Nordisk

64 Carsten Henrichsen
forhold til kommunale dispositioner var blevet afviklet. 8 En anden del af baggrunden
var et ønske om, at det regionale tilsyn skulle omfatte både kommunerne og de nye
regioner, som tidligere havde været undergivet et centralt tilsyn ved Indenrigsministeriet.
Med et sådant udvidet kompetencefelt, ville de politiske medlemmer af det
regionale tilsyn blive inhabile i sager vedrørende regionernes forvaltning.
Ud over disse mere praktisk betonede hensyn havde der også i kommunallitteraturen
være fremført stigende kritik af den politiske deltagelse i det regionale tilsyn, som
efter manges opfattelse betød en svækkelse af legalitetskontrollen med kommunerne
– en kritik som Klagereformudvalget udstrakte til også at omfatte Indenrigsministeriets
placering som overtilsynsmyndighed. Denne kritik skal ses i lyset af, at kommunerne
efter talrige opgaveomlægninger gennem tiderne efterhånden var kommet til at
fremstå som et væsentligt, for ikke at sige det afgørende, led i forvaltningen af de
offentlige opgaver, og at en effektiv legalitetskontrol derfor måtte føles så meget
desto mere påtrængende.
Dette behov kunne ganske vist også imødekommes på andre måder, og både ombudsmand
og centraladministration var da også i årene forinden blevet styrket på
forskellig måde i deres kontrol med kommunerne. Således fik Folketingets ombudsmand
ved en reform af ombudsmandsloven i 1997 udvidet sit sagsområde med
kommunerne. 9 Ligeledes fik centraladministrationen bedre muligheder for at varetage
legalitetskontrollen med kommuner og regioner i kraft af en organisatorisk udskillelse
af særlige tilsynsopgaver og klagesager til selvstændige myndigheder i form af
henholdsvis direktorater og uafhængige klagenævn. 10
Alligevel fandt Klagereformudvalget det ønskeligt også at styrke den legalitetskontrol,
som udføres af det almindelige kommunaltilsyn. Det skyldes bl.a., at dette
tilsyn ofte i praksis fungerer som en bagstopper for varetagelsen af legalitetskontrollen
med kommunerne. Dels fordi andre kontrolorganer ikke nødvendigvis dækker
hele det kommunale opgavefelt og alene aktiveres ved klage, mens kommunaltilsynet
dækker generelt og med kompetence til også at tage sager op af egen drift. Dels fordi
kommunaltilsynet herudover varetager vigtige opgaver i forbindelse med vejledning
af kommunerne om deres retsanvendelse. Men dels og navnlig også fordi det er
kommunaltilsynet, som om fornødent kan gennemtvinge en lovliggørelse af den
kommunale forvaltning.
2.2. Kommunaltilsynets sanktionsmidler
Det er i denne sidstnævnte forbindelse, at kommunaltilsynets sanktionsmidler kommer
på tale. Hertil råder tilsynet over et veritabelt arsenal af sanktioner, som strækker
sig fra suspension og annullation af kommunale beslutninger over tvangsbøder til
ikendelse af bod eller rejsning af erstatnings- eller straffesag 11 mod de ansvarlige
kommunalbestyrelsesmedlemmer. Uanset om der foreligger det fornødne grundlag
for anvendelse af disse sanktioner, kan tilsynet endvidere anlægge anerkendelsessøgsmål
ved domstolene. Endelig kan Indenrigsministeriet også rejse sag ved domstolene
om afsættelse af en borgmester, som vægrer sig ved at udføre sine opgaver. 12
I alle tilfælde er der tale om et legalitetstilsyn, som forudsættes varetaget med en
vis tilbageholdenhed. 13 Hvad der nærmere ligger heri, er vanskeligt at præcisere.
Men i hvert fald to forhold kan fremhæves i den forbindelse. Af lovmotiverne fremgår
således for det første, at tilsynet bør udvise en vis tilbageholdenhed i prøvelsen af
jus på områder, hvor der forudsættes en særlig fagkundskab, som tilsynsmyndigheden
ikke selv besidder, og som ikke kan indhentes fra anden side, fx et ressortmini-