Bornholmske Samlinger - Bind 25 - 1937 - Bornholms Historiske ...

Bornholmske Samlinger, 25de Bind, Rønne 1937
104
oven antydet blev anseet som det afgjørende, da vilde jo de
senere tilkomne Huusmænd, altsaa de nuværende Beboere, Intet
faae. Man kan derfor heller ikke vente, at der for Huusmændene
skal være Interesse for at forfølge Sagen ad Rettens Vei;
de ville da hellere risikere i Guds Navn Intet at faae, men det
forekommer mig dog at være Synd mod dem, efterat Høiesteret
har dømt, at de have Ret. En Deel af Modstanderne af det
Lovudkast, som forelaa forrige Gang, vare just imod samme,
fordi de meente, at Huusmanden ikke efter dette Forslag fik
Nok. Ja, det er et Spørgsmaal, som vi jo kunne tage under
nærmere Overveielse ved dette Lovudkasts Behandling, men
jeg maa dog strax bemærke, at, saalænge Sagen henstaaer uordnet,
have de Ingenting, og bliver Sagen ikke ordnet ved Lov,
frygter jeg for, at de ikke faae Noget«. (Landst. Forh. 1865-
66, Sp. 423).
Angaaende den ny § 2 udtalte Sonne: »Der er i det foreliggende
Lovudkast foretaget en vigtig Forandring fra det tidligere
Lovforslag, idet der er indsat en heel ny § 2, som jeg
troer vil være til meget Held for Sagen. Den gjør det nemlig
muligt for de Sogne, som ikke ønske Sagen ordnet paa den
Maade, som i Lovudkastet er foreslaaet, at ordne den paa anden
Maade ved en Overeenskomst mellem Parterne, og navnlig
saaledes, at * af Sognets Gaardmænd og 3/4 af Huusmændene,
naar de ere enige, kunne vente denne deres Overeenskomst
stadfæstet af Indenrigsministeriet. Jeg skal tilføie, at der allerede
i eet Sogn (Ipsker Sogn) er skeet en Overeenskomst om
en anden Ordning; Sognets Hartkornseiere havde nemlig i Erkj
endelse af, at Huusmændene have retlig Andeel i Udmarksjorderne,
men at de ved den specielle Udskiftning desuagtet
slet Intet fik, tilbudt Huusmændene at ville afkjøbe hinanden
indbyrdes et vist Areal af Udmarksjorderne, som skulde lægges
ud til Huusmændenes Afbenyttelse, og de ere derefter
blevne enige med Huusmændene om, at 500 Tdr. Land skulle
afkjøbes Hartkornseierne (og betales af disse i Forhold til
Hvers Jorder), for derpaa at udlægges til Huusmændenes Benyttelse.
Det er en Ordning, jeg forsaavidt ikke holder af, som
disse 500 Tdr. Land ville blive udlagte til Lyngrivning og
Tørveskær, og der altsaa er lang Udsigt til, at de kunne komme
under ordentlig Cultur; thi det er vistnok en simpel Afbenyttelse
af Jorden, naar den ligger hen til Lyngrivning og
Tørveskær. Men det er en Afgjørelse, der tilfredsstiller Par-
105
terne, og Lovudkastet gjør det muligt, at den kan komme til
at staae ved Magt; thi vel er der et Par Beboere i Sognet, der
ikke ville gaae ind paa denne Ordning, men Lovudkastet gjør
det dog muligt, at en saadan Overeenskomst ikke kommer til
at briste, fordi der er ganske Faa, som ikke ville være med.
Jeg anseer derfor Lovudkastets § 2 for heldig for Sagens Ordning;
men jeg troer rigtignok, at den, for at det Sogn, jeg nylig
nævnte, kan have Gavn deraf, maa ændres noget i sin Redaction,
hvad der jo imidlertid altid vil være Leilighed til at gjøre
ved anden Behandling.« (Landst. Forh. 1865-66, Sp. 425-26).
De af Sonne saaledes bebudede Ændringsforslag blev stillede
ved 2' Behandling og blev vedtagne. Først ved 3' Behandling
mødte Lovforslagets principielle Modstandere frem; der
var først og fremmest Bondevennen Hasle. Han fremførte paany
den gamle Indvending: at Sagen hørte hjemme for Domstolene,
og at Rigsdagen ikke skulde blande sig i en Retstrætte.
Men hertil føjede han den Betragtning, at de bornholmske Husmænd
blev forurettede ved Loven; han udtalte herom bl. a.:
»Det, der i sin Tid blev anket over af Huusmændene, var, at
de tidligere havde fuld Brugsret over Udmarkerne, men at de
vare blevne berøvede denne Ret ved Udskiftning af Udmarksjorden.
Det foreliggende Forslag fører aldeles ikke Sagen tilbage
dertil. Det gjør vel Udmarken til Communejord, men
Indtægten af Communejord skal tilfalde Communekassen og
altsaa falde dem tilgode, som skatte til Communen. Det bliver
altsaa Hartkornseierne, der ligesaa fuldt faae godt af Udmarksjorderne,
dersom denne Lov træder i Kraft, som hvis de
beholdt dem som udskiftede; idetmindste bliver Forskjellen
meget ubetydelig. Det er disse Grunde, som gjøre, at jeg, hvor
nødig jeg end stemmer mod denne Lov, ikke kan gjøre Andet«.
(Landst. Forh. 1865-66, Sp. 483)'
Bondevenneføreren Balthazar Christensen erklærede sig
principielt enig med Hasle, men han vilde dog denne Gang
svare: »Stemmer ikke«, da han fandt det rigtigt, at Folkethinget
fik Lejlighed til at tage Stilling til Sagen. - Orla Lehmann
forsvarede Forslaget i en betydelig Tale, hvori han bl. a.
udtalte: »Der bliver altsaa ikke Andet tilbage, end at faae Sagen
ordnet ved privat Overeenskomst eller ved Lovgivningen.
Der er gjort Forsøg paa ved privat Overeenskomst, at komme
til Ende med Sagen - det var i den Tid, jeg havde med Indenrigsministeriet
at gjøre, og det er ogsaa derfor, at jeg har
www.vang-hansen.dk