Rapport KK Udviklingsprojekt 2006 - CBSI Sprogcenter

senere f.eks. læst aviser eller bøger. I store træk kunne kursisterne deles ind i fire grupper på baggrund
af samtalerne.
- kursister med bevidsthed/viden om at de altid har haft indlæringsvanskeligheder
- kursister der har fået indlæringsproblemer pga. traumer fx pga. tortur
- kursister der forklarer deres problemer med at lære dansk med, at de har haft sociale problemer
igennem deres sprogcenterforløb fx vold, hjemløshed, konkurs
- kursister der ikke selv mener, at de har nogen problemer
Da kursisterne blev informeret om, at de skulle screenes for ordblindhed, var det helt tydeligt, at
begrebet ordblindhed var noget mange af kursisterne ikke kendte hhv. ikke anerkendte. Det var
tydeligvis også et større problem for deres lærere end for flere af kursisterne, at de ikke havde nogen
progression. Kursisterne havde alle fundet måder at kompensere for deres problemer på, og fandt det
ikke videre problematisk, at disse måder gør dem dybt afhængige af f.eks. deres børn.
På spørgsmålet om hvilken motivation de havde for at lære dansk, svarede en del af dem, at de gerne
ville blive bedre til at klare deres hjemmearbejde. En anden gruppe ville gerne lære sproget, så de kunne
få den eksamen, der betyder, at de kan opnå dansk indfødsret.
Igennem interviewene med kursisterne gjorde vejlederen nogle meget afgørende observationer
omkring kursisternes motivation, og hvor kursisterne befandt sig i forhold til at erkende deres
vanskeligheder. For en del af kursisternes vedkommende vil lærere og vejledere have konstateret, at
kursisten har vanskeligheder, før kursisten selv begynder at opfatte det som et problem, at
indlæringen går langsomt eller er uforholdsmæssigt svær. Kursisterne er altså forskellige steder i
forhold til deres motivation og i erkendelsen af vanskelighederne eller handicappet. Disse forhold
rejser spørgsmål om, hvem man skal tilbyde særlig tilrettelagt undervisning. Skal man have et tilbud,
når vanskelighederne er konstateret? Skal man først have et tilbud, når kursisten selv har erkendt, at
der et problem?
Hvordan håndterer man det, hvis kursisten udviser et uafklaret, uerkendt forhold til sine
vanskeligheder og dermed ikke umiddelbart er motiveret for at gøre noget ved problemerne? Der vil
givetvis være kursister, der på denne konto ikke får tilbudt den bedst mulige undervisning, og de ville
muligvis heller ikke få særlig meget udbytte af et særligt tilrettelagt undervisningstilbud. Foreløbig kan
det blot konstateres, at det er vigtigt at se på kursisternes erkendelse af egne vanskeligheder og
deres motivation for at arbejde med dem. Og der ligger en vigtig opgave for lærere og vejledere mht.
at hjælpe erkendelsesprocessen på vej. (Helst indenfor den treårige ramme). I denne forbindelse bør
der være særligt fokus på kursisternes oplevede behov for at beherske dansk i forhold til arbejde,
forældrerolle, familiemedlemmer, som borger m.v.. Kursisternes skolebaggrund og deres oplevelse af
denne bør ligeledes afdækkes.
Denne problematik stiller således vejledningsfaglige krav til sprogcenteret, der også sammen med
specialundervisningen må overveje, hvilke undervisningstilbud der skal iværksættes for eventuelt
uafklarede kursister.
I projektet var der to uger til at afholde samtalerne, således at alle kursister var orienteret om projektet,
før de blev screenet. Den knappe tid betød uheldigvis, at det var umuligt at skaffe tolk til alle
samtalerne. Derfor blev ikke alle samtalerne tolket til modersmål men måtte gennemføres på engelsk
eller dansk.
Set i lyset af ovenstående diskussion om motivation og erkendelsen af vanskelighederne, må
det konstateres, at det er meget uhensigtsmæssigt at arbejde under tidspres, da kvaliteten af
samtalerne med kursisterne i nogle tilfælde kunne have været bedre med bedre tolkning.
14