Politisk kommunikation og Luhmann

som sikrer uddifferentieringen og specifikationen af et medium (GG, p. 377), ligesom kodningen
også genererer programmer, 200 hvorfor programområdet alene kan være tilknyttet
én centralkode. Centralkoderne medvirker ved enhver operation, da operationen ellers ikke
lod sig tilordne mediet og eventuelt det modsvarende funktionssystem. Det ligger heri, at
disse centralkoder ikke vil kunne blive glemt, hvad skal ses i sammenhæng med de tilknyttede
programmer, som det derimod vil være muligt såvel at huske som at glemme, ligesom
programmerne vil kunne veksle. Og heri ligger da, at centralkoden løbende og med nødvendighed
bliver holdt ved lige, samtidig med, at den definerer det respektive kommunikationsmediums
enhed og eventuelt også funktionssystemets enhed gennem en specifik difference.
Man kan derfor også sige, at det respektive funktionssystems vigtigste element består
af et SGK 201 samt en binær præferencekode (Jönhill 1997, p. 300) som fx penge samt betaling/ikke
betaling, når der er tale om økonomisystemet, eller magt samt regering/opposition,
når talen er om det politiske system. Begrundelsen herfor er, at hvis der
ikke kan dannes en sådan centralkode, dvs. en binær præferencekode, så vil der ikke kunne
uddifferentieres noget funktionssystem (GG, p. 388). Det er altså selve bifurkationen, dvs.
evnen til at danne en binær præferencekode, der er afgørende i relation til spørgsmålet om,
i hvilken udstrækning SGK tjener som ”Katalysator für Systembildungen”, når Luhmann
ser klare ” Zusammenhänge zwischen der Differenzierung der Medien und der Differenzierung
der Funktionssysteme der modernen Gesellschaft” (GG, p. 387-388). Dette forhold
har således været afgørende i forbindelse med Luhmanns afvisning af, at moral kan danne
grundlag for integration af eller i samfundet.
Selvom moral som sådan faktisk også har udviklet en binær præferencekode,
nemlig godt / dårligt (GG, p. 370), og selvom en kommunikation, der forløber efter en sådan
skelnen i sig selv kan være en god kommunikation, så er problemet med denne skelnen,
at den ikke tillader anvendelse af andet end den positive designationsværdi eller centralkode.
Man vil det gode – ingen vil det dårlige! Hvis man kommunikerer økonomisk, så
kan man ikke sige, at betaling er godt, og ikke-betaling er dårligt, for der må jo dog være
frihed til ikke at ville betale, hvad der bliver forlangt. Man kan heller ikke sige, at den, der
ejer ejendom er god, mens den, der ikke ejer noget er dårlig – eller omvendt. På samme
200 jf. Luhmann 1993a, p. 190, hvor Luhmann uddyber synspunktet derhen, at „Codes sind Unterscheidungen,
die nur mit Hilfe einer weiteren Unterscheidung autopoietisch produktiv werden können, nämlich mit Hilfe
der Unterscheidung Codierung/Programmierung. Sie sind die eine Seite der Form, deren andere die Programme
des Systems sind.“
201 Men altså ikke undtagelsesløst, jf. også det foran anførte om de to funktionssystemer for sygdomsbehandling
og uddannelse, som ikke har noget SGK. Derfor konkluderer Luhmann, at samfundets funktionelle differentiering
ikke kan ses som noget, der alene følger et skema for medieudvikling, men at det også drejer sig
om de problemer, som samfundet til ethvert tidspunkt står overfor en løsning af (GG, p. 408).
79