Politisk kommunikation og Luhmann

som funktionelt differentieret og på den anden side den anførte enighed om, hvad politisk
kommunikation drejer sig om. Hvis vi nemlig med ”forhold, der udspiller sig mellem” mener
forhold af kommunikationsmæssig karakter, så vil der i henhold til Luhmanns teori
som udgangspunkt være tale om systeminterne forhold. Det vil imidlertid stride mod Luhmanns
bestemmelse af, at der er to funktionssystemer på området, det politiske og det massemediemæssige.
Som situationen således synes at tegne sig, forekommer det mig, at der er behov
for at standse op og overveje nærmere, hvad der ligger i Luhmanns påstand om ikke et,
men to funktionssystemer på dette forskningsfelt. Det er nemlig ifølge Luhmann teoriens
opgave at garantere genstandens, dvs. studieobjektets enhed og ikke omvendt. Det er således
ikke genstanden, der garanterer teoriens enhed. 10 Det betyder imidlertid ikke, at ”verden
derude” ikke findes i sine former og forskelligheder, men det betyder, at der altid med
nødvendighed må optræde en iagttager til at iagttage og konstruere denne ydre verden. 11
Fordi dette imidlertid sker i samfundet med de samfundsbetingetheder, der nu engang findes
eller gives (GG, p. 21), så er der behov for, at vi løfter blikket således, at vi også får
iagttaget problemet på samfundsteoretisk ”niveau”. Der består nemlig et cirkulært forhold
mellem videnskaben, i dette tilfælde sociologien, og dens objekt, i dette tilfælde samfundet
og nogle af dets funktionssystemer. Ja, der består ligefrem en forbundethed, der går ud
over dette i og med, at videnskaben som kommunikationssystem er en del af samfundet, eftersom
samfundet i den Luhmannske begrebsformulering omfatter al opnåelig kommunikation.
12
10 Se Luhmann, 1991g, Die Wissenschaft der Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp,(opr.1990), p. 407 (herefter
forkortet til: WG). Udsagnet er en følge af det syn på erkendelse og mulighederne herfor, som Luhmann
tilslutter sig, og som bl.a. er inspireret af fænomenologen Edmund Husserl, men også af kybernetikeren
Heinz von Foerster. Det karakteristiske herved er, at al beskrivelse først skal igennem en iagttagelse, dvs. at
det først skal iagttages og bearbejdes sprogligt af en iagttager. Det er endvidere Luhmanns generelle opfattelse,
at sociologien skal være teoretisk. Det indebærer bl.a., at den og dens udøvere må indse, at den er noget
specielt, at man som sociolog, eller i vores tilfælde politolog, er nødt til at udvikle et fagsprog på ganske højt
abstraktionsniveau. Omvendt har Luhmann traditionelt gjort meget ud af at gøre begrebsbeskrivelserne klare
og præcise, hvad imidlertid ikke skal forstås derhen, at der ikke kan forekomme uklarheder i hans arbejder.
Det kan skyldes andre forhold som fx, at der på skrivetidspunktet faktisk har bestået et uafklaret problem.
11 Iagttagerbegrebet hos Luhmann er altid forbundet med et system. Det kan funktionelt set (dvs. hvem udfører
iagttagerfunktionen) omhandle en person (dvs. et psykisk system), fx ham selv som samfundsforsker, såvel
som et socialt system, dvs. et kommunikationssystem, det være sig i form af et interaktionssystem, et organisationssystem
eller et samfundsmæssigt funktionssystem eller selve samfundssystemet (jeg vil i næste
kapitel nærmere beskrive disse systemtyper). Operativt set, dvs. hvordan udføres iagttagelsen, bestemmer
Luhmann som dette at betegne den ene (og ikke den anden) side af en forskel. Se fx Luhmann, 1992a, Beobachtungen
der Moderne, Opladen, Westdeutscher Verlag, p. 98. Denne måde at bedrive samfundsvidenskab
på er én blandt flere mulige.
12 Samfundsteorien i den Luhmannske udformning, som jeg i dette speciale arbejder med, er en teori om det
sociale system, der omfatter alle andre sociale systemer, dvs. at der ikke her anerkendes nogen territoriale
grænser. Da kommunikation i den Luhmannske forståelse af forholdet kun kan forekomme inden for sociale
systemer, følger det heraf, at samfundet omfatter al opnåelig kommunikation. Se fx GG p. 78.
8