Politisk kommunikation og Luhmann

det forgangne som tradition er blevet til en form (GG, p. 960), så bliver det oplagt, at man
anskuer tiden som en form, dvs. som en grænselinje 270 med to sider, nemlig en bekendt fortid,
som derfor kan fremstå som den betegnede side af formen, og en ubekendt fremtid,
som derfor må fremstå som den ikke betegnede side af formen. Det skal ses i modsætning
til det førmoderne, af adelen dominerede samfund, hvor tiden blev fremstillet som ”linearen
Vorstellungen” (GG, p. 997), hvad da altså i det moderne samfund udvikler sig til ”einen
Begriff der offenen Zukunft” (ibid.).
I en sådan situation – og det er sådan, Luhmann opfatter den samfundsmæssige situation
på skrivetidspunktet i 1990’erne – har samfundet ”brug for” 271 at få dirigeret sin
selviagttagelse og selvbeskrivelse. Hvad angår det med selvbeskrivelsen, så er det rent ud
Luhmanns opfattelse, dels at den nu er overtaget af „die Massenmedien als Funktionssystem
eigener Art“ (GG, p. 1014), dels at den nu følger ”den Eigengesetzlichkeiten der Massenmedien”
(GG, p. 1097), som i praksis viser sig ved, at ”Jeden Morgen und jeden Abend
senkt sich unausweichlich das Netz der Nachrichten auf die Erde nieder und legt fest, was
gewesen ist und was man zu gewärtigen hat.” (ibid.). Samfundets selvbeskrivelse følger da
massemediernes døgnrytme. Denne selvbeskrivelse antager umiddelbart karakter af uophørlige,
abrupte og i alle retninger pegende udsagn. De informationer, der fremkommer i
dette forløb, bliver for en umiddelbar betragtning spredt ud i meget store mængder, og de
bliver hver dag fornyet. En væsentlig del af disse informationer bliver i stort omfang relateret
til temaer, som dels ”organiserer kommunikationens hukommelse”, dels ”repræsenterer
kommunikationens fremmedreference” (RM, p. 28/21). Resultatet af dette produktionsforløb
vil jævnt hen fremstå som ”öffentliche Meinung” (GG, p. 1102), som da vil kunne
relatere sig til meget forskellige områder af samfundet, dvs. til de mange forskellige funktionssystemer
m.v.
Samfundets selvbeskrivelse er således ikke mere styret ud fra det nære, i høj grad
erfaringsbaserede samvirke mellem mennesker, hvad jo er en følge af i det væsentlige bortfaldet
af de mange nære, interaktionsbaserede relationer, som tidligere dannede basis for
den samfundsmæssige kommunikation, jf. afsnit 2.5.2. Med dette udgangspunkt kan man
ikke andet end at forudsætte, hvad Luhmann kalder for ”Informiertsein” (GG, p. 1102),
dvs. at man må forudsætte, at der altid allerede er brugbar information til stede med den risiko,
som usikkerhed herom vil medføre. 272
270 Jf. foran afsnit 2.5.5.
271 Ikke som norm, men fordi interaktion som kommunikationsform er aftaget dramatisk i betydning i det
moderne samfund, jf. nedenfor.
272 Hvad den tidligere omtalte dagpengesag fra finanslovsforhandlingerne her i efteråret 2003 måske viste.
115