Høring om lægeordineret heroin - 25. maj 2007 - Teknologirådet

deres psykosociale funktioner, men her er det – som vist i Metadonprojektet[6] – ofte ikke nok med medicinsk
behandling.
En gruppe på omkring 3% (180 personer) er så belastede, at de ikke umiddelbart kan indgå i BLOH, desuden
må man regne med, at en større gruppe vil have svært ved at møde op på et center tre gange om dagen
for at injicere heroin. En eventuel dansk model må derfor medtage i overvejelserne, hvordan disse
belastede grupper hjælpes. Endelig kan det slet ikke afvises, at BLOH også kan være relevant for ovenstående
gruppe 3 og 4.
2. Hvad tilbydes de heroinafhængige og betydningen af dette
Som allerede nævnt tilbydes ca. 12-15% af de heroinafhængige stoffri behandling indenfor det første år.
Dette har de seneste par år været i tilbagegang. Således er andelen i stoffri døgnbehandling faldet med
25% siden 2004, og den ser ikke ud til at være erstattet af ambulante stoffri tilbud[7] .
For 35% af de metadonmodtagere, der tilbydes og påbegynder metadonbehandling, er der ikke registreret
nogen behandlingssamtale de første tre måneder efter påbegyndelsen af behandlingsforløbet[8]. 43%
modtager højst én samtale om måneden, mens de sidste 22% modtager mere end én samtale om måneden
de første 3 måneder af behandlings-forløbet (ca. 10% modtager mindst 2 samtaler om måneden). Et
stort problem i denne sammen hæng er udeblivelser, hvilket udgør mindst 25% af aftalerne. Metadonmodtagerne
tilbydes altså mere end det her anførte, men noget kunne tyde på, at der ofte ikke bliver
givet en ny tid, hvis klienten udebliver.
Hvordan dette er fordelt på de forskellige grupper er usikkert, men man kunne være bange for, at det er
de mest belastede, der får mindst. Det kunne således være de mest belastede, der har sværest ved at overholde
aftaler, og det er også muligt, det er denne gruppe, der er mest besværlige i kontakten.
Som vist i metadonprojektet hjalp den psykosociale indsats ikke meget på stofforbrug og kriminalitet,
men den hjalp på de psykosociale problemer. Således blev det fundet, at 45% af metadonmodtagerne
(MM), der fik tilbudt udvidet psykosocial støtte, opnåede mindst en 40% reduktion på fysiske, psykiske
og/eller sociale belastninger, uden at der skete en 40% forværring på nogle af de samme områder. Det
samme var tilfældet for 27% af de MM, der fik tilbudt standard psykosocial støtte. Forskellen var statistisk
signifikant (p.007). Det var helt overvejende den psykiske og sociale reduktion i belastning, der bar forskellen
mellem standard og udvidet psykosocial indsats. Den fysiske belastning fordrer en sundhedsmæssig
indsats og kan også have andre begrundelser[9] .
Denne store forskel i reduktionen af den psykosociale belastning kan måske bedst illustreres ved, at 18%
af de MM, der modtog standard psykosocial indsats ved første interview havde selvmordstanker. Ved
opfølgningsinterviewet var det stadig 14%, der havde selvmordstanker. For MM, der modtog udvidet
psykosocial indsats, var det 25%, der havde selvmordstanker ved første interview, mens dette var faldet
til 6% ved opfølgningsinterviewet. Dette illustrerer meget godt forskellen mellem de to indsatstyper.
I forlængelse af dette bør det nævnes, at omkring 25% af heroinafhængige kvinder er seksuelt overgrebet,
inden de er fyldt 13 år; mange heroinafhængige (mænd som kvinder) har forskellige psykiatriske problemer
(angst, depression, personlighedsforstyrrelser); mange har meget få (hvis nogen) faglige kompetencer,
og mange er efter mange års afhængighed stærkt socialt invaliderede. Det kan derfor ikke
fremhæves nok, at medicinsk behandling for en relativt stor gruppe ikke er behandling nok.
17