Politisk kommunikation og Luhmann

Luhmann har ikke dannet skole, selvom meget har været organiseret omkring
hans teoriproduktion. 44 Det betyder imidlertid ikke, at risikoen for at blive beskyldt for at
være ”luhmanianer” er drevet over. Det bliver derfor en delopgave i dette speciale at vise,
at man godt kan forsøge sig med Luhmanns teoriproduktion uden at blive så meget opslugt
af teorien og dens begreber, at man mister den for en seriøs videnskabelig behandling nødvendige
distance til den. Den bedste måde at få rimelig distance til et teoretisk værk som
Luhmanns ville nok være at afprøve dets i den beskrevne sammenhæng relevante udsagn
empirisk. Det ville imidlertid sprænge rammerne for dette speciale. Jeg må derfor vælge
den næstbedste måde, som efter min opfattelse vil være at bruge almindelig sund og kritisk
fornuft i passende samkørsel med almindeligt anerkendte faglige standarder for argumentation.
I sidste ende er det derfor argumentation samt spørgsmålet om, hvorvidt formuleringerne,
herunder hypoteserne om funktionsopdelingen af samfundet, fungerer fornuftigt,
dvs. om de peger frem mod empirisk anvendelighed, det kommer an på!
1.3. Læsevejledning
Kapitel 2 er den centrale teoribeskrivende del af specialet. Der vil nok være dele
af kapitlet, som vil forekomme endog meget fjerne fra enhver praktisk forståelse og anvendelighed.
Til det er der imidlertid kun at sige, at det er og har været min vurdering, at det er
nødvendigt at gå i dybden, hvis det på blot nogenlunde overbevisende måde skal kunne
lykkes at nå til en slags indfrielse af den nedenfor anførte ambition. Jeg vil her kort antyde,
hvad det drejer sig om, da det selvsagt er vigtigt at vide, hvad formålet er med at skulle læse
sig igennem så meget og så forholdsvis tungt teoretisk materiale.
Det er tanken med dette kapitel, at det skal give grundlag for at forklare, hvorfor
en kommunikation hører til i ét og ikke i et andet funktionssystem. I realiteten er det således
min ambition, at det skal være muligt at bestemme om en konkret, dvs. empirisk konstaterbar,
kommunikation er politisk eller om den er journalistisk / massemedial. For at nå
så langt er det altså min vurdering, at det er nødvendigt at gå i dybden med forskellige,
men i den her sammenhæng relevante dele af teorien. Luhmann anviser principielt to veje
til påvisning af, hvor en kommunikation hører til, men i realiteten arbejder han alene videre
med den ene. Den første vej drejer sig om hans vedvarende tilknytning til hidtidig attributionsforskning.
Luhmanns brug heraf forbliver dog på tankeeksperimentets niveau. Den
anden vej drejer sig om Luhmanns på empiri baserede forslag til at bestemme nogle særli-
44 Han nåede få år før sin død i 1998 bl.a. at opleve, at et tidsskrift fik navn efter hans bog Soziale Systeme.
Dette tidsskrift udgives af kredse fra Universität Bielefeld, hvor Luhmann jo havde sin ansættelse i en menneskealder,
jf. foran.
23