Politisk kommunikation og Luhmann

konstruktionen af samfundsteorien og teorien for de respektive sociale systemtyper. Det,
der især træder frem herved, bliver forskellen mellem sociale og psykiske systemer, som
derved kommer til at underbygge den ovenfor anførte position, at samfundet ikke består af
mennesker, idet psykiske systemer herefter udgør en systemtype, som er forskellig fra sociale
systemer. Forskellen mellem psykiske og sociale systemer beror altså på en forskel i
den måde, de hver især organiserer deres måde at operere på, dvs. den måde, de hver især
skaber sig selv som deres eget værk på. Hvor de psykiske systemer lader dette ske i, hvad
Luhmann også benævner som ’mediet bevidsthed’, lader de sociale systemer tilsvarende
selvskabelsesprocesser ske i ’mediet kommunikation’, men samtidig arbejder begge systemtyper
med mening, som derved fremstår som fælles ’medium’ for disse ellers så forskellige
systemer. 88 Mening er så at sige konstituerende for begge systemtyper, altså for
såvel psykiske som for sociale systemer. Luhmann ’løfter’ mening væk fra den ensidige
binding til subjektet og dermed alene til bevidsthedssystemet eller det psykiske system. 89
Meningsbegrebet bliver derved til et forud for systembegrebet liggende begreb, altså et
selvstændigt grundbegreb i Luhmanns samlede sociologiske teoriformulering. 90
Det felt, der er sociologen Luhmanns, er i bogen Sociale systemer hovedsagelig
koncentreret omkring systembegrebet og videre til begrebet om autopoiesis eller selvreference
og videre derfra til hhv. psykiske og sociale systemer, hvorfor Luhmann mange år
senere benævner denne bog som ’indledningskapitlet’ til samfundsteorien, (jf. GG p. 11).
Da Luhmann ikke indtager psykologens position, men fastholder sit udgangspunkt som sociolog,
behandler han psykiske systemer ud fra de spørgsmål, som er sociologisk relevante,
dvs. at han hovedsagelig interesserer sig for psykiske systemer i deres relevans for de sociale
systemer.
88 Betegnelsen ’medie’ eller ’medium’ kræver en forklaring, fordi det ikke umiddelbart er indlysende, hvad
der menes. Luhmann er blevet inspireret til udtrykket ved læsning af en artikel, som den østrigske socialpsykolog
Fritz Heider publicerede i 1926 i tidsskriftet Symposion. Zeitschrift für Forschung und Aussprache, I,
Heft 2, under titlen ’Ding und Medium’, p. 109-157, jf. bl.a. (ES, p. 226) hvor det med reference til Heider
hedder: „Die Idee des ‚Mediums’ ist, dass es einen Bereich von losen Kopplungen massenhaft vorkommender
Elemente gibt: Luftpartikel, physikalischer Lichtträger – ‚Licht’ ist kein physikalischer Begriff, aber der
Begriff für das Medium, in dem wir etwas sehen. Ohne Licht .. sehen wir nichts.“ Luhmann vil altså med betegnelsen
medium udtrykke noget, der består af løst koblede elementer – som fx når vi vurderer et samfunds
frihed ud fra de handlinger (forstået som løst koblede hændelser), som enkelte personer kan foretage, hvor
handling da bliver til det medie, vi betragter friheden igennem.(GG, p. 198). En anden, og synes jeg, meget
pædagogisk måde at sige næsten det samme på finder vi hos Lars Qvortrup 2001a, Det hyperkomplekse samfund.
14 fortællinger om informationssamfundet. 2. udg., København, Gyldendal (1998), p. 13, som foreslår
følgende formulering: ”Mit forslag er, at vi bruger ’medie’ …som en betegnelse for den måde, vi ser hinanden
på: Jeg ser dig, eller jeg ser noget i omverdenen, i mediet af det og det…vi bruger begrebet ’medie’ som
en betegnelse for den optik, igennem hvilken vi ser på hinanden og på forskellige fænomener i omverdenen.”
Mere herom i afsnit 2.5.2.
89 Jf. ES, p. 225.
90 Hvad bliver klart allerede med Luhmann 1971b, Sinn als Grundbegriff der Soziologie, i: Jürgen Habermas
& Niklas Luhmann, Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie – Was leistet die Systemforschung?,
Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 25-100. Jeg uddyber i afsnit 2.4.
41