Live rollespil i pædagogisk praksis - VIA University College

Tema: Live rollespil 

P e t e r S a b r o e 

S e m i n a r i e t 

Dec 06 3 - 4

ISSN 0909-8798 

Vinduet udgives af Peter Sabroe Seminariet 

og udkommer 4 gange årligt. 

Oplag: 1.500 

Vinduet 

Peter Sabroe Seminariet 

Peter Sabroes Gade 14 

8000 Århus C 

8732 7000 

vinduet@petersabroe.dk 

Bladet uddeles til seminariets studerende 

og ansatte og sendes til ca. 400 praktikinstitutioner, 

landets øvrige seminarier m.v. 

Indlæggene i bladet er ikke nødvendigvis 

udtryk for seminariets holdning. 

Vinduet modtager gerne indlæg fra ansatte 

og brugere i praktikinstitutioner samt 

fra seminariets studerende og ansatte og 

andre med tilknytning til seminariet samt 

andre med relevant baggrund. 

Indlæg sendes som e-mail. 

Abonnement: 100 kr. for 1 år (4 numre) 

- indbetales på konto 5073-152877-9 

Spørgsmål vedrørende abonnement 

rettes til receptionisten, 8732 7000 eller til 

vinduet@petersabroe.dk 

Annoncepriser: 

Se www.petersabroe.dk under Vinduet 

Omslags-layout: Jens Stærmose-Madsen 

Redaktion og layout: 

Seminarielærer Niels Graverholt 

Næste nummer udkommer ultimo februar 

Deadline 25 januar 

Tryk: www.lavpristrykkeriet.dk, Højbjerg 

Artikler fra tidligere numre kan ses på: 

www.petersabroe.dk 

Indhold 

Live rollespil er ægte interaktion 

– virkeligheden version 2.0 

Af Susanne Stein, Thomas Kruse og Eddy Thomsen, 

seminarielærere på Peter Sabroe Seminariet 

Live rollespil i pædagogisk praksis 

Af Susanne Stein 

Et eksempel på et senmoderne æstetisk fænomen: 

Live Action Role Play 

Indtryk fra Engstaden, hovedbyen i Einherjernes live rollespil, 

Århus Vesteng, 5. august 2005 

Af Eddy Thomsen 

Mana, aura og show 

Live-Action-Role-Play i eksistensen. Tanker om senmodernitet 

og rollespilsæstetik 


Boganmeldelse 

Rollespil – i æstetisk, pædagogisk og 

kulturel sammenhæng 

Anmeldt af Eddy Thomsen 

Sørens og Nikolajs live rollespil i Hørhaven 

Fortalt af Søren til sin far efter begivenhederne 

en lørdag, sommeren 2005 


Liverollespillets imagination 

Af Anne Marit Waade, adjunkt, 

Institut for Informations- og Medievidenskad, ÅU 

Warhammer Freestyle 

Liverollespil i pædagogisk arbejde 

Af Klaus Thestrup, Jydsk Pædagog-Seminarium Randers 

Velkommen til Stjerneborg 

Af Thomas Kruse, Peter Sabroe Seminariet 

Undervisning i virkeligheden 

Om oplevelser og udbytte af aktionen i september mod 

forringelser på daginstitutioner m.v. 

Af Kriztiina Milthers, 06E1B 

En veteran ser tilbage på den sidste store konflikt 

Af Pædagog Lone Kronborg Nielsen 

Socialpædagogik på kinesisk 

Af Sussanne Stein Gerd Oluf Hansen, 

internationale koordinatorer på Peter Sabroe Seminariet 

December 2006 

1 

2 

8 

10 

17 

20 

22 

26 

30 

33 

36 

38

Live rollespil er ægte interaktion 

– virkeligheden version 2.0 

Live rollespil er avanceret fiktion og 

leg for mennesker og menneskelignende 

væsner (orker, elver, mutanter, 

dværge, vampyrer og så videre – afhængig 

af spillets univers). Fænomenet 

er vokset eksplosivt i de allerseneste år. 

Der er anslået 50.000 rollespillere og 

200 rollespil årligt i Danmark. Det er et 

fænomen, der i enestående grad samler 

forskellige aldersgrupper (samt de to 

køn) fra store børn og opad. (Jvfr. Opinion, 

Information 14. februar 05: Røvere 

og soldater). 

Det er et fænomen, der giver nyt liv til 

en række bredspektrede, leg- og bevægelsesorienterede, 

ude-i-naturen (eller 

bymiljøet!), tværæstetiske, nedefra-opgroede 

aktiviteter – som dog er iscenesat 

med en vis professionel ledelse og 

hensyntagen til sikkerhed (i leg med 

våben-attrapper). Det forener frihed i 

individuelle valgmuligheder med kollektive 

beslutninger og rammer. Det er 

åbent for nye og selvstændigt definerede 

deltagelsesmuligheder; der er altid 

plads til flere, og der er mange grader 

af involverethed og ansvar for den 

enkelte. 

Her samarbejder nogle af de bedste pædagogiske 

talenter i den frie, nordiske 

ånd sammen med en tydelig anden rod 

i en mere ”nørdet” undergrundskultur 

fra IT-baseret spillekultur og D & D traditionen 

for eventyrlig-mytologisk leg. 

Her er der muligheder for udvikling 

af samarbejdende, kreative potentialer 

– ikke kun for legens egen skyld, men 

også som rodnet for læring og udvikling 

af produktive, innovative potentialer, 

der også kan udvikles til gavn for et 

globalt marked for underholdning, spil, 

team building og design af begivenheder, 

udviklingsarbejder osv. 

Vi anser det århusianske område for at 

være særdeles velegnet til at se en kobling 

mellem forskning og udvikling af 

netop disse fænomener. Hvis vi starter 

med os selv, så udgør i særdeleshed Peter 

Sabroe Seminariet et uddannelsesmiljø 

med stærke traditioner for at arbejde 

med kulturprojekter, herunder 

ikke mindst dramatiserede begivenheder. 

Rollespil er langt fra traditionel teater, 

men tæt på cross-over fænomener, 

hvor indsigter i rollespil, udklædninger, 

fremstilling af våben, heraldisk 

design, kamp (og konkurrence), iscenesættelse, 

naturkundskab spiller sammen 

med ungdomspædagogiske indsigter 

og æstetiske læreprocesser. Der 

er potentielt rige samarbejdsmuligheder 

med andre parter i uddannelsesinstitutioner 

og forskningsinstitutioner 

(lokalt for eksempel Århus Universitets 

Institut for Dramaturgi og institutioner 

for medievidenskab og læring). 

Forsknings og udredningsprojekter i 

projektet kunne handle om at kortlægge 

fænomenets udvikling og udbredelse 

samt analysere dets tematiske, psy- 

Susanne Stein Thomas Kruse 

Seminarielærere på Peter Sabroe Seminariet 

kologiske, narrative, æstetikteoretiske 

og filosofiske aspekter. 

En anden vinkel kunne handle om at 

aflure fænomenets innovative elementer 

i en mulig recirkulation i nye, dynamiske 

organisationsformer – med 

referencer til sociologisk teori og udvikling. 

At indtage en rolle (og gå ud 

igen), anerkende andres roller, tage initiativ 

og ledelse og det omvendte; at se 

vækst-potentialer i flade organisatoriske 

strukturer; at anerkende vertikale 

rollemønstres humor-muligheder – og 

dermed problem-knusningsmulighed 

og potentialer for livskvalitet… 

De pædagogiske vinkler ligger klart for 

hånden i nye, store og spændende legescenarier 

for alle børn og unge og antagelig 

også i særlige muligheder for integration 

af vanskeligt stillede børn og 

unge. Dette sidste har vi dog ikke haft 

lejlighed til at udvikle eller undersøge 

nøjere. 

På Peter Sabroe Seminariet har vi tre 

medredaktører af dette temanummer 

af Vinduet gennem flere semestre arbejdet 

med det æstetiske felt som særligt 

studeret område på 5. semester i 

pædagoguddannelsen. Hér har vi hjulpet 

studerende på vej med en række 

projekter af æstetisk natur – herunder 

mange med nogle af de samme potentialer 

omkring cross-over som ovenfor 

antydet, og også enkelte med live rollespil 

Eddy Thomsen 

December 2006 Vinduet 

Side 1


Af Susanne Stein 

ss@petersabroe.dk 

”Giv ham pisk” siger troldmanden Rimeras, 

der tilfældigt kommer forbi gabestokken 

hvor en formodet synder fra 

menneskeklanen De Røde Fabler står 

til spot og spe omgivet af blandt andet 

lensherren Erik af Ravnehøj og et par 

soldater. Den unge synder er anklaget 

for at have stjålet lensherrens skattekiste 

og da han, selv efter at have fået 

sandhedsserum, på forespørgsel om 

hans skyldighed svarer ”måske”, ja så 

må der hårdere midler til. Troldmanden 

Rimeras har alle respekt for – også 

lensherren – så pisken bliver hentet og 

en velvillig soldat tildeler det forhærdede 

tyvepak ni slag. Ved de første slag 

skriger han højt men får så et trodsigt 

ligegyldigt udtryk i ansigtet. Her har vi 

tydeligvis en virkelig hård negl og da 

han efter piskeslagene bliver spurgt: 

”Agter du herefter at følge reglerne om 

straf og forbrydelse i Skovland?” og 

stadig - gud bedredet! – svarer ”måske” 

dømmes han til tavshed indtil han 

er kommet på bedre tanker. Et grufuldt 

scenario udspiller sig: et stort søm slås 

tværs igennem hans tunge og ned i en 

lædermaske, der skal holde tungen 

uden for munden. Nu får han dog lov at 

forlade gabestokken. Han ranker ryggen 

lidt og går med et underligt fjollet 

grin på trods af tungemasken over mod 

kroen Det Fede Vildsvin. 

Jeg rejser mig fra min plads og samler 

den store brune kappe omkring mig. 

Kappen viser at jeg er en skovånd: jeg 

kan ikke ses og ikke høres og jeg må 

ikke blande mig i spillet. Kun troldmanden 

Rimeras må jeg være i kontakt 

med for han kan selvfølgelig se alt 

– også skovånder. 

Sammen med mine to kollegaer fra seminariet, 

Eddy Thomsen og Thomas 

Kruse, er jeg på besøg i Gistrup skoles 

skolefritidsordning. Det er en af 

de to onsdage i måneden hvor skoven 

bag ved fritidsordningen omdannes til 

Skovland: Et middelalderscenario med 

orker, gimlinge, væbnere, bønder og 

skønjomfruer. Dødeskoven hvor orkerne 

og trolden bor er selvfølgelig længst 

væk fra lensherrens borg og den velbesøgte 

kro Det Fede Vildsvin. På kroen 

kan man for sølvpenge købe alverdens 

herligheder; også en oplysning eller to. 

Rimeras har hvisket til os at vi kan gå 

på kroen og få en forfriskning, og min 

medskovånd er så snedig at skrive Rimeras 

løfte på et stykke hvidt papir og 

give det til kromutter: Ifølge spil-reglerne 

skal hun nemlig læse alt hvad der 

er skrevet på hvidt papir. Bænket i det 

dunkle lokale med vildsvineskind og 

lerkander omkring os får vi lov at forsyne 

os. Men fred og ro til vores sansebombarderede 

kroppe og hoveder får vi 

ikke for man ved aldrig hvor og hvornår 

der sker noget i Skovland. 

Side 2 Vinduet 

Fra de første formuleringer omkring 

vores fælles udviklingsprojekt om at 

blive klogere på live rollespil, har mine 

to kollegaer og jeg befundet os i et dilemma: 

Live rollespillet er udviklet i 

og lever i en fritidskultur befolket og 

besjælet af frivillige ild- og andre sjæle, 

fri for pædagogiske målsætninger, 

lærings- eller udviklingskrav ja helt 

fri for overhovedet at skulle begrunde 

hvorfor dette giver mening eller hvad 

det er godt for. Selv om vores drivkraft 

først og fremmest har været nysgerrighed 

og en lyst til at forstå og kende 

mere til dette populære fænomen kan 

vi ikke sige os fri fra en bagtanke om 

også at ville undersøge om og hvordan 

live rollespil kan berige en pædagogisk 

praksis. Ud fra en sikkert velkendt forestilling 

om, at der er et særligt potentiale 

i det selv-initierede, den voksen-fri 

og ikke målsatte leg, har vi indimellem 

følt os som forbrydere på tyvetogt i de 

uskyldiges land. Vi har undskyldt os 

selv og med dukket nakke bedyret at vi 

skam ikke var ude på noget ondt. 

Efterhånden er det gået op for mig at 

live rollespillets insidere slet ikke deler 

denne bekymring. Der er ingen fine 

følelser, ingen trang til at definere sig 

som en sub- eller mod- eller fritidskultur. 

Live rollespillet lever og udfolder 

sig i det der gøres og er som sådan fuldstændig 

ligeglad med hvad vi andre kan 

uddrage og teoretisere eller bruge: 

Tag hvad I vil, her er ingen patenterede 

opfindelser eller copyrights eller vær- 

Rimeras og Erik af Ravnehøj Drengene rykker ud Elverpiger 

December 2006

difulde kommercielle brands. Tværtimod 

lever den af at den er åben og allemandseje 

ligesom den selv hugger 

med arme og ben fra alt omkring den 

og fra start har eksisteret tæt sammenvævet 

med kommercielle interesser og 

kulturelle medier som film, computer- 

og andre spil. Den er på mange måder 

udtryk for en generation, der frit bevæger 

sig mellem et hav af kommercielle 

og kulturelle udbud, køber hvad de 

har brug for, ikke falder på halen for 

ret meget og kreativt bygger videre og 

plukker af hvad de vil. Den samme generations 

unge som i mere pessimistiske 

udlægninger også er beskrevet som 

tomme, fragmenterede selv 1 , der konstant 

søger at blive fyldt op via forbrug 

af varer, events, berømmelse (og som 

således danner grundlag for konsumsamfundet; 

– og den kapitalistiske økonomi!) 

og som samtidig søger efter en 

sammenhængende selvfortælling, der 

kan samle de mange roller og identiteter 

som den senmoderne hyperkompleksitet 

fordrer. 

- Så et par seminarielærere der er så 

indbildske at tro at hvis den pædagogiske 

verden får fingre i dette fænomen, 

så vil det instrumentaliseres, tilpasses 

læringskrav og miste det legende element 

virker næsten storhedsvanvittigt. 

Og de har nok ret: Vores tanke om, at vi 

må fare med lempe for ellers ødelægger 

vi dette sarte selvgroede autonome 

fænomen, har måske intet på sig. Live 

rollespillet vil formodentligt kraftfuldt 

leve videre så længe det giver mening, 

uanset om det bringes ind som aktivitet 

i pædagogiske sammenhænge og derved 

underlægges kravet om pædagogiske 

begrundelser. Det er måske ikke 

der vi skal være opmærksomme. Det vi 

skal være opmærksomme på er hvordan 

vi bringer det ind som pædagogisk 

professionaliseret aktivitet og samtidig 

bevarer de helt særlige potentialer der 

ligger i live rollespillet som selv-initieret 

aktivitet – hvis det overhovedet kan 

lade sig gøre. 

Når live rollespil bringes ind som element 

i den pædagogiske hverdag, som 

de har gjort det i skolefritidsordningen 

i Gistrup, skal der søges efter begrundelser, 

der passer nogenlunde med 

kulturelle og samfundsmæssige anerkendte 

udviklingsmål; især hvis aktiviteten, 

som her, kræver ekstra ressourcer 

i form af mange mandskabsstimer 

og meget udstyr. 

Det siger sig selv at sådanne begrundelses-formuleringer 

kun kan være reduktionistiske 

i forhold til den komplekse 

mangfoldighed, båret i et kropsligt/ 

sanseligt erfaringsunivers, som live rollespillet 

omfatter. Alligevel er det ikke 

spor svært at finde begrundelser: kun 

svært at vælge. Og de begrundelser den 

enkelte institution vælger vil selvfølgelig 

samtidig afspejle en vægtning, som 

det kan være nyttigt at være sig bevidst. 

Især vil opmærksomhed på vægtningen 

mellem live rollespillets subjektive 

værdi for børn og voksne og live rollespil 

som pædagogisk redskab være 

betydningsfuld 2 ligesom vægtningen 

mellem live rollespillet som æstetisk 

værk eller som pædagogisk aktivitet 

har betydning for dette hvordan. Mere 

om dette senere. 

Inspireret af skolefritidsordningen i Gistrup, 

samtaler med live rollespillere og 

litteratur vil jeg – med et twist af psy- 

kologiske begreber som særlig forståelsesramme 

– først forsøge at formulere 

nogle af de mange mulige pædagogiske 

potentialer dette stykke komplekse 

nutidskultur kan rumme. Min rolle kan 

ses som en seminarielærer i Pædagogland, 

hvor jeg også kan siges at være en 

slags skovånd: Jeg deltager ikke direkte 

og kan ikke ses og ser selv kun delelementer 

af det samlede kaotiske spil. 

Håndværksmæssige og 

kropslige færdigheder, 

historisk og naturfaglig viden 

Lad mig starte med kort at nævne nogle 

af de mest synlige og håndgribelige 

potentialer i live rollespillet: Dem der 

handler om de utallige konkrete håndværksmæssige 

og kropslige færdigheder 

og tilegnelse af eksakt viden, som 

spillet motiverer til. 

Fremstilling af våben, tøj og mad, træning 

af kampteknikker plus alle de andre 

kropslige udfoldelser som spillet og 

landskabet udfordrer til, særlig viden 

om for eksempel urter, mad og drikke, 

mytologi og kendskab til - i dette tilfælde 

- et middelalderligt univers. 

Vi er på rundvisning i fritidsordningen 

efter live rollespillet og står i værkstedet, 

som bærer tydeligt præg af live rollespillets 

univers: Der er skind og læder 

og halvfærdige våben, ork-næser 

og udklippede karimatstykker alle vegne. 

Pædagogen fortæller at tidsmæssigt 

optager selve spillet kun en lille del af 

den samlede tid det fylder for en del af 

børnene. Fremstilling af tilbehør og forventningen 

om hvordan det skal bruges 

har stor betydning og virker samtidig 

Inde i kroen ’Det fede vildsvin’ Elver På vej i skoven 


Side 3

stærkt motiverende for selve spillet og 

udviklingen af plottet. Han fortæller at 

de ser børn kaste sig over håndværk, de 

aldrig ville have givet sig i lag udelukkende 

for færdighedens skyld: For eksempel 

når nogle af de kropsligt meget 

aktive drenge sidder stille i dagevis og 

syr en lille skindpung eller bruger symaskinen 

for at sy en kappe. Han fortæller, 

at de i samarbejde med skolen 

hvert år laver middelaldertema i en uge 

og at selv de skeptiske matematiklæ 

rere har fået øjnene op for hvor mange 

læringsmuligheder der er i dette. 

Dramaturgiske 

og narrative kompetencer 

Et af de andre ikke umiddelbart synlige 

med dog åbenlyse potentialer er live 

rollespillet som træningsbane for narrative 

og dramaturgiske strategier og 

kompetencer. Deltagerne får mulighed 

for både at kende og sætte sig ind 

i fortællemæssige genrer, at genkende 

og udvikle plot og at arbejde med teater- 

og fortællestrukturer, at opbygge 

figurer og gå ind og ud af rolle – og at 

improvisere. Selve live rollespillet fungerer 

som det basale udgangspunkt for 

den sansemæssige kropslige erfaring 

mens samtalerne lige før, lige efter og 

mellem spillene fungerer som vigtige 

træningsbaner for refleksion og sprogliggørelse 

af oplevelserne undervejs. 

Ofte er det først i samtalerne at det enkelte 

barn (og de voksne) får et bare 

lidt større kendskab til hvad der er foregået 

i spillet: de mange små spil i spillet, 

som ingen kan have overblik over 

mens det foregår, men som netop fordi 

de udveksles og med stor iver beret- 

tes om bagefter, indgår som væsentlige 

elementer i fællesgørelsen af det fiktive 

univers og den stadige udvikling af plot 

og figurer. Her får barnet mulighed for 

at forstå fortællemæssige elementer og 

selv føje til. 

Spillet er slut, og en gruppe drenge på 

cirka 10 år kommer ivrigt snakkende i 

munden på hinanden hen til det træskur, 

der for et øjeblik siden var kroen Det 

Fede Vildsvin. Jeg spørger dem hvad 

de har lavet i spillet og hvem de var og 

det viser sig at jeg har fat i den berygtede 

gruppe De Røde Fabler – som jeg i 

øvrigt ikke har set andet til i spillet end 

den formastelige tyveknægt i gabestokken. 

De har meget at fortælle: Selv om 

de i stor udstrækning har været usynlige 

for mange i spillet har de udrettet 

rigtig meget: De har lavet den ene intrige 

efter den anden, formået at blive 

centrale i en sag om forsvundne skattekister 

og jordlodder og meget mere. 

Deres fortælling bagefter giver narrativ 

mening til flere handlingselementer 

i spillet og vil få betydning for det næste 

spil. Pædagogerne lægger stor vægt 

på samtalerne bagefter og imellem. Her 

skabes inspiration til nye plot til de næste 

spil hos både børn og voksne. 

Identitetsmæssige 

søgeprocesser 

Anne Marit Wade skriver at de identitetsmæssige 

søgeprocesser hvor det 

at skabe og forvalte sit liv som værk, 

som fortælling, som projekt, netop fordrer 

forskellige æstetiske kompetencer 

3 . Hermed kan live rollespillets forskellige 

potentialer ses i forlængelse af 


og betinget af hinanden idet det måske 

oftest nævnte begrundelsesfelt handler 

om live rollespillet som ramme for 

identitetsarbejde; i live rollespillet kan 

man øve forskellige sociale roller, skabe 

nye fortællinger i det evige arbejde 

med at skabe en sammenhængende 

selvfortælling som kit mellem de multiple 

selv’er i en kompleks verden(!). 

- At kunne være både et unikt selvstændigt 

individ, der er helt sin egen, 

og samtidig på sin vis ligne alle de andre 

og indgå lydhørt og aktivt i sociale 

sammenhænge, er den paradoksale 

samtidsmyte som vi alle har accepteret 

som det senmoderne individs særlige 

udviklingsopgave. 

Anne Scott Sørensen 4 bruger begrebet 

atunement 5 : Den enkelte spillers evne 

til at tilpasse egen rolle og færdigheder 

til de muligheder spilsituationen giver 

fysisk, kognitivt og socialt, og samtidig 

byde ind med passende forstyrrelser 

der kan forstærke og udvikle spillet 

og drive det frem i en ”…i princippet 

uendelig emergent proces” 6 . 

Live rollespillet kan ses som et optimalt 

sted at øve både opmærksomhed 

mod andres intentioner og at markere 

egne intentioner; den der mestrer denne 

balance udviser ifølge Dion Sommer 

samværskompetente mønstre 7 . 

I fritidsordningen i Gistrup formulerer 

de det som at her kan børnene afprøve 

noget de ikke helt tør eller bare ikke 

gør i hverdagen. Børnene og pædagogerne 

får mulighed for at se sig selv og 

hinanden i nye sammenhænge: 

Den røde ork er for tiden troldens mest 

trofaste følgesvend. Han spilles af en 

cirka 12 årig dreng, der med kraft og 

Lensherren ordner forretninger Kontrakten er bindende – med rød snor Skriverkarl med gåsefjer 

December 2006

et frygtindgydende mod kaster sig ud 

i både vilde kampe og dumdristige 

forehavender: Fx går han på Det Fede 

Vildsvin – ene blandt fjender - og drikker 

sig sanseløst beruset, falder om på 

gulvet til spot og spe og mange drøje 

sværdhug fra de omkringstående og må 

til sidst slæbes ud af Troldmanden Rimeras, 

da han lugter så fælt at vi andre 

ikke kan holde ud at være i kroen. Da 

spillet slutter klokken cirka 16.30 tager 

han sin dragt og maske af og umiddelbart 

viser han sig lidt overraskende at 

være en lidt genert dreng, der smiler 

sky og kun svarer med enstavelsesord 

på vores spørgsmål. 

Jeg skal ikke her begive mig ud i fortolkninger 

eller forklaringer på hvad 

han i et identitetsperspektiv får ud af 

dette, kun konstatere at han får endnu 

en samværserfaring og at han så ud 

til at ha det sjovt. Om det har nogen 

overførselsværdi til hverdagens roller 

er et åbent – og måske ret interessant 

spørgsmål. I et pædagogisk begrundelsesfelt 

vil ofte påstås at det har en overførselsværdi 

til hverdagslivets roller. 

Men i en socialkonstruktionistisk forståelse 

af rolle og identitet som noget 

der forhandles og skabes i kommunikative 

sociale fællesskaber, skal der dog 

noget kraft til at sætte sig selv igennem 

i en ny rolle i hverdagslivets kendte og 

rutiniserede samværsformer og roller 

– selv om de er til konstant forhandling. 

Så endnu en samværserfaring i 

live rollespillets univers betyder ikke at 

de virkemidler rollen brugte, umiddelbart 

overføres som synligt markerede i 

andre sociale sammenhænge. Det skal 

formodentlig mere forstås som endnu 

et bidrag i det nogle kalder integriteten 

eller den selvfortælling, der betyder 

at vi netop med rimelig sikkerhed 

kan agere med mange forskellige roller 

– eller identiteter - i forskellige sammenhænge 

hvor de andres spejling bliver 

det afgørende pejlemærke for den 

enkeltes rolle. 8 

På den anden side indtager rollespillet i 

en pædagogisk praksis måske en særlig 

position, da deltagerne her kender hinanden 

også uden for rollespillet – hvilket 

ikke i samme grad er tilfældet i de 

store fritids-live rollespil. 

Pædagogerne fortæller at de ofte ser 

at status i live rollespillet giver status 

i fritidsordningen; - og at de kan finde 

på at bruge det bevidst ved at tildele 

et barn en særlig status i spillet og 

håbe at det smitter af. Omvendt fortæller 

de også en historie om det modsatte: 

at en dreng med særlig høj status i spillet 

misbrugte denne status i hverdagen 

i måden at dominere de andre børn på. 

De valgte at arbejde med hans status i 

spillet (”derved kunne vi arbejde med 

det han gjorde og ikke den han er”) og 

håbe at det smittede af. 

Den subjektive betydning 

Ovenstående eksempel rammer meget 

godt et af de store dilemmaer i live rollespillet 

i pædagogisk praksis: balancen 

mellem live rollespil som middel 

til at opnå bestemte pædagogiske mål 

(som for eksempel at lære børnene bestemte 

færdigheder eller at bruge spillet 

som bevidst ramme for arbejde med 

børnenes indbyrdes relationer) og live 

rollespillets subjektive betydning for 

børn og voksne. Når vi spørger børnene 

og de voksne hvorfor de gør dette 

siger de ikke: Jeg udvider min narrative 

kompetence, eller jeg arbejder med 

identitetsmæssige søgeprocesser. De 

siger alle noget der ligner, at de gør det 

fordi det er sjovt. Den subjektive værdi 

børnene og de voksne tillægger live 

rollespillet er den parameter, der konstant 

må pejles efter, uden at underkende 

at trangen til at blive (passende) udfordret 

læringsmæssigt er et væsentligt 

element i oplevelsen af subjektiv betydning 

og mening. 

Spillet er slut og jeg sidder i græsset 

sammen med den kvindelige pædagog 

der havde rollen som kromutter og en 

pige på cirka 8 år. Pigen har hjulpet 

med at servere i kroen hele eftermiddagen 

og har, set udefra, ikke været særlig 

markant i rolle uden dog heller at 

bryde rollen. På forespørgsel om hvad 

der er det bedste ved at være med siger 

hun at det er at man snakker med ”… 

sådan en lidt anden stemme end man 

plejer og det er sjovt.” 

Da drengene fra De Røde Fabler kort 

efter dukker op og jeg spørger dem om 

det samme, siger de en hel masse! Men 

gennemgående at det virkelig sjove er 

at udtænke intriger og at drille lensherren 

og troldmanden, som spilles af de 

voksne. At det er rigtig sjovt at man 

”….. er ligesom på lige vilkår og det 

man bestemmer er ligeså godt som det 

de voksne bestemmer” – måske lige 

undtagen Troldmanden Rimeras, som 

har ret stor magt. Men har man taget 

lensherren til fange (hvad de gjorde i 

dag) så kan han jo ikke bestemme noget! 

Trolden Træfningen ved bækken Ene men stærk 


Side 5

En af drengene fortæller også hvordan 

han i begyndelsen var soldat hos lensherren, 

men det blev for kedeligt for 

ham. Det passer ham meget bedre at 

være med i en fri gruppe. 

På vej tilbage til fritidsordningen fortæller 

en af de voksne at noget af det 

der også gør det rigtig sjovt, er de tricks 

de voksne indbyrdes laver med hinanden 

og at børnene nyder når de er en 

del af de voksnes indbyrdes drillerier 

og leg. Og så når børnene rigtigt tager 

røven på en. Han fortæller med stor 

begejstring om en tyvebande af piger 

der i en længere periode huserede i udkanten 

af Skovland. De udviklede forfinede 

måder at stjæle på og der gik noget 

tid før de egentlig fandt ud af hvem 

de var og hvad der foregik. Selv når de 

fik fanget nogle af dem og holdt rettergang 

fandt de måder at befri hinanden 

på og fortsatte med at stjæle. Det 

blev en sjov udfordring til det lille fiktive 

samfund som måtte løses inden for 

legens og fiktionens rammer - og hvor 

drivkraften hele tiden var at holde spillet 

i gang. 

En legeplads for voksne og 

børn 

Derfor: Først og sidst så er der legen 

(eller spillet!). Ja, ja, jeg ved det: bare 

at sige leg som formål eller begrundelse 

i sig selv er som regel ikke nok (selv 

om tiden arbejder for det). Det kræver 

om ikke andet så en formulering af 

hvad legen er og sådan er vi allerede 

på vej ind i enhver pædagogisk begrundelses 

glidebane, der i sidste ende ender 

med de store filosofiske spørgsmål 

om altings sammenhæng. Jeg gør det 

alligevel: Leg – eller det legende - som 

omdrejningspunkt og udgangspunkt 

for menneskets kreative skaberkraft og 

nysgerrighed, som den dybt opmærksomhedskrævende 

tilstand vi mere eller 

mindre altid stræber efter. Og leg 

(og kreativitet) som et moderne samfunds 

vigtigste vækstressource (!) 

Altså: Live rollespil i pædagogisk (daginstitutions) 

praksis har som vigtigste 

potentiale at give mulighed for en legeplads 

for både børn og voksne. - Det 

fordrer en balance mellem det strukturerede 

og det åbne. Frihed for deltagerne 

til at indgå i spillet på måder, der 

ikke kan være rigtige eller forkerte, frihed 

til at skabe sin egen leg inspireret af 

rammen og mulighed for at selv at vælge 

graden af styring. Ida i 0. b kan vælge 

at være kromutters datter og modtage 

ordrer om næsten alle handlinger. 

Søren og Ib og Peter fra 3.c kan bygge 

deres egen lejr dybt inde i skoven og 

spille et spil i spillet som kun de kender. 


er altså ikke her primært et værktøj til 

læring, selv om læring er et uundgåeligt 

og selvfølgelig slet ikke uønsket biprodukt. 

Men legen er drivkraften; måske 

er det passende her at bruge begrebet 

spil forstået i en Gadamarsk betydning: 

Spillet hersker over spillerne som må 

spille spillet. Drivkraften er at holde 

spillet i gang. 9 Vi kan også kalde det at 

æstetiske mål styrer: (Kunst)Værket – 

her i live rollespillet som evigt formbart 

og foranderligt produkt - er processens 

drivkraft ligesom værket ER 

processen: Når processen stopper er 

der intet værk. Søren Langager siger. 

”Styrken i netop den æstetiske produk- 


tion i specialpædagogisk virksomhed 

kommer altså frem ved at forholde sig 

til det producerede – værket – som det 

centrale, i stedet for at tænke i tilrettelæggelsen 

af æstetiske processer ud fra 

diverse pædagogiske, psykologiske eller 

pædagogiske mål”. 10 

Samtidig vil jeg – sammen med Feiwel 

Kupferberg 11 - gerne understrege 

at i en pædagogisk kontekst kan vi altid 

kun låne af de æstetiske og kunstneriske 

metoder: Målene og normerne indenfor 

kunstens og pædagogikkens regime 

er forskellige. Vores mål er ikke 

først og fremmest at skabe værker men 

at give betingelser for livsduelige mennesker 

(sådan cirka!). 

Dilemmaet mellem æstetiske mål og 

pædagogiske mål er som sådan ikke et 

dilemma men en balance som konstant 

må søges 

Og til slut lige et par ord om en sidste 

dikotomi: For ikke at ende i endnu en 

pædagogisk fælde af rigtigt og forkert, 

af uudholdelig pædagogisk politisk 

korrekthed hvor leg er godt og læring 

er ondt så lad mig slå fast: Nu er verden 

jo ikke i sig selv opdelt i dikotomier og 

vi ved vel alle at læring er en væsentlig 

drivkraft for mennesket – også i legen: 

hvis ikke legen er tilpas udfordrende 

og stimulerer ny erfaring – eller bidrager 

til at forfine og vedligeholde en næsten-kunnen, 

så fastholder den ikke vores 

opmærksomhed længe. 

Live rollespil brugt som værktøj for 

læring er heldigvis velkendt og bruges 

med succes i skoler og i organisationer 

og det lyder supersjovt for alle 

at være med til. Men hvis vi vil fastholde 

en daginstitutionspædagogik i 

Rimeras taler med de døde Skjalden 

December 2006

Danmark hvor deltagerperspektivet og 

børnenes (rimeligt) frie udfoldelse i en 

fri-tid sammen med engagerede voksne 

er væsentlig, så må vægtningen i live 

rollespillet tage sit udgangspunkt i legen 

(at spille spillet) og i den subjektive 

værdi for deltagerne. Der skal være 

frihed til at vælge deltagelsesgrad og 

styringsgrad for den enkelte, der skal 

være plads til det vilde og uforudsigelige 

og det legende samvær mellem børn 

og voksne. Samtidig må der gerne – eller 

rettere der skal nok! - være mulighed 

for og arbejdes bevidst med sekundære 

læringsmål. 

Undervejs i spillet beslutter jeg flere 

gange at nu må jeg finde troldmanden 

Rimeras og han må hjælpe mig i rolle; 

jeg vil være med, jeg vil snakke med 

børnene. Jeg får lyst til at være med i 

handlingen, forstærke spillet nogle steder. 

Bagefter, da vi sidder bænket rundt 

om bordet i fritidsordningen sammen 

med de fire deltagende pædagoger siger 

Jean – alias troldmanden Rimeras: 

”August måned vil være et godt 

tidspunkt at komme igen og så skal I 

i rolle”. De har snakket om at vi kunne 

være falske druider, plattenslagere 

simpelthen, som børnene kunne afsløre 

undervejs. Jeg har til gengæld flere 

gange set mig selv som en fordrukken 

adelsfrue på gennemrejse med mine 

to væbnere. Så kunne jeg blandt andet 

sidde på kroen og te mig og lave mange 

fede plots og snakke med smede, bønder, 

soldater og skønjomfruer. Eddy ser 

os som en gøglertrup på gennemrejse. 

Jeg ser straks mig selv som bjørnetæmmer 

med en Eddy som klarinetspillen- 

de bjørn og Thomas som en dansende 

malende hund. 

- Jeg kunne selvfølgelig også skaffe en 

krystalkugle til den falske druide og få 

alt muligt ud af børnene og bilde dem 

alt muligt ind. Være rigtig snedig ond. 

På vej hjem i bilen og de følgende dage 

opdager jeg flere gange at jeg digter videre; 

ser mig selv i forskellige roller og 

ser scenarier udspille sig. Hvad kan jeg 

forklare det med andet end at: Det er 

sjovt! 

Noter 

1.Cushman; her i Carsten René Jørgensens 

(2002). 

2.I lighed med Ida Schwartz (2003). 

3.Anne Marit Wade (2006) 

4.Anne Scott Sørensen (2006) 

5.Her hentet fra en teatersammenhæng, 

men med paralleliteter til 

det psykologiske begreb atunement; 

på dansk afstemning, mest 

kendt fra Daniel Sterns arbejder. 

6.Anne Scott Sørensen (2006) s 40. 

7.Dion Sommer (2003). 

8.Se fx Jan Tønnes Hansen (1997), 

Jens Berthelsen (2001), Carsten 

Rene Jørgensen,(2002), m.fl. 

9.Se bl.a. Ida Krøgholt (2006) 

10. Søren Langager (1995) 

11. Feiwel Kupferberg (2006) 

Berthelsen, Jens: Dilemmaet som lærer 

– om undervisning med læring gennem 

dilemmaer, Samfundslitteratur, 

2001. 

Hansen, Jan Tønnes: Identitet og integritet 

i: Psykologisk set nr. 27, 1997 

Jørgensen, Carsten René: Psykologien 

i senmoderniteten, Hans Reitzels 

forlag 2002. 

Krøgholt, Ida: Spillets attraktion i: 

Rollespil i æstetisk, pædagogisk og 

kulturel sammenhæng, red: Kjetil 

Sandwik og Anne Marit Wade, Aarhus 

Universitetsforlag 2006 

Kupferberg, Feiwel: Kreative tider. At 

nytænke den pædagogiske praksis, 

Hans Reitzels Forlag 2006. 

Langager, Søren: Specialundervisning 

og det æstetiske perspektiv i: 

Specialpædagogisk Debat, 1 s. 21 

– 55, DLH, 1995 

Riis, Nina og Rikke Mørkholt: At skabe 

levende rollespil med nybegyndere 

i: Rollespil i æstetisk, pædagogisk 

og kulturel sammenhæng, red: Kjetil 


Universitetsforlag 2006. 

Schwartz, Ida: Indledning i: Fortællinger 

fra praksis – om livshistorier 

og pædagogik, red: Ida Schwartz, 

Socialpædagogisk Bibliotek 2003. 

Sommer, Dion: Børns samværsmønstre 

i: Barndomspsykologiske facetter, 

Systime Academic 2003. 

Sørensen, Anne Scott: Fantasirollespil 

som narrativ perfomance i: 

Rollespil i æstetisk, pædagogisk og 

kulturel sammenhæng, red: Kjetil 


Universitetsforlag 2006. 

Wade, Anne Marit: Jeg - en actionhelt 

i: Rollespil i æstetisk, pædagogisk 

og kulturel sammenhæng, red: 

Kjetil Sandwik og Anne Marit Wade, 

Aarhus Universitetsforlag 2006. 

Der spørges nyt i krostuen Den rødes endeligt ved kroen Mod nye sejre 


Side 7

Et eksempel på et senmoderne æstetisk fænomen: 

Live Action Role Play 

Indtryk fra Engstaden, hovedbyen i Einherjernes live rollespil, Århus Vesteng, 5. august 2005 


et@petersabroe.dk 

I skæringen mellem skov, krat og det 

store engareal i det blandede bagland 

til Århus ved Vestengen, Randersvejs 

vandtårn – dér ligger Engstaden. Engstaden 

er hovedbyen i live rollespilforeningens 

Einherjernes ”1. søndag 

i måneden arrangement”, der tiltrækker 

flere hundrede børn, unge og en del 

voksne, alle i rolle som et eller andet i 

en fiktiv, mytisk middelalderlig fortid. 

Jeg sætter mig i den nordlige udkant af 

byen. Forinden har jeg været lidt omkring 

på de lange adgangsveje, inde i 

krattet og oppe ved orkernes mere beskedne 

boplads. Det er underligt at gå 

omkring uden for rolle. Jeg er simpelthen 

usynlig. Jeg kan færdes steder, 

hvor i-rolle karakterer ville frygte for 

deres liv. Men jeg kan dog godt kommunikere 

med rollerne. Hvis jeg spørger 

om deres ærinde eller karakter, så 

glider de behændigt ud-af-rolle for min 

skyld og svarer kort. Straks derefter er 

de uden varsel tilbage i rollen, og jeg 

er luft. 

Hvis jeg ser på byen med nøgterne, 

”ikke-rolle øjne”, så ser jeg tre-fire primitive 

plastic-pavillioner, som man 

kan få for ingenting i Silvan. Jeg ser 

yderligere nogle få plastic eller lærredsstykker 

spændt op med et par pinde 

og barduner, og derudover et par bænke 

og borde samt en masse skrammel: 

Tøj, poser, tasker rundt omkring. Kun 

ét sted er mere organiseret som et gæstgiveri 

med borde og bænke, overdækning 

og et åbent ildsted bag en disk. 

Hér steges flæsk og serveres øl. 

Disse lidet imponerende scenarier befolkes 

af mennesker i roller med kostumer 

og rekvisitter. Og det er nærværet 

af dem, der gør scenen livlig og illusionen 

mulig – nemlig at vi er i Engstaden 

i rollespillet. 

Lige frem for mig præcist midt i Staden 

har en lille flok musikanter med 

guitar, fløjter, rytmetøj og ikke mindst 

sangstemmer slået sig ned. 

De sidder på et par bænke, og de synger 

og spiller i ét væk. Det er mest ballader 

med den særlige melodiske fortælling, 

der regelmæssigt bliver afbrudt 

af et fælles sangtema. Det giver en stabil 

stemning af middelalder og munter 

folkelighed. 


Ved siden af dem sidder en lædersmed 

og forsøger at få en forretning ud af de 

få materialer. Til højre for mig ser jeg 

en læge og hendes medhjælpere. Hun 

råder over nogle lægemidler, der hører 

fortidens magiske kunster til. Der 

er enkelte andre småhandlende. Nogle 

store børn forsøger at sælge Mariekiks 

og sodavand. Andre har muffins 

og pandekager at faldbyde, og en bod 

har specialiseret sig i ædelsten. Den 

eneste mønt, der er gangbar, er mark 

og skilling. Nogen siger, at der går 10 

skilling på en mark, andre at det kan 

veksle. Jeg prøvede på et tidspunkt at 

handle i danske kroner. Det blev ikke 

taget for gangbar mønt – dels fordi det 

ikke er gangbar mønt, men sikkert også 

fordi jeg ikke var i rolle. Fra min søn, 

der deltog i spillet, havde jeg tilegnet 

mig nogle røde rubiner. Dem forsøgte 

jeg også at handle med. De blev vist en 

vis interesse – men dog afvist. 

Længst ude til højre ud mod engen og 

til den anden side til en sti ind i krattet 

findes de to byporte. Disse to porte 

(Silvan-pavillioner) er de eneste ind- 

og udgange til Staden, der ellers er 

skærmet af mure (en snor, som er udspændt). 

Portene er bevogtet af Kardinalens 

milits, en flok stærke og be- 

En kortvarig triumf over den Røde Lensherrens folk har fanget en snyder Han sættes i gabestok - 

December 2006

slutsomme mænd i ringbrynjer og 

sort-røde kjortler. De bærer våben i 

Staden og sikrer, at alle andre deponerer 

deres våben ved byportene, så der 

kan herske fred i byen. Forordningen 

bliver tilsyneladende respekteret. Selv 

de grummeste orker så jeg gå fredeligt 

– om end slemt skulende – og våbenløse 

rundt. De selv samme orker havde 

antageligt kort forinden væltet sig i 

blodrus på kamppladsen. 

Skråt bag mig til venstre fører en sti 

ind i en tykning med et overliggende 

bladhang, så det virker som en sal. 

Indgangen er stærkt bevogtet af en lille, 

alvorlig kriger med langt lyst hår, 

en vagt-overordnet, der holder stramt 

øje med alle og kommanderer med andre 

militsfolk. Ved siden af disse vagter 

findes en stående milits, der fungerer 

som en rekrutterings-enhed for nye 

rollespillere og som bliver ekserceret 

af en kaptajn. Inde i ”salen” finder vi 

kardinalen og prinsessen sammen med 

andre betydende folk. Jeg var et par 

gange inde på besøg – og blev selvfølgelig 

ignoreret. Men de forhandlinger 

og audienser, der fandt sted, var så alvorlige, 

at jeg ikke vovede at forsøge at 

hente dem ud af rolle. Men jeg oplevede, 

at kardinalen fik besøg af fremmede 

vismænd, at prinsessen blev dårlig og 

måtte ligge ned og modtage krisehjælp, 

og at kardinalen og hans skatmester talte 

mønter op til soldaternes sold. På et 

tidspunkt var prinsessen – under ekskorte 

af en stærkt bevæbnet gruppe militsfolk 

– ude ved et helligsted, en slags 

klosterskole, hvor hellige mænd gav 

hende belæring i Engstadens folk, ka- 

robanernes mytologi. Jeg hørte brudstykker 

af fortællingen. Den berettede 

om en urhændelse, hvor hellig ild regnede 

ned over de forskellige klaner eller 

arter. Karobanerne fik mest og blev 

derfor meget dydige, korrekte og gode 

af karakter – som mennesketype. Solakerne 

fik en mindre mængde hellig ild 

over sig og blev derfor mindre tilregnelig 

i deres karakter. Orkerne fik slet ingenting, 

og derfor er de onde. Præsten 

gjorde omhyggeligt opmærksom på, at 

vi skulle være taknemmelige over for 

orkerne, fordi de tager den byrde på 

sig, at bære og udholde ondskaben. 

Scenarierne omkring kardinalen, prinsessen 

og militserne er præget af voksne, 

der er rigtigt hjemme i deres karakter, 

styrer spillet og skaber rammer for 

de øvrige – for det meste yngre deltagere. 

Disse yngre deltagere er ret kaotiske 

at se på. De styrter rundt, er ofte 

i mere eller mindre velmotiveret kamp 

og sikkert ikke altid stabilt i rolle. Men 

det kan meget vel være i mit blik, at det 

forholder sig sådant. I deres egen optik 

ser det sikkert mere sammenhængende 

ud. På en måde er der en fin overensstemmelse 

mellem den ”rigtige” middelalder 

og dette spil, for så vidt den 

rigtige middelalder var meget børnerig 

og ung (stor dødelighed og lav gennemsnitsalder) 

samt antagelig meget 

kaotisk, irrationel, farverig, grusom… 

Rollespillet i og omkring Engstaden er 

vild forvirring. Men kun tilsyneladende. 

Der er regler og rammer. Det er et 

styret kaos - rammestyret med spillerum 

for mange, individuelle karakterers 

og smågruppers løsslupne herresving 

og kvindelist. Der er højt til himlen på 

Engen. Og blodet flyder. 

Eftertanke: 

Der findes såkaldte GMére , Game 

Masters, som sikkert tager karakteren 

Kardinal og andre betydende og ledende 

roller i spillet. Det er svært at se fra 

en udkigsposition i den nordlige ende 

af Engstaden. De styrer og leder spillet 

– og har sikkert også sammen med 

andre veteraner stået for både våbenkontrol 

og entré- eller medlemskabskontrol 

i starten af dagen. Men disse 

GMére og alle andre, der tager et initiativ 

– det være sig planlagt eller ej – giver 

det samlede spil en form, en meget 

stor og kompleks form, som ikke kan 

overskues. Imidlertid er alle spillerne 

meget tydelige i kraft af deres kostumer 

og karakter. 

Derfor er der både tydelighed, genkendelighed 

og kaos (overraskelse og 

spænding) i spil på én gang. 

Det er ret godt. 

– og forhøres En kur med sandhedsserum virker! 

Rimeras fordeler livseliksir 


Side 9

Mana, aura og show 

Live-Action-Role-Play i eksistensen 

Tanker om senmodernitet og rollespilsæstetik 


et@petersabroe.dk 

Til de store epoker i kulturhistorien 

svarer æstetiske udtryk, stil og form. 

Man kunne anføre tre prototyper for 

overskuelighedens skyld. Men først 

skal jeg erindre om et eventyr af HC 

Andersen. Det skal hjælpe os på vej 

med anskuelsesbilleder. Tænk på Kejserens 

nye klæder. 

Kejseren er kejser både tidlig og silde, 

og han er med sit embede synlig – ikke 

mindst i kraft af sin klædning og når 

han går forrest i optog. Nu er han også 

lidt enfoldig og forfængelig, hvilket et 

par driftige tøjmagere forstår at udnytte 

smart og til egen fordel. De bilder 

kejseren og hele hoffet ind, at deres 

særlige stof har egenskaber, der 

gør, at alle de uduelige og dumme ikke 

kan se det. Deres tøj-værk har særlige 

magiske, iboende egenskaber. Dog 

ikke mere magiske – skal det vise sig – 

end at det lille barn siger, hvad det ser 

i det kritiske øjeblik, da kejseren stolt 

demonstrerer sin egen snobbethed og 

tvivlsomme dømmekraft ved at gå i optog 

uden tøj på. Da ser alle, hvad de 

faktisk ser. 

Mana 

Al kraft til menneskelivet komme i 

sidste ende oven fra, fra Guderne eller 

Kosmos. Kraftens navn kunne være 

mana i vor globaliserede verden. Den 

siver, og den materialiserer sig gerne i 

store og stærke, karismatiske personligheder: 

konger og fyrster. Det hører 

førmoderne kultur til. Og Kejseren er 

en manifestation af kraften, fordi hans 

stilling er givet ved Guds nåde, og som 

sådan må han vise sig frem. 

Til førmoderne kultur (middelalderen) 

svarer optoget som æstetisk prototype. 

Et optog har et formål uden for sig 

selv, så at sige. Man bevæger sig fra et 

sted til et andet, og det er der en grund 

til. Det kunne være, at grunden var en 

vielse; det kunne være optakten til en 

påskegudstjeneste; det kunne være et 

karnevalsoptog. Formen er i hvert fald 

dybt integreret i kontekster – ”til tjeneste” 

for kongen, herremanden og kirken 

samt til tjeneste for årets højtider og 

andre ceremonielle begivenheder. Optoget 

kanaliserer mana-kraften, og alle 

deltagende er part i sagen. Det vi i dag 

kalder kunst aktiviteter var dengang for 

det meste dybt integreret i hverdagsaktiviteter 

som arbejdssange, fortælleaktiviteter 

og træskæreri ved tællepråsen. 


Eller også var kunstnerne ansatte ved 

herresæderne for at lave store bestillingsarbejder 

eller bygge kirker. 

Aura 

Til moderne kultur svarer det kunstneriske 

produkt, der både kan gøres til 

genstand for fordybelse og salg – fx et 

billede på kanvas. Kunstværket skabes 

af en kunstner eller et ensemble, der er 

frie udøvere af en specialiseret æstetisk 

aktivitet, der efterhånden ”ophæves” til 

frie kunster: Litteratur, musik, teater og 

billedkunst er de vigtigste hovedgrupper. 

Kunstværket er typisk ikke stedbundet 

og kanaliserer ingen kraft fra 

det hinsides. Til gengæld besidder det 

en iboende kraft som følge af sin skønne 

formgivning. Denne iboende kraft er 

kunstværkets aura, der opleves som en 

personlig gave af publikum. Skrædderne 

skaber et sådant værk – eller rettere 

fortællingen om det - som en fiktion, 

der dog virker helt godt ind i virkelighedens 

kejserverden. 

Ved siden af kunst-institutionen vokser 

andre aktiviteter op til fritids-engagement: 

Aktiviteter baseret på faste 

regler og gerne et konkurrence-element: 

sport. Produkter som kunst og 

Den værste tortur- sømmet i tungen Hævnen kommer i form af et troldeangreb 

December 2006

sport er relativt kontekstfrit, men finder 

ofte en slags ”anden-ordens” anvendelse 

i dannelse og opdragelse. 

Show 

Til senmoderne kultur svarer et projekt 

i udvikling, baseret på netværk, subjektive 

agenter, ubestemte materialer og 

infinite fortællinger – hip-hop, graffiti, 

og techno-raves er eksempler på 

begivenheder i senmoderne subkultur. 

Kunstscenen i øvrigt er stærkt præget 

af, at alt helst skal gøres til begivenheder 

- events og shows. 

Den stille fordybelse rækker ikke længere. 

Projekterne er kontekst-relaterede, 

mere eller mindre integreret i 

dannelse og opdragelse, medier, design, 

markedsmekanismer og/eller protestbevægelser. 

Det er just ikke fordi 

kunstværker og kunstinstitutionen fra 

den ”gamle”, moderne kultur er forsvundet 

– på ingen måde. Men den er 

under pres indefra og udefra, og det er 

en lang historie, som ikke skal plage os 

nu. Barnet i Kejserens nye klæder sætter 

det kølige blik på fænomenet og afslører 

fortællingen som blot og bar 

fortælling. Det er ubærligt, det bliver 

skamfuldt for kejseren at leve sit eget 

kunstværk på skræddernes betingelser 

under det skarpe barneblik. 

Massesamfundet 

Dog er der én kæde eller et system af 

omstændigheder, som det kunne være 

interessant at hæfte sig ved i opspillet 

til rollespils-fænomenet. Det er vilkårene 

for ”kunstværket i den tekniske 

reproduktions tidsalder”. Et berømt essay 

af Walter Benjamin fra 1936 bærer 

denne titel. Allerede i trediverne havde 

dette universalgeni en sikker fornemmelse 

for de voldsomme ændringer i 

mentalhygiejniske vilkår for kultur, 

for massemediernes betydning og for 

kunstværkets opbrydning – som dog 

var godt i gang allerede da. Der er to 

centrale omstændigheder, som jeg skal 

hæfte mig ved: Det ene er, at massesamfundet 

som følge af masseproduktion, 

almen skolegang og demokrati vil 

fordre, at også masserne vil have krav 

på at udfolde sig. At skabe sig selv, blive 

stjerne – ikke kun i eget liv, men 

også på film (TV ville vi sige i dag). 

Og alle er halvt fagmænd på hvad som 

helst, især det, der formidles via medier 

(sport og politik). Det andet er, at måden 

at ”være på” på er adspredt. Der 

hersker en almen zappende forholden 

sig til disse mængder af kulturelle tilbud, 

som massemedierne serverer. Det 

er ligesom, når vi oplever arkitektur i 

vante omgivelser. Hvis vi bor midt i 

verdens fornemste byggeri, så bliver 

det jo rutine og u-påfaldende. Når vi 

kvæles i film og underholdning, så bliver 

der langt mellem snapsene, hvis vi 

overhovedet kan spotte det unikke, når 

det er der? 

Der kommer til at herske en mangel på 

autenticitet i den dybere forstand, hvor 

en oplevelse ikke kun er et adspredt 

indtryk eller et flimmer på en skærm, 

men noget, der involverer krop, alle 

sanser og – autenticitet. Benjamin talte 

om, at kunstværkets moderne-klassiske 

aura, det enestående og paradoksa- 

le nærhed/fjernhed ved oplevelsen af et 

kunstværk forfalder i den tekniske tidsalder. 

Alt er allerede set på fjernsyn. 

Hvad nyt kan der være. Show - Off! 

Aura og autenticitet er to alen af ét stykke. 

Og begge fænomener er nøje forbundet 

med de psykologiske mekanismer, 

der er styrende for specielt unge 

mennesker med selvdannelses-projekter 

for deres eget liv. I dag giver det 

en vis mening at påstå – som moderne 

avantgardekunst har gjort det over de 

sidste 100 år – at livet og kunstværket 

må smelte sammen for det menneske, 

der virkeligt vil leve et fuldt og sandt 

liv, selv sætte sine mål, ikke bøje sig 

for vilkårlig autoritet, følge sin egen 

smag, lyst og vilje. Finde sig selv. 

Ungdommens socialkarakter? 

Individet tolereres kun i det omfang 

dets uforbeholdne identitet med det almene 

er hævet over enhver tvivl 

(Horkheimer og Adorno 1944, s. 222/ 

Hammershøj 03, s. 263) 

Sådan skriver Adorno og Horkheimer 

i midten af 1900-tallet under indtryk 

af den voldsomme ensretning, som de 

store og masse-kontrollerende ideologier, 

nazisme og kommunisme, stod 

for. Det var en ekstrem-udgave af Jantelovens 

bud om at rette sig ind efter 

Normen. Blot ikke kun Jantelov for det 

lille og lokale (landsby)samfund, men 

for massesamfundet, hvorved den individuelle 

identitet så meget desto mere 

havde det med at blive ophævet i ”almenheden”, 

her forstået som den uni- 

På vagt ved kroen - hvor er han? Rådslagning ved Det Fede Vildsvin 


Side 11

forme masse. Men disse ideologier og 

den sociale kontrol, de udøver, er blot 

den yderste konsekvens ved træk i de 

moderne samfund, der i almindelighed 

og fredsommelighed dikterer ens-gørelse 

og fremmedgørelse. Chaplin skildrer 

fænomenet i filmen ”Moderne tider”, 

hvor arbejderen ved samlebåndet 

bliver vanvittig af ensformigheden. Vores 

danske dramatiker Keld Abel skildrer 

med ”Sangen om Larsen”, hvordan 

ensretningen sniger sig ind i det 

almindelige menneskes almindelige liv 

som lange skygger i skumringen og gør 

livet trist og stemningen nedtrykt. 

Også børn og unges fritidsliv måtte for 

50 år siden tugtes under det almene. 

Bortset fra den frie leg mellem blokkene 

eller på engen var børn og unges 

tilværelse grundigt og autoritært styret 

i skolen og tilsvarende styret i fritidslivet: 

i gymnastikforeningen, sportsklubben, 

spejderklubben og for så vidt også 

i muligheder for aktiviteter med de finere 

kunster, teater, dans, musikskoler. 

Hvis der skulle laves teater, så var modellen 

den hævdvundne, dilettant-modellen: 

Vi finder en passende dramatekst, 

læreren eller lederen instruerer 

de givne roller, og børnene spiller det 

foreskrevne efter bedste evne. 

Det almene tager hér tydelig form, materialiseret 

i et hierarkisk styringssystem, 

der lukker fantasi og udfoldelsestrang 

inde i en støbeform, der er givet 

ved tekstens rolle og instruktørens diktat. 

Og din succes bliver målt alene på, 

om du evner at tilpasse dig støbeformen, 

evner at leve op til rollen og in- 

struktørens forventninger. Gør du ikke 

det, er du enten talentløs eller ballademager. 

I tilbageblik på den nære fortids mønstre 

for socialisering bliver det tydeligt, 

at der er sket rigtigt meget. Det ”almene” 

er ikke længere et så fodformet 

ensretningens pres. Tværtimod er det 

på mange måder et påbud for børn og 

unge, at de skal realisere sig selv, skabe 

sig selv og finde deres særlige evner og 

udvikle deres kompetencer osv. 

Nutidens unge har fra de foregående 

generation fået foræret selvbestemmelse 

i ret høj grad. Det, der så mangler 

og som ikke kan gives, men kun tages 

eller skabes, er selvrealisering. Der 

tegner sig en (sen)moderne socialpsykologisk 

modsigelse, eller endda et 

dilemma, mellem den adspredte, initiativløse, 

lemmedaskende modtagelighedens 

livsform på den ene side – den 

råber på oplevelser nu og uden anstrengelse 

- og på anden side den stålsatte 

dragning mod autenticitet – hen mod 

den store fordring til engagement og 

en mening, der gerne må gøre ondt for 

at blive godt. Vil man det ene, går man 

glip af det andet, ja bliver fordummet 

og beskåret for sin undladelse. Hvordan 

løse dette dilemma? I halvtredserne 

var det moderne at begå selvmord 

– selvmordet var det eneste seriøse eksistentielle 

problem, som man kun kunne 

løse ved at gå planken ud... 

Senere løser man det ved at opgive den 

individuelle selvstændighedsfordring 

og gå ind i politiske massebevægelser 


med et højere mål for øje (ligesom man 

kan tilslutte sig en religiøs sekt af samme 

mentale grunde, så at sige). 

Hykleri som rollespil i 

hverdagen 

I dag er der måske en ny mulighed: 

Man kan hykle på en systematisk-kulturel 

måde. Nu er hykleri ikke nogen 

god egenskab. Den er på det personlige 

plan i slægt med svig, løgnagtighed 

og fejhed. Men på et systematiseret, 

socialt og kulturelt plan stiller 

sagen sig anderledes. Men først: Hykleri 

er en af to mulige omgangsformer 

med (eller kortslutninger på) dilemmaer. 

Den anden er humor, tror jeg. Normalt 

kan et dilemma ikke løses – kun 

tåles. Men man kan hæve sig over dem 

ved at hykle, ved at gøre noget helt andet, 

gerne i hvert fald tilsyneladende 

meget mere ædelt, uselvisk og grandiost. 

Ellers må man stå i dilemmaet, tåle 

det og finde små smutveje i livets irgange. 

Med hykleriet siger man bare, 

at man gør det ene, men også det andet, 

selvom det ikke er logisk muligt. 

Så håber man bare på, at de andre er 

uopmærksomme, at tiden går eller at 

folk er glemsomme eller høflige. Ikke 

mindst ledere af alle slags er nødt til at 

mestre den ædle hykle-kunst, og de gør 

det da på kanten til den mere systematiske 

kulturelle form, der står ud fra det 

strengt private: 

På et systematiseret kulturelt plan kan 

hykleri sammenlignes med rollespil i 

hverdagen. Hykleriet er blot en særligt 

anstrengt rolle. De roller, vi går rundt 

Troldeskoven angribes af en større styrke Det sidste slag - 

December 2006

og har i erhvervsmæssigt øjemed, når 

tjeneren er ”i rolle” som tjener, læreren 

som lærer, lægen som læge og betjenten 

som betjent og så videre, disse roller 

er traditionelt accepterede som gyldige. 

Det kan godt være, at rollen får 

en ekstra tand for tydelighedens og indehaverens 

selvværds skyld, men det 

kunne man godt forstå – ligesom også 

mange erhverv har haft uniformer til at 

understrege rollen, dens myndighed og 

synlighed. 

Efter de almindelige angreb på alle 

faderroller og myndigheder med 60- 

70érnes antiautoritære bevægelser og 

en efterfølgende underlig intimisering 

af offentlige adfærdsformer (dus med 

din studievært, din bankrådgiver, din 

statsminister – men ikke dronningen) 

er disse faste roller og den systematiske 

opblæsthed, der var forbundet dermed 

og som jeg kalder hykleriske attituder, 

stærkt på retur. Dermed forsvinder rollemodellerne 

fra det offentlige og halvoffentlige 

rum. Pædagogen og læreren 

er ikke, hvad de har været. Selv forældrerollerne 

i det intime rum mister højde 

på godt og ondt. 

Til gengæld antager virkeligheden karakter 

af at være en konstruktion, der 

hele tiden er til revision mellem individer; 

et resultat af en permanent forhandling. 

Bourriaud har i ”Relationel 

æstetik” (s 89) et morsomt statement, 

der belyser situationen med en underforstået 

accept af det omsiggribende 

hykleri som social modus vivendi: 

Virkeligheden er, hvad jeg kan snakke 

med en tredjemand om. Den define- 

res kun som produkt af en forhandling. 

At forsøge at undslippe virkeligheden 

er en ”skør” ide. Min samtalepartner 

opdager en orange kanin på min skulder; 

selv ser jeg den ikke. Da svækkes 

grundlaget for vores diskussion, det 

smuldrer væk. Hvis jeg på ny vil etablere 

et forhandlingsrum, må jeg lade 

som om, jeg ser en orange kanin på 

min skulder. Fantasien dukker op som 

en protese, der fæstner sig på det virkelige 

for at skabe mere samkvem mellem 

samtalepartnerne. Kunsten har således 

til formål at reducere det mekaniske, 

som er en del af os, den stræber efter at 

tilintetgøre enhver forudfattet enighed 

om det opfattede. 

Fritidsrum mellem 

spejderklubben og techoraven 

Det er alt sammen velkendt historie. 

Hvad træder så i stedet. Ja, der har alle 

dage været mulighederne for at træde 

ud af rollesystemerne: Oven-ud til de 

religiøse og politiske foreninger; neden-ud 

til kriminelle miljøer, stofmisbrug, 

vagabondering, psykosen og andre 

radikale outsidermiljøer. Men der 

er også alle ”tredje instanserne” som 

socialiseringsrum, mellemrummene 

ved siden af hjemmet og skolen, nemlig 

fritidsaktiviteterne og det offentlige 

rum i foreningslivet. De tilbyder 

en række blidere udgaver, der tilbyder 

ret stabile rollemodeller og rollesystemer 

at bevæge sig i: Sportsklubber og 

spejderklubber er prototyper på fritidsmiljøer 

med klassiske, faste rolle-systemer. 

Hip-hop bevægelsernes, grafit- 

timalernes og technoravens subkulturer 

er nyere, mere senmoderne former, der 

ikke har en klassisk, fast rolleformatering. 

Lad os skære det ud i pap 

Spejderklubben tilbyder en pakkeløsning: 

Du indgår som nyt medlem med 

en lav rang. Via din biologiske alder og 

via overvindelse af en række prøver og 

test, hvor du oparbejder duelighedstegn, 

som kan sættes på den obligatoriske 

uniform, ender du med at blive 

leder med en vis myndighed. Du kravler 

op i hierarkiet. Rammerne er faste; 

ugentlige møder, med opgaver; sommerlejr 

og store fællesarrangementer; 

en kristen grundmytologi kombineret 

med en Kiplings jungle-mytologi eller 

noget lignende; sange, lege og fortællinger... 

Du er medlem i en årrække – måske på 

livstid. I de senere år har mange haft 

svingdørs-attituder til – også – spejderklubben, 

hvilket ikke bekommer bevægelsen 

godt. Det er i strid med dens natur. 

Det er det til gengæld ikke i technorave-bevægelsen. 

Alene at kalde det en 

bevægelse er en tilsnigelse, og måske 

er den allerede passé. Men så er den erstattet 

af noget andet, der nu for tiden 

er en festlighed, som mange føler sig 

spontant tiltrukket af. 

Lad os alligevel tage raven som model: 

En technorave er ikke en stabil affære. 

Jo i det døgn eller to, hvor den lever, 

da er den et rum for absolut deltagelse. 

Folk af enhver slags kan bare komme 

- er heftigt og langvarigt Skjalden var vidne og kan siden berette 


Side 13

og falde ind. Alle er individuelt tilstede 

i kollektivet. Kollektivet er subjekt 

– men ikke som en lunken, sveden og 

vred masse som i nazisternes og kommunisternes 

masseopbud. Det er en hot 

masse, der er til radikal fest, og folk 

bliver ved til de falder fra helt bogstaveligt. 

Så er festen slut, ekstasen slukket, og 

alle er en smule skamfulde og rygvendte. 

Indtil næste ekstrembegivenhed. 

Der er (næsten) ingen ledelse; ingen 

struktur og grader. Alle er lige som 

stjerner i en tåge. 

Tilbage til hykleriet 

Er der hykleri i spejderklubben? Tja, 

den har nok en række strøg af de fastrolle-systemer 

fra det virkelige liv, 

som den mimer. Alle ledere er jo fødte 

hyklere(!) Og i den grimme ende er 

der jo eksempler på, at pædofile hykler 

børne-omsorg i grøn uniform. 

Er der hykleri ved technoraven? Næppe. 

Der er ikke tid og kontakt til det. 

Det hele er for ekstatisk og vildt i situationen. 

Måske bagefter, hvis man 

ser sin deltagelse som en præstation, 

der skal pustes op – ligesom den unge 

alkoholdebutant, der hykler mere sej 

end godt er. Til gengæld duer raven 

ikke umiddelbart til at finde mønstre 

og spor i det virkelige liv, sådan som 

spejderklubben kan siges at have gjort 

det i det klassiske moderne, hvor en solid 

spejderleder var en fin kandidat til 

et lederjob i forretningslivet – via værnepligten 

og hjemmeværnet. Raven er 

for vild. 

Fritidsrummet i LARP – en 

samlingsstrategi? 

Så kommer LARP – Live Action Role 

Play – ind i billedet. Rollespillet forener 

de to stærke sider ved henholdsvis 

spejderklubben og raven. Rollespillet i 

den store udgave er spejderklub-agtigt 

for så vidt der er en ret fast ledelse af 

den mytologiske fortælling, der styrer 

spillet. Der er en række klaner, gode og 

onde. Der er en konge, en række institutioner 

(marked, hof, milits, klostre, 

hospitaler, skoler), som har sine regler 

og omgangsformer. Der er ”indgange” 

til nye spillere, typisk militsen, hvor 

man bliver skolet – strengt – ind i miljøerne. 

Men indskolingen varer ikke 

flere år (som i spejderklubben), men 

kun en eftermiddag. Så er du klar til 

sammen med dine venner at tage på udflugt 

i rollespilsuniverset med en skrøbelig 

rolleprofil. I første omgang bliver 

du sikkert bare slået ned og får rollen 

som jaget vildt af de mere erfarne krigerprofiler 

– læs: de lidt ældre drenge, 

der har været med to-tre gange forinden. 

Denne side af LARP minder om 

raven. Man kan komme som man lyster; 

tage en rolle som man lyster; falde 

ind og droppe ud – som man behager. 

Konformitets-tilbuddet fra technoraven 

ligger i rolle-prototypen og især i 

den del af en LARP-session i stor målestol 

på en stor site, som handler om 

den store kamp mellem de Gode og de 

Onde – eller mellem den ene halvdel 

og den anden halvdel. Som man nu får 

sig arrangeret i den sidste ende. Slagmarken 

er sagen. 


(Man kunne så bede til, at den dragning 

mod slagmarken, som blev skelsættende 

i 1. verdenskrig og blev absurd under 

2. verdenskrig – og vil blive absolut 

katastrofal i 3. verdenskrig – kan få 

afløb. LARP er i hvert fald i dette perspektiv 

et dannelsesprojekt i det lange 

stræk, som man må håbe på vil blive 

ved og holde fast. Og give et afløb og 

en formgivning på civiliseret grund for 

dragningen mod slagmarken) 

LARP har ingen dommer 

– deltagernes egen smag er 

domsmagten 

Rollespils-scenen er et øverum for det 

samfundsmæssigt nødvendige (høflige) 

hykleri. I rollespillet kan man indtage 

en rolle – i en grov form som simpel 

krigskarl eller mere forfinet som magisk 

healer. Det vigtige er, at man kan 

gå ud og ind uden vrøvl. Selv dæmoniske 

roller er OK som en rasen mod 

tilværelsen, en slags fortvivlelse, hyklet 

som pur ondskab. Orkene er dæmoniske, 

fordi de har fået for lidt af den 

gode krafts ildregn (mana!) i tidernes 

morgen – og det kan de strengt taget 

ikke gør for, så de må per natur opføre 

sig grimt. 

Rollespillet udmærker sig ved, at målestokken 

for dets bedømmelse flytter sig 

sammen med det, der skal bedømmes. 

Hov! Tænk hvis meterstokken ændrede 

længde samtidig med at den blev brugt 

i forbindelse med udmåling af materialer 

ved et stort byggeri. Sikke en gang 

kludder og skrammel, der ville komme 

ud af det. Det ville ikke være godt. For- 

December 2006

skellen er, at byggematerialer er midler 

til målet, der er klart ”ydre” i forhold 

til materialerne. Det kan man ikke 

sige om menneskers præstationer og 

målsætninger. Mennesket er altid mål 

og aldrig middel for mål. Kun racistiske, 

umenneskelige systemer kan sætte 

mennesker som midler, som slaver, 

som dyr eller materiale for Endlösung. 

Og derfor kan og må vurderinger flyttes 

med, så at ethvert menneske sætter 

sin egen standard, en ny norm for 

menneskeheden. Uha! Er det ikke kun 

guder, der kan det? Jo, men ikke desto 

mindre. Det er et dilemma, der vil noget. 

Nietzsche så det for 100 år siden, 

og siden har vi ikke kunnet se uden om 

dilemmaet (medmindre vi hykler, og 

det gør vi så). 

Så hér kommer hykleriet ind igen. Vi 

er nødt til at kortslutte denne utålelige 

selv-over-vurdering for overhovedet at 

muliggøre samfundsmæssighed og fællesskab. 

Mange børn og unge oplever 

dilemmaet mellem selvvurdering og de 

objektive krav fra skole og arbejdsliv 

som et chok. 

LARP som legende korrektiv til 

institutionens værdier? 

I det potentielt lange mellemrum mellem 

de 11-åriges slåen-på-tæven leg i 

LARP og de følsomme teenageres rolleeksperimenter 

i selv samme LARP 

og oveni de hel- og halvvoksnes seriøse 

indspil i LARP, ligger muligheden 

for hykleriets systemisk-kulturelle 

kortslutning, fordi rollen kan rumme 

så meget både i tegneserie-udskåren 

form og i finjusteringer for sjov igennem 

mange år. Rollen i LARP er rollekonstruktioner 

på den gode måde. Det 

er et karnevalistisk hykleri: For sjov i 

alvor og i en veldefineret midlertidighed, 

hvor de store kræfter får lov at 

råde, hvor man både kan ydmyge sig 

og dø, men også udmærke sig og vinde 

hæder. Hvornår f... har man ellers mulighed 

for det i det med bløde værdier 

berigede institutionsliv, hvor forhandlinger 

(affektkontrol) altid er den eneste 

løsning. Det er hykleri. For nogen 

gange er forhandling ikke det rigtige, 

men konfrontation og kamp. Kampens 

erfaring får strukturel mening i LARP 

på mange fronter og i mange lag. En 

ny position i LARP, for eksempel ved 

at du skifter fra Karobaner-klan til Ork, 

eller fra kriger til healer eller købmand. 

Det giver nye standarder for agtelse og 

adfærd. 

LARP er leg 

Nøgtern, æstetisk tænkning vedrørende 

leg angiver nogle forsigtige kategoriseringer, 

der udpeger nogle lange sigtelinjer 

i de æstetiske udfoldelsesrum og 

dertil hørende pædagogiske muligheder. 

De vigtigste kunne være følgende 

grundbegreber – knyttet til legens person-oplevelseskvaliteter: 

Kamp, chance, 

rolle, rus. (Ifølge Caillois in Kreutzer). 

Det forekommer mig, at der mangler en 

kategori, nemlig konstruktion, i hvilken 

sandkassen, legokassen og dukkehuset 

finder vej ind i legen(?). Men ellers: 

Disse kvaliteter folder sig ud som 

perlerækken af aktiviteter og æstetiske 

processer, for eksempel: 

Kamp: Sportsaktiviteter og konkurrencebetonede 

spil 

Chance: Spilaktiviteter, hvor væddemål, 

chancespil og tilfældigheder spiller 

en aktiv rolle som en del af spændingen. 

Rolle: Alle former for drama og teater 

Det er rimeligt at supplere med den sociale 

kvalitet: Fællesskaber i og om 

den konkrete sag, sammen med andre, 

og den særlige impuls, der sætter det 

hele i gang nysgerrighed. Lad os kalde 

det med filosofisk sprogbrug: En 

fænomenologisk-metafysisk selvfølgelighed 

ved eksistensen – ikke mindst 

i barnehøjde. I en psykologisk sprogbrug 

hedder det noget andet. Måske et 

udviklingstræk af affekt eller vitalitetsfølelse, 

som en prædisponeret indlæringsmulighed, 

samt en disponerethed 

for at dele affekter, som børn ifølge 

Stern viser tegn på allerede fra de er 

under et år gamle. 

Fællesskaber går på tværs af alle de øvrige, 

og det samme gør nysgerrigheden, 

der udover for oplevelserne også er en 

drivkraft for indhentning af viden, systematisk 

indsamling af diverse emner, 

for eksempel fra naturen… 

Fra de ovenfor nævnte fire former, 

kamp, chance, rolle og rus, kan endvidere 

udvikle dels en række almindelige 

kulturelle former, institutionelle former 

og korrupte, eller forfaldsformer af 

selvsamme grundmønstre: 


Side 15

Kampen udvikles til sportsgrene i den 

kulturelle sfære, mens de mere almene 

institutionelle former handler om konkurrence 

på markedet mellem varer og 

mennesker og i samfundslivets større 

og mindre kampe om indflydelse, positioner, 

anerkendelse og magt. Den 

”ondskabsfulde” kamp eller forfaldsformerne 

er de kyniske magtudøvelse 

og listen. 

Chancen tager vi ud over i lotteriet 

også på børsen i spekulativt øjemed, og 

vi tager chancen med overtro på varsler 

eller andre (tilfældige) tegn. 

Rollelegene finder faste former i mange 

slags erhvervsudøvelse, især dem, 

der fordrer en vis uniformering og repræsentation: 

Ambassadører, soldater, 

skuespillere, studieværter og tjenere... 

Når rollen tager magten fra dig, udvikler 

du en fremmedgørelse eller i slemmeste 

fald en personlighedsspaltning. 

Rusen er fin at opleve i rutsjebanen og 

til technofesten. Rusen er styret i kulturelle 

former i den slags aktiviteter, som 

akrobatiske artister og udøvere af ekstremsport 

underholder sig selv og andre 

med. Rusen bliver en forfaldsform, når 

den udvikler narkomani, alkoholisme 

eller andre misbrug. 

Men det rigtigt interessante er, at LARP 

synes at indeholde dem alle. Det bliver 

en slags legeformernes Formel 1 eller 

legens konge. Kun rusen er måske fraværende, 

medmindre kamptumlen eller 

det faste greb i et tov, hvormed du svinger 

dig over kløften med giftorme og 

orker er en del af legen. 

Rollespillet opsamler de 

historisk-kulturelle epoker 

Man kan se Kejserens nye klæder spejlet 

i LARP. Der er snedige spil med 

Mana, Aura og Show i en kompleks 

blanding – især for drenge. 

Men den er det inde i en generel fiktion, 

der muliggør mange eksperimenter 

med roller, der også kunne give mening 

i det virkelige liv. 

Således viser LARP tydelige træk af 

både førmodernitet, modernitet og senmodernitet. 

Førmoderniteten ligger 

indholdsmæssigt i, at det meget ofte 

er en mytologisk middelalder, som er 

grundfortællingen i spillet. På formsiden 

er LARP en aktivitet, der ligesom 

optoget arbejder med deltagelse af alle 

og med tilbagevendende store begivenheder 

i en fast orden (1. søndag i måneden). 

Men der hersker også moderne 

mobilitet. Man kan skifte rolle og 

avancere i graderne; og det hele foregår 

i en tydelig fiktion – det gælder ikke for 

optoget som førmoderne æstetisk form. 

Den er ikke en tydelig fiktion, men en 

hybrid – en manakanal – mellem det 

dennesidige og det hinsidige. LARP leger 

kun med denne side af sagen. Og 

det er denne legende attitude, der tydeligst 

signaliserer senmodernitet. Vi tager 

noget hér og noget dér. Det monterer 

vi sammen i én stor pærevælling og 

byder alt og alle ind – hvis det har en 

(forbigående) interesse. 

Og det har det! 


Kilder: 

Erwing Goffman, Vore rollespil i 

hverdagen, Dreyers Forlag 1974 

(norsk) 

Lars Geer Hammershøj: Selvdannelse 

og socialitet, forsøg på en 

socialanalytisk samtidsdiagnose, 

DPU.F 2003 

Walter Benjamin: Kunstværket i 

den tekniske reproduktions tidsalder. 

I: Kulturindustri. Rhodos 1973 

Eddy Thomsen: Filosofiske fortællinger 

om værdier, Semiforlaget 

2004 

Karl Josef Kreutzer (hrsg.) Das 

Spiel unter pädegogischem, psychologischem 

und vergleichendem 

Aspekt. Düsseldorf 1983). 

December 2006

Boganmeldelse: 

Rollespil – i æstetisk, pædagogisk og 

kulturel sammenhæng 

Dette er en bemærkelsesværdig udgivelse. 

Ved allerførste øjekast har den 

odds imod sig: Det er en antologi; den 

er udgivet på et universitetsforlag og 

redigeret af universitetsfolk; den har en 

lidt kedelig titel – og erfaringen viser, at 

den slags bøger er skrevet for snævre, 

akademiske kredse efter den dér gældende 

forskrift, at man skal skrive og 

publicere, koste hvad det vil, for kun på 

den måde bliver man anerkendt i disse 

kredse. Men allerede næste øjekast 

viser noget andet: Bogens forside viser 

en smagfuld montage af live rollespillets 

fremtrædelsesformer med børn og 

unge i fuld krigsudstyr og –maling. Bogens 

titel er sagligt dækkende, og dens 

hovedtitel ”Rollespil” – slet og ret – 

skal nok vise sig at i sin enkelhed, at vi 

står over for en klassiker, der i lang tid 

vil dække fænomenet. 

Bogen er ikke kun skrevet af akademiske 

fagfolk (dramaturger), men der 

er en række bidrag fra andre æstetiske 

fag, fra pædagogiske fagfolk, fra spiludviklere 

i erhvervs- og læringsøjemed 

og ikke mindst fra folk, der er involveret 

i det levende live action role play 

(LARP). Desuden er der også en omhyggelig 

redegørelse for rollespillenes 

udviklinger over brætspil til LARP og 

PC-baserede og online spil. Det giver 

værket en spændvidde der på én gang 

gør læsningen spændende og giver arbejdet 

en karakter af udforskning. Dette 

er ikke et emne, der behandles definitivt 

eller oppe fra den teoretisk høje hest, 

hvorfra alt i et reduktivt blik ser ganske 

overskueligt ud. Tværtimod fremviser 

de forskellige bidrag en nysgerrighed 

over for fænomenet og en række forsøg 

på at gøre begribeligt, hvad det dog 

er, der foregår. Og det lykkes ret godt, 

også for de teoretisk bidrag, som jeg 

var lige ved forlods at lægge for had. 

Det er ikke meningen! 

LARP er på ganske kort tid blevet et 

udbredt fænomen, et modefænomen 

måske, men det spejler nogle tendenser 

i de senmoderne sociale vilkår, som 

er – lad os sige komplekse. LARP er 

vokset frem som et ustyrligt fænomen 

udenfor pædagogisk og institutionel 

kontrol, og det ville være utilgiveligt 

at prøve at banke det på plads i faste 

rammer. 

Det vil ligge helt udenfor denne anmeldelses 

ramme at gå dybere ind i de enkelte 

bidrag. Bogens bagside informerer 

kort, at ”rollespil dækker over en 

række aktiviteter, hvor mennesket helt 

eller delvist påtager sig andre identite- 

ter (roller) inden for en fælles fortælling. 

Formålet kan være pædagogisk, 

kunstnerisk eller terapeutisk, men rollespil 

er i stigende grad også fritids-beskæftigelse.” 

En af de ting, der udmærker 

LARP og som fænomenet deler 

med legen i almindelighed, men forfiner 

i socialpsykologiske og rituelle 

rammer, er dette med at være mere eller 

mindre i rolle; helt eller delvist at 

påtage sig andre identiteter. Til forskel 

fra traditionel forståelse af rollespil og 

særligt teater som skuespilkunst: Hér (i 

teater!) er der en tydelig og stabil grænse 

mellem rolle og person, mellem fiktion 

og realitet. Det er der ikke i LARP, 

og det er der for så vidt heller ikke i 

de senmoderne, almindelige urbane 

liv. Dette er et af fixpunkterne i bogens 

udforskninger. Og det vil jeg prøve 

at forfølge lige nu. Altså bidragenes 

”kantsætninger” af LARP med de senmoderne 

eksistenser i risikosamfundets 

og de komplekse systemers modi. (Tillad 

det følgende blot at markere nogle 

af disse afsøgninger eller positioneringer. 

Hvis du, kære læser, vil videre med 

problemstillingerne er der kun én vej: 

anskaf bogen!) 

I dette lys fremtræder LARP (Anne 

Scott Sørensen, s 36) som en hybrid 

genreform, det vil sige en levende, be- 


Side 17

vægelig form, der låner af andre genrer 

i det narrative univers (adventure, action, 

fantasy, horror, science fiction, humor 

og satire) og mixer det sammen i 

nye spil- og fortælleformer, hvor deltagerne 

af egen drift gennemspiller sindsstemninger 

(affekter), mens det ikke er 

så væsentlig, hvad det egentlig betyder, 

altså hvilken reference, der skal gælde 

til den virkelige verden. Fordybelsen 

og den ”glidende forhandling” af initiativ, 

samspil, forklaring og udvikling i 

og udenfor spillet er nok i sig selv, Formen 

er budskabet (s 28) 

Wade fremhæver, at vi er tilbøjelige til 

at forme vores forståelser af virkeligheden 

ved hjælp af fiktion – eller ved 

hjælp af ”mediematricer”, hvis flexible 

fasthed giver et velkomment fortolkningsredskab. 

Det er sket til alle tider 

via mytologier og religiøse fortællinger, 

bundet til traditioner. I dag synes 

fortællingerne at have frigjort sig fra en 

bydende social kontekst og er blevet til 

en ”kulturel øvelsesbane, for at enkeltpersoner 

og grupper på en helt konkret 

fysisk-kropslig og sanselig måde kan 

gennemspille, bemestre og videreudvikle 

netop disse fortolkningsredskaber.” 

(s 64). Hvis verden og tilværelsen 

er uoverskuelig og måske uhyggelig, så 

giver det god mening at (gen)fortælle 

den i gotiske spil, hvor vampyrer og 

andre dobbelt-eksistenser færdes på 

tværs i tusmørke-verdener, der krydser 

det dyriske, menneskelige og overmenneskelige 

(s 67ff). LARP er udstyrsstykker 

med kostumeringer og attrapvåben. 

Som sådan spiller figurerne sig 

ind i et plot og udvikler en performativitet 

med roller, ritualer og forhand- 

linger. Men den egentlige oplevelse består 

i forestillingen, imaginationen af 

de fælles mytiske verdener og fortællinger, 

som deltagerne bærer med sig 

inde i hovedet (s 73). 

Kaos er spillets grundfigur. Et par af de 

aktive spiludvikleres bidrag (Nina Riis 

og Rikke Mørkholt) peger på det svære 

ved ikke at kunne overskue LARP, når 

man som spiller tager del i det: ”én persons 

handling får indflydelse på mange 

deltagere og deres historier, og det er 

initiativet som skaber flowet, energien 

og udviklingen i spillet” (s 104). Spillet 

bygger på medansvar og kaos – lyder 

det bekendt i den virkelige verden? 

Det åbner et sandt paradoks mellem – 

i spillet såvel som i virkeligheden – at 

”spille” for sin egen selvdannelse eller 

oplevelses-ejerskab overfor at ”spille” 

de andre en god historie, en fælles ramme, 

i hænde. Når LARP er bedst forsvinder 

paradokset, eller det ophæves 

i en sublim oplevelse (jvf. Hans Christian 

Molbech s 129). 

Verden er en scene? Shakespeare spiller 

på formuleringen og gør dermed renæssance-forestillinger 

om spil samtidsaktuel. 

Torunn Kjølner beskriver i 

sit bidrag med historisk belæg, hvordan 

vi er i stadig udveksling med fortidens 

mønstre for forståelser, specielt varme 

og kolde skuespilteknikker (indlevelse 

og distance) samt teatret som (sociologisk) 

metafor for det levede liv. LARP 

tager spillets kerne ud af hænderne på 

såvel Gud som alle andre forfattere, der 

skriver spillet før det spilles. LARP tager 

improvisationen i sin fulde pålydende 

– næsten? 


Den tydeligste, frejdige eller modige 

åbenhed og tvivl om LARP´s status 

præsenteres af Janek Szatkowski, 

når han næsten trækker tæppet væk under 

den – omstridte – men dog institutionelt 

givne skelnen mellem kunst og 

ikke-kunst. Hvor hører LARP hjemme? 

Szatkowski diskuterer spørgsmålet under 

inspiration af systemteori, men han 

når ikke til nogen tydelig afklaring, 

hvad heller ikke ville være gavnligt. En 

væsentlig pointe undervejs i den spændende 

diskussion (krydret med praktiske 

erfaringer) handler om simultanitet 

og emergens, der lader sig analysere 

videre med systemteoretiske begreber. 

Den helt korte udgave kan jævnføres 

med diskussionen fra den pædagogiske 

profession om barndommen ud fra 

en udviklingspsykologi eller en kompetenceteori, 

nemlig om LARP bedst 

forstås som en faseopdelt udvikling eller 

som et mere komplekst system, der 

allerede principielt er på linje med for 

eksempel den sportsverdenen, kunstverdenen 

eller hvorfor ikke den økonomiske 

(del)verden? Vi har at gøre 

med en tangent på LARP, som teoretisk 

trækker lange linjer bagud – og 

især fremad. 

Den næste artikel af Ida Krøgholt følger 

op på det netop nævnte. Ikke direkte, 

men med en variant af det tilbagevendende 

(senmoderne) omkvæd 

af fragmentering, usikkerhed og kompleks 

rigdom. Krøgholt ser de rummelige 

muligheder i rollespil som en æstetisk 

strategi, hvor selve dette at holde 

et spil kørende, det vil sige at opdyrke 

og anerkende spilleres forskellighed – 

frem for at søge hovedkulds mod prag- 

December 2006

matisk konsensus – samt derved opdyrke 

en tillid, der fra fiktionen eller 

halv-fiktionerne (de æstetiske frirum) 

sikkert kan være smitsom til den mere 

virkelige verden, ja det er en formidabel 

kvalitet i sig selv. Og det er en kvalitet, 

der fra et professionelt pædagogisk 

synssæt er meget inspirerende – på 

den fede måde. Pointen er ikke ny, man 

i den nye sammenhæng, nemlig LARP, 

leverer den nye og lovende perspektiver, 

og det er velkomment, når mange 

af de andre æstetiske og aktivitetsfaglige 

former (sport, medier, billedkunst, 

teater, musik) let kan blive ”trætte” og/ 

eller voldtaget af kommercielle interesser. 

Jeg har bevidst kun omtalt de mest teoretisk 

tunge artikler. Resten af bogen 

er i det store hele ren lystlæsning, der 

fornemt understøtter og bidrager til de 

teoretiske læsninger. En særlig anerkendelse 

synes jeg må tilfalde redaktørerne. 

Redaktører har ofte et usselt job. 

De skal inspirere og kontrollerer – vælge 

og vrage – de skal finde den røde 

tråd, og de skal disponere og konkludere 

på mange andres vegne. Det lykkes 

ikke altid – men her gør det. 

Eddy Thomsen 

Rollespil i æstetisk, pædagogisk 

og kulturelt perspektiv 

- i æstetisk, pædagogisk og 

kulturelt perspektiv. 

Redigeret af Kjetil Sandvik og 

Anne Marie Waade. 

Århus Universitetsforlag 2006. 

ISBN: 87-7288-797-4. 348 kr. 


Side 19

Sørens og Nikolajs 

live rollespil i Hørhaven 

Fortalt af Søren til sin far efter begivenhederne en lørdag, sommeren 2005 

Kampregler: 

Hver aktør har 0 HP fra starten 

Slag på arme og ben giver - ½ point 

Slag på bryst og ryg giver – 1 point 

Ved – 1 point er man død 

Slag i hovedet på den anden udløser 

selvdød. 

Efter dødsfald er man død til kampen 

er ovre. Efter 10 min sygeleje liver man 

op igen. 

20 drenge i alderen 12-13 år fra tre forskellige 

skoler i Århus har sat hinanden 

stævne for at spille over en hel dag. 

De medbringer diverse materialer til at 

etablere to lejre eller byer hhv A og B, 

samt madvarer og selvfølgelig våben 

og andet udstyr. 

A-byen ledes eller ”ejes” af en hertug, 

Nikolaj, som har arvet den fra en rig 

købmand. Det er en rolig by med et livligt 

daglig liv. Søren er bonde. Der er 

derudover en krovært, en håndværker, 

en læge, vagter og soldater. 

Byen er god til at blive i rolle. 

B-byen er nærmest en krigerlejr eller 

en oprørsby. Den har en konge og en 

masse krigere. Byen har lidt svært ved 

at blive i rolle – måske har de ikke nok 

at lave i dagligdagen(?) 

To personer, Prinsen og hans meget 

stærke livvagt, Joakim, færdes frit i terrænet 

på egen hånd. Prinsen er i besiddelse 

af et helligt kors med halskæde af 

guld og diamanter. Korset har magisk 

kraft, som dog ikke er udnyttet af Prinsen 

(endnu). De planlægger et angreb 

på B og det lykkes dem at dræbe Kongen. 

Så tager de flugten og bliver forfulgt 

af resten af B-byen. 

I mellemtiden har Søren sammen med 

vagten og håndværkeren dannet en 

hemmelig kult, en satanisk kult. Med 

bål og salver samt rytmiske besværgelser 

udvikler de magisk magt; målet er 

at bruge denne magt til at underkue andre. 

Prinsen og Joakim er på flugt, og de tager 

ind i A-byen for at opnå midlertidigt 

asyl. Samtidigt er den en person 

fra A-byen der flytter til B for at få nye 

udfordringer (og for at styrke rolle-disciplinen 

i byen). Snart drager Prinsen 

og hans mand igen til skoven, idet 

hertugen har fundet et passende skjul, 


men forinden er det lykkedes hertugen 

at få Søren til at spionere mod Prinsen, 

hvorfor Søren lægger sig i selen for at 

vinde Prinsens tillid. Det lykkes faktisk 

så godt, at Søren får det hellige kors til 

forvaring, fordi Prinsen ikke føler sig 

tryg. (Man skal huske, at Prinsen og 

de andre ikke er klare over, at Søren er 

med i den sataniske kult, og således bestemt 

ikke er til at stole på. Imidlertid 

kan Søren ikke stille noget op nu og her 

med korset uden sine to medsammensvorne). 

December 2006

Der er nu sået ondt blod mellem A og B 

som følge af Prinsens asyl. De to byer 

strides ude på marken uden at det dog 

kommer til afgørende slag. B prøver at 

presse A til at afsløre Prinsens opholdssted. 

Søren og håndværkeren har været på 

forskellige missioner og vender nu tilbage 

til deres stamby, A. Ved et baghold 

lykkes det for Prinsen og han livvagt at 

dræbe håndværkeren og delvist bortføre 

Søren. Han tager frivilligt med, fordi 

han stadig er ude på at vinde deres tillid. 

De søger kontakt til B, som ellers 

tidligere var deres fjender for at sammensværge 

sig og sammen kan vinde 

over A. Det er en ussel alliance, men 

hvad gør man ikke for magt! Inde de 

får taget sig sammen til angreb kommer 

A dem i forkøbet og angriber med 

hele hæren. Under tumulten lykkes det 

Søren (skønt som bonde kun bevæbnet 

med en kniv) at tage Prinsen som gidsel. 

Men han kan ikke holde sit bytte 

og bliver dræbt af en tredje. A trænges 

tilbage. 

Da Søren vågner op igen sniger han sig 

hen til A-byen, hvor der igen raser kampe 

mellem A og B – denne gang dog i 

A-byen. Mirakuløst vinder A kampen 

– ikke mindst fordi den stærke livvagt, 

Joakim, kommer til at slå en modstander 

i hovedet, hvorved han selvdør. 

Efter kampen kommer Søren ind i 

byen. Der er nu igen fred og Prinsen 

og hans livvagt opsøger Søren for at få 

det hellige kors tilbage. Dermed opda- 

ger hertugen, at Søren er i besiddelse af 

korset. Hertugen vil have korset. Søren 

stikker af og hertugen sender to af sine 

folk efter ham. Imidlertid vil skæbnen, 

at de to eftersættere netop er Sørens 

medsammensvorne satanister. Sammen 

alle tre kan de nu iværksætte ritualet, 

der skal frigøre korsets magt (præcist 

hvordan det skal kunne ske og hvilken 

effekt det hellige kors´ kraft vil have er 

ikke klart, da spillet om korset er opstået 

undervejs – dens rolle er med andre 

ord ikke aftalt på forhånd). 

Korsets magt når dog ikke at blive manifest, 

da gruppen opspores inde ritualet 

kan blive effektivt, og Søren dræbes 

endnu en gang. 

Hermed slutter spillet. Ikke fordi spillet 

som sådan har fundet en naturlig afslutning, 

men snarere fordi dagen er gået. 

Eddy Thomsen 


Side 21

Liverollespillets imagination 1 

Af Anne Marit Waade 

Adjunkt, Institut for Informations- og 

Medievidenskad, ÅU 

amwaade@imv.au.dk 

I filmen Braveheart, hvor Mel Gibson 

både er instruktør, hovedrolleindehaver 

og enestående helt, følger vi ham 

i storslåede kampscener i overvældende 

naturscenarier. Kampscenerne viser 

store grupper krigere, som kæmper 

i voldsomme sammenstød, mand mod 

mand, krop mod krop. Den ene helt, 

Mel Gibson, står i kontrast til mængden 

af mænd, rustet til kamp. Synet af 

de mange krigere og formationen af 

mennesker, forbindes med synet af den 

vældige natur og formationen af træer, 

højder og landskab. Kameraets panorering 

over det frygtindgydende, fantastiske 

og imponerende landskab etablerer 

en særlig ramme om fortællingen. 

Det er natur så langt øjet rækker. Filmen 

handler om grundlæggende følelser 

og modsætninger had – kærlighed, 

tro – tvivl, ven – fjende, liv – død, natur 

– kultur, det gode – det onde. Og hel- 

digvis er det den gode, der vinder. Mel 

Gibson sejrer. 

Jeg fik lov til at følge 1. kompagni ved 

et af 1. Søndag-spillene i Århus foråret 

2003. Vi kæmpede som Mel Gibson, 

vi kunne se os selv i de fantastiske 

scenarier som uovervindelige helte, ja, 

som Mel Gibson-kloner, ride hen over 

højderyggen og gå i kamp mod sulakkerne! 

Og det var mig, det var selveste 

Mel Gibson, der vandt! 

Live rollespil fungerer som en gennemspilning 

af kendte, folkelige fortællinger 

og mediekulturelle genre, og 

bl.a. er fantasy, horror. science fiction 

og gangsterfortællinger velbrugte genrer. 

De mest imponerende fortællinger 

i live rollespil er dog ikke plottets fortællinger, 

ej heller selve spillet. Derimod 

er det de imaginære fortællinger. 

Liverollespillets imagination beskriver 

spillerens mental proces og den pågående 

og omfattende produktion af billeder, 

fortællinger og dramaer i hovederne 

på rollespilleren, både under 

selve spillet, men også de mange ”scenarier” 

der udspiller før og efter selve 

spillet i spillernes forventninger, fantasier 

og drømme. 

Fantasy: det moderne eventyr 

Genren fantasy betegner litteratur, film 

og tegneserier hvori personerne agerer 

i et tidløst og eventyrligt univers. Den 

danske betegnelse fantastiske fortællin- 


ger, som vi kender dem fra bl.a. Karen 

Blixen, er fortællinger hvori ”fænomener 

med foruroligende realisme rokker 

ved hverdagsvirkeligheden – en protest 

mod bornert forstadsdyrkelse” (Den 

Store Danske Encyklopædi/fantastiske 

fortællinger). Som populærkulturel matrice 

behandler fantasy-genren forholdet 

mellem hverdagslivet og det fantastiske 

univers. Karakteristisk for disse 

fortællinger er at personerne foretager 

en rejse ind i det eventyrlig og vender 

hjem til udgangspunktet, styrket i deres 

åndelige udvikling. Med andre ord 

indebærer fantasy som fortælleform en 

distance mellem fortællingens sted og 

tid, og læserens eller spillerens her-ognu-virkelighed. 

Niels Dalsgaard sammenligner 

i Guide til fantastisk litteratur 

(2000) fantasy-litteratur med 

horror og science fiction, og han skriver 

at ”al litteratur, selv den mest realistiske, 

adskiller sig naturligvis fra 

virkeligheden, men de fantastiske genrer 

gør det så at sige demonstrativt tydeligt” 

(op.cit., s.11). Et dramaturgisk 

grundprincip i fantastiske live rollespil 

er dermed at spillerne kan gennemleve 

handling og roller som ligger langt fra 

deres egen tid og deres hverdag. Det er 

i denne afstand mellem spiller og spil 

at fantasi, indlevelse og mentale billeder 

produceres og frisættes. 

Fantasy-genren indebærer i sig selv en 

sammenblanding samt en remediering 

af forskellige kunstneriske og kulturel- 

December 2006

le historiske strømninger, for eksempel 

middelalderens folkelige kultur og forestillinger. 

Middelalderens hierarkiske 

og overskuelige samfundsstrukturer, 

hvor rang og stand var bestemmende 

for din identitet og handlingsfrihed, er 

et vigtigt dramaturgisk element i f.eks. 

1. søndag-kampagnen, og ligeledes 

middelalderens folkekultur og hedenske 

forestillinger om f.eks. det overnaturlige, 

det groteske og det kropslige. I 

fantasy som genre, kan man også finde 

typiske islæt af f.eks. romantikkens 

fremstilling af følelser, betydningsfyldte 

landskaber og religiøse forestillinger. 

Inspirationen fra romantikken i 

fantasy-genren kan ses i f.eks. naturens 

og landskabet centrale betydning og en 

dragning mod det dunkle og dæmoniske, 

og mod det melankolske, det trivielle 

og det sentimentale. Fantasy-rollespillene 

er også iblandet action genrens 

heltefortællinger, hvor dramatiske 

handlingsforløb med simple konflikter, 

som gælder den ydre handling, typisk 

danner fortællingens plot. Middelalderspillene 

og fantasy-spillene dominerer 

rollespilskulturen, og ikke mindst 

har de haft en særlig opblomstring de 

seneste år med filmatiseringen af Tolkiens 

Ringenes Herre. Gennem disse, 

og tilsvarende filmer, kan vi boltre os i 

fantastiske landskabsbilleder, gode helte, 

rå manddomsstyrke og trolddom. 

Horror: mødet med det onde 

Horror som genre og fortolkningsmatrice 

er som nævnt kendetegnet ved at 

omhandle det onde, enten som en ydre 

dæmon, ondskaben som noget der ligger 

uden for os eller som en hinsides 

fjende, eller som en indre dæmon, noget 

der findes i os alle eller som noget 

som uskyldige vilkårligt kan smittes eller 

rammes af. Horror-genren er knyttet 

til gotikkens forestillinger om menneskets 

onde natur og dens opgør med 

kristendommens polarisering og forenklede 

modsætning mellem det gode 

og det onde. Gotikken satte spørgsmålstegn 

ved datidens virkelighedsbegreb: 

De sære hændelser skaber en 

skræmmende usikkerhed om virkelighedens 

grænser og menneskets 

evne til at analysere disse. Denne 

anfægtelse af sanser, fornuft og 

forestillinger synes at være kernen 

i den gotiske litteraturs vedvarende 

evne til at fængsle læseren. (Den 

Store Danske Encyklopædi/ gotik) 

Horror er derfor meget mere foruroligende 

end både fantasy, science fiction 

og gangsterhistorier: Horror er fortællinger 

om ondskab, forgængelighed og 

elendighed som findes i os – eller kan 

ramme os - som almindelige mennesker. 

Niels Damsgaard skriver at horror 

adskiller sig fra science fiction og 

fantasy, fordi ”det, der definerer den, 

ikke er måden dens fortalte verden er 

konstrueret, men derimod den virkning, 

den har på læseren” (Damsgaard 

2000, s.12). Mange horror-fortællinger 

indeholder overnaturlige fænomener 

som varulve, vampyrer og gengangere, 

men de kan lige gerne illustrere en 

verden som til forveksling ligner vores 

egen hverdag og som f.eks. omhandler 

seriemordere eller syge mennesker. 

Det er ikke uhyggen, men derimod det 

uhyggelige, som er det centrale i horror 

som genre, skriver Damgaard. 

Kulturanalytikeren og ungdomskulturforskeren 

Anne Scott Sørensen har beskrevet 

nogle horror- og vampyrscenarier 

fra computerrollespil i bogen 

Troldmandens lærlinge fra 2002. Hun 

peger på at vampyrfiguren er en udefinerbar 

størrelse; ”den er lige så usikker 

at bestemme med hensyn til køn, trods 

de ydre kropstegn, som med hensyn 

til krop og identitet og det helt grundlæggende 

spørgsmål; hvad er dette for 

et individ?” (op.cit., s.55). Modsat de 

simple dikotomier, som findes i fantasy, 

action og science fiction, som f.eks. 

godt/ondt, menneske/fantasivæsen, er 

det selve identiteten og mennesket som 

væsen og uvæsen, der tematiseres og 

reflekteres i horror- og vampyrspillene. 


Side 23

Scott Sørensen skriver: 

Tematikken i et sådant spil er, i 

overensstemmelse med genrekoden, 

den horror, der opstår, når noget 

skifter karakter og udfordrer 

grænsen mellem det menneskelige 

og det umenneskelige (dyriske) eller 

det menneskelige og det overmenneskelige 

(guddommelige og 

paranormale) og sår tvivl om størrelser 

som identitet, kroppen og 

kønnet. (ibid. s.55) 

Horror og fantasy har mange forskellige 

egenskaber som genrer, men de har 

samtidigt nogle fællestræk, som er interessant 

at kigge på i denne sammenhæng. 

Begge genrer forvalter fantastiske 

forestillinger, monstrøse figurer, 

overnaturlige kræfter og logikker. De 

leger begge med livets og virkelighedens 

grænser: det guddommelige, det 

unaturlige, livets skæbne og dødelighed. 

De repræsenterer begge en søgen 

efter det irrationelle, det religiøse og 

det mystiske, som en flirt med de forestillinger 

og rationaler, der tilhører en 

præmoderne samfundskultur. 

Science fiction og 

gangsterdramaer 

Science fiction handler om den fjerne 

fremtid, den nære fremtid eller postapokalyptiske 

scenarier. Som fortolkningsmatrice 

kendetegnes den ved 

netop at indregne vores moderne tid. 

Nutidens og fremtidens teknologi og 

videnskab tænkes sammen i scenari- 

erne, og de grundlæggende spørgsmål 

om mennesket relateres til teknologiens 

fremskridt, mennesket som maskine 

og robot, mennesket som underlagt 

eller suverænt i forhold til teknologi 

etc., i stedet for fantasy-spillenes måde 

at relatere mennesket til natur, guddom 

og skæbne. Science fiction er også ofte 

iblandet action-genrens dramatik og 

handlende agenter. Og som regel er det 

de gode som vinder og de onde som taber, 

ligesom i actionfilmen. 

Anne Scott Sørensen beskriver hvordan 

truslen eller faren mod mennesket 

i den klassiske science fiction typisk 

er en lokaliserbar, ekstern størrelse. I 

science fiction er faren 

gestaltet i det ydre som maskinel, 

drugs, rumvæsener og rumfartøjer 

fra andre planeter eller operative 

teknologier. Sammenlignet med 

horror, handler sf mere om det rationelle 

og det fornuftige/forstandsmæssige 

end om det irrationelle 

og det begærlige/det moralske og 

mere om det kollektive og det politiske 

ende om det individuelle og 

moralske. (op.cit., s. 58) 

I cyberpunk er teknologien ikke mere 

en ydre fare, men i stedet har teknologien, 

i form af microchips og proteser, 

trængt længere og længere ind i identiteten 

og i kroppen. 

Andre genrer som også har været afprøvet 

og gennemspillet som live rollespil, 

er gangsterrollespil. Gangsterfilmen er 

forgængeren til politifilmen, og den repræsentere 

en mere realistisk og delvis 


samfundskritisk genre end f.eks. fantasy, 

horror og science fiction. Gangsterfilmen 

beskriver en underverden, ikke 

med trolde og orkere, blodige monstre 

eller robotter, men derimod en af virkelighedens 

underverdener fyldt med 

vold og kriminalitet. 

Rollespillets imaginære 

fortællinger 

En måde at forstå de forskellige narrative 

aspekter der findes i live rollespil, 

er at skille mellem spillets plot, performativitet 

og imagination. Plottet er beskrevet 

i scenariet og relaterer sig til de 

genrer og populære myter som jeg har 

beskrevet, og udgør dermed de konkrete 

fortællinger, der kan/skal gennemspilles. 

Plottet udvikles af scenarieforfatterne 

inden selve spillet, men også fortløbende 

mellem de officielle slag/spil 

når spillere typisk mødes for at kreer 

nye sidehandlinger og nye dramaer og 

her udvikles også karaktererne. Liverollespillets 

performativitet gælder selve 

spillernes spil og hvordan scenariet 

iscenesættes og realiseres. Liverollespillets 

imaginære aspekt omfatter de 

forestillinger og fortællinger der formes 

inde i deltagernes hoveder, typisk 

som en blanding af fællesmytisk univers 

(f.eks. middelalderlige eller eventyrlig 

univers) og unikke, individuelle 

(selv)fortællinger. De imaginære fortællinger 

er knyttet til individerne og 

deres fantasier, drømme og indre forestillinger 

relateret til rollespillet, og er 

derfor et supplement til scenariets plot 

og fiktion. 

December 2006

De bedste scenarier, de mest dramatiske 

slag og de mest betydningsfulde scener 

foregår netop inde hovedet på spilleren, 

hvor den ydre handling og spillested 

fungerer som fiktionsmarkering og 

ramme for indre forestillinger. På samme 

måde som det hvide tov afmærker 

og indikerer kongens slot, er scenariets 

ydre fortælling blot en afmærkning og 

indikator på spillernes indre mytologiske 

og fantastiske fortællinger. Fantasi 

og imagination er på ingen måde 

forbeholdt rollespil, men findes som et 

vigtigt element i legekultur, på samme 

måde som i reklame- og forbrugerkultur 

samt mediebrug (André Jansson: 

Image Culture, Göteborg 2002) 

De mediekulturelle genre i liverollespillet 

gør sig gældende som fortolknings- 

og handlingsmønstre i forhold 

til alle tre aspekter. Det vil sige at scenariet 

(plottet) som det skriftlige forlæg 

for et konkret live rollespil, udvikles 

og præsenteres ud fra konkrete genre, 

f.eks. et pirat-scenarie, en fantasy-kampagne 

eller et vampyr-scenarie. Spillernes 

udførelse af de konkrete scenarier 

(det performative aspekt), er på samme 

måde inspireret og styret af spillernes 

kendskab til de specifikke genre- 

konventioner, f.eks. kan du ikke spille 

troldmand i et pirat-scenarie eller ork i 

et vampyrspil, og ligeledes hører typisk 

fysiske slåskampe hjemme i et fantasyspil, 

mens intrigespil passer i vampyrspillet. 

De imaginære fortællinger er en 

videreudvikling af plottets og spillets 

fortælling. Det opstår en særlig dynamik 

mellem spillets fysiske og stilistiske 

elementer (kroppe, scenografi og 

landskab) samt plottets velkendte fortællestruktur 

på den ene siden, og spillernes 

imaginære universer på den anden. 

Genkendeligheden i plotstruktur, 

genre og figurer fungere som konkret 

ramme for spil og fantasi. På samme 

måde som de fysiske rammer og simple 

scenografiske markører (landskabet, 

kroen, kongeslottet m.v.) stimulerer til 

fantasiproduktion og imagination. Fordi 

scenografien er så simpel, og fordi 

plottet følger simple skabeloner og 

konflikter, fordres spillernes imaginære 

forestillingsevner desto mere. Det 

er her rollespillets grundlæggende fascination 

og kreative kraft findes. Rollespil 

er derfor ikke kun tale om gennemspilning 

af mediekulturens kendte 

fortællinger, men en videreudvikling af 

dem, hvor der er muligt at projicere sig 

selv ind i disse fiktionsunivers og eventyr. 

Jeg kan se mig selv som Mel Gibson, 

jeg kan se mig selv som en blodtørstig 

vampyr og jeg kan sætte mig 

selv ind i en eventyrlig verden hvor jeg 

selv gør en forskel. 

Note: Artiklen er baseret på artiklen: 

Jeg – en actionhelt! Liverollespillets 

populærkulturelle matricer, fra antologien 

Rollespil, redigeret af Kjetil 

Sandvik og Anne Marit Waade og 

udgivet på Aarhus Universitetsforlag 

2006. 

Litteratur 

Dalsgaard, Niels (2000). Guide til 

fantastisk litteratur – Science fiction, 

fantasy- og horror-litteraturens hvem 

er de? Hvad skrev de?. København: 

Fremad 

Div. (1994-2001). Den Store Dansk 

Encyklopædi. København: Gyldendal 

Gran, Anne-Britt (2004). Vår teatrale 

tid. Lysaker: Dinamo Forlag 

Jansson, André: (2001) Image Culture, 

Göteborg Universitet 

Scott Sørensen, Anne (2002). ”Rollespil 

som fortællende medie – et narrativt 

og mediekulturelt perspektiv”. 

I: A. Scott Sørensen (red.): Trolddommen 

Lærlinge. Odense: Odense 

Universitetsforlag (Tidsskrift for Børne- 

og Ungdomskultur 44) 

Waade, Anne Marit (2002). Teater 

i en teatralisert samtidskultur, resepsjonskulturelle 

mønstre i aktuel 

scenekunst. Ph.d.-afhandling. Århus: 

Center for Tværæstetiske Studier, 

Aarhus Universitet (upubliceret) 


Side 25

Warhammer Freestyle 

Liverollespil i pædagogisk arbejde 

Af Klaus Thestrup 

Pædagog, cand. phil i dramaturgi, lektor i 

drama ved Jydsk Pædagog-Seminarium 

Randers, klausthestrup@mail.tele.dk 

Gaffasværd, orker og fantasy er på fuld 

fart ind i daginstitutionerne. Pædagoger 

og børn står bøjet over elektrikerrør, 

liggeunderlag og gaffatape for at 

lave våben, der skal bruges ude på legepladsen. 

Som dramalærer og underviser på 

Jydsk Pædagog-Seminarium Randers 

interesserer det mig, hvilken betydning 

liverollespil kan få for pædagogisk arbejde. 

Denne artikel bygger på møder 

i forskellige sammenhænge med børn 

over gaffasværdets skarpe kant. 

Først og fremmest handler liverollespil 

i en pædagogisk sammenhæng om 

mere end at lave gode gaffasværd. Pædagoger 

og børn skal kunne organisere 

en regelleg med klare regler for, hvor- 

når man er død og hvordan man bliver 

levende igen. Alle skal kunne deltage 

i en form for improviseret teater, hvor 

alle er med til at bygge en fortælling 

op ved at deltage i den og ændre den. 

Pædagoger møder også børn, som befinder 

sig i midten af et mediesamfund 

og med gaffasværdet bruger figurer og 

scener fra billedstrømmen som råstof i 

deres egne medielege. 

Børn i et væv af medier 

De børn, jeg har mødt til store organiserede 

liverollespil, tilfældigt mellem 

rækkehuse eller i sammenhænge, hvor 

jeg selv har startet lege med sværd, ser 

ud til at bruge liverollespil på en anden 

måde end den erfarne yngre liverollespiller, 

som o å bordet. De møder 

Tolkiens fortællinger ved at stykke 

dem sammen fra spil, film og figurer. 

De bruger stumper fra disse fortællinger 

sammen med fortællinger fra Star 

Wars-filmene, on-line rollespillet World 

of Warcraft og manga-tegneserien 

Dragon Ball eller hvad der ellers for 

øjeblikket optager dem. Disse stumper 

bliver råstof for nye fortællinger fortalt 

gennem regler og figurer i deres egne 

liverollespil eller gennem mundtlige 

fortællinger, de beretter for hinanden. 

Det ene øjeblik samarbejder de intenst 

foran skærmen for at dræbe de næste 


fjender og det næste løber de op i baghaven 

og går i cirkler rundt om hinanden 

og konstruerer fortællinger om de 

næste fjender. Lidt senere er de nede på 

værelset igen. 

Meget få af disse børn bliver formodentlig 

gamemastere, men de er fortællere 

og forbrugere. Hvis man som forælder, 

pædagog, lærer, rollespiller eller 

forsker er interesseret i liverollespil 

som fænomen i børns liv i mediesamfundet, 

er børns deltagelse i liverollespil 

organiseret af unge eller voksne 

ikke nok. Det er børns brug af forskellige 

typer medier i et væv af teknologi 

og fortællinger, der bliver afgørende. 

Kulturskabere i lokale 

sammenhænge 

I den type liverollespil jeg indtil nu 

har deltaget i og selv arbejdet med, har 

sværdet været det afgørende omdrejningspunkt. 

Basis for liverollespillet 

er en kampleg med regler for brug af 

sværdet. Disse regler stammer både fra 

de mange håndbøger, der findes på området, 

fra de store liverollespil og fra 

børnene selv. Her er et par regler, som 

jeg ofte bruger sammen med børn: 

Man kan blive ramt tre gange uden at 

der sker noget. Man er Usårlig. Fjerde 

gang dør man uanset hvor man bliver 

ramt. Rammer man sin modstander 

December 2006

i hovedet, er man Selvdød. Når man er 

død, går man hen til Kirkegården, et 

sted på kamppladsen, hvor man tæller 

til femogtyve. Bagefter kan man gå ind 

i kampen igen og slås videre med nye 

liv. 

Ofte anvender jeg legen Stiksværd for 

at øve sig på de basale regler. Denne 

leg er ligesom stikbold blot med sværd 

i stedet for en bold. Alle slås mod alle 

og hvis f.eks. personen A bliver slået 

ihjel af personen B, går A ud. A kommer 

først ind igen, hvis B bliver slået 

ihjel af en tredje. Det er svært at slutte 

denne leg med at der er en vinder, fordi 

det går så stærkt med dø og komme ind 

i kampen igen, når legen foregår med 

sværd, så ofte må legen standses for at 

alle kan puste ud og måske få noget at 

drikke. 

De nævnte regler og lege er selvfølgelig 

ikke de eneste rigtige, selvom 

de fungerer. Andre grupper af børn og 

voksne har i andre sammenhænge andre 

og langt mere komplicerede regler 

og lege. Pointen er, at det er en gruppe 

deltagere som udenfor de store liverollespil 

selv har afprøvet, ændret og 

finslebet regler, der giver mening i det 

fællesskab, de er i. Reglen om selvdød 

mødte jeg ikke første gang til en et stort 

liverollespil, men hos en lille gruppe 

drenge, der legede bagved de rækkehuse, 

hvor de boede. Legen Stiksværd 

har jeg lavet sammen med en gruppe 

børn i en baghave langt væk fra både 

daginstitutioner og erfarne liverollespillere. 

Reglerne fra de store liverollespil 

er en kilde til inspiration, men de 

er ikke absolutte og de reguleres af deltagerne 

selv. 

I de håndbøger om liverollespil, der er 

skrevet af liverollespillerne selv, findes 

der mange eksempler på lege og regler, 

der kan sætte liverollespil i gang. Disse 

regler ser ud til at stamme fra forfatternes 

egne afprøvning af regler, dengang 

de selv gik i gang med gaffasværd ude i 

skoven. Børnene ser i dag ud til at starte 

samme sted, som de yngre liverollespillere 

gjorde en gang. De udvikler 

egne regler og en lokal kultur baseret 

på legen med fiktion, men det er en kultur, 

hvor liverollespil er en mulighed 

blandt mange andre, ikke den eneste og 

altopslugende daglige aktivitet. 

Legen med fiktionen 

Legen Stiksværd kan udvides til den 

større leg De Tre Baser, der bliver 

grundlaget for et egentligt liverollespil. 

Deltagerne kan deles ind i tre grupper 

med hver sin base med lidt afstand 

mellem dem. Basens mure kan være 

inde mellem nogle buske eller markeres 

med et reb. Inde på hver base er der 

en Hellig Genstand. Denne genstand 

kan være et flag eller noget helt andet. 

Det skal blot være muligt at bære den. 

Legen gør nu ud på at erobre alle tre 

genstande. Den, der først har alle tre 

genstande inde på sin base har vundet. 

I denne leg ligger der allerede en ikkelineær 

dramaturgi. Det er ikke på forhånd 

givet, hvem der vinder de tre genstande. 

Det er heller ikke på forhånd 

givet, hvem der kommer til at lave de 

mest spektakulære forsøg på at erobre 

genstandene og hvem, der næsten 

vandt. Legen kan også udvides med at 

tage fanger, forhandlinger og frigivel- 

se. Én i gruppen kan være Kaptajnen 

med ekstra liv og én kan være Troldmanden, 

der ved håndspålæggelse kan 

fryse enhver modstander til øjeblikkelig 

død. Man kan lave flag, navne, kostumer, 

rekvisitter, fortællinger om den 

gruppe, deltagerne tilhører. 

En anden leg er Sværd-og-fortæl-legen. 

Den er hentet fra to drenge, som legede 

den på følgende måde: A er vagt ved 

en port og B kommer hen til porten. B 

vil ikke uden videre sige, hvem han er 

og forsøger at komme ind. Eftersom A 

er vagten, giver han ikke uden videre 

lov til dette. Efter en del udenomssnak 

og forhandlinger eksploderer legen i en 

sværdkamp. Derefter starter legen forfra. 

Denne leg kan også leges med flere 

vagter og flere der vil ind. Her kan 

man så bruge reglerne for at dø og reglen 

med kirkegården. 

Begge de beskrevne lege er lege, der 

både er regellege og leg med teatrets 

virkemidler. Deltagerne skal både kunne 

reglerne for kamp, men de skal også 

kunne improvisere, sige replikker og 

skitsere en figur. Fiktionens rum, tid, 

figurer og fortælling er tilstede i legen 

og kan forhandles og forandres af deltagerne 

i legen. Det er til hver en tid 

muligt at stoppe op, gå ud af fiktionen 

og rollen og ændre på rammerne for legen. 

For børn er det ikke et mål at blive 

i fiktionen hele tiden. Børn går ubesværet 

ind og ud af fiktionen for at få legen 

til at lykkes. 

Et andet grundlæggende element i legekulturen 

er evnen til at kunne improvisere 

over en formel. Børn ser ud til 

lynhurtigt at kunne opfange udtryk og 

strukturer fra det, der omgiver dem og 


Side 27

så omforme det til leg. Sværd-og-fortæl-legen 

bruger liverollespillets betydninger, 

dramaturgier og figurer som 

inspirerende formler, der bliver gentaget 

og improviseret over igen og igen. 

Liverollespil arrangeret af erfarne liverollespillere 

bliver råstof for leg på linie 

med computerspil, film og merchandise. 

Sværd-og-fortæl-legen og 

regellegen stiksværd bliver et kulturelt 

udtryk for børns omfattende leg med de 

forskellige medier, der er til rådighed i 

deres liv. 

Freestyle som 

fortolkningsfællesskab 

Sammen med en gruppe børn har jeg 

spillet en del figurkrigspil med små 

plasticfigurer fra Warhammer-universet. 

Vi samlede og malede figurer, byggede 

landskaber med skove, huse og 

bakker og udkæmpede slag af episke 

dimensioner på et spisebord. Vi brugte 

lang tid på afprøve og konstruere regler 

for spillet. 

Midt i alle disse diskussioner og fantastiske 

slag gik det pludselig op for 

os, at vi egentlig ikke spillede efter de 

meget omfattende regler, som firmaet 

Games Workshop angiver i deres regelbøger. 

Vi refererede ganske vist til figurerne 

og fortællingerne fra Warhammer-universet. 

Men f.eks. opfattede vi 

hver figur som en selvstændig kriger, 

som spilleren kunne rykke rundt med 

og lade kæmpe selv, mens man ifølge 

de etablerede regler flytter store grupper 

rundt samtidig og opfatter figurerne 

som regimenter. 

Det afgørende er ikke hvad der er bedst, 

men at vi opfattede det vi selv gjorde 

som vitalt!. Det gav mening og det 

skulle være sådan, indtil vi fandt på noget 

andet. Vi opfattede ikke det, andre 

gjorde som bedre eller som noget, vi 

skulle leve op til, men som en dybt fascinerende 

inspirationskilde. Jeg foreslog 

på et tidspunkt, at vi kaldte det vi 

gjorde for Warhammer Freestyle for at 

markere en forskel og en selvstændighed 

uden at miste forbindelsen til inspirationen 

eller læremestre, som kunne 

berige vores leg ved bordet. 

I dag kan jeg se, at vi var et kulturelt 

fortolkningsfællesskab, hvor betegnelsen 

ikke kunne dækkede over en måde 

at spille med figurer på et spisebord på, 

men også den måde vi var sammen på. 

Set udefra ville man kunne genkende 

en gruppe børn og voksne, der var samlet 

om en fortælling på en måde, der 

måske var anderledes end andre fællesskaber, 

men ikke mindre værd af den 

grund. 

Når kulturen er maskulin 

Det er en fejl at tro, at piger ikke kan 

være med til at udvikle en kultur omkring 

liverollespil. Ganske vist er det 

store flertal af deltagere til de store 

liverollespil drenge, men det er ikke et 

problem at skabe sammenhænge, hvor 

pigerne er ligeså velkomne som drengene. 

Da vi begyndte at spille med figurer 

viste det sig i praksis, at det tog 

lige så lang tid at male en figur ordentligt 

eller bygge en flot ruin som det tog 

at spille et slag. Det var lige nødvendige 

og velsete aktiviteter i vores samvær 

og det gav plads til, at alle uanset 


køn og alder på et eller andet tidspunkt 

kunne finde noget at foretage sig, som 

gav mening og anseelse. En godt malet 

figur var ligeså vigtig på slagmarken 

som en regel at spille den med. 

Det er også min erfaring, at pigerne er 

lige så vilde med kampen med sværd 

som drengene. Piger vil også gerne 

prøve kræfter med voldsomhed og de 

vil ligeså gerne være kropsligt tilstede 

i en leg som drengene. I begyndelsen 

kan det være nødvendigt at give nogle 

piger en særlig plads, når der skal 

kæmpes. Man kan give dem de bedste 

våben, skjolde, flere liv eller hjælpe 

dem med at slås sammen, så de kan 

klare sig mod selv de vildeste drenge. 

På denne måde står alle mere lige, når 

kampen begynder, men efter et stykke 

tid er det ikke længere nødvendigt at 

give pigerne særlige vilkår. Piger kan 

sagtens være krigere. 

I øvrigt indeholder liverollespil mange 

andre facetter, som begge køn kan lege 

med. Det er nødvendigt at snige, løbe, 

forhandle, spille roller, improvisere, 

finde på og være opmærksom. Det er 

nødvendigt at øve sig på at indleve sig, 

deltage i en fortælling og spille et spil 

med regler. Der er rigelig plads til at 

piger og drenge i fællesskab kan være 

med til at etablere en kultur, hvor kønnet 

ikke opfattes som en begrænsning. 

Jeg vil dog pointere, at drenge også 

skal have mulighed for at organisere eller 

deltage i liverollespil, hvor der ikke 

er piger. Drenge tumler med en maskulin 

kraft, som hverken samfundet eller 

pædagogerne tilsyneladende har brug 

for og de ser ud til at mangle en sammenhæng, 

hvor de kan undersøge det 

December 2006

iologiske og kulturelle køn, de har 

til rådighed. Liverollespillet er måske 

drengekulturens sidste legeplads og en 

af de muligheder, drenge har tilbage for 

at blive kompetente medborgere. Men 

om liverollespillet er en flugt eller en 

måde at håndtere fremtiden på er svært 

at svare på. Måske er det begge dele. 

De forbundne rum 

I kampen med sværd er det muligt for 

barnet på et symbolsk og alligevel meget 

konkret niveau at kunne udfordre 

pædagogens autoritet. Her kan barnet 

i fritidshjemmet eller gruppen af børn 

i børnehaven vinde over den voksne. 

Børn ved også ofte meget mere om den 

populærkultur, som pædagogen måske 

for første gang skal stifte bekendtskab 

med. 

Og når mødepladsen mellem børn og 

voksne er leg, så møder pædagogen 

børn på et område, hvor børnene er de 

erfarne og pædagogen er den, der skal 

lære for at kunne være med. Pædagogen 

er ikke længere den, der ved og 

kan det hele og har alle svar, men må 

indstille sig på at være meget tydeligt 

personligt tilstede med både styrker og 

svagheder. 

Med sværdet i hånden deltager pædagogen 

pludselig aktivt i det væv af medier 

og fortællinger, som børnene navigerer 

i. Det våben, som pædagogen 

laver sammen med barnet, bliver måske 

brugt dagen efter, der hvor barnet 

bor. Pædagogen kan pludselig komme 

til at høre mere om den seneste film, 

barnet har set eller det computerspil, 

som barnet er ved at spille. Når regler- 

ne skal fastlægges ude på legepladsen, 

fortæller børnene om regler fra de store 

liverollespil eller regler, de selv har 

lavet. De fortællinger, som dukker op 

på legepladsen sammen med pædagogen, 

kan blive en del af de fortællinger, 

der fortælles andre steder. Pædagogen 

er ikke længere eksperten, der bygger 

sin viden på metoder konstrueret igennem 

mange år af andre pædagoger eller 

undervisere, men er deltager i en fælles 

udvikling af kulturelle udtryk, der eksisterer 

i konstant udveksling med den 

omgivende verden. 

Pædagogen deltager også i en undersøgelse 

af de betydninger, der ligger i figurerne, 

fortællingerne og reglerne. F.eks. 

kan Warhammer-universet tolkes som, 

at det handler om kampen mod det absolutte 

kaos i en verden, hvor der ikke 

længere er nogen sammenhængskraft. 

Fantasy kan forstås som den langvarige 

kamp mellem godt og ondt. Hos Tolkien 

er det endda en ren tilfældighed, at 

det gode vinder. Det er universer, hvor 

magi og religiøsitet tilsyneladende er 

bedre svar på verdens udfordringer end 

socialrealisme og rationalitet. Det er 

universer, hvor mennesket og fællesskabet 

bliver til under hård modstand. 

Men det er også universer præget af en 

voldsom fryd ved at finde på og fortælle 

med dramaturgier og regler. Hvad 

som helst kan lade sig gøre i verdener 

ved siden af det moderne hverdagsliv 

og er en måde at spejle de spørgsmål, 

der dukker op i dette liv. 

Hvis pædagogen kun ser liverollespil 

som et middel til f.eks. at styrke sociale 

kompetencer, får han eller hun ikke øje 

på de brændpunkter, børnene er opta- 

gede af og de muligheder, der ligger i 

populærkulturens fortællinger. Liverollespil 

er en æstetisk og kulturel måde at 

stille en række grundlæggende spørgsmål 

på og her ligger det store potentiale 

i pædagogisk arbejde. Men realiseringen 

af dette potentiale afhænger af den 

pædagogik, pædagogen arbejder udfra. 

Jeg vil foreslå en kulturpædagogisk position, 

der bygger på ideen om de forbundne 

rum. I det pædagogiske arbejde 

i en daginstitution skal der være plads 

til, at børnene leger selv og får mulighed 

for at udfolde deres legekultur. Der 

skal også være plads til at pædagoger 

viser børnene noget, pædagogerne rent 

faktisk kan eller er optagede af. Endelig 

skal der være mulighed for, at pædagoger 

og børn i et kulturelt fællesskab 

undersøger tematiske brændpunkter og 

udtryksformer. Pointen er, at disse pædagogiske 

rum er forbundne. Gaffasværd, 

materialer, ideer til lege, regler 

for kamp og væsentlige undersøgelsesfelter 

kan strømme imellem de tre pædagogiske 

rum i selve daginstitutionen 

og ændre hvad der foregår i hvert rum. 

Pædagogerne kan også som en bevidst 

strategi forbinde daginstitutionens pædagogiske 

praksis med de andre arenaer, 

børnene dagligt befinder sig på. I 

denne position er pædagogen ikke primært 

rollemodel for allerede etableret 

moral, men leder af undersøgelsesprocesser, 

hvor enhver kan deltage og betyde 

noget for de svar, der måske dukker 

op. Børn kan sammen med voksne 

i forskellige sammenhænge blive særdeles 

aktive deltagere i konstruktionen 

af liverollespil og i sidste ende deres 

eget liv. 

Forts. side 32 


Side 29

Velkommen til Stjerneborg 

Af Thomas Kruse 

tk@petersabroe.dk 

Jeg har netop afsluttet en opgave med 

at planlægge og opbygge en scenografi 

og en drejebog til et rollespil for børn i 

1.- .5.klasse. 

Ideen har været at skabe en renæssance 

ramme, nemlig Tycho Brahes Uraniborg 

på Hven. Tycho Brahe opbyggede 

her et enestående videnskabeligt og 

kulturelt center, som fungerede næsten 

tyve år. Han forlod Hven og Danmark i 

1597, vred og skuffet over kongens og 

hoffets manglende støtte, og døde som 

bekendt i 1603 i Prag. 

For to år siden blev jeg spurgt, om jeg 

ville være med til at opbygge en interaktiv 

sanseudstilling i kulturinstitutionen 

Klaverfabrikken i Hillerød. De har 

i deres ca. 12-årige levetid gennemført 

en stribe børneprojekter i krydsfeltet 

mellem sanseudstilling og teater. 

Gennem møder og korrespondance 

blev projektet udviklet, ansøgninger 

blev skrevet og siden foråret 2006 har 

jeg ofte arbejdet i Klaverfabrikken og 

omskabt deres store Truckhal, ca. 13 x 

30 m. til Stjerneborg. 

Scenografien har lånt form fra Tycho 

Brahes observatorium, et stort kuppeloverdækket 

kvadrat med fire pavilloner, 

som samlende scenografi. Hver 

pavillon er udformet som karakteristisk 

for de fire spilgrupper, som de delta- 

gende skoleklasser kan kan vælge sig 

på. Ved siden af fællesscene og pavilloner 

er der opbygget et renæssancekøkken 

og et observatorium med forskellige 

astronomiske instrumenter. Børnene 

skal, inden de kommer ind i scenografien, 

passere igennem en tidsmaskine, 

hvor de rejser tilbage i tiden en rejse, 

opbygget med lys, spejle og dvd-film 

i et helt sort rum – og ankommer til 

Hven d. 6. oktober 1596! 

Adel og bonde, tjener eller 

gøgler 

Børnene vælger herefter selv deres rolle, 

om de vil være Tychos studenter og 

assistenter, hans tjenestefolk i køkkenet, 

gøglere eller bønder og tiggere. 

Der er syet fine kostumer og lavet rekvisitter 

til hver gruppe, ligesom de 4- 

5 voksne animatorer og spilfordelere er 

udklædte. ( Klaverfabrikken råder over 

en meget dygtig kostumeafdeling, som 

var en vigtig faktor, da jeg sagde ja til 

opgaven i sin tid.) 

Bønderne bliver hentet af ridefogeden, 

som anviser dem deres redskaber i pileflet 

pavillon og derefter sender dem 

ud med koste, save og skovle; om de i 

længden finder sig i ridefogedens ordrer 

vil så vise sig. Tycho Brahe var selv en 

ret hård lensherre, og satte bønderne til 

al slags hoveri. Var der protester kom 

de i hundehullet! I vores Stjerneborgscenografi 

har vi også bygget et hun- 


dehul, som nok skal blive brugt. 

Gruppen af tjenestefolk samler sig i 

deres pavillon og omkring et stort køkkenbord, 

med syltetøj, frugt, brød og 

grønsager, - og øl! Deres spil og roller 

foregår omkring en konkrete madlavning 

og borddækning til det afsluttende 

festmåltid, hvor Tycho Brahe 

forventes hjem fra forhandlinger i København.( 

Tycho kommer aldrig, måske 

pga. storm, i hvert fald er det for 

ham en Tycho Brahedag! I vores rollespil 

lader vi ham være fraværende, 

bl.a. fordi en enkelt dominerende hovedperson 

ville flytte energien fra børnenes 

indbyrdes rollespil) 

Studenterne samles omkring Tycho 

Brahes observatorium, hvor vi har bygget 

flere af hans instrumenter, som børnene 

kan afprøve. De lærer også at 

lægge deres horoskoper, noget Tycho 

Brahe også beskæftigede sig med. Disse 

adelige studenter skal i øvrigt lære 

at tale høvisk, danse og måske få en 

fægtelektion. 

Gøglerne øver sig i akrobatik og jonglering, 

sang og spil organiserer måske 

et optog. 

Rollespillet slutter efter et par timer 

med en frokost-banket med højbords 

servering med guldtallerkner for de 

fine, keramikskåle til bønderne og gøglerne 

og grød og brød til de fattige. 

Der har været mange overvejelser omkring 

denne drejebog: Hvor meget skal 

eller kan lægges fast, hvor meget ’rød 

December 2006

tråd’er nødvendig f, eks omkring hvorvidt 

Tycho Brahe skulle dukke op eller 

ej, hvor mange voksenhistorier/ belæring 

om renæssancen og Tycho Brahes 

liv skal der diskes op med, osv.? 

Gennem alle disse spekulationer mener 

jeg, jeg er kommet tættere på essensen i 

rollespil-genren og også forskellene på 

rollespil og teater, rolleleg osv. 

Vi har skabt scenografien og den store 

fortælleramme omkring tiden, stedet, 

miljøet og rollespillets hovedgrupper. 

Men vi overlader til børnene at vælge 

hvilken gruppe de vil tilhøre, at definere 

nærmere hvem de er og deres relationer 

indbyrdes; er de f. eks naboer 

eller i familie, er de evigglade eller altid 

sladderagtige, dovne eller nysgerrige 

osv. 

Gennem møder og megen snak med de 

voksne spilfordelere, hvoraf nogle er 

professionelle - bl.a. råder vi over en 

fægtemester og dreven rollespiller fra 

Kronborgspillene og et par, der er gode 

musikere, mens andre er gæve, engagerede 

amatører - har vi diskuteret hvor 

megen voksenstyring og hvor meget 

information der skal proppes ind. Jeg 

har talt for at legen og indlevelsen er 

det vigtigste, og at de voksne bliver jo 

bedre i deres roller, jo mere de interagerer 

og ER i rollen, frem for at styre 

og belære. Jeg håber - og regner med - 

at den store viden om Tycho Brahe og 

hans tid, som vi har indsamlet og formidlet 

til de medvirkende voksne her, 

virker som en dynamo og integreres i 

rollerne frem for at blive en klods om 

benet. 

Jeg har flere gange tidligere arbejdet 

med sanseudstillinger og scenografi, 

hvor publikum bliver involveret. Men 

i STJERNEBORG har vi taget endnu 

et skridt, når publikum er en begrænset 

gruppe, ( en skoleklasse), som har 

hele scenografien en formiddag og der 

er kostumer og voksne animatorer/spillere 

til at sætte legene i gang. Dette er 

en vigtig forskel fra andre sanseudstillingsprojekter 

jeg har arbejdet med, 

hvor det f. eks. har været vigtigt for 

økonomien at der gik så mange børn 

gennem tælleapparatet som muligt, 

hvad der jo nemt kan forstyrre intensiteten 

af de sanselige oplevelser! 

Rent scenografisk stiller det særlige 

krav til holdbarhed og autenticitet, at 

arbejde med sanseudstillinger, idet det 

jo ikke blot er attrapkulisser som blot 

skal beses. At bygge en sanseudstilling 

op til børn stiller ekstraordinære krav 

til styrke, holdbarhed og sikkerhed, 

idet alt skal kunne tåle at blive pillet 

ved, skruet på, rokket ved, hoppet og 

klatret på. Og en sanseudstilling skal 

til stadighed vedligeholdes med maling 

mm. 

I rollespillet hjælper scenografi, rekvisitter 

og kostumer som motor på fantasien. 

I Klaverfabrikken har de en 

årelang erfaring i at skabe autentiske 

kostumer. De gennemfører bl.a. hvert 

år store spil og optog i Hillerød omkring 

byens vartegn renæssanceslottet 

Fredensborg med hundredvis af deltagere, 

alle munderet fra Klaverfabrikken. 

Jeg ville selv ønske at kunne være barn 

i dag og blive inviteret med til en realisering 

af mine fantasier om tidligere 

tider. Da jeg var 6 år havde jeg udeluk- 

kende min forestillingskraft til at gøre 

køkkentrappen og vaskekælderen i min 

opgang til borgens vindeltrappe, som 

førte ned til alkymistens værksted - 

også selv om viceværten let kunne fungere 

som den onde slotsforvalter! 

Skal jeg sammenligne Stjerneborg-rollespillet 

med f. eks ’ Første søndag- 

Einherjerne’ og ’Skovland’ i Gistrup, 

som jo begge bliver refereret i andre 

artikler i dette tidsskrift, ligger det mht. 

voksenstyring og drejebog ret tæt på 

Skovland. Der er et scenario og en hoveddrejebog, 

der er scenografiske lokaliteter, 

og der er udklædte voksne som 

spilfordelere. Der er ikke en figur som 

troldmanden Ramimeras, som har overgribende 

kræfter i spillet ( f. eks vække 

de døde til live), men Stjerneborguniverset 

har jo også en ægte historisk 

ramme, hvor Skovland bygger på Fantasy- 

og Tolkiengenren med trolde, alfer 

orker osv. 

Til gengæld er den fraværende hovedperson 

i Stjerneborg, Tycho Brahe en 

fantastisk skikkelse, som jo både var 

Europas dygtigste astronom, men også 

astrolog og alkymist, som ledte efter 

’de vises sten’, apoteker( han døde 

sandsynligvis af en overdosis af sin 

egen kviksølvmedicin), samt forfatter 

til megen smuk poesi! ( som han trykte 

og udgav på papir fra egen papirmølle 

og trykkeri på Hven). 

Tycho Brahes liv og virke tror jeg kan 

tryllebinde og inspirere og skabe stærke 

indre billeder hos deltagerne. Historierne 

om ham og tiden kan forhåbentlig 

opleves og gennemleves som 

en næsten-virkelighed, hvor du selv er 

deltager og medskaber. 


Side 31

Interaktivitet 

’Vi voksne sætter rammerne, børnene 

fylder dem ud’, siger vi ofte. Og så 

tænker vi både konkret på aktiviteter og 

projekter som organiseres for og med 

børn, og hvor børn ikke kun skal være 

passive modtagere eller publikum, men 

respondere, forholde sig og deltage på 

en eller anden måde. 

Interaktivitet er et moderne begreb 

knyttet til deltagerkulturen. Især via 

computerspillene kender børn til at 

vælge en rolle og deltage, f. eks finde 

vej gennem forhindringer og måske 

skyde rumskibe eller undgå gangsterbiler 

for at vinde points. 

Interaktivitet er et godt ord som målsætning 

for forholdet mellem børn og 

rum og oplevelse. 

Forts. fra side 29 

Liverollespillet tilhører ikke længere 

kun arrangørerne af de store rollespil. 

Børnene er allerede i fuld gang med at 

finde deres egen brug af fortællinger, 

figurer og regler. 

Pædagogen er også på vej ind på banen 

som en af de aktører, der kan komme 

til at tegne feltet sammen med børnene. 

Foreløbig ser det mest ud til at handle 

om at lave sværd og komme ud på legepladsen, 

men det er også et godt sted 

at starte. 

Rollespil, som oftest bruger natur og 

uderum som ramme udspringer af lysten 

til at gøre fantasier om andre eventyrlige 

tider, steder og personer konkret 

og livagtig, ja at leve dem! 

Set i en børnekulturelt perspektiv har 

jeg ofte tænkt om rollespilsrammen indeholdt 

en flugt fra dagens virkelige 

problemer: 

I moderne børns verden kæmpes der 

ikke mod synlige og letgenkendelige 

trolde og orker. Hvis der findes fjender 

af børn er det snarere usynlige og 

uhåndgribelige TIDSRØVERE, dem 

som tager tiden fra børnene med ventetid 

på bagsædet, i indkøbsvognen, foran 

fjernsynet mens der laves mad osv. 

Eller måske de stift smilende politikere, 

som sparer på skoler og daginstitutioner? 


En anden af mine overvejelser omkring 

rollespil har været bekymringen 

om voksenstyringen og 

voksenovertagelsen, og om kommercialiseringen 

af denne moderne subkulturelle 

børne-ungdomskulturform. 

Men dels har mit større kendskab til de 

forskellige rollespilsformer fjernet min 

skepsis efterhånden som jeg lærte energien 

og kvaliteten af oplevelsesmulighederne 

i rollespil at kende. 

Og dels forduftede min bekymringer 

undervejs i mit eget arbejde med Stjerneborg-projektet 

og efterlod mig vildt 

begejstret for denne nye totale oplevelsesmæssige 

blandform af leg, teater og 

visuel fortælling. 

Kilder 

Christensen, Jean Smith, Trine K. H. Christensen og Jens Christian Borglum (2005): ”Bløde 

våben og seje børn”, Kræftens Bekæmpelse og Refir Udstyr til Eventyr 

Dalsgaard, Niels (red.) (2002): ”På fantasiens vinger – om fantastisk litteratur for børn og 

unge“, Høst & Søn 

Ejsing, Jesper og Thomas Greve (2004): ”Liverollespil for begyndere”, Forlaget Sesam 

Galland, Richard Wolfrik (2004): ”Warhammer – den store guide til Warhammer Verdenen”, 

Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 2004 

Henningsen, Lars (2005b): Dis-play, incl. CD-rom med dokumentarfilm om børnekultur og 

medielege, Tidsskrift for Børne- og Ungdomskultur, nr. 48/2005 

Jackson, Peter (2001-2003): Ringenes Herre, filmtrilogi, New Line Cinema, AOL Timer 

Warner Compagny 

Mouritsen, Flemming (1996): Legekultur. Essays om børnekultur, leg og fortælling, Odense 

Universitetsforlag, Gylling. 

Raasted, Claus og Lars Andersen (1999): “Rollespil for børn og voksne”, Frydenlund 

Kjetil Sandvik og Anne Marit Waade (red.) (2006): ”Rollespil – i æstetisk, pædagogisk og 

kulturel sammenhæng”, Aarhus Universitetsforlag 

Thestrup, Klaus (2007): ”Drama og de nye medier”, i Pernille Storm (red.): ”Aktivitets- og 

kulturfag for pædagoger” (arbejdstitel) Skiftserie i 4 dele, Frydenlund, forventes udgivet i 2007 

Thestrup, Klaus (2007): ”Lad os lege med medierne” i: Bjørn Rasmussen (red): Facinasjon 

forestilling fremtid (arbejdstitel), antologi, Universitetsforlaget, Norge, forventes udgivet i 2007 

December 2006

Undervisning i virkeligheden 

Om oplevelser og udbytte af aktionen i september mod forringelser på daginstitutioner m.v. 

Af Kriztiina Milthers, 06E1B 

06_100@petersabroe.dk 

Bannere, ballondyr og bongotrommer 

Idet man forlader den fugtige kulde 

udenfor, og træder ind over dørtærsklen 

til Peter Sabroe Seminariet, bliver 

man budt velkommen af varmen, kaffeduften 

og de studerendes spredte summen. 

Ved et langbord i kantinen finder 

man den myreflittige aktionsgruppe, 

der i intens mødetilstand er ved at lægge 

sidste hånd på dagsprogrammet. 

En spytklat derfra gør dokumentationsgruppen 

klar til at blæse de nyeste billeder 

op på storskærm, før strejkefolket 

siver ind i kantinen til det daglige morgenmøde. 

Her bliver gårdsdagens politiske 

begivenheder opsummeret og dagens 

program præsenteret. 

Event-gruppen indvier de andre i deres 

næste show, hvori studerende- agerende 

frygtelige fremtidspædagoger og 

blebørn, skal spille op imod pædagogmedhjælpere 

udklædt som politikere, 

der hverken vil se, høre eller tale. En 

stolt initiativtager til en musikvideo, der 

blev sat i scene dagen før, med demonstranter 

som dansere og rigtige rappere 

der synger ”... og selv de gamle damer 

kaster dobbeltv’er for velfærd,” fortæller 

at den i løbet af en lang nat er blevet 

til virkelighed. 

Så bliver en hjemmestrikket protestsang 

smidt på overheaden, og inviterede 

peptalk-pædagoger- og politikere 

går på talerstolen, før mikrofonen gives 

fri til den daglige debat, der leder op 

til beslutningen om, hvorvidt strejken 

skal fortsætte i dag. 

Det mener flertallet, og folk går frejdigt 

i gang med at forberede dagens dont. 

Fra øvelokalet kan man snart høre selvopfundne 

sange og sambaagtige mellemspil 

med alle slags slagtøj. I gangen 

sidder pressegruppen mellem bunker 

af aviser, klipper dagens artikler ud 

(nogle er læserbreve skrevet af dem 

selv) og klistrer dem op på væggen 

ved siden af strejkeoversigten - et Dan- 

markskort som i dagenes løb er blevet 

plastret til med gule post-its. Ved nabobordet 

tager et par stykker imod bestillinger 

på røde t-shirts, der i al hast 

er designet, tegnet og trykt til lejligheden, 

og i ”multiværkstedet” møder man 

bannergruppen, der jonglerer med strofer, 

stofstrimler og spraydåser, og danserne 

der pynter sig med pastelfarvede 

strimler kratpapir. 


Side 33

Senere trækker trommerne udenfor, 

hvor trommeslagere fra Jysk og andet 

godtfolk slutter sig til dem. Bannerne 

kommer på banen efter at have ligget 

til tørre på græsset mellem massevis af 

barnevogne fulde af babyer. En femårig 

fyr lyser op i et smil, da en studerende 

forærer ham et hjemmelavet ballondyr. 

To større børn leger tagfat i hallen, 

mens en tredje får skiftet ble på et bord. 

Symbolikken er slående: hvis ikke der 

skulle være plads til børn på et pædagogseminarium 

- hvor så? Snart dirigerer 

megafon-mamma demonstranterne 

på plads: ”trommerne først, de gående 

i midten og cyklerne til sidst.” Sangen 

sættes i gang: ”åh, åh, åh, åh, nu er det 

nok nu, åh, åh, åh, åh vi siger stop nu,” 

og flokken snor sig som en stædig slange, 

forbi statuen af Peter Sabroe gennem 

Latinerkvarteret til Rådhusplad- 

sen, hvor vi får at vide at vi er ventet. 

Handling, holdning, helhed 

Peter Sabroe Seminariet var i september 

og oktober 2006 en synlig brik på 

den politiske spilleplade. Og skolens 

slogan beviste i strejkedagene sin værdi 

som andet end tilfældige tomme ord. 

En studerende sagde til morgenmødet: 

”Nu forstår jeg for alvor, hvad handling, 

holdning og helhed betyder” – og 

sådan var hun ikke den eneste der havde 

det. Som beskrevet var det en handlekraftig 

forsamling, der hver morgen 

mødte op og gav den gas for den gode 

sag. Men handling uden holdning bag 

er hovedløs handling, og holdninger 

der ikke bygger på et helhedssyn skaber 

splid i stedet for fælles fodslag. 

Uden de tre h’ers treenighed havde seminariestrejken 

været en skræmmende 

størrelse. 

Helhedssyn på sagen var mildest talt en 

mangelvare i den spæde start, da en lille 

gruppe studerende blokerede skolen, 

og nogle førsteårsstuderende der skulle 

på lejr, i solidaritetens navn, blev presset 

til at stige ud af busserne. Et andet 

eksempel på snæversyn var, da det initiativ 

til børnepasning på skolen, som 

havde haft medvind på morgensamlingen 

og var blevet lagt et stort stykke arbejde 

i at sætte i værk, med én forarget, 

velformuleret sætning, pludselig blev 

fejet af bordet. Det skulle dog snart 


vise sig, at vi var i stand til at skabe 

større frirum til debat end som så. Det 

startede måske med, at en modig mand 

fra lærerkollegiet, skriftligt gav sine 

tvivl til kende, og blev svaret på sober 

vis af en kollega, der sendte dialogen til 

os alle sammen. Og det tog til, da et par 

studerende i den fri mikrofon agiterede 

for anerkendelse af kompleksiteten, 

sagligt overblik over situationen og albuerum 

til at pusle problemstillinger 

på plads. Hvordan forholder man sig 

fx til de, der føler sig taget som gidsler 

i sagen? Hvorfor demonstrerer vi 

vores utilfredshed ved Århus Rådhus i 

stedet for på Christiansborg Slotsplads, 

når kommunen er handlingslammet 

pga. et regeringsbestemt skattestop og 

ekstraomkostninger til gennemførelse 

af strukturreformen? Er det udtryk for 

disrespekt over for demokratiet, udenomsparlamentarisk 

at modsætte sig beslutninger 

truffet af folkevalgte politikere? 

Hvilke tal skal man tro? Og er 

det fair at fremstille Anders Fogh med 

en motorsav? Desværre blev styregruppens 

idé om en etikgruppe aldrig til noget. 

Til gengæld tog lærerne teten, da 

de blev opfordret til at bringe deres 

faglige viden på banen, og gav os et nationaløkonomisk 

grundkursus, et historisk 

oplæg om socialliberalisme og en 

gennemgang af budgetforliget. Det der 

December 2006

startede som en undervisningsnedlæggelse, 

kunne med større og større berettigelse 

kaldes ”omlægning af undervisningen.” 

Og det der startede som nogle 

få studerendes aktion, blev på kort tid 

til en mere eller mindre fælles aktion. 

Vi måtte til stadighed minde hinanden 

om de mange blanke- eller tavse stemmer 

fra de, der ikke mødte op, men med 

hensyn til beslutningsprocessen blandt 

de fremmødte blev der taget mere og 

mere demokratiske hensyn til helheden. 

I starten blev mange sandsynligvis 

revet med af bongotrommerne og 

sidemandens begejstring, og beslutningen 

blev truffet på baggrund af klapsalvernes 

styrke. Senere blev klapsalverne 

afløst af håndsoprækning, og den allersidste 

dag blev tre forslag fremlagt og 

stemt om lige efter demokrati-håndbogen. 

Sammenhold, synergi og faglig 

stolthed 

Det var på mange måder dilemmafyldt 

farvand vi bevægede os i, og det kunne 

være hårdt at håndtere. Men som en 

lærer så fint fastslog, kan man umuligt 

lægge hele puslespillet – og få alle perspektiver 

i spil. Bag de specifikke meninger, 

som skilte vandene, var vi fælles 

om mavefølelsen af, at de politiske 

beslutninger var i modstrid med vores 

holdning til, hvordan børn skal behandles. 

Og når vi stimlede sammen foran skolen 

om morgenen, og det strømmede 

til med udefrakommende fagfæller og 

andre forbundsfæller, stod det klart, at 

vi studerende deler denne mavefølelse 

med imponerende mange meter mennesker. 

”Nu er det nok 

Faglighed i fælles flok 

Syng så højt I kan 

For velfærd i vort land” 

Sådan sang vi til den store guldmedalje, 

og oplevede, at faglighed i fælles 

flok ikke var en floskel, men et faktum 

der var til at tage og føle på. For de, der 

hidtil havde befundet sig mest på skolebænken, 

og knap havde nået at snuse 

til den pædagogiske profession, var 

strejkedagene et ordentligt skud faglig 

stolthed. Det skyldes, at fællesskabet 

ikke bare fandt fodfæste på tværs 

af hold og årgange internt på Peter Sabroe 

Seminariet, men også på tværs af 

skoler og naboprofessioner. I den større 

sags tjeneste satte man eventuelle 

selvfede, faglige fornemmelser til side, 

og gik i takt til Rådhusparken, der var 

plastret til med tæpper og termokander 

og tætpakket med børn og pædagoger, 

forældre og bedsteforældre, lærere og 

skoleelever, faglærte og ufaglærte, - en 

broget flok med mindst et fælles budskab: 

”Genåbn forliget!” Indenfor og 

udenfor skolens mure kunne man mærke 

den synergieffekt, der opstod, idet 

så mange mennesker slog kræfterne 

sammen, og helheden blev til mere end 

summen af delene. 

Med blikket i bakspejlet er det ikke 

svært at få øje på det faglige udbytte af 

den ”omlagte undervisning.” Foruden 

oplevelsen af sammenhold, synergi og 

faglig stolthed var strejken spækket 

med æstetiske læreprocesser, personlige 

prøvelser, politiske indsigter - og 

praktiske erfaringer, der tilsammen udgør 

en uvurderlig undervisning i virkeligheden. 


Side 35

En veteran ser tilbage på den sidste store konflikt 

Af Pædagog Lone Kronborg Nielsen 

Studerende på Peter Sabroe Seminariet 

1994-1998. Lonekrone@oncable.dk 

Efter en aktionstid 

Kære studerende på Peter Sabroe Seminariet: 

Velkommen tilbage til hverdagen 

oven på en aktionstid, der nok 

for alle involverede har budt på brud og 

forstyrrelser med det vi plejer og kender. 

Måske mere vidtgående for nogen 

end for andre og måske med en mere 

eller mindre umiddelbar følelse af udbytte 

for nogen mere end for andre. 

Noget om en arbejdsbrøk 

Jeg har arbejdet som pædagog i Århusianske 

daginstitutioner siden jeg blev 

uddannet ra Peter Sabroe Seminariet januar 

1998. Det er 8½ år siden, og kære 

Niels og alle I andre, 8½ år så ved man 

noget, kan noget og vil noget. Men fagligheden 

har trange kår i de århusianske 

daginstitutioner, og det kræver dagligt 

både mandsmod og kvindehjerte at 

holde fokus og bevare sig selv på pædagogikkens 

rette sti. Paradoksalt er 

det for mig at se ikke lysten og evnen 

til den gode pædagogik, der mangler, 

men slet og ret de rette vilkår og rammer 

til at udføre arbejdet i – altså en ren 

sundhedsbrøk: Ressourcer / Belastninger 

= Sundhed (vilkår for sundhed og 

dermed udvikling) 

Faldgruber for pædagogikken 

Det ville være på sin plads, at jeg som 

ansat i Århus Kommune trygt kunne 

udføre og passe min del af arbejdet på 

institutionsniveauet og med tillid, til at 

der fra min arbejdsgiver og videre på 

et politisk plan blev tænkt udvikling og 

forandring af institutionskulturen med 

udgangspunkt i pædagogik og faglighed. 

Men jeg kan kun konstatere, at der 

i forbindelse med dette budgetforlig 

blot er udlagt strukturforandringer, der 

vil bidrage til alvorlige faldgruber for 

den gode pædagogik. Med de konkrete 

tiltag - ny ledelsesstruktur og modulpasning 

- kan jeg kun få øje på endnu 

flere opgaver af administrativ karakter, 

der kommer til at hvile på mine skuldre 

og som jeg skal slæbe rundt på, når jeg 

trøster Magnus, laver gymnastik for en 

flok glade børn, leger røvere og soldater 

og fortæller historier om nordisk mytologi. 

En ting er at skulle slæbe rundt på 

en ekstra byrde – Jyden hun er stærk 

og sej – men jeg er oprigtig nervøs for, 

at det vil forstyrre og gribe ind i min 

pædagogiske praksis, således at jeg må 

afbryde min omsorg, mine aktiviteter, 

mit kit til børnenes leg og min kulturformidling. 

Det vil være vold mod min 

faglighed og sætte min udførelse af den 

pædagogiske kerneydelse under yderligere 

pres! 

Aktionsstart 

I aktionens start kunne jeg mærke min 

utilfredshed med besparelserne og oplevede 

at være i en relevant vedkommende 

fagpolitisk dialog med mine 

kolleger. Dette var fremprovokeret af 

selvfølgelig førstebehandlingen af budgetforliget, 

men også af, at nogle daginstitutioner 

allerede var gået i aktion 

og enten var blevet blokeret af forældre 

eller også havde personalet nedlagt 

arbejdet. 

I min egen personalegruppe var der en 

vis skepsis at spore og troen på, hvorvidt 

det overhovedet nyttede noget herskede, 

og det blev besluttet at afvente 

det første stormøde inden vi gik i 

evt. aktion. Men skæbnen ville, at vores 

forældre overhalede os indenom og 

blokerede vores institution om onsdagen. 

Det havde en kæmpe signalværdi, 

ikke mindst for personalegruppen, 

og det samlede os, således at vi gik til 

handling og nedlagde arbejdet torsdag 


og holdt fagligt møde, hvorefter vi tog 

i Rådhusparken til picnic. 

Hvad skal jeg være, når jeg 

blir� stor? 

Der sad vi så alle os pædagoger og pædagogmedhjælpere. 

Nogle med bannere, 

nogen i livlig snak, mens andre sad 

lidt tomme i blikket. Jeg kunne mærke 

en summen i maven og tænkte et øjeblik, 

om dette ville rykke noget, da jeg 

pludselig kunne høre trommer og sang: 

”Hvad skal jeg vær´, når jeg blir´ stor, 

pædagog, pædagog, måske, måske, 

måske, måske , måske” 

Jeg så T-shirts fra Jydsk Pædagog-Seminarium 

og kiggede efter nogen med 

Peter Sabroe på og pludselig tonede I 

frem med jeres røde og gule T-shirts. 

Det varmede og gjorde noget ved mig 

og min indtræden i aktionen. Det gjorde 

også noget ved alle de andre i Rådhusparken. 

Smilene kom frem, flere rejste 

sig op og klappede, og jeg oplevede en 

fælles ånd og følelse af samhørighed. 

Det var ret opløftende og bekræftende, 

at de studerende kunne se perspektivet 

i at gå ind i den fælles faglige aktion og 

symbolsk kæmpe for vores arbejdsliv 

og deres fremtidige arbejde! 

Jeg tog min første tur af mange rundt 

om Rådhuset sammen med mine kollegaer, 

andre pædagoger, og medhjælpere, 

studerende og forældre. Det var 

en kanon følelse - en følelse af at være 

med i noget stort! 

Det var særligt tilfredsstillende at kunne 

synliggøre sin utilfredshed og endda 

i en så stor og samlet flok. I som studerende 

repræsenterer det faglige grundlag, 

vi som uddannede dagligt kæmper 

for at holde i fokus: Den pædagogiske 

kerneopgave, som en af mine kære 

gamle seminarielærere definerede: At 

opstille kvalificerede faglige rammer 

for og sikre trivsel og udvikling for 

børn og unge. 

Jeres deltagelse og det, I kunne gøre 

ved aktionen, var at samle os, styrke os 

og give os en god fornemmelse af at det 

gav mening. Jeres aktion i aktionen gav 

December 2006

Vinduets forside februar 1995 under aktionen imod løn i praktikken 

retning, gav håb og tro og ikke mindst 

kampglæde – tak for det! 

Midt i en aktionstid 

I ugen efter blev jeg inviteret til at 

komme op på Peter Sabroe Seminariet 

og tale til de studerendes morgenmøde. 

Oplægget var noget om, hvad man som 

studerende kan lære noget om i en aktionstid, 

hvor den traditionelle undervisning 

er omlagt. Jeg blev også spurgt 

med afsæt i, at jeg i min studietid var 

med til at omlægge undervisningen i 3 

uger i protest over den lønnede praktik. 

At omlægge undervisningen forudsætter 

at have noget på hjertet, der rækker 

udover hvad der kan lade sig gøre i en 

traditionel undervisning, et hoved til at 

formulere mål og organisere rammer 

og ikke mindst hænder til handling, udførelse 

og tilstedeværelse. 

Da min årgang 94E var i aktion i efteråret 

1994, var der en energi og kreativ 

udfoldelse, der sprængte rammerne for, 

hvad traditionel klasse undervisning i 

Freuds teorier kunne lære os. Vi havde 

chancen for at give os selv muligheden 

for selvskabt læring. Vi lærte konkret 

noget om at samarbejde, organisere, 

strukturere, gennemføre, evaluere og 

ikke mindst vurdere. Ikke fordi en underviser 

sagde vi skulle, men fordi vi 

fra starten pålagde os selv at tage ansvar 

for vores læring og det var et krav, 

at vi skulle lære noget af aktionen. Elementer 

der også kræves af en moderne 

pædagog og sjovt nok, så er hver dag 

i arbejdet som pædagog omlagt, dagene 

bliver sjældent som planlagt, så hver 

dag må man tage ansvar og træde i karakter 

Alt i alt en læreproces der rakte 

ind og satte spor i resten af vores uddannelse 

og kvalificerede alle de andre 

læreprocesser vi kom til at indgå i. Sådan 

håber jeg også, at I engang vil se 

tilbage på jeres aktionstid. Jeg synes jo, 

at jeres aktion er privilegeret og ærefuld 

i selve budskabet: Det pædagogiske 

personales vilkår til at udføre den 

pædagogiske kerneydelse. 

Efter en aktionstid 

Med alt dette i mente kan jeg med glæde 

se tilbage på 3 ugers aktionstid, hvor 

det lykkedes at sætte lige præcis ovenstående 

på dagsordenen - ikke bare i 

Århus, men i hele Danmark. Og ikke 

bare problemstillingerne fra min lille 

verden, men en samlet dagsorden om 

velfærdens fremtid i Danmark. Det er 

der perspektiv i, der ikke bare giver 

mening for mig som professionel omsorgsarbejder, 

men for den ganske danske 

mand, som kvinde, ung som gam- 

mel – ja selv børnene kom med! Det 

lykkedes at få alle til at forholde sig til 

prioriteringen af velfærd i Danmark. 

Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at det 

ikke gav umiddelbare resultater på vores 

område, således at forliget blev genåbnet, 

men er også stolt over at være en 

del af Århus, der gik forrest og med sin 

aktions mængde, omfang, længde og 

klang smittede af på andre kommuner, 

hvis resultater skal ses i direkte lys af, 

hvad der skete i Århus, som jeg var en 

del af! 

Demokrati og demokratiets regler er 

noget, vi alle nok er blevet klogere på. 

Vi har mærket, hvad enighed og uenighed 

kan gøre ved os. Hvad der sker, når 

meninger brydes og hjertet banker, blodet 

bruser og følelser kommer i spil. En 

stor hyldest til aktionens påvirkning af 

consensus, hvor befriende, hvor meningsgivende 

og styrkende ikke bare 

for og af den enkelte, men for og af os 

alle! 

Aktionens samlede lektion skal vi tage 

lære af, så jeg håber at ikke bare jeg, 

men mange vil mærke aktionsdagene 

fra oktober 2006 ulme i hjertet, når der 

skal sættes kryds næste gang! 

Jeg vil slutte af med at citere min gode 

gamle studieven og nuværende ven 

Jess Refsgaard, der desværre ikke kunne 

komme med på seminariet idag: 

”At tage ansvar via handling med andre 

giver god mening. At slippe det når 

det ikke er sjovt mere, det gør for mange. 

At blive ved i andre fora, det er der, 

mobiliseringens største effekt kan ses. 

Det er ikke i de opstemte aktionsdage, 

det er i det lange vedholdende træk, at 

reel forandring skabes. En enkel sags 

aktion kan ikke ændre de grundlæggende 

negative faktorer for den sociale 

sektor i vores samfund. Det gør kun 

bevidst politisk arbejde. Aktioner kan 

tænde og skærpe bevidstheden. Politisk 

arbejde kan forandre. 

Tak for denne gang – håber snart vi ses 

igen! 

Med venlig hilsen Lone Kronborg 

Nielsen 


Side 37

Socialpædagogik på kinesisk 

Af Sussanne Stein ss@petersabroe.dk og 

Gerd Oluf Hansen gh@petersabroe.dk 

Internationale koordinatorer 

I september 2006 og november 2006 

har fire af seminariets lærere: Johanne 

Hempel, Claus Iversen, Susanne Stein 

og Gert Oluf Hansen faciliteret workshops 

på Central China Normal University 

i Wuhan. Som vi har beskrevet 

i en tidligere artikel i Vinduet, har vi 

gennem nogle år samarbejdet med tre 

kinesiske uddannelsesinstitutioner med 

henblik på at introducere socialpædagogik 

i den kinesiske uddannelsesverden. 

Vi har derfor i 2006 gennemført et 

”pilotprojekt” sammen med universitet 

i Wuhan som en måde at finde frem til, 

hvordan form og indhold for en socialpædagogisk 

uddannelse kunne se ud i 

Kina. 

Den kinesiske interesse er dobbelt: 

Dels at finde et tidssvarende svar på 

nogle af de sociale og pædagogiske udfordringer, 

landet står overfor i forbindelse 

med den forandringsproces, dele 

af Kina gennemgår i disse år, og dels 

at den måde vi underviser på kan tjene 

som inspiration til at forandre traditionelle 

lærerstyrede undervisningsformer 

i retning af deltagerstyring, dialogbaseret 

undervisning, gruppearbejde og 

projekt- og problemorienterede undervisningsformer. 

Pædagogik i et globalt 

perspektiv 

I et overordnet dansk perspektiv er in- 

teressen en del af den internationaliseringsbølge, 

der i disse år gennemstrømmer 

uddannelsestilbud verden over, og 

som på godt og ondt handler om at uddannelsessystemer 

og uddannelsesinstitutioner 

over hele verden på hver 

deres måde søger at finde en plads i et 

åbent, globaliseret og konkurrencepræget 

uddannelsesbillede. 

I vores egen lille verden handler det 

om, at Århus-regionen også gerne vil 

placere sig i dette komplicerede bud på 

at finde en plads i kampen om at kunne 

tilbyde uddannelser i en international 

sammenhæng. 

På den måde falder vores kinasamarbejde 

i hak med både nationale og regionale 

bestræbelser. Først fik vi støtte 

fra Undervisningsministeriets styrelse 

Cirius til at etablere et samarbejde, 

derefter fik vi støtte fra Århus Amts erhvervspulje, 

der blandt andet har som 

opgave at placere Århus regionen med 

dens mange uddannelsestilbud på verdenskortet. 

Og i den sammenhæng er 

den hastigt voksende kinesiske økono- 


mi og den stigende kinesiske orientering 

mod at se på, hvad man gør og har 

gjort i lande med udbyggede velfærdsmodeller, 

en interessant udfordring 

for en dansk pædagoguddannelse. For 

os som seminarium er det selvfølgelig 

en måde at styrke vore internationale 

kompetencer på. Både med hensyn 

til, at lærere kommer ud i verden 

og kan bringe verden ind i seminariet, 

og i form af erfaringer sammen med de 

rigtig mange studerende, der er i udenlandspraktik 

og som drivkraft for at tilbyde 

egentlige engelsksprogede moduler, 

der er interessante for udenlandske 

studerende. 

Netop interessante fordi den pædagogiske 

tilgang er en særlig nordeuropæisk 

niche i det globale uddannelsesbillede. 

Og som vi tror faktisk kan tilbyde både 

undervisningsmåder og uddanne til en 

profession, der kan være med til at løse 

en del af de sociale og menneskelige 

problemstillinger, der fremkommer i 

kølvandet på modernitetens erodering 

af traditionelle familie og opdragelses- 

December 2006

mønstre – også i Kina. 

Den økonomiske støtte, seminariet har 

modtaget, kan derfor ses i lyset af den 

danske regerings fokus på globalisering 

og den dertil knyttede forestilling 

om at gøre danske uddannelser attraktive 

uden for Danmark. Og at fokus ikke 

længere kun er rettet mod universiteterne, 

men også mod den store sektor 

af mellemlange videregående uddannelser, 

hvor især professionsuddannelserne 

- ikke blot i Kina men også andre 

steder i verden - er interessante i deres 

vekselvirkning mellem uddannelse i 

undervisningsinstitutioner og ophold i 

praktik I denne sammenhæng har der 

i den danske uddannelsesverden været 

en diskussion af ”markedsføring” 

og ”systemeksport” af uddannelser. I 

et internationalt perspektiv er der ikke 

tvivl om, at de danske uddannelser er 

sent ude på det globale uddannelsesmarked 

sammenlignet med Australien, 

USA og England. Men i vores sammenhæng 

handler det ikke om at gøre 

det samme som de andre, men mere at 

tænke i uddannelsesmæssige baner, der 

fokuserer på vekselvirkning og gensidig 

læring i et interkulturelt perspektiv. 

En professionsuddannelse som pædagoguddannelsen 

er indlejret i en særlig 

dansk kontekst, farvet af kulturelle antagelser 

og en institutionel udvikling, 

som ikke bare kan oversættes til kinesisk. 

Vi tror ikke på, at vi kan udvikle 

et koncept, som passer ind i en kinesisk 

virkelighed. Men tilgangen, arbejdsmetoderne,professionsuddannelsernes 

samspil mellem praktik og undervisning 

gør, at vi er overbevist om, at 

vi har mulighederne for at udvikle en 

socialpædagogisk uddannelse sammen 

med kineserne. 

Workshops 

Overordnet kan vores samarbejde beskrives 

som en inspiration til at udvikle 

uddannelsestiltag, der er i omgangshøjde 

med de sociale udfordringer, kineserne 

står overfor. Men også udfordringen 

i form af krav til, hvorledes man 

får inspiration til andre undervisningsformer, 

der bedre kan ruste kinesiske 

studerende til at møde moderniseringens 

udfordringer 

Derfor var er der i de to workshops, vi 

har gennemført i 2006, blevet lagt vægt 

på at tilrettelægge forløbene efter danske 

pædagogiske og didaktiske principper 

i samarbejde med lærerne på 

Departement of Education og med deltagelse 

af børn fra den børnehave, der 

er knyttet til universitetet. 

Under den første workshop i september 

arbejdede vi sammen med de studerende 

arbejdet med ”participation” 

som et pædagogisk og didaktisk begreb 

og prøvede at arbejde ud fra tre 

”mellemværender”. Mellemværendet 

mellem os og de studerende, mellemværendet 

de studerende i mellem og 

mellemværendet mellem de studerende 

og det indhold, undervisningen satte på 

dagsordenen. Et indhold, der tog sit udgangspunkt 

i nøgleord som demokrati, 

deltagelse, sociale kompetencer og relationer. 

På den måde arbejdede vi konstant 

med en refleksion af undervisningens 

form og indhold. 

For de kinesiske studerende var det 

forbundet med visse vanskeligheder at 

indgå i et samarbejde om en undervisning, 

der konsekvent fastholder dem 

som aktive dialogpartnere. Både i ver- 

bale dialoger, men også i anvendelsen 

af drama, tegning, observationer i en 

børnehave – og ikke mindst øvelsen i at 

acceptere og respektere hinanden som 

dialogpartnere. Indflydelse og deltagelse 

er ikke kun principper, man redegør 

for, men principper, man søger at 

skabe rammer for kan foregå i en undervisningspraksis. 

Den anden workshop i november fokuserede 

på tilrettelæggelse og forberedelse 

af aktiviteter og derefter at udføre 

disse aktiviteter sammen med børn 

i den nærliggende børnehave. 

Begge workshops er led i det samarbejde, 

Peter Sabroe Seminariet har sammen 

med Departement of Education 

på Central China Normal University 

i Wuhan med henblik på at udvikle et 

særligt tilrettelagt modul, hvor kinesiske 

lærerstuderende – som også inkluderer 

undervisere i børnehaver – kan 

studere en ”major” i social pedagogy/ 

social education. 

I det videre forløb er det aftalt, at to studerende 

fra Peter Sabroe Seminariet er 

i praktik fra februar 2007 i børnehaven, 

og at der i september 2007 kommer en 

lærer og to studerende fra universitetet 


Side 39

i Wuhan til Sabroe for at deltage i et 

særligt tilrettelagt engelsksproget modul 

og være i praktik i danske institutioner. 

En Peter Sabroe afdeling i 

Guilin 

Ud over samarbejdet med Central Normal 

University i Wuhan har vi haft et 

samarbejde med Guilin Normal Teacher 

College i Guilin i det sydlige 

Kina. Under besøget i november 2006 

fortsatte Susanne Stein og Gert Oluf 

Hansen derfor til Guilin for at facilitere 

en workshop identisk med den, der var 

gennemført i september i Wuhan. 

Efter at have efterladt kollegaerne i 

Wuhan, ankom vi i Guilin sent onsdag 

aften og fik udleveret vores program 

for de næste dage. Ifølge programmet 

var der ”opening ceremony for workshop”, 

og efter megen forsigtig spørgen 

viste det sig, at vore kinesiske samarbejdspartnere 

tolkede workshop som 

et sted. Vore kinesiske kolleger var blevet 

inspireret af deres besøg på Peter 

Sabroe Seminariets undervisningslokaler, 

der kan bruges til mange forskellige 

formål, og havde indrettet et lokale, 

som skulle være de tidssvarende rammer 

for workshoppen. 

Efter at have undervist 160 studerende 

i hovedlinjerne i dansk demokratiopfattelse 

og nordisk pædagogisk tankegang 

blev vi under megen virak ført til ”the 

workshop”. Med vanlig kinesisk sans 

for storladen ceremoniel symbolik med 

tv-kameraer og fotografer blev den officielle 

overdragelse foretaget. Præsidenten 

for college afslørede et stort 

skinnende metalskilt med Peter Sabroe 

Seminariets logo, og vi fik overrakt 

nøglen. Under stor opmærksomhed 

åbnede vi døren til et nyistandsat 

lokale med kontorpladser, computere, 

kopimaskine, stole til 50 studerende, 

alle tekniske hjælpemidler med projektorer, 

dvd, musikanlæg i et dejligt ”flexible 

room” i Guilin. ”Flexible” er kinesernes 

ord for undervisningsrum, der 

kan andet og mere end bare blive anvendt 

til énvejs formidling. 

Og så har vi en nøgle med kinesisk 

vedhæng med hjem. Den kan ses og lånes 

på Annelises kontor. 

Det videre samarbejde 

”Pilotprojektet” i Wuhan skal danne 

forbillede for et lignende samarbejde 

i Shanghai sammen East China Normal 

University. Dette samarbejde er 

stadig i sin vorden, men fra september 

2007 kan studerende komme i praktik 

i universitets børnehave. I forbindelse 

Fejl i juninummeret af Vinduet 


med samarbejdet i Shanghai er kontakten 

mellem Århus Amt og Shanghai 

udgangspunktet, fordi Shanghai 

er ”sistercity” med Århus Amt. Dette 

samarbejde har fokus på handicap- 

og ældreområdet, og både Peter Sabroe 

Seminariets socialpædagogiske tilgang 

og Alphas videncentre er interessante i 

videreudviklingen af dette samarbejde. 

En delegation fra Shanghais Municipality 

har i december måned været i Århus 

på et studieophold og har i denne 

sammenhæng besøgt seminariet 

Samarbejdet med Kina har også haft 

den effekt, at der er åbnet for kontaktflader 

med Århus Universitets Institut 

for Østasiatiske Studier, som også har 

et samarbejde med universitetet i Wuhan, 

samt med dele af det århusianske 

erhvervsliv. 

Vi forventer, at der er udviklingsmuligheder 

i forhold til den socialfaglige og 

pædagogiske profil, Peter Sabroe Seminariet 

i samarbejde med vore partnere i 

CVUAlpha er i færd med at opbygge. 

Dette samarbejde vil styrke mulighederne 

for at udvikle en dansk inspireret 

niche skabt ud af sammenhængen mellem 

læreruddannelsen, socialrådgiveruddannelsen 

og pædagoguddannelsen, 

og vil være et godt tilbud til det moderne 

Kinas udvikling af tidssvarende 

uddannelser. 

I juni nummeret af Vinduet var der en anmeldelse af ”Encyclopedia of Children and Childhood 

in History and Society”, skrvet af Jesper Sehested, pædagog, souschef. 

På grund af en teknisk fejl var notehenvisningerne i teksten desværre faldet ud, men i midten 

af januar vil den fulde artikel med de korrekte notehenvisninger kunne ses på www. 

petersabroe.dk under ”Vinduet” 

December 2006

Afsender: 

Peter Sabroe Seminariet 

Peter Sabroes Gade 14 

8000 Århus C 

Reception 

I anledning af at vores afholdte kolleger 

Allan Stochholm, Birgit Bjerre, Bodil Birk og Mogens Laursen 

har valgt at gå på efterløn, inviterer 

Peter Sabroe Seminariet til reception 

fredag den 12. januar kl. 14 til 17. 

Vi håber, at nuværende og tidligere kolleger, studerende og 

samarbejdspartnere vil være med til at gøre dagen festlig 

Peter Friese, rektor 

www.petersabroe.dk

Live rollespil i pædagogisk praksis - VIA University College

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?