Politisk kommunikation og Luhmann

tisk beslutning bliver oplevet som nødvendig, kan systemet træffe den. ”Nur so können in
der gesamten Gesellschaft Möglichkeiten über den Moment hinaus als Chancen, aber auch
als von der Politik ausgehende Gefährdungen garantiert werden.” (PG, p. 85). 225
3.1.1. Det politiske systems organisering
I udgangspunktet ser vi således, at det politiske funktionssystem er organiseret
omkring regeringsmagten/staten i og med, at den styrende præferencekode sigter på forskellen
mellem regering og opposition. 226 Det betyder i relation til det samfundsteoretiske
udgangspunkt, som Luhmann gør til sit, nemlig at funktionssystemernes kommunikation
ikke har nogen geografiske grænser, men at de i dag omfatter hele verden, altså at de er
verdenssystemer, at dette udgangspunkt ikke fuldt ud holder på dette særlige funktionsområde.
Faktisk er det Luhmanns opfattelse, at det konkret er staten som organisation, 227 der
udøver den funktion, som det politiske funktionssystem har med at opretholde den til enhver
tid tilstrækkelige kapacitet til at kunne træffe kollektivt bindende beslutninger. Funktionsudøvelsen
inden for det politiske system sker således på eller ud fra det organisationsmæssige
område mellem interaktion og samfund, jf. foran afsnit 2.3., og den koncentreres
hos staten for at undgå uløselige modsætninger. 228
Af det synspunkt følger da, at vi inden for det politiske, verdensomspændende
funktionssystem ser, at selve funktionsudøvelsen foregår på ”der dritten Ebene der Differenzierung
des weltgesellschaftlichen Systems: Funktionale Differenzierung ist die Primärdifferenzierung
des Gesellschaftssystems. Für das dadurch ausdifferenzierte politische
System folgt auf einer zweiten Ebene eine segmentäre Differenzierung in Territorialstaaten,
die die Politik an die Besonderheiten sehr verschiedener Territorien heranführt. Auf
dieser Differenzierungsebene bezeichnet der Begriff des ’Staates’ die politische Gesamt-
225 Finanslovsforhandlingerne her i november 2003 om bl.a. besparelser på arbejdsløshedsdagpenge og reaktionen
herimod samt regeringens hurtige retræte illustrerer klart problemet set fra det politiske systems side –
og det er den synsvinkel, der umiddelbart vil trænge sig på i forbindelse med anvendelse af en systemteori
som den Luhmannske. Til forskel fra den tidligere nævnte styringsdiskussion fra 1970’erne, hvor styringen
primært lå i relationen det politiske system og dets omverden, dvs. ”samfundet”, så vil en anvendelse af
Luhmanns teori i dag dog i første række dreje sig om at iagttage selve det politiske system og dets muligheder
for at styre sig selv, herunder også under indtryk fra systemets omverden. Det forhindrer imidlertid ikke,
at man også vil kunne stille iagttagelsen om til fx det økonomiske system og anlægge forskellige kriterier til
iagttagelse der og derfra, og så vil sagen se anderledes ud etc., jf. nedenfor, afsnit 3.1.2., hvor jeg genoptager
brugen af denne case i en note. For så vidt angår selve sagen henvises til bl.a. Politiken for den 12.11.2003.
226 Det er ikke funktionssystemet som sådan, der er organiseret. Det ville nemlig indebære, at den principielle
åbenhed for alles deltagelse ville være udelukket, jf. foran afsnit 2.1.
227 PG, p. 244, ligesom staten rent ud er nødt til at være en organisation, ”wenn er überhaupt befähigt sein
soll, kollektiv bindende Entscheidungen zu treffen”, som det hedder, PG, p. 242.
228 Fraværet af en sådan statslig koncentration af magten, som det for tiden er tilfældet i bl.a. Afghanistan,
men som det har været i mange af østbloklandene siden opløsningen af disse regimer tog til i slutningen af
1980’erne, afdækker tydeligt, hvad det er på spil.
96