NSfK:s 47th Research Seminar Oslo, Norway 2005 - Scandinavian ...

Til dette formål, altså med henblik på at forebygge kriminalitet gennem
promovering af lokalsamfund, har rådet anbefalet en lang række tiltag, hvoraf jeg blot skal
nævne nogle få. Man anbefaler nabohjælpsordninger, hvor naboer opfordres til at se efter
hinandens boliger, hvis man er ude af rejse. Man anbefaler, at der bygges fælleslokaler og
fællesarealer, hvor beboere kan mødes spontant eller under organiserede former. Spontane
møder søges desuden fremmet gennem anbefalinger af halvoffentlige/halvprivate zoner, som
medierer mellem offentlige og private rum. Dette gælder eksempelvis forhaver. Ved at bygge
forhaver og ved fx at opstille bænke ved etageejendomme menes beboerne i højere grad at
have mulighed for at mødes spontant, og disse møder tilskrives da en kriminalpræventiv
effekt, for når først folk lærer hinanden at kende, forbryder de sig næppe mod hinanden.
Anlægges for en stund en systemteoretisk betragtning på denne
styringsrationalitet, som altså søger at styre individer ved at binde dem til et lokalsamfund, da
springer særligt tre ting i øjnene. For det første har lokalsamfundet ikke den ontologiske
karakter, som Det Kriminalpræventive Råd forestiller sig. Lokalsamfundet er ikke en enhed,
som eksisterer konkret. Tværtimod er det en konstruktion. Og, kan man tilføje magtanalytisk,
det er en konstruktion, der tjener bestemte magtmæssige formål, nemlig at forskyde
håndteringen af kriminalitetsproblemet fra staten til ansvarlige individer og lokalsamfund. Det
vil jeg ikke komme nærmere ind på her (se hertil Borch 2005).
For det andet svarer lokalsamfundet til det, Luhmann betegner som en
segmentær differentieringsform: Det enkelte individs identitet, sociale relationer og behov
garanteres gennem lokalsamfundet. Man defineres gennem sit tilhørsforhold til et specifikt
lokalsamfund. Dette skal sammenholdes med Luhmanns analyse af det moderne samfund,
som, hævder han, er funktionelt differentieret, dvs. opdelt i en række sideordnede og
operationelt lukkede funktionssystemer for ret, politik, religion, videnskab osv. Det
interessante er, at den funktionelle differentiering ifølge Luhmann (1989) frisætter det enkelte
individ. I det moderne samfund defineres man ikke længere ud fra sit tilhørsforhold til en
bestemt klan eller kaste. Og fordi ingen ej heller defineres ud fra deres tilhørsforhold til blot et
enkelt funktionssystem, overlades det til den enkelte at definere sin egen individualitet. Det er
denne gevinst for det enkelte individ i det moderne samfund, som promoveringen af
lokalsamfundet truer med at trække tilbage. Den forskellighed, som den funktionelle
differentiering muliggør, søges med andre ord erstattet af lokalsamfundets identitet og
homogenitet. Differens erstattes af identitet, et klart totalitært træk.
Endelig har promoveringen af lokalsamfundet eksklusionseffekter: For det
første må det forventes, at jo mere identitet, man prøver at skabe i lokalsamfundet, desto
mindre accept vil der være af outsidere. For det andet må man spørge, hvad der sker, hvis der
i et område, hvor man hævder lokal identitet og sammenhold, findes individer, som ikke gider
have noget med deres naboer at gøre, som ikke gider deltage i fællesspisning, vejfester e.l., og
som ikke gider stoppe op og tale med de øvrige beboere? Hvad sker der med andre ord, hvis
ikke man engagerer sig i det lokale fællesskab, men plejer sine kontakter uden for nærmiljøet?
Som jeg ser det, er der en stor risiko for, at promoveringen af lokale fællesskaber ender med
at ekskludere sådanne individer. Og dvs., at folk, der ikke på nogen måde er unormale,
risikerer at blive outsidere, alene fordi de ikke vil have noget at gøre med de lokalsamfund,
som Det Kriminalpræventive Råd forsøger at konstruere.
46