Politisk kommunikation og Luhmann

Hermed bliver det klart, at med Luhmann vil udgangspunktet være at finde i det
samfundsteoretiske perspektiv, som han har udarbejdet. Det ligger heri, og dette er i overensstemmelse
med Luhmanns egen opfattelse, således som den over årene er kommet til
udtryk i hans værker, at der ikke herved udelukkes eksistensen af andre samfundsbeskrivelser
13 . Det er derimod hans opfattelse, at sociologien hidtil ikke har leveret en samfundsteori,
der på tilstrækkelig overbevisende måde har gjort rede for, hvorledes følgerne bliver
af visse begrebsfastlæggelser (GG, p. 34). Når Luhmann har gjort det til sit livs projekt at
formulere en samfundsteori (jf. GG p.11), hænger det derfor sammen med, at han mente at
kunne tilføje noget nyt. Udgangspunktet for dette nye er et opgør med den tradition indenfor
sociologien, der gør mennesket til udgangspunkt, til teoriens subjekt. Det forhold, at
mennesket ikke bliver gjort til udgangspunkt for teorien, men tvært imod er sat udenfor teoriens
genstand, dvs. udenfor samfundet, er ikke mindst for politisk videnskab en meget
provokerende teoretisk position, som jeg derfor skal jeg vende grundigt tilbage til. 14
Med dette som yderligere baggrund vil jeg her indledningsvis anføre, at for en
umiddelbar betragtning udgør det samfundsteoretiske perspektiv en mulighed for at tematisere
eller iagttage politisk kommunikation i et bredere perspektiv. Luhmann anfører i den
forbindelse, at det moderne samfund udgør et polykonteksturalt system 15 , der er karakteri-
13 Gorm Harste signalerer allerede i artikeloverskriften ”Samfundsteoriens rolle i Samfundet. Ud- og inddifferentiering
af samfundsteori gennem 500 år”, Distinktion nr. 1, 2000, p. 67-89, at han er af den opfattelse, at
samfundsteori er noget, man har dyrket længe. Han knytter herved indirekte an til Jürgen Habermas, der i artiklen
”Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie? Eine Auseinandersetzung mit Niklas Luhmann” i
Jürgen Habermas & Niklas Luhmann, Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie – Was leistet die Systemforschung?,
Frankfurt a M, 1971, Suhrkamp, p. 142, anfører om Luhmann, at ”Er erneuert unbeirrt den
Anspruch der grossen Tradition, Gesellschaft im ganzen zu begreiffen”, hvad skal ses i modsætning til en
scientistisk indskrænket sociologi uden samfund. I sit svar til Habermas anfører Luhmann på side 291, ”dass
in dem Bereich, in dem wir diskutieren, noch keine kritikfest abgesicherten Positionen erkennbar sind”. Et
anderledes restriktivt syn på, hvad man kan og ikke kan kalde samfundsteori, finder man hos Luhmanns efterfølger
på Bielefeld Universität, Rudolf Stichweh, i artiklen ”Die Gesellschaft der Gesellschaft – Strukturentscheidungen
und Entwicklungsperspektiven” i Bango, Jenö/András Karácsony (udg.) 2001, Luhmanns
Funktionssysteme in der Diskussion. Tagungsband der 1. Luhmann-Gedächtnistagung in Budapest, 15.-16.
September 2000, Heidelberg, Carl Auer Systeme Verlag, hvor det hedder, at der ”.. wenn man dem Gesellschaftsbegriff
ernstnimmt, keine ausgearbeitete Gesellschaftstheorie vor Luhmann gibt.” (p. 25). Dette udsagn
kan man nok se i forlængelse af Luhmanns eget om emnet i begyndelsen af Die Gesellschaft der Gesellschaft,
hvor det om definitionen af begrebet samfund hedder, at ”die Definition selbst ist schon eine der
Operationen des Gegenstandes” (p. 16), hvad hænger sammen med, at Luhmann tænker begrebet samfund
som det al socialitet omfattende socialsystem og med et ønske om at betragte normative og evaluerende standarder
i omgangen med mennesker, fx menneskerettigheder, som noget af samfundet selv frembragt, i stedet
for at måtte forudsætte det som en regulativ idé eller som komponenter ved kommunikationsbegrebet (GG, p.
35), som vi fx kan se det anvendt hos John Rawls, jf. Jesper Myrup 2000, Enhed og differens – en analyse af
moderne demokratiske samfunds integrationskraft, set i lyset af Habermas og Rawls, COS-rapport nr. 1 /
2000, p. 71.
14 Se bl.a. afsnit 2.3.
15 Se fx GG p. 36. At et samfund opviser polykonteksturalitet vil sige, at man giver afkald på et og kun et
punkt at iagttage fra. Der er mange kontekster, hvor iagttagere (fx forskere) iagttager fra (se bl.a. Detlef
Krause 2001, Luhmann-Lexikon. Eine Einführung in das Gesamtwerk von Niklas Luhmann, 3. udg., Stuttgart,
Lucius & Lucius, p. 185). Man kan vel i nogen grad sammenligne et sådant udtryk med dengang vi havde
værdifrihedsdebatten: Positivisten påstod sig værdifri, mens den såkaldt kritiske teori påstod, at det ikke kan
9