Politisk kommunikation og Luhmann

hver operation, når den iagttages, fremstår som en selektion ud fra en flerhed af muligheder.
Luhmann går således frem på fænomenologisk vis og indfører meningsbegrebet
”som et ’differenceløst’ begreb, 117 der altid samtidig mener sig selv … Fænomenet mening
forekommer i form af et overskud af henvisninger til yderligere muligheder for oplevelse
og handling. Noget står i fokus, i intentionens centrum, og andet antydes marginalt som
horisont for en fortsættelse af oplevelsens og handlingens og-så-videre. I denne form holder
alt det intenderede verden som helhed åben; det intenderede garanterer altså hele tiden
verdens aktualitet i form af tilgængelighed. Henvisningen selv aktualiserer sig som virkelighedens
standpunkt, men den relaterer sig ikke kun til det virkelige (eller det præsumptivt
virkelige) men også til det mulige (det konditionelt virkelige) og det negative (det uvirkelige,
umulige). Den samlede mængde af henvisninger, som går ud fra den meningsmæssigt
intenderede genstand, frembyder mere end det, der kan aktualiseres i næste omgang. Meningsformen
tvinger altså gennem sin henvisningsstruktur det næste skridt til selektion.”
(SY, p. 93-94/99).
Luhmann har i en anden, men alligevel nærtstående sammenhæng udtrykt sit syn
på det enkelte individs muligheder for at handle meningsmæssigt, nemlig demokratisk, således:
”Alles könnte anders sein – und fast nichts kann ich ändern”, 118 hvad forekommer at
være en ret oplagt konklusion på et for et enkeltindivid så udfordrende begreb om mening
som her præsenteret, og som derfor i demokratiteoretisk sammenhæng må siges at være
meget realistisk: Hvordan skal fx én ud af omkring 4 millioner vælgere i et land som Danmark
dog ellers opfatte situationen? Alligevel gav dette udsagn anledning til ikke ubetydelig
diskussion i 1970’erne. 119
Dette forhold med kommunikationen som en enhed, der arbejder på grundlag af
mening, og hvor kommunikationen således via mening på en måde 120 finder sin egen motivation
til at komme videre, samt mening, der fremstår som en uendelig horisont af muligheder
for valg af tilknytning til andre kommunikationer, har jeg forsøgt at illustrere med
den nedenfor anførte figur 7. Det er som anført vigtigt her ikke at opfatte forståelse som et
117 Herudover anerkender Luhmann kun ét yderligere begreb inden for sin samlede sociologiske teoriformulering
som differenceløst, og det er begrebet for verden.
118 Citatet er fra artiklen ’Komplexität und Demokratie’, der oprindelig blev publiceret i 1969, her fra: Luhmann
1975b, Politische Planung. Aufsätze zur Soziologie von Politik und Verwaltung. 2. Auflage. Opladen,
Westdeutscher Verlag (1971), p. 44.
119 Se bl.a. Jürgen Habermas, som noget sarkastisk ligefrem opkaster dette citat til at dække Luhmanns grunderfaring
som menneske i det moderne, jf. Jürgen Habermas, 1975a, Legitimationsprobleme im Spätkapitalismus.
Frankfurt a M, Suhrkamp (1973), p. 179.
120 Jf. Luhmann 1993n, bånd nr. 4, hvor Luhmann forklarer synspunktet på den måde, at når nogen taler, kan
man ikke se bort fra, at det gøres med en hensigt, dvs. at man forudsætter altid, at der er en hensigt, når nogen
siger noget.
51