Politisk kommunikation og Luhmann

orie scheut auch nicht vor Konsequensen zurück wie in dem Satz: ’.. und für den Normalfall
muss ein fragloses, ja fast motivloses Akzeptieren bindender Entscheidungen sichergestellt
werden’ 36 . Luhmann geht davon aus, dass das politische System .. seine geringere
Komplexität durch Macht kompensiert. .. Die konservative Versuchung eines pluralistich
verbrämten Opportunismus ist jedoch nicht die notwendige Konsequens der Systemtheorie.
Es gibt auch die progressive Versuchung, etwa wenn Naschold .. einer dynamischprogressiven
Systemtheorie den bisher überwiegenden konservativen Systemüberlebensmodellen
die Systemzielmodelle gegenüberstellen.“ 37 Luhmanns teori er således ifølge denne
udlægning ikke bare en konservativ systemoverlevelsesmodel, den er også opportunistisk.
Luhmann er dog på ingen måde enig i denne udlægning. Det er hans indtryk, at de
progressive, som fx her Klaus von Beyme, ”mit bestimmten Theoriefiguren besetz ist, und
was nicht in diese Theoriefiguren passt, ist dann das Gegenteil von progressiv, also konservativ.“
38
Den anden grund til trægheden i receptionen af den Luhmannske samfundsvidenskabelige
teoridannelse hænger sammen med dens abstraktionsniveau og sproglige udformning.
39 Kaus von Beyme giver i samme indføring til aktuel politisk videnskab en oversigt
over teoriansatser og metodiske tilgange til teoridannelse inden for samme. Her placerer
han autopoiesis, dvs. teoretiske forestillinger om selvstyre og selvskabelse, som den
Luhmannske teoridannelse eksplicit har bygget på siden begyndelsen af 1980’erne, på en
meget yderligt liggende position i dette teoretisk-metodiske landskab, jf. den her viste figur
3. Efter Klaus von Beymes opfattelse står vi således med denne Luhmannske teoriformulering
med en teori, som bevidst afskærmer sig mod empirien. Samtidig ser han imidlertid
tegn på, at en del af de teoretiske ansatser i den akademiske verden, herunder også blandt
de, der arbejder på makroniveau og anvender autopoietisk systemteori, har en tendens til at
blande, ja endda at identificere teori og metode, hvad han tolker som begrundet i, at en teori
uden metodologi vil forblive steril, underforstået: hvem vil gerne være steril og dermed
ufrugtbar? 40
36 Det indlagte citat i citatet har Klaus von Beyme hentet fra en Luhmann-tekst fra 1970, jf. Luhmann 1974d,
p. 170, hvilket kildested J. Habermas i øvrigt også bruger som kritikudgangspunkt, jf. Jürgen Habermas
1975a, Legitimationsprobleme im Spätkapitalismus. Frankfurt a M, Suhrkamp (1973), P. 65.
37 Klaus von Beyme 2000a, Die politischen Theorien der Gegenwart. Eine Einführung, 8., neubearbeitete
und erweiterte Auflage, Wiesbaden, Westdeutscher Verlag, p. 212
38 Luhmann 1987a, Archimedes und wir, Interviews, (red. D.Baecker & G.Stanitzek), Berlin, Merve Verlag,
p. 152
39 I en for nylig udkommet disputats hedder det således: „Im deutschen Sprachraum haben bislang nur wenige
Politologen die Musse gefunden, sich in die Luhmannsche Spezialsemantik einzuarbeiten“, jf. Stefan Lange,
2003, Niklas Luhmanns Theorie der Politik. Eine Abklärung der Staatsgesellschaft, Wiesbaden, Westdeutscher
Verlag, 1.opl., oktober 2003, p. 214.
40 Klaus von Beyme 2000a, p. 25
20