Politisk kommunikation og Luhmann

mellem medier (TV, radio, aviser, internet, m.v.), politikere med tilhørende konstitutionelle
institutioner (parlament, politiske partier, regering, forvaltning m.v.) og borgere med tilhørende
private organisationer (interesse-/brancheorganisationer, virksomheder m.v.). Det
synspunkt er yderligere blevet fremført, at der – i hvert fald i Danmark – i forbindelse med
denne trepartsrelation kan siges at være opstået en situation, hvor ”den politiske kommunikation
.. forstås som et løst koblet system, .. der binder de forskellige og selvstændige aktører
og funktioner i den politiske kommunikation sammen, og som afgrænser den politiske
kommunikation fra andre systemer.” 4
Det funktionelt differentierede samfund er Niklas Luhmanns betegnelse for det
moderne samfund, således som det med udspring i visse regioner i Europa i den sene middelalder
har udviklet sig, indtil det som bestemmende differentieringsprincip (dvs. differentiering
efter funktion i stedet for efter segment eller stand) i samme regioner antages at
ligge irreversibelt fast i slutningen af det 18. århundrede, dvs. fra tiden omkring den store
franske revolution. 5 Det har i tiden herefter bredt sig så meget, at det i dag er blevet til det
dominerende, verdensomspændende differentieringsprincip. Det får til konsekvens, at samfundsbegrebet
bliver et begreb for verdenssamfundet. 6 Det karakteristiske for dette samfund
er, at det er delt op på en række indbyrdes forholdsvis uafhængige funktionsområder,
som hver især udfylder deres specielle funktion i samfundet. 7 For det politiske område er
funktionen udviklet til dette at opretholde muligheden for, at der til stadighed kan træffes
kollektivt bindende beslutninger 8 , mens det for det massemediemæssige område bl.a. drejer
sig om til stadighed ved hjælp af nyheder og deres informationsindhold at fremprovokere
og bearbejde irritationer hos andre, herunder hos politikere, andre læsere/ seere/ lyttere. 9
Det er er min opfattelse, at der ikke er overensstemmelse mellem disse to formuleringer,
altså mellem på den ene side Luhmanns formuleringer om det moderne samfund
4 Anders Esmark & Peter Kjær, 2000a, ”Den sidste mediepolitik og den politiske journalistik”, i: Pedersen,
Ove K. m.fl., 2000, Politisk journalistik, Århus, Ajour, p. 25-59, p. 49.
5 Jeg giver her en ultrakort introduktion til Luhmanns beskrivelse af det moderne samfund. Jeg vil senere uddybe.
Her er det blot tanken at antyde de helt overordnede linjer i Luhmanns samfundstænkning. Den her citerede
udlægning er fra: Luhmann 1980b, Gesellschaftsstruktur und Semantik. Studien zur Wissenssoziologie
der modernen Gesellschaft, Bd. 1, Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 27.
6 se Luhmann 1997d, Die Gesellschaft der Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp, kap. 1, afsnit X, p. 145-
171 (herefter forkortet til: GG)
7 Om funktionen i Luhmanns opfattelse også er for samfundet er et mere åbent, men nok så afgørende
spørgsmål, som vil være et tilbagevende tema (se bl.a. note 23, men særligt afsnit 3. p. 89 ff.).
8 Det er en beskrivelse af det politiskes væsentligste funktion, som Luhmann i store træk har fastholdt i hele
sit forfatterskab, se fx Luhmann 1974d, Soziologische Aufklärung. Aufsätze zur Theorie sozialer Systeme.
Bd.1, 4. Auflage (1970), Opladen, Westdeutscher Verlag, her fra artiklen Soziologie des politischen Systems,
p. 154-177, som første gang blev offentliggjort i 1968.
9 Luhmann bruger betegnelsen irritationer til at beskrive visse påvirkningsforhold på tværs af systemgrænser,
jf. beskrivelsen heraf bl.a. hos Luhmann 1996a Die Realität der Massenmedien, (2. udv. oplag), Opladen,
Westdeutscher Verlag, p. 174/123 (herefter forkortet til: RM).
7