Politisk kommunikation og Luhmann

3) alter handler/ego oplever: alters handlen bliver alene oplevet af ego, dvs. at ego forholder
sig til de betingelser, som alters handlen sætter; sådan kommunikeres der i økonomiske
sammenhænge, oprindelig i mediet ejendom, men i vore dage først og fremmest i mediet
penge. Mediet penge sikrer, at den oplevende ego accepterer, at alter uden indgriben fra
andre kan købe (handle) det for sine penge, som han har lyst til. 183
Penge virker på den
måde som medium for iagttagelsen af knaphed, og betalinger er former, som operationaliserer
mediet (GG, p. 349). En lignende konstellation ser Luhmann, når det drejer sig om
kunst, hvor kunstneren (alter) handler og tilskueren (ego) herigennem bliver bibragt en
særlig oplevelse (GG, p. 351).
4) alter handler/ego handler: alters handlen foranlediger en komplementær handlen af
ego, dvs. at ego forholder sig til de betingelser, som alters handlen sætter; sådan noget forekommer
helt normalt i dagligdagen, fx når man giver hinanden noget; når man arbejder
sammen; når man færdes i trafikken og indretter sig (så nogenlunde!) efter hinanden: Så
slutter handlen sig til handlen. Det særlige problem ved mediet magt opstår kun i forbindelse
med, at alters handlen består i en beslutning (hvad indebærer vilkårlighed) om, at ego
skal lade sin handlen følge alters, fx i form af en befaling eller et pålæg, som er forbundet
med mulige sanktioner. Retten fungerer som medium på lignende måde. Magten bliver til
medium i og med, at magten fordobler handlingsmulighederne; det sker derved, at det af alter
ønskede forløb bliver stillet overfor et andet forløb, som hverken alter eller ego vil kunne
ønske sig, men som vil være mindre ufordelagtigt for alter end det vil være for ego,
nemlig udstedelsen af sanktioner. Magtens form viser sig da som forskellen mellem udførelsen
af det af alter ønskede forløb og det alternativ, som begge parter helst vil undgå,
men som dog vil være mindst ufordelagtigt for alter (GG, p. 355-356). Såvel sandhed som
penge neutraliserer den farlige, konfliktnære magtkommunikation, idet de tilskynder ego til
kun at opleve; derfor benytter socialutopier sig gerne af forestillingen om, at samfundet lader
sig styre alene gennem sandhed eller alene gennem markedet. 184 På den måde kommer
man imidlertid til at ignorere vigtige muligheder for at skabe orden, nemlig sådanne muligheder,
som via konditioneret vilkårlighed kan organiseres ved lange handlingskæder. I
den forbindelse pointerer Luhmann, at hverken sandhed eller penge vil kunne fastlægge,
183 I fortsættelse af den foranstående drøftelse af den sociale ordens problematik er følgende konstatering nok
værd at citere, jf. Luhmann 1996b, p. 69, hvor det hedder at „Der wichtigste Effekt des Mediums Geld ergibt
sich auf gesamtgesellschaftlicher Ebene dadurch, dass die Zahlung Dritte beruhigt.“, dvs. at tredjemand kan
berolige sig med, at der bliver betalt for det, som han ellers selv kunne være interesseret i at få fingre i, og
han kan derfor nøjes med at opleve dette forhold, dvs. han behøver ikke at skride til handling, selvom der er
tale om handel med knappe goder, fordi betalingen jo sker i mediet penge, som således virker til at transformere
potentiel handling til oplevelse!
184 Vi ser her endnu et hip til på den ene side fx en politiserende filosof som Jürgen Habermas og på den anden
side politiske liberalister – ingen nævnt, ingen glemt!
72