s astikeren
Hva' så Roskilde⦠- Spastikerforeningen
Hva' så Roskilde⦠- Spastikerforeningen
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Merrild -uden filter!<br />
Tillid er grundlaget Af Martin Merrild<br />
for kompensation<br />
Fem år er snart gået, siden finanskrisen slog ned, og følgerne begyndte at tage form. Vi<br />
må nu konstatere, at principperne om ligeværdighed og kompensation ikke er en selvfølge<br />
i dagens Danmark. Men historien viser, at vores tillid til hinanden er det bedste middel<br />
til at skabe ligeværdige forhold for mennesker, uanset handicap.<br />
’Verdens bedste hjælperordning’ er den blevet kaldt. Det lovmæssige<br />
grundlag, der giver mennesker med funktionsnedsæt-<br />
af ansvaret, der omfatter de rent administrative opgaver, som<br />
en mere eksplicit lovmæssig mulighed for at overdrage den del<br />
telser mulighed for at kunne planlægge og leve livet på egne lønudbetalinger, ansættelse og afskedigelse.<br />
præmisser som ligeværdige mennesker og tage ansvar, ikke<br />
blot for sig selv, men også for sine medmennesker – i modsætning<br />
til fortidens umyndiggørende særforsorg.<br />
Friheden havde sin pris<br />
,,<br />
Men den nye ligeværdighed var desværre konstrueret på et alt<br />
Det var ikke med kommunalpolitikernes gode vilje, at den for ustabilt grundlag. Dette må være læren af den udvikling, vi<br />
blev en realitet tilbage i 1970’erne. Den opstod vel nærmest har gennemgået siden finanskrisen satte ind, og udgifterne til<br />
ved en kombination af mere eller mindre tilfældige hændelser, handicapområdet blev gjort til centrum for behovet for besparelser<br />
og kontrol.<br />
da en gruppe unge mennesker med handicap gik sammen og<br />
tog selvstændigheden i egen hånd. En indsats, jeg og mange Gamle politiske principper kunne nu, med den pressede<br />
andre kun kan påskønne.<br />
økonomi som almengyldigt argument, pludselig bøjes, og særligt<br />
behovet for kompenserende ordninger blev nedprioriteret.<br />
Startede som 18-årig<br />
Jeg blev visiteret til hjælperordningen, da jeg var<br />
18. Sagsbehandleren gjorde en dyd ud af at indgyde<br />
den ansvarsbevidsthed i mig, som dengang<br />
var en forudsætning for at kunne ansætte sine<br />
egne hjælpere. Det var en stor byrde for mig<br />
dengang – den slags er trods alt ikke hverdagskost<br />
for en teenager. Senere lærte jeg at bruge<br />
mit ansvar mere konstruktivt, ligesom jeg opdagede<br />
mulighederne i at uddele de opgaver, der<br />
udgjorde en forhindring for for eksempel at tage<br />
en uddannelse og koncentrere mig om de ting,<br />
der gav mig mere indhold i livet. Det krævede<br />
vedholdenhed at overbevise sagsbehandleren<br />
om fornuften i at ændre konstruktionen og<br />
udlicitere arbejdsgiveransvaret – en ændring der, specielt til Den nyvundne frihed, som den nye hjælperordning medførte<br />
kommunens forundring, viste sig ikke at udgøre nogen væsentlig<br />
merudgift.<br />
kommunernes pressede økonomi, sin pris. Den nye ansvars-<br />
til at udlicitere arbejdsgiveransvaret, havde, i kombination med<br />
Det gav mig en tiltrængt mulighed for at have en mere naturlig<br />
hverdag med de samme betingelser for at tage ansvar for munalpolitikerne som ikke længere havde håndfaste beviser for<br />
fordeling var pludselig blevet langt mere uklar, specielt for kom-<br />
sig selv og for andre, som enhver anden. Senere blev hjælperordningen<br />
af den tidligere regering reformeret, og man indførte En konstruktion der utvivlsomt ville kunne fungere fint i<br />
brugerens ansvarsbevidsthed.<br />
en<br />
Tilliden til den enkelte<br />
brugers ansvarsbevidsthed<br />
forsvandt som dug for solen.<br />
24 Sp<strong>astikeren</strong> 4/2013