Politisk kommunikation og Luhmann

Imidlertid rejser denne tese det spørgsmål, hvordan Luhmann begrunder, at der
udvikler sig en sådan forskellighed mellem de symbolsk generaliserede kommunikationsmedier,
som tilfældet er (GG, p. 332). Det bliver da opgaven i næste afsnit at belyse dette.
2.5.4. Symbolsk generaliserede kommunikationsmedier: uddifferentiering
Foran så vi, at Luhmann lidt polemisk i retning af Habermas konkluderede, at der
i komplekse samfund ikke udvikles konsensuspligter, men derimod symbolsk generaliserede
kommunikationsmedier til løsning af problemet med den stadigt mere usandsynlige
sammenknytning af selektion og motivation, som opstår i forøget omfang i forbindelse
med, at kommunikation overgår fra at være interaktionsbaseret til at være organisations- og
funktionssystembaseret kommunikation, som da formidles via spredningsmedier. Dette
forhold kan også udtrykkes på den måde, at der i samfundet, dvs. i den samlede kommunikation,
er sket og stadig sker en kraftig forøgelse af de samlede kommunikationsmæssige
udfaldsmuligheder, altså muligheder for at sige ja eller nej til et kommunikationsforslag.
Dette svarer til, at den samlede kontingens i samfundet er øget kraftigt. Det er et synspunkt,
som Luhmann har forfulgt længe. Således hedder det allerede i midten af
1970’erne 174 , at ”Wenn das Bezugsproblem in der Kontingenzsteigerung liegt, die in der
Ausdifferenzierung von Kommunikationsmedien einerseits vorausgesetzt, andererseits
weitergeführt wird, ist anzunehmen, dass die Differenzierung der Medien durch Folgeprobleme
solcher Kontingenzsteigerungen ausgelöst wird“. Og Luhmann præciserer derpå,
at „Das zentrale Folgeproblem von Kontingenzsteigerungen besteht aber in der Notwendigkeit
der Zurechnung von Selektionsleistungen. In dem Masse als (und in den Themenbereiche,
in denen) Kontingenz zunimmt, wird es notwendig, Selektionsleistungen zu verorten;
man muss zumindest Adressen und Einwirkungspunkte ausfindig machen können...“.
175 Disse formuleringer er stort set uændrede i GG, hvor det hedder på side 333, at
man må klarlægge ”wo die Verantwortung für die Selektion liegt, deren konditionierung
dann motivieren soll. Das heisst: man muss Selektion zurechnen.“ Sigtet med analysen er
altså, at den skal ”visa hur förloppet av en given kommunikation, som är resultatet av ett
bestämt urval, kan attribueras på respektive alter och ego” (Jönhill 1997, p. 269). Dette sig-
174 Jf. Luhmann 1975c, nærmere bestemt i artiklen Einführende Bemerkungen zu einer Theorie symbolisch
generalisierter Kommunikationsmedien, p. 174
175 Jf. i øvrigt Helmut Willke, 2000, p. 210, som mener, at Luhmann ikke begrunder den efter sin egen opfattelse
centrale betydning, som selve arten af tilskrivning udgør, dvs. om tilskrivningen beror på oplevelse eller
handling hos hhv. alter og ego. Efter Willkes opfattelse tilbagestår det derfor som et stort spørgsmål, hvorfor
lige netop dette tilskrivningsspørgsmål er det centrale følgeproblem ved den beskrevne kontingensstigning.
Det forekommer mig dog, at Willke hviler for meget i en handlingsteoretisk kontekst her, hvilket synspunkt
jeg finder støtte til hos Jönhill 1997, som i sin ganske grundige gennemgang af Luhmanns formuleringer på
dette felt synes at understøtte Luhmann i hans kommunikationsteoretiske tilgang.
68