Politisk kommunikation og Luhmann

Luhmann anser denne lettelse af krydsningen over grænsen fra den ene side til
den anden for at være en variabel, der har afgørende betydning for den semantiske evolution
af mediekoderne. Det har således ført til, at koderne i de respektive SGK selv er blevet
til en invariant struktur. 196 Disse koder kan imidlertid ikke stå alene. 197 Når der udvikler
sig en sådan relativ frihed inden for de respektive centralkoder til at vælge mellem den positive
og den negative værdi, skaber det nemlig behov for en slags modvægt, og det er da i
den forbindelse, at der opstår konditioneringer, som Luhmann i denne sammenhæng benævner
programmer, som ”festlegen, unter welchen Bedingungen die Zuteilung des positiven
bzw. Negativen Wertes richtig erfolgt” (GG, p. 362). Sådanne programmer fremstår
som mægtige semantiske apparater ved de respektive centralkoder, og de danner grundlaget
for, at de respektive SGK vil kunne opbygge en sådan grad af kompleksitet, at funktionssystemets
kommunikation vil kunne fortsætte. Mens centralkoderne opnår enkelhed og
invarians, bliver programområdet således fyldt op med kompleksitet og foranderlighed.
Luhmann anfører som eksempel på sådanne programmer de til enhver tid værende semantiske
’tilstande’ inden for rettens eller videnskabens område. Mere konkret vil programmer
i relation til fx sandhedsmediet tage form af teorier og metoder, mens de i relation til ”die
rechtlich codierte Macht” antager ”die Form von Gesetzen, Gerichtsentscheidungen mit
präjudizierenden Wirkungen und Verträgen” (GG, p. 377). 198
For hver af centralkodernes respektive funktionsområder, hvad sædvanligvis 199 vil
svare til pågældende funktionssystem, betegner centralkoden det pågældende medium, dvs.
en begrænset, løs kobling af muligheder. Ja, det er faktisk sådan, at det er selve kodningen,
196 Det skriver Luhmann faktisk i GG, p. 361! Dette med invarians forekommer mig imidlertid at være en
noget forhastet konklusion, der i øvrigt falder udenfor Luhmanns sædvanligvis langt mere nuancerede måde
at forholde sig til stoffet på. Det kunne derfor være et eksempel på Luhmanns behov for ”in jedes Buch mindestens
einen Unsinn hineinzubringen”, som han udtaler i et interview på side 46 i Detlef Horster, 1997, Niklas
Luhmann, München, Verlag C.H.Bech
197 jf. Luhmann 1993a, Das Recht der Gesellschaft. Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 190
198 Luhmann erkender, at der her er behov for yderligere forskning, hvad især bliver klart i relation til eksemplet
med den retligt kodede magt, dvs. at Luhmann her som i øvrigt i den i afsnit 2.5.4. anførte krydstabel
over attributionsforholdene tilsyneladende tenderer mod at blande koderne for det politiske og det retlige system
sammen, hvad dog antagelig kun sker tilsyneladende. Det beror på, at i hvert fald de to SGK’er, magt
og ejendom, er dobbeltkodede, dvs. at den moderne økonomi forudsætter ”die Zweitcodierung des Eigentums
durch das Geld”, og den moderne politik forudsætter ”die Zweitcodiering der Macht durch das Recht.” (GG,
p. 388), men samtidig pointerer han, at det vigtige her er, at de anførte „Programme jeweils einem und nur
einem Code zugeordnet sein müssen und nicht von Medium zu Medium fluktuieren können.” (GG, p. 377)
199 Og dermed ikke uden undtagelse – således er der iflg. Luhmann ikke udviklet noget SGK for bl.a. sygdomsbehandling
og uddannelse, selvom Luhmann er af den opfattelse, at der er udviklet funktionssystemer
på disse kommunikationsområder. Dette hænger sammen med, at SGK alene er egnet på funktionsområder,
hvor det problem, der er i fokus, og den løsning af problemet, som tilstræbes, ligger inden for selve kommunikationen,
dvs. inden for pågældende funktionssystem og ikke i dets omverden (fx i kroppen ved sygdomsbehandling
eller i bevidsthedsstrukturer i f.m. uddannelse). Dette er ikke tilfældet for så vidt angår sygdomsbehandling
og uddannelse, idet konditionering og motivation i vid udstrækning her er lagt ind i mere organiseret
interaktion, dvs. at kommunikationen til løsning af sygdomsbehandling og uddannelse i det væsentlige
foregår inden for interaktions- og organisationssystemer (GG, p. 407-408).
78