Politisk kommunikation og Luhmann

lag for de beslutninger, der træffes i deres samvirke, ligesom der blandt publikum kan være
forskel på evnen til at medvirke heri, alt efter hvor organiseret publikum måtte være. Den
enkelte borger vil typisk netop kun være sig selv, der møder op, eksempelvis på socialforvaltningen
253 ; omvendt er mange programmer af mere erhvervsrettet karakter, hvor der typisk
vil optræde særdeles professionelle organisationer. I det sidste tilfælde vil det fortløbende
samvirke da udvikle sig til et på programmer baseret egentligt forhandlingssamvirke
med alle de muligheder for konsensus og konflikt, der måtte ligge heri, hvorfor det i relationen
parterne imellem langt fra kun vil være et spørgsmål om magt og magtanvendelse
(PG, p. 261-263). Herudover indgår der yderligere en vifte af vilkår for disse relationer,
som gør, at Luhmann konkluderer, at man ikke kan gå ud fra, ”dass die Kontakte von Anfang
bis Ende im Rechtssystem durchgeführt werden.” (PG, p. 262) 254 .
Det er Luhmanns konklusion, at dér, hvor den uofficielle modmagt kommer til udtryk,
sker det i udpræget grad i relation til eller i afhængighed af interaktion og dermed af
”Raumgebundenheit” med alt, hvad det kan indebære af forskellighed i kontakthyppighed,
hensyntagen til de respektive interaktionsdeltageres netværk, personlige bekendtskaber, interessesammenblanding
m.v., som Luhmann også betegner som opkomsten af ”strange
loops” (PG, p. 264), eller ”kommunikationssløjfer”, hvad kan medføre utilsigtede skævheder
i de ydelser, som parterne ellers hver især ud fra legalitetsprincippet måtte kunne påregne
af hinanden (PG, p. 263).
Efter Luhmanns opfattelse betegner dette parallelt forløbende, officielle og uofficielle
kredsløb, eksistensen af et ”dobbeltkredsløb”, der således er baseret på officiel og
uofficiel magt, herunder på muligheden af ”im Konfliktfalle der offiziellen Macht den Vorrang
zu geben, die es aber eben deshalb im Normalfalle und bei fortzusetzender Kooperation
nicht zum Konflikt kommen lassen wird.” (PG, p. 264). Dette arrangement modsvarer
således det politiske systems såvel cirkulære struktur som operative lukning. Som sådan vil
systemet ikke kunne styres ovenfra som i en hierarkimodel. Tværtimod etablerer det samlede
politiske system inden for det territorialt afgrænsede område sig ”als Hyperzyklus, als
strange loop der strange loops und findet darin seine Einheit, die aber durch keine Stelle
des Systems mehr repräsentiert werden kann. Die Kontrolle der Kontrollen – das ist das
System.“ (PG, p. 265). Vi står således med et sig selv kontrollerende, sig selv styrende og
skabende, dvs. vi står med et autopoietisk, politisk system. Dette systems lukning om sig
selv sker da på det sted, hvor ”das Weisungen empfangende, administrativ belästigte Pub-
253 Det er så et eksempel på, at også en socialforvaltning i en kommune her medregnes i ”forvaltningen”.
254 Dvs. at kommunikationen i påkommende tilfælde altså ikke vil være styret efter koden ret/uret, jf. figur 12
foran.
105