Høring om lægeordineret heroin - 25. maj 2007 - Teknologirådet

Afslutningsvist skal det bemærkes, at heroinbehandling indebærer en noget større sikkerhedsrisiko end
metadonbehandling. Dette skyldes hovedsagelig den intravenøse indtagelse af stoffet. Det kommer ikke
som en overraskelse, at der forholdsvis hyppigt forekommer respirationsdepressioner og cerebrale konvulsioner,
som let kan håndteres medicinsk. I den første undersøgelsesfase var mortalitetsraten 1,2%,
hvilket er ret lavt i betragtning af patienternes dårlige helbredstilstand. Der indtraf ingen dødsfald som
direkte følge af forsøgsmedicinen. I betragtning af den langt højere helbredsrisiko, der er forbundet med
intravenøs indtagelse af gadeheroin, må sikkerhedsrisikoen i forbindelse med lægeligt kontrolleret heroinindtagelse
vurderes at være lav.
De patienter, der gennemførte den første fase af undersøgelsen, gik videre til anden undersøgelsesfase,
som ligeledes forløb over 12 måneder. Patienterne fra forsøgsgruppen havde mulighed for at fortsætte
med heroinbehandlingen, patienterne fra kontrolgruppen fik tilbud om at overtage ledige pladser i heroinbehandlingsforløbet.
(Efter den anden undersøgelsesfase kunne den heroinstøttede behandling fortsættes
som led i et opfølgende individuelt behandlingsforløb.)
I alt 434 patienter påbegyndte den anden undersøgelsesfase, 344 fortsatte med den heroinstøttede behandling
(79,3%), og 90 patienter skiftede over fra metadonbehandlingen (20,7%). I overensstemmelse
med undersøgelseskonceptet for anden fase blev de 434 patienter fordelt på fire grupper af cirka samme
størrelse: 1) MMB, heroinbehandling og psykoedukation (27,2%); 2) MMB, heroinbehandling og case management
(23,5%); 3) IIK, heroinbehandling og psykoedukation (23,0%); 4) IIK, heroinbehandling og case
management (26,3%).
Som forventet havde patienterne i anden undersøgelsesfase en højere retentionsrate i behandlingens
andet år. Fire femtedele af dem gennemførte også forsøgsbehandlingens anden fase. Ud af de i alt 515
patienter, der i det hele taget blev randomiseret til heroingruppen, er 55% stadig i behandling efter 24
måneder. Retentionsraten er 10 % højere blandt MMB-patienterne end blandt IIK-patienterne.
Sammenligner man dem, der skiftede fra metadon til heroin efter første undersøgelsesfase, og dem, der
modtog heroinbehandlingen gennem hele den toårige periode, fremgår det, at det faktisk lykkedes dem,
der skiftede over, at indhente de andre heroin-patienter i behandlingens andet år (hvor de altså også selv
blev behandlet med heroin). Hvad angår kriterierne ’forbedret helbred’ og ’reduceret forbrug af ulovlige
rusmidler’, kunne der efter 24 måneder i modsætning til efter de første 12 måneder ikke påvises nogen
signifikante forskelle mellem dem, der blev behandlet med heroin gennem to år, og dem, der skiftede fra
metadon til heroin efter det første år. Analysen af ’skiftegruppen’ fungerer således som et videnskabeligt/metodologisk
uafhængigt vidnesbyrd om, at heroinbehandling giver klart bedre resultater end metadonbehandling.
Begge grupper opnåede flere statistisk signifikante forbedringer eller stabiliseringer af
allerede indtrufne forandringer i løbet af behandlingens andet år. Den risikoadfærd, der knytter sig til
intravenøs indtagelse af stoffer (at deles om nåle og injektionsværktøj), forsvinder helt ud af billedet.
Anden undersøgelsesfase fokuserer på effekterne af den toårige heroinbehandling. Den gennemsnitlige
daglige dosis af diamorfin er 452 mg gennem hele den toårige periode. Derudover blev der i gennemsnit
udskrevet 7 mg metadon for hver af de dage, der blev uddelt heroin. Heroindosisen faldt kontinuerlig
gennem de 24 måneder, hvorimod den gennemsnitlige metadondosis steg en smule. Ikke alene bliver
heroinpatienternes helbred stabiliseret eller forbedret i løbet af den anden undersøgelsesfase, også deres
sociale situation udvikler sig positivt. Deres boligsituation bliver stabiliseret, de får lidt flere sociale kontakter
og deres fritidsaktiviteter udvikler sig i positiv retning. Ensomheden bliver imidlertid ved med at
være et problem for mange heroinpatienter. To tredjedele af dem har ikke en fast partner og en tiendedel
har ingen venner, de kan stole på. Dette vidner om, at den sociale integrationsproces foregår meget langsomt
uden for stofmiljøet.
33