Dansk Meteorologisk Selskab

Nr. 4 - 27. årgang November 2005 (105)

Medlemsblad for 

Dansk Meteorologisk Selskab 

c/o Michael Jørgensen 

Drosselvej 13, 4171 Glumsø 

Tlf. 39 15 72 71, mij@dmi.dk 

Giro 7 352263, SWIFT-BIC: DABADKKK 

IBAN: DK45 3000 0007 3522 63 

Hjemmeside: www.dams.dk 

Formand: 

Jens Hesselbjerg Christensen 

Tlf. 48 17 04 21, jhc@dmi.dk 

Næstformand: 

Hans E. Jørgensen 

Tlf. 46 77 50 34, hans.e.joergensen@risoe.dk 

Sekretær/ekspedition: 

Michael Jørgensen 

Drosselvej 13, 4171 Glumsø 

Tlf. 39 15 72 71, mij@dmi.dk 

Kasserer: 

Brian Riget Broe 

Sjælør Boulevard 10, st. th., 2450 København SV. 

Tlf. 36 45 71 90 

brianbro@worldonline.dk, brobr@gfy.ku.dk 

Redaktion: 

John Cappelen, (Ansvarh.) 

Lyngbyvej 100, 2100 København Ø 

Tlf. 39 15 75 85, jc@dmi.dk 

Leif Rasmussen - Bjarne Siewertsen - Lea Siewertsen 

- Anders Gammelgaard 

Korrespondance til bladet stiles til redaktionen evt. på 

email: vejret.redaktionen@gmail.com. 

Foreningskontingent: 

A-medlemmer: 220 kr. 

B-medlemmer: 160 kr., C-medlemmer (studerende): 120 

kr., D-medlemmer (institutioner): 225 kr. 

Optagelse i foreningen sker ved henvendelse til 

Selskabet, att. kassereren. 

Korrespondance til Selskabet stiles til 

sekretæren, mens korrespondance til bladet 

stiles til redaktionen. 

Adresseændring meddeles til enten sekretær eller kasserer. 

Redaktionsstop for næste nr. : 15. januar 2006 

©Dansk Meteorologisk Selskab. 

Det er tilladt at kopiere og uddrage fra VEJRET med korrekt 

kildeangivelse. Artikler og indlæg i VEJRET er udtryk 

for forfatternes mening og kan ikke betragtes som Selskabets 

mening, med mindre det udtrykkeligt fremgår. 

Tryk: Glumsø Bogtrykkeri A/S, 57 64 60 85 

ISSN 0106-5025 

Fra 

redaktøren 

Vinteren nærmer sig og det er altid spændende 

og se hvad den bringer med sig. Sne synes mange 

hører sig til. Det gælder i hvert tilfælde skiløbere! 

Uden sne på bakkerne er det ikke så sjovt, men så er 

det jo godt at man kan lave kunstsne. Men hvordan 

er det nu lige det foregår? Meteorolog Jesper Eriksen 

skriver i dette blad om kunsten at lave sne. 

Der er utrolig mange der snakker om klimaændringer 

– menneskeskabte eller ikke menneskeskabte 

– og der er opstået en del myter på området. I en 

artikel reflekteres der over nogle af disse myter i 

form af et interview med Eigil Kaas. 

Ellers kan du læse om klumper i vejret, om strålingsmåling, 

en glemt skyforsker, polaris og så afsluttes 

artiklen om René Descartes, der startede i sidste 

nummer. Boganmeldelse er der i øvrigt hele 4 af, så 

julegaven kunne jo måske stå på en bog…. 

Rigtig god læselyst. 

John Cappelen 

Indhold 

Klumper i vejret ............................................... 1 

Bakterier mestrer kunsten at lave sne ................ 4 

Mindeord .................................................11+16 

Måling af stråling........................................... 12 

Set fra oven: Polarisen svinder, men................ 17 

Boganmeldelser ............................................. 21 

Sommervejr 2005 .......................................... 23 

Klimaændringer - fup og fakta ........................ 26 

NAO-indeks og årstidsvariation i temperatur... 32 

Fra læserne .................................................... 34 

Boganmeldelser ............................................. 35 

Den glemte skyforsker.................................... 37 

Descartes, 2. del .......................................... 41 

Fra formanden ............................................. 49 

Forsidebilledet 

MODIS-billede af orkanen Katrina den 28. august 2005, da 

intensiteten kulminerede, på vej mod New Orleans med død 

og ødelæggelse til følge. Centertrykket på 902 hPa var et af 

de laveste, der er registreret i Atlanterhavet, dog overgået allerede 

den 19. oktober af hurricane Wilma med 882 hPa. 

Lidt (og kun lidt) mere om sæsonens tropiske orkaner på 

side 48.

Klumper i vejret: 

Kameler og dromedarer 

Af Bo Christiansen, DMI 

Når vi i det daglige taler om 

forskellige vejrtyper - for eksempel 

koldt, tørt eller varmt, vådt 

vintervejr - ligger der mere bag 

det, end man umiddelbart tror. 

Faktisk har det længe været et af 

de grundlæggende spørgsmål i 

den meteorologiske videnskab, 

om vejret varierer tilfældigt, eller 

om der findes grundlæggende, 

forskellige vejrtyper som 

vejret svinger imellem. Meget 

arbejde er blevet gjort specielt i 

de sidste årtier for at identificere 

disse klumper i vejret, som man 

fagteknisk kalder vejr-regimer. 

Hidtil har beviserne, for at regimer 

eksisterer, været mangelfulde 

og meget omdiskuterede. 

Et væsentligt problem har været 

den udviskende effekt af den 

naturlige støj i atmosfæren. 

Bo Christiansen, klimaforsker 

på DMI, har nu påvist, at der 

eksisterer to regimer. En væsentlig 

årsag til det nye resultat er 

hans udvikling af nye statistiske 

metoder, der kan fjerne indflydelsen 

af støjen. 

Redaktionen på Vejret ville 

gerne interviewe Bo Christiansen 

om den nye udvikling, men 

det kneb lidt med forståelsen, 

så Bo hoppede selv i blækhuset 

og lavede interviewet, som 

han gerne ville have det skulle 

være... 

Reporteren: Det hele er lidt svært 

at forstå. Disse regimer ..? 

Bo Christiansen: Ja, men lad 

mig give et billede, der vil gøre 

det klarere. Lad vejret være en 

fodbold, som vi sparker frem og 

tilbage. Hvis denne leg foregår i 

en dal omgivet af bakker på alle 

sider, vil bolden oftest befinde 

sig i bunden af dalen med kortere 

afstikkere til siden af bakkerne. 

Bolden vil sjældent befinde sig 

højt oppe på en af siderne. Det 

svarer til situationen uden regimer. 

Hvis legen derimod foregår i 

et landskab med to dale adskilt af 

en bakke, vil bolden ofte befinde 

sig i en af dalene men sjældent på 

toppen af bakken imellem dem. 

Dette svarer til situationen med 

to regimer. 

Figur 1. Dromedaren med den ene pukkel. 

Reporteren: Det var jo meget populært. 

Nu skal vi jo heller ikke 

undervurdere vores læsere. 

Bo Christiansen: Så lad mig blive 

lidt mere teknisk. En meget brugt 

metode til at afgøre, om en serie 

af tal har forskellige tilstande eller 

regimer, er at udregne dens 

hyppighedsfordeling - det vil sige 

hvor ofte denne serie af tal har 

forskellige værdier for eksempel 

0, 0.1 osv. Når man så tegner 

denne hyppighedsfordeling, vil 

dens form afsløre, om den har 

forskellige regimer. Hvis - hvad 

der oftest er tilfældet - den ligner 

en dromedar (nedenfor, figur 

1) med en enkelt pukkel, er der 

ingen regimer. Hvis den har to 

pukler som en kamel (side 2), 

Vejret, 105, november 2005 • side 1

er der to regimer. Jeg har set 

på et mål for bølge-aktiviteten i 

atmosfæren, det såkaldte ”wave 

amplitude index” og fundet, at 

dens hyppighedsfordeling har 

form som en kamel (Figur 3). 

Reporteren: Det lyder jo ret simpelt! 

Bo Christiansen: Ja, men i virkeligheden 

er det ikke så let at 

afgøre,om man har fat på en kamel 

eller en dromedar. Meget ofte 

vil tilfældig støj få en dromedar til 

at ligne en kamel og omvendt. På 

cigaretpakken (Figur 4) ser vi et 

tilfælde af en sådan forveksling. 

Den virkelig betydningsfulde del 

af mit arbejde har været at forstå 

støjen og så at sige se bag den. 

Reporteren: Hvordan er du så 

Figur 2. Kamelen med de to pukler 

side 2 • Vejret, 105, november 2005 

kommet ud over det problem? 

Bo Christiansen: Jeg har har nu 

udviklet nogle nye statistiske metoder, 

der kan fjerne indflydelsen 

af støjen. Dermed er det lykkedes 

mig at påvise, at der vitterligt er 

to vejr-regimer. 

Reporteren: Har alt dette nogen 

praktisk betydning? 

Bo Christiansen: Ja, i høj grad! 

Vejret ændrer sig kun langtsomt, 

når det er i nærheden af et af 

regimerne. Denne forståelse kan 

hjælpe med at forbedre vejrudsigterne, 

specielt udsigterne på 

lidt længere tidsskala end de 7- 

dages forudsigelser, vi producerer 

i dag. Også for forståelsen 

af klimaændringer kan regimerne 

have betydning. Man spekulerer 

på, at en klimaæendring ikke vil 

ændre regimerne men kun hyppigheden 

af dem. 

Reporteren: Du mener at kamelens 

pukler ikke vil flytte sig, men 

at den ene vil vokse og den anden 

skrumpe? 

Bo Christiansen: Nemlig. 

Reporteren: Nu kommer jeg så til 

at tænke på årets juli måned. Var 

det to forskellige vejr-regimer, 

som var på spil, da første del 

var solrig og varm, mens anden 

del var regnfuld og skyet? 

Bo Christiansen: Så nemt er det 

Figur 4. Så galt kan det gå, når man 

ikke pukler nok.

nu desværre ikke, selvom netop 

juli 2005 er et klassisk eksempel 

på, hvordan vejr-regimer dominerer 

i en periode på 10 til 14 

dage for så at afløses af et nyt. 

Opgaven ligger nemlig ikke i at 

påvise, at vejret i en længere periode 

kan være stabilt, men i at 

påvise, at vejrsystemet så at sige 

foretrækker visse vejrtyper frem 

for andre”. 

Resultaterne er netop blevet offentliggjort 

i en videnskabelig 

artikel i det anerkendte tidsskrift 

Journal of the Atmospheric 

Sciences (Juli 2005): Bo Christiansen, 

Bimodality of the Planetary-Scale 

Atmospheric Wave 

Amplitude Index, Journal of the 

Atmospheric Sciences, Vol. 62, 

No. 7, Part 2, pages 2528-2541. 

Redigeret af Bjarne Siewertsen. 

Figur 3. Fra Bo Christiansens artikel i Journal of the Atmospheric Sciences, som viser hyppighedsfordelingen af ‘wave 

amplitude index’ for den nordlige halvkugle om vinteren. De to regimer træder tydeligt frem. 

Annonce: 

Nyhedsbrev fra DMI 

Vidste du, at du kan få alle de 

bedste nyheder om vejret serveret 

i din indbakke hver torsdag? 

Det kan du, hvis du abonnerer 

på DMI's ugentlige nyhedsbrev. 

Redaktionen sammensætter 

hver uge en ny spændende 

udgave med det bedste fra Danmarks 

Meteorologiske Institut. 

Et af de faste punkter i nyhedsbrevet 

er meteorologernes 

seneste bud på weekendvejret. 

Derudover har vi hver uge svar 

på et af de bedste spørgsmål fra 

læserne. 

Sidst men ikke mindst tager 

vi hver uge fat på et nyt emne. 

Det kan være et interessant meteorologisk 

sted på nettet, et nyt 

produkt eller et vejr-tema. 

Vi krydrer nyhedsbrevet med 

DMI's nyhedsartikler. 

Lyder det som noget for dig? 

Tilmeld dig DMI's nyhedsbrev 

på: 

http://www.dmi.dk/dmi/ 

nyhedsbrev-tilmelding.htm 


�� 

Af �es�er �ri�sen, 

Meteoro�o�, DMI 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

��

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

Referencer 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

Erik Busch, forhenværende statsmeteorolog, cand.mag., Lyngby, 83 år. 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

��

Måling af globalstråling og 

solskinsvarighed ved DMI 

Af Claus Nordstøm, 

DMI 

Indledning 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

Måling af globalstråling med et 

pyranometer 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

± �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

Måling af solskinsvarighed 

med et pyranometer 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

Måling af solskinsvarighed 

med en solautograf 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�yranometre på 

meteorologiske stationer under 

�MI�s ansvarsområde 

�anmark 

� �� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��

�� 

�� 

Grønland 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

Færøerne 

�� 

�� 

Kontrol og service af 

globalstrålingsmålinger 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

Klaus Hedegaard, forhenværende meteorolog, ph.d., Skive, 58 år 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��

Set fra oven: 

Polarisen svinder, men... 

Af Leif Rasmussen 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��

�� 

� �� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��

Boganmeldelse: 

Værd at vide om vejr – kalender 2006 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��

Anmeldelse: 

Plows, Plagues & Petroleum 

Af Bjarne Siewertsen 

Forfatter: William F. Ruddiman 

Plows, Plagues & Petroleum 

Forlag: Princeton University 

Press 

ISBN: 978-0-691-12164-2 

William F. Ruddiman har begået 

en meget spændende bog om 

palæoklimatologi, som jeg faktisk 

gerne ville have haft læst for 

mange år siden, men mere om 

det senere. 

Ruddiman har igennem 

en menneskealder været en af 

frontløberne inden for palæoklimatologi, 

og med Plows Plagues 

& Petroleum begynder han en 

spændende pensionisttilværelse. 

Bogen er en meget personlig 

bog, hvor han forsøger at sætte 

ord på nogle af de gåder, som har 

optaget ham gennem årene. Bogens 

grundlæggende spørgsmål 

er, hvor meget, hvordan og hvor 

længe mennesket har påvirket 

vores klima. 

I begyndelsen af bogen sammenligner 

Ruddiman realisationen, 

der førte til bogen, med 

en Colombo-efterforskning. 

“Netop som det indledende forhør 

er slut, og Peter Falk er på vej 

ud af døren, vender han sig om 

og siger… “Der er lige én ting, 

som bekymrer mig…" sådan begyndte 

det for mig,” hedder det 

i bogen. 

Hvorvidt William Ruddimans 


hypoteser om, at mennesket begyndte 

at påvirke klimaet med 

metan-udledning fra rismarker 

for 5000 år siden, eller om mennesket 

begyndte en større CO 2 - 

udledning for 8000 år siden som 

følge af omfattende skovning, er 

korrekte eller ej er ikke en diskussion 

i denne anmeldelse. Jeg 

kan bare sige, at han fører sin 

sag godt. 

En af forfatterens store pointer 

er, at han ser en sammenhæng 

mellem de store verdensom- 

spændende pandemier og et fald 

i drivhusgasser - simpelthen som 

følge af, at Jordens befolkning bliver 

mindre. 

Bogen ligger på et højt fagligt 

niveau, men den er skrevet i et 

opfriskende sprog, som dels gør 

den meget læsevenlig og dels 

meget lærerig. 

Havde jeg haft denne bog i 

hånden i fagene Kvartærgeologi 

og senere Kvartær Stratigrafi, så 

havde jeg nok læst og lært lidt 

mere end tilfældet var.

Sommeren 2005 bød på et lille 

overskud af både varme, sol og 

nedbør 

Af Stig Rosenørn, DMI 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

KLIMATAL FOR SOMMEREN 2005 

�� 

�� 

�� 

�� 

Vejrforløbet i juni 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� °� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��

� 

30 

25 

20 

15 

10 

� 

� 

� 

� 

5 

0 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 101112131415161718192021222324252627282930 1 2 3 4 5 6 7 8 910111213141516171819202122232425262728293031 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10111213141516171819202122232425262728293031 

Jun 

Jul 

Aug 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 101112131415161718192021222324252627282930 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10111213141516171819202122232425262728293031 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10111213141516171819202122232425262728293031 

Jun 

Jul 

Aug 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

Vejrforløbet i juli 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

Vejrforløbet i august 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��

Menneskeskabte klimaændringer - 

fup og fakta 

Interview med Eigil Kaas, 

DMI 

Der tales meget om menneskeskabte 

klimaændringer, og det 

fyger omkring med påstande 

- men hvad er egentlig fup og 

hvad er fakta. Vejrets redaktion 

har sat forskningsleder Eigil 

Kaas stævne for at få ryddet de 

værste misforståelser af vejen. 

Først og fremmest, hvorfor al det 

postyr om menneskeskabte klimaændringer? 

Vi har da tidligere 

i Jordens historie haft voldsomme 

klimaskift, ikke sandt? Hvad adskiller 

de nuværende klimaændringer 

fra tidligere tiders? 

Ja, det er også helt rigtigt, at vi tidligere 

har haft store klimasvingninger, 

og der kan være en pointe 

her. Man ved for eksempel fra 

boringer i Grønlands indlandsis, 

at der under sidste istid forekom 

meget pludselige og store skift i 

klimaet. Efter istidens afslutning 

har klimaet været meget stabilt 

uden tilsvarende dramatiske skift 

i Nordatlanten. Spørgsmålet er: 

Kan den menneskeskabte drivhusopvarmning 

tænkes at sætte 

sådanne pludselige katastrofale 

klimaskift i gang? 

Det har der været forsket meget 

i de seneste ca. 10 år. Selvom 

forskningen ikke fuldstændigt 

udelukker pludselige klimaskift, 

må vi sige, at der kun er me- 


get lille sandsynlighed for det. 

Man er nu ved at forstå nogle 

grundlæggende mekanismer bag 

istidens klimasvingninger, og det 

viser sig, at store svingninger formentlig 

kun opstår, når klimaet 

er koldt. Det understøtter den 

nyeste borekerne fra Grønlands 

indlandsis da også: Klimaet under 

sidste varme mellemistid for 

ca. 100.000 år siden var også 

påfaldende stabilt og tilmed noget 

varmere end den nuværende 

mellemistid. 

Jeg vil dog gerne understrege, 

at hurtige og ganske store naturlige 

klimasvinger ikke kan 

udelukkes. De kan – afhængigt 

af processen bag – være med 

til enten at forstærke eller formindske 

menneskeskabte klimaændringer. 

Jamen, er det da ikke også det, 

FN’s klimapanel, IPCC, plæderer 

for - altså den nært forestående 

menneskeskabte klimakatastrofe? 

Nej, det er ikke rigtigt. IPCC 

omtaler ikke de menneskeskabte 

klimaændringer som en nært 

forestående katastrofe. Forskerne 

bag IPCC-rapporterne argumenterer 

for, at der med stor sandsynlighed 

vil ske en betydelig 

global opvarmning i forhold til 

de klimavariationer, vi har set efter 

sidste istids afslutning for ca. 

10.000 år siden. Denne ændring 

vil ske på relativ kort tid, nemlig 

inden for 100-200 år. Sammen 

med opvarmningen af planeten 

er der beregnet en række ændringer 

i andre klimaparametre. Af 

disse er det især ændringer i nedbørsmønstre 

og i karakteren af 

nedbøren, der kan få betydning 

for både natur og mennesker. 

IPCC’s konklusioner er baseret 

på mange videnskabelige artikler. 

Nogle af de tungeste argumenter 

stammer fra den grundlæggende 

fysiske viden om hele Jordens 

klimatiske system. Men ret skal 

være ret - nogle af IPCC’s mulige 

scenarier over fremtidige menneskeskabte 

klimaændringer kan 

måske karakteriseres som katastrofale. 

Hvis jeg skal sætte tingene 

lidt i perspektiv, så nævnte du 

jo selv de store klimavariationer 

i for eksempel Europa og særligt 

i Arktis under sidste istid 

og ved afslutningen af istiden. 

De var mere pludselige – og 

dermed mere katastrofale – og 

i flere områder også større end 

de menneskeskabte fremtidige 

klimaændringer. 

Men selv med de briller på, 

så er de beregnede fremtidige 

klimaændringer globalt set stadig 

store. Faktisk viser de fleste 

beregninger, at den globale 

temperaturstigning inden for de 

kommende 100-200 år nærmer 

sig samme størrelsesorden som 

skiftet fra istid til mellemistid.

OK, men kan de seneste årtiers 

klimaforandringer så ikke bare 

skyldes naturlige effekter som for 

eksempel El Niño, vulkanudbrud 

og en meget en aktiv sol? 

Det er rigtigt, at naturlige processer 

har påvirket klimaet også 

i de senere årtier. Selv om der 

er usikkerhed om størrelsen af 

nogle af disse bidrag, er der dog 

visse kendsgerninger, man må 

forholde sig til, og som faktisk 

fører til den modsatte konklusion: 

For det første skal man tage i 

betragtning, at i et år (og året efter) 

med kraftig El Niño i Stillehavet 

er der en tendens til, at varmt 

havvand eksponeres over et stort 

område, så de globale temperaturer 

bliver særligt høje. Det var 

for eksempel tilfældet i 1998. Det 

er dog ikke påvist, at El Niño i sig 

selv medfører mere langsigtede 

globale temperaturstigninger og 

altså giver et væsentligt bidrag 

til den generelle temperaturstigning 

i senere årtier. 

For det andet, hvad angår 

øget vulkansk aktivitet, så har 

særligt tre store vulkanudbrud 

(i 1963, 1982 og i 1991), haft 

en afkølende effekt i forhold til 

perioden 1920-60, hvor vulkanaktiviteten 

var svag. Vulkanerne 

har altså direkte modvirket global 

opvarmning. At påstå, at vulkansk 

aktivitet kan have bidraget 

til de seneste årtiers globale 

opvarmning, er i modstrid med 

den faglige viden på området. 

Størrelsen af den afkølende effekt 

er dog meget usikker. 

For det tredje, så indikerer 

mange forskellige målinger en 

vis stigning i Solens aktivitet i 

det 20. århundrede. Stort set hele 

denne stigning fandt dog sted i 

perioden fra 1900-1950. Herefter 

har alle relevante indikatorer for 

Solens aktivitet - inklusive den 

meget omtalte galaktiske kosmiske 

stråling - vist et ret konstant 

niveau bortset fra Solens almindelige 

cyklus på ca. 11 år. At 

foreslå en meget aktiv Sol som en 

væsentlig årsag til de seneste årtiers 

globale temperaturstigning 

holder altså heller ikke. 

Og sidst, så kan man faktisk 

ret præcist udregne størrelsen 

af klimapåvirkningen (altså den 

opvarmende effekt), der kommer 

som følge af højere koncentrationer 

af drivhusgasser. Her er der 

ikke tvivl om, at der specielt i 

anden halvdel af 1900-tallet har 

været tale om en ganske markant 

stigning i menneskeskabt 

påvirkning. Der har også været afkølende 

menneskeskabte effekter 

fra såkaldte aerosoler - altså 

små partikler, der udsendes fra 

kraftværker, ovne, motorer og lignende. 

Den samlede afkølende 

effekt fra aerosoler har modvirket 

noget af drivhusgassernes 

opvarmning. Størrelsen af afkølingen 

er usikker, men den har i 

mange områder været aftagende 

i de seneste 10-20 år på grund 

af filtre, katalysatorer og andre 

former for røgrensning. 

Så alt i alt er der altså faglige 

usikkerheder på en række af 

ovenstående områder, og man 

kan derfor ikke være fuldstændigt 

sikker i sin sag. Men der er 

enighed om, at variation i den 

naturlige drivhuseffekt har været 

en afgørende medspiller i næsten 

hele Jordens klimahistorie, 

og at mennesket tilsyneladende 

er inde og påvirke nogle helt 

fundamentale mekanismer. Med 

hensyn til drivhusgasserne kuldioxid 

(CO 2 ) og metan (CH 4 ) er 

koncentrationerne på blot 150 

år steget til niveauer, der ligger 

væsentligt over, hvad man har 

set i mindst 900.000 år og måske 

endda helt op til 2 millioner år. 

Da man kender strålingsfysikken 

for disse gasser særdeles godt, 

kan man også regne ud, at de 

høje koncentrationer giver et betydeligt 

opvarmende bidrag til 

vores planet. Dette burde ikke 

være kontroversielt set fra en fysikers 

vinkel. 

Men jeg forstår det stadig ikke 

helt. Af den globale opvarmning 

på 0,6 grader de seneste 130 år 

er hovedparten sket i perioden 

1920-40. Det betyder vel, at den 

menneskeskabte effekt har været 

minimal, ikke sandt? 

Naaaahh, det er ikke helt korrekt. 

Samlet har stigningen været på 

ca. 0,7 grader i et par etaper. 

Først skete der en stigning på ca. 

0,4 grader fra slutningen af 1800 

tallet til ca. 1945. Derefter fulgte 

et fald på ca. 0,1 grad frem til 

ca. 1975 og til slut en temperaturstigning 

på omkring 0,4 grader 

fra 1975 til nu. Med dagens 

viden, kan temperaturforløbet 

frem til 1975 karakteriseres som 

en kombination af flere effekter: 

Dels har vi at gøre med et naturligt 

klimafænomen relateret til 

variationer i varmetransporten i 

Atlanterhavet. Dette har primært 

haft effekt i de Arktiske egne. På 

den sydlige halvkugle har temperaturstigningen 

frem til 1975 

været mere jævn. 


Dels har vi som tidligere nævnt 

aftagende vulkansk aktivitet fra et 

højt (afkølende) niveau omkring 

og før år 1900 til et lavt niveau 

midt i 1900 tallet. 

Dels har der været tiltagende 

solaktivitet frem til 1950 og derefter 

et relativt konstant niveau, 

dog med normale ca. 11-årige 

variationer. 

Og sidst har vi en tiltagende 

menneskeskabt klimapåvirkning. 

Den relative betydning af de 

fire effekter, der altså tilsammen 

bragte klimaet i Nordeuropa og 

i de arktiske egne ud af den såkaldte 

”Lille Istid” er stadig genstand 

for faglige undersøgelser. 

Ifølge grundlæggende fysik er det 

dog sandsynligt, at menneskets 

aktiviteter har virket opvarmende 

allerede ret tidligt i 1900-tallet. 

Det er flere gange blevet antydet, 

at IPCC i tidligere rapporter 

har udelukket et naturligt bidrag 

til temperaturstigningen i første 

halvdel af 1900 tallet. Det er simpelthen 

forkert. 

Nu nævner du selv IPCC’s rapporter. 

Er det ikke sandt, at netop 

IPCC’s konklusioner i høj grad 

bygger på den stærkt omdiskuterede 

såkaldte Mann-kurve 

over temperaturforløbet på den 

nordlige halvkugle i det seneste 

årtusind? 

Nej, det er det ikke. Mann-kurven 

(figur 1) indgår sammen 

med mange andre tilsvarende 

rekonstruktioner som et vigtigt 

argument for, at man nu med 

stor sandsynlighed kan se den 

menneskelige påvirkning af klimaet. 

Men hvis du læser IPCC’s 

seneste hovedrapport, ser du, 

at dette blot er et enkelt blandt 

mange argumenter, hvor de vægtigste 

har en helt anden karakter, 

nemlig grundlæggende viden om 

klimaets fysiske forhold. 

Det er korrekt, at Mann’s kurve 

og metoden bag den stadig er 

genstand for faglig debat og diskussion. 

Der fremkommer hele 

tiden nye informationer, der dels 

understøtter, dels modbeviser 

kurvens detaljerede forløb. 

Det er ikke korrekt, som det 

ellers er blevet hævdet, at der nu 

er ved at være konsensus om, 

at Mann’s kurve er forkert. Der 

Figur 1. Den stærkt omdiskuterede Mann-kurve - kaldet Hockey-staven. Viser temperaturer baseret på en statistisk metode 

- udfra såkaldte ‘proxy’ klima-indikatorer, som for eksempel tykkelsen af vækst-ringe i træer, koraller, iskerner og historiske 

optegnelser 

side 28 • Vejret, 105, november 2005

findes en mængde forskellige 

rekonstruktioner af klimaudviklingen 

i de seneste 500-2000 år. 

Der synes i disse at være relativ 

enighed om følgende: 

For det første er temperaturen 

på hele den nordlige halvkugle 

og globalt set nu sandsynligvis 

højere end på noget andet 

tidspunkt i de seneste 1000 år. 

Udsagnet understøttes af flere af 

de undersøgelser, der har været 

kritiske over for Mann’s arbejde. 

For det andet har klimaændringerne 

både regionalt og 

specielt i Arktis været væsentlig 

anderledes og langt større end 

de globale ændringer. Middelaldervarmen, 

der blandt andet er 

beskrevet i historiske kilder fra 

Europa, synes således reel nok. 

I Grønland har temperaturerne i 

denne periode, dvs. på Erik den 

Røde’s tid, formentlig ligget over 

temperaturerne i dag. 

Hvad så med den såkaldte urbaneffekt 

- når nu vi er ved sammenligningerne 

med tidligere 

tider - kan den ikke have en 

betydning? 

Jo, det er rigtigt, at byer, veje, 

med videre giver en lokal opvarmning, 

så der normalt måles 

større temperaturstigninger ved 

by-stationer, end der gør ude 

på landet. Urbaneffekten er blevet 

undersøgt meget grundigt 

i talrige videnskabelige artikler, 

blandt andet i en ganske overbevisende 

artikel af David Parker i 

Nature i 2004. Der har i artiklerne 

været beskrevet flere forskellige 

metoder til at undersøge størrelsen 

af urbaneffekten. 

Undersøgelserne bygger på 

teoretiske overvejelser i kombination 

med sammenligning af 

målinger flere forskellige steder 

eller under forskellige vejrforhold. 

På basis af de videnskabelige 

arbejder er der generel enighed 

om, at den globale betydning 

af urbaneffekten er langt mindre 

end størrelsen af den reelle 

globale opvarmning på ca. 0,7 

grader nær ved jordoverfladen 

gennem de seneste 100 år. 

Hvad så med opvarmningen højere 

oppe i atmosfæren? Er der 

ikke et problem med, at opvarmningen, 

som klimamodellerne 

har forudsagt, ikke har fundet 

sted? 

Nej, det er efterhånden en gam- 

Figur 2. Klimamodellerne rekonstruerer faktisk temperaturforløbet ganske godt. Den sorte kurve er observeret global 

temperatur nær jordens overflade. De farvede er modelberegninger med forskellige europæiske klimamodeller over temperaturudviklingen 

i det 20. årh. 


mel diskussion, som ikke er særligt 

aktuel mere. Det er blandt 

andet fordi, målinger af temperaturen 

nogle kilometer oppe i 

atmosfæren i de seneste 5-10 

år viser mindst den samme stigningstakt 

som temperaturen ved 

overfladen. Det gælder også den 

type mikrobølgemålinger som 

professor John Christy - en af 

de store kritikere på dette punkt 

- benytter, og som der ofte henvises 

til. 

Et hovedproblem er, at Christy 

og andre kun har set på den korte 

periode med satellitdata, som 

omfatter kun lidt over 20 år, hvor 

en lang række naturlige processer 

får temperaturen til at udvikle sig 

forskelligt fra år til år ved overfla- 

Figur 3. Hurricane Isabel fra 2003. Foto fra NASA. 


den og oppe i atmosfæren. Efterhånden, 

som statistikken bliver 

mere robust med flere års temperaturmålinger 

ser ”problemet” 

ud til at blive reduceret. 

Det er blevet hævdet, at temperaturen 

oppe i atmosfæren 

ifølge klimamodellerne burde 

stige væsentligt mere end temperaturen 

ved jordoverfladen. 

Når vi ser på beregninger over 

fremtidens klima, så er det rigtigt, 

at temperaturen 2-10 kilometer 

oppe i atmosfæren generelt vil 

stige lidt mere end ved jordoverfladen. 

Ser vi på de aktuelle forhold, 

må vi tage hensyn til et 

aktuelt fænomen, der også har 

haft indflydelse på temperaturforløbet: 

Udtyndingen af strato- 

sfærens ozonlag. Denne udtynding 

giver et afkølende bidrag til 

atmosfærens temperatur, men 

ikke i samme grad til temperaturen 

ved overfladen. Når klimamodeller 

benyttes til at rekonstruere klimaudviklingen 

i det 20. århundrede, 

og man også tager hensyn 

til udtyndingen af ozonlaget, kan 

man faktisk i store træk genskabe 

den målte temperaturudvikling 

både ved overfladen og lidt oppe 

i atmosfæren (figur 2). 

Til sidst har jeg lige et par spørgsmål, 

som falder lidt ved siden af 

den foregående diskussion. 

Det er jo meget nærliggende i 

denne tid at spørge til det tiltagende 

antal tropiske orkaner, 

vi har set de seneste år. Er de et

esultat af de menneskeskabte 

klimaændringer, og hvordan vil 

de udvikle sig i fremtiden? 

Ja, den skulle jo næsten 

komme… Først og fremmest, så 

er der globalt set ikke en tydelig 

stigning i det samlede antal tropiske 

orkaner. Vi har set en del flere 

hurricanes - altså tropiske orkaner 

i Atlanterhavet og den østlige 

del af Stillehavet - i de seneste ti 

år end ellers. Men der har tidligere 

været perioder, hvor man har 

haft flere orkaner end normalt i 

dette område. Der er altså store 

naturlige variationer fra årti til 

årti. Det hænger meget sammen 

med variationer i havtemperaturerne. 

Varmere hav giver flere og 

kraftigere orkaner. . 

Men, hvis vi kun ser på de 

kraftigste orkaner - kategori 4 og 

5 - har nye undersøgelser påvist 

en markant stigning henover 

de sidste 20-30 år. Man kan så 

spørge, om det er global opvarmning, 

men det er svært at svare 

entydigt på, da der er en del 

modsatrettede effekter, som vi 

kun delvist har styr på. Dog ved 

vi, at havtemperaturerne i en del 

tropiske områder er steget gradvist 

med op mod 1 grad i løbet 

af de seneste 40-50 år som en 

del af den globale opvarmning. 

Pointen er, at havtemperaturerne 

er afgørende for, hvor kraftige 

orkanerne kan blive. Det er jo fra 

oceanerne, at energien til at drive 

orkanerne kommer. 

Min konklusion er, at vi kan 

ikke udelukke menneskeskabte 

klimaændringer som delvist parthaver 

i de mange kraftige orkaner 

de senere år. 

Er det rigtig, at vanddamp har 

større betydning for Jordens 

klima end kuldioxid? 

Ja, den er god nok, men også 

misvisende: Vanddamps bidrag 

til den naturlige drivhuseffekt er 

med en meget simpel beregning 

omkring dobbelt så stort som 

bidraget fra CO 2 . Atmosfærens 

evne til at indeholde vanddamp 

er dog afhængig af temperaturen. 

Hvis temperaturen stiger på 

grund af opvarmning fra for eksempel 

øget CO 2 , vil der begynde 

at komme mere vanddamp, og 

dermed vil vanddamps bidrag til 

drivhuseffekten øge. 

Temperaturen vil så stige 

yderligere, og man har en såkaldt 

positiv tilbagekobling. 

Vanddampen kan i det tilfælde 

siges at være en indirekte konsekvens 

af opvarmningen fra øget 

koncentration af CO 2 (og andre 

drivhusgasser). Ser vi på geologiske 

tidsskalaer har CO 2 normalt 

varieret med Jordens temperatur 

og det samme gælder formentlig 

vanddamp. 

Det hævdes nogle gange, at havniveauet 

slet ikke er stigende men 

derimod faldende. 

Ja, den har jeg også set i medierne, 

men det er direkte forkert. 

Det er dog korrekt, at vandstanden 

lokalt og regionalt varierer, 

og at man sagtens kan finde 

lokaliteter (f.eks. Maldiverne), 

hvor vandstanden har været 

aftagende de seneste par årtier. 

De regionale forandringer kan 

også ses på meget nøjagtige laserbaserede 

målinger fra satellit. 

Målingerne viser dog også helt 

entydigt, at den globale vandstand 

er stigende. Naturlige stig- 

ninger og fald i vandstanden fra 

årti til årti på en given lokalitet 

skyldes blandt andet variationer 

i oceanernes strømme og temperaturforhold. 

Hertil kommer 

mere langsigtede ændringer i for 

eksempel jordskorpens højde, 

der også kan give trends i den 

lokale vandstand. 

Og sidst - jeg har læst, at Kyotoaftalen 

kun kan reducere den 

fremtidige temperaturstigning 

med 0,07 grader celcius. Er det 

sandt? 

Det er rigtigt, at Kyoto-aftalen 

isoleret set og på kort sigt kun har 

ringe indflydelse på størrelsen af 

den globale opvarmning. Der er 

stor usikkerhed omkring de 0,07 

grader, og de gælder kun, når 

man ser på aftalens betydning 

frem til 2050. Det skal også bemærkes, 

at der i beregning af 

de 0,07 grader blandt andet er 

antaget, at der ikke foretages flere 

reduktioner efter 2010. 

På længere sigt vil effekten 

af Kyoto-aftalen vokse og blive 

langt større, når man ser ind i 

det 22. århundrede. Det gælder 

specielt, hvis man benytter instrumenterne 

bag Kyoto-aftalen 

med henblik på relativt hurtige 

yderligere reduktioner efter 2010. 

Problemet er, at effekten af reduktioner 

nu, først vil kunne ses om 

meget lang tid, og at der allerede 

nu ”er lagt meget brænde på bålet”. 

Det er i forbindelse med 

forhandlinger om for eksempel 

Kyoto afgørende at forstå klimasystemets 

meget langsomme 

reaktion på formindskelser af udslip 

af drivhusgasser her og nu. 

Redigeret af Bjarne Siewertsen 


NAO-indeks og årstidsvariation i 

temperatur 

Af Niels Woetmann 

Nielsen, DMI 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

� �� 

� �� 

� �� 

� �� 

� �� 

� �� 

� �� 

� �� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

Reference 

�� 

�� 

�� 

�� 

��

Spørgsmål og svar 

Svovlregn af fyrrepollen? 

Eigil Holm fra Gedved har skrevet 

til Vejrets redaktion på vejret. 

redaktionen@gmail.com 

Den 19. juli fløj jeg fra St. Petersborg 

til København først på 

eftermiddagen. Over Østersøen 

iagttog jeg et ejendommeligt 

fænomen, der bestod i gullige 

partier, der dannede mønstre 

på vandet; de mindede lidt om 

bjerge. Mønstrene dækkede adskillige 

kvadratkilometer. 

Jeg fotograferede fænomenet 

fra ca. 10 kilometers højde. De 

gullige partier var gennemskåret 

af lange, lige linier, der mindede 

om forkastninger. Jeg fik forklaringen, 

da jeg så, at hver lige linie 

endte i et skib. Linierne var altså 

kølvandsstriber. 

Linierne overbeviste mig om, 

at mønstrene ikke skyldtes plankton, 

for det forekommer i adskillige 

meters dybde og vil næppe 

forstyrres så meget af et skib, at 

det kan ses fra luften. Derimod vil 

linierne fremkomme, hvis mønstret 

dannes af noget på selve 

vandoverfladen. 

Jeg kan kun tænke mig én 

forklaring på fænomenet, nemlig 

pollen fra fyrreskove. Fyrrepollen 

har to luftsække på hver side af 

selve pollenkornet, og derfor kan 

pollenet ligge længe på vandet, 

inden det synker. Svovlgult overtræk 

på vandoverfladen, den såkaldte 

svovlregn ses undertiden 

ved danske kyster. Her er der med 

sikkerhed tale om fyrrepollen. 


Kan der være tale om andre 

forklaringer end den, jeg foreslår? 

Eigil Holm 

Peter Viskum Jørgensen, Ph.D. 

fra DMI svarer: 

Tak for billedet; jeg beklager, 

men det har intet med pollen 

at gøre. 

Jeg kan med sikkerhed sige 

dig, at det er phytoplankton, 

nærmere bestemt blå-grøn alger 

af typen Nodularia Spumigena/ 

Cyano-bakterie. 

Disse har den specielle egenskab, 

at de selv kan flyde op til 

vandoverfladen og lægge sig der 

og fixere næringsstoffer (nitrogen) 

fra luften. 

De små havstrømme og overfladebevægelser 

gør, at de flyder 

sammen til de mange aflange 

Phytoplankton i Østersøen. Foto Eigil Holm 

gul-grønlige striber, kaldet filamenter. 

Algerne ses næsten hvert år 

i Østersøen i juli og august i 

perioder med stille og solrigt vejr, 

og de dækker ofte meget store 

områder. 

De kan faktisk ses fra satellit 

800 km ude i rummet ! 

Ind imellem når de helt ind 

i vores del af Østersøen, Køge 

Bugt og Øresund. 

Ligeså snart det begynder at 

blæse mere igen, bliver de blandet 

ned i vandsøjlen, men de 

forsvinder ikke. 

Disse alger er også specielle 

fordi nogle af dem er giftige. 

Hos mennesker giver algerne 

kun diaré ved indtagelse, men 

det er rapporteret, at små hunde 

på Gotland og Øland er døde af 

disse “dræber-alger”. 

med venlig hilsen, Peter

Anmeldelse: 

På jagt efter vejret - en aktivitetsbog 

Af Lea Siewertsen 

Af: Jesper Theilgaard 

Illustrationer: Jesper Tom-Petersen 

På jagt efter vejret - en aktivitetsbog 

DR-forlag 

ISBN: 87-7953-642-5 

Pris: 179,95 kr. 

DR-meteorologen Jesper Theilgaard 

har skrevet en ny bog 

om vejret. Bogen kan bruges på 

mange forskellige måder. 

Som forældre kan man sammen 

med sine børn læse bogen, 

tale om fænomenerne og udføre 

forsøgene hjemme. Ingen af forsøgene 

kræver nemlig andet end 

ting, man ofte har i hjemmet, 

som f.eks. plastikvandflasker, 

linealer og lignende. På den 

måde kan man styrke sit barns 

forståelse af vejrfænomener i 

Danmark. 

Som lærer kan man bruge 

bogen til undervisning i 0. til 

6. klasse. I 0. til 3. klasse kan 

man bruge den som inspiration 

til oplæg og forsøg om 

vejret. I 4. til 6. klasse kan 

eleverne selv bruge den som 

elevbog. Bogen er derfor et 

godt redskab til natur og 

teknik-læreren i forbindelse 

med opfyldelsen af relevante 

trinmål i faget. 

Bogen indeholder følgende 

overordnede emner: 

Solen; temperatur; fugtig- 

hed, skyer og regn; sne og is; 

vind; verdenshjørnerne; lys og 

lyd; tordenvejr og lufttryk. Derudover 

har man mulighed for at 

lave sin egen vejrstation og man 

får inspiration til at lave en vejrdagbog. 

Bogen har en logisk opbygning, 

og så er den indbydende og 

nem at gå 

til, både for børn og voksne. 

Illustrationerne er gode og 

illustrerer fænomenerne og forsøgene 

godt. Sammen med teksten, 

der er letlæselig, udgør de 

et samlet hele, der går godt i 

spænd. 

Sammenlagt er det en rigtig 

god og brugbar bog, der givetvis 

vil appellere til mange. 


Anmeldelse: 

Når Jorden hvisker sit navn 

Af Lea Siewertsen 

Forfatter: Jytte Grådal 

Illustrationer: Lis Kohl 

Når Jorden hvisker sit navn 

Forlag: Attika 

Pris: pr. stk.: 98 kr. Hele serien: 

325 kr. 

Når Jorden hvisker sit navn, er 

en serie af mindre hæfter, om 

forskellige naturvidenskabelige 

fænomener sat ind i nogle meget 

underfundige fortællinger. Forfatteren 

Jytte Grådal er pædagog, 

lyriker og museumsassistent på 

Fur Naturhistoriske Museum. 

Hun har udviklet sin formidlingsform 

gennem sit arbejde på 

museet med de skoleklasser der 

har besøgt stedet. Senere hen, 

er det så blevet til disse hæfter, 

hvor til Lis Kohl bidrager med 

sine hovedsageligt abstrakte illustrationer. 

Fortællingerne henvender 

sig primært til børnehaver 

og børnehaveklasser. 

Historierne tager udgangspunkt 

i forskellige emner: Dinosaurer, 

urhavet, vulkaner, blæksprutter 

og Danmark. Man skal 

dog ikke forvente at få en faktuel 

gennemgang af det pågældende 

emne. Derimod får man en fantasifuld 

historie, der sikkert vil 

fænge målgruppen. Dette er på 

en gang historiernes styrke og 

svaghed. Fordelen er, at historierne 

sikkert vil appellere til 

børnenes fantasi, ulempen er at 

fakta og fiktion blandes, således 


at det vil være svært for børn at 

skelne, hvad der er hvad. I forlængelse 

heraf, kan man spørge, 

hvad målet med hæfterne er? Er 

det oplysning, eller er det ”bare” 

at give en god historie. Ved at 

vælge en blanding af de to, som 

forfatteren gør, taber man det 

naturvidenskabelige indhold og 

bidrager til opbygningen af forestillinger, 

hos børnene, der ikke 

har hold i virkeligheden. 

Bøgerne kan købes via forlaget: 

attika@attika.dk

Den glemte skyforsker 

Af Anneli Fuchs, Danmarks 

Kunstbibliotek 

Der findes næppe mange, der 

forbinder en truende tordensky 

med navnet Philip Weilbach – 

en flittig sekretær og bibliotekar 

ved Kunstakademiet i København 

fra 1883 til 1900. Om end 

de siden er gået i glemmebogen 

har Weilbach sat sig varige spor 

inden for skyforskningen. 

Der er måske nogle, der mener, 

at det i et større perspektiv 

ikke er så væsentligt, hvem 

der opdagede hvad, eller 

hvem der fandt på eller 

gjorde noget først. Det er 

resultaterne, ikke ophavsmanden 

(m/k), der tæller. 

Men for de fleste mennesker 

– i særdeleshed for videnskabsfolk 

– er det vigtigt 

at få anerkendelse for 

veludført arbejde. Denne 

artikel handler om et overset 

bidrag til dansk meteorologi 

og om en person, som 

aldrig er blevet kendt for sin 

indsats. 

Det drejer sig om Philip Weilbach, 

som var sekretær og bibliotekar 

på Kunstakademiet i 

København fra 1883 til sin død 

i 1900. Akademieleverne kaldte 

ham Philip Fejlsnak og morede 

sig over ham, fordi han kludrede 

med ordene. Andre opfattede 

ham som indbegrebet af det 

selvhøjtidelige akademi, når han 

stift og formelt afgav beretning 

ved den årlige udstillingsåbning. 

Men han var også kendt for at 

være en venlig og myreflittig 

mand. Ud over at passe sine 

officielle pligter indsamlede han 

oplysninger om danske kunstnere 

ved at grave i arkiverne og 

skrive rundt til kunstnerne, deres 

familie eller bekendte. Hermed 

lagde han grunden til Weilbachs 

Philip Weilbach (1834-1900). Foto 

udlånt af Det Kongelige Bibliotek. 

Arkiv og til udarbejdelsen af flere 

udgaver af det danske kunstnerleksikon, 

som stadig bærer hans 

navn. Han skrev også kunstkritik 

og kunsthistoriske værker, bl.a. 

den første monografi om maleren 

C.W. Eckersberg. 

På sporet af en skyforsker 

Men var Weilbach også skyforsker? 

Interesserede han sig for 

meteorologi? Disse spørgsmål 

blev pludselig aktuelle, da der for 

nylig kom en henvendelse fra en 

tysk forsker til Danmarks Kunstbibliotek 

(tidligere Kunstakademiets 

Bibliotek). Ingen havde 

nogensinde hørt om eller læst, 

at Weilbach skulle have været 

involveret i noget sådant. 

Opslag i hele tre forskellige 

udgaver af Dansk Biografisk 

Leksikon gav heller ikke 

resultat. Alle havde ham 

med, men intet var nævnt 

om de skystudier, den tyske 

forsker havde henvist til. 

Det lykkedes dog på nettet 

at finde et ældre svensk leksikon, 

hvoraf det fremgik, at 

Weilbach i Meteorologisk 

Instituts årbog for 1880 

havde offentliggjort artiklen 

Nordeuropas Skyformer 

og deres Inddeling fremstillet 

til Vejledning ved Iagttagelsen 

af Skyhimlen. Ifølge leksikonet 

skulle artiklen være ledsaget af 

12 tegninger af skyer udført af 

ham selv. 

For en kunsthistoriker lød det jo 

spændende, ikke mindst fordi 

der for tiden er stor interesse for 

skyer i kunsten. For nogle år siden 

blev udstillingen Himlens spejl 


Planche med tegninger af Philip Weilbach fra den franske udgave af hans artikel om Nordeuropas skyformer i årbogen 

for 1880 fra det franske meteorologiske institut. Øverst til højre ses Cumulonimbus. 

– Skyer og vejrlig i dansk maleri 

1770-1880 vist på en række museer 

i Danmark. Og i efteråret 

har en tilsvarende, men bredere 

anlagt, udstilling af skybilleder 

turneret i Tyskland. Udstillingen, 

som nu er kommet til Schweiz, 

hedder Wolkenbilder – Die Entdeckung 

des Himmels. 

I begge tilfælde har der været 

mest fokus på kunstnere fra første 

halvdel af 1800-tallet. Det vil 

sige kunstnere som Eckersberg, 

Købke, J.C. Dahl, Constable, 

Turner og Friedrich, hvis skystudier 

er blevet kædet sammen med 

tidens naturvidenskab, navnlig 

englænderen Luke Howards sky- 


formationslære. Luke Howard 

var den første, der kategoriserede 

skyerne og gav dem latinske 

navne. Han inspirerede ikke kun 

malerne, men også filosoffer og 

forfattere, Goethe til eksempel. 

Skyforskningens barndom 

Da det lykkedes at finde frem 

til årbogen og en fransk udgave 

med yderligere fire tegninger, viste 

det sig, at tegningerne var 

alt andet end spektakulære. Selv 

om Weilbach brugte nogle af de 

samme tricks som kunstnerne, 

såsom at lade skyhimlen fylde 

det meste af billedfladen hen 

over et antydet landskab nederst 

i billedet, virker hans tegninger 

pertentlige, simple og egentlig 

ret amatøragtige. Sammenlignet 

med kunstnernes skystudier er 

der intet smukt og æstetisk behagende 

ved dem. Men måske var 

det netop derfor, Weilbach blev 

internationalt kendt blandt samtidens 

skyforskere. Før fremkomsten 

af gode fotografiske billeder 

ønskede meteorologerne nemlig 

ikke kunstneriske fremstillinger 

af skyer, men fremstillinger der 

gengav typiske eksempler på de 

forskellige skyformer. Fremstillingerne 

skulle helst være en mellemting 

mellem et billede og et 

diagram.

Vilhelm Kyhn: Optrækkende tordenvejr over jydske bakker. 1879. Kyhn (1819-1903), som overvejende beskæftigede sig 

med landskabsmaleri, havde fået undervisning af C.W. Eckersberg, da han gik på Akademiet. 

Randers Kunstmuseum. Foto: Finn Larsen. 

De rigtige meteorologer var 

nemlig også begyndt at interessere 

sig for skyer. Deres arbejde 

kom dog først for alvor i gang 

i 1870’erne efter oprettelsen af 

meteorologiske institutter i flere 

lande og etableringen af internationale 

meteorologiske kongresser. 

En af de førende inden for 

skyforskningen var svenskeren 

Hugo Hildebrand Hildebrandsson 

fra universitetet i Uppsala. 

I 1879 udgav han et skyatlas 

udelukkende illustreret med fotografier, 

det første skyatlas med 

fotografier nogen sinde. I 1890 

udgav han sammen med meteorologerne 

W. Köppen og G. 

Neumayer fra Hamburg endnu et 

skyatlas, denne gang både med 

reproduktioner af malerier og fotografier. 

De første fotografier af 

skyer havde vist sig ikke at være 

helt tilfredsstillende i gengivelsen 

af de forskellige skyformer. 

Weilbach i fint selskab 

For meteorologerne handlede det 

om at finde frem til en endegyldig 

skyklassifikation, der kunne 

anvendes i alle lande. På den 

3. internationale kongres, som 

fandt sted i München i 1891, 

besluttede man at udnævne 

1886/87 til skyår. Meningen var, 

at der skulle indsamles observationer 

over hele verden til sammenligning 

og videre studier. For 

at være sikker på, at man talte 

om det samme, når man beskrev 

skyerne, havde man brug for et 

nyt, autoritativt og internationalt 

anerkendt skyatlas. Der blev oprettet 

en kommission, der skulle 

forberede udgivelsen af et sådant 

atlas, og Hildebrandsson blev 

udnævnt til formand. 

En enkelt dansker kom med i 

kommissionen – og det var såmænd 

Weilbach. Selvom Weilbach 

meget tidligt var i kontakt 

med Hildebrandsson, er det 

alligevel bemærkelsesværdigt, 

at han som lægmand blev inddraget 

i den internationale atlaskommission. 

Tilsyneladende var det især Weilbachs 

indsats i forbindelse med 

fremstillingen af videnskabeligt 

brugbare gengivelser af skyer, der 

blev påskønnet af Hildebrandsson 

og andre meteorologer. Da 

Hildebrandsson, Köppen og 

Neumayer udgav deres skyatlas i 

1890, havde de konsulteret Weilbach 

i arbejdet med at fremstille 


gode illustrationer. Det fremgår 

af indledningen i atlasset, at billederne 

af skyer i nogle tilfælde 

var blevet revideret efter hans 

forslag. På den baggrund er det 

forståeligt, at han i atlas-kommissionen 

blev bedt om at indgå 

i den gruppe, der skulle finde 

og udvælge illustrationer til det 

nye atlas. 

Navn på tordenskyen 

Mellem 1891 og 1894, hvor der 

igen blev afholdt en international 

kongres, cirkulerede et stort 

antal originale tegninger, lystryk 

og fotografier med post mellem 

medlemmerne af gruppen. Ud 

over at tage stilling til de rundsendte 

billeder bidrog Weilbach 

selv med tegninger eller rettere 

med pasteller (i et brev til ham 

beklager Hildebrandsson sig 

over, at de smitter af og er vanskelige 

at håndtere). Også disse 

blev rundsendt. Ved kongressen, 

som fandt sted i Uppsala i august 

1894, blev over 300 forskellige 

billeder hængt op i en udstilling. 

Weilbach var med til udvælgelsen 

af billeder til atlasset, som 

udkom i 1896. 

Der var en anden grund til, at 

Weilbach blev inviteret med til 

kongressen. Forud for udgivelsen 

af atlasset skulle man nemlig nå 

til enighed om klassifikationen af 

skyer og navngivningen af dem. 

Selv om Luke Howard havde lagt 

grunden til et enkelt system med 

brug af latinske betegnelser for 

skyformerne, havde de efterfølgende 

givet anledning til stor diskussion. 

Forslag om andre betegnelser 

var blevet fremført fra flere 

sider. Weilbach havde bidraget 

til diskussionen med sin artikel 

i årbogen og en anmeldelse i et 


tysk tidsskrift af englænderen W. 

Clement Ley’s Note on a proposed 

scheme for observation of 

the upper clouds fra 1882. Han 

havde selv for nogle skyformers 

vedkommende foreslået andre 

betegnelser. En af dem var “Cumulonimbus”. 

Betegnelsen Cumulonimbus går 

igen på den liste over skytyper, 

der er anerkendt inden for moderne 

meteorologi. Den angiver 

en skyform, som ses i forbindelse 

med torden eller kraftige regnskyl. 

Den tårner sig voldsomt op 

i højden, er ofte meget mørk og 

kan derfor virke meget overvældende. 

Som anført i Hildebrandsson, 

Köppen og Neumayers skyatlas 

fra 1890 var Weilbach den 

første, der brugte betegnelsen 

Cumulonimbus om netop denne 

skyform. 

En plads i meteorologien 

Inden for meteorologien har 

fotografier og satellitbilleder for 

længst erstattet tegnede eller 

malede skybilleder. Weilbachs 

billeder, som forekommer naive 

i dag, er da også kun interessante 

fra et videnskabshistorisk 

synspunkt. Men hvad med hans 

bidrag til skyklassifikationen? 

Klassifikationen, som senest blev 

revideret i 1930, ligger fast og beskæftiger 

ikke nutidens meteorologer. 

I dag handler det bl.a. om at 

undersøge, hvor store mængder 

af is og vand, skyerne indeholder, 

for derved at øge forståelsen af de 

enorme skysystemer, der cirkulerer 

omkring Jorden og påvirker 

det globale klima. Det fortæller 

professor Graeme L. Stephens fra 

Colorado State University, en af 

USA’s førende meteorologer, i 

sin artikel The Useful Pursuit of 

Shadows. Men navnene bruges 

hver dag af meteorologer og meteorologiske 

institutter over hele 

verden. Stephens bringer listen 

over skyerne med en henvisning 

til deres “ophavsmand”. Den tiende 

er: “Cumulonimbus (Weilbach, 

1880).” 

Philip Weilbach har altså sat sig 

et varigt spor inden for skyforskningen. 

Denne kendsgerning 

burde nok kunne give ham en 

plads i dansk meteorologi. 

Om forfatteren 

Anneli Fuchs er Mag.art. i kunsthistorie 

og videnskabelig medarbejder 

på 

Danmarks Kunstbibliotek. 

Tlf.: 33 74 48 16 

E-mail: afu@kunstbib.dk 

Hjemmeside: 

www.kunstbib.dk 

Videre læsning: 

Graeme L. Stephens: The Useful 

Pursuit of Shadows. American 

Scientist, vol. 91, no. 5, 2003. 

Richard Hamblyn: The Invention 

of Clouds. How an Amateur Meteorologist 

Forged the Language 

of the Skies. Farrar, Straus and 

Giroux 2001. 

Bogen handler mest om Luke 

Howard, men Weilbach nævnes 

i en omtale af moderne skyklassifikation. 

Danmarks Meteorologiske 

Institut har et tema på hjemmesiden 

www.dmi.dk om skyer: 

“Kend din sky”: 

www.dmi.dk/dmi/index/viden/ 

temaer/kend_din_sky.htm

René Descartes 

En stor filosof, en ukendt meteorolog 

Af Erik Rasmussen 

Dette er fortsættelsen på Erik 

Rasmussens historie om René 

Descartes. Hvis du ikke har læst 

første del, så finder du den i 

Vejret 104. 

... 

(7) Om Storme, lyn, og alle andre 

former for ild der flammer på 

himlen 

Syvende afsnit af Les Météores 

handler om dannelse af storme, 

herunder tyfoner, lyn, torden og 

beslægtede himmelfænomener. 

Kapitlet er underholdende læsning 

med sine stedvise barokke 

forklaringer på en række vigtige 

vejrfænomener, men sammenlignet 

med det følgende om 

regnbuen, virker det noget gammeldags 

og stærkt præget af den 

aristoteliske tradition. 

Descartes starter sine overvejelser 

af denne gruppe fænomener 

på følgende måde: 

”...Desuden, det er ikke alene 

når skyerne opløses til dampe, 

at de forårsager vind. De kan 

også undertiden synke ned så 

pludseligt, at de derved presser 

voldsomt på al luft under 

dem og omdanner denne til en 

meget voldsom, men kortvarig 

vind som den, der dannes, når 

man løfter et udspændt sejl 

et lille stykke op i luften for 

derefter at lade det falde fladt 

ned mod jorden. En sådan vind 

indtræder næsten altid før kraftig 

regn... Men hvis den nedsynkende 

sky er meget tung 

og af stor udstrækning (som 

lettere kan være tilfældet ude 

over oceanerne end andre steder, 

fordi dampene hér er mere 

jævnt fordelt...) vil dette ufejlbarligt 

forårsage en storm som 

er større...og det er på denne 

måde, tror jeg, at de tyfoner 

dannes, som er så frygtede af 

sømænd på deres store rejser, 

specielt lidt forbi Kap det Gode 

Håb;...” 

Efter en lidt nærmere diskussion 

af tyfoner, i hvilken forbindelse 

han også kommer ind på fænomenet 

Sct. Elmsild, giver Descartes 

sig i kast med at udvikle en 

teori for lyn, torden og beslægtede 

fænomener. Vi lader igen 

Descartes tale for sig selv: 

Figur 8. Figuren viser to skylag, et øvre 

A og et nedre B. For nærmere forklaring 

se teksten. 

”...Men hvad angår storme, 

som er ledsaget af torden, tordenkiler, 

hvirvelvinde og lyn, og 

som jeg lejlighedsvis har oplevet 

på land, så tvivler jeg ikke 

på, at de skyldes den kendsgerning 

at der findes så mange 

skyer ovenover hinanden, så 

at der somme tider sker det, 

at de øverste pludseligt falder 

ned på de nederste. Hvis f.eks. 

de to skyer A og B (se Figur 8) 

kun består af meget let (flygtig) 

sne, så vil der være varmere 

luft omkring den øverste, A, 

end omkring den nedre, B; og 

det er klart at denne varme luft 

omkring A kan kondensere og 

dermed gradvis øge dens vægt, 

på en sådan måde at de højestliggende 

skypartikler som først 

vil begynde at falde, vil skubbe 

eller trække en mængde andre 

med dem og således alle, med 

stor støj vil falde ned på den 

nederste sky...” 

Efter denne lidt primitive forklaring 

på torden, hvorefter denne 

nærmest er at sammenligne med 

den støj, vi hører, hvis vi kaster 

en håndfuld småsten på et bliktag, 

vender Descartes sig til en 

række, ifølge ham, beslægtede 

fænomener. Det er interessant, 

hvordan arven fra Aristoteles tydeligt 

skinner igennem derved, 

at Descartes, som Aristoteles, 

opfatter hvirvelvinde som fænomener 

af samme type som lyn, 

torden og tordenkiler. Descartes 

forklarer: 


”…Hvad angår forskellene mellem 

lyn, hvirvelvinde og tordenkiler 

afhænger disse kun af, 

hvilke slags uddunstninger, der 

befinder sig mellem to skyer, 

og på hvilke måde den øverste 

falder ned på den nederste. Thi, 

hvis der her er meget varmt 

og tørt, således at dette mellemrum 

indeholder en mængde 

meget flygtig og særdeles letantændelig 

uddunstning, så vil, 

uanset hvor lille den øverste 

sky måtte være, eller uanset 

hvor langsomt den synker ned, 

denne øvre sky ved at sammenpresse 

luften mellem sig selv 

og den nedre sky forårsage et 

lynglimt, dvs. en let flamme 

som øjeblikkelig slukkes ...På 

den anden side, hvis der ikke 

er brændbare uddunstninger 

tilstede i luften, kan vi høre 

torden, uden at dette giver anledning 

til lyn. Og, når dele 

af den øvre sky falder stykvis 

efter hinanden, vil dette næppe 

forårsage lyn eller torden; men 

når den falder på een gang og 

hurtigt nok, kan den forårsage 

hvirvelvinde samt tordenkiler.” 

På Figur 9a og 9b er skitseret 

to skylag (skyer), A og B, der 

omslutter et skyfrit område, E. I 

det tilfælde, hvor det øvre skylag 

synker ned, vil luften i E presses 

ud, enten gennem en af siderne 

som antydet på Figur 9a (ved G), 

eller bryde ud forneden som vist 

på Figur 9b (ved F). Descartes 

beskriver det videre forløb på følgende 

måde: 

”..og når den (luften) således har 

splittet denne sky, bevæger den 

sig med stor kraft nedad mod 

jorden, hvorfra den atter stiger 

til vejrs med en drejende bevægelse, 

fordi den modstand, den 

møder til alle sider, forhindrer 

den i at fortsætte sin retlinede 

bevægelse...Og således dannes 

en hvirvelvind, som, forudsat at 

luften ikke indeholder dunster 

parat til at blive antændt, ikke 

vil være ledsaget af lyn eller 

tordenkiler. Men hvis sådanne 

findes, vil de alle koncentreres 

og, sammen med luften, med 

voldsom kraft blive stødt ned 

mod jorden og på denne måde 

danne en tordenkile.” 

Bemærk Descartes’ anvendelse 

af betegnelsen ”tordenkile”. 

Det fremgår af det følgende, at 

Descartes med dette ord dels 

tænkte på det fænomen, som 

vi i dag i dansk sammenhæng 

forstår ved et ”almindeligt lynnedslag”, 

men tillige også, og i 

overensstemmelse med datidens 

tankegang, på ”en meget hård 

sten”. Denne dobbelttydige betydning 

af ordet ”tordenkile” er 

ret almindelig på engelsk, hvorimod 

man på dansk også rent 

sprogligt skelner mellem de to 

fænomener. På dansk brugtes betegnelsen 

”tordenkile” før i tiden 

om en sten, ofte et fossil eller 

et flinteredskab (flintøkse eller 

flintdolk), som ifølge folketroen 

forårsagede de ødelæggelser, 

som eksempelvis et flækket træ, 

man observerede i forbindelse 

med lynnedslag, Skønt de fleste 

nutildags næppe kender til dette 

begreb, har tordenkiler ikke desto 

mindre op gennem historien og 

så langt tilbage, vore skriftlige 

kilder rækker, været genstand for 

utallige spekulationer (se VEJRET 

nr. 98 (februar 2004) og nr. 99 

Figur 9. Venstre figur a) Figuren illustrerer, hvorledes brændbare dunster ved E, fanget mellem de to skylag A og B, presses ud 

til siden (ved G) i forbindelse med, at det øverste skylag A synker (falder) ned. Højre figur b) Samme situation som illustreret 

i Figur 9a, blot med den forskel, at de brændbare dunster undslipper ved punktet F (se tekst for yderligere forklaring). 

side 42 • Vejret, 105, november 2005

(maj 2004)). Også Descartes 

beskæftigede sig ret indgående 

hermed som antydet af nedenstående; 

en forklaring, som i øvrigt 

ikke adskiller sig væsentlig 

fra tilsvarende klassiske, stammende 

fra autoriteter som Aristoteles 

og Lukrets: 

”...Og disse tordenkiler kan 

brænde folks klæder og svide 

deres hår uden at skade deres 

legemer, såfremt disse dunster, 

der som reglen lugter af 

svovl, er glatte og olieagtige, i 

hvilke tilfælde de forårsager en 

let flamme, som kun påvirker 

stoffer, som let antændes. På 

den anden side kan den [tordenkilen] 

brække et ben uden 

at skade kødet, eller smelte et 

sværd uden at skade skeden, 

hvis disse dunster, som er uhyre 

flygtige og gennemtrængende, 

alene består af flygtige salte eller 

syrer; i dette tilfælde påvirker 

de på ingen måde de legemer, 

der lader dem passere uhindret, 

medens de på den andens side 

afsvider og opløser alle de legemer, 

der yder modstand, på 

samme måde som vi ser, at syre 

opløser de hårdeste metaller, 

men ikke påvirker voks. Endelig, 

en tordenkile kan undertiden 

omdannes til en meget 

hård sten, som sønderbryder 

og splintrer alt, den møder, 

såfremt der blandt disse meget 

gennemtrængende dunster 

findes nogle af de andre glatte 

olie- og svovlagtige...” 

Descartes kommer i denne sammenhæng 

også kort ind på det 

omstridte emne, vi dag kalder 

”vejrmodifikation”. Mange meteorologer 

ser med forskellige 

begrundelser med stor skepsis 

herpå, men forsøg på at påvirke 

vejret har ikke desto mindre fundet 

sted i århundreder og finder 

stadig sted. Descartes skriver 

herom: 

”Endelig kan det ikke afvises, 

når folk påstår, at høje lyde som 

f.eks. klokkekimen eller kanontorden 

kan mindske faren for 

tordenkiler, idet lydene bidrager 

til, at den nederste sky [se Figur 

9a og 9b] opløses og falder ned 

derved, at lyden ryster de snepartikler 

som den består af...” 

Uanset Descartes formål var at 

placere meteorologien på et fast, 

fornuftpræget grundlag af den 

type, som vi i dag vil kalde videnskabeligt, 

er han i visse sammenhænge 

offer for, hvad kun 

kan betegnes som meteorologisk 

overtro at værste skuffe, som når 

han støtter op om den antagelse, 

at det kan regne med med hvad 

der synes at være mælk, blod, 

kød eller forskellige smådyr. Til 

hans undskyldning kan tjene, at 

en sådan opfattelse ikke var ualmindelig 

på denne tid. Således 

kan man i en i England meget udbredt 

bog, ”A Goodly Gallerye”; 

WILLIAM FULKE’S BOOK OF 

METEORS” fra 1563 i afsnittet Of 

monstruous or prodigious rayne 

læse følgende om disse specielle 

nedbørformer (jeg overlader læseren 

fornøjelsen selv at oversætte 

det gamle Elizabethanske 

engelske): 

“Hetherto we haue made mention 

only of naturall rayne, and 

that which is common whiche 

no man doth marueile at. But 

ther is somtime such rain, that 

worthely may be wondred at, 

as when it raineth, wormes, 

frogs, fishes, blood, milke, 

flesh, stones wheat, iron, waol, 

brick and quicksiluer.” 

Fulke er ikke forfalden til overtro, 

men angiver i “A Goodly 

Gallerye”, hvad han kalder 

“naturlige forklaringer” til disse 

spektakulære nedbørformer (i 

modsætning til at henvise dem 

som mirakler fra Gud). Det vil 

føre for vidt at komme ind på 

alle de fascinerende forklaringer, 

men et par enkelte skal nævnes, 

som f.eks: 

”...Wormes and frogges may 

thus be generated, when fat Exhalations 

ar drawen vp into the 

ayre by a temperature of whott 

and moist, such vermyn may be 

generated in the ayr, as they are 

on the earth, without copulation 

of male and female…” 

“...Exhalations that be earthy 

and drawne out of claye, haue 

muche grosse substaunce in 

them, which gatherd together, 

and by gret heat burned in the 

clouds, make brick, which is no 

great meruayle.” 

Det er dog ikke enhver historie, 

Fulke tager for gode varer, som 

det fremgår af følgende: 

”It raineth flesh, when great 

quantitie af bloud being drawen 

vp, it is clottered together and 

semmeth to be flesh. Auicen 

sayeth that a whole calfe fel 

out of the aire, and some would 

make it credible, that of vapours 

and Exhalations with the power 

of the heauenly bodies, concurring, 

a calf, myght be made in 

the cloudes. But I rather thynke, 

that this calfe was taken vp in 


som storm of whirlewynd, and 

so let fall again, then agree to so 

monstruous a generation.” 

I Descartes’ udgave bliver det 

til: 

”Og i betragtning af, at der 

findes dunster af mange forskellige 

slags, finder jeg det på 

ingen måde umuligt, at skyerne 

ved at sammenpresse disse undertiden 

herudfra kan danne et 

stof, som, udfra dets farve og 

konsistens, forekommer at være 

mælk, blod eller kød, eller, i det 

tilfælde at det brændes antager 

en form, således at vi opfatter 

det som jern eller sten; og 

endelig, hvis det fordærves, på 

meget kort tid avler visse små 

dyr...” 

(8) Om regnbuen 

Descartes skrev som allerede 

nævnt Les Météores som én af 

tre afhandlinger til illustration af, 

at man gennem hans ny fornuftsbaserede 

metode og ved hjælp af 

rationel tænkning kunne nå frem 

til en sikker erkendelse af naturen 

og dens væsen. Men medens 

han, ikke mindst i afhandlingen 

om geometri, introducerede en 

række banebrydende ideer, der 

den dag i dag fremstår som nogle 

af matematikkens grundpiller, så 

er hans meteorologiske teorier, 

som de beskrives i de første syv 

afsnit af Les Météores, så langt 

fra det alternativ til Aristoteles’ 

totusinde år gamle spekulationer, 

som Descartes tilsigtede. 

Men så, i ottende afsnit, rejser 

Descartes sig som en Fugl Fønix 

af de foregående afsnits meteorologiske 

aske, og præsenterer her 

en næsten fuldstændig forklaring 

på et fænomen, der havde opta- 


get lærde, herunder Aristoteles 

selv, gennem totusinde år, nemlig 

regnbuen. 

Som allerede nævnt blev Descartes 

ansporet til studiet af 

regnbuen gennem et usædvanligt 

optisk fænomen, iagttaget 

i Rom den 20 marts 1629, og 

hvoraf en skitse er vist på fig. 

2 (Vejret 104). Inden vi giver 

ordet til Descartes selv, skal jeg 

kort nævne nogle ganske enkelte 

træk af regnbuens lange historie, 

fra buen første gang nævnes i 

de gamle sumeriske tekster og 

senere i Det Gamle Testamente, 

ifølge hvilket HERREN satte buen 

på himlen som tegn på, at der 

ikke skulle komme en ny syndflod. 

Med grækerne forlod vi myternes 

verden, og Aristoteles op- 

fattede regnbuen som et ufuldkomment 

spejlbillede af solen, 

dannet ved refleksion i et ujævnt 

spejl. Selve ”spejlet” udgjordes 

af overfladen af en sky, sammensat 

af en myriade af dimunitive 

dråber, og som var beliggende 

på den såkaldte ”meteorologiske 

halvkugle” (fig. 10). Hvad der 

egentlig menes med denne ”meteorologiske 

halvkugle” fremstår 

ikke helt klart hos Aristoteles, 

men tanken synes at være, at de 

meteorologiske objekter på himlen 

kan opfattes som liggende på 

en halvkugle på samme måde, 

som stjernerne opfattes som beliggende 

på himmelkuglen. På 

grund af de enkelte spejles ringe 

udstrækning så man imidlertid, 

stadig ifølge Aristoteles, kun solens 

farver og ikke dens form. 

Figur 10. Figuren viser, hvorledes Aristoteles forestillede sig, at regnbuen dannedes 

på en halvkugle kaldet den ”meteorologiske halvkugle”. Ifølge Aristoteles 

befandt også solen sig på denne imaginære halvkugle. Lysstrålernes vej mellem 

solen og iagttagerens øje er markeret med kraftige sorte linier. Det er ikke en fejl, 

at pilespidserne tilsyneladende angiver en forkerte retning, fra iagttagerens øje 

via billedet af regnbuen til solen. På Aristoteles’ tid mente man nemlig, at vi fik 

vore synsindtryk gennem lysstråler, som udgik fra øjet, en opfattelse, der ligger 

til grund for udtrykket ”at kaste et blik på noget”. Figuren kan dog let bringes i 

overensstemmelse med en nutidige opfattelse ved blot ved at vende pilespidserne. 

I så tilfælde illustrerer figuren, at lysstrålerne udgår fra det observerede objekt, 

i dette tilfælde solen, reflekteres på den meteorologiske halvkugle for derefter at 

nå øjet. Bemærk, at regndråber ikke spiller nogen rolle for regnbuedannelsen 

ifølge Aristoteles’ model.

Descartes indleder sit afsnit 

om regnbuen på følgende 

måde: 

”Regnbuen er et så bemærkelsesværdigt 

naturfænomen, og 

årsagerne til dens dannelse har 

været genstand for en så indgående 

udforskning op gennem 

tiderne, at jeg ikke kunne vælge 

et mere passende emne til at demonstrere, 

hvorledes man, ved 

at anvende den metode, som 

jeg har udviklet, kan finde frem 

til en viden, som ingen af de 

mange før os, og hvis arbejder 

vi kender, på nogen måde har 

besiddet.” 

I sit arbejde med regnbuen benyt- 

tede Descartes sig ikke alene af 

fornuftargumenter og tankeeksperimenter, 

men undtagelsesvis 

tillige af egentlige eksperimenter 

suppleret med matematiske 

beregninger. I forbindelse med 

sine eksperimenter skriver han 

om de regndråber, som han var 

på det rene med forårsagede fænomenet: 

”Derpå, idet jeg vidste, at disse 

dråber var runde… samt det 

forhold, at deres størrelse, stor 

eller lille, ikke ændrede buens 

udseende, besluttede jeg at 

konstruere en meget stor dråbe 

for herigennem bedre at kunne 

undersøge dens virkning.” 

Figur 11. Descartes’ regnbuemodel. Figuren illustrerer solstrålernes passage gennem 

en stor glaskugle, som Descartes anvendte til sine eksperimenter til forklaring 

af regnbuens dannelse, og viser, hvorledes den primære bue dannes gennem en 

kombination af lysbrydning og reflektion. I naturen sker i princippet den samme 

brydning og reflektion af lysstrålerne i hver af de millioner af regndråber, der 

bidrager til regnbuens dannelse. Indenfor den geometriske optiks rammer forklarer 

Descartes’ model på korrekt måde dannelsen af såvel den primære som 

den sekundære regnbue. 

Som sagt så gjort. Descartes fik 

lavet en kuglerund, gennemsigtig 

glasflaske, som han fyldte 

med vand, og kunne nu i detaljer 

studere lysstrålernes gang 

gennem en dråbe. Resultatet er 

vist på Figur 11. En indfaldende 

lysstråle fra solen rammer dråben 

ved B hvor den brydes og 

fortsætter inde i dråben til C. Fra 

C reflekteres den til D, hvorefter 

den, efter endnu en brydning, 

forlader dråben og fortsætter til 

iagttagerens øje ved E. 

Bortset fra de indledende bemærkninger 

citeret ovenfor, som 

lader ane, at andre før Descartes 

har beskæftiget sig med problemet 

om regnbuens dannelse, 

refererer Descartes ikke til disse 

tidligere ret talrige arbejder om 

emnet, uanset at han utvivlsomt 

har haft kendskab til i hvert fald 

nogle af disse. Allerede så tidligt 

som i begyndelsen af 1300-tallet 

skrev den dominikanske lærde 

Theodoric (c.1250-c.1310) en 

omfattende og original afhandling 

om regnbuen, og hvori han 

foregreb meget af Descartes’ 

langt senere arbejde. Theodoric 

eksperimenterede som Descartes 

med vandfyldte kugleformede 

flasker, og han kom som denne 

frem til det resultat, at regnbuen 

dannes ved en kombination af 

lysets brydning og reflektion i 

regndråber. Theodoric’s model er 

illustreret på Figur 12, og udviser 

som nævnt slående lighedspunkter 

med Descartes’ model. 

Uanset at Theodoric på mange 

punkter brød med Aristoteles 

regnbuemodel, fulgte han den 

deri, at han placerede såvel solen 

som dråberne på en meteorologisk 

halvkugle og iagttagerens øje 

i denne halvkugles centrum (jfr. 

Figur 12 med Figur 10). 


Descartes bliver undertiden 

nævnt som den første, der fandt 

frem til den korrekte forklaring 

på regnbuens dannelse og i den 

forbindelse redegjorde for lysstrålernes 

passage gennem regndråberne. 

Som redegjort ovenfor 

er dette ikke helt korrekt, idet 

Theodoric, hvad angår brydning 

og reflektion i dråberne, allerede 

flere hundrede år før var kommet 

frem til et lignende resultat. En 

erkendelse af, at lysstråler i deres 

passage gennem regndråber 

gennemgår én refleksion og to 

brydninger, besvarer imidlertid 

ikke i sig selv, hvorfor regnbuen 

fremtræder i form af en forholdsvis 

smal, veldefineret bue, og 

hvorfor denne altid ses under 

en vinkel på ca. 42 grader. For 

at løse dette problem tog Descartes 

matematikken (som han 

beherskede bedre end nogen anden) 

til hjælp, samt udnyttede sit 

kendskab til brydningsloven for 

lys ved overgang fra et medium 

til et andet. Descartes opdagede 

formodentlig sidstnævnte lov 

engang mellem årene 1625 og 

1628. Loven blev dog første gang 

formuleret, omend i en lidt anden 

form end den, Descartes anvendte, 

ca. 16 år før af hollænderen 

Wilibrod Snell, efter hvilken 

loven ofte kaldes ”Snell’s lov”. 

Descartes beskriver selv forløbet 

af sit arbejde på denne måde: 

”Jeg tog min pen og lavede 

en nøje beregning af strålegangen 

for de stråler, som falder 

på forskellige punkter på en 

vandkugle for at finde frem til, 

under hvilke vinkler de, efter to 

refraktioner og en eller to reflektioner, 

vil ankomme til øjet; og 

jeg fandt, at efter een reflektion 

og to refraktioner vil der være 


mange flere stråler, som kan ses 

under en vinkel fra enogfyrre 

til toogfyrre grader end under 

en mindre vinkel; og at der ingen 

er, som kan ses under en 

større vinkel. Jeg fandt også, 

at der efter to reflektioner og 

to refraktioner er mange flere 

stråler, som kommer til øjet fra 

en vinkel mellem enoghalvtres 

og tooghalvtres grader end fra 

nogen større vinkel, og at der 

ikke er nogen, som kommer fra 

en mindre vinkel.” 

Descartes havde hermed løst 

problemet, hvorfor netop regndråber, 

som betragtes under en 

vinkel på omkring 42 grader, bidrager 

til regnbuens dannelse. 

Da stråleforløbet som vist på 

Figur 11 er symmetrisk omkring 

linien E-M (linien gennem solen, 

iagttagerens øje og regnbuens 

centrum), følger tillige automatisk 

herfra, at regnbuens har form 

som del af en cirkelbue, som ses 

under en vinkel på 42 grader. 

Udover at have redegjort for den 

rolle, brydning og refleksion spiller 

for såvel dannelsen af den 

primære som den sekundære 

Figur 12. Theodoric’s regnbuemodel. 

regnbue, forsøgte Descartes tillige 

at forklare, hvorfor regnbuen 

består af en række tætliggende 

farvede bånd. I sin forklaring 

på regnbuens farver støtter han 

sig på den model for lyset og 

dets udbredelse, som han også 

beskriver i Discours, nemlig, at 

lyset fremkommer som et tryk 

fra de lysende legemer på de meget 

små partikler, som udgør det 

”fine stof”, og ”som man må 

forstille sig som små kugler, der 

ruller rundt i jordiske legemer”. 

Disse roterende bolde rører ved 

hinanden og påvirker hinandens 

hastighed og rotation, hvorigennem 

de ændrer lysets egenskaber, 

herunder dets farve. Descartes 

forklarer i Discours, hvordan 

man ud fra hans teori om lysets 

natur kan forklare det mangefarvede 

spektrum, som man kan 

iagttage, når sollys brydes ved 

passagen gennem et trekantet 

prisme, og fortsætter: 

”Dette viser tydeligt, at buens 

farver dannes på samme måde 

som dem, man kan iagttage ved 

hjælp af et prisme…”.

Descartes’ model for regnbuen 

var på langt de fleste punkter 

Aristoteles’ gamle model klart 

overlegen. Således skrev den 

kendte fysiker Christiaan Huygens 

(1629-95), at ”det smukkeste 

Descartes har ydet indenfor 

i fysikkens verden er hans forklaring 

på den dobbelte regnbue.” 

Hvad angår Descartes’ forklaring 

på regnbuens farver forkastede 

Huygens derimod denne teori 

med en bemærkning om, at 

den efter hans mening var helt 

usandsynlig. 

Descartes’ teori om regnbuen, 

baseret på en blanding af observationer, 

omhyggelige eksperimenter 

og en fysisk-matematisk 

analyse, fremtræder for os som 

kulminationen på en årtusindårig 

lang bestræbelse på at forstå 

og forklare dette naturfænomen. 

Til trods herfor blev hans teori 

Figur 13. Descartes forelæser for Dronning Kristina og hendes hof. 

ikke uden videre antaget af samtiden, 

og langt ind i anden halvdel 

af det syttende århundrede kan 

man finde naturfilosoffer, der, 

endskønt de kendte til Descartes’ 

arbejde, stadig foretrak Aristoteles’ 

model. 

Efterskrift 

Descartes søgte gennem Les Météores 

at præsentere et alternativ 

til Aristoteles’ årtusindgamle Meteorologica, 

uden at det lykkedes 

ganske. Skønt logisk opbygget er 

Les Météores, med undtagelse af 

regnbueafsnittet, mange steder 

præget af netop de aristoteliske 

opfattelser, som den foregiver 

at erstatte. Værket er ikke desto 

mindre det første forsøg i næsten 

totusinde år på at forklare en 

række meteorologiske fænomener 

på anden måde end den, der 

doceres i Meteorologica. I erkendelse 

heraf skriver Scott (1952) 

da også om Les Météores, at 

“…the treatise deserves a far 

greater measure of recognition 

than has been accorded to it, 

for by focusing attention upon 

an important but somewhat 

neglected branch of nature, it 

may be said to have laid the corner-stone 

of a science, which, 

since its publication has attracted 

the notice of some of 

the most distinguished men of 

learning.” 

Gaukroger (1995) nævner i sin 

store biografi om Descartes, 

at Les Météores var det lettest 

tilgængelige, det mest konventionelle 

og det bedst egnede af 

de tre appendices med henblik 

på at fungere som en egentlig 

lærebog, hvilket da også synes 

at have været Descartes’ hensigt. 


Mange meteorologiske fænomener 

var nemlig traditionelt blevet 

betragtet som enten uforklarlige 

eller forklaret med henvisning 

til overnaturlige årsager, hvorfor 

netop dette område var velegnet 

til at demonstrere styrken af 

Descartes’ nye videnskabelige 

metode. Endelig var meteorologien, 

til forskel fra astronomi 

og kosmologi, et ret ukontroversielt 

område med en forholdsvis 

lille modstand mod ny ideer fra 

religiøs side. At Descartes forestillede 

sig, at hans bog skulle 

anvendes som lærebog, fremgår 

direkte af et brev fra 1637 til en 

af hans venner (se Gaukroger, 

1995) hvori han skriver: 

”...Jeg har allerede noteret, at 

så mange mennesker vil acceptere 

indeholdet af denne bog 

(Discours), specielt hvad angår 

Les Météores, at jeg ikke kan 

forestille mig hvorledes man vil 

kunne undervise i dette emne, 

som doceres år efter år på de 

fleste af vore lærde institutioner, 

uden enten at tage direkte 

afstand fra, hvad jeg har skrevet, 

eller at følge det.” 

Det skal afslutningsvis nævnes, 

at Descartes’ meteorologiske 

indsats ikke begrænsede sig til 

værket Les Météores, idet Descartes 

ifølge et brev til den tidligere 

nævnte Mersenne skulle 

have været den første til at foreslå 

det berømte ”bjergeksperiment”. 

Ved dette eksperiment 

besteg Florin Perier, en svoger 

til Blaise Pascal, bjerget Puy-de- 

Dôme, medbringende et såkaldt 

”Torricelli-rør” for at eftervise, 

at luften udøvede et tryk, og 

at dette tryk aftog med højden. 

Historikerne er imidlertid uenige 

om, hvorvidt det er Descartes 

eller en anden, der har æren for 

at have udtænkt dette banebrydende 

eksperiment (se Middleton 

1964). Uanset dette synes 

Descartes at være den første, 

der har konstrueret et egentligt 

barometer ved at forsyne et Torricelli-rør 

med en skala, hvorved 

man kunne aflæse svingninger i 

kviksølvsøjlens højde, samt sammenligne 

aflæsninger fra forskellige 

steder og tider. 

Descartes blev berømt over 

hele Europa, og i 1649 modtog 

han en invitation fra dronning 

Kristina af Sverige til at komme 

til Stockholm. Han accepterede 

nølende indbydelsen og ankom 

til den svenske hovedstad i oktober 

samme år. Descartes, der altid 

havde haft et svageligt helbred, 

led imidlertid under kombinationen 

af det barske svenske klima 

samt det forhold, at dronningen 

ønskede, at han skulle undervise 

hende og hoffet klokken fem om 

morgenen. I starten af februar 

1650 pådrog han sig da også en 

forkølelse, der udviklede sig til 

en lungebetændelse, der kort tid 

efter førte til hans død. 

Referencer 

Scott, J.F. 1952: The Scientific 

Work of René Descartes. Taylor 

and Francis, London, 211 pp. 

Gaukroger, S., 1995: Descartes, 

An Intellectual Biography, Clarendon 

Press, Oxford, 499 pp. 

Middleton, W.E. K., 1964: The 

History of the Barometer, John 

Hopkins Press, Baltimore, 489 

pp. 

Olscamp, P.J. 2001: René Descartes: 

Discourse on Method, 

Optics, Geometry and Meteorology. 

Translation and Introduction 

af Paul J. Olscamp, Hackett 

Publishing Company, 388 pp. 

Katrina, Rita, Wilma og alle de andre 

Årets atlantiske hurricane-sæson 

er ved at rinde ud. 

Og hvilken sæson! Den ene 

rekord efter den anden har stået 

for fald. 

Der er skrevet meget om de 

tropiske systemer, og vi bringer 

her en liste over de mange artikler 

og temaer, som du kan kaste dig 

over, hvis du har interessen. 


DMI 

dmi.dk/dmi/katrinaiaktnat.pdf 

dmi.dk/dmi/hurricane_katrina_liv_ 

doed_og_ulykker 

dmi.dk/dmi/rita_hvad_skete_der 

dmi.dk/dmi/wilma_-_hvad_skete_der 

dmi.dk/dmi/vildeste_saeson_for_ 

hurricanes_nogensinde 

dmi.dk/dmi/alpha_stormer_ind_i_rekordboegerne 

TV2 

vejret.tv2.dk/article.php?id=2762701 



National Hurricane Center 

www.nhc.noaa.gov 

CNN 

cnn.com/SPECIALS/2005/katrina/

Fra formanden 

I sidste nummer fortalte jeg om bestyrelsens udtrykte 

håb om at kunne præsentere en ny og mere 

moderne hjemmeside senest i forbindelse med 

generalforsamlingen til foråret. Siden da er der taget 

fat på at føre denne vision ud i livet. Men der er klart 

et stykke vej til målet, da det jo er en stor opgave 

at løfte. Vi må se i øjnene at der ikke rigtig er sket 

noget af stor betydning på vores hjemmeside siden 

den blev oprettet for mange år siden. Der er dog 

nu for alvor taget hul på arbejdet, så mon ikke vi 

kan gøre os forhåbninger om, at hjemmesiden med 

tiden kan blive et stort aktiv. Måske dog ikke helt 

så stort som hjemmesiden for mange af selskabets 

medlemmersarbejdsplads - dmi.dk. 

Her kan jeg ikke lade være med at reflektere 

over at der jo er sket en synlig forandring på DMIs 

hjemmeside for enhver der bevæger sig derhen via 

sin PC, og det er jeg sikker på at mange af Vejrets 

læsere gør tit, ja sikkert flere gange om dagen endda. 

Hjemmesiden www.dmi.dk har skiftet udseende og 

det skyldes at DMI har fået et nyt og mere moderne 

udtryk i sit logo. Fra DaMSs side vil vi gerne ønske 

tillykke med det ny logo, som vi i bestyrelsen mener 

har bevæget sig i retning af noget trygt og velkendt 

– om end DaMS ikke kan bryste sig af nogen autorisation 

udtrykt ved kongekronen. 

Jeg vil også gerne her samle op på en af de nye 

tiltag som DaMS lovede at introducere i forbindelse 

med generalforsamlingen 2005. Her blev det besluttet 

at selskabet vil forsøge at afsætte et beløb til 

støtte for studerende - primært DaMS medlemmer 

- der ønsker at deltage ved møder og konferencer, 

som er relevante for DaMS. Det vil i første omgang 

sige næste års Nordiske Meteorolog Møde i Uppsala 

(se 2. indbydelse andetsteds i Vejret) og kommende 

større møder arrangeret af EMS. En annoncering af 

dette udspil findes nedenfor. 

Jens Hesselbjerg Christensen 

Dansk Meteorologisk Selskabs rejselegat 

Medlemmer af DaMS som er studerende ved et af landets universiteter med interesse indenfor klima og 

meteorologi kan søge DaMS om støtte til rejser og ophold i forbindelse med deltagelse i faglige konferencer 

og møder med et for selskabet relevant indhold. Ansøgninger rettet mod deltagelse i Nordisk Meteorolog 

Møde (NMM25) i Uppsala, Sverige 4.-8. September 2006 og 6th Annual Meeting of the European 

Meteorological Society (EMS) i Ljubljana, Slovenien 3.-7. September 2006, vil være velkomne. 

Ansøgningen ønskes vedlagt en kort begrundelse og et budgetoverslag for de samlede udgifter til rejsen 

for at kunne komme i betragtning. Den samlede ramme er begrænset til 10.000,- kr, som forventes delt i 

op til fem ikke nødvendigvis lige store portioner. Ansøgninger skal stiles til selskabets sekretær: 

Michael Jørgensen 

Drosselvej13 

4171 Glumsø 

E-mail: mij@dmi.dk 

Ansøgningsfristen er 15. marts 2006.


c/o Brian Broe 

Sjælør Boulevard 10, st.th. 

2450 København SV 

Returneres ved varig adresseændring 

Tirsdag den 20. december 2005, kl. 19.00 

Danmarks Meteorologiske Institut, Auditoriet 

Lyngbyvej 100, 2100 København Ø 

(ved Ryparken S-station) 

Mød op før mødet foran DMI’s hovedindgang. 

Tropiske orkaner og fremtidige klimaændringers mulige indflydelse på disse 

Foredrag ved Wilhelm May, DMI 

Tropiske orkaner er det mest voldsomme vejrfænomen vi kender med meget kraftige vinde og 

store mængder nedbør, ofte ledsaget af stormfloder, oversvømmelser eller mudderskred. Tropiske 

orkaner fører ikke bare til omfattende materielle skader men i enkelte tilfælde også til ganske 

store tab af menneskeliv. I området omkring den Mexicanske Golf og det Caribiske Hav har der 

i år været flere tropiske storme end nogensinde, med når dette skrives 23 navngivne tropiske 

storme og 13 tropiske orkaner. Derfor har tropiske orkaner opnået ret stor offentlig interesse. I 

mit foredrag vil jeg forklare, hvad der kendetegner tropiske orkaner og hvordan de opstår. Jeg 

vil kigge på hvordan de tropiske orkaners hyppighed og styrke har varieret gennem de sidste 

årtier og gennemgå den nyeste forskning på området. Desuden vil jeg gennemgå den mulige 

betydning fremtidige klimaændringer har for tropiske orkaner. 

NMM 25 

Inbjudan nr. 2 


Tid och plats: 

Det 25:e Nordiska Meteorologmötet hålls i Uppsala, på SLU (Sveriges Lantbruksuniversitet) 

under tiden 5 - 8 september 2006. Konferensen inleds kl 1030 tisdagen den 5/9 och avslutas 

fredagen den 8/9 kl 1300. Registrering kan göras måndagen den 4/9 kl 1800 - 2000 och tisdagen 

den 5/9 kl 0830 - 1030. I samband med registrering erhålls slutligt program och föredragen i 

sammandrag. 

Dansk kontaktperson: 

Henrik Voldborg 

Skovskellet 1 

2840 Holte 

Telefon 4580 5812. Mail: voldborg@get2net.dk 

Læs mere på www.dams.dk, hvor der er tilmeldingsblanket, 

oplysninger om temaer, tidsfrister og logi.

Dansk Meteorologisk Selskab

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?