Politisk kommunikation og Luhmann

auf ein Problem der Gesellschaft, nicht im Selbstbezug oder in der Selbsterhaltung des
Funktionssystems. Sie wird, obwohl sie zur Ausdifferenzierung einer besonderen System/Umwelt-Beziehung
in der Gesellschaft führt, nur im Funktionssystem und nicht in
dessen Umwelt erfüllt.“(GG, p. 746). Funktionen i samfundet, dvs. problemet, iagttages således
fremmedreferentielt ud fra funktionssystemet, mens selve operationen(rne), dvs. selve
funktionsbehandlingen af problemet, i overensstemmelse med det systemteoretiske og
autopoietiske forlæg alene kan og derfor må foregå eller processere internt i funktionssystemet.
Det er her vigtigt, at de forskellige iagttagelsesvinkler holdes adskilt, jf. foran, afsnit
2.6., hvor den iagttagelse, der omhandler totalsystemet, dvs. den samme slags iagttagelse
som netop refereret, bliver benævnt funktion, mens den iagttagelse, der omhandler
andre systemer, benævnes ydelse, og endelig den selviagttagende vinkel, som benævnes refleksion.
Således tjener i relation til eksempelvis det politiske system ”der Begriff ’Staat’
der internen Selbstbeschreibung (Reflexion) des politischen Systems und sollte nicht verwechselt
werden mit der gesellschaftlichen Funktion des Systems, kollektiv bindende Entscheidungen
zu treffen.“(GG, p. 758). Hvis man nemlig ikke her skelner mellem begrebet
stat og begrebet det politiske system, så ”kommt es zu einer Hypertrophie des Staatsbewusstseins”
(ibid.), dvs. at statsbevidstheden i så fald vil blive udsat for ukontrollabel
vækst – og det uagtet, at ”Politische Leistungen liegen überall dort vor, wo in anderen
Funktionssystemen der Gesellschaft bindende Entscheidungen benötigt werden“, og “das
ist ungeachtet aller Autonomie anderer Funktionssysteme in hohem Masse der Fall“, som
det hedder allerede i 1981. 223 Opsummerende må det på denne baggrund kunne konkluderes,
at det ikke er så enkelt som de to foran anførte forfattere synes at antage, nemlig at et
funktionssystem for Luhmann enten er til for samfundet eller til for sig selv.
Vi er derfor i virkeligheden tilbage ved det, som blev anført i afsnit 2.3. Luhmanns
svar var dér, at analysen af samfundssystemet måtte deles op på tre niveauer, nemlig
på niveauerne for interaktion, organisation og samfund. Her i denne indledende og
forskningsstrategiske sammenhæng er vi alene på funktionssystemniveauet, altså alene på
et enkelt niveau i analysen. Men i og med, at det respektive funktionssystem i sit særlige
problemløsningsperspektiv tegner samfundets enhed, får det imidlertid den konsekvens, at
Luhmann må følge den samme opdeling af sin analyse af funktionssystemet, som han anviser
som gældende for samfundssystemet. Det er da også, hvad han rent faktisk gør i Die
223 Luhmann 1981c, Politische Theorie im Wohlfahrtsstaat, München – Wien, Günther Olzog Verlag, p. 83
93