Live rollespil i pædagogisk praksis - VIA University College
Live rollespil i pædagogisk praksis - VIA University College
Live rollespil i pædagogisk praksis - VIA University College
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Tema: <strong>Live</strong> <strong>rollespil</strong><br />
P e t e r S a b r o e<br />
S e m i n a r i e t<br />
Dec 06 3 - 4
ISSN 0909-8798<br />
Vinduet udgives af Peter Sabroe Seminariet<br />
og udkommer 4 gange årligt.<br />
Oplag: 1.500<br />
Vinduet<br />
Peter Sabroe Seminariet<br />
Peter Sabroes Gade 14<br />
8000 Århus C<br />
8732 7000<br />
vinduet@petersabroe.dk<br />
Bladet uddeles til seminariets studerende<br />
og ansatte og sendes til ca. 400 praktikinstitutioner,<br />
landets øvrige seminarier m.v.<br />
Indlæggene i bladet er ikke nødvendigvis<br />
udtryk for seminariets holdning.<br />
Vinduet modtager gerne indlæg fra ansatte<br />
og brugere i praktikinstitutioner samt<br />
fra seminariets studerende og ansatte og<br />
andre med tilknytning til seminariet samt<br />
andre med relevant baggrund.<br />
Indlæg sendes som e-mail.<br />
Abonnement: 100 kr. for 1 år (4 numre)<br />
- indbetales på konto 5073-152877-9<br />
Spørgsmål vedrørende abonnement<br />
rettes til receptionisten, 8732 7000 eller til<br />
vinduet@petersabroe.dk<br />
Annoncepriser:<br />
Se www.petersabroe.dk under Vinduet<br />
Omslags-layout: Jens Stærmose-Madsen<br />
Redaktion og layout:<br />
Seminarielærer Niels Graverholt<br />
Næste nummer udkommer ultimo februar<br />
Deadline 25 januar<br />
Tryk: www.lavpristrykkeriet.dk, Højbjerg<br />
Artikler fra tidligere numre kan ses på:<br />
www.petersabroe.dk<br />
Indhold<br />
<strong>Live</strong> <strong>rollespil</strong> er ægte interaktion<br />
– virkeligheden version 2.0<br />
Af Susanne Stein, Thomas Kruse og Eddy Thomsen,<br />
seminarielærere på Peter Sabroe Seminariet<br />
<strong>Live</strong> <strong>rollespil</strong> i <strong>pædagogisk</strong> <strong>praksis</strong><br />
Af Susanne Stein<br />
Et eksempel på et senmoderne æstetisk fænomen:<br />
<strong>Live</strong> Action Role Play<br />
Indtryk fra Engstaden, hovedbyen i Einherjernes live <strong>rollespil</strong>,<br />
Århus Vesteng, 5. august 2005<br />
Af Eddy Thomsen<br />
Mana, aura og show<br />
<strong>Live</strong>-Action-Role-Play i eksistensen. Tanker om senmodernitet<br />
og <strong>rollespil</strong>sæstetik<br />
Af Eddy Thomsen<br />
Boganmeldelse<br />
Rollespil – i æstetisk, <strong>pædagogisk</strong> og<br />
kulturel sammenhæng<br />
Anmeldt af Eddy Thomsen<br />
Sørens og Nikolajs live <strong>rollespil</strong> i Hørhaven<br />
Fortalt af Søren til sin far efter begivenhederne<br />
en lørdag, sommeren 2005<br />
Af Eddy Thomsen<br />
<strong>Live</strong><strong>rollespil</strong>lets imagination<br />
Af Anne Marit Waade, adjunkt,<br />
Institut for Informations- og Medievidenskad, ÅU<br />
Warhammer Freestyle<br />
<strong>Live</strong><strong>rollespil</strong> i <strong>pædagogisk</strong> arbejde<br />
Af Klaus Thestrup, Jydsk Pædagog-Seminarium Randers<br />
Velkommen til Stjerneborg<br />
Af Thomas Kruse, Peter Sabroe Seminariet<br />
Undervisning i virkeligheden<br />
Om oplevelser og udbytte af aktionen i september mod<br />
forringelser på daginstitutioner m.v.<br />
Af Kriztiina Milthers, 06E1B<br />
En veteran ser tilbage på den sidste store konflikt<br />
Af Pædagog Lone Kronborg Nielsen<br />
Socialpædagogik på kinesisk<br />
Af Sussanne Stein Gerd Oluf Hansen,<br />
internationale koordinatorer på Peter Sabroe Seminariet<br />
December 2006<br />
1<br />
2<br />
8<br />
10<br />
17<br />
20<br />
22<br />
26<br />
30<br />
33<br />
36<br />
38
<strong>Live</strong> <strong>rollespil</strong> er ægte interaktion<br />
– virkeligheden version 2.0<br />
<strong>Live</strong> <strong>rollespil</strong> er avanceret fiktion og<br />
leg for mennesker og menneskelignende<br />
væsner (orker, elver, mutanter,<br />
dværge, vampyrer og så videre – afhængig<br />
af spillets univers). Fænomenet<br />
er vokset eksplosivt i de allerseneste år.<br />
Der er anslået 50.000 <strong>rollespil</strong>lere og<br />
200 <strong>rollespil</strong> årligt i Danmark. Det er et<br />
fænomen, der i enestående grad samler<br />
forskellige aldersgrupper (samt de to<br />
køn) fra store børn og opad. (Jvfr. Opinion,<br />
Information 14. februar 05: Røvere<br />
og soldater).<br />
Det er et fænomen, der giver nyt liv til<br />
en række bredspektrede, leg- og bevægelsesorienterede,<br />
ude-i-naturen (eller<br />
bymiljøet!), tværæstetiske, nedefra-opgroede<br />
aktiviteter – som dog er iscenesat<br />
med en vis professionel ledelse og<br />
hensyntagen til sikkerhed (i leg med<br />
våben-attrapper). Det forener frihed i<br />
individuelle valgmuligheder med kollektive<br />
beslutninger og rammer. Det er<br />
åbent for nye og selvstændigt definerede<br />
deltagelsesmuligheder; der er altid<br />
plads til flere, og der er mange grader<br />
af involverethed og ansvar for den<br />
enkelte.<br />
Her samarbejder nogle af de bedste <strong>pædagogisk</strong>e<br />
talenter i den frie, nordiske<br />
ånd sammen med en tydelig anden rod<br />
i en mere ”nørdet” undergrundskultur<br />
fra IT-baseret spillekultur og D & D traditionen<br />
for eventyrlig-mytologisk leg.<br />
Her er der muligheder for udvikling<br />
af samarbejdende, kreative potentialer<br />
– ikke kun for legens egen skyld, men<br />
også som rodnet for læring og udvikling<br />
af produktive, innovative potentialer,<br />
der også kan udvikles til gavn for et<br />
globalt marked for underholdning, spil,<br />
team building og design af begivenheder,<br />
udviklingsarbejder osv.<br />
Vi anser det århusianske område for at<br />
være særdeles velegnet til at se en kobling<br />
mellem forskning og udvikling af<br />
netop disse fænomener. Hvis vi starter<br />
med os selv, så udgør i særdeleshed Peter<br />
Sabroe Seminariet et uddannelsesmiljø<br />
med stærke traditioner for at arbejde<br />
med kulturprojekter, herunder<br />
ikke mindst dramatiserede begivenheder.<br />
Rollespil er langt fra traditionel teater,<br />
men tæt på cross-over fænomener,<br />
hvor indsigter i <strong>rollespil</strong>, udklædninger,<br />
fremstilling af våben, heraldisk<br />
design, kamp (og konkurrence), iscenesættelse,<br />
naturkundskab spiller sammen<br />
med ungdoms<strong>pædagogisk</strong>e indsigter<br />
og æstetiske læreprocesser. Der<br />
er potentielt rige samarbejdsmuligheder<br />
med andre parter i uddannelsesinstitutioner<br />
og forskningsinstitutioner<br />
(lokalt for eksempel Århus Universitets<br />
Institut for Dramaturgi og institutioner<br />
for medievidenskab og læring).<br />
Forsknings og udredningsprojekter i<br />
projektet kunne handle om at kortlægge<br />
fænomenets udvikling og udbredelse<br />
samt analysere dets tematiske, psy-<br />
Susanne Stein Thomas Kruse<br />
Seminarielærere på Peter Sabroe Seminariet<br />
kologiske, narrative, æstetikteoretiske<br />
og filosofiske aspekter.<br />
En anden vinkel kunne handle om at<br />
aflure fænomenets innovative elementer<br />
i en mulig recirkulation i nye, dynamiske<br />
organisationsformer – med<br />
referencer til sociologisk teori og udvikling.<br />
At indtage en rolle (og gå ud<br />
igen), anerkende andres roller, tage initiativ<br />
og ledelse og det omvendte; at se<br />
vækst-potentialer i flade organisatoriske<br />
strukturer; at anerkende vertikale<br />
rollemønstres humor-muligheder – og<br />
dermed problem-knusningsmulighed<br />
og potentialer for livskvalitet…<br />
De <strong>pædagogisk</strong>e vinkler ligger klart for<br />
hånden i nye, store og spændende legescenarier<br />
for alle børn og unge og antagelig<br />
også i særlige muligheder for integration<br />
af vanskeligt stillede børn og<br />
unge. Dette sidste har vi dog ikke haft<br />
lejlighed til at udvikle eller undersøge<br />
nøjere.<br />
På Peter Sabroe Seminariet har vi tre<br />
medredaktører af dette temanummer<br />
af Vinduet gennem flere semestre arbejdet<br />
med det æstetiske felt som særligt<br />
studeret område på 5. semester i<br />
pædagoguddannelsen. Hér har vi hjulpet<br />
studerende på vej med en række<br />
projekter af æstetisk natur – herunder<br />
mange med nogle af de samme potentialer<br />
omkring cross-over som ovenfor<br />
antydet, og også enkelte med live <strong>rollespil</strong><br />
Eddy Thomsen<br />
December 2006 Vinduet<br />
Side 1
<strong>Live</strong> <strong>rollespil</strong> i <strong>pædagogisk</strong> <strong>praksis</strong><br />
Af Susanne Stein<br />
ss@petersabroe.dk<br />
”Giv ham pisk” siger troldmanden Rimeras,<br />
der tilfældigt kommer forbi gabestokken<br />
hvor en formodet synder fra<br />
menneskeklanen De Røde Fabler står<br />
til spot og spe omgivet af blandt andet<br />
lensherren Erik af Ravnehøj og et par<br />
soldater. Den unge synder er anklaget<br />
for at have stjålet lensherrens skattekiste<br />
og da han, selv efter at have fået<br />
sandhedsserum, på forespørgsel om<br />
hans skyldighed svarer ”måske”, ja så<br />
må der hårdere midler til. Troldmanden<br />
Rimeras har alle respekt for – også<br />
lensherren – så pisken bliver hentet og<br />
en velvillig soldat tildeler det forhærdede<br />
tyvepak ni slag. Ved de første slag<br />
skriger han højt men får så et trodsigt<br />
ligegyldigt udtryk i ansigtet. Her har vi<br />
tydeligvis en virkelig hård negl og da<br />
han efter piskeslagene bliver spurgt:<br />
”Agter du herefter at følge reglerne om<br />
straf og forbrydelse i Skovland?” og<br />
stadig - gud bedredet! – svarer ”måske”<br />
dømmes han til tavshed indtil han<br />
er kommet på bedre tanker. Et grufuldt<br />
scenario udspiller sig: et stort søm slås<br />
tværs igennem hans tunge og ned i en<br />
lædermaske, der skal holde tungen<br />
uden for munden. Nu får han dog lov at<br />
forlade gabestokken. Han ranker ryggen<br />
lidt og går med et underligt fjollet<br />
grin på trods af tungemasken over mod<br />
kroen Det Fede Vildsvin.<br />
Jeg rejser mig fra min plads og samler<br />
den store brune kappe omkring mig.<br />
Kappen viser at jeg er en skovånd: jeg<br />
kan ikke ses og ikke høres og jeg må<br />
ikke blande mig i spillet. Kun troldmanden<br />
Rimeras må jeg være i kontakt<br />
med for han kan selvfølgelig se alt<br />
– også skovånder.<br />
Sammen med mine to kollegaer fra seminariet,<br />
Eddy Thomsen og Thomas<br />
Kruse, er jeg på besøg i Gistrup skoles<br />
skolefritidsordning. Det er en af<br />
de to onsdage i måneden hvor skoven<br />
bag ved fritidsordningen omdannes til<br />
Skovland: Et middelalderscenario med<br />
orker, gimlinge, væbnere, bønder og<br />
skønjomfruer. Dødeskoven hvor orkerne<br />
og trolden bor er selvfølgelig længst<br />
væk fra lensherrens borg og den velbesøgte<br />
kro Det Fede Vildsvin. På kroen<br />
kan man for sølvpenge købe alverdens<br />
herligheder; også en oplysning eller to.<br />
Rimeras har hvisket til os at vi kan gå<br />
på kroen og få en forfriskning, og min<br />
medskovånd er så snedig at skrive Rimeras<br />
løfte på et stykke hvidt papir og<br />
give det til kromutter: Ifølge spil-reglerne<br />
skal hun nemlig læse alt hvad der<br />
er skrevet på hvidt papir. Bænket i det<br />
dunkle lokale med vildsvineskind og<br />
lerkander omkring os får vi lov at forsyne<br />
os. Men fred og ro til vores sansebombarderede<br />
kroppe og hoveder får vi<br />
ikke for man ved aldrig hvor og hvornår<br />
der sker noget i Skovland.<br />
Side 2 Vinduet<br />
Fra de første formuleringer omkring<br />
vores fælles udviklingsprojekt om at<br />
blive klogere på live <strong>rollespil</strong>, har mine<br />
to kollegaer og jeg befundet os i et dilemma:<br />
<strong>Live</strong> <strong>rollespil</strong>let er udviklet i<br />
og lever i en fritidskultur befolket og<br />
besjælet af frivillige ild- og andre sjæle,<br />
fri for <strong>pædagogisk</strong>e målsætninger,<br />
lærings- eller udviklingskrav ja helt<br />
fri for overhovedet at skulle begrunde<br />
hvorfor dette giver mening eller hvad<br />
det er godt for. Selv om vores drivkraft<br />
først og fremmest har været nysgerrighed<br />
og en lyst til at forstå og kende<br />
mere til dette populære fænomen kan<br />
vi ikke sige os fri fra en bagtanke om<br />
også at ville undersøge om og hvordan<br />
live <strong>rollespil</strong> kan berige en <strong>pædagogisk</strong><br />
<strong>praksis</strong>. Ud fra en sikkert velkendt forestilling<br />
om, at der er et særligt potentiale<br />
i det selv-initierede, den voksen-fri<br />
og ikke målsatte leg, har vi indimellem<br />
følt os som forbrydere på tyvetogt i de<br />
uskyldiges land. Vi har undskyldt os<br />
selv og med dukket nakke bedyret at vi<br />
skam ikke var ude på noget ondt.<br />
Efterhånden er det gået op for mig at<br />
live <strong>rollespil</strong>lets insidere slet ikke deler<br />
denne bekymring. Der er ingen fine<br />
følelser, ingen trang til at definere sig<br />
som en sub- eller mod- eller fritidskultur.<br />
<strong>Live</strong> <strong>rollespil</strong>let lever og udfolder<br />
sig i det der gøres og er som sådan fuldstændig<br />
ligeglad med hvad vi andre kan<br />
uddrage og teoretisere eller bruge:<br />
Tag hvad I vil, her er ingen patenterede<br />
opfindelser eller copyrights eller vær-<br />
Rimeras og Erik af Ravnehøj Drengene rykker ud Elverpiger<br />
December 2006
difulde kommercielle brands. Tværtimod<br />
lever den af at den er åben og allemandseje<br />
ligesom den selv hugger<br />
med arme og ben fra alt omkring den<br />
og fra start har eksisteret tæt sammenvævet<br />
med kommercielle interesser og<br />
kulturelle medier som film, computer-<br />
og andre spil. Den er på mange måder<br />
udtryk for en generation, der frit bevæger<br />
sig mellem et hav af kommercielle<br />
og kulturelle udbud, køber hvad de<br />
har brug for, ikke falder på halen for<br />
ret meget og kreativt bygger videre og<br />
plukker af hvad de vil. Den samme generations<br />
unge som i mere pessimistiske<br />
udlægninger også er beskrevet som<br />
tomme, fragmenterede selv 1 , der konstant<br />
søger at blive fyldt op via forbrug<br />
af varer, events, berømmelse (og som<br />
således danner grundlag for konsumsamfundet;<br />
– og den kapitalistiske økonomi!)<br />
og som samtidig søger efter en<br />
sammenhængende selvfortælling, der<br />
kan samle de mange roller og identiteter<br />
som den senmoderne hyperkompleksitet<br />
fordrer.<br />
- Så et par seminarielærere der er så<br />
indbildske at tro at hvis den <strong>pædagogisk</strong>e<br />
verden får fingre i dette fænomen,<br />
så vil det instrumentaliseres, tilpasses<br />
læringskrav og miste det legende element<br />
virker næsten storhedsvanvittigt.<br />
Og de har nok ret: Vores tanke om, at vi<br />
må fare med lempe for ellers ødelægger<br />
vi dette sarte selvgroede autonome<br />
fænomen, har måske intet på sig. <strong>Live</strong><br />
<strong>rollespil</strong>let vil formodentligt kraftfuldt<br />
leve videre så længe det giver mening,<br />
uanset om det bringes ind som aktivitet<br />
i <strong>pædagogisk</strong>e sammenhænge og derved<br />
underlægges kravet om <strong>pædagogisk</strong>e<br />
begrundelser. Det er måske ikke<br />
der vi skal være opmærksomme. Det vi<br />
skal være opmærksomme på er hvordan<br />
vi bringer det ind som <strong>pædagogisk</strong><br />
professionaliseret aktivitet og samtidig<br />
bevarer de helt særlige potentialer der<br />
ligger i live <strong>rollespil</strong>let som selv-initieret<br />
aktivitet – hvis det overhovedet kan<br />
lade sig gøre.<br />
Når live <strong>rollespil</strong> bringes ind som element<br />
i den <strong>pædagogisk</strong>e hverdag, som<br />
de har gjort det i skolefritidsordningen<br />
i Gistrup, skal der søges efter begrundelser,<br />
der passer nogenlunde med<br />
kulturelle og samfundsmæssige anerkendte<br />
udviklingsmål; især hvis aktiviteten,<br />
som her, kræver ekstra ressourcer<br />
i form af mange mandskabsstimer<br />
og meget udstyr.<br />
Det siger sig selv at sådanne begrundelses-formuleringer<br />
kun kan være reduktionistiske<br />
i forhold til den komplekse<br />
mangfoldighed, båret i et kropsligt/<br />
sanseligt erfaringsunivers, som live <strong>rollespil</strong>let<br />
omfatter. Alligevel er det ikke<br />
spor svært at finde begrundelser: kun<br />
svært at vælge. Og de begrundelser den<br />
enkelte institution vælger vil selvfølgelig<br />
samtidig afspejle en vægtning, som<br />
det kan være nyttigt at være sig bevidst.<br />
Især vil opmærksomhed på vægtningen<br />
mellem live <strong>rollespil</strong>lets subjektive<br />
værdi for børn og voksne og live <strong>rollespil</strong><br />
som <strong>pædagogisk</strong> redskab være<br />
betydningsfuld 2 ligesom vægtningen<br />
mellem live <strong>rollespil</strong>let som æstetisk<br />
værk eller som <strong>pædagogisk</strong> aktivitet<br />
har betydning for dette hvordan. Mere<br />
om dette senere.<br />
Inspireret af skolefritidsordningen i Gistrup,<br />
samtaler med live <strong>rollespil</strong>lere og<br />
litteratur vil jeg – med et twist af psy-<br />
kologiske begreber som særlig forståelsesramme<br />
– først forsøge at formulere<br />
nogle af de mange mulige <strong>pædagogisk</strong>e<br />
potentialer dette stykke komplekse<br />
nutidskultur kan rumme. Min rolle kan<br />
ses som en seminarielærer i Pædagogland,<br />
hvor jeg også kan siges at være en<br />
slags skovånd: Jeg deltager ikke direkte<br />
og kan ikke ses og ser selv kun delelementer<br />
af det samlede kaotiske spil.<br />
Håndværksmæssige og<br />
kropslige færdigheder,<br />
historisk og naturfaglig viden<br />
Lad mig starte med kort at nævne nogle<br />
af de mest synlige og håndgribelige<br />
potentialer i live <strong>rollespil</strong>let: Dem der<br />
handler om de utallige konkrete håndværksmæssige<br />
og kropslige færdigheder<br />
og tilegnelse af eksakt viden, som<br />
spillet motiverer til.<br />
Fremstilling af våben, tøj og mad, træning<br />
af kampteknikker plus alle de andre<br />
kropslige udfoldelser som spillet og<br />
landskabet udfordrer til, særlig viden<br />
om for eksempel urter, mad og drikke,<br />
mytologi og kendskab til - i dette tilfælde<br />
- et middelalderligt univers.<br />
Vi er på rundvisning i fritidsordningen<br />
efter live <strong>rollespil</strong>let og står i værkstedet,<br />
som bærer tydeligt præg af live <strong>rollespil</strong>lets<br />
univers: Der er skind og læder<br />
og halvfærdige våben, ork-næser<br />
og udklippede karimatstykker alle vegne.<br />
Pædagogen fortæller at tidsmæssigt<br />
optager selve spillet kun en lille del af<br />
den samlede tid det fylder for en del af<br />
børnene. Fremstilling af tilbehør og forventningen<br />
om hvordan det skal bruges<br />
har stor betydning og virker samtidig<br />
Inde i kroen ’Det fede vildsvin’ Elver På vej i skoven<br />
December 2006 Vinduet<br />
Side 3
stærkt motiverende for selve spillet og<br />
udviklingen af plottet. Han fortæller at<br />
de ser børn kaste sig over håndværk, de<br />
aldrig ville have givet sig i lag udelukkende<br />
for færdighedens skyld: For eksempel<br />
når nogle af de kropsligt meget<br />
aktive drenge sidder stille i dagevis og<br />
syr en lille skindpung eller bruger symaskinen<br />
for at sy en kappe. Han fortæller,<br />
at de i samarbejde med skolen<br />
hvert år laver middelaldertema i en uge<br />
og at selv de skeptiske matematiklæ<br />
rere har fået øjnene op for hvor mange<br />
læringsmuligheder der er i dette.<br />
Dramaturgiske<br />
og narrative kompetencer<br />
Et af de andre ikke umiddelbart synlige<br />
med dog åbenlyse potentialer er live<br />
<strong>rollespil</strong>let som træningsbane for narrative<br />
og dramaturgiske strategier og<br />
kompetencer. Deltagerne får mulighed<br />
for både at kende og sætte sig ind<br />
i fortællemæssige genrer, at genkende<br />
og udvikle plot og at arbejde med teater-<br />
og fortællestrukturer, at opbygge<br />
figurer og gå ind og ud af rolle – og at<br />
improvisere. Selve live <strong>rollespil</strong>let fungerer<br />
som det basale udgangspunkt for<br />
den sansemæssige kropslige erfaring<br />
mens samtalerne lige før, lige efter og<br />
mellem spillene fungerer som vigtige<br />
træningsbaner for refleksion og sprogliggørelse<br />
af oplevelserne undervejs.<br />
Ofte er det først i samtalerne at det enkelte<br />
barn (og de voksne) får et bare<br />
lidt større kendskab til hvad der er foregået<br />
i spillet: de mange små spil i spillet,<br />
som ingen kan have overblik over<br />
mens det foregår, men som netop fordi<br />
de udveksles og med stor iver beret-<br />
tes om bagefter, indgår som væsentlige<br />
elementer i fællesgørelsen af det fiktive<br />
univers og den stadige udvikling af plot<br />
og figurer. Her får barnet mulighed for<br />
at forstå fortællemæssige elementer og<br />
selv føje til.<br />
Spillet er slut, og en gruppe drenge på<br />
cirka 10 år kommer ivrigt snakkende i<br />
munden på hinanden hen til det træskur,<br />
der for et øjeblik siden var kroen Det<br />
Fede Vildsvin. Jeg spørger dem hvad<br />
de har lavet i spillet og hvem de var og<br />
det viser sig at jeg har fat i den berygtede<br />
gruppe De Røde Fabler – som jeg i<br />
øvrigt ikke har set andet til i spillet end<br />
den formastelige tyveknægt i gabestokken.<br />
De har meget at fortælle: Selv om<br />
de i stor udstrækning har været usynlige<br />
for mange i spillet har de udrettet<br />
rigtig meget: De har lavet den ene intrige<br />
efter den anden, formået at blive<br />
centrale i en sag om forsvundne skattekister<br />
og jordlodder og meget mere.<br />
Deres fortælling bagefter giver narrativ<br />
mening til flere handlingselementer<br />
i spillet og vil få betydning for det næste<br />
spil. Pædagogerne lægger stor vægt<br />
på samtalerne bagefter og imellem. Her<br />
skabes inspiration til nye plot til de næste<br />
spil hos både børn og voksne.<br />
Identitetsmæssige<br />
søgeprocesser<br />
Anne Marit Wade skriver at de identitetsmæssige<br />
søgeprocesser hvor det<br />
at skabe og forvalte sit liv som værk,<br />
som fortælling, som projekt, netop fordrer<br />
forskellige æstetiske kompetencer<br />
3 . Hermed kan live <strong>rollespil</strong>lets forskellige<br />
potentialer ses i forlængelse af<br />
Side 4 Vinduet<br />
og betinget af hinanden idet det måske<br />
oftest nævnte begrundelsesfelt handler<br />
om live <strong>rollespil</strong>let som ramme for<br />
identitetsarbejde; i live <strong>rollespil</strong>let kan<br />
man øve forskellige sociale roller, skabe<br />
nye fortællinger i det evige arbejde<br />
med at skabe en sammenhængende<br />
selvfortælling som kit mellem de multiple<br />
selv’er i en kompleks verden(!).<br />
- At kunne være både et unikt selvstændigt<br />
individ, der er helt sin egen,<br />
og samtidig på sin vis ligne alle de andre<br />
og indgå lydhørt og aktivt i sociale<br />
sammenhænge, er den paradoksale<br />
samtidsmyte som vi alle har accepteret<br />
som det senmoderne individs særlige<br />
udviklingsopgave.<br />
Anne Scott Sørensen 4 bruger begrebet<br />
atunement 5 : Den enkelte spillers evne<br />
til at tilpasse egen rolle og færdigheder<br />
til de muligheder spilsituationen giver<br />
fysisk, kognitivt og socialt, og samtidig<br />
byde ind med passende forstyrrelser<br />
der kan forstærke og udvikle spillet<br />
og drive det frem i en ”…i princippet<br />
uendelig emergent proces” 6 .<br />
<strong>Live</strong> <strong>rollespil</strong>let kan ses som et optimalt<br />
sted at øve både opmærksomhed<br />
mod andres intentioner og at markere<br />
egne intentioner; den der mestrer denne<br />
balance udviser ifølge Dion Sommer<br />
samværskompetente mønstre 7 .<br />
I fritidsordningen i Gistrup formulerer<br />
de det som at her kan børnene afprøve<br />
noget de ikke helt tør eller bare ikke<br />
gør i hverdagen. Børnene og pædagogerne<br />
får mulighed for at se sig selv og<br />
hinanden i nye sammenhænge:<br />
Den røde ork er for tiden troldens mest<br />
trofaste følgesvend. Han spilles af en<br />
cirka 12 årig dreng, der med kraft og<br />
Lensherren ordner forretninger Kontrakten er bindende – med rød snor Skriverkarl med gåsefjer<br />
December 2006
et frygtindgydende mod kaster sig ud<br />
i både vilde kampe og dumdristige<br />
forehavender: Fx går han på Det Fede<br />
Vildsvin – ene blandt fjender - og drikker<br />
sig sanseløst beruset, falder om på<br />
gulvet til spot og spe og mange drøje<br />
sværdhug fra de omkringstående og må<br />
til sidst slæbes ud af Troldmanden Rimeras,<br />
da han lugter så fælt at vi andre<br />
ikke kan holde ud at være i kroen. Da<br />
spillet slutter klokken cirka 16.30 tager<br />
han sin dragt og maske af og umiddelbart<br />
viser han sig lidt overraskende at<br />
være en lidt genert dreng, der smiler<br />
sky og kun svarer med enstavelsesord<br />
på vores spørgsmål.<br />
Jeg skal ikke her begive mig ud i fortolkninger<br />
eller forklaringer på hvad<br />
han i et identitetsperspektiv får ud af<br />
dette, kun konstatere at han får endnu<br />
en samværserfaring og at han så ud<br />
til at ha det sjovt. Om det har nogen<br />
overførselsværdi til hverdagens roller<br />
er et åbent – og måske ret interessant<br />
spørgsmål. I et <strong>pædagogisk</strong> begrundelsesfelt<br />
vil ofte påstås at det har en overførselsværdi<br />
til hverdagslivets roller.<br />
Men i en socialkonstruktionistisk forståelse<br />
af rolle og identitet som noget<br />
der forhandles og skabes i kommunikative<br />
sociale fællesskaber, skal der dog<br />
noget kraft til at sætte sig selv igennem<br />
i en ny rolle i hverdagslivets kendte og<br />
rutiniserede samværsformer og roller<br />
– selv om de er til konstant forhandling.<br />
Så endnu en samværserfaring i<br />
live <strong>rollespil</strong>lets univers betyder ikke at<br />
de virkemidler rollen brugte, umiddelbart<br />
overføres som synligt markerede i<br />
andre sociale sammenhænge. Det skal<br />
formodentlig mere forstås som endnu<br />
et bidrag i det nogle kalder integriteten<br />
eller den selvfortælling, der betyder<br />
at vi netop med rimelig sikkerhed<br />
kan agere med mange forskellige roller<br />
– eller identiteter - i forskellige sammenhænge<br />
hvor de andres spejling bliver<br />
det afgørende pejlemærke for den<br />
enkeltes rolle. 8<br />
På den anden side indtager <strong>rollespil</strong>let i<br />
en <strong>pædagogisk</strong> <strong>praksis</strong> måske en særlig<br />
position, da deltagerne her kender hinanden<br />
også uden for <strong>rollespil</strong>let – hvilket<br />
ikke i samme grad er tilfældet i de<br />
store fritids-live <strong>rollespil</strong>.<br />
Pædagogerne fortæller at de ofte ser<br />
at status i live <strong>rollespil</strong>let giver status<br />
i fritidsordningen; - og at de kan finde<br />
på at bruge det bevidst ved at tildele<br />
et barn en særlig status i spillet og<br />
håbe at det smitter af. Omvendt fortæller<br />
de også en historie om det modsatte:<br />
at en dreng med særlig høj status i spillet<br />
misbrugte denne status i hverdagen<br />
i måden at dominere de andre børn på.<br />
De valgte at arbejde med hans status i<br />
spillet (”derved kunne vi arbejde med<br />
det han gjorde og ikke den han er”) og<br />
håbe at det smittede af.<br />
Den subjektive betydning<br />
Ovenstående eksempel rammer meget<br />
godt et af de store dilemmaer i live <strong>rollespil</strong>let<br />
i <strong>pædagogisk</strong> <strong>praksis</strong>: balancen<br />
mellem live <strong>rollespil</strong> som middel<br />
til at opnå bestemte <strong>pædagogisk</strong>e mål<br />
(som for eksempel at lære børnene bestemte<br />
færdigheder eller at bruge spillet<br />
som bevidst ramme for arbejde med<br />
børnenes indbyrdes relationer) og live<br />
<strong>rollespil</strong>lets subjektive betydning for<br />
børn og voksne. Når vi spørger børnene<br />
og de voksne hvorfor de gør dette<br />
siger de ikke: Jeg udvider min narrative<br />
kompetence, eller jeg arbejder med<br />
identitetsmæssige søgeprocesser. De<br />
siger alle noget der ligner, at de gør det<br />
fordi det er sjovt. Den subjektive værdi<br />
børnene og de voksne tillægger live<br />
<strong>rollespil</strong>let er den parameter, der konstant<br />
må pejles efter, uden at underkende<br />
at trangen til at blive (passende) udfordret<br />
læringsmæssigt er et væsentligt<br />
element i oplevelsen af subjektiv betydning<br />
og mening.<br />
Spillet er slut og jeg sidder i græsset<br />
sammen med den kvindelige pædagog<br />
der havde rollen som kromutter og en<br />
pige på cirka 8 år. Pigen har hjulpet<br />
med at servere i kroen hele eftermiddagen<br />
og har, set udefra, ikke været særlig<br />
markant i rolle uden dog heller at<br />
bryde rollen. På forespørgsel om hvad<br />
der er det bedste ved at være med siger<br />
hun at det er at man snakker med ”…<br />
sådan en lidt anden stemme end man<br />
plejer og det er sjovt.”<br />
Da drengene fra De Røde Fabler kort<br />
efter dukker op og jeg spørger dem om<br />
det samme, siger de en hel masse! Men<br />
gennemgående at det virkelig sjove er<br />
at udtænke intriger og at drille lensherren<br />
og troldmanden, som spilles af de<br />
voksne. At det er rigtig sjovt at man<br />
”….. er ligesom på lige vilkår og det<br />
man bestemmer er ligeså godt som det<br />
de voksne bestemmer” – måske lige<br />
undtagen Troldmanden Rimeras, som<br />
har ret stor magt. Men har man taget<br />
lensherren til fange (hvad de gjorde i<br />
dag) så kan han jo ikke bestemme noget!<br />
Trolden Træfningen ved bækken Ene men stærk<br />
December 2006 Vinduet<br />
Side 5
En af drengene fortæller også hvordan<br />
han i begyndelsen var soldat hos lensherren,<br />
men det blev for kedeligt for<br />
ham. Det passer ham meget bedre at<br />
være med i en fri gruppe.<br />
På vej tilbage til fritidsordningen fortæller<br />
en af de voksne at noget af det<br />
der også gør det rigtig sjovt, er de tricks<br />
de voksne indbyrdes laver med hinanden<br />
og at børnene nyder når de er en<br />
del af de voksnes indbyrdes drillerier<br />
og leg. Og så når børnene rigtigt tager<br />
røven på en. Han fortæller med stor<br />
begejstring om en tyvebande af piger<br />
der i en længere periode huserede i udkanten<br />
af Skovland. De udviklede forfinede<br />
måder at stjæle på og der gik noget<br />
tid før de egentlig fandt ud af hvem<br />
de var og hvad der foregik. Selv når de<br />
fik fanget nogle af dem og holdt rettergang<br />
fandt de måder at befri hinanden<br />
på og fortsatte med at stjæle. Det<br />
blev en sjov udfordring til det lille fiktive<br />
samfund som måtte løses inden for<br />
legens og fiktionens rammer - og hvor<br />
drivkraften hele tiden var at holde spillet<br />
i gang.<br />
En legeplads for voksne og<br />
børn<br />
Derfor: Først og sidst så er der legen<br />
(eller spillet!). Ja, ja, jeg ved det: bare<br />
at sige leg som formål eller begrundelse<br />
i sig selv er som regel ikke nok (selv<br />
om tiden arbejder for det). Det kræver<br />
om ikke andet så en formulering af<br />
hvad legen er og sådan er vi allerede<br />
på vej ind i enhver <strong>pædagogisk</strong> begrundelses<br />
glidebane, der i sidste ende ender<br />
med de store filosofiske spørgsmål<br />
om altings sammenhæng. Jeg gør det<br />
alligevel: Leg – eller det legende - som<br />
omdrejningspunkt og udgangspunkt<br />
for menneskets kreative skaberkraft og<br />
nysgerrighed, som den dybt opmærksomhedskrævende<br />
tilstand vi mere eller<br />
mindre altid stræber efter. Og leg<br />
(og kreativitet) som et moderne samfunds<br />
vigtigste vækstressource (!)<br />
Altså: <strong>Live</strong> <strong>rollespil</strong> i <strong>pædagogisk</strong> (daginstitutions)<br />
<strong>praksis</strong> har som vigtigste<br />
potentiale at give mulighed for en legeplads<br />
for både børn og voksne. - Det<br />
fordrer en balance mellem det strukturerede<br />
og det åbne. Frihed for deltagerne<br />
til at indgå i spillet på måder, der<br />
ikke kan være rigtige eller forkerte, frihed<br />
til at skabe sin egen leg inspireret af<br />
rammen og mulighed for at selv at vælge<br />
graden af styring. Ida i 0. b kan vælge<br />
at være kromutters datter og modtage<br />
ordrer om næsten alle handlinger.<br />
Søren og Ib og Peter fra 3.c kan bygge<br />
deres egen lejr dybt inde i skoven og<br />
spille et spil i spillet som kun de kender.<br />
<strong>Live</strong> <strong>rollespil</strong> i <strong>pædagogisk</strong> <strong>praksis</strong><br />
er altså ikke her primært et værktøj til<br />
læring, selv om læring er et uundgåeligt<br />
og selvfølgelig slet ikke uønsket biprodukt.<br />
Men legen er drivkraften; måske<br />
er det passende her at bruge begrebet<br />
spil forstået i en Gadamarsk betydning:<br />
Spillet hersker over spillerne som må<br />
spille spillet. Drivkraften er at holde<br />
spillet i gang. 9 Vi kan også kalde det at<br />
æstetiske mål styrer: (Kunst)Værket –<br />
her i live <strong>rollespil</strong>let som evigt formbart<br />
og foranderligt produkt - er processens<br />
drivkraft ligesom værket ER<br />
processen: Når processen stopper er<br />
der intet værk. Søren Langager siger.<br />
”Styrken i netop den æstetiske produk-<br />
Side 6 Vinduet<br />
tion i special<strong>pædagogisk</strong> virksomhed<br />
kommer altså frem ved at forholde sig<br />
til det producerede – værket – som det<br />
centrale, i stedet for at tænke i tilrettelæggelsen<br />
af æstetiske processer ud fra<br />
diverse <strong>pædagogisk</strong>e, psykologiske eller<br />
<strong>pædagogisk</strong>e mål”. 10<br />
Samtidig vil jeg – sammen med Feiwel<br />
Kupferberg 11 - gerne understrege<br />
at i en <strong>pædagogisk</strong> kontekst kan vi altid<br />
kun låne af de æstetiske og kunstneriske<br />
metoder: Målene og normerne indenfor<br />
kunstens og pædagogikkens regime<br />
er forskellige. Vores mål er ikke<br />
først og fremmest at skabe værker men<br />
at give betingelser for livsduelige mennesker<br />
(sådan cirka!).<br />
Dilemmaet mellem æstetiske mål og<br />
<strong>pædagogisk</strong>e mål er som sådan ikke et<br />
dilemma men en balance som konstant<br />
må søges<br />
Og til slut lige et par ord om en sidste<br />
dikotomi: For ikke at ende i endnu en<br />
<strong>pædagogisk</strong> fælde af rigtigt og forkert,<br />
af uudholdelig <strong>pædagogisk</strong> politisk<br />
korrekthed hvor leg er godt og læring<br />
er ondt så lad mig slå fast: Nu er verden<br />
jo ikke i sig selv opdelt i dikotomier og<br />
vi ved vel alle at læring er en væsentlig<br />
drivkraft for mennesket – også i legen:<br />
hvis ikke legen er tilpas udfordrende<br />
og stimulerer ny erfaring – eller bidrager<br />
til at forfine og vedligeholde en næsten-kunnen,<br />
så fastholder den ikke vores<br />
opmærksomhed længe.<br />
<strong>Live</strong> <strong>rollespil</strong> brugt som værktøj for<br />
læring er heldigvis velkendt og bruges<br />
med succes i skoler og i organisationer<br />
og det lyder supersjovt for alle<br />
at være med til. Men hvis vi vil fastholde<br />
en daginstitutionspædagogik i<br />
Rimeras taler med de døde Skjalden<br />
December 2006
Danmark hvor deltagerperspektivet og<br />
børnenes (rimeligt) frie udfoldelse i en<br />
fri-tid sammen med engagerede voksne<br />
er væsentlig, så må vægtningen i live<br />
<strong>rollespil</strong>let tage sit udgangspunkt i legen<br />
(at spille spillet) og i den subjektive<br />
værdi for deltagerne. Der skal være<br />
frihed til at vælge deltagelsesgrad og<br />
styringsgrad for den enkelte, der skal<br />
være plads til det vilde og uforudsigelige<br />
og det legende samvær mellem børn<br />
og voksne. Samtidig må der gerne – eller<br />
rettere der skal nok! - være mulighed<br />
for og arbejdes bevidst med sekundære<br />
læringsmål.<br />
Undervejs i spillet beslutter jeg flere<br />
gange at nu må jeg finde troldmanden<br />
Rimeras og han må hjælpe mig i rolle;<br />
jeg vil være med, jeg vil snakke med<br />
børnene. Jeg får lyst til at være med i<br />
handlingen, forstærke spillet nogle steder.<br />
Bagefter, da vi sidder bænket rundt<br />
om bordet i fritidsordningen sammen<br />
med de fire deltagende pædagoger siger<br />
Jean – alias troldmanden Rimeras:<br />
”August måned vil være et godt<br />
tidspunkt at komme igen og så skal I<br />
i rolle”. De har snakket om at vi kunne<br />
være falske druider, plattenslagere<br />
simpelthen, som børnene kunne afsløre<br />
undervejs. Jeg har til gengæld flere<br />
gange set mig selv som en fordrukken<br />
adelsfrue på gennemrejse med mine<br />
to væbnere. Så kunne jeg blandt andet<br />
sidde på kroen og te mig og lave mange<br />
fede plots og snakke med smede, bønder,<br />
soldater og skønjomfruer. Eddy ser<br />
os som en gøglertrup på gennemrejse.<br />
Jeg ser straks mig selv som bjørnetæmmer<br />
med en Eddy som klarinetspillen-<br />
de bjørn og Thomas som en dansende<br />
malende hund.<br />
- Jeg kunne selvfølgelig også skaffe en<br />
krystalkugle til den falske druide og få<br />
alt muligt ud af børnene og bilde dem<br />
alt muligt ind. Være rigtig snedig ond.<br />
På vej hjem i bilen og de følgende dage<br />
opdager jeg flere gange at jeg digter videre;<br />
ser mig selv i forskellige roller og<br />
ser scenarier udspille sig. Hvad kan jeg<br />
forklare det med andet end at: Det er<br />
sjovt!<br />
Noter<br />
1.Cushman; her i Carsten René Jørgensens<br />
(2002).<br />
2.I lighed med Ida Schwartz (2003).<br />
3.Anne Marit Wade (2006)<br />
4.Anne Scott Sørensen (2006)<br />
5.Her hentet fra en teatersammenhæng,<br />
men med paralleliteter til<br />
det psykologiske begreb atunement;<br />
på dansk afstemning, mest<br />
kendt fra Daniel Sterns arbejder.<br />
6.Anne Scott Sørensen (2006) s 40.<br />
7.Dion Sommer (2003).<br />
8.Se fx Jan Tønnes Hansen (1997),<br />
Jens Berthelsen (2001), Carsten<br />
Rene Jørgensen,(2002), m.fl.<br />
9.Se bl.a. Ida Krøgholt (2006)<br />
10. Søren Langager (1995)<br />
11. Feiwel Kupferberg (2006)<br />
Berthelsen, Jens: Dilemmaet som lærer<br />
– om undervisning med læring gennem<br />
dilemmaer, Samfundslitteratur,<br />
2001.<br />
Hansen, Jan Tønnes: Identitet og integritet<br />
i: Psykologisk set nr. 27, 1997<br />
Jørgensen, Carsten René: Psykologien<br />
i senmoderniteten, Hans Reitzels<br />
forlag 2002.<br />
Krøgholt, Ida: Spillets attraktion i:<br />
Rollespil i æstetisk, <strong>pædagogisk</strong> og<br />
kulturel sammenhæng, red: Kjetil<br />
Sandwik og Anne Marit Wade, Aarhus<br />
Universitetsforlag 2006<br />
Kupferberg, Feiwel: Kreative tider. At<br />
nytænke den <strong>pædagogisk</strong>e <strong>praksis</strong>,<br />
Hans Reitzels Forlag 2006.<br />
Langager, Søren: Specialundervisning<br />
og det æstetiske perspektiv i:<br />
Special<strong>pædagogisk</strong> Debat, 1 s. 21<br />
– 55, DLH, 1995<br />
Riis, Nina og Rikke Mørkholt: At skabe<br />
levende <strong>rollespil</strong> med nybegyndere<br />
i: Rollespil i æstetisk, <strong>pædagogisk</strong><br />
og kulturel sammenhæng, red: Kjetil<br />
Sandwik og Anne Marit Wade, Aarhus<br />
Universitetsforlag 2006.<br />
Schwartz, Ida: Indledning i: Fortællinger<br />
fra <strong>praksis</strong> – om livshistorier<br />
og pædagogik, red: Ida Schwartz,<br />
Social<strong>pædagogisk</strong> Bibliotek 2003.<br />
Sommer, Dion: Børns samværsmønstre<br />
i: Barndomspsykologiske facetter,<br />
Systime Academic 2003.<br />
Sørensen, Anne Scott: Fantasi<strong>rollespil</strong><br />
som narrativ perfomance i:<br />
Rollespil i æstetisk, <strong>pædagogisk</strong> og<br />
kulturel sammenhæng, red: Kjetil<br />
Sandwik og Anne Marit Wade, Aarhus<br />
Universitetsforlag 2006.<br />
Wade, Anne Marit: Jeg - en actionhelt<br />
i: Rollespil i æstetisk, <strong>pædagogisk</strong><br />
og kulturel sammenhæng, red:<br />
Kjetil Sandwik og Anne Marit Wade,<br />
Aarhus Universitetsforlag 2006.<br />
Der spørges nyt i krostuen Den rødes endeligt ved kroen Mod nye sejre<br />
December 2006 Vinduet<br />
Side 7
Et eksempel på et senmoderne æstetisk fænomen:<br />
<strong>Live</strong> Action Role Play<br />
Indtryk fra Engstaden, hovedbyen i Einherjernes live <strong>rollespil</strong>, Århus Vesteng, 5. august 2005<br />
Af Eddy Thomsen<br />
et@petersabroe.dk<br />
I skæringen mellem skov, krat og det<br />
store engareal i det blandede bagland<br />
til Århus ved Vestengen, Randersvejs<br />
vandtårn – dér ligger Engstaden. Engstaden<br />
er hovedbyen i live <strong>rollespil</strong>foreningens<br />
Einherjernes ”1. søndag<br />
i måneden arrangement”, der tiltrækker<br />
flere hundrede børn, unge og en del<br />
voksne, alle i rolle som et eller andet i<br />
en fiktiv, mytisk middelalderlig fortid.<br />
Jeg sætter mig i den nordlige udkant af<br />
byen. Forinden har jeg været lidt omkring<br />
på de lange adgangsveje, inde i<br />
krattet og oppe ved orkernes mere beskedne<br />
boplads. Det er underligt at gå<br />
omkring uden for rolle. Jeg er simpelthen<br />
usynlig. Jeg kan færdes steder,<br />
hvor i-rolle karakterer ville frygte for<br />
deres liv. Men jeg kan dog godt kommunikere<br />
med rollerne. Hvis jeg spørger<br />
om deres ærinde eller karakter, så<br />
glider de behændigt ud-af-rolle for min<br />
skyld og svarer kort. Straks derefter er<br />
de uden varsel tilbage i rollen, og jeg<br />
er luft.<br />
Hvis jeg ser på byen med nøgterne,<br />
”ikke-rolle øjne”, så ser jeg tre-fire primitive<br />
plastic-pavillioner, som man<br />
kan få for ingenting i Silvan. Jeg ser<br />
yderligere nogle få plastic eller lærredsstykker<br />
spændt op med et par pinde<br />
og barduner, og derudover et par bænke<br />
og borde samt en masse skrammel:<br />
Tøj, poser, tasker rundt omkring. Kun<br />
ét sted er mere organiseret som et gæstgiveri<br />
med borde og bænke, overdækning<br />
og et åbent ildsted bag en disk.<br />
Hér steges flæsk og serveres øl.<br />
Disse lidet imponerende scenarier befolkes<br />
af mennesker i roller med kostumer<br />
og rekvisitter. Og det er nærværet<br />
af dem, der gør scenen livlig og illusionen<br />
mulig – nemlig at vi er i Engstaden<br />
i <strong>rollespil</strong>let.<br />
Lige frem for mig præcist midt i Staden<br />
har en lille flok musikanter med<br />
guitar, fløjter, rytmetøj og ikke mindst<br />
sangstemmer slået sig ned.<br />
De sidder på et par bænke, og de synger<br />
og spiller i ét væk. Det er mest ballader<br />
med den særlige melodiske fortælling,<br />
der regelmæssigt bliver afbrudt<br />
af et fælles sangtema. Det giver en stabil<br />
stemning af middelalder og munter<br />
folkelighed.<br />
Side 8 Vinduet<br />
Ved siden af dem sidder en lædersmed<br />
og forsøger at få en forretning ud af de<br />
få materialer. Til højre for mig ser jeg<br />
en læge og hendes medhjælpere. Hun<br />
råder over nogle lægemidler, der hører<br />
fortidens magiske kunster til. Der<br />
er enkelte andre småhandlende. Nogle<br />
store børn forsøger at sælge Mariekiks<br />
og sodavand. Andre har muffins<br />
og pandekager at faldbyde, og en bod<br />
har specialiseret sig i ædelsten. Den<br />
eneste mønt, der er gangbar, er mark<br />
og skilling. Nogen siger, at der går 10<br />
skilling på en mark, andre at det kan<br />
veksle. Jeg prøvede på et tidspunkt at<br />
handle i danske kroner. Det blev ikke<br />
taget for gangbar mønt – dels fordi det<br />
ikke er gangbar mønt, men sikkert også<br />
fordi jeg ikke var i rolle. Fra min søn,<br />
der deltog i spillet, havde jeg tilegnet<br />
mig nogle røde rubiner. Dem forsøgte<br />
jeg også at handle med. De blev vist en<br />
vis interesse – men dog afvist.<br />
Længst ude til højre ud mod engen og<br />
til den anden side til en sti ind i krattet<br />
findes de to byporte. Disse to porte<br />
(Silvan-pavillioner) er de eneste ind-<br />
og udgange til Staden, der ellers er<br />
skærmet af mure (en snor, som er udspændt).<br />
Portene er bevogtet af Kardinalens<br />
milits, en flok stærke og be-<br />
En kortvarig triumf over den Røde Lensherrens folk har fanget en snyder Han sættes i gabestok -<br />
December 2006
slutsomme mænd i ringbrynjer og<br />
sort-røde kjortler. De bærer våben i<br />
Staden og sikrer, at alle andre deponerer<br />
deres våben ved byportene, så der<br />
kan herske fred i byen. Forordningen<br />
bliver tilsyneladende respekteret. Selv<br />
de grummeste orker så jeg gå fredeligt<br />
– om end slemt skulende – og våbenløse<br />
rundt. De selv samme orker havde<br />
antageligt kort forinden væltet sig i<br />
blodrus på kamppladsen.<br />
Skråt bag mig til venstre fører en sti<br />
ind i en tykning med et overliggende<br />
bladhang, så det virker som en sal.<br />
Indgangen er stærkt bevogtet af en lille,<br />
alvorlig kriger med langt lyst hår,<br />
en vagt-overordnet, der holder stramt<br />
øje med alle og kommanderer med andre<br />
militsfolk. Ved siden af disse vagter<br />
findes en stående milits, der fungerer<br />
som en rekrutterings-enhed for nye<br />
<strong>rollespil</strong>lere og som bliver ekserceret<br />
af en kaptajn. Inde i ”salen” finder vi<br />
kardinalen og prinsessen sammen med<br />
andre betydende folk. Jeg var et par<br />
gange inde på besøg – og blev selvfølgelig<br />
ignoreret. Men de forhandlinger<br />
og audienser, der fandt sted, var så alvorlige,<br />
at jeg ikke vovede at forsøge at<br />
hente dem ud af rolle. Men jeg oplevede,<br />
at kardinalen fik besøg af fremmede<br />
vismænd, at prinsessen blev dårlig og<br />
måtte ligge ned og modtage krisehjælp,<br />
og at kardinalen og hans skatmester talte<br />
mønter op til soldaternes sold. På et<br />
tidspunkt var prinsessen – under ekskorte<br />
af en stærkt bevæbnet gruppe militsfolk<br />
– ude ved et helligsted, en slags<br />
klosterskole, hvor hellige mænd gav<br />
hende belæring i Engstadens folk, ka-<br />
robanernes mytologi. Jeg hørte brudstykker<br />
af fortællingen. Den berettede<br />
om en urhændelse, hvor hellig ild regnede<br />
ned over de forskellige klaner eller<br />
arter. Karobanerne fik mest og blev<br />
derfor meget dydige, korrekte og gode<br />
af karakter – som mennesketype. Solakerne<br />
fik en mindre mængde hellig ild<br />
over sig og blev derfor mindre tilregnelig<br />
i deres karakter. Orkerne fik slet ingenting,<br />
og derfor er de onde. Præsten<br />
gjorde omhyggeligt opmærksom på, at<br />
vi skulle være taknemmelige over for<br />
orkerne, fordi de tager den byrde på<br />
sig, at bære og udholde ondskaben.<br />
Scenarierne omkring kardinalen, prinsessen<br />
og militserne er præget af voksne,<br />
der er rigtigt hjemme i deres karakter,<br />
styrer spillet og skaber rammer for<br />
de øvrige – for det meste yngre deltagere.<br />
Disse yngre deltagere er ret kaotiske<br />
at se på. De styrter rundt, er ofte<br />
i mere eller mindre velmotiveret kamp<br />
og sikkert ikke altid stabilt i rolle. Men<br />
det kan meget vel være i mit blik, at det<br />
forholder sig sådant. I deres egen optik<br />
ser det sikkert mere sammenhængende<br />
ud. På en måde er der en fin overensstemmelse<br />
mellem den ”rigtige” middelalder<br />
og dette spil, for så vidt den<br />
rigtige middelalder var meget børnerig<br />
og ung (stor dødelighed og lav gennemsnitsalder)<br />
samt antagelig meget<br />
kaotisk, irrationel, farverig, grusom…<br />
Rollespillet i og omkring Engstaden er<br />
vild forvirring. Men kun tilsyneladende.<br />
Der er regler og rammer. Det er et<br />
styret kaos - rammestyret med spillerum<br />
for mange, individuelle karakterers<br />
og smågruppers løsslupne herresving<br />
og kvindelist. Der er højt til himlen på<br />
Engen. Og blodet flyder.<br />
Eftertanke:<br />
Der findes såkaldte GM´ere , Game<br />
Masters, som sikkert tager karakteren<br />
Kardinal og andre betydende og ledende<br />
roller i spillet. Det er svært at se fra<br />
en udkigsposition i den nordlige ende<br />
af Engstaden. De styrer og leder spillet<br />
– og har sikkert også sammen med<br />
andre veteraner stået for både våbenkontrol<br />
og entré- eller medlemskabskontrol<br />
i starten af dagen. Men disse<br />
GM´ere og alle andre, der tager et initiativ<br />
– det være sig planlagt eller ej – giver<br />
det samlede spil en form, en meget<br />
stor og kompleks form, som ikke kan<br />
overskues. Imidlertid er alle spillerne<br />
meget tydelige i kraft af deres kostumer<br />
og karakter.<br />
Derfor er der både tydelighed, genkendelighed<br />
og kaos (overraskelse og<br />
spænding) i spil på én gang.<br />
Det er ret godt.<br />
– og forhøres En kur med sandhedsserum virker!<br />
Rimeras fordeler livseliksir<br />
December 2006 Vinduet<br />
Side 9
Mana, aura og show<br />
<strong>Live</strong>-Action-Role-Play i eksistensen<br />
Tanker om senmodernitet og <strong>rollespil</strong>sæstetik<br />
Af Eddy Thomsen<br />
et@petersabroe.dk<br />
Til de store epoker i kulturhistorien<br />
svarer æstetiske udtryk, stil og form.<br />
Man kunne anføre tre prototyper for<br />
overskuelighedens skyld. Men først<br />
skal jeg erindre om et eventyr af HC<br />
Andersen. Det skal hjælpe os på vej<br />
med anskuelsesbilleder. Tænk på Kejserens<br />
nye klæder.<br />
Kejseren er kejser både tidlig og silde,<br />
og han er med sit embede synlig – ikke<br />
mindst i kraft af sin klædning og når<br />
han går forrest i optog. Nu er han også<br />
lidt enfoldig og forfængelig, hvilket et<br />
par driftige tøjmagere forstår at udnytte<br />
smart og til egen fordel. De bilder<br />
kejseren og hele hoffet ind, at deres<br />
særlige stof har egenskaber, der<br />
gør, at alle de uduelige og dumme ikke<br />
kan se det. Deres tøj-værk har særlige<br />
magiske, iboende egenskaber. Dog<br />
ikke mere magiske – skal det vise sig –<br />
end at det lille barn siger, hvad det ser<br />
i det kritiske øjeblik, da kejseren stolt<br />
demonstrerer sin egen snobbethed og<br />
tvivlsomme dømmekraft ved at gå i optog<br />
uden tøj på. Da ser alle, hvad de<br />
faktisk ser.<br />
Mana<br />
Al kraft til menneskelivet komme i<br />
sidste ende oven fra, fra Guderne eller<br />
Kosmos. Kraftens navn kunne være<br />
mana i vor globaliserede verden. Den<br />
siver, og den materialiserer sig gerne i<br />
store og stærke, karismatiske personligheder:<br />
konger og fyrster. Det hører<br />
førmoderne kultur til. Og Kejseren er<br />
en manifestation af kraften, fordi hans<br />
stilling er givet ved Guds nåde, og som<br />
sådan må han vise sig frem.<br />
Til førmoderne kultur (middelalderen)<br />
svarer optoget som æstetisk prototype.<br />
Et optog har et formål uden for sig<br />
selv, så at sige. Man bevæger sig fra et<br />
sted til et andet, og det er der en grund<br />
til. Det kunne være, at grunden var en<br />
vielse; det kunne være optakten til en<br />
påskegudstjeneste; det kunne være et<br />
karnevalsoptog. Formen er i hvert fald<br />
dybt integreret i kontekster – ”til tjeneste”<br />
for kongen, herremanden og kirken<br />
samt til tjeneste for årets højtider og<br />
andre ceremonielle begivenheder. Optoget<br />
kanaliserer mana-kraften, og alle<br />
deltagende er part i sagen. Det vi i dag<br />
kalder kunst aktiviteter var dengang for<br />
det meste dybt integreret i hverdagsaktiviteter<br />
som arbejdssange, fortælleaktiviteter<br />
og træskæreri ved tællepråsen.<br />
Side 10 Vinduet<br />
Eller også var kunstnerne ansatte ved<br />
herresæderne for at lave store bestillingsarbejder<br />
eller bygge kirker.<br />
Aura<br />
Til moderne kultur svarer det kunstneriske<br />
produkt, der både kan gøres til<br />
genstand for fordybelse og salg – fx et<br />
billede på kanvas. Kunstværket skabes<br />
af en kunstner eller et ensemble, der er<br />
frie udøvere af en specialiseret æstetisk<br />
aktivitet, der efterhånden ”ophæves” til<br />
frie kunster: Litteratur, musik, teater og<br />
billedkunst er de vigtigste hovedgrupper.<br />
Kunstværket er typisk ikke stedbundet<br />
og kanaliserer ingen kraft fra<br />
det hinsides. Til gengæld besidder det<br />
en iboende kraft som følge af sin skønne<br />
formgivning. Denne iboende kraft er<br />
kunstværkets aura, der opleves som en<br />
personlig gave af publikum. Skrædderne<br />
skaber et sådant værk – eller rettere<br />
fortællingen om det - som en fiktion,<br />
der dog virker helt godt ind i virkelighedens<br />
kejserverden.<br />
Ved siden af kunst-institutionen vokser<br />
andre aktiviteter op til fritids-engagement:<br />
Aktiviteter baseret på faste<br />
regler og gerne et konkurrence-element:<br />
sport. Produkter som kunst og<br />
Den værste tortur- sømmet i tungen Hævnen kommer i form af et troldeangreb<br />
December 2006
sport er relativt kontekstfrit, men finder<br />
ofte en slags ”anden-ordens” anvendelse<br />
i dannelse og opdragelse.<br />
Show<br />
Til senmoderne kultur svarer et projekt<br />
i udvikling, baseret på netværk, subjektive<br />
agenter, ubestemte materialer og<br />
infinite fortællinger – hip-hop, graffiti,<br />
og techno-raves er eksempler på<br />
begivenheder i senmoderne subkultur.<br />
Kunstscenen i øvrigt er stærkt præget<br />
af, at alt helst skal gøres til begivenheder<br />
- events og shows.<br />
Den stille fordybelse rækker ikke længere.<br />
Projekterne er kontekst-relaterede,<br />
mere eller mindre integreret i<br />
dannelse og opdragelse, medier, design,<br />
markedsmekanismer og/eller protestbevægelser.<br />
Det er just ikke fordi<br />
kunstværker og kunstinstitutionen fra<br />
den ”gamle”, moderne kultur er forsvundet<br />
– på ingen måde. Men den er<br />
under pres indefra og udefra, og det er<br />
en lang historie, som ikke skal plage os<br />
nu. Barnet i Kejserens nye klæder sætter<br />
det kølige blik på fænomenet og afslører<br />
fortællingen som blot og bar<br />
fortælling. Det er ubærligt, det bliver<br />
skamfuldt for kejseren at leve sit eget<br />
kunstværk på skræddernes betingelser<br />
under det skarpe barneblik.<br />
Massesamfundet<br />
Dog er der én kæde eller et system af<br />
omstændigheder, som det kunne være<br />
interessant at hæfte sig ved i opspillet<br />
til <strong>rollespil</strong>s-fænomenet. Det er vilkårene<br />
for ”kunstværket i den tekniske<br />
reproduktions tidsalder”. Et berømt essay<br />
af Walter Benjamin fra 1936 bærer<br />
denne titel. Allerede i trediverne havde<br />
dette universalgeni en sikker fornemmelse<br />
for de voldsomme ændringer i<br />
mentalhygiejniske vilkår for kultur,<br />
for massemediernes betydning og for<br />
kunstværkets opbrydning – som dog<br />
var godt i gang allerede da. Der er to<br />
centrale omstændigheder, som jeg skal<br />
hæfte mig ved: Det ene er, at massesamfundet<br />
som følge af masseproduktion,<br />
almen skolegang og demokrati vil<br />
fordre, at også masserne vil have krav<br />
på at udfolde sig. At skabe sig selv, blive<br />
stjerne – ikke kun i eget liv, men<br />
også på film (TV ville vi sige i dag).<br />
Og alle er halvt fagmænd på hvad som<br />
helst, især det, der formidles via medier<br />
(sport og politik). Det andet er, at måden<br />
at ”være på” på er adspredt. Der<br />
hersker en almen zappende forholden<br />
sig til disse mængder af kulturelle tilbud,<br />
som massemedierne serverer. Det<br />
er ligesom, når vi oplever arkitektur i<br />
vante omgivelser. Hvis vi bor midt i<br />
verdens fornemste byggeri, så bliver<br />
det jo rutine og u-påfaldende. Når vi<br />
kvæles i film og underholdning, så bliver<br />
der langt mellem snapsene, hvis vi<br />
overhovedet kan spotte det unikke, når<br />
det er der?<br />
Der kommer til at herske en mangel på<br />
autenticitet i den dybere forstand, hvor<br />
en oplevelse ikke kun er et adspredt<br />
indtryk eller et flimmer på en skærm,<br />
men noget, der involverer krop, alle<br />
sanser og – autenticitet. Benjamin talte<br />
om, at kunstværkets moderne-klassiske<br />
aura, det enestående og paradoksa-<br />
le nærhed/fjernhed ved oplevelsen af et<br />
kunstværk forfalder i den tekniske tidsalder.<br />
Alt er allerede set på fjernsyn.<br />
Hvad nyt kan der være. Show - Off!<br />
Aura og autenticitet er to alen af ét stykke.<br />
Og begge fænomener er nøje forbundet<br />
med de psykologiske mekanismer,<br />
der er styrende for specielt unge<br />
mennesker med selvdannelses-projekter<br />
for deres eget liv. I dag giver det<br />
en vis mening at påstå – som moderne<br />
avantgardekunst har gjort det over de<br />
sidste 100 år – at livet og kunstværket<br />
må smelte sammen for det menneske,<br />
der virkeligt vil leve et fuldt og sandt<br />
liv, selv sætte sine mål, ikke bøje sig<br />
for vilkårlig autoritet, følge sin egen<br />
smag, lyst og vilje. Finde sig selv.<br />
Ungdommens socialkarakter?<br />
Individet tolereres kun i det omfang<br />
dets uforbeholdne identitet med det almene<br />
er hævet over enhver tvivl<br />
(Horkheimer og Adorno 1944, s. 222/<br />
Hammershøj 03, s. 263)<br />
Sådan skriver Adorno og Horkheimer<br />
i midten af 1900-tallet under indtryk<br />
af den voldsomme ensretning, som de<br />
store og masse-kontrollerende ideologier,<br />
nazisme og kommunisme, stod<br />
for. Det var en ekstrem-udgave af Jantelovens<br />
bud om at rette sig ind efter<br />
Normen. Blot ikke kun Jantelov for det<br />
lille og lokale (landsby)samfund, men<br />
for massesamfundet, hvorved den individuelle<br />
identitet så meget desto mere<br />
havde det med at blive ophævet i ”almenheden”,<br />
her forstået som den uni-<br />
På vagt ved kroen - hvor er han? Rådslagning ved Det Fede Vildsvin<br />
December 2006 Vinduet<br />
Side 11
forme masse. Men disse ideologier og<br />
den sociale kontrol, de udøver, er blot<br />
den yderste konsekvens ved træk i de<br />
moderne samfund, der i almindelighed<br />
og fredsommelighed dikterer ens-gørelse<br />
og fremmedgørelse. Chaplin skildrer<br />
fænomenet i filmen ”Moderne tider”,<br />
hvor arbejderen ved samlebåndet<br />
bliver vanvittig af ensformigheden. Vores<br />
danske dramatiker Keld Abel skildrer<br />
med ”Sangen om Larsen”, hvordan<br />
ensretningen sniger sig ind i det<br />
almindelige menneskes almindelige liv<br />
som lange skygger i skumringen og gør<br />
livet trist og stemningen nedtrykt.<br />
Også børn og unges fritidsliv måtte for<br />
50 år siden tugtes under det almene.<br />
Bortset fra den frie leg mellem blokkene<br />
eller på engen var børn og unges<br />
tilværelse grundigt og autoritært styret<br />
i skolen og tilsvarende styret i fritidslivet:<br />
i gymnastikforeningen, sportsklubben,<br />
spejderklubben og for så vidt også<br />
i muligheder for aktiviteter med de finere<br />
kunster, teater, dans, musikskoler.<br />
Hvis der skulle laves teater, så var modellen<br />
den hævdvundne, dilettant-modellen:<br />
Vi finder en passende dramatekst,<br />
læreren eller lederen instruerer<br />
de givne roller, og børnene spiller det<br />
foreskrevne efter bedste evne.<br />
Det almene tager hér tydelig form, materialiseret<br />
i et hierarkisk styringssystem,<br />
der lukker fantasi og udfoldelsestrang<br />
inde i en støbeform, der er givet<br />
ved tekstens rolle og instruktørens diktat.<br />
Og din succes bliver målt alene på,<br />
om du evner at tilpasse dig støbeformen,<br />
evner at leve op til rollen og in-<br />
struktørens forventninger. Gør du ikke<br />
det, er du enten talentløs eller ballademager.<br />
I tilbageblik på den nære fortids mønstre<br />
for socialisering bliver det tydeligt,<br />
at der er sket rigtigt meget. Det ”almene”<br />
er ikke længere et så fodformet<br />
ensretningens pres. Tværtimod er det<br />
på mange måder et påbud for børn og<br />
unge, at de skal realisere sig selv, skabe<br />
sig selv og finde deres særlige evner og<br />
udvikle deres kompetencer osv.<br />
Nutidens unge har fra de foregående<br />
generation fået foræret selvbestemmelse<br />
i ret høj grad. Det, der så mangler<br />
og som ikke kan gives, men kun tages<br />
eller skabes, er selvrealisering. Der<br />
tegner sig en (sen)moderne socialpsykologisk<br />
modsigelse, eller endda et<br />
dilemma, mellem den adspredte, initiativløse,<br />
lemmedaskende modtagelighedens<br />
livsform på den ene side – den<br />
råber på oplevelser nu og uden anstrengelse<br />
- og på anden side den stålsatte<br />
dragning mod autenticitet – hen mod<br />
den store fordring til engagement og<br />
en mening, der gerne må gøre ondt for<br />
at blive godt. Vil man det ene, går man<br />
glip af det andet, ja bliver fordummet<br />
og beskåret for sin undladelse. Hvordan<br />
løse dette dilemma? I halvtredserne<br />
var det moderne at begå selvmord<br />
– selvmordet var det eneste seriøse eksistentielle<br />
problem, som man kun kunne<br />
løse ved at gå planken ud...<br />
Senere løser man det ved at opgive den<br />
individuelle selvstændighedsfordring<br />
og gå ind i politiske massebevægelser<br />
Side 12 Vinduet<br />
med et højere mål for øje (ligesom man<br />
kan tilslutte sig en religiøs sekt af samme<br />
mentale grunde, så at sige).<br />
Hykleri som <strong>rollespil</strong> i<br />
hverdagen<br />
I dag er der måske en ny mulighed:<br />
Man kan hykle på en systematisk-kulturel<br />
måde. Nu er hykleri ikke nogen<br />
god egenskab. Den er på det personlige<br />
plan i slægt med svig, løgnagtighed<br />
og fejhed. Men på et systematiseret,<br />
socialt og kulturelt plan stiller<br />
sagen sig anderledes. Men først: Hykleri<br />
er en af to mulige omgangsformer<br />
med (eller kortslutninger på) dilemmaer.<br />
Den anden er humor, tror jeg. Normalt<br />
kan et dilemma ikke løses – kun<br />
tåles. Men man kan hæve sig over dem<br />
ved at hykle, ved at gøre noget helt andet,<br />
gerne i hvert fald tilsyneladende<br />
meget mere ædelt, uselvisk og grandiost.<br />
Ellers må man stå i dilemmaet, tåle<br />
det og finde små smutveje i livets irgange.<br />
Med hykleriet siger man bare,<br />
at man gør det ene, men også det andet,<br />
selvom det ikke er logisk muligt.<br />
Så håber man bare på, at de andre er<br />
uopmærksomme, at tiden går eller at<br />
folk er glemsomme eller høflige. Ikke<br />
mindst ledere af alle slags er nødt til at<br />
mestre den ædle hykle-kunst, og de gør<br />
det da på kanten til den mere systematiske<br />
kulturelle form, der står ud fra det<br />
strengt private:<br />
På et systematiseret kulturelt plan kan<br />
hykleri sammenlignes med <strong>rollespil</strong> i<br />
hverdagen. Hykleriet er blot en særligt<br />
anstrengt rolle. De roller, vi går rundt<br />
Troldeskoven angribes af en større styrke Det sidste slag -<br />
December 2006
og har i erhvervsmæssigt øjemed, når<br />
tjeneren er ”i rolle” som tjener, læreren<br />
som lærer, lægen som læge og betjenten<br />
som betjent og så videre, disse roller<br />
er traditionelt accepterede som gyldige.<br />
Det kan godt være, at rollen får<br />
en ekstra tand for tydelighedens og indehaverens<br />
selvværds skyld, men det<br />
kunne man godt forstå – ligesom også<br />
mange erhverv har haft uniformer til at<br />
understrege rollen, dens myndighed og<br />
synlighed.<br />
Efter de almindelige angreb på alle<br />
faderroller og myndigheder med 60-<br />
70´ernes antiautoritære bevægelser og<br />
en efterfølgende underlig intimisering<br />
af offentlige adfærdsformer (dus med<br />
din studievært, din bankrådgiver, din<br />
statsminister – men ikke dronningen)<br />
er disse faste roller og den systematiske<br />
opblæsthed, der var forbundet dermed<br />
og som jeg kalder hykleriske attituder,<br />
stærkt på retur. Dermed forsvinder rollemodellerne<br />
fra det offentlige og halvoffentlige<br />
rum. Pædagogen og læreren<br />
er ikke, hvad de har været. Selv forældrerollerne<br />
i det intime rum mister højde<br />
på godt og ondt.<br />
Til gengæld antager virkeligheden karakter<br />
af at være en konstruktion, der<br />
hele tiden er til revision mellem individer;<br />
et resultat af en permanent forhandling.<br />
Bourriaud har i ”Relationel<br />
æstetik” (s 89) et morsomt statement,<br />
der belyser situationen med en underforstået<br />
accept af det omsiggribende<br />
hykleri som social modus vivendi:<br />
Virkeligheden er, hvad jeg kan snakke<br />
med en tredjemand om. Den define-<br />
res kun som produkt af en forhandling.<br />
At forsøge at undslippe virkeligheden<br />
er en ”skør” ide. Min samtalepartner<br />
opdager en orange kanin på min skulder;<br />
selv ser jeg den ikke. Da svækkes<br />
grundlaget for vores diskussion, det<br />
smuldrer væk. Hvis jeg på ny vil etablere<br />
et forhandlingsrum, må jeg lade<br />
som om, jeg ser en orange kanin på<br />
min skulder. Fantasien dukker op som<br />
en protese, der fæstner sig på det virkelige<br />
for at skabe mere samkvem mellem<br />
samtalepartnerne. Kunsten har således<br />
til formål at reducere det mekaniske,<br />
som er en del af os, den stræber efter at<br />
tilintetgøre enhver forudfattet enighed<br />
om det opfattede.<br />
Fritidsrum mellem<br />
spejderklubben og techoraven<br />
Det er alt sammen velkendt historie.<br />
Hvad træder så i stedet. Ja, der har alle<br />
dage været mulighederne for at træde<br />
ud af rollesystemerne: Oven-ud til de<br />
religiøse og politiske foreninger; neden-ud<br />
til kriminelle miljøer, stofmisbrug,<br />
vagabondering, psykosen og andre<br />
radikale outsidermiljøer. Men der<br />
er også alle ”tredje instanserne” som<br />
socialiseringsrum, mellemrummene<br />
ved siden af hjemmet og skolen, nemlig<br />
fritidsaktiviteterne og det offentlige<br />
rum i foreningslivet. De tilbyder<br />
en række blidere udgaver, der tilbyder<br />
ret stabile rollemodeller og rollesystemer<br />
at bevæge sig i: Sportsklubber og<br />
spejderklubber er prototyper på fritidsmiljøer<br />
med klassiske, faste rolle-systemer.<br />
Hip-hop bevægelsernes, grafit-<br />
timalernes og technoravens subkulturer<br />
er nyere, mere senmoderne former, der<br />
ikke har en klassisk, fast rolleformatering.<br />
Lad os skære det ud i pap<br />
Spejderklubben tilbyder en pakkeløsning:<br />
Du indgår som nyt medlem med<br />
en lav rang. Via din biologiske alder og<br />
via overvindelse af en række prøver og<br />
test, hvor du oparbejder duelighedstegn,<br />
som kan sættes på den obligatoriske<br />
uniform, ender du med at blive<br />
leder med en vis myndighed. Du kravler<br />
op i hierarkiet. Rammerne er faste;<br />
ugentlige møder, med opgaver; sommerlejr<br />
og store fællesarrangementer;<br />
en kristen grundmytologi kombineret<br />
med en Kiplings jungle-mytologi eller<br />
noget lignende; sange, lege og fortællinger...<br />
Du er medlem i en årrække – måske på<br />
livstid. I de senere år har mange haft<br />
svingdørs-attituder til – også – spejderklubben,<br />
hvilket ikke bekommer bevægelsen<br />
godt. Det er i strid med dens natur.<br />
Det er det til gengæld ikke i technorave-bevægelsen.<br />
Alene at kalde det en<br />
bevægelse er en tilsnigelse, og måske<br />
er den allerede passé. Men så er den erstattet<br />
af noget andet, der nu for tiden<br />
er en festlighed, som mange føler sig<br />
spontant tiltrukket af.<br />
Lad os alligevel tage raven som model:<br />
En technorave er ikke en stabil affære.<br />
Jo i det døgn eller to, hvor den lever,<br />
da er den et rum for absolut deltagelse.<br />
Folk af enhver slags kan bare komme<br />
- er heftigt og langvarigt Skjalden var vidne og kan siden berette<br />
December 2006 Vinduet<br />
Side 13
og falde ind. Alle er individuelt tilstede<br />
i kollektivet. Kollektivet er subjekt<br />
– men ikke som en lunken, sveden og<br />
vred masse som i nazisternes og kommunisternes<br />
masseopbud. Det er en hot<br />
masse, der er til radikal fest, og folk<br />
bliver ved til de falder fra helt bogstaveligt.<br />
Så er festen slut, ekstasen slukket, og<br />
alle er en smule skamfulde og rygvendte.<br />
Indtil næste ekstrembegivenhed.<br />
Der er (næsten) ingen ledelse; ingen<br />
struktur og grader. Alle er lige som<br />
stjerner i en tåge.<br />
Tilbage til hykleriet<br />
Er der hykleri i spejderklubben? Tja,<br />
den har nok en række strøg af de fastrolle-systemer<br />
fra det virkelige liv,<br />
som den mimer. Alle ledere er jo fødte<br />
hyklere(!) Og i den grimme ende er<br />
der jo eksempler på, at pædofile hykler<br />
børne-omsorg i grøn uniform.<br />
Er der hykleri ved technoraven? Næppe.<br />
Der er ikke tid og kontakt til det.<br />
Det hele er for ekstatisk og vildt i situationen.<br />
Måske bagefter, hvis man<br />
ser sin deltagelse som en præstation,<br />
der skal pustes op – ligesom den unge<br />
alkoholdebutant, der hykler mere sej<br />
end godt er. Til gengæld duer raven<br />
ikke umiddelbart til at finde mønstre<br />
og spor i det virkelige liv, sådan som<br />
spejderklubben kan siges at have gjort<br />
det i det klassiske moderne, hvor en solid<br />
spejderleder var en fin kandidat til<br />
et lederjob i forretningslivet – via værnepligten<br />
og hjemmeværnet. Raven er<br />
for vild.<br />
Fritidsrummet i LARP – en<br />
samlingsstrategi?<br />
Så kommer LARP – <strong>Live</strong> Action Role<br />
Play – ind i billedet. Rollespillet forener<br />
de to stærke sider ved henholdsvis<br />
spejderklubben og raven. Rollespillet i<br />
den store udgave er spejderklub-agtigt<br />
for så vidt der er en ret fast ledelse af<br />
den mytologiske fortælling, der styrer<br />
spillet. Der er en række klaner, gode og<br />
onde. Der er en konge, en række institutioner<br />
(marked, hof, milits, klostre,<br />
hospitaler, skoler), som har sine regler<br />
og omgangsformer. Der er ”indgange”<br />
til nye spillere, typisk militsen, hvor<br />
man bliver skolet – strengt – ind i miljøerne.<br />
Men indskolingen varer ikke<br />
flere år (som i spejderklubben), men<br />
kun en eftermiddag. Så er du klar til<br />
sammen med dine venner at tage på udflugt<br />
i <strong>rollespil</strong>suniverset med en skrøbelig<br />
rolleprofil. I første omgang bliver<br />
du sikkert bare slået ned og får rollen<br />
som jaget vildt af de mere erfarne krigerprofiler<br />
– læs: de lidt ældre drenge,<br />
der har været med to-tre gange forinden.<br />
Denne side af LARP minder om<br />
raven. Man kan komme som man lyster;<br />
tage en rolle som man lyster; falde<br />
ind og droppe ud – som man behager.<br />
Konformitets-tilbuddet fra technoraven<br />
ligger i rolle-prototypen og især i<br />
den del af en LARP-session i stor målestol<br />
på en stor site, som handler om<br />
den store kamp mellem de Gode og de<br />
Onde – eller mellem den ene halvdel<br />
og den anden halvdel. Som man nu får<br />
sig arrangeret i den sidste ende. Slagmarken<br />
er sagen.<br />
Side 14 Vinduet<br />
(Man kunne så bede til, at den dragning<br />
mod slagmarken, som blev skelsættende<br />
i 1. verdenskrig og blev absurd under<br />
2. verdenskrig – og vil blive absolut<br />
katastrofal i 3. verdenskrig – kan få<br />
afløb. LARP er i hvert fald i dette perspektiv<br />
et dannelsesprojekt i det lange<br />
stræk, som man må håbe på vil blive<br />
ved og holde fast. Og give et afløb og<br />
en formgivning på civiliseret grund for<br />
dragningen mod slagmarken)<br />
LARP har ingen dommer<br />
– deltagernes egen smag er<br />
domsmagten<br />
Rollespils-scenen er et øverum for det<br />
samfundsmæssigt nødvendige (høflige)<br />
hykleri. I <strong>rollespil</strong>let kan man indtage<br />
en rolle – i en grov form som simpel<br />
krigskarl eller mere forfinet som magisk<br />
healer. Det vigtige er, at man kan<br />
gå ud og ind uden vrøvl. Selv dæmoniske<br />
roller er OK som en rasen mod<br />
tilværelsen, en slags fortvivlelse, hyklet<br />
som pur ondskab. Orkene er dæmoniske,<br />
fordi de har fået for lidt af den<br />
gode krafts ildregn (mana!) i tidernes<br />
morgen – og det kan de strengt taget<br />
ikke gør for, så de må per natur opføre<br />
sig grimt.<br />
Rollespillet udmærker sig ved, at målestokken<br />
for dets bedømmelse flytter sig<br />
sammen med det, der skal bedømmes.<br />
Hov! Tænk hvis meterstokken ændrede<br />
længde samtidig med at den blev brugt<br />
i forbindelse med udmåling af materialer<br />
ved et stort byggeri. Sikke en gang<br />
kludder og skrammel, der ville komme<br />
ud af det. Det ville ikke være godt. For-<br />
December 2006
skellen er, at byggematerialer er midler<br />
til målet, der er klart ”ydre” i forhold<br />
til materialerne. Det kan man ikke<br />
sige om menneskers præstationer og<br />
målsætninger. Mennesket er altid mål<br />
og aldrig middel for mål. Kun racistiske,<br />
umenneskelige systemer kan sætte<br />
mennesker som midler, som slaver,<br />
som dyr eller materiale for Endlösung.<br />
Og derfor kan og må vurderinger flyttes<br />
med, så at ethvert menneske sætter<br />
sin egen standard, en ny norm for<br />
menneskeheden. Uha! Er det ikke kun<br />
guder, der kan det? Jo, men ikke desto<br />
mindre. Det er et dilemma, der vil noget.<br />
Nietzsche så det for 100 år siden,<br />
og siden har vi ikke kunnet se uden om<br />
dilemmaet (medmindre vi hykler, og<br />
det gør vi så).<br />
Så hér kommer hykleriet ind igen. Vi<br />
er nødt til at kortslutte denne utålelige<br />
selv-over-vurdering for overhovedet at<br />
muliggøre samfundsmæssighed og fællesskab.<br />
Mange børn og unge oplever<br />
dilemmaet mellem selvvurdering og de<br />
objektive krav fra skole og arbejdsliv<br />
som et chok.<br />
LARP som legende korrektiv til<br />
institutionens værdier?<br />
I det potentielt lange mellemrum mellem<br />
de 11-åriges slåen-på-tæven leg i<br />
LARP og de følsomme teenageres rolleeksperimenter<br />
i selv samme LARP<br />
og oveni de hel- og halvvoksnes seriøse<br />
indspil i LARP, ligger muligheden<br />
for hykleriets systemisk-kulturelle<br />
kortslutning, fordi rollen kan rumme<br />
så meget både i tegneserie-udskåren<br />
form og i finjusteringer for sjov igennem<br />
mange år. Rollen i LARP er rollekonstruktioner<br />
på den gode måde. Det<br />
er et karnevalistisk hykleri: For sjov i<br />
alvor og i en veldefineret midlertidighed,<br />
hvor de store kræfter får lov at<br />
råde, hvor man både kan ydmyge sig<br />
og dø, men også udmærke sig og vinde<br />
hæder. Hvornår f... har man ellers mulighed<br />
for det i det med bløde værdier<br />
berigede institutionsliv, hvor forhandlinger<br />
(affektkontrol) altid er den eneste<br />
løsning. Det er hykleri. For nogen<br />
gange er forhandling ikke det rigtige,<br />
men konfrontation og kamp. Kampens<br />
erfaring får strukturel mening i LARP<br />
på mange fronter og i mange lag. En<br />
ny position i LARP, for eksempel ved<br />
at du skifter fra Karobaner-klan til Ork,<br />
eller fra kriger til healer eller købmand.<br />
Det giver nye standarder for agtelse og<br />
adfærd.<br />
LARP er leg<br />
Nøgtern, æstetisk tænkning vedrørende<br />
leg angiver nogle forsigtige kategoriseringer,<br />
der udpeger nogle lange sigtelinjer<br />
i de æstetiske udfoldelsesrum og<br />
dertil hørende <strong>pædagogisk</strong>e muligheder.<br />
De vigtigste kunne være følgende<br />
grundbegreber – knyttet til legens person-oplevelseskvaliteter:<br />
Kamp, chance,<br />
rolle, rus. (Ifølge Caillois in Kreutzer).<br />
Det forekommer mig, at der mangler en<br />
kategori, nemlig konstruktion, i hvilken<br />
sandkassen, legokassen og dukkehuset<br />
finder vej ind i legen(?). Men ellers:<br />
Disse kvaliteter folder sig ud som<br />
perlerækken af aktiviteter og æstetiske<br />
processer, for eksempel:<br />
Kamp: Sportsaktiviteter og konkurrencebetonede<br />
spil<br />
Chance: Spilaktiviteter, hvor væddemål,<br />
chancespil og tilfældigheder spiller<br />
en aktiv rolle som en del af spændingen.<br />
Rolle: Alle former for drama og teater<br />
Det er rimeligt at supplere med den sociale<br />
kvalitet: Fællesskaber i og om<br />
den konkrete sag, sammen med andre,<br />
og den særlige impuls, der sætter det<br />
hele i gang nysgerrighed. Lad os kalde<br />
det med filosofisk sprogbrug: En<br />
fænomenologisk-metafysisk selvfølgelighed<br />
ved eksistensen – ikke mindst<br />
i barnehøjde. I en psykologisk sprogbrug<br />
hedder det noget andet. Måske et<br />
udviklingstræk af affekt eller vitalitetsfølelse,<br />
som en prædisponeret indlæringsmulighed,<br />
samt en disponerethed<br />
for at dele affekter, som børn ifølge<br />
Stern viser tegn på allerede fra de er<br />
under et år gamle.<br />
Fællesskaber går på tværs af alle de øvrige,<br />
og det samme gør nysgerrigheden,<br />
der udover for oplevelserne også er en<br />
drivkraft for indhentning af viden, systematisk<br />
indsamling af diverse emner,<br />
for eksempel fra naturen…<br />
Fra de ovenfor nævnte fire former,<br />
kamp, chance, rolle og rus, kan endvidere<br />
udvikle dels en række almindelige<br />
kulturelle former, institutionelle former<br />
og korrupte, eller forfaldsformer af<br />
selvsamme grundmønstre:<br />
December 2006 Vinduet<br />
Side 15
Kampen udvikles til sportsgrene i den<br />
kulturelle sfære, mens de mere almene<br />
institutionelle former handler om konkurrence<br />
på markedet mellem varer og<br />
mennesker og i samfundslivets større<br />
og mindre kampe om indflydelse, positioner,<br />
anerkendelse og magt. Den<br />
”ondskabsfulde” kamp eller forfaldsformerne<br />
er de kyniske magtudøvelse<br />
og listen.<br />
Chancen tager vi ud over i lotteriet<br />
også på børsen i spekulativt øjemed, og<br />
vi tager chancen med overtro på varsler<br />
eller andre (tilfældige) tegn.<br />
Rollelegene finder faste former i mange<br />
slags erhvervsudøvelse, især dem,<br />
der fordrer en vis uniformering og repræsentation:<br />
Ambassadører, soldater,<br />
skuespillere, studieværter og tjenere...<br />
Når rollen tager magten fra dig, udvikler<br />
du en fremmedgørelse eller i slemmeste<br />
fald en personlighedsspaltning.<br />
Rusen er fin at opleve i rutsjebanen og<br />
til technofesten. Rusen er styret i kulturelle<br />
former i den slags aktiviteter, som<br />
akrobatiske artister og udøvere af ekstremsport<br />
underholder sig selv og andre<br />
med. Rusen bliver en forfaldsform, når<br />
den udvikler narkomani, alkoholisme<br />
eller andre misbrug.<br />
Men det rigtigt interessante er, at LARP<br />
synes at indeholde dem alle. Det bliver<br />
en slags legeformernes Formel 1 eller<br />
legens konge. Kun rusen er måske fraværende,<br />
medmindre kamptumlen eller<br />
det faste greb i et tov, hvormed du svinger<br />
dig over kløften med giftorme og<br />
orker er en del af legen.<br />
Rollespillet opsamler de<br />
historisk-kulturelle epoker<br />
Man kan se Kejserens nye klæder spejlet<br />
i LARP. Der er snedige spil med<br />
Mana, Aura og Show i en kompleks<br />
blanding – især for drenge.<br />
Men den er det inde i en generel fiktion,<br />
der muliggør mange eksperimenter<br />
med roller, der også kunne give mening<br />
i det virkelige liv.<br />
Således viser LARP tydelige træk af<br />
både førmodernitet, modernitet og senmodernitet.<br />
Førmoderniteten ligger<br />
indholdsmæssigt i, at det meget ofte<br />
er en mytologisk middelalder, som er<br />
grundfortællingen i spillet. På formsiden<br />
er LARP en aktivitet, der ligesom<br />
optoget arbejder med deltagelse af alle<br />
og med tilbagevendende store begivenheder<br />
i en fast orden (1. søndag i måneden).<br />
Men der hersker også moderne<br />
mobilitet. Man kan skifte rolle og<br />
avancere i graderne; og det hele foregår<br />
i en tydelig fiktion – det gælder ikke for<br />
optoget som førmoderne æstetisk form.<br />
Den er ikke en tydelig fiktion, men en<br />
hybrid – en manakanal – mellem det<br />
dennesidige og det hinsidige. LARP leger<br />
kun med denne side af sagen. Og<br />
det er denne legende attitude, der tydeligst<br />
signaliserer senmodernitet. Vi tager<br />
noget hér og noget dér. Det monterer<br />
vi sammen i én stor pærevælling og<br />
byder alt og alle ind – hvis det har en<br />
(forbigående) interesse.<br />
Og det har det!<br />
Side 16 Vinduet<br />
Kilder:<br />
Erwing Goffman, Vore <strong>rollespil</strong> i<br />
hverdagen, Dreyers Forlag 1974<br />
(norsk)<br />
Lars Geer Hammershøj: Selvdannelse<br />
og socialitet, forsøg på en<br />
socialanalytisk samtidsdiagnose,<br />
DPU.F 2003<br />
Walter Benjamin: Kunstværket i<br />
den tekniske reproduktions tidsalder.<br />
I: Kulturindustri. Rhodos 1973<br />
Eddy Thomsen: Filosofiske fortællinger<br />
om værdier, Semiforlaget<br />
2004<br />
Karl Josef Kreutzer (hrsg.) Das<br />
Spiel unter pädegogischem, psychologischem<br />
und vergleichendem<br />
Aspekt. Düsseldorf 1983).<br />
December 2006
Boganmeldelse:<br />
Rollespil – i æstetisk, <strong>pædagogisk</strong> og<br />
kulturel sammenhæng<br />
Dette er en bemærkelsesværdig udgivelse.<br />
Ved allerførste øjekast har den<br />
odds imod sig: Det er en antologi; den<br />
er udgivet på et universitetsforlag og<br />
redigeret af universitetsfolk; den har en<br />
lidt kedelig titel – og erfaringen viser, at<br />
den slags bøger er skrevet for snævre,<br />
akademiske kredse efter den dér gældende<br />
forskrift, at man skal skrive og<br />
publicere, koste hvad det vil, for kun på<br />
den måde bliver man anerkendt i disse<br />
kredse. Men allerede næste øjekast<br />
viser noget andet: Bogens forside viser<br />
en smagfuld montage af live <strong>rollespil</strong>lets<br />
fremtrædelsesformer med børn og<br />
unge i fuld krigsudstyr og –maling. Bogens<br />
titel er sagligt dækkende, og dens<br />
hovedtitel ”Rollespil” – slet og ret –<br />
skal nok vise sig at i sin enkelhed, at vi<br />
står over for en klassiker, der i lang tid<br />
vil dække fænomenet.<br />
Bogen er ikke kun skrevet af akademiske<br />
fagfolk (dramaturger), men der<br />
er en række bidrag fra andre æstetiske<br />
fag, fra <strong>pædagogisk</strong>e fagfolk, fra spiludviklere<br />
i erhvervs- og læringsøjemed<br />
og ikke mindst fra folk, der er involveret<br />
i det levende live action role play<br />
(LARP). Desuden er der også en omhyggelig<br />
redegørelse for <strong>rollespil</strong>lenes<br />
udviklinger over brætspil til LARP og<br />
PC-baserede og online spil. Det giver<br />
værket en spændvidde der på én gang<br />
gør læsningen spændende og giver arbejdet<br />
en karakter af udforskning. Dette<br />
er ikke et emne, der behandles definitivt<br />
eller oppe fra den teoretisk høje hest,<br />
hvorfra alt i et reduktivt blik ser ganske<br />
overskueligt ud. Tværtimod fremviser<br />
de forskellige bidrag en nysgerrighed<br />
over for fænomenet og en række forsøg<br />
på at gøre begribeligt, hvad det dog<br />
er, der foregår. Og det lykkes ret godt,<br />
også for de teoretisk bidrag, som jeg<br />
var lige ved forlods at lægge for had.<br />
Det er ikke meningen!<br />
LARP er på ganske kort tid blevet et<br />
udbredt fænomen, et modefænomen<br />
måske, men det spejler nogle tendenser<br />
i de senmoderne sociale vilkår, som<br />
er – lad os sige komplekse. LARP er<br />
vokset frem som et ustyrligt fænomen<br />
udenfor <strong>pædagogisk</strong> og institutionel<br />
kontrol, og det ville være utilgiveligt<br />
at prøve at banke det på plads i faste<br />
rammer.<br />
Det vil ligge helt udenfor denne anmeldelses<br />
ramme at gå dybere ind i de enkelte<br />
bidrag. Bogens bagside informerer<br />
kort, at ”<strong>rollespil</strong> dækker over en<br />
række aktiviteter, hvor mennesket helt<br />
eller delvist påtager sig andre identite-<br />
ter (roller) inden for en fælles fortælling.<br />
Formålet kan være <strong>pædagogisk</strong>,<br />
kunstnerisk eller terapeutisk, men <strong>rollespil</strong><br />
er i stigende grad også fritids-beskæftigelse.”<br />
En af de ting, der udmærker<br />
LARP og som fænomenet deler<br />
med legen i almindelighed, men forfiner<br />
i socialpsykologiske og rituelle<br />
rammer, er dette med at være mere eller<br />
mindre i rolle; helt eller delvist at<br />
påtage sig andre identiteter. Til forskel<br />
fra traditionel forståelse af <strong>rollespil</strong> og<br />
særligt teater som skuespilkunst: Hér (i<br />
teater!) er der en tydelig og stabil grænse<br />
mellem rolle og person, mellem fiktion<br />
og realitet. Det er der ikke i LARP,<br />
og det er der for så vidt heller ikke i<br />
de senmoderne, almindelige urbane<br />
liv. Dette er et af fixpunkterne i bogens<br />
udforskninger. Og det vil jeg prøve<br />
at forfølge lige nu. Altså bidragenes<br />
”kantsætninger” af LARP med de senmoderne<br />
eksistenser i risikosamfundets<br />
og de komplekse systemers modi. (Tillad<br />
det følgende blot at markere nogle<br />
af disse afsøgninger eller positioneringer.<br />
Hvis du, kære læser, vil videre med<br />
problemstillingerne er der kun én vej:<br />
anskaf bogen!)<br />
I dette lys fremtræder LARP (Anne<br />
Scott Sørensen, s 36) som en hybrid<br />
genreform, det vil sige en levende, be-<br />
December 2006 Vinduet<br />
Side 17
vægelig form, der låner af andre genrer<br />
i det narrative univers (adventure, action,<br />
fantasy, horror, science fiction, humor<br />
og satire) og mixer det sammen i<br />
nye spil- og fortælleformer, hvor deltagerne<br />
af egen drift gennemspiller sindsstemninger<br />
(affekter), mens det ikke er<br />
så væsentlig, hvad det egentlig betyder,<br />
altså hvilken reference, der skal gælde<br />
til den virkelige verden. Fordybelsen<br />
og den ”glidende forhandling” af initiativ,<br />
samspil, forklaring og udvikling i<br />
og udenfor spillet er nok i sig selv, Formen<br />
er budskabet (s 28)<br />
Wade fremhæver, at vi er tilbøjelige til<br />
at forme vores forståelser af virkeligheden<br />
ved hjælp af fiktion – eller ved<br />
hjælp af ”mediematricer”, hvis flexible<br />
fasthed giver et velkomment fortolkningsredskab.<br />
Det er sket til alle tider<br />
via mytologier og religiøse fortællinger,<br />
bundet til traditioner. I dag synes<br />
fortællingerne at have frigjort sig fra en<br />
bydende social kontekst og er blevet til<br />
en ”kulturel øvelsesbane, for at enkeltpersoner<br />
og grupper på en helt konkret<br />
fysisk-kropslig og sanselig måde kan<br />
gennemspille, bemestre og videreudvikle<br />
netop disse fortolkningsredskaber.”<br />
(s 64). Hvis verden og tilværelsen<br />
er uoverskuelig og måske uhyggelig, så<br />
giver det god mening at (gen)fortælle<br />
den i gotiske spil, hvor vampyrer og<br />
andre dobbelt-eksistenser færdes på<br />
tværs i tusmørke-verdener, der krydser<br />
det dyriske, menneskelige og overmenneskelige<br />
(s 67ff). LARP er udstyrsstykker<br />
med kostumeringer og attrapvåben.<br />
Som sådan spiller figurerne sig<br />
ind i et plot og udvikler en performativitet<br />
med roller, ritualer og forhand-<br />
linger. Men den egentlige oplevelse består<br />
i forestillingen, imaginationen af<br />
de fælles mytiske verdener og fortællinger,<br />
som deltagerne bærer med sig<br />
inde i hovedet (s 73).<br />
Kaos er spillets grundfigur. Et par af de<br />
aktive spiludvikleres bidrag (Nina Riis<br />
og Rikke Mørkholt) peger på det svære<br />
ved ikke at kunne overskue LARP, når<br />
man som spiller tager del i det: ӎn persons<br />
handling får indflydelse på mange<br />
deltagere og deres historier, og det er<br />
initiativet som skaber flowet, energien<br />
og udviklingen i spillet” (s 104). Spillet<br />
bygger på medansvar og kaos – lyder<br />
det bekendt i den virkelige verden?<br />
Det åbner et sandt paradoks mellem –<br />
i spillet såvel som i virkeligheden – at<br />
”spille” for sin egen selvdannelse eller<br />
oplevelses-ejerskab overfor at ”spille”<br />
de andre en god historie, en fælles ramme,<br />
i hænde. Når LARP er bedst forsvinder<br />
paradokset, eller det ophæves<br />
i en sublim oplevelse (jvf. Hans Christian<br />
Molbech s 129).<br />
Verden er en scene? Shakespeare spiller<br />
på formuleringen og gør dermed renæssance-forestillinger<br />
om spil samtidsaktuel.<br />
Torunn Kjølner beskriver i<br />
sit bidrag med historisk belæg, hvordan<br />
vi er i stadig udveksling med fortidens<br />
mønstre for forståelser, specielt varme<br />
og kolde skuespilteknikker (indlevelse<br />
og distance) samt teatret som (sociologisk)<br />
metafor for det levede liv. LARP<br />
tager spillets kerne ud af hænderne på<br />
såvel Gud som alle andre forfattere, der<br />
skriver spillet før det spilles. LARP tager<br />
improvisationen i sin fulde pålydende<br />
– næsten?<br />
Side 18 Vinduet<br />
Den tydeligste, frejdige eller modige<br />
åbenhed og tvivl om LARP´s status<br />
præsenteres af Janek Szatkowski,<br />
når han næsten trækker tæppet væk under<br />
den – omstridte – men dog institutionelt<br />
givne skelnen mellem kunst og<br />
ikke-kunst. Hvor hører LARP hjemme?<br />
Szatkowski diskuterer spørgsmålet under<br />
inspiration af systemteori, men han<br />
når ikke til nogen tydelig afklaring,<br />
hvad heller ikke ville være gavnligt. En<br />
væsentlig pointe undervejs i den spændende<br />
diskussion (krydret med praktiske<br />
erfaringer) handler om simultanitet<br />
og emergens, der lader sig analysere<br />
videre med systemteoretiske begreber.<br />
Den helt korte udgave kan jævnføres<br />
med diskussionen fra den <strong>pædagogisk</strong>e<br />
profession om barndommen ud fra<br />
en udviklingspsykologi eller en kompetenceteori,<br />
nemlig om LARP bedst<br />
forstås som en faseopdelt udvikling eller<br />
som et mere komplekst system, der<br />
allerede principielt er på linje med for<br />
eksempel den sportsverdenen, kunstverdenen<br />
eller hvorfor ikke den økonomiske<br />
(del)verden? Vi har at gøre<br />
med en tangent på LARP, som teoretisk<br />
trækker lange linjer bagud – og<br />
især fremad.<br />
Den næste artikel af Ida Krøgholt følger<br />
op på det netop nævnte. Ikke direkte,<br />
men med en variant af det tilbagevendende<br />
(senmoderne) omkvæd<br />
af fragmentering, usikkerhed og kompleks<br />
rigdom. Krøgholt ser de rummelige<br />
muligheder i <strong>rollespil</strong> som en æstetisk<br />
strategi, hvor selve dette at holde<br />
et spil kørende, det vil sige at opdyrke<br />
og anerkende spilleres forskellighed –<br />
frem for at søge hovedkulds mod prag-<br />
December 2006
matisk konsensus – samt derved opdyrke<br />
en tillid, der fra fiktionen eller<br />
halv-fiktionerne (de æstetiske frirum)<br />
sikkert kan være smitsom til den mere<br />
virkelige verden, ja det er en formidabel<br />
kvalitet i sig selv. Og det er en kvalitet,<br />
der fra et professionelt <strong>pædagogisk</strong><br />
synssæt er meget inspirerende – på<br />
den fede måde. Pointen er ikke ny, man<br />
i den nye sammenhæng, nemlig LARP,<br />
leverer den nye og lovende perspektiver,<br />
og det er velkomment, når mange<br />
af de andre æstetiske og aktivitetsfaglige<br />
former (sport, medier, billedkunst,<br />
teater, musik) let kan blive ”trætte” og/<br />
eller voldtaget af kommercielle interesser.<br />
Jeg har bevidst kun omtalt de mest teoretisk<br />
tunge artikler. Resten af bogen<br />
er i det store hele ren lystlæsning, der<br />
fornemt understøtter og bidrager til de<br />
teoretiske læsninger. En særlig anerkendelse<br />
synes jeg må tilfalde redaktørerne.<br />
Redaktører har ofte et usselt job.<br />
De skal inspirere og kontrollerer – vælge<br />
og vrage – de skal finde den røde<br />
tråd, og de skal disponere og konkludere<br />
på mange andres vegne. Det lykkes<br />
ikke altid – men her gør det.<br />
Eddy Thomsen<br />
Rollespil i æstetisk, <strong>pædagogisk</strong><br />
og kulturelt perspektiv<br />
- i æstetisk, <strong>pædagogisk</strong> og<br />
kulturelt perspektiv.<br />
Redigeret af Kjetil Sandvik og<br />
Anne Marie Waade.<br />
Århus Universitetsforlag 2006.<br />
ISBN: 87-7288-797-4. 348 kr.<br />
December 2006 Vinduet<br />
Side 19
Sørens og Nikolajs<br />
live <strong>rollespil</strong> i Hørhaven<br />
Fortalt af Søren til sin far efter begivenhederne en lørdag, sommeren 2005<br />
Kampregler:<br />
Hver aktør har 0 HP fra starten<br />
Slag på arme og ben giver - ½ point<br />
Slag på bryst og ryg giver – 1 point<br />
Ved – 1 point er man død<br />
Slag i hovedet på den anden udløser<br />
selvdød.<br />
Efter dødsfald er man død til kampen<br />
er ovre. Efter 10 min sygeleje liver man<br />
op igen.<br />
20 drenge i alderen 12-13 år fra tre forskellige<br />
skoler i Århus har sat hinanden<br />
stævne for at spille over en hel dag.<br />
De medbringer diverse materialer til at<br />
etablere to lejre eller byer hhv A og B,<br />
samt madvarer og selvfølgelig våben<br />
og andet udstyr.<br />
A-byen ledes eller ”ejes” af en hertug,<br />
Nikolaj, som har arvet den fra en rig<br />
købmand. Det er en rolig by med et livligt<br />
daglig liv. Søren er bonde. Der er<br />
derudover en krovært, en håndværker,<br />
en læge, vagter og soldater.<br />
Byen er god til at blive i rolle.<br />
B-byen er nærmest en krigerlejr eller<br />
en oprørsby. Den har en konge og en<br />
masse krigere. Byen har lidt svært ved<br />
at blive i rolle – måske har de ikke nok<br />
at lave i dagligdagen(?)<br />
To personer, Prinsen og hans meget<br />
stærke livvagt, Joakim, færdes frit i terrænet<br />
på egen hånd. Prinsen er i besiddelse<br />
af et helligt kors med halskæde af<br />
guld og diamanter. Korset har magisk<br />
kraft, som dog ikke er udnyttet af Prinsen<br />
(endnu). De planlægger et angreb<br />
på B og det lykkes dem at dræbe Kongen.<br />
Så tager de flugten og bliver forfulgt<br />
af resten af B-byen.<br />
I mellemtiden har Søren sammen med<br />
vagten og håndværkeren dannet en<br />
hemmelig kult, en satanisk kult. Med<br />
bål og salver samt rytmiske besværgelser<br />
udvikler de magisk magt; målet er<br />
at bruge denne magt til at underkue andre.<br />
Prinsen og Joakim er på flugt, og de tager<br />
ind i A-byen for at opnå midlertidigt<br />
asyl. Samtidigt er den en person<br />
fra A-byen der flytter til B for at få nye<br />
udfordringer (og for at styrke rolle-disciplinen<br />
i byen). Snart drager Prinsen<br />
og hans mand igen til skoven, idet<br />
hertugen har fundet et passende skjul,<br />
Side 20 Vinduet<br />
men forinden er det lykkedes hertugen<br />
at få Søren til at spionere mod Prinsen,<br />
hvorfor Søren lægger sig i selen for at<br />
vinde Prinsens tillid. Det lykkes faktisk<br />
så godt, at Søren får det hellige kors til<br />
forvaring, fordi Prinsen ikke føler sig<br />
tryg. (Man skal huske, at Prinsen og<br />
de andre ikke er klare over, at Søren er<br />
med i den sataniske kult, og således bestemt<br />
ikke er til at stole på. Imidlertid<br />
kan Søren ikke stille noget op nu og her<br />
med korset uden sine to medsammensvorne).<br />
December 2006
Der er nu sået ondt blod mellem A og B<br />
som følge af Prinsens asyl. De to byer<br />
strides ude på marken uden at det dog<br />
kommer til afgørende slag. B prøver at<br />
presse A til at afsløre Prinsens opholdssted.<br />
Søren og håndværkeren har været på<br />
forskellige missioner og vender nu tilbage<br />
til deres stamby, A. Ved et baghold<br />
lykkes det for Prinsen og han livvagt at<br />
dræbe håndværkeren og delvist bortføre<br />
Søren. Han tager frivilligt med, fordi<br />
han stadig er ude på at vinde deres tillid.<br />
De søger kontakt til B, som ellers<br />
tidligere var deres fjender for at sammensværge<br />
sig og sammen kan vinde<br />
over A. Det er en ussel alliance, men<br />
hvad gør man ikke for magt! Inde de<br />
får taget sig sammen til angreb kommer<br />
A dem i forkøbet og angriber med<br />
hele hæren. Under tumulten lykkes det<br />
Søren (skønt som bonde kun bevæbnet<br />
med en kniv) at tage Prinsen som gidsel.<br />
Men han kan ikke holde sit bytte<br />
og bliver dræbt af en tredje. A trænges<br />
tilbage.<br />
Da Søren vågner op igen sniger han sig<br />
hen til A-byen, hvor der igen raser kampe<br />
mellem A og B – denne gang dog i<br />
A-byen. Mirakuløst vinder A kampen<br />
– ikke mindst fordi den stærke livvagt,<br />
Joakim, kommer til at slå en modstander<br />
i hovedet, hvorved han selvdør.<br />
Efter kampen kommer Søren ind i<br />
byen. Der er nu igen fred og Prinsen<br />
og hans livvagt opsøger Søren for at få<br />
det hellige kors tilbage. Dermed opda-<br />
ger hertugen, at Søren er i besiddelse af<br />
korset. Hertugen vil have korset. Søren<br />
stikker af og hertugen sender to af sine<br />
folk efter ham. Imidlertid vil skæbnen,<br />
at de to eftersættere netop er Sørens<br />
medsammensvorne satanister. Sammen<br />
alle tre kan de nu iværksætte ritualet,<br />
der skal frigøre korsets magt (præcist<br />
hvordan det skal kunne ske og hvilken<br />
effekt det hellige kors´ kraft vil have er<br />
ikke klart, da spillet om korset er opstået<br />
undervejs – dens rolle er med andre<br />
ord ikke aftalt på forhånd).<br />
Korsets magt når dog ikke at blive manifest,<br />
da gruppen opspores inde ritualet<br />
kan blive effektivt, og Søren dræbes<br />
endnu en gang.<br />
Hermed slutter spillet. Ikke fordi spillet<br />
som sådan har fundet en naturlig afslutning,<br />
men snarere fordi dagen er gået.<br />
Eddy Thomsen<br />
December 2006 Vinduet<br />
Side 21
<strong>Live</strong><strong>rollespil</strong>lets imagination 1<br />
Af Anne Marit Waade<br />
Adjunkt, Institut for Informations- og<br />
Medievidenskad, ÅU<br />
amwaade@imv.au.dk<br />
I filmen Braveheart, hvor Mel Gibson<br />
både er instruktør, hovedrolleindehaver<br />
og enestående helt, følger vi ham<br />
i storslåede kampscener i overvældende<br />
naturscenarier. Kampscenerne viser<br />
store grupper krigere, som kæmper<br />
i voldsomme sammenstød, mand mod<br />
mand, krop mod krop. Den ene helt,<br />
Mel Gibson, står i kontrast til mængden<br />
af mænd, rustet til kamp. Synet af<br />
de mange krigere og formationen af<br />
mennesker, forbindes med synet af den<br />
vældige natur og formationen af træer,<br />
højder og landskab. Kameraets panorering<br />
over det frygtindgydende, fantastiske<br />
og imponerende landskab etablerer<br />
en særlig ramme om fortællingen.<br />
Det er natur så langt øjet rækker. Filmen<br />
handler om grundlæggende følelser<br />
og modsætninger had – kærlighed,<br />
tro – tvivl, ven – fjende, liv – død, natur<br />
– kultur, det gode – det onde. Og hel-<br />
digvis er det den gode, der vinder. Mel<br />
Gibson sejrer.<br />
Jeg fik lov til at følge 1. kompagni ved<br />
et af 1. Søndag-spillene i Århus foråret<br />
2003. Vi kæmpede som Mel Gibson,<br />
vi kunne se os selv i de fantastiske<br />
scenarier som uovervindelige helte, ja,<br />
som Mel Gibson-kloner, ride hen over<br />
højderyggen og gå i kamp mod sulakkerne!<br />
Og det var mig, det var selveste<br />
Mel Gibson, der vandt!<br />
<strong>Live</strong> <strong>rollespil</strong> fungerer som en gennemspilning<br />
af kendte, folkelige fortællinger<br />
og mediekulturelle genre, og<br />
bl.a. er fantasy, horror. science fiction<br />
og gangsterfortællinger velbrugte genrer.<br />
De mest imponerende fortællinger<br />
i live <strong>rollespil</strong> er dog ikke plottets fortællinger,<br />
ej heller selve spillet. Derimod<br />
er det de imaginære fortællinger.<br />
<strong>Live</strong><strong>rollespil</strong>lets imagination beskriver<br />
spillerens mental proces og den pågående<br />
og omfattende produktion af billeder,<br />
fortællinger og dramaer i hovederne<br />
på <strong>rollespil</strong>leren, både under<br />
selve spillet, men også de mange ”scenarier”<br />
der udspiller før og efter selve<br />
spillet i spillernes forventninger, fantasier<br />
og drømme.<br />
Fantasy: det moderne eventyr<br />
Genren fantasy betegner litteratur, film<br />
og tegneserier hvori personerne agerer<br />
i et tidløst og eventyrligt univers. Den<br />
danske betegnelse fantastiske fortællin-<br />
Side 22 Vinduet<br />
ger, som vi kender dem fra bl.a. Karen<br />
Blixen, er fortællinger hvori ”fænomener<br />
med foruroligende realisme rokker<br />
ved hverdagsvirkeligheden – en protest<br />
mod bornert forstadsdyrkelse” (Den<br />
Store Danske Encyklopædi/fantastiske<br />
fortællinger). Som populærkulturel matrice<br />
behandler fantasy-genren forholdet<br />
mellem hverdagslivet og det fantastiske<br />
univers. Karakteristisk for disse<br />
fortællinger er at personerne foretager<br />
en rejse ind i det eventyrlig og vender<br />
hjem til udgangspunktet, styrket i deres<br />
åndelige udvikling. Med andre ord<br />
indebærer fantasy som fortælleform en<br />
distance mellem fortællingens sted og<br />
tid, og læserens eller spillerens her-ognu-virkelighed.<br />
Niels Dalsgaard sammenligner<br />
i Guide til fantastisk litteratur<br />
(2000) fantasy-litteratur med<br />
horror og science fiction, og han skriver<br />
at ”al litteratur, selv den mest realistiske,<br />
adskiller sig naturligvis fra<br />
virkeligheden, men de fantastiske genrer<br />
gør det så at sige demonstrativt tydeligt”<br />
(op.cit., s.11). Et dramaturgisk<br />
grundprincip i fantastiske live <strong>rollespil</strong><br />
er dermed at spillerne kan gennemleve<br />
handling og roller som ligger langt fra<br />
deres egen tid og deres hverdag. Det er<br />
i denne afstand mellem spiller og spil<br />
at fantasi, indlevelse og mentale billeder<br />
produceres og frisættes.<br />
Fantasy-genren indebærer i sig selv en<br />
sammenblanding samt en remediering<br />
af forskellige kunstneriske og kulturel-<br />
December 2006
le historiske strømninger, for eksempel<br />
middelalderens folkelige kultur og forestillinger.<br />
Middelalderens hierarkiske<br />
og overskuelige samfundsstrukturer,<br />
hvor rang og stand var bestemmende<br />
for din identitet og handlingsfrihed, er<br />
et vigtigt dramaturgisk element i f.eks.<br />
1. søndag-kampagnen, og ligeledes<br />
middelalderens folkekultur og hedenske<br />
forestillinger om f.eks. det overnaturlige,<br />
det groteske og det kropslige. I<br />
fantasy som genre, kan man også finde<br />
typiske islæt af f.eks. romantikkens<br />
fremstilling af følelser, betydningsfyldte<br />
landskaber og religiøse forestillinger.<br />
Inspirationen fra romantikken i<br />
fantasy-genren kan ses i f.eks. naturens<br />
og landskabet centrale betydning og en<br />
dragning mod det dunkle og dæmoniske,<br />
og mod det melankolske, det trivielle<br />
og det sentimentale. Fantasy-<strong>rollespil</strong>lene<br />
er også iblandet action genrens<br />
heltefortællinger, hvor dramatiske<br />
handlingsforløb med simple konflikter,<br />
som gælder den ydre handling, typisk<br />
danner fortællingens plot. Middelalderspillene<br />
og fantasy-spillene dominerer<br />
<strong>rollespil</strong>skulturen, og ikke mindst<br />
har de haft en særlig opblomstring de<br />
seneste år med filmatiseringen af Tolkiens<br />
Ringenes Herre. Gennem disse,<br />
og tilsvarende filmer, kan vi boltre os i<br />
fantastiske landskabsbilleder, gode helte,<br />
rå manddomsstyrke og trolddom.<br />
Horror: mødet med det onde<br />
Horror som genre og fortolkningsmatrice<br />
er som nævnt kendetegnet ved at<br />
omhandle det onde, enten som en ydre<br />
dæmon, ondskaben som noget der ligger<br />
uden for os eller som en hinsides<br />
fjende, eller som en indre dæmon, noget<br />
der findes i os alle eller som noget<br />
som uskyldige vilkårligt kan smittes eller<br />
rammes af. Horror-genren er knyttet<br />
til gotikkens forestillinger om menneskets<br />
onde natur og dens opgør med<br />
kristendommens polarisering og forenklede<br />
modsætning mellem det gode<br />
og det onde. Gotikken satte spørgsmålstegn<br />
ved datidens virkelighedsbegreb:<br />
De sære hændelser skaber en<br />
skræmmende usikkerhed om virkelighedens<br />
grænser og menneskets<br />
evne til at analysere disse. Denne<br />
anfægtelse af sanser, fornuft og<br />
forestillinger synes at være kernen<br />
i den gotiske litteraturs vedvarende<br />
evne til at fængsle læseren. (Den<br />
Store Danske Encyklopædi/ gotik)<br />
Horror er derfor meget mere foruroligende<br />
end både fantasy, science fiction<br />
og gangsterhistorier: Horror er fortællinger<br />
om ondskab, forgængelighed og<br />
elendighed som findes i os – eller kan<br />
ramme os - som almindelige mennesker.<br />
Niels Damsgaard skriver at horror<br />
adskiller sig fra science fiction og<br />
fantasy, fordi ”det, der definerer den,<br />
ikke er måden dens fortalte verden er<br />
konstrueret, men derimod den virkning,<br />
den har på læseren” (Damsgaard<br />
2000, s.12). Mange horror-fortællinger<br />
indeholder overnaturlige fænomener<br />
som varulve, vampyrer og gengangere,<br />
men de kan lige gerne illustrere en<br />
verden som til forveksling ligner vores<br />
egen hverdag og som f.eks. omhandler<br />
seriemordere eller syge mennesker.<br />
Det er ikke uhyggen, men derimod det<br />
uhyggelige, som er det centrale i horror<br />
som genre, skriver Damgaard.<br />
Kulturanalytikeren og ungdomskulturforskeren<br />
Anne Scott Sørensen har beskrevet<br />
nogle horror- og vampyrscenarier<br />
fra computer<strong>rollespil</strong> i bogen<br />
Troldmandens lærlinge fra 2002. Hun<br />
peger på at vampyrfiguren er en udefinerbar<br />
størrelse; ”den er lige så usikker<br />
at bestemme med hensyn til køn, trods<br />
de ydre kropstegn, som med hensyn<br />
til krop og identitet og det helt grundlæggende<br />
spørgsmål; hvad er dette for<br />
et individ?” (op.cit., s.55). Modsat de<br />
simple dikotomier, som findes i fantasy,<br />
action og science fiction, som f.eks.<br />
godt/ondt, menneske/fantasivæsen, er<br />
det selve identiteten og mennesket som<br />
væsen og uvæsen, der tematiseres og<br />
reflekteres i horror- og vampyrspillene.<br />
December 2006 Vinduet<br />
Side 23
Scott Sørensen skriver:<br />
Tematikken i et sådant spil er, i<br />
overensstemmelse med genrekoden,<br />
den horror, der opstår, når noget<br />
skifter karakter og udfordrer<br />
grænsen mellem det menneskelige<br />
og det umenneskelige (dyriske) eller<br />
det menneskelige og det overmenneskelige<br />
(guddommelige og<br />
paranormale) og sår tvivl om størrelser<br />
som identitet, kroppen og<br />
kønnet. (ibid. s.55)<br />
Horror og fantasy har mange forskellige<br />
egenskaber som genrer, men de har<br />
samtidigt nogle fællestræk, som er interessant<br />
at kigge på i denne sammenhæng.<br />
Begge genrer forvalter fantastiske<br />
forestillinger, monstrøse figurer,<br />
overnaturlige kræfter og logikker. De<br />
leger begge med livets og virkelighedens<br />
grænser: det guddommelige, det<br />
unaturlige, livets skæbne og dødelighed.<br />
De repræsenterer begge en søgen<br />
efter det irrationelle, det religiøse og<br />
det mystiske, som en flirt med de forestillinger<br />
og rationaler, der tilhører en<br />
præmoderne samfundskultur.<br />
Science fiction og<br />
gangsterdramaer<br />
Science fiction handler om den fjerne<br />
fremtid, den nære fremtid eller postapokalyptiske<br />
scenarier. Som fortolkningsmatrice<br />
kendetegnes den ved<br />
netop at indregne vores moderne tid.<br />
Nutidens og fremtidens teknologi og<br />
videnskab tænkes sammen i scenari-<br />
erne, og de grundlæggende spørgsmål<br />
om mennesket relateres til teknologiens<br />
fremskridt, mennesket som maskine<br />
og robot, mennesket som underlagt<br />
eller suverænt i forhold til teknologi<br />
etc., i stedet for fantasy-spillenes måde<br />
at relatere mennesket til natur, guddom<br />
og skæbne. Science fiction er også ofte<br />
iblandet action-genrens dramatik og<br />
handlende agenter. Og som regel er det<br />
de gode som vinder og de onde som taber,<br />
ligesom i actionfilmen.<br />
Anne Scott Sørensen beskriver hvordan<br />
truslen eller faren mod mennesket<br />
i den klassiske science fiction typisk<br />
er en lokaliserbar, ekstern størrelse. I<br />
science fiction er faren<br />
gestaltet i det ydre som maskinel,<br />
drugs, rumvæsener og rumfartøjer<br />
fra andre planeter eller operative<br />
teknologier. Sammenlignet med<br />
horror, handler sf mere om det rationelle<br />
og det fornuftige/forstandsmæssige<br />
end om det irrationelle<br />
og det begærlige/det moralske og<br />
mere om det kollektive og det politiske<br />
ende om det individuelle og<br />
moralske. (op.cit., s. 58)<br />
I cyberpunk er teknologien ikke mere<br />
en ydre fare, men i stedet har teknologien,<br />
i form af microchips og proteser,<br />
trængt længere og længere ind i identiteten<br />
og i kroppen.<br />
Andre genrer som også har været afprøvet<br />
og gennemspillet som live <strong>rollespil</strong>,<br />
er gangster<strong>rollespil</strong>. Gangsterfilmen er<br />
forgængeren til politifilmen, og den repræsentere<br />
en mere realistisk og delvis<br />
Side 24 Vinduet<br />
samfundskritisk genre end f.eks. fantasy,<br />
horror og science fiction. Gangsterfilmen<br />
beskriver en underverden, ikke<br />
med trolde og orkere, blodige monstre<br />
eller robotter, men derimod en af virkelighedens<br />
underverdener fyldt med<br />
vold og kriminalitet.<br />
Rollespillets imaginære<br />
fortællinger<br />
En måde at forstå de forskellige narrative<br />
aspekter der findes i live <strong>rollespil</strong>,<br />
er at skille mellem spillets plot, performativitet<br />
og imagination. Plottet er beskrevet<br />
i scenariet og relaterer sig til de<br />
genrer og populære myter som jeg har<br />
beskrevet, og udgør dermed de konkrete<br />
fortællinger, der kan/skal gennemspilles.<br />
Plottet udvikles af scenarieforfatterne<br />
inden selve spillet, men også fortløbende<br />
mellem de officielle slag/spil<br />
når spillere typisk mødes for at kreer<br />
nye sidehandlinger og nye dramaer og<br />
her udvikles også karaktererne. <strong>Live</strong><strong>rollespil</strong>lets<br />
performativitet gælder selve<br />
spillernes spil og hvordan scenariet<br />
iscenesættes og realiseres. <strong>Live</strong><strong>rollespil</strong>lets<br />
imaginære aspekt omfatter de<br />
forestillinger og fortællinger der formes<br />
inde i deltagernes hoveder, typisk<br />
som en blanding af fællesmytisk univers<br />
(f.eks. middelalderlige eller eventyrlig<br />
univers) og unikke, individuelle<br />
(selv)fortællinger. De imaginære fortællinger<br />
er knyttet til individerne og<br />
deres fantasier, drømme og indre forestillinger<br />
relateret til <strong>rollespil</strong>let, og er<br />
derfor et supplement til scenariets plot<br />
og fiktion.<br />
December 2006
De bedste scenarier, de mest dramatiske<br />
slag og de mest betydningsfulde scener<br />
foregår netop inde hovedet på spilleren,<br />
hvor den ydre handling og spillested<br />
fungerer som fiktionsmarkering og<br />
ramme for indre forestillinger. På samme<br />
måde som det hvide tov afmærker<br />
og indikerer kongens slot, er scenariets<br />
ydre fortælling blot en afmærkning og<br />
indikator på spillernes indre mytologiske<br />
og fantastiske fortællinger. Fantasi<br />
og imagination er på ingen måde<br />
forbeholdt <strong>rollespil</strong>, men findes som et<br />
vigtigt element i legekultur, på samme<br />
måde som i reklame- og forbrugerkultur<br />
samt mediebrug (André Jansson:<br />
Image Culture, Göteborg 2002)<br />
De mediekulturelle genre i live<strong>rollespil</strong>let<br />
gør sig gældende som fortolknings-<br />
og handlingsmønstre i forhold<br />
til alle tre aspekter. Det vil sige at scenariet<br />
(plottet) som det skriftlige forlæg<br />
for et konkret live <strong>rollespil</strong>, udvikles<br />
og præsenteres ud fra konkrete genre,<br />
f.eks. et pirat-scenarie, en fantasy-kampagne<br />
eller et vampyr-scenarie. Spillernes<br />
udførelse af de konkrete scenarier<br />
(det performative aspekt), er på samme<br />
måde inspireret og styret af spillernes<br />
kendskab til de specifikke genre-<br />
konventioner, f.eks. kan du ikke spille<br />
troldmand i et pirat-scenarie eller ork i<br />
et vampyrspil, og ligeledes hører typisk<br />
fysiske slåskampe hjemme i et fantasyspil,<br />
mens intrigespil passer i vampyrspillet.<br />
De imaginære fortællinger er en<br />
videreudvikling af plottets og spillets<br />
fortælling. Det opstår en særlig dynamik<br />
mellem spillets fysiske og stilistiske<br />
elementer (kroppe, scenografi og<br />
landskab) samt plottets velkendte fortællestruktur<br />
på den ene siden, og spillernes<br />
imaginære universer på den anden.<br />
Genkendeligheden i plotstruktur,<br />
genre og figurer fungere som konkret<br />
ramme for spil og fantasi. På samme<br />
måde som de fysiske rammer og simple<br />
scenografiske markører (landskabet,<br />
kroen, kongeslottet m.v.) stimulerer til<br />
fantasiproduktion og imagination. Fordi<br />
scenografien er så simpel, og fordi<br />
plottet følger simple skabeloner og<br />
konflikter, fordres spillernes imaginære<br />
forestillingsevner desto mere. Det<br />
er her <strong>rollespil</strong>lets grundlæggende fascination<br />
og kreative kraft findes. Rollespil<br />
er derfor ikke kun tale om gennemspilning<br />
af mediekulturens kendte<br />
fortællinger, men en videreudvikling af<br />
dem, hvor der er muligt at projicere sig<br />
selv ind i disse fiktionsunivers og eventyr.<br />
Jeg kan se mig selv som Mel Gibson,<br />
jeg kan se mig selv som en blodtørstig<br />
vampyr og jeg kan sætte mig<br />
selv ind i en eventyrlig verden hvor jeg<br />
selv gør en forskel.<br />
Note: Artiklen er baseret på artiklen:<br />
Jeg – en actionhelt! <strong>Live</strong><strong>rollespil</strong>lets<br />
populærkulturelle matricer, fra antologien<br />
Rollespil, redigeret af Kjetil<br />
Sandvik og Anne Marit Waade og<br />
udgivet på Aarhus Universitetsforlag<br />
2006.<br />
Litteratur<br />
Dalsgaard, Niels (2000). Guide til<br />
fantastisk litteratur – Science fiction,<br />
fantasy- og horror-litteraturens hvem<br />
er de? Hvad skrev de?. København:<br />
Fremad<br />
Div. (1994-2001). Den Store Dansk<br />
Encyklopædi. København: Gyldendal<br />
Gran, Anne-Britt (2004). Vår teatrale<br />
tid. Lysaker: Dinamo Forlag<br />
Jansson, André: (2001) Image Culture,<br />
Göteborg Universitet<br />
Scott Sørensen, Anne (2002). ”Rollespil<br />
som fortællende medie – et narrativt<br />
og mediekulturelt perspektiv”.<br />
I: A. Scott Sørensen (red.): Trolddommen<br />
Lærlinge. Odense: Odense<br />
Universitetsforlag (Tidsskrift for Børne-<br />
og Ungdomskultur 44)<br />
Waade, Anne Marit (2002). Teater<br />
i en teatralisert samtidskultur, resepsjonskulturelle<br />
mønstre i aktuel<br />
scenekunst. Ph.d.-afhandling. Århus:<br />
Center for Tværæstetiske Studier,<br />
Aarhus Universitet (upubliceret)<br />
December 2006 Vinduet<br />
Side 25
Warhammer Freestyle<br />
<strong>Live</strong><strong>rollespil</strong> i <strong>pædagogisk</strong> arbejde<br />
Af Klaus Thestrup<br />
Pædagog, cand. phil i dramaturgi, lektor i<br />
drama ved Jydsk Pædagog-Seminarium<br />
Randers, klausthestrup@mail.tele.dk<br />
Gaffasværd, orker og fantasy er på fuld<br />
fart ind i daginstitutionerne. Pædagoger<br />
og børn står bøjet over elektrikerrør,<br />
liggeunderlag og gaffatape for at<br />
lave våben, der skal bruges ude på legepladsen.<br />
Som dramalærer og underviser på<br />
Jydsk Pædagog-Seminarium Randers<br />
interesserer det mig, hvilken betydning<br />
live<strong>rollespil</strong> kan få for <strong>pædagogisk</strong> arbejde.<br />
Denne artikel bygger på møder<br />
i forskellige sammenhænge med børn<br />
over gaffasværdets skarpe kant.<br />
Først og fremmest handler live<strong>rollespil</strong><br />
i en <strong>pædagogisk</strong> sammenhæng om<br />
mere end at lave gode gaffasværd. Pædagoger<br />
og børn skal kunne organisere<br />
en regelleg med klare regler for, hvor-<br />
når man er død og hvordan man bliver<br />
levende igen. Alle skal kunne deltage<br />
i en form for improviseret teater, hvor<br />
alle er med til at bygge en fortælling<br />
op ved at deltage i den og ændre den.<br />
Pædagoger møder også børn, som befinder<br />
sig i midten af et mediesamfund<br />
og med gaffasværdet bruger figurer og<br />
scener fra billedstrømmen som råstof i<br />
deres egne medielege.<br />
Børn i et væv af medier<br />
De børn, jeg har mødt til store organiserede<br />
live<strong>rollespil</strong>, tilfældigt mellem<br />
rækkehuse eller i sammenhænge, hvor<br />
jeg selv har startet lege med sværd, ser<br />
ud til at bruge live<strong>rollespil</strong> på en anden<br />
måde end den erfarne yngre live<strong>rollespil</strong>ler,<br />
som o å bordet. De møder<br />
Tolkiens fortællinger ved at stykke<br />
dem sammen fra spil, film og figurer.<br />
De bruger stumper fra disse fortællinger<br />
sammen med fortællinger fra Star<br />
Wars-filmene, on-line <strong>rollespil</strong>let World<br />
of Warcraft og manga-tegneserien<br />
Dragon Ball eller hvad der ellers for<br />
øjeblikket optager dem. Disse stumper<br />
bliver råstof for nye fortællinger fortalt<br />
gennem regler og figurer i deres egne<br />
live<strong>rollespil</strong> eller gennem mundtlige<br />
fortællinger, de beretter for hinanden.<br />
Det ene øjeblik samarbejder de intenst<br />
foran skærmen for at dræbe de næste<br />
Side 26 Vinduet<br />
fjender og det næste løber de op i baghaven<br />
og går i cirkler rundt om hinanden<br />
og konstruerer fortællinger om de<br />
næste fjender. Lidt senere er de nede på<br />
værelset igen.<br />
Meget få af disse børn bliver formodentlig<br />
gamemastere, men de er fortællere<br />
og forbrugere. Hvis man som forælder,<br />
pædagog, lærer, <strong>rollespil</strong>ler eller<br />
forsker er interesseret i live<strong>rollespil</strong><br />
som fænomen i børns liv i mediesamfundet,<br />
er børns deltagelse i live<strong>rollespil</strong><br />
organiseret af unge eller voksne<br />
ikke nok. Det er børns brug af forskellige<br />
typer medier i et væv af teknologi<br />
og fortællinger, der bliver afgørende.<br />
Kulturskabere i lokale<br />
sammenhænge<br />
I den type live<strong>rollespil</strong> jeg indtil nu<br />
har deltaget i og selv arbejdet med, har<br />
sværdet været det afgørende omdrejningspunkt.<br />
Basis for live<strong>rollespil</strong>let<br />
er en kampleg med regler for brug af<br />
sværdet. Disse regler stammer både fra<br />
de mange håndbøger, der findes på området,<br />
fra de store live<strong>rollespil</strong> og fra<br />
børnene selv. Her er et par regler, som<br />
jeg ofte bruger sammen med børn:<br />
Man kan blive ramt tre gange uden at<br />
der sker noget. Man er Usårlig. Fjerde<br />
gang dør man uanset hvor man bliver<br />
ramt. Rammer man sin modstander<br />
December 2006
i hovedet, er man Selvdød. Når man er<br />
død, går man hen til Kirkegården, et<br />
sted på kamppladsen, hvor man tæller<br />
til femogtyve. Bagefter kan man gå ind<br />
i kampen igen og slås videre med nye<br />
liv.<br />
Ofte anvender jeg legen Stiksværd for<br />
at øve sig på de basale regler. Denne<br />
leg er ligesom stikbold blot med sværd<br />
i stedet for en bold. Alle slås mod alle<br />
og hvis f.eks. personen A bliver slået<br />
ihjel af personen B, går A ud. A kommer<br />
først ind igen, hvis B bliver slået<br />
ihjel af en tredje. Det er svært at slutte<br />
denne leg med at der er en vinder, fordi<br />
det går så stærkt med dø og komme ind<br />
i kampen igen, når legen foregår med<br />
sværd, så ofte må legen standses for at<br />
alle kan puste ud og måske få noget at<br />
drikke.<br />
De nævnte regler og lege er selvfølgelig<br />
ikke de eneste rigtige, selvom<br />
de fungerer. Andre grupper af børn og<br />
voksne har i andre sammenhænge andre<br />
og langt mere komplicerede regler<br />
og lege. Pointen er, at det er en gruppe<br />
deltagere som udenfor de store live<strong>rollespil</strong><br />
selv har afprøvet, ændret og<br />
finslebet regler, der giver mening i det<br />
fællesskab, de er i. Reglen om selvdød<br />
mødte jeg ikke første gang til en et stort<br />
live<strong>rollespil</strong>, men hos en lille gruppe<br />
drenge, der legede bagved de rækkehuse,<br />
hvor de boede. Legen Stiksværd<br />
har jeg lavet sammen med en gruppe<br />
børn i en baghave langt væk fra både<br />
daginstitutioner og erfarne live<strong>rollespil</strong>lere.<br />
Reglerne fra de store live<strong>rollespil</strong><br />
er en kilde til inspiration, men de<br />
er ikke absolutte og de reguleres af deltagerne<br />
selv.<br />
I de håndbøger om live<strong>rollespil</strong>, der er<br />
skrevet af live<strong>rollespil</strong>lerne selv, findes<br />
der mange eksempler på lege og regler,<br />
der kan sætte live<strong>rollespil</strong> i gang. Disse<br />
regler ser ud til at stamme fra forfatternes<br />
egne afprøvning af regler, dengang<br />
de selv gik i gang med gaffasværd ude i<br />
skoven. Børnene ser i dag ud til at starte<br />
samme sted, som de yngre live<strong>rollespil</strong>lere<br />
gjorde en gang. De udvikler<br />
egne regler og en lokal kultur baseret<br />
på legen med fiktion, men det er en kultur,<br />
hvor live<strong>rollespil</strong> er en mulighed<br />
blandt mange andre, ikke den eneste og<br />
altopslugende daglige aktivitet.<br />
Legen med fiktionen<br />
Legen Stiksværd kan udvides til den<br />
større leg De Tre Baser, der bliver<br />
grundlaget for et egentligt live<strong>rollespil</strong>.<br />
Deltagerne kan deles ind i tre grupper<br />
med hver sin base med lidt afstand<br />
mellem dem. Basens mure kan være<br />
inde mellem nogle buske eller markeres<br />
med et reb. Inde på hver base er der<br />
en Hellig Genstand. Denne genstand<br />
kan være et flag eller noget helt andet.<br />
Det skal blot være muligt at bære den.<br />
Legen gør nu ud på at erobre alle tre<br />
genstande. Den, der først har alle tre<br />
genstande inde på sin base har vundet.<br />
I denne leg ligger der allerede en ikkelineær<br />
dramaturgi. Det er ikke på forhånd<br />
givet, hvem der vinder de tre genstande.<br />
Det er heller ikke på forhånd<br />
givet, hvem der kommer til at lave de<br />
mest spektakulære forsøg på at erobre<br />
genstandene og hvem, der næsten<br />
vandt. Legen kan også udvides med at<br />
tage fanger, forhandlinger og frigivel-<br />
se. Én i gruppen kan være Kaptajnen<br />
med ekstra liv og én kan være Troldmanden,<br />
der ved håndspålæggelse kan<br />
fryse enhver modstander til øjeblikkelig<br />
død. Man kan lave flag, navne, kostumer,<br />
rekvisitter, fortællinger om den<br />
gruppe, deltagerne tilhører.<br />
En anden leg er Sværd-og-fortæl-legen.<br />
Den er hentet fra to drenge, som legede<br />
den på følgende måde: A er vagt ved<br />
en port og B kommer hen til porten. B<br />
vil ikke uden videre sige, hvem han er<br />
og forsøger at komme ind. Eftersom A<br />
er vagten, giver han ikke uden videre<br />
lov til dette. Efter en del udenomssnak<br />
og forhandlinger eksploderer legen i en<br />
sværdkamp. Derefter starter legen forfra.<br />
Denne leg kan også leges med flere<br />
vagter og flere der vil ind. Her kan<br />
man så bruge reglerne for at dø og reglen<br />
med kirkegården.<br />
Begge de beskrevne lege er lege, der<br />
både er regellege og leg med teatrets<br />
virkemidler. Deltagerne skal både kunne<br />
reglerne for kamp, men de skal også<br />
kunne improvisere, sige replikker og<br />
skitsere en figur. Fiktionens rum, tid,<br />
figurer og fortælling er tilstede i legen<br />
og kan forhandles og forandres af deltagerne<br />
i legen. Det er til hver en tid<br />
muligt at stoppe op, gå ud af fiktionen<br />
og rollen og ændre på rammerne for legen.<br />
For børn er det ikke et mål at blive<br />
i fiktionen hele tiden. Børn går ubesværet<br />
ind og ud af fiktionen for at få legen<br />
til at lykkes.<br />
Et andet grundlæggende element i legekulturen<br />
er evnen til at kunne improvisere<br />
over en formel. Børn ser ud til<br />
lynhurtigt at kunne opfange udtryk og<br />
strukturer fra det, der omgiver dem og<br />
December 2006 Vinduet<br />
Side 27
så omforme det til leg. Sværd-og-fortæl-legen<br />
bruger live<strong>rollespil</strong>lets betydninger,<br />
dramaturgier og figurer som<br />
inspirerende formler, der bliver gentaget<br />
og improviseret over igen og igen.<br />
<strong>Live</strong><strong>rollespil</strong> arrangeret af erfarne live<strong>rollespil</strong>lere<br />
bliver råstof for leg på linie<br />
med computerspil, film og merchandise.<br />
Sværd-og-fortæl-legen og<br />
regellegen stiksværd bliver et kulturelt<br />
udtryk for børns omfattende leg med de<br />
forskellige medier, der er til rådighed i<br />
deres liv.<br />
Freestyle som<br />
fortolkningsfællesskab<br />
Sammen med en gruppe børn har jeg<br />
spillet en del figurkrigspil med små<br />
plasticfigurer fra Warhammer-universet.<br />
Vi samlede og malede figurer, byggede<br />
landskaber med skove, huse og<br />
bakker og udkæmpede slag af episke<br />
dimensioner på et spisebord. Vi brugte<br />
lang tid på afprøve og konstruere regler<br />
for spillet.<br />
Midt i alle disse diskussioner og fantastiske<br />
slag gik det pludselig op for<br />
os, at vi egentlig ikke spillede efter de<br />
meget omfattende regler, som firmaet<br />
Games Workshop angiver i deres regelbøger.<br />
Vi refererede ganske vist til figurerne<br />
og fortællingerne fra Warhammer-universet.<br />
Men f.eks. opfattede vi<br />
hver figur som en selvstændig kriger,<br />
som spilleren kunne rykke rundt med<br />
og lade kæmpe selv, mens man ifølge<br />
de etablerede regler flytter store grupper<br />
rundt samtidig og opfatter figurerne<br />
som regimenter.<br />
Det afgørende er ikke hvad der er bedst,<br />
men at vi opfattede det vi selv gjorde<br />
som vitalt!. Det gav mening og det<br />
skulle være sådan, indtil vi fandt på noget<br />
andet. Vi opfattede ikke det, andre<br />
gjorde som bedre eller som noget, vi<br />
skulle leve op til, men som en dybt fascinerende<br />
inspirationskilde. Jeg foreslog<br />
på et tidspunkt, at vi kaldte det vi<br />
gjorde for Warhammer Freestyle for at<br />
markere en forskel og en selvstændighed<br />
uden at miste forbindelsen til inspirationen<br />
eller læremestre, som kunne<br />
berige vores leg ved bordet.<br />
I dag kan jeg se, at vi var et kulturelt<br />
fortolkningsfællesskab, hvor betegnelsen<br />
ikke kunne dækkede over en måde<br />
at spille med figurer på et spisebord på,<br />
men også den måde vi var sammen på.<br />
Set udefra ville man kunne genkende<br />
en gruppe børn og voksne, der var samlet<br />
om en fortælling på en måde, der<br />
måske var anderledes end andre fællesskaber,<br />
men ikke mindre værd af den<br />
grund.<br />
Når kulturen er maskulin<br />
Det er en fejl at tro, at piger ikke kan<br />
være med til at udvikle en kultur omkring<br />
live<strong>rollespil</strong>. Ganske vist er det<br />
store flertal af deltagere til de store<br />
live<strong>rollespil</strong> drenge, men det er ikke et<br />
problem at skabe sammenhænge, hvor<br />
pigerne er ligeså velkomne som drengene.<br />
Da vi begyndte at spille med figurer<br />
viste det sig i <strong>praksis</strong>, at det tog<br />
lige så lang tid at male en figur ordentligt<br />
eller bygge en flot ruin som det tog<br />
at spille et slag. Det var lige nødvendige<br />
og velsete aktiviteter i vores samvær<br />
og det gav plads til, at alle uanset<br />
Side 28 Vinduet<br />
køn og alder på et eller andet tidspunkt<br />
kunne finde noget at foretage sig, som<br />
gav mening og anseelse. En godt malet<br />
figur var ligeså vigtig på slagmarken<br />
som en regel at spille den med.<br />
Det er også min erfaring, at pigerne er<br />
lige så vilde med kampen med sværd<br />
som drengene. Piger vil også gerne<br />
prøve kræfter med voldsomhed og de<br />
vil ligeså gerne være kropsligt tilstede<br />
i en leg som drengene. I begyndelsen<br />
kan det være nødvendigt at give nogle<br />
piger en særlig plads, når der skal<br />
kæmpes. Man kan give dem de bedste<br />
våben, skjolde, flere liv eller hjælpe<br />
dem med at slås sammen, så de kan<br />
klare sig mod selv de vildeste drenge.<br />
På denne måde står alle mere lige, når<br />
kampen begynder, men efter et stykke<br />
tid er det ikke længere nødvendigt at<br />
give pigerne særlige vilkår. Piger kan<br />
sagtens være krigere.<br />
I øvrigt indeholder live<strong>rollespil</strong> mange<br />
andre facetter, som begge køn kan lege<br />
med. Det er nødvendigt at snige, løbe,<br />
forhandle, spille roller, improvisere,<br />
finde på og være opmærksom. Det er<br />
nødvendigt at øve sig på at indleve sig,<br />
deltage i en fortælling og spille et spil<br />
med regler. Der er rigelig plads til at<br />
piger og drenge i fællesskab kan være<br />
med til at etablere en kultur, hvor kønnet<br />
ikke opfattes som en begrænsning.<br />
Jeg vil dog pointere, at drenge også<br />
skal have mulighed for at organisere eller<br />
deltage i live<strong>rollespil</strong>, hvor der ikke<br />
er piger. Drenge tumler med en maskulin<br />
kraft, som hverken samfundet eller<br />
pædagogerne tilsyneladende har brug<br />
for og de ser ud til at mangle en sammenhæng,<br />
hvor de kan undersøge det<br />
December 2006
iologiske og kulturelle køn, de har<br />
til rådighed. <strong>Live</strong><strong>rollespil</strong>let er måske<br />
drengekulturens sidste legeplads og en<br />
af de muligheder, drenge har tilbage for<br />
at blive kompetente medborgere. Men<br />
om live<strong>rollespil</strong>let er en flugt eller en<br />
måde at håndtere fremtiden på er svært<br />
at svare på. Måske er det begge dele.<br />
De forbundne rum<br />
I kampen med sværd er det muligt for<br />
barnet på et symbolsk og alligevel meget<br />
konkret niveau at kunne udfordre<br />
pædagogens autoritet. Her kan barnet<br />
i fritidshjemmet eller gruppen af børn<br />
i børnehaven vinde over den voksne.<br />
Børn ved også ofte meget mere om den<br />
populærkultur, som pædagogen måske<br />
for første gang skal stifte bekendtskab<br />
med.<br />
Og når mødepladsen mellem børn og<br />
voksne er leg, så møder pædagogen<br />
børn på et område, hvor børnene er de<br />
erfarne og pædagogen er den, der skal<br />
lære for at kunne være med. Pædagogen<br />
er ikke længere den, der ved og<br />
kan det hele og har alle svar, men må<br />
indstille sig på at være meget tydeligt<br />
personligt tilstede med både styrker og<br />
svagheder.<br />
Med sværdet i hånden deltager pædagogen<br />
pludselig aktivt i det væv af medier<br />
og fortællinger, som børnene navigerer<br />
i. Det våben, som pædagogen<br />
laver sammen med barnet, bliver måske<br />
brugt dagen efter, der hvor barnet<br />
bor. Pædagogen kan pludselig komme<br />
til at høre mere om den seneste film,<br />
barnet har set eller det computerspil,<br />
som barnet er ved at spille. Når regler-<br />
ne skal fastlægges ude på legepladsen,<br />
fortæller børnene om regler fra de store<br />
live<strong>rollespil</strong> eller regler, de selv har<br />
lavet. De fortællinger, som dukker op<br />
på legepladsen sammen med pædagogen,<br />
kan blive en del af de fortællinger,<br />
der fortælles andre steder. Pædagogen<br />
er ikke længere eksperten, der bygger<br />
sin viden på metoder konstrueret igennem<br />
mange år af andre pædagoger eller<br />
undervisere, men er deltager i en fælles<br />
udvikling af kulturelle udtryk, der eksisterer<br />
i konstant udveksling med den<br />
omgivende verden.<br />
Pædagogen deltager også i en undersøgelse<br />
af de betydninger, der ligger i figurerne,<br />
fortællingerne og reglerne. F.eks.<br />
kan Warhammer-universet tolkes som,<br />
at det handler om kampen mod det absolutte<br />
kaos i en verden, hvor der ikke<br />
længere er nogen sammenhængskraft.<br />
Fantasy kan forstås som den langvarige<br />
kamp mellem godt og ondt. Hos Tolkien<br />
er det endda en ren tilfældighed, at<br />
det gode vinder. Det er universer, hvor<br />
magi og religiøsitet tilsyneladende er<br />
bedre svar på verdens udfordringer end<br />
socialrealisme og rationalitet. Det er<br />
universer, hvor mennesket og fællesskabet<br />
bliver til under hård modstand.<br />
Men det er også universer præget af en<br />
voldsom fryd ved at finde på og fortælle<br />
med dramaturgier og regler. Hvad<br />
som helst kan lade sig gøre i verdener<br />
ved siden af det moderne hverdagsliv<br />
og er en måde at spejle de spørgsmål,<br />
der dukker op i dette liv.<br />
Hvis pædagogen kun ser live<strong>rollespil</strong><br />
som et middel til f.eks. at styrke sociale<br />
kompetencer, får han eller hun ikke øje<br />
på de brændpunkter, børnene er opta-<br />
gede af og de muligheder, der ligger i<br />
populærkulturens fortællinger. <strong>Live</strong><strong>rollespil</strong><br />
er en æstetisk og kulturel måde at<br />
stille en række grundlæggende spørgsmål<br />
på og her ligger det store potentiale<br />
i <strong>pædagogisk</strong> arbejde. Men realiseringen<br />
af dette potentiale afhænger af den<br />
pædagogik, pædagogen arbejder udfra.<br />
Jeg vil foreslå en kultur<strong>pædagogisk</strong> position,<br />
der bygger på ideen om de forbundne<br />
rum. I det <strong>pædagogisk</strong>e arbejde<br />
i en daginstitution skal der være plads<br />
til, at børnene leger selv og får mulighed<br />
for at udfolde deres legekultur. Der<br />
skal også være plads til at pædagoger<br />
viser børnene noget, pædagogerne rent<br />
faktisk kan eller er optagede af. Endelig<br />
skal der være mulighed for, at pædagoger<br />
og børn i et kulturelt fællesskab<br />
undersøger tematiske brændpunkter og<br />
udtryksformer. Pointen er, at disse <strong>pædagogisk</strong>e<br />
rum er forbundne. Gaffasværd,<br />
materialer, ideer til lege, regler<br />
for kamp og væsentlige undersøgelsesfelter<br />
kan strømme imellem de tre <strong>pædagogisk</strong>e<br />
rum i selve daginstitutionen<br />
og ændre hvad der foregår i hvert rum.<br />
Pædagogerne kan også som en bevidst<br />
strategi forbinde daginstitutionens <strong>pædagogisk</strong>e<br />
<strong>praksis</strong> med de andre arenaer,<br />
børnene dagligt befinder sig på. I<br />
denne position er pædagogen ikke primært<br />
rollemodel for allerede etableret<br />
moral, men leder af undersøgelsesprocesser,<br />
hvor enhver kan deltage og betyde<br />
noget for de svar, der måske dukker<br />
op. Børn kan sammen med voksne<br />
i forskellige sammenhænge blive særdeles<br />
aktive deltagere i konstruktionen<br />
af live<strong>rollespil</strong> og i sidste ende deres<br />
eget liv.<br />
Forts. side 32<br />
December 2006 Vinduet<br />
Side 29
Velkommen til Stjerneborg<br />
Af Thomas Kruse<br />
tk@petersabroe.dk<br />
Jeg har netop afsluttet en opgave med<br />
at planlægge og opbygge en scenografi<br />
og en drejebog til et <strong>rollespil</strong> for børn i<br />
1.- .5.klasse.<br />
Ideen har været at skabe en renæssance<br />
ramme, nemlig Tycho Brahes Uraniborg<br />
på Hven. Tycho Brahe opbyggede<br />
her et enestående videnskabeligt og<br />
kulturelt center, som fungerede næsten<br />
tyve år. Han forlod Hven og Danmark i<br />
1597, vred og skuffet over kongens og<br />
hoffets manglende støtte, og døde som<br />
bekendt i 1603 i Prag.<br />
For to år siden blev jeg spurgt, om jeg<br />
ville være med til at opbygge en interaktiv<br />
sanseudstilling i kulturinstitutionen<br />
Klaverfabrikken i Hillerød. De har<br />
i deres ca. 12-årige levetid gennemført<br />
en stribe børneprojekter i krydsfeltet<br />
mellem sanseudstilling og teater.<br />
Gennem møder og korrespondance<br />
blev projektet udviklet, ansøgninger<br />
blev skrevet og siden foråret 2006 har<br />
jeg ofte arbejdet i Klaverfabrikken og<br />
omskabt deres store Truckhal, ca. 13 x<br />
30 m. til Stjerneborg.<br />
Scenografien har lånt form fra Tycho<br />
Brahes observatorium, et stort kuppeloverdækket<br />
kvadrat med fire pavilloner,<br />
som samlende scenografi. Hver<br />
pavillon er udformet som karakteristisk<br />
for de fire spilgrupper, som de delta-<br />
gende skoleklasser kan kan vælge sig<br />
på. Ved siden af fællesscene og pavilloner<br />
er der opbygget et renæssancekøkken<br />
og et observatorium med forskellige<br />
astronomiske instrumenter. Børnene<br />
skal, inden de kommer ind i scenografien,<br />
passere igennem en tidsmaskine,<br />
hvor de rejser tilbage i tiden en rejse,<br />
opbygget med lys, spejle og dvd-film<br />
i et helt sort rum – og ankommer til<br />
Hven d. 6. oktober 1596!<br />
Adel og bonde, tjener eller<br />
gøgler<br />
Børnene vælger herefter selv deres rolle,<br />
om de vil være Tychos studenter og<br />
assistenter, hans tjenestefolk i køkkenet,<br />
gøglere eller bønder og tiggere.<br />
Der er syet fine kostumer og lavet rekvisitter<br />
til hver gruppe, ligesom de 4-<br />
5 voksne animatorer og spilfordelere er<br />
udklædte. ( Klaverfabrikken råder over<br />
en meget dygtig kostumeafdeling, som<br />
var en vigtig faktor, da jeg sagde ja til<br />
opgaven i sin tid.)<br />
Bønderne bliver hentet af ridefogeden,<br />
som anviser dem deres redskaber i pileflet<br />
pavillon og derefter sender dem<br />
ud med koste, save og skovle; om de i<br />
længden finder sig i ridefogedens ordrer<br />
vil så vise sig. Tycho Brahe var selv en<br />
ret hård lensherre, og satte bønderne til<br />
al slags hoveri. Var der protester kom<br />
de i hundehullet! I vores Stjerneborgscenografi<br />
har vi også bygget et hun-<br />
Side 30 Vinduet<br />
dehul, som nok skal blive brugt.<br />
Gruppen af tjenestefolk samler sig i<br />
deres pavillon og omkring et stort køkkenbord,<br />
med syltetøj, frugt, brød og<br />
grønsager, - og øl! Deres spil og roller<br />
foregår omkring en konkrete madlavning<br />
og borddækning til det afsluttende<br />
festmåltid, hvor Tycho Brahe<br />
forventes hjem fra forhandlinger i København.(<br />
Tycho kommer aldrig, måske<br />
pga. storm, i hvert fald er det for<br />
ham en Tycho Brahedag! I vores <strong>rollespil</strong><br />
lader vi ham være fraværende,<br />
bl.a. fordi en enkelt dominerende hovedperson<br />
ville flytte energien fra børnenes<br />
indbyrdes <strong>rollespil</strong>)<br />
Studenterne samles omkring Tycho<br />
Brahes observatorium, hvor vi har bygget<br />
flere af hans instrumenter, som børnene<br />
kan afprøve. De lærer også at<br />
lægge deres horoskoper, noget Tycho<br />
Brahe også beskæftigede sig med. Disse<br />
adelige studenter skal i øvrigt lære<br />
at tale høvisk, danse og måske få en<br />
fægtelektion.<br />
Gøglerne øver sig i akrobatik og jonglering,<br />
sang og spil organiserer måske<br />
et optog.<br />
Rollespillet slutter efter et par timer<br />
med en frokost-banket med højbords<br />
servering med guldtallerkner for de<br />
fine, keramikskåle til bønderne og gøglerne<br />
og grød og brød til de fattige.<br />
Der har været mange overvejelser omkring<br />
denne drejebog: Hvor meget skal<br />
eller kan lægges fast, hvor meget ’rød<br />
December 2006
tråd’er nødvendig f, eks omkring hvorvidt<br />
Tycho Brahe skulle dukke op eller<br />
ej, hvor mange voksenhistorier/ belæring<br />
om renæssancen og Tycho Brahes<br />
liv skal der diskes op med, osv.?<br />
Gennem alle disse spekulationer mener<br />
jeg, jeg er kommet tættere på essensen i<br />
<strong>rollespil</strong>-genren og også forskellene på<br />
<strong>rollespil</strong> og teater, rolleleg osv.<br />
Vi har skabt scenografien og den store<br />
fortælleramme omkring tiden, stedet,<br />
miljøet og <strong>rollespil</strong>lets hovedgrupper.<br />
Men vi overlader til børnene at vælge<br />
hvilken gruppe de vil tilhøre, at definere<br />
nærmere hvem de er og deres relationer<br />
indbyrdes; er de f. eks naboer<br />
eller i familie, er de evigglade eller altid<br />
sladderagtige, dovne eller nysgerrige<br />
osv.<br />
Gennem møder og megen snak med de<br />
voksne spilfordelere, hvoraf nogle er<br />
professionelle - bl.a. råder vi over en<br />
fægtemester og dreven <strong>rollespil</strong>ler fra<br />
Kronborgspillene og et par, der er gode<br />
musikere, mens andre er gæve, engagerede<br />
amatører - har vi diskuteret hvor<br />
megen voksenstyring og hvor meget<br />
information der skal proppes ind. Jeg<br />
har talt for at legen og indlevelsen er<br />
det vigtigste, og at de voksne bliver jo<br />
bedre i deres roller, jo mere de interagerer<br />
og ER i rollen, frem for at styre<br />
og belære. Jeg håber - og regner med -<br />
at den store viden om Tycho Brahe og<br />
hans tid, som vi har indsamlet og formidlet<br />
til de medvirkende voksne her,<br />
virker som en dynamo og integreres i<br />
rollerne frem for at blive en klods om<br />
benet.<br />
Jeg har flere gange tidligere arbejdet<br />
med sanseudstillinger og scenografi,<br />
hvor publikum bliver involveret. Men<br />
i STJERNEBORG har vi taget endnu<br />
et skridt, når publikum er en begrænset<br />
gruppe, ( en skoleklasse), som har<br />
hele scenografien en formiddag og der<br />
er kostumer og voksne animatorer/spillere<br />
til at sætte legene i gang. Dette er<br />
en vigtig forskel fra andre sanseudstillingsprojekter<br />
jeg har arbejdet med,<br />
hvor det f. eks. har været vigtigt for<br />
økonomien at der gik så mange børn<br />
gennem tælleapparatet som muligt,<br />
hvad der jo nemt kan forstyrre intensiteten<br />
af de sanselige oplevelser!<br />
Rent scenografisk stiller det særlige<br />
krav til holdbarhed og autenticitet, at<br />
arbejde med sanseudstillinger, idet det<br />
jo ikke blot er attrapkulisser som blot<br />
skal beses. At bygge en sanseudstilling<br />
op til børn stiller ekstraordinære krav<br />
til styrke, holdbarhed og sikkerhed,<br />
idet alt skal kunne tåle at blive pillet<br />
ved, skruet på, rokket ved, hoppet og<br />
klatret på. Og en sanseudstilling skal<br />
til stadighed vedligeholdes med maling<br />
mm.<br />
I <strong>rollespil</strong>let hjælper scenografi, rekvisitter<br />
og kostumer som motor på fantasien.<br />
I Klaverfabrikken har de en<br />
årelang erfaring i at skabe autentiske<br />
kostumer. De gennemfører bl.a. hvert<br />
år store spil og optog i Hillerød omkring<br />
byens vartegn renæssanceslottet<br />
Fredensborg med hundredvis af deltagere,<br />
alle munderet fra Klaverfabrikken.<br />
Jeg ville selv ønske at kunne være barn<br />
i dag og blive inviteret med til en realisering<br />
af mine fantasier om tidligere<br />
tider. Da jeg var 6 år havde jeg udeluk-<br />
kende min forestillingskraft til at gøre<br />
køkkentrappen og vaskekælderen i min<br />
opgang til borgens vindeltrappe, som<br />
førte ned til alkymistens værksted -<br />
også selv om viceværten let kunne fungere<br />
som den onde slotsforvalter!<br />
Skal jeg sammenligne Stjerneborg-<strong>rollespil</strong>let<br />
med f. eks ’ Første søndag-<br />
Einherjerne’ og ’Skovland’ i Gistrup,<br />
som jo begge bliver refereret i andre<br />
artikler i dette tidsskrift, ligger det mht.<br />
voksenstyring og drejebog ret tæt på<br />
Skovland. Der er et scenario og en hoveddrejebog,<br />
der er scenografiske lokaliteter,<br />
og der er udklædte voksne som<br />
spilfordelere. Der er ikke en figur som<br />
troldmanden Ramimeras, som har overgribende<br />
kræfter i spillet ( f. eks vække<br />
de døde til live), men Stjerneborguniverset<br />
har jo også en ægte historisk<br />
ramme, hvor Skovland bygger på Fantasy-<br />
og Tolkiengenren med trolde, alfer<br />
orker osv.<br />
Til gengæld er den fraværende hovedperson<br />
i Stjerneborg, Tycho Brahe en<br />
fantastisk skikkelse, som jo både var<br />
Europas dygtigste astronom, men også<br />
astrolog og alkymist, som ledte efter<br />
’de vises sten’, apoteker( han døde<br />
sandsynligvis af en overdosis af sin<br />
egen kviksølvmedicin), samt forfatter<br />
til megen smuk poesi! ( som han trykte<br />
og udgav på papir fra egen papirmølle<br />
og trykkeri på Hven).<br />
Tycho Brahes liv og virke tror jeg kan<br />
tryllebinde og inspirere og skabe stærke<br />
indre billeder hos deltagerne. Historierne<br />
om ham og tiden kan forhåbentlig<br />
opleves og gennemleves som<br />
en næsten-virkelighed, hvor du selv er<br />
deltager og medskaber.<br />
December 2006 Vinduet<br />
Side 31
Interaktivitet<br />
’Vi voksne sætter rammerne, børnene<br />
fylder dem ud’, siger vi ofte. Og så<br />
tænker vi både konkret på aktiviteter og<br />
projekter som organiseres for og med<br />
børn, og hvor børn ikke kun skal være<br />
passive modtagere eller publikum, men<br />
respondere, forholde sig og deltage på<br />
en eller anden måde.<br />
Interaktivitet er et moderne begreb<br />
knyttet til deltagerkulturen. Især via<br />
computerspillene kender børn til at<br />
vælge en rolle og deltage, f. eks finde<br />
vej gennem forhindringer og måske<br />
skyde rumskibe eller undgå gangsterbiler<br />
for at vinde points.<br />
Interaktivitet er et godt ord som målsætning<br />
for forholdet mellem børn og<br />
rum og oplevelse.<br />
Forts. fra side 29<br />
<strong>Live</strong><strong>rollespil</strong>let tilhører ikke længere<br />
kun arrangørerne af de store <strong>rollespil</strong>.<br />
Børnene er allerede i fuld gang med at<br />
finde deres egen brug af fortællinger,<br />
figurer og regler.<br />
Pædagogen er også på vej ind på banen<br />
som en af de aktører, der kan komme<br />
til at tegne feltet sammen med børnene.<br />
Foreløbig ser det mest ud til at handle<br />
om at lave sværd og komme ud på legepladsen,<br />
men det er også et godt sted<br />
at starte.<br />
Rollespil, som oftest bruger natur og<br />
uderum som ramme udspringer af lysten<br />
til at gøre fantasier om andre eventyrlige<br />
tider, steder og personer konkret<br />
og livagtig, ja at leve dem!<br />
Set i en børnekulturelt perspektiv har<br />
jeg ofte tænkt om <strong>rollespil</strong>srammen indeholdt<br />
en flugt fra dagens virkelige<br />
problemer:<br />
I moderne børns verden kæmpes der<br />
ikke mod synlige og letgenkendelige<br />
trolde og orker. Hvis der findes fjender<br />
af børn er det snarere usynlige og<br />
uhåndgribelige TIDSRØVERE, dem<br />
som tager tiden fra børnene med ventetid<br />
på bagsædet, i indkøbsvognen, foran<br />
fjernsynet mens der laves mad osv.<br />
Eller måske de stift smilende politikere,<br />
som sparer på skoler og daginstitutioner?<br />
Side 32 Vinduet<br />
En anden af mine overvejelser omkring<br />
<strong>rollespil</strong> har været bekymringen<br />
om voksenstyringen og<br />
voksenovertagelsen, og om kommercialiseringen<br />
af denne moderne subkulturelle<br />
børne-ungdomskulturform.<br />
Men dels har mit større kendskab til de<br />
forskellige <strong>rollespil</strong>sformer fjernet min<br />
skepsis efterhånden som jeg lærte energien<br />
og kvaliteten af oplevelsesmulighederne<br />
i <strong>rollespil</strong> at kende.<br />
Og dels forduftede min bekymringer<br />
undervejs i mit eget arbejde med Stjerneborg-projektet<br />
og efterlod mig vildt<br />
begejstret for denne nye totale oplevelsesmæssige<br />
blandform af leg, teater og<br />
visuel fortælling.<br />
Kilder<br />
Christensen, Jean Smith, Trine K. H. Christensen og Jens Christian Borglum (2005): ”Bløde<br />
våben og seje børn”, Kræftens Bekæmpelse og Refir Udstyr til Eventyr<br />
Dalsgaard, Niels (red.) (2002): ”På fantasiens vinger – om fantastisk litteratur for børn og<br />
unge“, Høst & Søn<br />
Ejsing, Jesper og Thomas Greve (2004): ”<strong>Live</strong><strong>rollespil</strong> for begyndere”, Forlaget Sesam<br />
Galland, Richard Wolfrik (2004): ”Warhammer – den store guide til Warhammer Verdenen”,<br />
Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 2004<br />
Henningsen, Lars (2005b): Dis-play, incl. CD-rom med dokumentarfilm om børnekultur og<br />
medielege, Tidsskrift for Børne- og Ungdomskultur, nr. 48/2005<br />
Jackson, Peter (2001-2003): Ringenes Herre, filmtrilogi, New Line Cinema, AOL Timer<br />
Warner Compagny<br />
Mouritsen, Flemming (1996): Legekultur. Essays om børnekultur, leg og fortælling, Odense<br />
Universitetsforlag, Gylling.<br />
Raasted, Claus og Lars Andersen (1999): “Rollespil for børn og voksne”, Frydenlund<br />
Kjetil Sandvik og Anne Marit Waade (red.) (2006): ”Rollespil – i æstetisk, <strong>pædagogisk</strong> og<br />
kulturel sammenhæng”, Aarhus Universitetsforlag<br />
Thestrup, Klaus (2007): ”Drama og de nye medier”, i Pernille Storm (red.): ”Aktivitets- og<br />
kulturfag for pædagoger” (arbejdstitel) Skiftserie i 4 dele, Frydenlund, forventes udgivet i 2007<br />
Thestrup, Klaus (2007): ”Lad os lege med medierne” i: Bjørn Rasmussen (red): Facinasjon<br />
forestilling fremtid (arbejdstitel), antologi, Universitetsforlaget, Norge, forventes udgivet i 2007<br />
December 2006
Undervisning i virkeligheden<br />
Om oplevelser og udbytte af aktionen i september mod forringelser på daginstitutioner m.v.<br />
Af Kriztiina Milthers, 06E1B<br />
06_100@petersabroe.dk<br />
Bannere, ballondyr og bongotrommer<br />
Idet man forlader den fugtige kulde<br />
udenfor, og træder ind over dørtærsklen<br />
til Peter Sabroe Seminariet, bliver<br />
man budt velkommen af varmen, kaffeduften<br />
og de studerendes spredte summen.<br />
Ved et langbord i kantinen finder<br />
man den myreflittige aktionsgruppe,<br />
der i intens mødetilstand er ved at lægge<br />
sidste hånd på dagsprogrammet.<br />
En spytklat derfra gør dokumentationsgruppen<br />
klar til at blæse de nyeste billeder<br />
op på storskærm, før strejkefolket<br />
siver ind i kantinen til det daglige morgenmøde.<br />
Her bliver gårdsdagens politiske<br />
begivenheder opsummeret og dagens<br />
program præsenteret.<br />
Event-gruppen indvier de andre i deres<br />
næste show, hvori studerende- agerende<br />
frygtelige fremtidspædagoger og<br />
blebørn, skal spille op imod pædagogmedhjælpere<br />
udklædt som politikere,<br />
der hverken vil se, høre eller tale. En<br />
stolt initiativtager til en musikvideo, der<br />
blev sat i scene dagen før, med demonstranter<br />
som dansere og rigtige rappere<br />
der synger ”... og selv de gamle damer<br />
kaster dobbeltv’er for velfærd,” fortæller<br />
at den i løbet af en lang nat er blevet<br />
til virkelighed.<br />
Så bliver en hjemmestrikket protestsang<br />
smidt på overheaden, og inviterede<br />
peptalk-pædagoger- og politikere<br />
går på talerstolen, før mikrofonen gives<br />
fri til den daglige debat, der leder op<br />
til beslutningen om, hvorvidt strejken<br />
skal fortsætte i dag.<br />
Det mener flertallet, og folk går frejdigt<br />
i gang med at forberede dagens dont.<br />
Fra øvelokalet kan man snart høre selvopfundne<br />
sange og sambaagtige mellemspil<br />
med alle slags slagtøj. I gangen<br />
sidder pressegruppen mellem bunker<br />
af aviser, klipper dagens artikler ud<br />
(nogle er læserbreve skrevet af dem<br />
selv) og klistrer dem op på væggen<br />
ved siden af strejkeoversigten - et Dan-<br />
markskort som i dagenes løb er blevet<br />
plastret til med gule post-its. Ved nabobordet<br />
tager et par stykker imod bestillinger<br />
på røde t-shirts, der i al hast<br />
er designet, tegnet og trykt til lejligheden,<br />
og i ”multiværkstedet” møder man<br />
bannergruppen, der jonglerer med strofer,<br />
stofstrimler og spraydåser, og danserne<br />
der pynter sig med pastelfarvede<br />
strimler kratpapir.<br />
December 2006 Vinduet<br />
Side 33
Senere trækker trommerne udenfor,<br />
hvor trommeslagere fra Jysk og andet<br />
godtfolk slutter sig til dem. Bannerne<br />
kommer på banen efter at have ligget<br />
til tørre på græsset mellem massevis af<br />
barnevogne fulde af babyer. En femårig<br />
fyr lyser op i et smil, da en studerende<br />
forærer ham et hjemmelavet ballondyr.<br />
To større børn leger tagfat i hallen,<br />
mens en tredje får skiftet ble på et bord.<br />
Symbolikken er slående: hvis ikke der<br />
skulle være plads til børn på et pædagogseminarium<br />
- hvor så? Snart dirigerer<br />
megafon-mamma demonstranterne<br />
på plads: ”trommerne først, de gående<br />
i midten og cyklerne til sidst.” Sangen<br />
sættes i gang: ”åh, åh, åh, åh, nu er det<br />
nok nu, åh, åh, åh, åh vi siger stop nu,”<br />
og flokken snor sig som en stædig slange,<br />
forbi statuen af Peter Sabroe gennem<br />
Latinerkvarteret til Rådhusplad-<br />
sen, hvor vi får at vide at vi er ventet.<br />
Handling, holdning, helhed<br />
Peter Sabroe Seminariet var i september<br />
og oktober 2006 en synlig brik på<br />
den politiske spilleplade. Og skolens<br />
slogan beviste i strejkedagene sin værdi<br />
som andet end tilfældige tomme ord.<br />
En studerende sagde til morgenmødet:<br />
”Nu forstår jeg for alvor, hvad handling,<br />
holdning og helhed betyder” – og<br />
sådan var hun ikke den eneste der havde<br />
det. Som beskrevet var det en handlekraftig<br />
forsamling, der hver morgen<br />
mødte op og gav den gas for den gode<br />
sag. Men handling uden holdning bag<br />
er hovedløs handling, og holdninger<br />
der ikke bygger på et helhedssyn skaber<br />
splid i stedet for fælles fodslag.<br />
Uden de tre h’ers treenighed havde seminariestrejken<br />
været en skræmmende<br />
størrelse.<br />
Helhedssyn på sagen var mildest talt en<br />
mangelvare i den spæde start, da en lille<br />
gruppe studerende blokerede skolen,<br />
og nogle førsteårsstuderende der skulle<br />
på lejr, i solidaritetens navn, blev presset<br />
til at stige ud af busserne. Et andet<br />
eksempel på snæversyn var, da det initiativ<br />
til børnepasning på skolen, som<br />
havde haft medvind på morgensamlingen<br />
og var blevet lagt et stort stykke arbejde<br />
i at sætte i værk, med én forarget,<br />
velformuleret sætning, pludselig blev<br />
fejet af bordet. Det skulle dog snart<br />
Side 34 Vinduet<br />
vise sig, at vi var i stand til at skabe<br />
større frirum til debat end som så. Det<br />
startede måske med, at en modig mand<br />
fra lærerkollegiet, skriftligt gav sine<br />
tvivl til kende, og blev svaret på sober<br />
vis af en kollega, der sendte dialogen til<br />
os alle sammen. Og det tog til, da et par<br />
studerende i den fri mikrofon agiterede<br />
for anerkendelse af kompleksiteten,<br />
sagligt overblik over situationen og albuerum<br />
til at pusle problemstillinger<br />
på plads. Hvordan forholder man sig<br />
fx til de, der føler sig taget som gidsler<br />
i sagen? Hvorfor demonstrerer vi<br />
vores utilfredshed ved Århus Rådhus i<br />
stedet for på Christiansborg Slotsplads,<br />
når kommunen er handlingslammet<br />
pga. et regeringsbestemt skattestop og<br />
ekstraomkostninger til gennemførelse<br />
af strukturreformen? Er det udtryk for<br />
disrespekt over for demokratiet, udenomsparlamentarisk<br />
at modsætte sig beslutninger<br />
truffet af folkevalgte politikere?<br />
Hvilke tal skal man tro? Og er<br />
det fair at fremstille Anders Fogh med<br />
en motorsav? Desværre blev styregruppens<br />
idé om en etikgruppe aldrig til noget.<br />
Til gengæld tog lærerne teten, da<br />
de blev opfordret til at bringe deres<br />
faglige viden på banen, og gav os et nationaløkonomisk<br />
grundkursus, et historisk<br />
oplæg om socialliberalisme og en<br />
gennemgang af budgetforliget. Det der<br />
December 2006
startede som en undervisningsnedlæggelse,<br />
kunne med større og større berettigelse<br />
kaldes ”omlægning af undervisningen.”<br />
Og det der startede som nogle<br />
få studerendes aktion, blev på kort tid<br />
til en mere eller mindre fælles aktion.<br />
Vi måtte til stadighed minde hinanden<br />
om de mange blanke- eller tavse stemmer<br />
fra de, der ikke mødte op, men med<br />
hensyn til beslutningsprocessen blandt<br />
de fremmødte blev der taget mere og<br />
mere demokratiske hensyn til helheden.<br />
I starten blev mange sandsynligvis<br />
revet med af bongotrommerne og<br />
sidemandens begejstring, og beslutningen<br />
blev truffet på baggrund af klapsalvernes<br />
styrke. Senere blev klapsalverne<br />
afløst af håndsoprækning, og den allersidste<br />
dag blev tre forslag fremlagt og<br />
stemt om lige efter demokrati-håndbogen.<br />
Sammenhold, synergi og faglig<br />
stolthed<br />
Det var på mange måder dilemmafyldt<br />
farvand vi bevægede os i, og det kunne<br />
være hårdt at håndtere. Men som en<br />
lærer så fint fastslog, kan man umuligt<br />
lægge hele puslespillet – og få alle perspektiver<br />
i spil. Bag de specifikke meninger,<br />
som skilte vandene, var vi fælles<br />
om mavefølelsen af, at de politiske<br />
beslutninger var i modstrid med vores<br />
holdning til, hvordan børn skal behandles.<br />
Og når vi stimlede sammen foran skolen<br />
om morgenen, og det strømmede<br />
til med udefrakommende fagfæller og<br />
andre forbundsfæller, stod det klart, at<br />
vi studerende deler denne mavefølelse<br />
med imponerende mange meter mennesker.<br />
”Nu er det nok<br />
Faglighed i fælles flok<br />
Syng så højt I kan<br />
For velfærd i vort land”<br />
Sådan sang vi til den store guldmedalje,<br />
og oplevede, at faglighed i fælles<br />
flok ikke var en floskel, men et faktum<br />
der var til at tage og føle på. For de, der<br />
hidtil havde befundet sig mest på skolebænken,<br />
og knap havde nået at snuse<br />
til den <strong>pædagogisk</strong>e profession, var<br />
strejkedagene et ordentligt skud faglig<br />
stolthed. Det skyldes, at fællesskabet<br />
ikke bare fandt fodfæste på tværs<br />
af hold og årgange internt på Peter Sabroe<br />
Seminariet, men også på tværs af<br />
skoler og naboprofessioner. I den større<br />
sags tjeneste satte man eventuelle<br />
selvfede, faglige fornemmelser til side,<br />
og gik i takt til Rådhusparken, der var<br />
plastret til med tæpper og termokander<br />
og tætpakket med børn og pædagoger,<br />
forældre og bedsteforældre, lærere og<br />
skoleelever, faglærte og ufaglærte, - en<br />
broget flok med mindst et fælles budskab:<br />
”Genåbn forliget!” Indenfor og<br />
udenfor skolens mure kunne man mærke<br />
den synergieffekt, der opstod, idet<br />
så mange mennesker slog kræfterne<br />
sammen, og helheden blev til mere end<br />
summen af delene.<br />
Med blikket i bakspejlet er det ikke<br />
svært at få øje på det faglige udbytte af<br />
den ”omlagte undervisning.” Foruden<br />
oplevelsen af sammenhold, synergi og<br />
faglig stolthed var strejken spækket<br />
med æstetiske læreprocesser, personlige<br />
prøvelser, politiske indsigter - og<br />
praktiske erfaringer, der tilsammen udgør<br />
en uvurderlig undervisning i virkeligheden.<br />
December 2006 Vinduet<br />
Side 35
En veteran ser tilbage på den sidste store konflikt<br />
Af Pædagog Lone Kronborg Nielsen<br />
Studerende på Peter Sabroe Seminariet<br />
1994-1998. Lonekrone@oncable.dk<br />
Efter en aktionstid<br />
Kære studerende på Peter Sabroe Seminariet:<br />
Velkommen tilbage til hverdagen<br />
oven på en aktionstid, der nok<br />
for alle involverede har budt på brud og<br />
forstyrrelser med det vi plejer og kender.<br />
Måske mere vidtgående for nogen<br />
end for andre og måske med en mere<br />
eller mindre umiddelbar følelse af udbytte<br />
for nogen mere end for andre.<br />
Noget om en arbejdsbrøk<br />
Jeg har arbejdet som pædagog i Århusianske<br />
daginstitutioner siden jeg blev<br />
uddannet ra Peter Sabroe Seminariet januar<br />
1998. Det er 8½ år siden, og kære<br />
Niels og alle I andre, 8½ år så ved man<br />
noget, kan noget og vil noget. Men fagligheden<br />
har trange kår i de århusianske<br />
daginstitutioner, og det kræver dagligt<br />
både mandsmod og kvindehjerte at<br />
holde fokus og bevare sig selv på pædagogikkens<br />
rette sti. Paradoksalt er<br />
det for mig at se ikke lysten og evnen<br />
til den gode pædagogik, der mangler,<br />
men slet og ret de rette vilkår og rammer<br />
til at udføre arbejdet i – altså en ren<br />
sundhedsbrøk: Ressourcer / Belastninger<br />
= Sundhed (vilkår for sundhed og<br />
dermed udvikling)<br />
Faldgruber for pædagogikken<br />
Det ville være på sin plads, at jeg som<br />
ansat i Århus Kommune trygt kunne<br />
udføre og passe min del af arbejdet på<br />
institutionsniveauet og med tillid, til at<br />
der fra min arbejdsgiver og videre på<br />
et politisk plan blev tænkt udvikling og<br />
forandring af institutionskulturen med<br />
udgangspunkt i pædagogik og faglighed.<br />
Men jeg kan kun konstatere, at der<br />
i forbindelse med dette budgetforlig<br />
blot er udlagt strukturforandringer, der<br />
vil bidrage til alvorlige faldgruber for<br />
den gode pædagogik. Med de konkrete<br />
tiltag - ny ledelsesstruktur og modulpasning<br />
- kan jeg kun få øje på endnu<br />
flere opgaver af administrativ karakter,<br />
der kommer til at hvile på mine skuldre<br />
og som jeg skal slæbe rundt på, når jeg<br />
trøster Magnus, laver gymnastik for en<br />
flok glade børn, leger røvere og soldater<br />
og fortæller historier om nordisk mytologi.<br />
En ting er at skulle slæbe rundt på<br />
en ekstra byrde – Jyden hun er stærk<br />
og sej – men jeg er oprigtig nervøs for,<br />
at det vil forstyrre og gribe ind i min<br />
<strong>pædagogisk</strong>e <strong>praksis</strong>, således at jeg må<br />
afbryde min omsorg, mine aktiviteter,<br />
mit kit til børnenes leg og min kulturformidling.<br />
Det vil være vold mod min<br />
faglighed og sætte min udførelse af den<br />
<strong>pædagogisk</strong>e kerneydelse under yderligere<br />
pres!<br />
Aktionsstart<br />
I aktionens start kunne jeg mærke min<br />
utilfredshed med besparelserne og oplevede<br />
at være i en relevant vedkommende<br />
fagpolitisk dialog med mine<br />
kolleger. Dette var fremprovokeret af<br />
selvfølgelig førstebehandlingen af budgetforliget,<br />
men også af, at nogle daginstitutioner<br />
allerede var gået i aktion<br />
og enten var blevet blokeret af forældre<br />
eller også havde personalet nedlagt<br />
arbejdet.<br />
I min egen personalegruppe var der en<br />
vis skepsis at spore og troen på, hvorvidt<br />
det overhovedet nyttede noget herskede,<br />
og det blev besluttet at afvente<br />
det første stormøde inden vi gik i<br />
evt. aktion. Men skæbnen ville, at vores<br />
forældre overhalede os indenom og<br />
blokerede vores institution om onsdagen.<br />
Det havde en kæmpe signalværdi,<br />
ikke mindst for personalegruppen,<br />
og det samlede os, således at vi gik til<br />
handling og nedlagde arbejdet torsdag<br />
Side 36 Vinduet<br />
og holdt fagligt møde, hvorefter vi tog<br />
i Rådhusparken til picnic.<br />
Hvad skal jeg være, når jeg<br />
blir� stor?<br />
Der sad vi så alle os pædagoger og pædagogmedhjælpere.<br />
Nogle med bannere,<br />
nogen i livlig snak, mens andre sad<br />
lidt tomme i blikket. Jeg kunne mærke<br />
en summen i maven og tænkte et øjeblik,<br />
om dette ville rykke noget, da jeg<br />
pludselig kunne høre trommer og sang:<br />
”Hvad skal jeg vær´, når jeg blir´ stor,<br />
pædagog, pædagog, måske, måske,<br />
måske, måske , måske”<br />
Jeg så T-shirts fra Jydsk Pædagog-Seminarium<br />
og kiggede efter nogen med<br />
Peter Sabroe på og pludselig tonede I<br />
frem med jeres røde og gule T-shirts.<br />
Det varmede og gjorde noget ved mig<br />
og min indtræden i aktionen. Det gjorde<br />
også noget ved alle de andre i Rådhusparken.<br />
Smilene kom frem, flere rejste<br />
sig op og klappede, og jeg oplevede en<br />
fælles ånd og følelse af samhørighed.<br />
Det var ret opløftende og bekræftende,<br />
at de studerende kunne se perspektivet<br />
i at gå ind i den fælles faglige aktion og<br />
symbolsk kæmpe for vores arbejdsliv<br />
og deres fremtidige arbejde!<br />
Jeg tog min første tur af mange rundt<br />
om Rådhuset sammen med mine kollegaer,<br />
andre pædagoger, og medhjælpere,<br />
studerende og forældre. Det var<br />
en kanon følelse - en følelse af at være<br />
med i noget stort!<br />
Det var særligt tilfredsstillende at kunne<br />
synliggøre sin utilfredshed og endda<br />
i en så stor og samlet flok. I som studerende<br />
repræsenterer det faglige grundlag,<br />
vi som uddannede dagligt kæmper<br />
for at holde i fokus: Den <strong>pædagogisk</strong>e<br />
kerneopgave, som en af mine kære<br />
gamle seminarielærere definerede: At<br />
opstille kvalificerede faglige rammer<br />
for og sikre trivsel og udvikling for<br />
børn og unge.<br />
Jeres deltagelse og det, I kunne gøre<br />
ved aktionen, var at samle os, styrke os<br />
og give os en god fornemmelse af at det<br />
gav mening. Jeres aktion i aktionen gav<br />
December 2006
Vinduets forside februar 1995 under aktionen imod løn i praktikken<br />
retning, gav håb og tro og ikke mindst<br />
kampglæde – tak for det!<br />
Midt i en aktionstid<br />
I ugen efter blev jeg inviteret til at<br />
komme op på Peter Sabroe Seminariet<br />
og tale til de studerendes morgenmøde.<br />
Oplægget var noget om, hvad man som<br />
studerende kan lære noget om i en aktionstid,<br />
hvor den traditionelle undervisning<br />
er omlagt. Jeg blev også spurgt<br />
med afsæt i, at jeg i min studietid var<br />
med til at omlægge undervisningen i 3<br />
uger i protest over den lønnede praktik.<br />
At omlægge undervisningen forudsætter<br />
at have noget på hjertet, der rækker<br />
udover hvad der kan lade sig gøre i en<br />
traditionel undervisning, et hoved til at<br />
formulere mål og organisere rammer<br />
og ikke mindst hænder til handling, udførelse<br />
og tilstedeværelse.<br />
Da min årgang 94E var i aktion i efteråret<br />
1994, var der en energi og kreativ<br />
udfoldelse, der sprængte rammerne for,<br />
hvad traditionel klasse undervisning i<br />
Freuds teorier kunne lære os. Vi havde<br />
chancen for at give os selv muligheden<br />
for selvskabt læring. Vi lærte konkret<br />
noget om at samarbejde, organisere,<br />
strukturere, gennemføre, evaluere og<br />
ikke mindst vurdere. Ikke fordi en underviser<br />
sagde vi skulle, men fordi vi<br />
fra starten pålagde os selv at tage ansvar<br />
for vores læring og det var et krav,<br />
at vi skulle lære noget af aktionen. Elementer<br />
der også kræves af en moderne<br />
pædagog og sjovt nok, så er hver dag<br />
i arbejdet som pædagog omlagt, dagene<br />
bliver sjældent som planlagt, så hver<br />
dag må man tage ansvar og træde i karakter<br />
Alt i alt en læreproces der rakte<br />
ind og satte spor i resten af vores uddannelse<br />
og kvalificerede alle de andre<br />
læreprocesser vi kom til at indgå i. Sådan<br />
håber jeg også, at I engang vil se<br />
tilbage på jeres aktionstid. Jeg synes jo,<br />
at jeres aktion er privilegeret og ærefuld<br />
i selve budskabet: Det <strong>pædagogisk</strong>e<br />
personales vilkår til at udføre den<br />
<strong>pædagogisk</strong>e kerneydelse.<br />
Efter en aktionstid<br />
Med alt dette i mente kan jeg med glæde<br />
se tilbage på 3 ugers aktionstid, hvor<br />
det lykkedes at sætte lige præcis ovenstående<br />
på dagsordenen - ikke bare i<br />
Århus, men i hele Danmark. Og ikke<br />
bare problemstillingerne fra min lille<br />
verden, men en samlet dagsorden om<br />
velfærdens fremtid i Danmark. Det er<br />
der perspektiv i, der ikke bare giver<br />
mening for mig som professionel omsorgsarbejder,<br />
men for den ganske danske<br />
mand, som kvinde, ung som gam-<br />
mel – ja selv børnene kom med! Det<br />
lykkedes at få alle til at forholde sig til<br />
prioriteringen af velfærd i Danmark.<br />
Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at det<br />
ikke gav umiddelbare resultater på vores<br />
område, således at forliget blev genåbnet,<br />
men er også stolt over at være en<br />
del af Århus, der gik forrest og med sin<br />
aktions mængde, omfang, længde og<br />
klang smittede af på andre kommuner,<br />
hvis resultater skal ses i direkte lys af,<br />
hvad der skete i Århus, som jeg var en<br />
del af!<br />
Demokrati og demokratiets regler er<br />
noget, vi alle nok er blevet klogere på.<br />
Vi har mærket, hvad enighed og uenighed<br />
kan gøre ved os. Hvad der sker, når<br />
meninger brydes og hjertet banker, blodet<br />
bruser og følelser kommer i spil. En<br />
stor hyldest til aktionens påvirkning af<br />
consensus, hvor befriende, hvor meningsgivende<br />
og styrkende ikke bare<br />
for og af den enkelte, men for og af os<br />
alle!<br />
Aktionens samlede lektion skal vi tage<br />
lære af, så jeg håber at ikke bare jeg,<br />
men mange vil mærke aktionsdagene<br />
fra oktober 2006 ulme i hjertet, når der<br />
skal sættes kryds næste gang!<br />
Jeg vil slutte af med at citere min gode<br />
gamle studieven og nuværende ven<br />
Jess Refsgaard, der desværre ikke kunne<br />
komme med på seminariet idag:<br />
”At tage ansvar via handling med andre<br />
giver god mening. At slippe det når<br />
det ikke er sjovt mere, det gør for mange.<br />
At blive ved i andre fora, det er der,<br />
mobiliseringens største effekt kan ses.<br />
Det er ikke i de opstemte aktionsdage,<br />
det er i det lange vedholdende træk, at<br />
reel forandring skabes. En enkel sags<br />
aktion kan ikke ændre de grundlæggende<br />
negative faktorer for den sociale<br />
sektor i vores samfund. Det gør kun<br />
bevidst politisk arbejde. Aktioner kan<br />
tænde og skærpe bevidstheden. Politisk<br />
arbejde kan forandre.<br />
Tak for denne gang – håber snart vi ses<br />
igen!<br />
Med venlig hilsen Lone Kronborg<br />
Nielsen<br />
December 2006 Vinduet<br />
Side 37
Socialpædagogik på kinesisk<br />
Af Sussanne Stein ss@petersabroe.dk og<br />
Gerd Oluf Hansen gh@petersabroe.dk<br />
Internationale koordinatorer<br />
I september 2006 og november 2006<br />
har fire af seminariets lærere: Johanne<br />
Hempel, Claus Iversen, Susanne Stein<br />
og Gert Oluf Hansen faciliteret workshops<br />
på Central China Normal <strong>University</strong><br />
i Wuhan. Som vi har beskrevet<br />
i en tidligere artikel i Vinduet, har vi<br />
gennem nogle år samarbejdet med tre<br />
kinesiske uddannelsesinstitutioner med<br />
henblik på at introducere socialpædagogik<br />
i den kinesiske uddannelsesverden.<br />
Vi har derfor i 2006 gennemført et<br />
”pilotprojekt” sammen med universitet<br />
i Wuhan som en måde at finde frem til,<br />
hvordan form og indhold for en social<strong>pædagogisk</strong><br />
uddannelse kunne se ud i<br />
Kina.<br />
Den kinesiske interesse er dobbelt:<br />
Dels at finde et tidssvarende svar på<br />
nogle af de sociale og <strong>pædagogisk</strong>e udfordringer,<br />
landet står overfor i forbindelse<br />
med den forandringsproces, dele<br />
af Kina gennemgår i disse år, og dels<br />
at den måde vi underviser på kan tjene<br />
som inspiration til at forandre traditionelle<br />
lærerstyrede undervisningsformer<br />
i retning af deltagerstyring, dialogbaseret<br />
undervisning, gruppearbejde og<br />
projekt- og problemorienterede undervisningsformer.<br />
Pædagogik i et globalt<br />
perspektiv<br />
I et overordnet dansk perspektiv er in-<br />
teressen en del af den internationaliseringsbølge,<br />
der i disse år gennemstrømmer<br />
uddannelsestilbud verden over, og<br />
som på godt og ondt handler om at uddannelsessystemer<br />
og uddannelsesinstitutioner<br />
over hele verden på hver<br />
deres måde søger at finde en plads i et<br />
åbent, globaliseret og konkurrencepræget<br />
uddannelsesbillede.<br />
I vores egen lille verden handler det<br />
om, at Århus-regionen også gerne vil<br />
placere sig i dette komplicerede bud på<br />
at finde en plads i kampen om at kunne<br />
tilbyde uddannelser i en international<br />
sammenhæng.<br />
På den måde falder vores kinasamarbejde<br />
i hak med både nationale og regionale<br />
bestræbelser. Først fik vi støtte<br />
fra Undervisningsministeriets styrelse<br />
Cirius til at etablere et samarbejde,<br />
derefter fik vi støtte fra Århus Amts erhvervspulje,<br />
der blandt andet har som<br />
opgave at placere Århus regionen med<br />
dens mange uddannelsestilbud på verdenskortet.<br />
Og i den sammenhæng er<br />
den hastigt voksende kinesiske økono-<br />
Side 38 Vinduet<br />
mi og den stigende kinesiske orientering<br />
mod at se på, hvad man gør og har<br />
gjort i lande med udbyggede velfærdsmodeller,<br />
en interessant udfordring<br />
for en dansk pædagoguddannelse. For<br />
os som seminarium er det selvfølgelig<br />
en måde at styrke vore internationale<br />
kompetencer på. Både med hensyn<br />
til, at lærere kommer ud i verden<br />
og kan bringe verden ind i seminariet,<br />
og i form af erfaringer sammen med de<br />
rigtig mange studerende, der er i udenlandspraktik<br />
og som drivkraft for at tilbyde<br />
egentlige engelsksprogede moduler,<br />
der er interessante for udenlandske<br />
studerende.<br />
Netop interessante fordi den <strong>pædagogisk</strong>e<br />
tilgang er en særlig nordeuropæisk<br />
niche i det globale uddannelsesbillede.<br />
Og som vi tror faktisk kan tilbyde både<br />
undervisningsmåder og uddanne til en<br />
profession, der kan være med til at løse<br />
en del af de sociale og menneskelige<br />
problemstillinger, der fremkommer i<br />
kølvandet på modernitetens erodering<br />
af traditionelle familie og opdragelses-<br />
December 2006
mønstre – også i Kina.<br />
Den økonomiske støtte, seminariet har<br />
modtaget, kan derfor ses i lyset af den<br />
danske regerings fokus på globalisering<br />
og den dertil knyttede forestilling<br />
om at gøre danske uddannelser attraktive<br />
uden for Danmark. Og at fokus ikke<br />
længere kun er rettet mod universiteterne,<br />
men også mod den store sektor<br />
af mellemlange videregående uddannelser,<br />
hvor især professionsuddannelserne<br />
- ikke blot i Kina men også andre<br />
steder i verden - er interessante i deres<br />
vekselvirkning mellem uddannelse i<br />
undervisningsinstitutioner og ophold i<br />
praktik I denne sammenhæng har der<br />
i den danske uddannelsesverden været<br />
en diskussion af ”markedsføring”<br />
og ”systemeksport” af uddannelser. I<br />
et internationalt perspektiv er der ikke<br />
tvivl om, at de danske uddannelser er<br />
sent ude på det globale uddannelsesmarked<br />
sammenlignet med Australien,<br />
USA og England. Men i vores sammenhæng<br />
handler det ikke om at gøre<br />
det samme som de andre, men mere at<br />
tænke i uddannelsesmæssige baner, der<br />
fokuserer på vekselvirkning og gensidig<br />
læring i et interkulturelt perspektiv.<br />
En professionsuddannelse som pædagoguddannelsen<br />
er indlejret i en særlig<br />
dansk kontekst, farvet af kulturelle antagelser<br />
og en institutionel udvikling,<br />
som ikke bare kan oversættes til kinesisk.<br />
Vi tror ikke på, at vi kan udvikle<br />
et koncept, som passer ind i en kinesisk<br />
virkelighed. Men tilgangen, arbejdsmetoderne,professionsuddannelsernes<br />
samspil mellem praktik og undervisning<br />
gør, at vi er overbevist om, at<br />
vi har mulighederne for at udvikle en<br />
social<strong>pædagogisk</strong> uddannelse sammen<br />
med kineserne.<br />
Workshops<br />
Overordnet kan vores samarbejde beskrives<br />
som en inspiration til at udvikle<br />
uddannelsestiltag, der er i omgangshøjde<br />
med de sociale udfordringer, kineserne<br />
står overfor. Men også udfordringen<br />
i form af krav til, hvorledes man<br />
får inspiration til andre undervisningsformer,<br />
der bedre kan ruste kinesiske<br />
studerende til at møde moderniseringens<br />
udfordringer<br />
Derfor var er der i de to workshops, vi<br />
har gennemført i 2006, blevet lagt vægt<br />
på at tilrettelægge forløbene efter danske<br />
<strong>pædagogisk</strong>e og didaktiske principper<br />
i samarbejde med lærerne på<br />
Departement of Education og med deltagelse<br />
af børn fra den børnehave, der<br />
er knyttet til universitetet.<br />
Under den første workshop i september<br />
arbejdede vi sammen med de studerende<br />
arbejdet med ”participation”<br />
som et <strong>pædagogisk</strong> og didaktisk begreb<br />
og prøvede at arbejde ud fra tre<br />
”mellemværender”. Mellemværendet<br />
mellem os og de studerende, mellemværendet<br />
de studerende i mellem og<br />
mellemværendet mellem de studerende<br />
og det indhold, undervisningen satte på<br />
dagsordenen. Et indhold, der tog sit udgangspunkt<br />
i nøgleord som demokrati,<br />
deltagelse, sociale kompetencer og relationer.<br />
På den måde arbejdede vi konstant<br />
med en refleksion af undervisningens<br />
form og indhold.<br />
For de kinesiske studerende var det<br />
forbundet med visse vanskeligheder at<br />
indgå i et samarbejde om en undervisning,<br />
der konsekvent fastholder dem<br />
som aktive dialogpartnere. Både i ver-<br />
bale dialoger, men også i anvendelsen<br />
af drama, tegning, observationer i en<br />
børnehave – og ikke mindst øvelsen i at<br />
acceptere og respektere hinanden som<br />
dialogpartnere. Indflydelse og deltagelse<br />
er ikke kun principper, man redegør<br />
for, men principper, man søger at<br />
skabe rammer for kan foregå i en undervisnings<strong>praksis</strong>.<br />
Den anden workshop i november fokuserede<br />
på tilrettelæggelse og forberedelse<br />
af aktiviteter og derefter at udføre<br />
disse aktiviteter sammen med børn<br />
i den nærliggende børnehave.<br />
Begge workshops er led i det samarbejde,<br />
Peter Sabroe Seminariet har sammen<br />
med Departement of Education<br />
på Central China Normal <strong>University</strong><br />
i Wuhan med henblik på at udvikle et<br />
særligt tilrettelagt modul, hvor kinesiske<br />
lærerstuderende – som også inkluderer<br />
undervisere i børnehaver – kan<br />
studere en ”major” i social pedagogy/<br />
social education.<br />
I det videre forløb er det aftalt, at to studerende<br />
fra Peter Sabroe Seminariet er<br />
i praktik fra februar 2007 i børnehaven,<br />
og at der i september 2007 kommer en<br />
lærer og to studerende fra universitetet<br />
December 2006 Vinduet<br />
Side 39
i Wuhan til Sabroe for at deltage i et<br />
særligt tilrettelagt engelsksproget modul<br />
og være i praktik i danske institutioner.<br />
En Peter Sabroe afdeling i<br />
Guilin<br />
Ud over samarbejdet med Central Normal<br />
<strong>University</strong> i Wuhan har vi haft et<br />
samarbejde med Guilin Normal Teacher<br />
<strong>College</strong> i Guilin i det sydlige<br />
Kina. Under besøget i november 2006<br />
fortsatte Susanne Stein og Gert Oluf<br />
Hansen derfor til Guilin for at facilitere<br />
en workshop identisk med den, der var<br />
gennemført i september i Wuhan.<br />
Efter at have efterladt kollegaerne i<br />
Wuhan, ankom vi i Guilin sent onsdag<br />
aften og fik udleveret vores program<br />
for de næste dage. Ifølge programmet<br />
var der ”opening ceremony for workshop”,<br />
og efter megen forsigtig spørgen<br />
viste det sig, at vore kinesiske samarbejdspartnere<br />
tolkede workshop som<br />
et sted. Vore kinesiske kolleger var blevet<br />
inspireret af deres besøg på Peter<br />
Sabroe Seminariets undervisningslokaler,<br />
der kan bruges til mange forskellige<br />
formål, og havde indrettet et lokale,<br />
som skulle være de tidssvarende rammer<br />
for workshoppen.<br />
Efter at have undervist 160 studerende<br />
i hovedlinjerne i dansk demokratiopfattelse<br />
og nordisk <strong>pædagogisk</strong> tankegang<br />
blev vi under megen virak ført til ”the<br />
workshop”. Med vanlig kinesisk sans<br />
for storladen ceremoniel symbolik med<br />
tv-kameraer og fotografer blev den officielle<br />
overdragelse foretaget. Præsidenten<br />
for college afslørede et stort<br />
skinnende metalskilt med Peter Sabroe<br />
Seminariets logo, og vi fik overrakt<br />
nøglen. Under stor opmærksomhed<br />
åbnede vi døren til et nyistandsat<br />
lokale med kontorpladser, computere,<br />
kopimaskine, stole til 50 studerende,<br />
alle tekniske hjælpemidler med projektorer,<br />
dvd, musikanlæg i et dejligt ”flexible<br />
room” i Guilin. ”Flexible” er kinesernes<br />
ord for undervisningsrum, der<br />
kan andet og mere end bare blive anvendt<br />
til énvejs formidling.<br />
Og så har vi en nøgle med kinesisk<br />
vedhæng med hjem. Den kan ses og lånes<br />
på Annelises kontor.<br />
Det videre samarbejde<br />
”Pilotprojektet” i Wuhan skal danne<br />
forbillede for et lignende samarbejde<br />
i Shanghai sammen East China Normal<br />
<strong>University</strong>. Dette samarbejde er<br />
stadig i sin vorden, men fra september<br />
2007 kan studerende komme i praktik<br />
i universitets børnehave. I forbindelse<br />
Fejl i juninummeret af Vinduet<br />
Side 40 Vinduet<br />
med samarbejdet i Shanghai er kontakten<br />
mellem Århus Amt og Shanghai<br />
udgangspunktet, fordi Shanghai<br />
er ”sistercity” med Århus Amt. Dette<br />
samarbejde har fokus på handicap-<br />
og ældreområdet, og både Peter Sabroe<br />
Seminariets social<strong>pædagogisk</strong>e tilgang<br />
og Alphas videncentre er interessante i<br />
videreudviklingen af dette samarbejde.<br />
En delegation fra Shanghais Municipality<br />
har i december måned været i Århus<br />
på et studieophold og har i denne<br />
sammenhæng besøgt seminariet<br />
Samarbejdet med Kina har også haft<br />
den effekt, at der er åbnet for kontaktflader<br />
med Århus Universitets Institut<br />
for Østasiatiske Studier, som også har<br />
et samarbejde med universitetet i Wuhan,<br />
samt med dele af det århusianske<br />
erhvervsliv.<br />
Vi forventer, at der er udviklingsmuligheder<br />
i forhold til den socialfaglige og<br />
<strong>pædagogisk</strong>e profil, Peter Sabroe Seminariet<br />
i samarbejde med vore partnere i<br />
CVUAlpha er i færd med at opbygge.<br />
Dette samarbejde vil styrke mulighederne<br />
for at udvikle en dansk inspireret<br />
niche skabt ud af sammenhængen mellem<br />
læreruddannelsen, socialrådgiveruddannelsen<br />
og pædagoguddannelsen,<br />
og vil være et godt tilbud til det moderne<br />
Kinas udvikling af tidssvarende<br />
uddannelser.<br />
I juni nummeret af Vinduet var der en anmeldelse af ”Encyclopedia of Children and Childhood<br />
in History and Society”, skrvet af Jesper Sehested, pædagog, souschef.<br />
På grund af en teknisk fejl var notehenvisningerne i teksten desværre faldet ud, men i midten<br />
af januar vil den fulde artikel med de korrekte notehenvisninger kunne ses på www.<br />
petersabroe.dk under ”Vinduet”<br />
December 2006
Afsender:<br />
Peter Sabroe Seminariet<br />
Peter Sabroes Gade 14<br />
8000 Århus C<br />
Reception<br />
I anledning af at vores afholdte kolleger<br />
Allan Stochholm, Birgit Bjerre, Bodil Birk og Mogens Laursen<br />
har valgt at gå på efterløn, inviterer<br />
Peter Sabroe Seminariet til reception<br />
fredag den 12. januar kl. 14 til 17.<br />
Vi håber, at nuværende og tidligere kolleger, studerende og<br />
samarbejdspartnere vil være med til at gøre dagen festlig<br />
Peter Friese, rektor<br />
www.petersabroe.dk