Politisk kommunikation og Luhmann

for dette speciale, jf. foran side 14, at jeg især vil koncentrere mig om den del af Luhmanns
samfundsteoretiske produktion, der peger hen på konstruktionen af samfundsmæssige funktionssystemer,
altså det forhold, at samfundets differentiering nu sker efter funktionsudøvelse.
52 Sigtet er altså at vise, hvordan Luhmann formulerer sine grundlæggende antagelser
om det funktionelt differentierede samfund og dermed vise, hvad det er for mekanismer,
der er afgørende for de respektive funktionsdifferentieringer, idet jeg vil begrænse
mig til en undersøgelse, der er relevant for den komplekse problemstilling, der er styrende
for dette speciale.
I den forbindelse vil jeg skitsere den sammenhæng, der består mellem på den ene
side denne specifikation af det moderne samfund som funktionelt differentieret og på den
anden side Luhmanns metodiske fremgangsmåde, herunder bl.a. hans anvendelse af funktionel
metode og hans videreudvikling af en særlig form for generel sociologisk system- og
kommunikationsteori. 53 Jeg vil herunder vise, hvordan den grundlæggende operation i den
Luhmannske teorikonstruktion, kommunikation, er blevet til det helt centrale, produktive
52 Der ligger en dobbelthed i denne formulering, nemlig det forhold, at teorien nok påstår eksistensen af de
beskrevne systemer, men der menes ikke hermed en påstand om, at de fremstår som genstande, der kan nås,
derimod opfattes de ”i fænomenologiens forstand som horisont”, jf. Luhmanns instruktive diskussion heraf i
RM, p. 18/15.
53 Der findes en ganske omfattende ”indføringslitteratur” til det Luhmannske forfatterskab, hvad er begrundet
i dets mangefacetterede og vidtspændende udformning, herunder at det appellerer til anvendelse af mange
forskellige faglige discipliner. Det betyder, at den indgang, man kan vælge, kan være meget forskellig. Fx
kan man hos Anders la Cour 2002, Frivillighedens pris, Ph.d-afhandling, Sociologisk Institut, København, p.
42 se, at han tager udgangspunkt i den opfattelse af det Luhmannske forfatterskab, at det ”i sidste instans kan
føres tilbage til ét grundlæggende spørgsmål, nemlig hvorledes kompleksitet reduceres under dobbeltkontingensens
vilkår”. Luhmann kommenterer imidlertid denne måde at se på sagen på som, at det i så fald alene
drejer sig om at se på problemet om dobbelt kontingens uden historisk forankring, altså uden empirisk belæg,
men alene som en model til rekonstruktion af betingelserne for muligheder for social orden, jf. Luhmann
2002b, Einführung in die Systemtheorie, Dirk Baecker (udg.), Heidelberg, Carl Auer Systeme Verlag, p. 321,
(herefter forkortet til ES). En sådan måde at læse Luhmanns tekster på kan være fornuftig, når man søger løsning
på mere traditionelt sociologiske spørgsmål i en aktuel kontekst, jf. også oplistningen hos de tre forfattere
Claudio Baraldi; Giancarlo Corsi & Elena Esposito, 1999, GLU. Glossar zu Niklas Luhmanns Theorie sozialer
Systeme. Frankfurt a M, Suhrkamp, 3. opl. (1997) af hele syv forskellige ”Lesewege” (p. 12-17), eller
måder at komme i gang med det Luhmannske forfatterskab på. Når forfatterne til GLU kan formulere en
sådan oplistning, hænger det imidlertid sammen med den måde, Luhmann har opbygget sit samlede teorikompleks
på: Som en labyrint, dvs. som en ikkelineær fremstilling. Luhmann angiver således ikke eksplicit
noget egentligt startpunkt for sit udkast til en teori om det moderne samfund, men man kan dog med Jönhill
(1997, p. 228) sige, at tyngdepunktet ligger på differentieringsteorien, hvilket er i smuk forlængelse af den
lange sociologiske tradition til beskrivelse af samfundet. Man kan derfor sige, at hans eget arbejde og hans
egen måde at arbejde på afspejler hans opfattelse af forskningsgenstanden, dvs. samfundet: Den behandles
ikke ud fra en opfattelse af, at der har været et startpunkt, en oprindelse, idet en sådan opfattelse logisk set vil
føre til en forfølgelse af et mål for genstandsområdets udvikling. Forudsætningen er systemteoretisk set generelt,
at der altid allerede består et samfundssystem (og dermed en difference, nemlig i forholdet mellem samfundssystem
og omverden); eller samfundsteoretisk set generelt, at der altid allerede består et samfund. System-
eller samfundsophør indgår af samme grund ikke i Luhmanns teorikonstruktion. Den måde, jeg har
valgt at gå frem efter, er naturligvis styret af den valgte problemstilling, som på sin side er valgt ud fra en
faglig interesse. Hvis jeg skulle angive min ”læsevej” til Luhmanns forfatterskab ud fra de i GLU anførte,
ville det nærmeste være en kombination af den 5. og 6. læsevej. Disse to læseveje drejer sig om de af Luhmann
særligt fremhævede træk ved det moderne samfund, nemlig på den ene side den funktionelle differentiering,
og på den anden side de forhold, der virker styrende og strukturerende i samfundet.
28