Politisk kommunikation og Luhmann

mann også opfatter sig med sin egen teoriproduktion som underlagt de generelle kontingensvilkår,
som al anden samfundsmæssig aktivitet efter hans opfattelse også er underlagt!
2.5.1. Dobbelt kontingens
I det foregående er forholdet omkring dobbelt kontingens flere gange antydet som
et grundliggende forhold, ligesom jeg i en note har henvist til Parsons & Shils (udg.), Toward
a General Theory of Action, fra 1951, hvori forfatterne gør opmærksom på, at der
ved menneskelig interaktion er en komplementaritet ved forventningerne, som har central
betydning for analyserne af de kulturelle mønstres oprindelse og funktion. 134 Luhmann
knytter i en vis udtrækning an til denne måde at betragte den ubestemthed på, der således
antages at være i interaktionsforhold allerede forud for indledningen af en kommunikation
og dermed forud for etablering af det sociale. Luhmann præciserer imidlertid, at der historisk
set ikke er tale om, at der findes et højere niveau af værdier, som i det store og hele er
intakte, og som motiverer til og virker styrende for de lavere handlingsniveauer, men derimod
sådan, at man i stedet først og fremmest har at gøre med en tidslig ordning. Dette indebærer,
at når man har med situationer med dobbelt kontingens at gøre, må man forestille
sig, at det udvikler sig på den måde, at systemet enten kommer i konflikt, eller at det udvikler
en slags samvirke. Situationer med dobbelt kontingens er nemlig altid bygget op
som en selvreferentiel cirkel: ”Wenn Du tust, was ich will, tue ich, was Du willst”, som det
hedder i GG, p. 336. 135 På den baggrund kan der så opbygges en fælles historie, som kan
medvirke til opbygning af en teori, der mere fokuserer på, hvordan det udvikler sig til operationer,
der har den evne at danne systemer og dermed at trække grænser, dvs. at skelne
systemer fra omverdenen. 136
134 Luhmann anfører i ES, p. 317, at begrebet om dobbelt kontingens så vidt ses er opfundet i sammenhæng
med interdisciplinære planer for opbygning af et nyt departement for sociale relationer ved Harvard universitetet,
altså i sammenhæng med forsøg på at bringe forskellige discipliner under en fælles teoretisk ramme,
nemlig discipliner som: kulturantropologi, psykologi, sociologi, politologi, osv. Man forsøgte helt åbenbart
med begrebet om dobbelt kontingens at undgå vanskelighederne med værdiperspektivet såvel som med forventningsstrukturperspektivet,
dvs. at forklare, hvorledes det kommer til fælles værdier, til en symbolsk kodning
af den sociale adfærd og hvorledes kulturantropologer og psykologer eller sociologer ville kunne tilskære
og udarbejde forskellige aspekter. Opfinder af begrebet synes at have været Robert Sears; men det er især
blevet kendt via forordet til den af Parsons & Shils udgivne Towards a General Theory of Action i 1951.
135 I SY anfører Luhmann samme selvreferentielle cirkel, blot i omvendt rækkefølge: ”Jeg gør, hvad du vil,
hvis du gør, hvad jeg vil”, p. 166/158, hvad imidlertid ikke forrykker meningsindholdet, som er, at der herved
sættes en proces i gang, som over tid bevirker, at problemet med den dobbelte kontingens’ usikkerhed så at
sige løser sig selv, og gør det på en måde, som udelukker, at usikkerheden hos hvert enkelt psykisk system
kan tilbageføres til det enkelte psykiske system, dvs. at denne usikkerhed på sigt bliver løst på eller ud fra det
i kommunikationssituationen opståede nye systems niveau (SY, p. 167/159), jf. dog også nedenfor.
136 ES, p. 320, jf. i øvrigt SY, p. 148/143 ff. Luhmann har også på dette centrale område i sociologisk teoridannelse
meget tidligt skitseret sin grundlæggende opfattelse, jf. Luhmann 1976a, Generalized Media and the
Problem of Contingency, i: Jan J. Loubser m.fl. (ed.) Explorations in General Theory in Social Sciences. Essays
in Honour of Talcott Parsons, Vol. 2, New York, Free Press, p. 507-532. Denne artikel har Luhmann
57