Politisk kommunikation og Luhmann

der, nemlig for det første iagttagelsen af totalsystemet, som delsystemerne hører til, dvs.
samfundet, for det andet iagttagelsen af andre delsystemer i den samfundsinterne omverden
(eller også andre systemer i den eksterne omverden, fx psykiske systemer, jf. fig. 2+5),
og for det tredje iagttagelsen af delsystemet igennem sig selv, dvs. selviagttagelse. For at
kunne skelne mellem disse forskellige systemreferencer ved iagttagelser foreslår Luhmann,
at de benævnes hhv. funktion, når iagttagelsen omhandler totalsystemet, ydelse når den
omhandler iagttagelsen af andre systemer, og refleksion når det drejer sig om iagttagelsen
af systemet selv, altså selviagttagelse (ibid.).
Idet Luhmann fastholder sit udgangspunkt som sociolog og dermed som forskelligt
fra et filosofisk udgangspunkt, præciserer han (i SY, p. 617/520) refleksion til det tilfælde,
hvor ”sociale systemer orienterer sig mod sig selv” 203 og gør derved refleksion til et
specialtilfælde af selvreference, idet han betegner ”det tilfælde, hvor systemreference og
selvreference falder sammen, som refleksion”. I den udstrækning sociologien derimod vil
være ”samfundssystemets refleksionsvidenskab”, som vil være i stand til at ”levere eller i
det mindste kontrollere dettes selvbeskrivelse, må den .. udvikle en begrebslighed, der er
egnet til det” (SY, p. 588/496). Og fordi Luhmann ønsker, at sociologien også skal være
denne samfundssystemets refleksionsvidenskab, søger han da ganske systematisk at udvikle
denne sociologiske begrebslighed, idet han i stort set alle større publikationer i den resterende
del af forfatterskabet typisk har indlagt et kapitel omhandlende netop det pågældende
fagområdes selvbeskrivelse.
En særlig fremtrædende plads kan man sige, at kapitlet om selvbeskrivelse får i
Luhmanns afsluttende beskrivelse af sin samfundsteori i hovedværket Die Gesellschaft der
Gesellschaft. Denne afsluttende beskrivelse drejer sig bl.a. om at trænge frem til en forståelse
af, dels hvorledes samfundet beskriver sig selv, dels hvorfor det er henvist til alene at
kunne gøre det som selvbeskrivelse. 204
Luhmann tager afslutningsvis afsæt i sin udlægning af ”Die europäische Tradition
des (rationalen) Erkennens und Handelns”, som han mener søger efter ”letzten Gründen,
nach Prinzipien, nach unbestreitbaren Maximen” (GG, p. 1134). Det er da Luhmanns op-
203 Hvad stemmer fint med den af Luhmann i 1966 i tidsskriftet Soziale Welt offentliggjorte artikel ”Reflexive
Mechanismen”, hvor refleksiviteten ved de omhandlede mekanismer fremkommer derved, at de anvendes
på sig selv. Fx dette, at vi lærer at lære; at vi regulerer normer ved lov; at vi finansierer vores pengeforbrug;
at vi driver videnskab om videnskaben osv. Denne artikel indgår i Luhmann 1974d , p. 92-112 (det her anførte
er fra p. 93).
204 Selvbeskrivelse i modsætning til fremmedbeskrivelse. Luhmann definerer selvbeskrivelse som en situation,
hvor et system udfærdiger en beskrivelse af sig selv med sine egne operationer, jf. Luhmann 1993n, bånd
nr.12, og specifikt om samfundssystemet, som er karakteriseret ved ikke at have nogen adresse, hvorfor man
ikke kan skrive til samfundet, eller på anden vis kommunikere med det, men alene skrive om samfundet; derfor
bliver en samfundssystemmæssig selvbeskrivelse til en slags imaginære konstruktioner af samfundssystemets
enhed, som ”man” så kommunikerer om, jf. GG, p. 866-867.
81