nia, men i år bliver Leif Max Olsen hjemme i ... - Hus Forbi

Hjemløse og druk
Røde Orm har drukket tæt
i 25 år og gør det stadig
– alt, hvad han kan komme
i nærheden af. Men
han er begyndt at få ondt
i maven og er bange for,
hvor længe hans krop kan
klare det. Og fortiden er
også begyndt at spøge.
Siden Røde Orm var 14 år – helt
præcis den . august 1981 – har han
kæmpet med alkoholen:
- Jeg drak en flaske kirsebærvin
og røg en pibe hash. Det var min
første møgtur, for jeg blev sgu syg
og brækkede mig. Den dag startede
hele møllen, og siden da har jeg kørt
på fuld skrue, fortæller Røde Orm,
der i dag er 40 år gammel.
Drukturen foregik på hans første
skoledag på en Tvind-skole ved Roskilde,
som han havde valgt at starte
på efter syvende klasse, fordi han
ikke trivedes i sit hjem:
- Min far jagede mig væk fra min
stedmor, som havde en handikappet
søn, der blev højere prioriteret end
mig og mine to brødre. Min stedmor
var en so, og min far et svin, og hvis
jeg for eksempel rakte tunge af min
stedmor, fik jeg en flad af min far,
så jeg røg ned af stolen med et sus.
I dag har jeg seks søskende, for min
rigtige mor fik fire børn mere. Derfor
har jeg f.eks. en søster på kun 17 år,
fortæller Røde Orm.
Milten sprang i stuen
Hus Forbi møder Røde Orm ved Hus
Forbis distributionsvogn på Nørreport
Station i København. Vi sætter
os over på en bænk i Ørstedsparken
for at få lidt ro. For det er skrappe
sager, Røde Orm har at berette, og
de kræver tilbagetrukne omgivelser.
For halvandet år siden endte Røde
Orm nemlig på Bispebjerg Hospital i
sidste øjeblik:
- Jeg havde ligget inde ved Rådhuspladsen
i tre dage og vredet mig
i smerter, og så tog Ole mig med ud
til min ven Langvad (Henrik Pedersen,
Hus Forbis sælgerrepræsentant,
red.). Der lå jeg så igen og vred mig
på gulvet, og de kunne godt se på
mig, at der var noget helt galt – men
troede alligevel, at det var skuespil,
da jeg to gange i træk faldt ned af
toilettet. Men tredje gang blev jeg
bevidstløs, og så ringede de efter
en ambulance. De bar mig ud på en
kontorstol, fordi det var helt umuligt
at få en båre op i lejligheden på
grund af hundene og alt muligt rod
– og havde de bare kørt over nogle
småsten, var jeg blevet vanvittig,
for det gjorde sindssygt ondt. Det
viste sig at milten var sprunget.
Jeg havde to og en halv liter blod i
maven, som var gået ned i bughulen
– og jeg røg direkte på operationsbordet.
Det var NU eller for sent. Så
Henrik og Ole reddede mit liv. Jeg
boede på det tidspunkt tit alene
ude i en badekabine på Bellevue, og
havde jeg ligget derude den dag, var
jeg død, fortæller Røde Orm.
Din tur i kisten næste gang
Røde Orm lå på Bispebjerg Hospital i
to måneder og er i dag ked af, at han
derfor ikke nåede med til sin mors
60 års fødselsdag, men til gengæld
nåede han at komme med til en god
vens begravelse:
- Rødderne til begravelsen
mente, at det var min tur næste
gang. ”Det er dig næste gang, Røde
Orm”, sagde de – den var hård!
Siden Røde Orm blev udskrevet,
har han fået sin egen lejlighed på
40 kvadratmeter på Nørrebro, men
bryder sig faktisk ikke rigtig om at
være der:
- Jeg kan ikke lide at være der,
den seng dér … der er ikke plads til
mig. Det er ikke sjovt at vågne op
alene. Havde jeg haft en kæreste,
var det nemmere. Jeg er glad for
at have lejligheden og hygger mig
også med at lave mad, men så vil
jeg også ud. For – nix – jeg vil ikke
være dér, så jeg tager ud og møder
de andre, og nogen gange sover jeg
også på gaden. Jeg er et flokdyr og
trives bedst, når jeg er sammen med
rødderne. Det bedste for mig ville
nok være et slags bofællesskab – et
sted, hvor jeg kan være sammen med
de andre og så bare have mit eget
rum. Jeg har brug for at snakke med
nogen om morgenen og savner sgu
de andre alligevel – for selv om de
ringer til mig klokken lort om natten
– og det irriterer mig!– så nyder jeg
det, siger Røde Orm.
Fortiden gør ondt
Forskrækkelsen på Bispebjerg Hospital
har nu ikke fået Røde Orm til at
holde sig fra flaskerne. Rent faktisk
drikker han mere end nogen sinde
før:
- Hurtigere og hurtigere. Jeg
drikker, hvad jeg har råd til. Hvis
jeg har 1.000 kr., så drikker jeg de
700 op. Jeg er ligeglad med, om det
er brændevin, vodka eller øl. Men
min hund Molly skal altså have først
– der skal altid være mad til hende.
Hun er mit barn, fortæller Røde Orm.
- Jeg drikker cirka 0 bajere
om dagen og kommer der én med en
flaske vodka, er jeg med på den.
Min fortid er begyndt at indhente
mig, jeg er begyndt at tænke
tilbage, og det gør meget ondt. Men
jeg kan ikke drikke mig væk fra det,
siger Røde Orm og peger ud i søen i
Ørstedsparken:
- Når jeg sidder og kigger på sådan
nogle svaneunger som de to dér,
der svømmer rundt med deres mor,
så tænker jeg, at de har det godt.
Men så tænker jeg også: ”Hvordan
har du det?” Øv, fuck vores liv! Gid
man kunne gøre det om, siger han.
Røde Orm er blevet meget bevæget.
Et par tårer sidder på lur og
irriterer i øjenkrogene, og det bryder
han sig ikke om. Da to mennesker
går forbi, rejser han sig hurtigt op
for at bomme en smøg – men måske
mest for at få de alvorlige tanker lidt
på afstand. Holger, fotografen, siger
i hvert fald:
- Røde Orm, jeg HAR jo smøger,
kom herhen.
Men Røde Orm får en cigaret af
de forbipasserende og sætter sig ned
igen:
- Det har jeg sgu da også, siger
han – jeg skulle bare lige prøve.
Vi fortsætter samtalen, og Røde
Orm fortæller, at han rent faktisk i
nogle år holdt pause fra gaden og
sprutten.
- Jeg mødte jo et eller andet
spektakel, Betina, i starten af
Her får hjemløse hjælp
Stort set ingen alkoholikere kan komme ud af
deres misbrug på helt egen hånd. De fleste har
brug for hjælp til at blive flasken kvit. Er man
hjemløs, er der flere måder, man kan få hjælp til
at komme videre på:
Landets alkoholambulatorier tilbyder afrusning,
enten ambulant eller mens, man er indlagt.
Her tager man alene hånd om alkoholproblematikken.
Det tager omkring et døgn at komme
ned på en promille på nul. Derefter er der en
abstinensbehandling på 10-14 dage, hvor man
ganske langsomt og ved hjælp af medicin trappes
ud. For mange hjemløse er det urealistisk at leve
uden alkohol som beroligende middel. Derfor er
man begyndt at bruge et nyt stof, Campral, som
dæmper alkoholtrangen. En anden mulighed er
antabus på frivillig basis.
- For at begrænse skadevirkningen af alkohol
kan vi i nogle få tilfælde tilbyde at give et stof,
der minder om alkohol, mod, at de så lægger al-
Gid, man kunne g øre det om Af
90’erne, og vi fik en dejlig søn,
Simon, sammen i 1996. Vi havde en
stor bondegård oppe ved Vestsjælland
i Mullerup, men i 1997 skred
konen med barnet, og så gik det
ned af bakke igen. Jeg droppede
gården og kom på gaden. Jeg savner
egentlig ikke min ekskone, jo måske
lidt – men jeg savner sgu virkelig
knægten, fortæller han.
Bange for snart at dø
Røde Orm har nu drukket i over 5 år
– ”helt tæt”, som han siger, og selv
om han på den ene side fortæller, at
han drikker mere end nogensinde, så
er han faktisk begyndt at prøve på
at putte nogle sodavand imellem om
natten:
- Jeg er ræd for, at jeg dør inden
for et år. Folk spørger, hvordan det
går. Jeg siger, at det går godt, men
det gør det ikke. Jeg har ondt i maven.
Hvis ikke jeg vågner op nu, så
bliver jeg ikke 41 år, fortæller han.
Og alene det at holde sig kørende
på al den alkohol er ved at være
ulideligt for Røde Orm – dertil kommer
de enorme rysteture, han har de
første mange timer om morgenen,
inden han har fået dem dæmpet med
alkohol:
koholen på hylden. De får det, vi kalder
for en palliativ behandling – en form
for lindrende behandling, som begrænser
alkoholens skadevirkninger – alkohol
i tørform, der ikke er så skadende,
fortæller behandler Marianne Gunst fra
Alkholenheden på Bispebjerg Sygehus i
København.
På landets cirka 65 forsorgshjem (§
110-boformer for hjemløse, red.) kan
man også få hjælp til at lægge alkoholen
bag sig. Men til forskel fra landets alkoholambulatorier
støtter man her også beboerne i at
fastholde deres ønske om et liv uden alkohol ved
at give dem tag over hovedet og mad tre gange
om dagen. Nogle boformer har egentlige sygeafdelinger,
som er specialiseret i afrusning, mens
andre tilbyder omsorgen omkring afrusningen,
mens selve den fysiske behandling foregår på et
hospital.
- At vågne op om morgenen er
noget lort. Når man sidder og brækker
sig, så kommer galden, der er
ikke mere at få op – og det gør ondt.
Drikker jeg øl, så brækker jeg mig
også. Drikker jeg sprut, så går det
hurtigere, men jeg har ikke lyst til at
være fuld. Rysteturene er modbydelige.
Man ligner én, der har løbet
et maratonløb, og man vågner op
med en kæmpe sø af sved på maven,
på ryggen – selv nede om tæerne.
Og tager jeg et bad, så kommer det
alligevel tilbage. Jeg har altid ti
bajere stående ved siden af sengen
og er nødt til at stå op klokken seks
for at starte med at drikke, for dér
begynder mandolinsygen (abstinenser,
red.).
Jeg tænker på min søn
Røde Orm kan faktisk godt forestille
sig et liv uden alkohol. Men det
handler om at komme væk. Han har
tidligere arbejdet som dyrepasser i
Tvinds minizoo og har blandt andet
passet det berømte næsehorn Brutalis,
som endte sine dage i kamp på
Afrikas savanne.
- Jeg skal bare væk – hjem til
Silkeborg. Min gamle boss har bedt
mig om at komme hjem. Jeg var jo
Birgitte Ellemann Höegh
Foto: Holger Henriksen
hans første lærling, passede dyr i
seks-syv år og kunne faktisk klare
et tremands-job dengang. Jeg har
tænkt mig at kontakte ham, men jeg
må jo ikke drikke derovre …
Faktisk har Røde Orm ikke brækket
sig om morgenen i et par måneder,
og det er blandt andet fordi,
han er begyndt at spise lidt mad og
drikke sodavand om natten.
- Jeg tænker på min søn, og jeg
tænker på at få det bedre. Jeg gider
ikke give op, men jeg skal fandeme
klare det selv. Jeg skal ikke indlægges
– aldrig. Jeg har jo Molly – Molly
og jeg hører sammen, så det kan jeg
ikke. Det er ikke mig at bo på et forsorgshjem,
hvor man bliver afgiftet.
Dér skal jeg holde min kæft, og det
kan og vil jeg ikke. Jeg skal klare
mig selv. Du kan, hvad du vil. Vågn
op! Det skal der stå til sidst … det
kan være, det også hjælper andre.
Birgitte.hoegh@os.dk
16 hus forbi · nr. 68 · december 007 hus forbi · nr. 68 · december 007 17
Foto: Kirsten Bille/Scanpix