Høring om lægeordineret heroin - 25. maj 2007 - Teknologirådet

Vores viden om straffe- og behandlingsperspektivers vekslende indflydelse gennem de sidste 200 år kan
imidlertid begrunde følgende spørgsmål: Hvordan kan det være, at stof-afhængighed i en vis eller stor
udstrækning stadig forbindes med personlig brist (og dermed moralsk kritisabel adfærd), som det fremgår
af de citerede definitioner fra Nudansk Ordbog? Hvordan harmonerer det med den stadig mere omfattende
forskning i medvirkende biologiske (herunder genetiske) årsager til afvigende adfærd? Og
hvordan harmonerer det med vor viden om sociale vilkårs betydning for personlighedsudviklingen? Sagt
mere enkelt og ligetil: Hvorfor overlader vi det ikke slet og ret til sundhedsvæsenets lægefaglige og øvrige
professionelle ekspertise (sammen med den enkelte afhængige) at afgøre, hvordan hans eller hende problemer
skal behandles, sådan som vi gør ved sygdomme i almindelighed (herunder også ved sindslidelser)?
Der er ikke noget enkelt svar på disse spørgsmål. Faglig uenighed og diskussion om i hvilket omfang man
har eller kan udvikle evidens-baserede interventioner er givetvis en del af forklaringen på, at der fortsat
er meget delte meninger om, hvorledes stof-afhængighed skal forvaltes samfundsmæssigt. Men dette er
næppe hele forklaringen.
Gennem de seneste årtier har der udviklet sig et samfundsmæssigt, kulturelt og etisk modspil til den
lægefaglige (og sundhedsfaglige) ekspertises definition af kontrol over menneskelige problemer. Mange –
også inden for lægevidenskaben - har advaret mod en udvanding af sygdomsbegrebet ved at definere
flere og flere menneskelige problemer til sygdom og dermed til potentiel genstand for ekspertmæssig
håndtering. Denne modreaktion mod ekspert-gørelse har udfoldet sig sideløbende med en politisk og
kulturel mobilisering af den enkelte borgers ansvar for eget liv, en mobilisering som bl.a. kommer til
udtryk i forskellige sundhedsfremme initiativer. Den enkeltes livsstil bliver i stadig højere grad gjort til
omdrejningspunkt i bestræbelser på at fremme sundhed. Sygdom og lidelse er nu ikke længere som at
trække en nitte i naturens store lotteri (sygdom som hver mands herre). Nu har den enkelte selv et afgørende
ansvar for at tilrettelægge sit liv på en måde, så risikoen for sygdom mindskes. Socialmedicinens
tidligere fokus på levekår og samfundsmæssige årsager til sygdom, lidelse og menneskelige problemer
trænges i baggrunden. Den enkelte kan ikke fritages for ansvar for og skyld i egen diabetes, lungekræft,
hjerneblødning. Flere får diabetes fordi stadigt flere er for fede. Fedme bliver i sig selv et medicinsk problem,
en lidelse eller sygdom, men ikke noget den enkelte bare kan betragte som en ond skæbne. Fedmen
bliver tværtimod udtryk for en sygelig afhængighed af mad. Lungekræft en sygelig afhængighed af tobak
og hjerneblødningen en sygelig afhængighed af bl.a. salt. I det lys kan det ikke overraske, at der (ifølge
Nudansk Ordbog) fortsat er knyttet en negativ personlighedsvurdering til ordet narkoman.
Holdninger formes og ændres ikke bare gennem tilfældige modestrømninger. Vore holdninger til rygning,
fedme etc. formes bl.a. gennem lovgivning vedrørende rygning på offentlige steder, gennem lovgivning
vedrørende annoncering og lovgivning vedrørende mærkning af fødevarer etc. Lovgivning og
ændret praksis bidrager i disse år til at gøre den enkeltes ansvar for egen livsstil til et moralsk forbillede i
samfundet. Det sundhedsfaglige, det juridiske og det politiske mixes på nye måder. Dette bidrager bl.a. til
en ændret forståelse af hvad humanisme er, og hvad et humant sundhedsvæsen er. Rygning kriminaliseres
under bestemte betingelser. Ordet ’kriminalisering’ skifter i sig selv valør. Fra at have en negativ
klang bliver (visse former for) kriminalisering nu et positivt bidrag til personlig ansvarliggørelse. Det er i
det lys, man må forsøge at forstå bekymringen hos dem, som eventuelt ser lægeordineret medicin som en
bevægelse i den forkerte retning. Som en afkriminalisering i en situation, hvor kriminalisering er et redskab
til at minde os om vort personlige ansvar. Lægeordineret heroin kan fra en bestemt samfundsmæssig
og kulturel synsvinkel fremstå som lige så malplaceret, som hvis vi delte vodka ud til alkoholikere og
pommes frittes til de alt for overvægtige.
65