?, i: Frankfurter Allgemeine Zeitung, 19.07.1995
Interview with Professor Niklas Luhmann, Oslo, April, 2, 1995,
v/Ole Thyssen. i: Cybernetics & Human Knowing, vol.3, nr. 2, p. 23-
26
Sich im Undurchschaubaren bewegen. Zur Veränderungsdynamik
hochentwickelter Gesellschaften, i: Ralph Grossmann/Ewald E.
134

Luhmann, Niklas,
1995i
Luhmann, Niklas,
1995j
Luhmann, Niklas,
1996a
Luhmann, Niklas,
1996b
Luhmann, Niklas,
1996c
Luhmann, Niklas,
1996d
Luhmann, Niklas,
1996e
Luhmann, Niklas,
1996f
Luhmann, Niklas,
1996g
Luhmann, Niklas,
1997a
Luhmann, Niklas,
1997b
Luhmann, Niklas,
1997c
Luhmann, Niklas,
1997d
Luhmann, Niklas,
1997e
Luhmann, Niklas,
1997f
Luhmann, Niklas,
1997g
Luhmann, Niklas,
1997h
Luhmann, Niklas &
Peter Fuchs, 1997i
Luhmann, Niklas,
1998a
Luhmann, Niklas,
1998b
Krainz/Margit Oswald (udg) Veränderung in Organisationen. Management
und Beratung, Wiesbaden, Gabler, p. 9-18
Die Kunst der Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp
Das Gedächtnis der Politik, i: Zeitschrift für Politik, Jg. 42, Heft 2, p.
109-121
Die Realität der Massenmedien, (2. udv. oplag), Opladen, Westdeutscher
Verlag
Die Wirtschaft der Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp 2. opl.
1996 (1988)
Samfundets kunst, kunstens selvorganisering: kode og program, Kritik,
29. årg., nr. 12, p. 60-70
The Sociology of the Moral and Ethics, i: : International Review of
Sociology, Vol. 11, no 1, p. 27-36,
A Redescription of „Romantic Art“, i: Modern Language Notes, 111,
(1996), p. 506-522
Zeit und Gedächtnis, i: Soziale Systeme, Heft 2, p. 307-330, Opladen,
Verlag Leske + Budrich
Entscheidungen in der „Informationsgesellschaft“, foredrag til konferencen:
Soft society: eine internationale Konferenz über die kommende
Informationsgesellschaft, 28.10.-3.11.96 i Berlin.
Fundet på adressen: http://www.fen.ch/texte/gast_luhmann
_informationsgesellschaft.htm , den 20 juli 2003
Iagttagelse og paradoks, København, Gyldendal
Protest, Systemtheorie und soziale Bewegungen, (red. Kai-Uwe
Hellmann), Frankfurt a M, Suhrkamp, 2. opl. 1997, (1996)
Globalisation or World Society: How til Conceive of Modern Society?
i: International Review of Sociology, Vol. 7, no 1, p. 67-79,
(1994)
Die Gesellschaft der Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp
Die neuzeitlichen Wissenschaften und die Phänomenologie, Wien,
Picus, 2. opl. 1997 (1996).
Limits of Steering, i: Theory, Culture & Society, Vol. 14 (1), p. 41-57
Disziplinierung durch Kontingenz. Zu einer Theorie des politischen
Entscheidens, i: Stefan Hradil (udg.) Differenz und Integration. Die
Zukunft moderner Gesellschaften. Verhandlungen des 28. Kongresses
der Deutschen Gesellschaft für Soziologie in Dresden 1996, Frankfurt/New
York, Campus Verlag, p. 1075-1087
Politik, Demokratie, Moral, i: Normen, Ethik und Gesellschaft/Konferenz
der deutschen Akademien der Wissenschaften
(udg.), Mainz am Rhein, von Zabern, p. 17-39
Reden und Schweigen, 3. opl., Frankfurt a M, Suhrkamp (1989)
Der Staat des politischen Systems, i: Ulrich Beck (udg.) Perspektiven
der Weltgesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp
Erkendelse som konstruktion, i: Mads Hermansen (red.) Fra læringens
horisont, Århus, Forlaget Klim, p. 163-182
135

Luhmann, Niklas,
1999a
Luhmann, Niklas,
1999b
Luhmann, Niklas,
1999c
Luhmann, Niklas,
2000a
Luhmann, Niklas,
2000b
Luhmann, Niklas,
2000c
Luhmann, Niklas,
2000d
Luhmann, Niklas,
2000e
Luhmann, Niklas,
2000f
Luhmann, Niklas,
2000g
Luhmann, Niklas,
2001a
Luhmann, Niklas,
2001b
Luhmann, Niklas,
2002a
Luhmann, Niklas,
2002b
Luhmann, Niklas,
2002c
Luhmann, Niklas,
2002d
Luhmann, Niklas,
2003a
Sign as Form, Cybernetics & Human Knowing, vol. 6, nr. 3, p. 21-37
Ethik in internationalen Beziehungen, Soziale Welt, 50, p. 247-254
Tillid – en mekanisme til reduktion af social kompleksitet, København,
Hans Reitzels Forlag, (1968)
Sociale systemer, Grundrids til en almen teori, København, Hans
Reitzels Forlag, (1984)
Die Politik der Gesellschaft, (red. André Kieserling), Frankfurt a M,
Suhrkamp
”Hvad er tilfældet?” og ”Hvad ligger der bag?” De to sociologier og
samfundsteorien, Distinktion, Tidsskrift for samfundsteori, nr. 1, Aarhus
Universitet, Institut for Statskundskab, (1993a)
Organisation und Entscheidung, Opladen, Westdeutscher Verlag
Die Religion der Gesellschaft, (red. André Kieserling), Frankfurt a
M, Suhrkamp
Das Medium der Religion. Eine soziologische Betrachtung über Gott
und die Seelen, Soziale Systeme, Heft 1, p. 39-51, Opladen, Verlag
Leske + Budrich
Die Rückgabe des zwölften Kamels: Zum Sinn einer soziologischen
Analyse des Rechts, Zeitschrift für Rechtssoziologie, 21, Heft 1, p. 3-
60
Aufsätze und Reden, Stuttgart, Reclam
Philosophie heute. Beobachter im Krähennest. Videocasette, WDR,
ISBN 3-934102-79-4
I. Gespräch mit Ulrich Boehm, 1973
Massemediernes realitet, København, Hans Reitzels Forlag, (1996)
Einführung in die Systemtheorie, Dirk Baecker (udg.), Heidelberg,
Carl Auer Systeme Verlag
Das Erziehungssystem der Gesellschaft, Dieter Lenzen, (udg.),
Frankfurt a M, Suhrkamp
Theories of Distinction. Redescribing the Desriptions of Modernity.
William Rasch (udg.), California, Stanford University Press
Beslutningens paradoks, i: Højlund, Holger & Morten Knudsen
(udg.) 2003, Organiseret kommunikation – systemteoretiske analyser.
Frederiksberg, Forlaget Samfundslitteratur, p. 35-61
136

Øvrig litteratur:
Theodor W. Adorno
(udg.), 1969
Alexander, Jeffrey
C. m.fl. (udg.), 1987
Louis Althusser
1976a
Louis Althusser
1976b
Aristoteles, 1999
Spätkapitalismus oder Industrigesellschaft? Verhandlungen des 16.
Deutschen Soziologentages, Stuttgart, Ferdinand Enke Verlag, p.
253-266 + Protokol der Diskussion, p. 267-269
The Micro-Macro Link, Berkeley and Los Angeles, University of
California Press
”Marxisme og klassekamp” i Oktober. Kommunistisk teoretisk
tidsskrift for forbundet socialisterne, nr. 7, 2. årg. 1976
Marxisme og klassekamp – kritik og selvkritik, København 1976,
Aurora (1973)
Statslære, København, Samlerens Bogklub
Bango, Jenö/András
Karácsony (udg.),
2001
Baraldi, Claudio;
Giancarlo Corsi &
Elena Esposito,
Luhmanns Funktionssysteme in der Diskussion. Tagungsband der
1. Luhmann-Gedächtnistagung in Budapest, 15.-16. September
2000, Heidelberg, Carl Auer Systeme Verlag
GLU. Glossar zu Niklas Luhmanns Theorie sozialer Systeme.
Frankfurt a M, Suhrkamp, 3. opl. (1997)
1999
Baecker, Dirk, 1996 Ozillierende Öffentlichkeit, i: Rudolf Maresch (udg.) Medien und
Öffentlichkeit. Positionierungen.Symptome.Simulationsbrüche,
Klaus Boer Verlag
Baecker, Dirk, 1999 Wenn etwas der Fall ist, steckt auch etwas dahinter, i: Stichweh,
Rudolf (udg.) 1999, Niklas Luhmann. Wirkungen eines Theoretikers.
Gedenkcolloquium der Universität Bielefeld am 8. Dezember
1998, Bielefeld, transcript Verlag, p. 35-48
Baecker, Dirk, 2000 Interview med Dirk Baecker: Spørgsmål til den distinktionsteoretiske
vending i systemteorien, v/M. Volkmer & C. Borch, i: Distinktion,
Tidsskrift for samfundsteori, nr. 1, 2000
Baecker, Dirk,
2002a
Baecker, Dirk,
2002b
Barben, Daniel,
1996
Barben, Daniel,
1998
Wozu Systeme? Berlin, Kulturverlag Kadmos
Organisation und Gesellschaft. Paper for presentation at the International
Symposium on ‘Niklas Luhmann and Organization Theory’
Munich, June 2002
Theorietechnik und Politik bei Niklas Luhmann. Grenzen einer universalen
Theorie der modernen Gesellschaft, Opladen, Westdeutscher
Verlag
„Funktionale Differenzierung“ als regulierendes Resultat: Zur analytischen
Rekonstruktion des Verhältnisses von Theorietechnik und
Politik bei Luhmann, i: Schweizerische Zeitschrift für Soziologie,
24(3), p. 479-510
Bendel, Klaus, 1993 Selbstreferenz, Koordination und gesellschaftliche Steuerung. Zur
Theorie der Autopoiesis sozialer Systeme bei Niklas Luhmann,
Pfaffenweiler, Centaurus-Verlagsgesellschaft
Henk de Berg & Johannes
F.K.
Schmidt (udg.) 2000
Rezeption und Reflexion. Zur Resonanz der Systemtheorie Niklas
Luhmanns ausserhalb der Soziologie, Frankfurt a M, Suhrkamp,
137

Beyme, Klaus von,
1998a
Beyme, Klaus von,
2000a
Bjerg, Ole, 2001a
Blumler, Jay G. &
Michael Gurevitch,
1995
Borch, Christian,
Niklas Luhmann und die ”sogenannte Postmoderne”, i: Rechtshistorisches
Journal, 17, p. 405-414
Die politischen Theorien der Gegenwart. Eine Einführung, 8., neubearbeitete
und erweiterte Auflage, Wiesbaden, Westdeutscher
Verlag
Tilværelse og kommunikation – kritik af den konstruktivistiske fornuft,
Specialeserien nr. 7, Københavns Universitet, Sociologisk Institut
Linkages between the mass media and politics, i Blumler, Jay G. &
Michael Gurevitch, 1995, The Crisis of Public Communication,
London, Routledge
Former, der kommer i form – om Luhmann og Spencer-Brown, i:
Distinktion, Tidsskrift for samfundsteori, nr. 1, 2000, p. 105-122
2000
Brill, Andreas, 1996 Niklas Luhmann, ’Die Realität der Massenmedien’. ‚Lost at sea’:
Die Realität der Massenmedien, i: Soziale Systeme, Jg. 2, Heft 2, p.
419-428
Brodocz, André,
2001a
Brodocz, André,
2003a
Cook, Timothy E.,
1998
Cour, Anders la,
2002
Cour, Anders la;
Morten Knudsen &
Niels Thyge Thygesen,
2003
Croteau, David &
W. Hoynes, 1997
Czerwick, Edvin,
2001
Dahm, Karl-
Wilhelm, Niklas
Luhmann, Dieter
Stoodt 1972
Dalberg-Larsen,
Jørgen, 1977
Damgaard, Erik,
2003
Dammann, Klaus;
Dieter Grunow og
Klaus P. Japp
(udg.), 1994
Dammann, Klaus,
2000
Die politische Theorie autopoietischer Systeme: Niklas Luhmann, i:
André Brodocz & Gary S. Schaal (udg.) Politische Theorien der
Gegenwart II, p.465-495, Opladen, Leske + Budrich
Das politische System und seine strukturellen Kopplungen, i:
Hellmann, Kai-Uwe, Karsten Fischer, Harald Bluhm (udg.), 2003,
Das System der Politik. Niklas Luhmanns politische Theorie, Wiesbaden,
Westdeutscher Verlag
Governing the News. The News Media as a Political Institution,
Chicago, University of Chicago Press
Frivillighedens pris, Ph.d-afhandling, Sociologisk Institut, København
The Interview as Interaction – a systems theory perspective on the
construction of meaning in interviews.
Paper to be presented at the conference: “The Opening of Systems
Theory” at the Copenhagen Business School, 23-25 May 2003.
Media/Society – industries, images and audiences, London, Pine
Forge Press
Politik als System: Zum Politikverständnis in Systemtheorien, i:
Hans J. Lietzmann (udg.) Moderne Politik. Politikverständnisse im
20. Jahrhundert, Opladen, Leske + Budrich, p. 287-310
Religion – System und Sozialisation, Darmstadt und Neuwied,
Hermann Luchterhand Verlag
Retsvidenskaben som samfundsvidenskab, København, Juristforbundets
Forlag
Folkets styre. Magt og ansvar i dansk politik. Magtudredningen.
Aarhus, Aarhus Universitetsforlag.
Die Verwaltung des politischen Systems. Mit einem Gesamtverzeichnis
der Veröffentlichungen Niklas Luhmanns, Opladen, Westdeutscher
Verlag
Luhmannianische und Luhmannesque Gedanken in der Verwaltungsreflexion,
i: Henk de Berg & Johannes F.K. Schmidt (udg.)
138

Dearing, James W.
& Everett M.
Rogers, 1996
Delman, Jørgen,
2003
Depper, Thomas,
2003
Dewey, John, 1987
[1927]
Drotner, Kirsten
m.fl. 1996
Edition SWR2-
Stephan Krass, 1999
Egelund, Rikke &
Claus Blok
Thomsen, 2001
Elster, Jon, 1998
Eskjær, Mikkel &
Rasmus Helles, 2000
Esmark, Anders,
Peter Kjær og Ove
K. Pedersen, 1999a
Esmark, Anders &
Peter Kjær, 1999b
Esmark, Anders &
Peter Kjær, 2000a
Esmark, Anders,
Rezeption und Reflexion. Zur Resonanz der Systemtheorie Niklas
Luhmanns ausserhalb der Soziologie, Frankfurt a M, Suhrkamp, p.
469-510
Agenda-Setting, Thousand Oaks, Sage
Kinas private erhvervsliv og partistaten, grænser for interessesammenfaldet?,
I: Politologiske Studier, 6. årg., nr. 2, september 2003,
p. 83-93
Organisationen der Gesellschaft. Gesellschaft und Organisation in
der Systemtheorie Niklas Luhmanns, Wiesbaden, Westdeutscher
Verlag
The Public and its Problems, Athens, Swallow Press
Medier og Kultur, København, Borgen
Niklas Luhmann – Beobachtungen der Moderne, Freiburger Reden
– Denker auf der Bühne, Heidelberg, Carl Auer Systeme Verlag. 4
CD med seks foredrag af:
Peter Fuchs: Die Metapher des Systems, 18.4.1999
Norbert Bolz: Die Phantomdebatte, 16.5.1999
Hans Ulrich Gumbrecht: „Alteuropa“ und „Der Soziologe“,
5.12.1999
Dirk Baecker: Niklas Luhmann und die Manager, 3.10.1999
Dietrich Schwanitz: Die Beobachtung der Beobachtung oder die
theatralische Teilung der Welt, 27.6.1999
Peter Sloterdijk: Der Anwalt des Teufels, 7.11.1999
Ali og de 36 stramninger, i: Politiken, 8. juli 2001, 3. sektion, p. 4-5
”Introduction”, i: Elster, Jon (ed.) 1998, Deliberative Democracy,
Cambridge, Cambridge University Press
Mediernes realitet – en introduktion til Luhmanns teori om
massemedierne, i: Henriksen, Frank (red.), 2000, Mediesociologi,
Sekvens 2000, Årbog for Film og Medievidenskab. Københavns
Universitet, Institut for Film- & Medievidenskab, p. 33-75
”Det politiske kommunikationssystem”, i: Politica, 31. årg., nr. 2,
1999, p. 147-160.
”Mediernes rolle – tre gamle myter og én ny”, i: Carlsen, Erik M.
m.fl. (red.), 1999, Magt og fortælling, Århus, Ajour
”Den sidste mediepolitik og den politiske journalistik”, i: Pedersen,
Ove K. m.fl., 2000, Politisk journalistik, Århus, Ajour, p. 25-59
”Offentlighed eller system”, i: Pedersen, Ove K. m.fl., 2000,
2000b
Politisk journalistik, Århus, Ajour, p. 60-86
Esmark, Anders, Anmeldelse af Jan Inge Jönhill, Samhället som system och dess
2000c
ekologiska omvärld, Lund 1997, Dissertations in Sociology 17, i:
Statsvetenskaplig Tidsskrift 2000, årg. 103, nr. 2, p. 184-190
Fairclough, Norman, Media Discourse, London, Arnold
1995
Fauske, Halvor, Funktionalisme i: Heine Andersen & Lars Bo Kaspersen, Klassisk
139

1996 og moderne samfundsteori, København, Hans Reitzel, p. 229-253
Fischer, Hans R. Autopoiesis. Eine Theorie im Brennpunkt der Kritik. Heidelberg,
(udg.) 1991 Carl Auer Systeme Verlag
Foerster, Heinz von, Observing systems, (2. udg.), Seaside, California, Intersystems Publications
(1981)
1984
Giegel, Hans- Beobachter der Moderne. Beiträge zu Niklas Luhmanns „Die Gesellschaft
der Gesellschaft“, Frankfurt a M, Suhrkamp, (2001)
Joachim & Uwe
Schimank, 2003
Gitlin, Todd, 1978 ”Media sociology: the dominant paradigm”, i: Boyd-Barret, Oliver
& Chris Newbold (ed.), Approaches to media – a reader, London,
Greven, Michael
Th., 2001
GRUS, Tidsskriftet,
1996
Gunnell, John G.,
1995
Göbel, Andreas,
2000a
Göbel, Andreas,
2000b
Götke, Povl, 1997
Habermas, Jürgen,
1971a
Habermas, Jürgen,
1975a
Habermas, Jürgen,
1975b
Habermas, Jürgen,
1995a
Habermas, Jürgen,
1995b
Habermas, Jürgen,
1997
Hagen, Roar, 1996
Arnold
Anmerkungen zur Kritik eines funktionalistischen und finalistischen
Politikbegriffes, i: Hans J. Lietzmann (udg.) Moderne Politik.
Politikverständnisse im 20. Jahrhundert, Opladen, Leske +
Budrich, p. 331-340
Politisk kommunikation, planlægning, strukturalisme, nr. 49, Aalborg,
Aalborg Universitetscenter
”The Declination of the ”State” and the Origins of American Pluralism”,
i: Farr, James, John S. Dryzek & Stephen T. Leonard (ed.),
Political Science in History, Cambridge, Cambridge University
Press
Politikwissenschaft und Gesellschaftstheorie. Zu Rezeption und
versäumter Rezeption der Luhmann’schen Systemtheorie, i: Henk
de Berg & Johannes F.K. Schmidt (udg.) Rezeption und Reflexion.
Zur Resonanz der Systemtheorie Niklas Luhmanns ausserhalb der
Soziologie, Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 134-174
Theoriegenese als Problemgenese. Eine problemgeschichtliche Rekonstruktion
der soziologischen Systemtheorie Niklas Luhmanns,
Konstanz, Universitätsverlag Konstanz
Niklas Luhmann, Frederiksberg, Forlaget ANIS
Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie? Eine Auseinandersetzung
mit Niklas Luhmann, i: Jürgen Habermas & Niklas
Luhmann, Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie – Was
leistet die Systemforschung?, Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 142-290
Legitimationsprobleme im Spätkapitalismus. Frankfurt a M, Suhrkamp
(1973)
Borgerlig offentlighet – dens framvekst og forfall. Henimot en teori
om det borgerlige samfunn, 3. opl., Fremad (1962)
Theorie des kommunikativen Handelns, Bd. 1, Frankfurt a M,
Suhrkamp (1981)
Theorie des kommunikativen Handelns, Bd. 2, Frankfurt a M,
Suhrkamp (1981)
Faktizität und Geltung. Beiträge zur Diskurstheorie des Rechts und
des demokratischen Rechtsstaats. Frankfurt a M, Suhrkamp (1992)
Niklas Luhmann, i: Heine Andersen & Lars Bo Kaspersen, Klassisk
og moderne samfundsteori, København, Hans Reitzel, p. 367-380
Hagen, Roar, 1997a Vitenskapssystemets refleksjon – fra identitet til differens, i:
Sosiologisk Tidsskrift, vol. 5, p. 3-20
Hagen, Roar, 1997b Autopoiesis-begrepets muligheter og begrensninger i moderne
samfunnsteori, i: Tidsskrift for Samfunnsforskning, 3, p. 389-415
140

Harste, Gorm,
1998a
Hagen, Roar, 1999 Rasjonell solidaritet, i: Dansk sociologi, 10. årg. nr. 3, p. 7-23
Hagen, Roar, 2001 Økologisk kommunikasjon: Samfunnets miljøproblemer i
systemteoretisk perspektiv, Sosiologisk tidsskrift: VOL 9, p. 68-91
Hague, Rod & Martin
Harrop, 2001 Houndsmills m.fl./New York, Palgrave
Comparative Government and Politics. An Introduction, 5. udg.
Hall, Stuart, 1982 ”The rediscovery of ‘ideology’: return of the repressed in media
studies”, i: Gurevitch, Michael m.fl.(ed.) 1982, Culture, Society
and the Media, Methuen
Hansen, Jens Tillid til videnskaben, Politikens kronik, 24. februar 2003
Morten, 2003
Hardis, Arne & Udlændingevalget, i: Weekendavisen, 2. – 8. nove3mber 2001, forsiden
+ p. 2
Troels Mylenberg,
2001
Harste, Gorm, 1992 Politiseringen af risici. Niklas Luhmanns analyse af politisk kommunikation
om risici, Menneske & Natur, 1. årg., Arbejdspapir 7
Statsdannelse som emergens af enhed? – en konkretisering af Luhmanns
statsteori på europæisk statsdannelse, i: STATEN, det er …
Stat og politik – historisk, politologisk og sociologisk. Roskilde
Universitetsforlag, p. 180-211
Harste, Gorm, Krig – som symbolsk generaliseret kommunikationsmiddel, i: Kritik,
134, 31. årg., p. 35-47
1998b
Harste, Gorm, 1999 Samfundet i samfundet, Kroniken i Politiken, Lørdag 13. marts
1999
Harste, Gorm, Samfundsteoriens rolle i samfundet. Ud- og inddifferentiering af
2000a
samfundsteori gennem 500 år., Distinktion, nr. 1, p. 67-89
Harste, Gorm, ’Introduktion og fortolkning’, p. 7-31, til Emile Durkheim, Om den
2000b
sociale arbejdsdeling, København, Hans Reitzels Forlag,
Harste, Gorm,
2001a
“Le roy voulant ester informé de l’état…”: De organisatoriske
revolutioner i Luhmanns systemteoretiske perspektiv. Institut for
Statskundskab, Aarhus Universitet
Hede, Anders, 2002 ”Et nyt paradigme”, i: Samfundsøkonomen, 4, 2002, p. 2-3
Heider, Fritz, 1926
Hellmann, Kai-Uwe,
2000
Hellmann, Kai-Uwe,
2002a
Hellmann, Kai-Uwe,
2003a
Hellmann, Kai-Uwe
& Rainer Schmalz-
Bruns (udg.), 2002
Hellmann, Kai-Uwe,
Karsten Fischer, Ha-
Ding und Medium, i: Symposion. Philosophische Zeitschrift für
Forschung und Aussprache, I, Heft 2, p. 109-157
„...und ein grösseres Stück Landschaft mit den erloschenen Vulkanen
des Marxismus.“ Oder: Warum rezipiert die Bewegungsforschung
Luhmann nicht?, i: Henk de Berg & Johannes F.K. Schmidt
(udg.) Rezeption und Reflexion. Zur Resonanz der Systemtheorie
Niklas Luhmanns ausserhalb der Soziologie, Frankfurt a M, Suhrkamp,
p. 411-439
Einleitung, i: Hellmann, Kai-Uwe & Rainer Schmalz-Bruns (udg.),
2002, Theorie der Politik. Niklas Luhmanns politische Soziologie,
Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 11-37
Demokratie und Evolution, i: Hellmann, Kai-Uwe, Karsten Fischer,
Harald Bluhm (udg.), 2003, Das System der Politik. Niklas Luhmanns
politische Theorie, Wiesbaden, Westdeutscher Verlag, p.
179-212
Theorie der Politik. Niklas Luhmanns politische Soziologie, Frankfurt
a M, Suhrkamp
Das System der Politik. Niklas Luhmanns politische Theorie, Wiesbaden,
Westdeutscher Verlag
141

ald Bluhm (udg.),
2003
Henriksen, Frank
(red.), 2000
Hermansen, Mads
(red.)1998
Himmelstrup, Jens &
Jens Møller (udg.)
1970
Hjarvad, Stig, 1999
Hohm, Hans-Jürgen,
2000
Horster, Detlef,
1997
Huber, Hans Dieter,
1991
Højlund, Holger &
Morten Knudsen
(udg.) 2003
Mediesociologi, Sekvens 2000, Årbog for Film og Medievidenskab.
Københavns Universitet, Institut for Film- & Medievidenskab
Fra læringens horisont, Århus, Forlaget Klim
Danske forfatningslove 1665-1953, anden ændrede udgave, København,
J. H. Schultz Forlag
”Politik som mediemontage”, i: Andersen, Jørgen Goul m.fl. (red.)
1999, Den demokratiske udfordring, København, Hans Reitzels forlag
Soziale Systeme, Kommunikation, Mensch. Eine Einführung in soziologische
Systemtheorie, Weinheim und München, Juventa Verlag
Niklas Luhmann, München, Verlag C.H.Bech
Interview mit Niklas Luhmann am 13.12.90 in Bielefeld, i: Texte
zur Kunst, Vol. I (Herbst 1991), No. 4, p. 121-133, hentet på internetadressen,http://www.hgbleipzig.de/ARTNINE/huber/aufsaetze/luhmann.
html den 23.12.2000.
Organiseret kommunikation – systemteoretiske analyser. Frederiksberg,
Forlaget Samfundslitteratur
Jensen, Klaus Bruhn, ”Introduction”, i: Klaus Bruhn Jensen (ed.) News of the World –
1998
world cultures look at television news, London, Routledge
Jönhill, Jan Inge, Teori med sprängstoff. En introduktion till Niklas Luhmanns
1993a
sociologi, i: Sosiologi i dag, 2/3, p. 103-115, Oslo, Novus Forlag
Jönhill, Jan Inge, Om kortlådesystem, sociologins specialisering och brister,
1993b
likhetsprincipen, moralen och människan. En intervju med Niklas
Jönhill, Jan Inge,
1997
Jönhill, Jan Inge,
1998
Jönhill, Jan Inge,
2003
Kaase, Max & Winfried
Schulz, 1986
Katz, Elihu & Paul
F. Lazarsfeld, 1964
[1955]
King, Michael &
Chris Thornhill,
2003
Kjær, Peter & Roy
Langer 2001
Luhmann, i: Sosiologi i dag, 2/3, p. 117-130, Oslo, Novus Forlag
Samhället som system och dess ekologiska omvärld. En studie i
Niklas Luhmanns sociologiska systemteori, Lund, Sociologiska
institutionen, Lunds universitet
Den främste systemteoretiske iagttagaren har slutit ögonen – till
minnet av Niklas Luhmann, i: Dansk Sociologi, nr. 4, dec.1998, p.
96-99
Inledning till den svenska utgåvan, i: Kärlek som passion – om
kodifieringen av intimitet, svensk oversættelse af Niklas Luhmanns
Liebe als Passion (1982), Malmø, Liber AB, p. 3-17
Massenkommunikation, Theorien, Methoden, Befunde, Kölner Zeitschrift
für Soziologie und Sozialpsychologie, Sonderheft 30/1989
Personal Influence, New York, Free Press
Niklas Luhmann’s Theory of Politics and Law, Houndmills, Palgrave
Macmillan
Business as usual? Political communication in pink or business
journalism as political communication. Copenhagen Business
142

Klaus, Georg &
Manfred Buhr
(udg.), 1975
Klemm, Helmut,
2000
Kneer, G & Nassehi,
A, 1997
Knudsen, Morten,
1996a
Knudsen, Morten,
1996b
Krause, Detlef,
2001
Krawietz, Werner &
Michael Welker,
1992
School, Frederiksberg. Paper for presentation at the XV Nordic
Conference on Media and Communication Research, Reykjavik,
Iceland, 11 – 13 August 2001.
Philosophisches Wörterbuch, Leipzig, 11. Auflage (1964, 1974),
VEB Verlag Enzyklopädie
Mysterien eines denkende Zettelkastens. SZ am Wochenende,
Samstag, 26. Februar 2000, message 597
www.egroups.com/message/luhmnn_danish.
Niklas Luhmann – introduktion til teorien om sociale systemer, København,
Hans Reitzels Forlag (1993)
Niklas Luhmann og miljøproblemerne. En præsentation og kritik af
sociologen Niklas Luhmann med særligt henblik på miljø- og styringsproblemer,
Roskilde, RUC Tek-Sam Forlag
Rotter i labyrinten. Om samfunds- og kritikbegreberne hos
Luhmann og i kritisk teori, i: GRUS, nr. 49, 1996, p. 75-87,
Aalborg Universitetscenter, Institut for Økonomi, Politik og
Forvaltning
Luhmann-Lexikon. Eine Einführung in das Gesamtwerk von Niklas
Luhmann, 3. udg., Stuttgart, Lucius & Lucius
Kritik der Theorie. Auseinandersetzungen mit Luhmanns Hauptwerk,
Frankfurt a M, Suhrkamp
Lange, Stefan & Politische Steuerung zwischen System und Akteur. Eine Einführung,
Opladen, Leske + Budrich
Dietmar Braun, 2000
Lange, Stefan, 2003 Niklas Luhmanns Theorie der Politik. Eine Abklärung der Staatsgesellschaft,
Wiesbaden, Westdeutscher Verlag, 1. opl. oktober
2003
Lasswell, Harold K.,
1927
Lasswell, Harold K.,
Ralph D. Casey &
Bruce Lannes Smith
(ed.), 1935
Propaganda Techniques in the World War, New York, Alfred A.
Knopf
Propaganda and Promotional Activities og ”Introduction (1969):
What Next?”
Lippmann, Walter, Public Opinion, New York, Free Press
1997 [1922]
Loftager, Jørn, 1999 ”Fungerer den politiske offentlighed?”, i: Andersen, Jørgen Goul
m.fl. (red.) Den demokratiske udfordring, København, Hans Reitzels
forlag
Lund, Anker Brink,
1996
Lund, Anker Brink,
2002
Lübcke, Poul (red.),
1983
Lübcke, Poul (red.),
2000
Lübcke, Poul (red.),
2002
March, James G. &
Herbert A. Simon,
”Terapeutokratisering af politisk offentlighed”, i: GRUS nr. 49, 17.
årg.
Den redigerende magt – nyhedsinstitutionens politiske indflydelse,
Aarhus, Aarhus Universitetsforlag
Politikens filosofi leksikon, 7. Bogkluboplag, København, Politikens
forlag
Vor tids filosofi: Videnskab og sprog. 1. udg., 7. oplag, København,
Politikens forlag (1982)
Vor tids filosofi: Engagement og forståelse. 1. udg., 8. oplag, København,
Politikens forlag (1982)
Organizations, New York, John Wiley & Sons
143

1958
Marcinkowski,
Frank, 1993
Marcinkowski,
Frank, 1996
Marke A.W. & Palle
Raunkjær (red.),
1939
Publizistik als autopoietisches System. Politik und Massenmedien.
Eine systemtheoretische Analyse, Opladen, Westdeutscher Verlag
Die Massenmedien der Gesellschaft als soziales System?, i: Soziale
Systeme, Jg. 2, Heft 2, p. 429-440
Den Lille Salmonsen, København, J.H.Schultz Forlag
Martens, Will, 1991 „Die Autopoiesis sozialer Systeme“, i: Kölner Zeitschrift für Soziologie
und Sozialpsychologie, Jg. 43, Heft 4, p. 625-646
Martens, Will, 1992 „Die partielle Überschneidung autopoietischer Systeme“, i: Kölner
Zeitschrift für Soziologie und Sozialpsychologie, Jg. 44, Heft 1, p.
143-145
Maturana, Humberto,
1991 R. (udg.) 1991, Autopoiesis. Eine Theorie im Brennpunkt der Kri-
The Origin of the Theory of Autopoietic Systems, i: Fischer, Hans
tik. Heidelberg, Carl Auer Systeme Verlag, p. 121-123
McNair, Brian, 2000 An Introduction to Political Communication, 2 nd edition, London /
New York, Routledge (1995)
McQuail,Denis, ”Political Communication”, I: Hawksworth, Mary & Maurice Kogan
(ed.) Encyclopedia of Government & Politics –I, London,
1992
Routledge
Mingers, John, 1995 Self-Producing Systems. Implicaions and Applications of Autopoiesis,
New York, Plenum Press
Rasmussen eller Rasmussen, I: Weekendavisen, 12. – 18. januar
2001, p. 2
“Autopoiesis by definition”, Cardozo Law Review 13, p. 1463-
1471, (er nu også udkommet på dansk i GRUS 66, 2002, p. 99-107)
Mylenberg, Troels,
2001
Münch, Richard,
1992
Myrup, Jesper, 2000 Enhed og differens – en analyse af moderne demokratiske samfunds
integrationskraft, set i lyset af Habermas og Rawls, COS-rapport
nr. 1 / 2000
Nassehi, Armin,
2002a
Nassehi, Armin,
2003a
Overgaard Nielsen,
Søren, 2000
Parsons, Talcott,
1971
Parsons, Talcott &
Edward A. Shils
(udg.), 1962
Patterson, Thomas
Politik des Staates oder Politik der Gesellschaft? Kollektivität als
Problemformel des Politischen, p. 38-59, i: Hellmann, Kai-Uwe &
Rainer Schmalz-Bruns (udg.), 2002, Theorie der Politik. Niklas
Luhmanns politische Soziologie, Frankfurt a M, Suhrkamp
Die Differenz der Kommunikation und die Kommunikation der
Differenz. Über die kommunikationstheoretischen Grundlagen von
Luhmanns Gesellschaftstheorie, i: Hans-Joachim Giegel & Uwe
Schimank, Beobachter der Moderne. Beiträge zu Niklas Luhmanns
„Die Gesellschaft der Gesellschaft“, Frankfurt a M, Suhrkamp, p.
21-41 (2001)
Politisk kommunikation og kompleksitet. En analyse af konsekvenserne
af moderne samfunds stigende kompleksitet for politisk kommunikation
baseret på en diskussion af Jürgen Habermas’ og Niklas
Luhmanns samfundsteorier. Speciale, Institut for Statskundskab,
Københavns Universitet
The system of modern societies, Englewood Cliffs, New Jersey,
Prentice-Hall, Inc.
Toward a General Theory of Action, New York, Harper & Row
(1951)
Out of Order, New York, Alfred A.Knopf
144

A. 1993
Pedersen, Ove K.
1999a
Pedersen, Ove K.,
Peter Kjær & Niels
Åkerstrøm
Andersen, 2001
Pfeffer, Thomas,
2001
Porr, Bernd, 1999
Qvortrup, Lars,
2001a
Rasmussen, Erik,
1971
Rasmussen, Jens,
1995
Rasmussen, Jens
(red.) 2002
Rawls, John, 1997
Reese-Schäfer, Walter,
2001
Rosenkrands, Jacob,
2003a
Schimank, Uwe,
1998
Schmid, Günther,
1974
Schmidt, Johannes
F.K., 2000
Skirbekk, Gunnar
og Nils Gilje, 1995
Spencer-Brown,
George, 1994
Soentgen, Jens,
1992
Statskundskabs-
Seks spørgsmål – og alt det løse. Om politik og politisk journalistik
i Danmark, i: Carlsen, Erik Meier et. al. Magt og fortælling, Forlaget
Ajour, Århus
Mandag Morgen i det politiske kommunikationssystem. CCC
Working paper, nr. 2001-7, København, Copenhagen Business
School,
Das ”zirkuläre Fragen“ als Forschungsmethode zur
Luhmannschen Systemtheorie, Heidelberg, Carl Auer Systeme
Verlag
Die Systemtheorie Niklas Luhmanns aus der Sicht der Naturwissenschaften
und ihre Anwendung in der Kommunikationswissenschaft.
Bochum, Ruhr-Universität Bochum. Internetversion hentet på adressen:
http://www.neurop.ruhr-unibochum.de/~porr/index.html#magister
den 8.1.2001 (findes ikke
mere på adressen, da værket i 2002 er udkommet på Deutscher U-
niversitäts-Verlag, ISBN 3-8244-4478-x)
Det hyperkomplekse samfund. 14 fortællinger om informationssamfundet.
2. udg., København, Gyldendal (1998)
Komparativ Politik 1, København, Gyldendal (1968)
Socialisering i kontingensens æra. Paper præsenteret ved NFPF’s
kongres den 16.-19. marts 1995 ved Århus Universitet.
Luhmann anvendt, København, Unge Pædagoger
The Idea of Public Reason Revisited, i: Freeman, Samuel (ed.)
John Rawls – Collected Papers, Cambridge, Cambridge University
Press
Niklas Luhmann zur Einführung, Hamburg, Junius Verlag, 4.opl.
(1999)
Hadeobjekt. Rupert Murdoch. Stor magt. Enkel filosofi. Masser af
succes, i: Politiken, 19. november 2003, 2. sektion, p. 5
Code – Leistungen – Funktion: Zur Konstitution gesellschaftlicher
Teilsysteme, i: Soziale Systeme, Jg. 4, Heft 1, p. 175-183
Funktionsanalyse und politische Theorie. Funktionalismustheorie,
politisch-ökonomische Faktorenanalyse und Elemente einer genetisch-funktionalen
Systemtheorie. Düsseldorf, Bertelsmann Universitätsverlag
Die Differenz der Beobachtung. Einführende Bemerkungen zur
Luhmann-Rezeption, i: Henk de Berg & Johannes F.K. Schmidt
(udg.) Rezeption und Reflexion. Zur Resonanz der Systemtheorie
Niklas Luhmanns ausserhalb der Soziologie, Frankfurt a M, Suhrkamp,
p. 8-37
Filosofiens historie 1 + 2. København, Gyldendals Bogklubber
(1992)
Laws of Form, Portland, Oregon, Cognizer Co. (1969)
Der Bau. Betrachtungen zu einer Metapher der Luhmannschen Systemtheorie,
i: Zeitschrift für Soziologie, Jg. 21, Heft 6, p. 456-466
Koncentrationsområde for Statskundskabsgruppen,
145

Stichweh, Rudolf,
1999b
Stichweh, Rudolf,
2000
Strömbäck, Jesper,
1999
Strömbäck, Jesper,
2000
Stäheli, Urs, 2000
Sørensen, Curt,
1976
Tenbruch, Friedrich
H. 1972
Thyssen, Ole, 1988
Thyssen, Ole, 1991
Thyssen, Ole, 1992
Thyssen, Ole, 1993
Thyssen, Ole, 1997
gruppen, 2001-2002 www.polsci.ku.dk/research/areas/statskskab_dk.htm hentet
20.9.2002
Stichweh, Rudolf Niklas Luhmann. Wirkungen eines Theoretikers. Gedenkcolloquium
(udg.) 1999 der Universität Bielefeld am 8. Dezember 1998, Bielefeld, transcript
Verlag
Niklas Luhmann. Theoretiker und Soziologe, i: Stichweh, Rudolf
(udg.) 1999, Niklas Luhmann. Wirkungen eines Theoretikers. Gedenkcolloquium
der Universität Bielefeld am 8. Dezember 1998,
Bielefeld, transcript Verlag, p. 61-69
Systems Theory as an Alternative to Action Theory? The Rise of
”Communication” as a Theoretical Option, i: Acta Sociologica,
nr.1, 2000, p. 5-13
Politisk kommunikation som forskningsperspektiv – Paper
presenterat vid 14:e nordiska konferensen för medie- och
kommunikationsforskning i Kungälv, 14-17 augusti 1999, fundet
den 24.8.2003 på adressen:
http://www.jmg.gu.se/fsmk/papers/Strömbäck.html
Makt och medier. Samspelet mellan medborgerne, medierna och de
politiska makthavarna. Lund, Studentlitteratur
Sinzusammenbrüche. Eine dekonstruktive Lektüre von Niklas Luhmanns
Systemtheorie, Weilerswist, Velbrück Wissenschaft
Marxismen og den sociale orden, Bind 1 + 2, Kongerslev og Grenå,
Forlaget GMT
Die moderne Gesellschaft, Freiburg
Autopoiesis. Om Niklas Luhmanns ”Soziale Systeme”, Paradigma,
2. årg., nr. 4, p. 48-55
Penge, magt og kærlighed. Teorien om symbolsk generaliserede
medier hos Parsons, Luhmann og Habermas, København, Rosinante/Munksgaard
Forhold som forholder sig til sig selv. Niklas Luhmanns teori om
selvrefererende systemer, i: Autopoiesis. En introduktion til Niklas
Luhmanns verden af systemer. København, politisk revy, p. 21-58
En bog uden sider, artikel i Politiken. Lørdag 3. juli 1993, om den
første danske udgivelse (på disketter) af Luhmanns Sociale systemer,
Munksgaard 1993
Hjørnesten i Niklas Luhmanns systemteori, i Niklas Luhmann
1997a
Thyssen, Ole, 2000a Luhmann og sporten, i: Distinktion, Tidsskrift for samfundsteori, nr.
1, Aarhus Universitet, Institut for Statskundskab, p. 49-65
Thyssen, Ole, 2000b Iagttagelse og blindhed. Om organisation, fornuft og utopi. København,
Handelshøjskolens Forlag
Thyssen, Ole, 2000c Luhmann og skriften. MPP Working Paper No. 2/2000, København,
Copenhagen Business School
Thyssen, Ole, 2002
Togeby, Lise, J. G.
Ander-sen, P. M.
Luhmann and Management. A critique of the management theory
in Organization und Entscheidung. Paper for presentation at the International
Symposium on ‘Niklas Luhmann and Organization
Theory’
Munich, June 2002
Magt og demokrati i Danmark – hovedresultater fra
magtudredningen, Aarhus, Aarhus Universitetsforlag
146

Christiansen, T. B.
Jørgensen, S.
Vallgårda, 2003
Tuchman, Gaye,
1978
Wahrig, Gerhard,
2001
Waldahl, Ragnar,
1999
Wer ist Wer? 1977
Willke, Helmut,
1996
Willke, Helmut,
1999
Willke, Helmut,
2000
Willke, Helmut,
2001
Wilkens, Cl., 1881
Zelizer, Barbie,
1993
Åkerstrøm Andersen,
Niels, 1999
Åkerstrøm Andersen,
Niels, 2002
Åkerstrøm Andersen,
Niels & Asmund
Born, 2003
Making News – a Study in the Construction of Reality, New York,
Free Press
Wahrig. Deutsches Wörterbuch, 7. Auflage, Gütersloh/München,
Bertelsmann Lexikon Verlag
”Medier, meningsdannelse og den politiske dagsorden” , i: Politica,
31 årg., nr. 2, 1999, p. 117-132
Wer ist Wer? Das deutschen Who’s Who?, XIX Aufgabe, Frankfurt
a.M. Societäts Verlag
Ironie des Staates. Grundlinien einer Staatstheorie polyzentrischer
Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp (1992)
Systemtheorie II: Interventionstheorie. Grundzüge einer Theorie
der Intervention in komplexe Systeme, 3. opl., Stuttgart, Lucius &
Lucius
Systemtheorie I: Grundlagen. Eine Einführung in die Grundprobleme
der Theorie sozialer Systeme, 6. opl., Stuttgart, Lucius & Lucius
Systemtheorie III: Steuerungstheorie , Grundzüge einer Theorie der
Steuerung komplexer Systeme, 3. opl., Stuttgart, Lucius & Lucius
Samfundets Grundlove. Et Grundrids af Sociologien. København,
Otto B. Wroblewsky’s Forlag
”Journalists as Interpretative Communities”, i: Critical Studies in
Mass Communication, 10, 1993
Diskursive analysestrategier, Foucault, Koselleck, Laclau, Luhmann,
København, Nyt fra Samfundsvidenskaberne
Polyfone organisationer, i: Nordiske Organisasjonsstudier, 4 (2.
årg.) p. 25-51
„Shifters“, i: Holger Højlund & Morten Knudsen (udg.) 2003, Organiseret
kommunikation – systemteoretiske analyser. Frederiksberg,
Forlaget Samfundslitteratur, p. 182-206
147