Politisk kommunikation og Luhmann

mellem dem. Sproget respekterer nemlig begge systemtypers egen fortsatte, men i forhold
til hinanden forskellige operationsmåde: tanker/forestillinger, dvs. bevidsthed, henholdsvis
kommunikation. (jf. afsnit 2.3.). Det karakteristiske ved strukturelle koblinger er, at de ikke
determinerer de involverede systemers respektive tilstand; de formidler ”irritation” til systemet,
eller set fra det enkelte systems side bliver dets ”resonansevne” aktiveret via sådanne
strukturelle koblinger (ES, p. 124). I forholdet mellem det politiske og det massemediemæssige
system vil det da sige, at fx det politiske system vil kunne se sin resonans
blive aktiveret via den offentlige mening. 255
3.1.3. Det politiske system og den offentlige mening
Som vi så foran, har udviklingen i den politiske kommunikation bevæget sig
stærkt i retning af et system af 2. ordens iagttagelser. Det er da denne udvikling, kombineret
med den meget fremtrædende placering af især billed- og lydmedier, herunder særligt
fjernsynsmediet, der har forstærket antagelsen af massemedierne som en fjerde statsmagt
256 og dermed antagelsen af, at massemedierne er en del af det samlede politiske system.
Det er en vurdering, Luhmann ikke er enig i, jf. allerede afsnit 1.
255 Her kan der nævnes utallige eksempler fra dagspressen. Helt aktuelt er det oplagt at gentage det allerede
nævnte eksempel med finanslovsforhandlingerne her i november 2003, jf. Politiken for den 12. november
2003 samt eksemplarisk interviewet samme aften i ”Profilen” på DR1 TV, hvor beskæftigelsesminister Claus
Hjort Frederiksen forklarer, at det afgørende for tilbagetrækningen af besparelserne på dagpengene var, at
han og finansminister Thor Pedersen samt indirekte også statsminister Anders Fogh Rasmussen var kommet
til den opfattelse, at deres ordholdenhed åbenbart kunne drages i tvivl. Det afgørende var altså ikke, at ordholdenheden
faktisk blev draget i tvivl af andre, at der altså i omverdenen var denne årsagsfaktor, som måske
var ved at udvikle sig til en offentlig mening, men at han selv og hans nære ministerkolleger nu var kommet
til den erkendelse, at de ikke kunne leve med, at deres ordholdenhed overhovedet kunne betvivles af seriøse
dele af omverdenen med hvad deraf kunne følge i tiden fremover af, hvad Luhmann ville kalde for resonans;
dvs. at ministrene valgte selv at trække forslaget i situationen for at undgå mulige fremtidige ubehageligheder
af ukendt omfang og karakter.
Det kan naturligvis blive en strid om ord, men hvis man anlægger den synsvinkel på et sådant sagsforhold,
som vil følge af at tage udgangspunkt i Luhmann’sk systemteori, og hvis man anskuer systemets grænse for
at ligge der, hvor meningsindholdet ved den binære præferencekode regering/opposition hører op, så vil
grænsen gå ved vælgerne. Den økonomiske synsvinkel med sin præferencekode betaling/ikke-betaling, som
iflg. beskæftigelsesministeren i ”Profilen” blev udlagt som ”den uhellige alliance mellem arbejdsgivere og
deres ansatte”, vil således nok være et årsagsforhold i politiksystemets omverden, men som sådan vil det netop
kun være et årsagsforhold af så mange andre mulige årsagsforhold. Økonomisystemet har således nok
øvet indflydelse på politiksystemet, men det har ikke overtaget styringen af systemet. Noget sådant vil definitorisk
være udelukket. Men det skal ikke bortforklare, at politiksystemet i den konkrete situation må siges at
have fået sin kapacitet til at træffe kollektivt bindende beslutninger sat på en alvorlig prøve!
256 Anders Esmark 2000b, ”Offentlighed eller system”, i: Ove K. Pedersen m.fl., 2000, Politisk journalistik,
Århus, Ajour, p. 60-86, citerer således Svend Thorsen i sin Den danske dagspresse, 1951, for det synspunkt,
at ”Dagspressen er .. den fjerde Statsmagt .. den på Folkets vegne kontrollerende Magt”, p. 62. Det er en metafor
fra det 19. århundrede, jf. Timothy E. Cook, 1998, Governing the News. The News Media as a Political
Institution, Chicago, University of Chicago Press, p. 193. Den modsatte opfattelse (men altså ud fra samme
metaforiske fjerde-magt-figur) kan ses i Ugebrevet A4 for den 18.8.2003, hvor det i lederen p. 10 under overskriften
”Den fjerde afmagt” hedder: ”Den kritiske presse har ikke en chance for at matche de ressourcer, der
i dag afsættes til at påvirke og manipulere medierne. Den økonomiske krise, som har ramt dagbladene, og
privatiseringen af radio- og tv-stationer gør kun styrkeforholdet mere ulige.”
107