Politisk kommunikation og Luhmann

’fremmed’?), men kun i systemet selv” (RM, p. 16-17/14). Med dette er der konstrueret en
2. ordens iagttagelse. 282
I denne operation har man på én og samme tid konstrueret systemet og dets omverden.
”Begge konstrueres i iagttagelsen, der skiller dem ad. Systemet er altså ikke konstitutivt
for iagttagelsen. Det er omvendt iagttagelsen og den forskel, den aktualiserer, som
bestemmer, hvordan omverdenen træder frem for hvilket system. Realiteten er i denne forstand
altid systemrelativ.”, som det hedder hos en anden iagttager, 283 jf. også foran, afsnit
2.3. 284 Men systemet er der allerede. Det har allerede udsondret sig. Det løser sine funktionsproblemer,
som vi så i kapitel 3. ”Systemet gør kun det og kan kun gøre det, som er internt
tilslutningsmuligt ifølge dets struktur og historiske situation.” (RM, p. 50/36).
Givet en iagttagelse af et system må vi som iagttagere derfor redegøre for valg af
kode eller ledeforskel, og vi må redegøre for konditioneringen af denne forskelssættelse.
Vi må endvidere kunne udpege, begrunde og redegøre for de implikationer, der følger af
lige præcist det valgte iagttagelsespunkt. Det er, hvad er søgt gennemført i det foregående.
Der ligger i dette, at vi som iagttagere må kunne angive præcist den systemreference, som
vi lægger til grund. 285 Det kan være iagttagelse af politisk kommunikation formuleret af en
organisation, fx et politisk parti. Idet vi da konstruerer det politiske parti som iagttager,
iagttager vi denne iagttagers iagttagelser, dvs. det politiske partis løbende kommunikation
internt og/eller eksternt rettet 286 . Det samme kan vi gøre i forbindelse med iagttagelse af
massemediemæssig kommunikation, hvor udgangspunktet kan være en organisation, fx en
avis, og dens iagttagelse, dvs. dens løbende produktion i en periode, typisk afgrænset til et
bestemt tema. Det er, hvad ultrakort vil blive forsøgt i det følgende.
4.1. Systemteoretisk iagttagelse af politisk kommunikation belyst tentativt
som tema i det politiske og det massemediemæssige system
Her vil jeg tage udgangspunkt i ét af flere temaer, 287 som iflg. Luhmann viser, at
samfundets omverden på dramatisk vis i de seneste årtier har øget de anledninger til irritation,
dvs. påvirkning, af samfundet, som kan konstateres ”und zwar auch und gerade auf
282 Det modsvarer universitetsledelsens iagttagelse af regnskabsmedarbejderen på institutniveau, jf. eksemplet
i afsnit 1, foran.
283 Hos Niels Åkerstrøm Andersen 1999, p. 111-112.
284 Hvor der på side 45 blev anført, at med diskussionen i kølvandet på SY skærpedes ”formuleringerne herefter
til klarhed over, at studieobjektet er noget, der skabes begrebsligt af iagttageren i forbindelse med hans
iagttagelse”
285 Jf. eksempelvis figur 12. Her har jeg bygget på Niels Åkerstrøm Andersen 1999, p. 115 ff.
286 Der er jo her tale om en organisation, som forudsættes at være i besiddelse af kommunikationsevne, jf.
foran, afsnit 3.1.1.
287 Jf. også foran afsnit 3.2.
120