The Greenland White-fronted Goose Anser albifrons flavirostris

Dansk resumé
Den grønlandske blisgås Anser albifrons flavirostris
yngler i Vestgrønland og trækker via Island til overvintringsområder
i Storbritannien og Irland. Siden
jagtfredningen i vinterkvartererne i 1980erne er
bestanden steget fra 14,300-16,600 i 1970erne til
mellem 30,000 og 35,000 individer i dag. Nogle
vinterflokke viser fortsat tilbagegang eller uddør
selv om det er et forvaltningsformål at opretholde
bestandens nuværende geografiske udbredelse.
Knap 60% af bestanden overvintrer på de to
vigtigste overvintringsområder, Wexford Slobs i
det sydøstlige Irland og Islay i det sydvestlige
Skotland. Størstedelen af fuglene fra den nordlige
del af yngleområdet overvintrer i Irland og trækker
via Vestisland, mens skotsk-overvintrende fugle
viser tendenser til at yngle i de sydlige regioner af
Vestgrønland og bruge Sydisland under trækket.
Oprindeligt har den grønlandske blisgås udnyttet
naturlige vådområdehabitater hvor de igennem
årscyklus fouragerede på stænglerne af smalbladet
kæruld Eriophorum angustifolium. Før den
menneskelige påvirkning af deres vinterhabitater
begrænsedes bestandens størrelse af udbredelsen
af uspolerede moser. Udnyttelsen af den specielle
fødekilde i en begrænset habitat har sandsynligvis
været årsag til udvikling af stedtrofasthed og
forlænget forældre-afkom forhold som er karakteristik
for underarten.
I den anden halvdel af det 20. århundrede har de
grønlandske blisgæs skiftet fra naturlige vådområder
til kulturgræsenge. Især på Islay er der opstået
konflikt med landbrugsinteresser fordi gæssene
forårsager markskader. På trods af ændringen
i habitatvalg er underarten forblevet meget
traditionsbundet i valg af overvintringspladser
idet nye fødevaner generelt er bundet til de traditionelle
overnatningspladser, og gæssene spreder
sig ikke til nye områder.
Formålet med denne afhandling at identificere
faktorer som potentielt begrænser bestandens
størrelse og regulerer raten i dens udvikling, og
dermed understøtte den mest effektive beskyttelse
og forvaltning af underarten i forhold til internationale
aftaler om forvaltning af fuglebestande
og deres levesteder. I kraft af at gæssene er
sociale, floklevende fugle, er det specielt interessant
at belyse hvordan individuel adfærd påvirker
overlevelse og reproduktion på individ- og
bestandsniveau.
Denne afhandling belyser årscyklus hos den
grønlandske blisgås med fokus på perioder med
særlige nærings- og energibehov (bl.a. træk, reproduktion
og svingsfjerfældning) og måder hvorpå
individer balancer deres korttids- og langtidsbudgetter.
Kropsvægt og en visuel vurdering af fedtlag
er anvendt som mål for kropskondition.
Grønlandske blisgæs opretholder deres kropsvægt
igennem vinteren, men viste stigende vægt
fra midt af december indtil afrejse til Island i
midten i april. Under antagelse af at 80-90% af
denne opbygning af depoter består af fedt, har
gæssene rigeligt med brændstof til at gennemføre
forårstrækket til Island alene på depoterne. Hovedparten
af depoterne er brugt op ved ankomsten
til Island hvor de opholder sig i ca. 15 dage før
trækket videre til Grønland. I Island forøger de
deres kropsvægt med 25-30 gram pr. dag.
Sammenlagt er dette en smule mindre end for
perioden december-april, men er akkumuleret
over en meget kortere periode. De fleste gæs
opnår disse højere rater af kropsvægtforøgelse
ved at søge føde på kulturgræsarealer som anvendes
til høslæt, suppleret med fødesøgning i
naturlige vådområder. De tre mest udnyttede
græsarter udviser forskelle i profitabilitet i form
af forskelle i bladtætheder, vækstrater og næringskvalitet.
Disse faktorer påvirker gæssenes
fødeindtagsrater og dermed tilvæksten i kropsvægt.
Hos grønlandsk blisgås er adfærdsmæssig
dominans er en vigtig faktor som sikrer adgang
til de bedste fødekilder. Fordi individuelle gæs
viser forskellige niveauer af fødespecialisering
på de tre græsarter kan tæthedseffekter og den
socialt betingede dominans af adgang til fødekilderne
påvirke indtagsraterne under opholdet
i Island, hvilket i sidste ende kan få fitnesskonsekvenser.
Kropsvægten ved ankomst i Vestgrønland viser
at gæssene taber mere vægt ved at flyve fra Island
til Vestgrønland end på den samme distance
fra Irland til Island. Forskellen svarer til den
estimerede ekstra omkostning der er forbundet
ved at flyve over den grønlandske indlandsis. Efter
ankomst fouragerer gæssene intensivt i 10-14
dage for at ombygge energi- og næringsreserver
til æglægning. Vægtforøgelsen sker med samme
høje rate som i Island. Hunnen, som beskyttes af
en agtpågivende mage, søger føde på energirige
underjordiske planteorganer.
9