Politisk kommunikation og Luhmann

likum der Individuen, Gruppen und Organisationen zum Volk wird .. wo die volonté de
tous zur volonté générale wird.” (PG, p. 265). Hvad på sin side var et resultat af den franske
revolution, der semantisk var først til at støtte ”die Autonomie des politischen Systems
direkt auf die volonté générale der Individuen.” (PG, p. 351). Herved kom demokrati til at
betyde, at ”das Volk selber herscht. Und über wen? Über das Volk natürlich.“ (PG, p. 353).
Et sådant paradoks kræver en løsning, og den lå og ligger fortsat i det for politikken y-
derste, konstituerende sagsforhold, nemlig at kunne legitimere voldsmagten til med voldsmagt
at omstøde eller fjerne vold: ”Die Behauptung von Gewalt zur Austreibung von Gewalt
ist immer schon die Behauptung legitimer Gewalt.” (PG, p. 358), jf. også hvad Luhmann
betegner som politikkens symbiotiske mekanisme.
Ud af denne korte skitse af Luhmanns opfattelse af det politiske system og dets
kommunikation synes konklusionen således at være, at den politisk relevante kommunikation,
der processerer i dette system, først og fremmest foregår i interaktionsrelationer og
primært udgør organisationskommunikation, dvs. kommunikation, der er baseret på beslutninger.
Det er endvidere karakteristisk, at en betydelig del af denne kommunikation foregår
som forhandling mellem politisk/forvaltningsmæssige hhv. publikumsmæssige parter.
Man kunne på denne baggrund spørge, om kommunikation i det politiske system ikke
har fulgt helt med udviklingen i samfundet i øvrigt, idet den jo, jf. afsnit 2.5.2., p. 60, ”er
gået fra i det væsentlige interaktionsmæssig kommunikation til i det væsentlige kommunikation
inden for andre former for systemdannelser, dvs. inden for organisations- henholdsvis
samfunds- eller funktionssystemdannelser.” Det vil imidlertid ikke være muligt i denne
sammenhæng at give et blot nogenlunde underbygget svar på et sådant spørgsmål. Derimod
er der behov for en udbygning af beskrivelsen af den politiske kommunikation, jf. det
foran sporadisk anførte om den offentlige mening. Det er nemlig her, at forholdet til offentligheden,
og det vil i Luhmanns udlægning af forholdet sige ’den offentlige mening’ og
dermed også til en del af massemediesystemet, trænger sig på. Det følgende afsnit danner
således overgang til beskrivelsen af massemediesystemet.
Eftersom den offentlige mening i en vis forstand af Luhmann betegnes ”als Form
der strukturellen Kopplung von Massenmedien und Politik” (PG, p. 311), så er det tanken,
at dette afsnit også skal kunne læses som et eksempel på, hvad Luhmann således benævner
strukturel kobling. Begrebet strukturel kobling ser Luhmann som formuleret af en ekstern
iagttager, som ser på to autopoietiske systemer samtidigt, og som stiller sig det spørgsmål,
hvordan disse to systemer er forbundet med hinanden (ES, p. 269). Ved det generelle eksempel
med et psykisk og et socialt system ser Luhmann sproget som strukturel kobling
106