Fyringssæsonen

massefyringer
Det
prik
store
Af Carsten Rasmussen cr@finansforbundet.dk
Foto: Territorium
1992 blev det år, hvor tæppet brutalt blev hevet væk under tusindvis af bankmedarbejderes
trygge arbejdsliv. Der skulle bortrationaliseres omkring 4.000 stillinger i sektoren, hvorfor
mange medarbejdere blev prikket på skulderen
En morgen i oktober 1992 meddelte Danmarks næststørste
bank, Unibank, at banken havde brug for at ”afvikle“ godt
1.700 medarbejdere i løbet af de næste to år. Da man fusionerede
Privatbanken, Andelsbanken og SDS til Unibank, ramlede
man ind i økonomiske nedgangstider, og der skulle spares.
Og ledelsen valgte at lægge hårdt ud med at få fyret de første
600-650 medarbejdere inden udgangen af november.
I hovedkontoret på Vesterbrogade blev en af dem den
41-årige sekretær Jette Petersen, der havde arbejdet i banken
siden 1977. På den store fyringsdag var hele afdelingen
kaldt sammen, mens de, der skulle fyres, blev kaldt ind efter
tur. En ny afdelingschef, der var kommet ind fra Århus,
begyndte at tale om dårlige regnskaber og besparelse.
”Jeg kan huske, jeg blev lidt vred og sagde, at hvad kom
bankens dårlige regnskab egentlig mig ved, når jeg bare skulle
fyres. Skal vi ikke bare se at få det overstået, for jeg ved jo,
hvorfor jeg er kaldt herind“, siger Jette Petersen, der blev
fyret sammen med 16 andre i afdelingen.
Den dag gik helt i opløsning. Der var både harme og sorg i
afdelingen, så man gik i samlet flok, både fyrede og ikkefyrede,
ud og spiste frokost i Scala.
Men også rent privat var det hårdt. Jette Petersen gik med
en følelse af at være kasseret og degraderet, og hun glemmer
aldrig den følelsesmæssige side af fyringen:
”For eksempel gik der et par måneder, før jeg tog ud og
handle om formiddagen, for jeg bor i en lille by. Jeg havde en
følelse af, at folk kunne se på mig, at jeg var blevet fyret. Det
tager tid, før man kan se folk i øjnene og sige: Ja, jeg er blevet
fyret“.
Der blev koldt overalt
Uden tvivl har medarbejderne i Unibank været skræmt af sporene
fra forårets store prikkerunde i Den Danske Bank, der
skulle reducere medarbejderstaben med op til 20 procent eller
3.000 ansatte i løbet af tre år – heraf 1.500 straks. De blev
prikket ud. Der var økonomisk krise med nedgang i byggebranchen
og konkurser, som gik ud over bankernes regnskaber,
så da først Den Danske Bank og dernæst Unibank
begyndte at ville fyre medarbejdere, skabte det en helt ny
stemning i sektoren.
”Det var jo som at åbne for fryseren. Der bliver koldt overalt“,
siger Finansforbundets daværende formand, Søren Dalmark,
der i dag er landsformand i Høreforeningen:
I dag opfattes ordet prikkerunde som lig med en fyringsrunde.
Men prikkerunden var noget andet. Danske Bank skulle
af med 1.500 medarbejdere, og det kunne ikke klares hurtigt
nok ved naturlig afgang, så banken tilbød de medarbejdere,
som frivilligt tog deres afsked, noget ekstra. Men det gik stadig
for langsomt med at komme af med folk.
”For at sætte lidt fut i processen går banken direkte til dem,
der alligevel vil ryge ud, hvis det ikke kan klares ad frivillighedens
vej. Man prikker ham på skulderen og siger: Du er en af
dem, vi vil af med. Hvilket betød, at rigtig mange valgte at
tage imod tilbuddet“, siger Søren Dalmark og tilføjer, at fremgangsmåden
virkede direkte ind på den enkelte:
”Det betød, at kolleger gik og så hinanden an. Hvis hver
femte skal ud, er jeg så en af dem? Hvad er mine odds imod de
andre? Regner min leder mig for at være bedre? Folk gik simpelt
hen og målte sig. Så kom værdigheden ind om, at det
20 Finans november 2008