Politisk kommunikation og Luhmann

Hvor Parsons altså forestillede sig, at disse sociale processers videre forløb i form
af institutionalisering bliver bestemt primært via kulturelle værdier eller normer, som på
sin side er tvingende nødvendige, og som på denne måde indskrænker kontingensens 137
spillerum inden for sociale systemer, dér medfører Luhmanns måde at gribe sagen an på, at
problemet med kontingensen generelt relateres til de foran anførte meningsbaserede kommunikationssystemer.
138 Det får bl.a. den betydning, at kontingens og dobbelt kontingens
hos Luhmann ikke knyttes til eller udgår fra en éntydig bestemmelse af alter og ego som
personer, dvs. som psykiske systemer, men disse begreber ”skal følgelig lade det stå åbent,
om det drejer sig om psykiske eller om sociale systemer; og de skal lade det stå åbent, om
disse systemer tilslutter sig en bestemt processeren af mening eller ej.” (SY, p. 152/146).
Udgangspunktet er altså ikke en metaforisk anvendelse af ego og alter som to personer.
Begreberne ego og alter udlægges derimod som positioner, der skal udtrykke, at ethvert
menneske, der deltager i en kommunikation, er både ego og alter (GG, p. 333). I denne
Luhmannske udlægning af begreberne ego og alter bliver begreberne således knyttet til et
systemniveau, og det er da ud fra det til enhver tid værende konkrete system, at kontingensproblemet
i den Luhmannske tilgang iagttages.
Luhmann præciserer, jf. også foran, at der ikke er tale om en historisk og dermed
empirisk underbygget tilgang, men at der bag det ejendommelige udtryk om dobbelt kontingens
skjuler sig en reformulering af det spørgsmål, som blev formuleret første gang af
Immanuel Kant, og som vedrører den sociale ordens mulighed. Spørgeteknisk gik Kant
frem med spørgsmålet: ’Hvorledes er social orden mulig?’ Dette var en anden måde at
spørge på, end den indtil da sædvanlige, hvor spørgsmålet ville gå mere kontant på: ’Hvad
er tilfældet?’ 139 Der er således tale om, at anvendelsen af begrebskonstruktionen for dobskrevet
allerede i 1970, jf. Luhmann 1971c, Systemtheoretische Argumentationen. Eine Entgegnung auf Jürgen
Habermas, i: Jürgen Habermas & Niklas Luhmann, Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie –
Was leistet die Systemforschung?, Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 291-405, p. 306.
137 Om kontingens skriver Luhmann (SY, p. 152/146-147), at ”noget er kontingent, når det hverken er nødvendigt
eller umuligt; når det altså kan være sådan, som det er (var, vil blive), men også kunne være muligt
på en anden måde. Begrebet betegner følgelig noget givet (noget erfaret, forventet, tænkt eller fantaseret)
med henblik på noget mulig andet; det betegner genstande inden for horisonten af mulige varianter. Det forudsætter
den givne verden; det betegner altså ikke det mulige i det hele taget, men det, der set ud fra realiteten
er muligt på en anden måde.”
138 Som Luhmann derfor også tolker som forskellige måder at håndtere dobbelt kontingens på, jf. bl.a. GG, p.
813, hvor det hedder: “…Interaktionen und Organisationen als einen eigenständigen Typus des Umgangs mit
doppelter Kontingenz anzusehen”. Jf. endvidere Jönhill 1997, p. 143. Se også Talcott Parsons, 1971, The
system of modern societies, Englewood Cliffs, New Jersey, Prentice-Hall, Inc., p. 6.
139 ES, p. 315. Hos Gunnar Skirbekk og Nils Gilje, 1995, bind 2, p. 56, hedder det således: ”Kant spørger ikke,
om dette er tilfældet, men hvordan det kan være tilfældet.” Hos Luhmann 1991g, Die Wissenschaft der
Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp,(opr.1990), p. 98, (herefter forkortet til WG) hedder det, at „Die kantische
Revolution .. besteht in der Umstellung von Was-Fragen auf Wie-Fragen“, og dette modsvarer en omstilling
fra 1. ordens til 2. ordens iagttagelse. Det kan derfor ses som et udtryk for en fortsættelse eller vel
snarere en genoptagelse af denne revolution, når Niels Åkerstrøm Andersen, 1999, Diskursive analysestrate-
58