Bornholmske Samlinger - Bind 25 - 1937 - Bornholms Historiske ...

Bornholmske Samlinger, 25de Bind, Rønne 1937
170
Ved Værnepligtslovens Behandling i Landstinget fremdrog
Sonne, der selv var Borgerkaptajn i den gamle Milits og desuden
Mønstringsbestyrer, et andet Forhold, som Overgangen
til den nye Væbningsordning havde gjort aktuelt. Hvad han
tilsigtede, fremgaar af den Motivering, han fremsatte for et
af ham stillet Ændringsforslag, idet han udtalte: »Ved den
bornholmske Milices Omordning er der blevet endeel færre
Compagnier, end der var under den tidligere Væbning. De
overflødige Officerer ved Infanteriet og Cavalleriet ere gaaede
af med Vartpenge, men Officererne ved Borgercompagnierne
ere gaaede af uden saadanne, og det af den simple Grund, at
de ingen Lønninger havde. Disse Officerer havde imidlertid
ved Siden af deres Stilling som Borgercapitainer et Par andre,
dermed i Forbindelse staaende offentlige Bestillinger, hvoraf de
havde en lille Indtægt, og een af disse Bestillinger var, at de
fungerede som Mønstringsbestyrere. De vare vel ikke kongeligt
udnævnte i denne Stilling, men ved et kongeligt Rescript
af 21. Maj 1823 var Commandanten bleven bemyndiget til
at udnævne Borgercapitainerne til at fungere som Mønstringsbestyrere.
Nu er det jo en gammel Vedtægt her i Rigsdagen, at
man ikke gjør Forandringer i personlige Forhold uden ved de
paagjældende Personers egen Afgang, og jeg har derfor tilladt
mig at stille et Forslag om, at de omtalte Borgercapitainer
skulle vedblive at fungere som Mønstringsbestyrere, indtil de
afgaae. Hele Rækken af Paragrapherne under de midlertidige
Bestemmelser gaaer jo ud paa at bevare lignende, hidtil gjældende
personlige Forhold. Mit Forslag vil ikke bevirke en
Skillings Udgift for Statskassen og heller ikke nogen større
Udgift for de Paagjældende, der erlægge de Gebyrer, som disse
Mønstringsbestyrere hidtil have oppebaaret, og jeg haaber derfor,
at det ærede Thing og den høitærede Justitsminister ikke
ville have Noget imod Forslaget« (Landst. Forh. 1867-68,
Sp. 2635).
Justitsministeren henstillede ganske til Tingets Afgørelse,
hvorvidt man vilde vedtage Sonnes Ændringsforslag eller ej.
Det vedtoges med 33 Stemmer mod 3.
Ogsaa i denne Rigsdagssamling fremsattes en Del U dtalelser
om den Trandbergske Frimenighedsbevægelse. Som nævnt
i forrige Kapitel nedstemte Landstinget det fra grundtvigsk
Side privat indbragte Forslag, der var vedtaget i Folketinget.
Ministeriet Frijs havde fornylig skiftet Kirkeminister, idet den
171
sønderjydske Provst Aleth Hansen havde overtaget denne Portefølje,
og han indbragte i Samlingen 1867-68 et Lovudkast,
hvorefter Sognebaandsløsere under visse nærmere fastsatte Betinaelser
kunde danne Valgmenigheder indenfor Folkekirken.
Under de vidtløftige Forhandlinger om denne Sag, der iøvrigt
resulterede i et Kompromis, der ophøjedes til Lov, fremdrog
Thurah paany Frimenighedens Forhold paa Bornholm. Hans
Betragtning var, at baade Indre Mission og Grundtvigianismen
burde have Plads indenfor den danske Folkekirke. Birkedals
Menighed paa Fyn var grundtvigsk, T randbergs paa
B01'1lholm Indre Missionsk. Begge burde kunl1e vende tilbage.
Specielt om Trandbergs Virksomhed udtalte han bl. a.: »Det
var den Indre Mission forbeholdt at gjøre det første Skridt
og bryde Isen. Dette skete ved en meget ung Mand, der vistnok
manglede en Deel af den Erfaring, der hørte til, og som
vistnok med Sandhed hører til for at kunne bevæge sig under
de friere Former. Det skete paa en isoleret ø af vort Land,
nemlig Bornholm, hvor der manglede større Kredse af erfarne
Mænd til at støtte og overveie og i det Daglige at kunne være
raadgivende ved den Virksomhed, som denne nidkjære, unge
Mand udfoldede. Følgen blev, at, idet Kræfte1'1le kom til at
virke paa en Maade, der ikke blev veiledet af den dybere Erfaring,
kom der en Skævhed frem, som bevirkede et Brud,
idet man paa Grund af en vis Overspændthed, eller hvad skal
jeg kalde det, fra Statsmagtens Side sagde: »Nej, med saadanne
Yttringer ville vi ikke have Noget at gjøre, saadanne
Ord maae ikke falde i vore Kirker, Kirken skal lukkes for den
Mand«, - og Følgen heraf blev igjen, at han udtraadte af
Folkekirken. Birkedal var dengang blandt dem, som paa det
Varmeste f raraadede T randbergs Menighed at træde ud. Det
var et forunderligt Tilfælde, der skulde føre denne Mand ud
af Folkekirken eller rettere ud af Folkekirkens Orden, thi ud
af Folkekirken kom han ikke, den Mand, som saaledes havde
talt til Trandberg og hans Menighed for at advare dem mod
et Brud med det Bestaaende«. (Folket. Forh. 1867-68, Sp.
194)·
Den for kirkelig Frihed meget interesserede Folketingsmand
Barfod udtalte sig i Tilslutning til Thurah, men Kirkeministeren
vilde - i Modsætning til sin Forgænger - ikke ind
paa at diskutere Lovens Benyttelse overfor Enkelttilfælde.
Af de 3 Taler, Dam som foran nævnt holdt i denne Session,
www.vang-hansen.dk