Politisk kommunikation og Luhmann

3.3. Opsamling 117
4. Politisk kommunikation som forskningsperspektiv 119
4.1. Systemteoretisk iagttagelse af politisk kommunikation belyst tentativt
som tema i det politiske og det massemediemæssige system 120
4.2. Opsamling 125
5. Konklusion 127
6. Litteratur 129
Figuroversigt:
Figur 1 Den politiske kommunikations trepartsrelation 6
Figur 2 Samfundet i verden 15
Figur 3 Teoriansatser og metodiske tilgange til teoridannelse 21
Figur 4 Samfundsmæssige differentieringsformer 31
Figur 5 Det moderne samfund som funktionelt differentieret 33
Figur 6 Systemtyper 39
Figur 7 Mening som horisont 52
Figur 8 Kommunikationsenheden og tiden 54
Figur 9 Attributionsforhold 70
Figur 10 Form med markeret inderside 77
Figur 11 Samfundsteoriens relationer 84
Figur 12 Funktionssystemer: sammenligning af kendetegn 87
Figur 13 Det politiske funktionssystems kendetegn 94
Figur 14 Det politiske systems tre niveauer 98
Figur 15 Udviklingen i det politiske systems spaltning 101
Figur 16 Det politiske system, dobbelt magtkredsløb, offentlig mening m.v. 111
Figur 17 Det massemediemæssige funktionssystems kendetegn 112
Figur 18 Strukturel kobling mellem massemediesystemet og dets omverden 117
„Kommunikation ist autopoietisch stabil genug, um sich durchzusetzen, was immer nun
passiert, ob sich ein Börsencrash ereignet, ein Krieg oder was immer. Man kann immer
noch darüber reden, man kann es immer noch wiederum kommentieren. Selbst wenn ein
grosser Teil der Bevölkerung verschwände, würde der Rest immer noch reden und beklagen,
was geschehen ist. Die Kommunikation ist wie das Leben eine sehr robuste, qua Autopoiesis
hochgradig formelastische Erfindung der Evolution.“
Niklas Luhmann
ES, p. 278
3