NSfK:s 47th Research Seminar Oslo, Norway 2005 - Scandinavian ...

esidder magt, men hvordan magt tænkes udøvet. Foucault definerer magt som ledelse af
ledelse, dvs. som struktureringen af mulige handlerum (jf. Foucault 1982). Magtanalytikken
handler således om at kortlægge de magtteknologiske foranstaltninger, der promoveres med
henblik på at konditionere handlen. Udover Foucault er analysen inspireret af Niklas
Luhmanns systemteori.
Artiklen fokuserer på fire indsatsområder, der som nævnt er udsondret af Det
Kriminalpræventive Råds materiale. Disse kan sammenfattes under fire overskrifter eller
antagelser:
1) Skolen: ’kriminalpræventionen må integreres i skolen’
2) Kriminalitet og sundhed: ’sundhed forebygger kriminalitet’
3) Naboskab og lokalsamfund: ’tætte sociale relationer i lokalsamfundet forebygger
kriminalitet’
4) Arkitektur: ’kriminalitet kan forebygges arkitektonisk’
’Kriminalpræventionen må integreres i skolen’
Det Kriminalpræventive Råd har lige siden sin oprettelse fokuseret meget på at indarbejde
kriminalprævention i omgangen med børn og unge: gennem oplysning og undervisning i
folkeskolen, ungdomsskoler, fritidsklubber mv. Blandt meget andet har man her støttet
udarbejdelsen af såkaldte Idémapper, som er kataloger med undervisningsforslag, der opdelt
efter klassetrin – fra børnehaveklassen til 10. klasse – er målrettede mod specifikke
aldersgrupper og deres angivelige behov for kriminalpræventiv opdragelse.
En konkret anbefaling omhandler et brætspil om ”asocial adfærd i byen”, hvortil
der følger spilleplade og såkaldte chance- eller risikokort, som skal trækkes, når en spille
lander på et af spillepladens sorte felter. Disse kort har fx følgende ordlyd: ”Nogle drenge står
på toilettet og stopper papir i wc’et. Du tør ikke blande dig direkte, men du giver
gangvagterne besked. Du får 3 mønter”, ”Kommunen har lige plantet nye træer, og du har
knækket en gren af, da du skulle bage snobrød. Du skal betale 2 mønter”, ”Du viser 2 elever,
da de springer ’buk’ over lygtepælene, hvor bøjede de bliver af det, og de holder op. Ryk 3
felter frem” etc. (Det Kriminalpræventive Råd 1991b: 81–3).
Det interessante ved dette spil er bl.a., at det søger at gøre børnene til
bekendende individer, som anmelder lovovertrædelser og angiver lovovertrædere (venner
eller ej). Hertil kommer, at spillet langt fra er indskrænket til at omhandler kriminalitet.
Tværtimod angår det, som titlen siger, asocial adfærd, om end det forbliver uklart, præcis
hvori asocial adfærd består, og hvem der bemyndiges til at definere, hvad der gælder som
asocialt. Denne grundlæggende normaliseringsbestræbelse, der således kan identificeres,
understreges af andre forslag fra idémapperne. Fx forslås et sted et dukkespil, hvor klassens
lærer samt en besøgende politimand skal spille hver en dukkerolle. Deres indbyrdes dialog,
som altså udspilles foran klassen, diskuterer bl.a., hvorvidt der er ”uartige” børn i klassen (Det
Kriminalpræventive Råd 1991a: 7). Artig/uartig gøres således også til et kriminalpræventivt
anliggende.
44