Politisk kommunikation og Luhmann

logien erklæres som en principielt empirisk videnskab. Det er bl.a. også ud fra sådanne teoriprogrammatiske
erklæringer, at jeg har fundet den Luhmannske tilgang til det samfundsvidenskabelige
felt interessant.
Dette meget brede sigtepunkt har endvidere betydet, at Luhmann har opnået kontakt
til og diskussion med et ganske bredt spektrum af faggrupper, især i Tyskland, men
også andre steder som Japan, Italien og spansktalende dele af Syd- og Nordamerika. I
Danmark har der i en længere årrække været interesse for Luhmanns arbejde inden for flere
faggrupper, 32 herunder jurister, pædagoger/lærere, sociologer, politologer, religionssociologer
og teologer, kunstsociologer, organisationssociologer/handelshøjskolefolk, kommunikations-
og marketingsvidenskabsfolk, uden at jeg dog af den grund vil påstå, at Luhmanns
produktion ligefrem er udbredt! Noget af det første på dansk udgivne 33 om Luhmann,
som jeg har stiftet bekendtskab med, er i Jørgen Dalberg–Larsens disputats fra 1977,
Retsvidenskaben som samfundsvidenskab, Juristforbundets forlag. Her introduceres Luhmann
som styringsteoretiker 34 over siderne 481-486. Det hedder således på side 483, at
(4 CD’er), hvor han netop karakteriserer Luhmann som den, der ønsker at lære af samfundet i modsætning til
Habermas, der ønsker at belære os om samfundet. Bemærk her forskellen mellem Luhmann og Bolz mht.
personrelateringen, hvor Luhmann konsekvent er systemorienteret, mens Bolz lader dagligsprogets personorienterede
fremstilling træde frem. I øvrigt skal Habermas have det sidste ord her i denne note, for ifølge
hans opfattelse er det faktisk Luhmanns autistiske (!) systemteori, som vil belære os om den demokratiske
viljedannelses afmagt, jf. Jürgen Habermas, 1997, Faktizität und Geltung. Beiträge zur Diskurstheorie des
Rechts und des demokratischen Rechtsstaats. Frankfurt a M, Suhrkamp (1992), p. 407.
32 Hvad man kan få et indtryk af i bøgerne med fællestitlen Autopoiesis, som blev redigeret af Jens Christian
Jacobsen og udgivet på forlaget Politisk Revy i 1992 og 1995: Autopoiesis. En introduktion til Niklas Luhmanns
verden af systemer og Autopoiesis II. Udvalgte tekster af Niklas Luhmann. Se også de af Ole Thyssens
anførte værker i litteraturlisten, som imidlertid blot er et udsnit af Thyssens bøger med reference til
Luhmann. Thyssen går så vidt, at han i 1993 udgiver og tilegner en 329-siders bog, Nutiden. Det overfyldte
rum, Gyldendal, til Niklas Luhmann. Forlaget Unge Pædagoger har også været fremme med udgivelser, i
1993 med bogen Læring, samtale, organisation – Luhmann og skolen under redaktion af John Cederstrøm,
Lars Qvortup og Jens Rasmussen, og senest i 2002 med bogen Luhmann anvendt, som Jens Rasmussen redigerede.
Politologen Gorm Harste har nu i mere end 10 år beskæftiget sig med Luhmanns forfatterskab, jf. udover
de ovenanførte autopoiesis-bøger fra Politisk Revy bl.a. hans i 1992 udgivne arbejdspapir nr. 7 med titlen
Politiseringen af risiko, Niklas Luhmanns analyse af politisk kommunikation om risiko, i serien Menneske
& Natur, Humanistisk Forskningscenter – Odense Universitet. På Roskilde Universitets Center har der i hvert
fald siden 1996 været udgivelser om Luhmann, jf. bl.a. de i litteraturlisten af Morten Knudsen anførte arbejder,
hvor hans 1996a faktisk blev skrevet som speciale i 1994, og Susanne Holmstrøm skrev i 1996 et speciale,
som i 1997 blev udgivet på Forlaget Samfundsøkonomi og Planlægning under titlen, Perspektiver & Paradigmer.
Et intersubjektivt og et socialsystemisk public relations paradigme. Public relations fortolket ud
fra systemteorien (Niklas Luhmann) i opposition til den kritiske tradition (Jürgen Habermas). Her citeret fra
Internetudgave 1999, www.susanne-holmstrom.dk
33 Holger Henriksen og Jens Glebe-Møller har i en kronik i Information for den 31. maj 1976 under titlen
Pædagogik, planlægning og participation bl.a. refereret til Luhmann og debatten med Habermas.
34 Det var især som styringsteroretiker, at den teoretiskpolitiske venstrefløj – oprindelig anført af Jürgen Habermas
– i 1960’erne og 1970’erne kritiserede Luhmanns arbejde. Et højdepunkt nåedes med det af Habermas
og Luhmann i 1971 i fællesskab udgivne værk: Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie – Was
leistet die Systemforschung?, Frankfurt a M, Suhrkamp, som blev fulgt op med tre diskussionsbind i samme
teoridiskussionsserie. Luhmann var ikke selv uden skyld i denne angrebsflade. Han har leveret adskillige bidrag
på den tid, som ikke holdt sig tilbage med at tage udgangspunkt i problemer, der blev tolket som styringsproblemer.
Det er mit indtryk, at dette især har været begrundet i et særligt teoristrategisk tiltag fra
Luhmanns side, som gik ud på at gøre kompleksitet og reduktionen af kompleksitet til det altoverskyggende
18