Politisk kommunikation og Luhmann

seret ved funktionel autonomisering og operativ lukning af dets vigtigste delsystemer 16
(GG, p. 42). Dette fordrer, at samfundsteorien med de samme begreber må kunne fortolke
flere meget forskellige sagsforhold og derigennem gøre dem sammenlignelige 17 . Gorm
Harste supplerer det på den måde, at ”samfundsteori skal kunne iagttage håndværksteoriernes
førsteordensiagttagelse”, hvad indebærer, at samfundsteori nødvendigvis bliver til
”andenordens håndværk”. 18 Det betyder, at samfundsteoriens opgave bliver at gense det,
som andre, specialiserede videnskaber har frembragt, og som de måtte være blinde for. 19
lade sig gøre at drive værdifri videnskab. Et kompromis kunne blive, at forskeren/iagttageren kunne anstrenge
sig for at ekplicitere sine værdier/værdipræmisser, så læseren fik en chance for at følge ham og hans personlige
bias eller for det modsatte! Her tager Luhmann imidlertid den fulde konsekvens og siger, at enhver
iagttager gør sine iagttagelser fra sit helt specielle punkt, placeret i sin helt specielle kontekst/sammenhæng.
16 Det er store ord at lægge frem her indledningsvis. Jeg uddyber i kap. 2, men vil dog her antyde meningsindholdet:
Luhmann ser som allerede anført det moderne samfund som delt op i autonome, dvs. indbyrdes relativt
uafhængige, funktionsområder. Et sådant funktionsområde kan altså være politikkens område. I det
førmoderne samfund var samfundsmagten knyttet til en del af standsområdet, idet monarken personificerede
denne samfundsmagt. Det er Luhmanns iagttagelse, at der først i forbindelse med den engelske og senere den
store franske revolution indtræffer den forestilling, at man med henrettelsen af fyrsten er overgået til en politisk
orden uden monarki, hvor besættelsen af de politiske embeder som fx regeringschef/minister/parlamentsmedlem
sker efter besluttede, dvs. efter politisk fastlagte regler. Det, der holder
sammen på det politiske kommunikationssystem, betegner Luhmann som magt, og som sådan danner magt et
medium for den kommunikation, der forløber inden for det politiske system, hvad da betyder, at den kommunikation,
der forløber inden for systemet, uvægerligt kommer til i sidste instans at dreje sig om magt, om opnåelse
af magt via de politiske embeder osv. På den måde lukker systemets kommunikation sig om sig selv.
Se fx Luhmann, 2000b, Die Politik der Gesellschaft, (red. André Kieserling), Frankfurt a M, Suhrkamp, p.
74. (herefter forkortet til: PG)
17 Med sagsforhold tænker Luhmann i denne samfundsteoretiske sammenhæng på fx funktionssystemer, jf.
foran. Foruden det politiske funktionssystem har han som anført beskrevet en række andre funktionssystemer.
Disse meget forskellige funktionssystemers kommunikation er i sidste instans styret af deres respektive
symbolsk generaliserede kommunikationsmedier, som fx magt for det politiske system, penge for det økonomiske
system, sandhed for videnskabssystemet osv. Jeg vil senere uddybe hele denne problematik. Det
vigtige i denne indledende sammenhæng er at pege på, at samfundsteorien altså må opvise fornøden kompleksitet
til at kunne udgøre det ”sted”, hvor disse meget forskelligartede kommunikationssystemer kan
sammenlignes, idet sammenligning også i den Luhmannske teoriformulering er grundlæggende for opnåelse
af ny viden.
18 Opr.cit., p. 84. Vi er med sådanne formuleringer langt inde i den sprogbrug, der er hentet fra bl.a. kybernetikken,
og som iflg. Luhmann faktisk er en følge af omstillingen af samfundssystemet til funktionel differentiering
(se bl.a. GG, p. 766). Det bliver man naturligvis ikke meget klogere af, så derfor en bemærkning om
dette med 1. ordens og 2. ordens iagttagelse m.v. I princippet betyder en 1. ordens iagttagelse blot en direkte
iagttagelse af et sagsforhold. Det kan være i en regnskabsafdeling på et universitetsinstitut, hvor en regnskabsmedarbejder
foretager dagens posteringer og ved afslutningen heraf gennemgår regnskabet, inden det
gemmes til senere brug for årsregnskabet. I den forbindelse bliver medarbejderen måske opmærksom på, at
en postering er sket på en forkert konto, hvorfor han retter konteringen. I denne konkrete kontering eller omkontering,
som Luhmann ville kalde for operation, kan man sige, at medarbejderen ved sin bestemmelse af,
hvor konteringen rettelig skal ske, da foretager en betegnelse. Han betegner nemlig det sted, hvor posteringen
skal ske. Det indebærer fx, at posteringen bliver betegnet som en ”administrationsudgift”. Med denne operation
har medarbejderen foretaget en skelnen, som i dette tilfælde er styret af nogle på forhånd udarbejdede
regler, og som betyder, at administrationsudgiften ikke kan være noget som helst andet, fx ”lønudgift”. Når
årsregnskabet er færdiggjort, sender institutledelsen det fx videre til gennemgang og endelig godkendelse hos
universitetsledelsen. Med universitetsledelsens udførelse af denne gennemgangs- og godkendelsesprocedure
udfører denne en 2. ordens iagttagelse af regnskabet i og med, at den ser på, hvad regnskabsmedarbejderen på
institutniveau har set. Universitetsledelsen påser herunder bl.a., at administrationsudgifter ikke posteres på
andre konti end kontoen for administrationsudgifter. Pointen er da, at universitetsledelsen nok ser på regnskabet
på samme måde som regnskabsmedarbejderen på instituttet, dvs. som 1. ordens iagttagelse, men herudover
ser universitetsledelsen på regnskabet ud fra sin særlige ledelsesmæssige vinkel, som kan indebære, at
denne gennemgang viser nogle forhold, som instituttets regnskabsmedarbejder ikke har taget højde for, eller
10