Politisk kommunikation og Luhmann

fattelse, at man godt kan fortsætte ad den vej, men så vil den samfundssystemmæssige
selvbeskrivelse, som man laver, tendere mod at blive afleveret med ”der Erklärung: dies
sei die richtige” (ibid.). Det ville imidlertid efter Luhmanns opfattelse blot medføre, at man
måtte følge sin selvbeskrivelse op dels med autoritet 205 (altså med argumentationseksterne
elementer i kommunikationen som fx det førhen normalt anvendte begreb om Gud), dels
med yderligere grunde, dels med en vedholdende argumentationsindsats, og det måtte man
så fortsætte med, indtil enhver vil være overbevist. Det er her Luhmanns pointe, at man
godt kan gøre det på den måde, ja at det faktisk bliver forsøgt gjort sådan. Imidlertid vil det
da ske som et led i den fortsatte videnskabelige produktionsproces, og det vil sige, at det
vil ske under de vilkår, som det funktionelt uddifferentierede videnskabssystem frembyder.
Det betyder så på sin side, at det vil blive udsat for iagttagelse og dermed for skelnen
og betegnelse, ligesom det uophørligt vil ændre sig alt afhængig af den skelnen, som den
aktuelle iagttager lægger til grund. I en sådan situation vil det derfor iflg. Luhmann fremstå
som indlysende, at en sådan samfundsselvbeskrivelse vil kunne ske på forskellig vis. 206
Luhmanns svar på og krav til dette forhold er da, at man må fremstille de teoretiske
strukturer så klart som muligt med henblik på, at den videre kommunikation inden for
videnskabsprocessen i det mindste kan fastslå, hvad der bliver forelagt til iagttagelse og til
antagelse hhv. til afvisning (GG, p. 1136). 207 Med udgangspunkt i sit begreb om kommunikation
som noget, der sker i mediet mening, 208 fastslår Luhmann, at et samfundssystem i
forbindelse med udførelsen af sin autopoiesis netop producerer former i samme medium,
altså i mediet mening. Det betyder på sin side, at dette samfundssystem må operere i de tre
meningsdimensioner, 209 nemlig hhv. sagsdimensionen, hvor forskellen mellem inde og ude
(eller mellem system og omverden) får sin form, og som Luhmann vil beskrive via systemdifferentieringsbegrebet;
tidsdimensionen, hvor det drejer sig om forskellen mellem
205 Jf. også forordet til Luhmann 1993b, Soziologische Aufklärung 5. Konstruktivistische Perspektiven. 2.opl.
(1990) Opladen, Westdeutscher Verlag, p. 11. Det er således et fast og gentaget synspunkt hos Luhmann.
Dette med autoritet og eventuel misbrug heraf var også oppe at vende som tema i den i vinteren 2003 førte
debat her i landet om videnskabelig uredelighed med meget mere, jf. direktør for Forskningsstyrelsen, Jens
Morten Hansens kronik i Politiken for den 24. februar 2003, ”Tillid til videnskaben”.
206 Dette udsagns forståelighed vinder i styrke, når det ses i lyset af den måde, som iagttagelse opfattes på hos
Luhmann, dvs. med betoning af forskelle mellem en førsteordens og en andenordens iagttagelse. For en relativt
let tilgængelig oversigt herover henviser jeg til Niels Åkerstrøm Andersen 1999, p. 109 ff.
207 Et sådant programmatisk svar kan ud fra en umiddelbar betragtning forekomme ”minimalistisk”. Det er
imidlertid min opfattelse, at man med kravet om at kunne fremstille selve de teoretiske strukturer i forbindelse
med en eller anden grad af samfundsmæssig selvbeskrivelse, da står overfor noget nyt, som man i den videnskabelige
produktionsproces ikke umiddelbart vil have helt let ved at indfri.
208 Jeg henviser til beskrivelsen her i kapitlet af såvel kommunikations- som meningsbegrebet, herunder også
af Luhmanns anvendelse af begrebet om medium, men skal dog her anføre, at synspunktet indebærer, at enhver
kommunikation i iagttagelsesøjeblikket må fremstå som en selektion ud fra en flerhed af valgmuligheder.
209 Jf. Jönhill 1997, p. 162 ff., se endvidere gennemgangen af meningsbegrebet.
82