Politisk kommunikation og Luhmann

individer som kognitivt interesserede iagttagere, der kun tager til efterretning, hvad der bliver forelagt dem”
(p.93)
Religionssystemet: Attributionsform, beskriver Detlef Krause som oplevelse til oplevelse, men sætter det i parentes
og med spørgsmålstegn ved. Det tager jeg til efterretning. Symbiotisk mekanisme, findes iflg. Detlef
Krause ikke inden for religionssystemet, hvad jeg ligeledes tager til efterretning. Religiøs dogmatik, som er et
bredere begreb end teologi (som bl.a. Qvortrup bruger), anvender jeg til betegnelse for den refleksion og programvirksomhed,
der pågår inden for religionssystemet. Jeg bygger her som udgangspunkt på Luhmann 1972
h, Religion als System. Thesen, i: Karl-Wilhelm Dahm, Niklas Luhmann, Dieter Stoodt, 1972, Religion – System
und Sozialisation, Darmstadt und Neuwied, Hermann Luchterhand Verlag, p. 11-13, som blot består af
syv teser, som Luhmann har formuleret til brug ved et foredrag ved Evangelischen Akademie Hofgeismar i
november 1971.
Sygdomsbehandling, der foregår inden for medicin- eller sygdomsbehandlingssystemet, har Luhmann kun
beskrevet i meget begrænset omfang. Når jeg har taget dette system med, beror det på, at Luhmann faktisk er
af den opfattelse, at det vil kunne beskrives som et særligt funktionssystem, fordi der er udviklet en binær
kode for kommunikationen her, jf. Luhmann 1993b, Soziologische Aufklärung 5. Konstruktivistische Perspektiven.
2.opl. (1990) Opladen, Westdeutscher Verlag, p. 183-195, artiklen ”Der medizinische Code”, hvor
han giver en beskrivelse af den medicinske kode, sygdom/sundhed. Luhmann afviser imidlertid, at der kan
være et SGK for dette system, idet SGK kun er egnet for funktionsområder ”in denen das Problem und der
angestrebte Erfolg in der Kommunikation selbst liegen.” Ved sygdomsbehandling er der imidlertid tale om,
at dette systems ”Funktion in einer Änderung der Umwelt liegt”, fx ”eine Änderung menschlicher Körper”
eller ”Bewusstseinsstrukturen”, som det hedder i GG, p. 407, jf. også foran, afsnit 2.5.5.
Uddannelsessystemet får her i skemaet udpeget et medium, altså et SGK, her barnet, dvs. dets levnedsløb,
hvilket stammer fra Krause 2001, p. 43. Hos Qvortrup 2001a er mediet anført som dannelse. Luhmann afviser
imidlertid også, at der kan være et SGK for uddannelsessystemet. Argumentationen er den samme som
for sygdomsbehandlingssystemet.
Familie/intimforhold er medtaget her som funktionssystem, men det er faktisk ikke i overensstemmelse med
Luhmanns opfattelse, for familien lader sig ikke mere indføje i et samfundsstrukturelt givent skema eller differentieringsskema
(Luhmann 1993b, p. 200). Det betyder imidlertid ikke, at familien er uden funktion: Familien
orienterer sig internt mod en difference mellem system og omverden forstået på den måde, at der i familien
sker det, at personens interne såvel som eksterne adfærd bliver anset for relevant: Alt hvad et familiemedlem
foretager sig inden for eller uden for familien bliver gjort til genstand for familieintern kommunikation.
Man kan altså ikke afvise en kommunikation om sig selv i sin familie med en bemærkning om, at det
ikke kommer den anden ved. I familien må man svare, og man må ikke engang antyde, at man er varsom med
det man har sagt! Den som er parat til at følge sådanne regler, er klar til at blive gift, som Luhmann formulerer
det (ibid. p. 201)! Men ”die Gesamtheit der Familien hat als Gesamtheit keine gesellschaftliche Funktion”
(ibid. p. 210) … thi den ligger i det forhold, at ”gerade wenn man .. jedem die Chance einer familialen Inklusion
offen halten, erfordert dies zwingend den Verzicht auf Funktionssystemeinheit. Hier .. liegt die Besonderheit
der gesellschaftlichen Stellung der modernen Familie.”(ibid. p. 211). Enhver kan altså stifte familie.
Der er iflg. Luhmann ikke nogen samfundsstrukturelle forhold som i ældre samfund, der som sådan umuliggør
det, som fx om man nu kan finde en standsmæssigt passende ægtefælle.
88