MiljøDanmark nr. 4 2010 - Miljøministeriet

30-årige Selina Juul har travlt. På under to år har hun skabt
folkebevægelsen Stop spild af mad. Bag sig har hun nu over
6.000 medlemmer, og tallet vokser uge for uge. Med en enorm
arbejdsindsats og en stærk tro på forandring er det lykkedes
hende at bringe madspild langt frem i den offentlige debat.
Vær den forandring,
du ønsker at se
i hverdagen
– Først rydder man et stykke regnskov i Sydamerika,
fordi det skal bruges til kvægdrift. Så slagter
man dyrene og flyver kødet hele vejen til Danmark
og kører det ud i butikkerne – og hvad gør
vi med det? Vi smider helt op til 20 procent af det
i skraldespanden. Det er jo ikke bare uetisk – det
er komplet idiotisk! Selina Juuls øjne lyner, mens
hun læner sig frem i den komfortable lædersofa.
Hun griber koppen med grøn te, men sætter den
fra sig igen, fordi hun alligevel ikke har tid til at
drikke af den.
I højt tempo remser hun argumenter op: På blot
et år smider hver dansker 63 kilo mad ud. En femtedel
af de fødevarer, vi køber, ender med at blive
smidt ud. Den kasserede mad koster en almindelig
familie over 7.000 kroner om året.
Efter en kort pause spørger hun med eftertryk:
– Hvordan kan de danske forbrugere hvert år
smide næsten 700.000 tons mad ud, når vi lever i
en verden, hvor der samtidig dør over seks millioner
børn af sult?
Spørgsmålet bliver hængende i luften, fordi det
er svært at svare på – også for Selina Juul selv.
Knaphed på mad
Selina Juuls skarpe holdninger til madspild har
blandt andet forbindelse til hendes russiske baggrund.
Som datter af russiske forældre boede hun
de første 13 år af sit liv i Moskva. Begge forældre
var akademikere, og da hendes mor valgte at flytte
til Danmark, flyttede hun med.
– I Perestroika-tiden var der tit knaphed på fødevarer,
og mange af Moskvas butikker stod tomme.
Det var ikke sådan, at vores familie ligefrem sulte-
de, men det var der mange andre, der gjorde. Og vi
havde bestemt ikke mere mad, end vi havde brug
for. Derfor blev den behandlet med stor omtanke
og respekt. I Danmark var det helt anderledes. Da
jeg havde gået i dansk skole i et års tid, kom jeg
i praktik i bagerbutikken i et supermarked. Hver
dag skulle jeg smide store poser af usolgt brød
ud – brød som folk i Moskva ville være lykkelige
for. Det virkede så forkert, og jeg havde svært ved
at gøre det. Mine kolleger rystede på hovedet og
sagde, at sådan var det. Så jeg måtte gøre, som der
blev sagt. Men følelsen af at gøre noget helt forkert
blev hos mig, siger Selina Juul.
Tegn til handling
Hendes beslutning om at stifte en folkebevægelse
mod madspild blev truffet i august 2008. Aftenen
før sad hun på en restaurant med sin kæreste. Parret
diskuterede miljø, planetens tilstand – og spild
af fødevarer. Dagen efter offentliggjorde Landbrugsrådet
nye tal for danskernes madspild: 63
kilo pr. indbygger. Det var dråben, der fik bægeret
til at flyde over. Stop spild af mad var en realitet.
I en hvirvelvind af arbejde kastede Selina Juul sig
ud i projektet. Hun etablerede en Facebook-gruppe,
en hjemmeside og tog kontakt til politikere, myndigheder,
videnskabsfolk, erhvervsledere, kendte
personligheder inden for dansk gastronomi og
mange andre. Samtidig passede hun sit arbejde som
selvstændig illustrator og grafisk designer.
– Jeg havde opbygget en enorm trang til at gøre
noget ved de problemer, jeg så – og stadig ser – i
verden. Det var et personligt opgør med den brug
og smid væk-mentalitet, der er blevet så indgroet >
M I L J ø D A N M A R K N R . 4 A U G U S T 2 0 1 0 21