Politisk kommunikation og Luhmann

fentlige mening, der på sin side af Luhmann opfattes ”als ein Medium .. in dem durch laufende
Kommunikation Formen abgebildet und wieder aufgelöst werden.”. 251
I forholdet mellem de politiske partier og forvaltningen i bred forstand er det partiernes
særlige opgave at sikre, at der ikke bliver for stor afstand mellem de forslag (Zulieferungsdienste,
jf. foran, afsnit 3.1.1.), som de måtte have samlet op i relationer med deres
respektive omverden, og deres gennemførlighed. Dette gælder særligt for regeringspartier,
men også for oppositionspartier i den udstrækning de på sigt måtte ønske at tage regeringsansvar.
I den proces har partierne brug for sagkundskab, og det leverer forvaltningen, som
imidlertid ”dazu tendieren wird, ihre eigene Ideen zu verkaufen” (PG, p. 259). Derfor udvikler
der sig i dette forholdsvis snævre felt ”Kooperation und Taktik wechselseitiger Steuerung
im Hinblik auf Möglichkeiten formaler und folglich bindender Entscheidung”(ibid.).
Dette forhindrer imidlertid ikke, at der indimellem vil være behov for at træffe beslutninger,
selvom der stadig måtte foreligge åbne spørgsmål og dermed foreligge usikkerhed –
men netop absorption af usikkerhed 252 genererer ”Machtchancen”(PG, p. 260). Det karakteristiske
for processerne mellem politikere og forvaltningen i bred forstand er således interaktion
med løbende beslutninger i de respektive fora, som da igen kommunikeres interaktivt,
hvorunder der også produceres beslutninger, thi ”Es mag durchaus sein (und kommt
nicht selten vor), dass ein Funktionär gar nicht merkt, dass er entscheidet .. Ausschlaggebend
ist, dass eine Kommunikation früher oder später als .. Entscheidung gelesen werden
kann.“ (PG, p. 234). Det betyder, at ”die Lokalisierung der Macht von Situation zu Situation
wechselt und nur noch im System selbst beobachtet und kalkuliert werden kann.“
(ibid.).
Forvaltningen, og det vil fortsat sige forvaltningen i videste forstand, har som officielt
udgangspunkt i sit forhold til publikum, at den træffer lovfæstede beslutninger, som
den så kan sætte igennem overfor det berørte publikum. Publikum på sin side kan støtte sig
til retssikkerhedsregler, ligesom publikum også kan bruge sin stemmeret ved de regelmæssige
politiske valg (PG, p. 260). Imidlertid har der med udviklingen af staten til velfærdsstat
i stigende omfang og af politiske grunde udviklet sig en praksis i retning af et programbaseret
samvirke med publikum i stedet for regelbaseret myndighedsudøvelse. Det
gør det vanskeligere for parterne, forvaltningen og publikum, at lokalisere et retligt grund-
251 Luhmann 1993b, p. 174, artiklen Gesellschaftliche Komplexität und öffentliche Meinung, p. 170-182,
(1990). Se afsnit 3.1.3.
252 Vi er med begrebet „Unsicherheitsabsorption“ ved et meget centralt begreb i Luhmanns organisationsteori,
som han har overtaget fra James G. March & Herbert A. Simon, 1958, Organizations, New York, John
Wiley & Sons, p. 164 ff., jf. bl.a. PG, p. 238. Når Luhmann anvender det i præcis denne situation indikerer
det, at han opfatter den som udtryk for en organisationsproces.
104