Politisk kommunikation og Luhmann

den anden side af centralkoden for i dette tilfælde det økonomiske system, dvs. komme fra
betaling til ikke betaling, eller fx hvor det i en videnskabelig undersøgelse måtte være blevet
fastslået, at et udsagn er sandt, vil det sædvanligvis være ganske uproblematisk at fastslå,
hvad der som følge heraf måtte være usandt, for det ville jo være det modsatte udsagn
(GG, p. 361). Dette forhold betegner Luhmann også som en krydsning af grænsen mellem
centralkodens eller præferencekodens forms to sider. Det kan måske illustreres med George
Spencer-Browns markering af en forskel, 194 der kløver rummet med sin skelnen mellem
først en inderside og en yderside, dernæst mellem en markeret inderside og en umarkeret
yderside, jf. figur 10.
m
Figur 10. Form med markeret inderside.
Denne skelnen indeholder principielt to komponenter, nemlig selve forskelssættelsen
(’distinction’ 195 ), dvs. den lodrette linje, samt betegnelsen (’indication’), dvs. den vandrette
linje, som da angiver eller indikerer, at man er på den ene side og ikke på den anden, ligesom
den også angiver en retning for bevægelsen. Skelnenen udgør således først en forskel,
dernæst en forskels forskel, hvad svarer til enheden af forskellen mellem indikationen og
distinktionen, som hos Luhmann da bliver benævnt form, idet ”Formen sind .. als Grenzlinien,
als Markierungen einer Differenz (zu sehen), die dazu zwingt, klarzustellen .. auf
welcher Seite man sich befindet und wo man dementsprechend für weitere Operationen
anzusetzen hat .. Keine Seite ist etwas für sich selbst. Man aktualisiert sie nur dadurch,
dass man sie, und nicht die andere, bezeichnet. In diesem Sinne ist Form entfaltete Selbstreferenz,
und zwar zeitlich entfaltete Selbstreferenz. Denn man hat immer von der jeweils
bezeichneten Seite auszugehen und braucht die Zeit für eine weitere Operation, um auf der
bezeichneten Seite zu bleiben oder die formkonstituierende Grenze zu kreuzen.“ (GG, p.
60-61).
194 Jeg låner selve illustrationen fra Niels Åkerstrøm Andersen, 1999, fordi han allerede på det indledende
trin af pædagogiske grunde indsætter det lille m ved markeringshakket, jf. p. 110. Luhmann anfører i ES, p.
71, samme figur, men betoner i overensstemmelse med ophavsmanden, George Spencer-Brown, at det her
som et enkelt markeringshak alene udgør en forskel. Det bliver først til en form, når markeringshakket gentages,
hvad jo svarer til, at formbegrebet modsvarer en fast kobling af løst koblede elementer.
195 hos Spencer-Brown, jf. Luhmann, ES, p. 74
77