Politisk kommunikation og Luhmann

”Den tyske organisationsteoretiker og retssociolog Niklas Luhmann er den, der med størst
konsekvens har forsøgt at overføre en policy-orienteret, systemteoretisk betragtningsmåde
på retten”.
Opfattelsen af Luhmann som styringsteoretiker og dermed som én, der så at sige
ser på samfundet ovenfra med henblik på at anvise løsninger på de samfundsmæssige problemer,
har været ganske vedvarende, også i Tyskland. Da Luhmann herudover som en
konsekvens af sin systemformulering må placere mennesket i systemets omverden, bliver
dette samlede forhold nok til en stor del af forklaringen på, at man inden for politisk videnskab,
herunder også i Tyskland, har været endog meget vrangvillige til at læse og anvende
Luhmanns produktion. Det hedder således i en for nylig udkommet bog om receptionen af
Luhmanns systemteori uden for den sociologiske videnskabs forholdsvis snævre verden, at
„Ohne Zweifel war die Breite dieser Rezeption wiederum äusserst selektiv und bezieht sich
häufig auf Aussenseiterpositionen im jeweiligen Fachgebiet…” 35
Dette opgør med den tradition, der ser mennesket som udgangspunkt for den samfundsvidenskabelige
analyse, hvad man også kan kalde for et opgør med subjektfilosofien
som grundlag for samfundsvidenskaben, er imidlertid ikke den eneste grund til, at Luhmanns
forfatterskab end ikke i Tyskland er blevet modtaget i noget større omfang i bredere
social- og samfundsvidenskabelige kredse. Der er mindst to yderligere grunde til trægheden
i modtagelsen og den tilegnende anvendelse af Luhmanns sociologiske systemteori.
Den ene grund er eller burde være utilladelig i videnskabelige kredse, for det er en
næsten renlivet ideologisk begrundelse. Den skal ses i forlængelse af opfattelsen af Luhmann
som styringsteoretiker. Som sådan hænger den sammen med, at Luhmanns sociologiske
system- og samfundsteori oprindelig blev opfattet som konservativ, hvilket imidlertid
fortsat gentages som en fastslået kendsgerning. Det hedder således i nyeste udgave af en
meget anvendt lærebog i politisk teori, at ”Der Konservatismus Luhmannscher Systemtheteoretiske
såvel som praktiske problem, jf. i øvrigt indledningsartiklen i det nævnte fællesværk, som bærer
titlen, Moderne Systemtheorien als Form gesamtgesellschaftlicher Analyse, som var anvendt af Luhmann
som foredrag på de tyske sociologers kongres i april 1968. Dette foredrag gav således iflg. referenten Karl
Hermann Tjaden (se side 267-69 i Verhandlungen des 16. deutschen Soziologentages, Spätkapitalismus
oder Industriegesellschaft?, udgivet af Th. W. Adorno, 1969) anledning til betydelig diskussion, bl.a. fordi
det provokerede de empirisk orienterede sociologer med sit efter manges opfattelse ubestemmelige kompleksitetsbegreb.
Dette begreb blev under diskussionen af Luhmann selv udlagt som havende ”eine Art strategischer
Stellenwert”. Med foredraget antyder Luhmann imidlertid også, hvad han betragter som sit egentlige
ærinde, nemlig at udarbejde samfundsteori – og at gøre det ved hjælp af forhåndenværende midler, bl.a. systemteori.
35 Johannes F.K.Schmidt i artiklen ”Die Differenz der Beobachtung. Einführende Bemerkungen zur Luhmann-Rezepti-on”
i den af ham og Henk de Berg udgivne bog: Rezeption und Reflexion. Zur Resonanz der
Systemtheorie Niklas Luhmanns ausserhalb der Soziologie, Suhrkamp 2000, note 2, side 8. På side 9 kommer
omtalen af Andreas Gödels bidrag, som netop handler om ”Politikwissenschaft und Gesellschaftstheorie“
med den i denne sammenhæng tankevækkende undertitel: „Zu Rezeption und versäumter Rezeption der
Luhmann’schen Systemtheorie".
19